Bibliotheca Polyglotta

Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland)

Complete text

FJERDE AKT

(Ved strandbredden. Det er aften; månen ses fra og til mellem mørke sønderrevne uvejrsskyer. I baggrunden en sort, nylig opkastet gravhaug.)
(Ørnulf sidder på en sten til højre i forgrunden med blottet hoved, albuerne hvilende på knæerne og med ansigtet skjult i sine hænder. Hans mænd graver ved haugen, nogle lyser med tyrifakler. Efter et kort ophold kommer Sigurd og Dagny ud fra bådhuset, hvor en stokild brænder.)

ACT FOURTH.

(By the coast. It is evening; the moon breaks forth now and again, from among dark and ragged storm-clouds. At the back, a black grave-mound, newly heaped up.)
(ÖRNULF sits on a stone, in front on the right, his head bare, his elbows resting on his knees, and his face buried in his hands. His men are digging at the mound; some give light with pine-knot torches. After a short pause, SIGURD and DAGNY enter from the boat-house, where a wood fire is burning.)

DAGNY
(dæmpet).
Der sidder han endnu. (holder Sigurd tilbage.) Nej, tal ikke til ham!

DAGNY
(in a low voice).
There sits he still. (Holding SIGURD back.) Nay, speak not to him!

SIGURD.
Du har ret; det er for tidligt; lad ham heller sidde med sig selv.

SIGURD.
Thou say’st well; it is too soon; best leave him!

DAGNY
(går over mod højre og betragter faderen med stille sorg).
Så stærk var han igår, da han tog Thorolfs lig på ryggen; stærk var han, mens de grov på haugen; men da de alle var lagt derinde, og jord og stene kastet over, – da tog sorgen ham; da var det som han sluknede. (tørrer tårerne af.) Sig mig, Sigurd, når tænker du at fare hjem til Island?

DAGNY
(goes over to the right, and gazes at her father in quiet sorrow).
So strong was he yesterday when he bore Thorolf’s body on his back; strong was he as he helped to heap the grave-mound; but when they were all laid to rest, and earth and stones piled over them--then the sorrow seized him; then seemed it of a sudden as though his fire were quenched. (Dries her tears.) Tell me, Sigurd, when thinkest thou to fare homeward to Iceland?

SIGURD.
Såsnart uvejret stilner af og jeg får endt min handel med Gunnar herse.

SIGURD.
So soon as the storm abates, and my quarrel with Gunnar is ended.

DAGNY.
Og så vil du købe land og bygge dig en gård og aldrig fare i leding mere?

DAGNY.
And then wilt thou buy land and build thee a homestead, and go a-viking no more?

SIGURD.
Ja ja, – det har jeg lovet dig.

SIGURD.
Yes, yes,--that have I promised.

DAGNY.
Og jeg tør forvisst tro, at Hjørdis bedrog mig, da hun sagde, at jeg lidet var dig værdig til viv?

DAGNY.
And I may believe without doubt that Hiördis spoke falsely when she said that I was unworthy to be thy wife?

SIGURD.
Ja ja, Dagny, lid du på mit ord.

SIGURD.
Yes yes, Dagny, trust thou to my word.

DAGNY.
Så er jeg glad igen og vil prøve at glemme alt det onde værk, som her er øvet. I de lange vinterkvælde vil vi tale sammen om Gunnar og Hjørdis, og –

DAGNY.
Then am I glad again, and will try to forget all the evil that here has been wrought. In the long winter evenings we will talk together of Gunnar and Hiördis, and----

SIGURD.
Nej, Dagny, vil du vel mod os begge, så nævn aldrig Hjørdis, når vi sidder hjemme på Island!

SIGURD.
Nay, Dagny, wouldst thou have things go well with us, do thou never speak Hiördis’ name when we sit together in Iceland.

DAGNY
(mildt bebrejdende).
Ubilligt er dit had til hende. Sigurd, Sigurd, det ligner dig lidet!

DAGNY
(mildly upbraiding him).
Unjust is thy hatred towards her. Sigurd, Sigurd, it is unlike thee.

EN AF MÆNDENE
(nærmer sig).
Se så, nu er haugen istand.

ONE OF THE MEN
(approaching).
There now, the mound is finished.

