ØRNULF.
Nu ja, jeg vil prøve det; og du, Dagny, lyt til, at du siden kan riste kvadet på kævle! (Mændene nærmer sig med faklerne, så at der dannes en gruppe om ham; han tier lidt og tænker sig om, derpå siger han:)
Sind, som svær-mod stinger,
savner Brages glæde;
sorgfuld skald så såre
kvides ved at kvæde.
Skaldeguden skænked
evne mig at sjunge; –
klinge lad min klage
for mit tab, det tunge!
(rejser sig.)
Harmfuld norne hærged
hårdt mig verdens veje,
listed lykken fra mig,
ødte Ørnulfs eje.
Sønner syv til Ørnulf
blev af guder givet; –
nu går gubben ensom,
sønneløs i livet.
Sønner syv, så fagre,
fostret mellem sværde,
værned vikings hvide
hår, som gævest gærde.
Nu er gærdet jævnet,
mine sønner døde;
glædeløs står gubben,
og hans hus står øde.
Thorolf, – du, min yngste!
Boldest blandt de bolde!
Lidet gad jeg klage,
fik jeg dig beholde!
Vén du var, som våren,
mod din fader kærlig,
arted dig at ældes
til en helt så herlig.
Ulivs-sår, usaligt,
værste ve mon volde,
har min gamle bringe
klemt, som mellem skjolde.
Nidsyg norne nødig
nægted mig sit eje, –
dryssed smertens rigdom
over Ørnulfs veje.
Vegt er visst mit værge.
Fik jeg guders evne,
én da blev min idræt:
nornens færd at hævne.
Én da blev min gerning:
nornens fald at friste, –
hun, som har mig røvet
alt – og nu det sidste!
Har hun alt mig røvet?
Nej, det har hun ikke;
tidligt fik jo Ørnulf
Suttungs mjød at drikke.
(med stigende begejstring.)
Mine sønner tog hun;
men hun gav min tunge
evnen til i kvæder
ud min sorg at sjunge.
På min mund hun lagde
sangens fagre gave; –
lydt da lad den klinge,
selv ved sønners grave!
Hil jer, sønner gæve!
Hil jer, der I rider!
Gudegaven læger
verdens ve og kvider!
(han trækker et dybt åndedrag, stryger håret fra panden og siger roligt):
Se så; nu er Ørnulf stærk og sund igen. (til mændene.) Kom med til natverdsbordet, drenge; vi har havt et tungt dagværk!
(går med karlene ind i bådhuset.)
