You are here: BP HOME > MI > Catilina (Catiline) > fulltext
Catilina (Catiline)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Catilina (Catiline)
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Back to library
CATILINA


 
CATILINE


 
PERSONERNE:
LUCIUS CATILINA, en adelig romer.
AURELIA, hans hustru.
FURIA, en vestalinde.
CURIUS, catilinas slægtning, en yngling.
MANLIUS, en gammel kriger.
LENTULUS, }
COEPARIUS, }
GABINIUS, }
STATILIUS, }
CETHEGUS,} unge adelige Romere.
AMBIORIX,}
OLLOVICO,} Allebrogernes udsendinger.
EN OLDING.
PRESTINDER og TJENERE i Vestas tempel.
GLADIATORER og KRIGERE.
ALLEBROGERNES LEDSAGERE.
SULLAS GENFÆRD.


 
DRAMATIS PERSONÆ
LUCIUS CATILINE, A noble Roman.
AURELIA, His wife.
FURIA, A vestal.
CURIUS, A youth related to Catiline.
MANLIUS, An old warrior.
LENTULUS, Young and noble Roman.
GABINIUS, " " " "
STATILIUS, " " " "
COEPARIUS, " " " "
CETHEGUS, " " " "
AMBIORIX, Ambassador of the Allobroges.
OLLOVICO, " " " "
An old MAN.
PRIESTESSES and SERVANTS in the Temple of Vesta.
GLADIATORS and WARRIORS.
ESCORT of the Allobroges.
Sulla’s GHOST.


 
(Første og anden akt foregår ved og i Rom, tredje akt i Etrurien.)


 
SETTING
The first and second acts are laid in and near Rome, the third act in Etruria.


 
FØRSTE AKT
(Ved den flaminiske landevej udenfor Rom. En træbevokset bakke ved vejen. I baggrunden fremrager stadens højder og mure. Det er aften.)
  (Catilina står oppe på bakken mellem buskerne, lænet til en træstamme.)  
FIRST ACT
[The Flaminian Way outside of Rome. Off the road a wooded hillside. In the background loom the walls and the heights of the city. It is evening.]
  [CATILINE stands on the hill among the bushes, leaning against a tree.] 
CATILINA.
Jeg må! Jeg må; så byder mig en stemme
i sjælens dyb, – og jeg vil følge den.
Kraft ejer jeg, og mod til noget bedre,
til noget højere, end dette liv.
En række kun af tøjlesløse glæder –!
Nej, nej; de fyldestgør ej hjertets trang.
Jeg sværmer vildt! Kun glemsel er min higen.
Det er forbi! Mit liv har intet mål.
(efter et ophold.)
Hvad blev der vel af mine ungdomsdrømme?
Som lette sommerskyer de forsvandt.
Kun nag og skuffelse de lod tilbage; –
hvert modigt håb har skæbnen røvet mig.
(slår sig for panden.)
Foragt dig selv! Foragt dig, Catilina!
Du føler ædle kræfter i dit sind; –
og hvad er målet for din hele stræben?
Kun mættelse for sanseligt begær.
(roligere.)
Dog, stundom end, som nu i denne time,
en lønlig længsel ulmer i mit bryst.
Ah, når jeg ser mod staden hist, det stolte,
det rige Roma, – og den uselhed
og det fordærv, hvortil det længst er sunket,
fremtræder klart som solen for mit syn, –
da råber højt en stemme i mit indre:
vågn, Catilina; – vågn, og vord en mand!
(afbrydende.)
Ak, det er gøgleværk og nattens drømme,
og ensomhedens åndefostre kun.
Ved mindste lyd fra virklighedens rige
de flygter ned i sjælens stumme dyb.
(Allebrogernes udsendinger, Ambiorix og Ollovico, med sine ledsagere, kommer nedover landevejen uden at bemærke Catilina.)  
CATILINE.
I must! I must! A voice deep in my soul
Urges me on,--and I will heed its call.
Courage I have and strength for something better,
Something far nobler than this present life,--
A series of unbridled dissipations--!
No, no; they do not satisfy the yearning soul.

CATILINE.
I rave and rave,--long only to forget.
’Tis past now,--all is past! Life has no aim.

CATILINE.
[After a pause.]
And what became of all my youthful dreams?
Like flitting summer clouds they disappeared,
Left naught behind but sorrow and remorse;--
Each daring hope in turn fate robbed me of.
[He strikes his forehead.]

CATILINE.
Despise yourself! Catiline, scorn yourself!
You feel exalted powers in your soul;--
And yet what is the goal of all your struggle?
The surfeiting of sensual desires.

CATILINE.
[More calmly.]
But there are times, such as the present hour,
When secret longings kindle in my breast.
Ah, when I gaze on yonder city, Rome,
The proud, the rich,--and when I see that ruin
And wretchedness to which it now is sunk
Loom up before me like the flaming sun,--
Then loudly calls a voice within my soul:
Up, Catiline;--awake and be a man!