ØRNULF
(ligesom opvågnende).
Haugen? Er den – nå ja –

ÖRNULF
(as if awaking).
The mound? Is it--ay, ay----

SIGURD.
Tal nu til ham, Dagny!

SIGURD.
Now speak to him, Dagny.

DAGNY
(nærmer sig).
Fader, det er koldt herude; det trækker op til uvejr inat.

DAGNY
(approaching).
Father, it is cold out here; a storm is gathering to-night.

ØRNULF.
Hm; bryd dig ikke om det; haugen er bygget tæt og godt; de ligger lunt derinde.

ÖRNULF.
Hm; heed it not; the mound is close-heaped and crannyless; they lie warm in there.

DAGNY
Ja, men du –

DAGNY.
Ay, but thou----

ØRNULF.
Jeg? Jeg fryser ikke.

ÖRNULF.
I? I am not cold.

DAGNY.
Du har intet spist idag; vil du ikke gå ind? Natverdsbordet står rede.

DAGNY.
Nought hast thou eaten today; wilt thou not go in? The supper-board stands ready.

ØRNULF.
Lad natverdsbordet stå; jeg er ikke sulten.

ÖRNULF.
Let the supper-board stand; I have no hunger.

DAGNY.
Men at sidde her så stille; tro mig, det båder dig ikke; du er lidet vant til det.

DAGNY.
But to sit here so still--trust me, thou wilt take hurt of it; thou art ever wont to be stirring.

ØRNULF.
Vel sandt; der er noget, som klemmer mig for bringen; jeg kan ikke trække vejret.
(han skjuler igen ansigtet med sine hænder. Ophold. Dagny sætter sig hos ham.)

ÖRNULF.
True, true; there is somewhat that crushes my breast; I cannot draw breath.
(He hides his face in his hands. A pause. DAGNY seats herself beside him.)

DAGNY.
Imorgen ruster du vel dit skib og farer med til Island?

DAGNY.
To-morrow wilt thou make ready thy ship and set forth for Iceland?

ØRNULF
(uden at se op).
Hvad skal jeg der? Nej, jeg vil til mine sønner.

ÖRNULF
(without looking up).
What should I do there? Nay, I will to my sons.

DAGNY
(smerteligt).
Fader!

DAGNY
(with pain).
Father!

ØRNULF
(løfter hovedet).
Gå ind, og lad mig sidde; har uvejret legt om mig en nat eller to, så er det gjort, tænker jeg.

ÖRNULF
(raises his head).
Go in and let me sit here; when the storm has played with me for a night or two, the game will be over, I ween.

SIGURD.
Sligt kan du ikke tænke på!

SIGURD.
Thou canst not think to deal thus with thyself.

ØRNULF.
Undres dig, at jeg vil hvile! Mit dagværk er jo endt; jeg har højlagt mine sønner. (heftigt.) Gå fra mig! – Gå, gå!
(han skjuler igen sit ansigt.)

ÖRNULF.
Dost marvel that I fain would rest? My day’s work is done; I have laid my sons in their grave. (Vehemently.) Go from me!--Go, go!
(He hides his face.)

SIGURD
(sagte til Dagny, som rejser sig).
Lad ham sidde lidt endnu.

SIGURD
(softly, to DAGNY, who rises).
Let him sit yet a while.

DAGNY.
Nej, jeg får friste et råd til; – jeg kender ham. (til Ørnulf.) Dit dagværk er endt, siger du; det er det dog ikke. Højlagt har du dine sønner; – men du er jo skald; det sømmer sig at kvæde til deres minde.

DAGNY.
Nay, I have one rede yet untried;--I know him. (To Örnulf.) Thy day’s work done, say’st thou? Nay, that it is not. Thou hast laid thy sons in the grave;--but art thou not a skald? It is meet that thou should’st sing their memory.

ØRNULF
(hovedrystende).
Kvæde? Nej, nej; igår kunde jeg det; idag er jeg for gammel.

ÖRNULF
(shaking his head).
Sing? Nay, nay; yesterday I could sing; I am too old to-day.

DAGNY.
Det må du dog; hæderlige mænd var dine sønner alle; et kvæde må siges om dem, og det kan ingen i ætten uden du.

DAGNY.
But needs must thou; honourable men were thy sons, one and all; a song must be made of them, and that can none of our kin but thou.

ØRNULF
(ser spørgende på Sigurd).
Kvæde? Hvad tykkes dig, Sigurd?

ÖRNULF
(looks inquiringly at SIGURD).
To sing? What thinkest thou , Sigurd?

SIGURD.
Mig tykkes, at så er billigt; du får gøre som hun siger.

SIGURD.
Meseems it is but meet; thou must e’en do as she says.

DAGNY.
Ilde vil det tykkes dine grander på Island, når arveøllet skal drikkes over Ørnulfs ætlinge, og intet kvad er digtet. Til at følge dine sønner har du tid nok.

DAGNY.
Thy neighbours in Iceland will deem it ill done when the grave-ale is drunk over Örnulf’s children, and there is no song to sing with it. Thou hast ever time enough to follow thy sons.

ØRNULF.
Nu ja, jeg vil prøve det; og du, Dagny, lyt til, at du siden kan riste kvadet på kævle! (Mændene nærmer sig med faklerne, så at der dannes en gruppe om ham; han tier lidt og tænker sig om, derpå siger han:)
Sind, som svær-mod stinger,
savner Brages glæde;
sorgfuld skald så såre
kvides ved at kvæde.

Skaldeguden skænked
evne mig at sjunge; –
klinge lad min klage
for mit tab, det tunge!

(rejser sig.)

Harmfuld norne hærged
hårdt mig verdens veje,
listed lykken fra mig,
ødte Ørnulfs eje.

Sønner syv til Ørnulf
blev af guder givet; –
nu går gubben ensom,
sønneløs i livet.

Sønner syv, så fagre,
fostret mellem sværde,
værned vikings hvide
hår, som gævest gærde.

Nu er gærdet jævnet,
mine sønner døde;
glædeløs står gubben,
og hans hus står øde.

Thorolf, – du, min yngste!
Boldest blandt de bolde!
Lidet gad jeg klage,
fik jeg dig beholde!

Vén du var, som våren,
mod din fader kærlig,
arted dig at ældes
til en helt så herlig.

Ulivs-sår, usaligt,
værste ve mon volde,
har min gamle bringe
klemt, som mellem skjolde.

Nidsyg norne nødig
nægted mig sit eje, –
dryssed smertens rigdom
over Ørnulfs veje.

Vegt er visst mit værge.
Fik jeg guders evne,
én da blev min idræt:
nornens færd at hævne.

Én da blev min gerning:
nornens fald at friste, –
hun, som har mig røvet
alt – og nu det sidste!

Har hun alt mig røvet?
Nej, det har hun ikke;
tidligt fik jo Ørnulf
Suttungs mjød at drikke.

(med stigende begejstring.)

Mine sønner tog hun;
men hun gav min tunge
evnen til i kvæder
ud min sorg at sjunge.

På min mund hun lagde
sangens fagre gave; –
lydt da lad den klinge,
selv ved sønners grave!

Hil jer, sønner gæve!
Hil jer, der I rider!
Gudegaven læger
verdens ve og kvider!

(han trækker et dybt åndedrag, stryger håret fra panden og siger roligt):
Se så; nu er Ørnulf stærk og sund igen. (til mændene.) Kom med til natverdsbordet, drenge; vi har havt et tungt dagværk!
(går med karlene ind i bådhuset.)

ÖRNULF.
Well well, I will try it; and thou, Dagny, give heed, that afterwards thou may’st carve the song on staves.
(The men approach with the torches, forming a group around him; he is silent for a time, reflecting; then he says:)
Bragi’s¹ gift is bitter
when the heart is broken;
sorrow-laden singer,
singing, suffers sorely.

Natheless, since the Skald-god
gave me skill in song-craft,
in a lay loud-ringing
be my loss lamented!

(Rises.)

Ruthless Norn² and wrathful
wrecked my life and ravaged,
wiled away my welfare,
wasted Örnulf’s treasure.

Sons had Örnulf seven,
by the great gods granted;--
lonely now and life-sick
goes the greybeard, sonless.

Seven sons so stately,
bred among the sword-blades,
made a mighty bulwark
round the snow-locked sea-king.

Levelled lies the bulwark,
dead my swordsmen seven;
gone the greybeard’s gladness,
desolate his dwelling.

Thorolf,--thou my last-born!
Of the bold the boldest!
Soon were spent my sorrow
so but thou wert left me!

Fair thou wast as springtide,
fond towards thy father,
waxing straight and stalwart
to so wight a warrior.

Dark and drear his death-wound
leaves my life’s lone evening;
grief hath gripped my bosom
as ’twixt hurtling targes.

Nought the Norn denied me
of her rueful riches,
showering woes unstinted
over Örnulf’s world-way.

Weak are now my weapons.
But, were god-might given me,
then, oh Norn, I swear it,
scarce should’st thou go scatheless!

Dire were then my vengeance;
then had dawned thy doomsday,
Norn, that now hast left me
nought but yonder grave-mound.

Nought, I said? Nay, truly,
somewhat still is Örnulf’s,
since of Suttung’s³ mead-horn
he betimes drank deeply.

(With rising enthusiasm.)

Though she stripped me sonless,
one great gift she gave me--
songcraft’s mighty secret,
skill to sing my sorrows.

On my lips she laid it,
goodly gift of songcraft;
loud, then, let my lay sound,
e’en where they are lying!

Hail, my stout sons seven!
Hail, as homeward ride ye!
Songcraft’s glorious god-gift
stauncheth woe and wailing.

(He draws a deep breath, throws back the hair from his brow, and says calmly:)
So--so; now is Örnulf sound and strong again. (To the men.) Follow me to the supper-board, lads; we have had a heavy day’s work!
(Goes with the men into the boat-house.)

DAGNY.
Priset være de høje i himlen, som skænkte mig så godt et råd! (til Sigurd) Vil du ikke gå ind?

DAGNY.
Praised be the Mighty Ones on high that gave me so good a rede. (To SIGURD.) Wilt thou not go in?

SIGURD.
Nej, jeg har liden lyst. Sig mig, er alle ting rede til imorgen?

SIGURD.
Nay, I list not to. Tell me, are all things ready for to-morrow?

DAGNY.
Det er de; et silkesømmet lin ligger inde på bænken; men jeg véd forvisst, at du vil stå dig mod Gunnar, så jeg har ej grædt derved.

DAGNY.
They are; a silk-sewn shroud lies on the bench; but I know full surely that thou wilt hold thee against Gunnar, so I have not wept over it.

SIGURD.
Det give alle gode magter, at du aldrig må græde for min skyld.
(han standser og ser ud.)

SIGURD.
Grant all good powers, that thou may’st never weep for my sake.
(He stops and looks out.)

DAGNY.
Hvad lytter du på?

DAGNY.
What art thou listening to?

SIGURD.
Hører du ikke – der!
(peger til venstre.)

SIGURD.
Hear’st thou nought--there?
(Points towards the left.)

DAGNY.
Jo, der går som et sælsomt uvejr over havet!

DAGNY.
Ay, there goes a fearsome storm over the sea!

SIGURD
(idet han går lidt op mod baggrunden).
Hm, der vil nok regne hårde hagl i det uvejr. (råber.) Hvem kommer?

SIGURD
(going up a little towards the background).
Hm, there will fall hard hailstones in that storm. (Shouts.) Who comes?

KÅRE BONDE
(udenfor til venstre).
Kendte folk, Sigurd viking!
(Kåre bonde med en flok bevæbnede mænd fra venstre.)

KÅRE THE PEASANT
(without on the left).
Folk thou wot’st of, Sigurd Viking!
(KÅRE THE PEASANT, with a band of armed men, enters from the left.)

SIGURD.
Hvor agter I jer hen?

SIGURD.
Whither would ye?

KÅRE.
Til Gunnar herses gård!

KÅRE.
To Gunnar’s hall.

SIGURD.
Med ufred?

SIGURD.
As foemen?

KÅRE.
Ja, det kan du lide på! Du hindred mig før; men nu tænker jeg det er dig kært nok!

KÅRE.
Ay, trust me for that! Thou didst hinder me before; but now I ween thou wilt scarce do the like.

SIGURD.
Kan vel være.

SIGURD.
Maybe not.

1. Bragi, the god of poetry and eloquence.
2. See note, p. 175 [The “Nornir” were the Fates of northern mythology.]
3. Suttung was a giant who kept guard over the magic mead of poetical inspiration.

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=f9dee612-f0ec-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display