CATILINE.
[Abruptly.]
Ah, these are but delusions of the night,
Mere dreaming phantoms born of solitude.
At the slightest sound from grim reality,--
They flee into the silent depths within.
[The ambassadors of the Allobroges, AMBIORIX and OLLOVICO, with their Escort, come down the highway without noticing CATILINE.] 
AMBIORIX.
Se hist vor rejses mål! Se Romas mure!
Mod himlen står det høje Kapitol. 
AMBIORIX.
Behold our journey’s end! The walls of Rome!
To heaven aspires the lofty Capitol. 
OLLOVICO.
Det Roma er? Italiens herskerinde,
og snart Germanniens, – Galliens og måské. 
OLLOVICO.
So that is Rome? Italy’s overlord,
Germany’s soon,--and Gaul’s as well, perchance. 
AMBIORIX.
Desværre, ja; – så tør det engang vorde;
og skånselløst er Romas herredom;
den undertvungne tynger det til jorden.
Nu får vi se, hvad lod vort folk kan vente:
om her er værn mod krænkelserne hjemme,
og fred og ret for Allebrogers land. 
AMBIORIX.
Ah, yes, alas;--so it may prove betimes;
The sovereign power of Rome is merciless;
It crushes all it conquers, down to earth.
Now shall we see what lot we may expect:
If here be help against the wrongs at home,
And peace and justice for our native land. 
OLLOVICO.
Det vil os skænkes. 
OLLOVICO.
It will be granted us. 
AMBIORIX.
Lad os håbe så;
thi endnu véd vi ingenting med visshed. 
AMBIORIX.
So let us hope;
For we know nothing yet with certainty. 
OLLOVICO.
Du frygter, synes det? 
OLLOVICO.
You fear somewhat, it seems? 
AMBIORIX.
Med skellig grund.
Nidkær var Roma stedse for sin magt.
Og kom ihug at dette stolte rige
af høvdinger ej styres, som hos os.
Derhjemme råder vismand eller kriger, –
i kløgt den ypperste, i strid den største;
ham kårer vi til fører for vor stamme,
til dommer og til hersker for vort folk.
Men her – 
AMBIORIX.
And with good reason.
Jealous was ever Rome of her great power.
And bear in mind, this proud and haughty realm
Is not by chieftains ruled, as is our land.
At home the wise man or the warrior reigns,--
The first in wisdom and in war the foremost;
Him choose we as the leader of our people,
As arbiter and ruler of our tribe.
But here-- 
CATILINA
(råber ned til dem).
– her råder vold og egennytte; –
ved list og rænker blir man hersker her! 
CATILINE.
[Calls down to them.]
--Here might and selfishness hold sway;--
Intrigue and craft are here the keys to power. 
OLLOVICO.
O, ve os, brødre, – han har os beluret! 
OLLOVICO.
Woe to us, brethren, woe! He spies upon us. 
AMBIORIX
(til Catilina).
Er så den ædelbårne Romers skik?
Et kvindeværk er det i vore dale. 
AMBIORIX.
[To CATILINE.]
Is such the practice of the high-born Roman?
A woman’s trick we hold it in our nation. 
CATILINA
(stiger ned på vejen).
Frygt ikke; – spejden er ej min bedrift;
tilfældig kun jeg hørte eders tale. –
Fra Allebrogerlandet kommer I?
I Roma tror I retfærd er at finde?
Vend om! Drag hjem! Her råder tyranni
og uretfærd langt mer end nogensinde.
En republik af navnet er det vel;
og dog, hver borger er en bunden slave,
forgældet, og afhængig som en træl
af et senat – tilfals for gunst og gave.
Forsvunden er den fordums samfunds-ånd,
det frisind, Roma havde før i eje; –
liv, sikkerhed, er af senatets hånd
en nåde, som med guld man må opveje.
Her gælder magtsprog, ej retfærdighed;
den ædle står af vælden overskygget – 
CATILINE.
[comes down on the road.]
Ah, have no fear;--spying is not my business;
By chance it was I heard your conversation.--
Come you from Allobrogia far away?
Justice you think to find in Rome? Ah, never!
Turn home again! Here tyranny holds sway,
And rank injustice lords it more than ever.
Republic to be sure it is in name;
And yet all men are slaves who cringe and cower,
Vassals involved in debt, who must acclaim
A venal senate--ruled by greed and power.
Gone is the social consciousness of old,
The magnanimity of former ages;--
Security and life are favors sold,
Which must be bargained for with hire and wages.
Not righteousness, but power here holds sway;
The noble man is lost among the gilded-- 
AMBIORIX.
Men sig, – hvo er da du, der bryder ned
den grund, hvorpå vort hele håb var bygget? 
AMBIORIX.
But say,--who then are you to tear away
The pillars of the hope on which we builded? 
CATILINA.
En mand, der føler varmt for friheds sag;
en fiende af uretfærdigt vælde;
en ven af hver en undertrykt, hver svag, –
med lyst og mod, den mægtige at fælde. 
CATILINE.
A man who burns in freedom’s holy zeal;
An enemy of all unrighteous power;
Friend of the helpless trodden under heel,--
Eager to hurl the mighty from their tower. 
AMBIORIX.
Det stolte Romerfolk –? Ah, Romer, svar; –
du sikkert vil os fremmede bedrage.
Er det ej mere, hvad det fordum var:
tyranners skræk, beskytter for den svage? 
AMBIORIX.
The noble race of Rome--? Ah, Roman, speak--
Since we are strangers here you would deceive us?
Is Rome no more the guardian of the weak,
The dread of tyrants,--ready to relieve us? 
CATILINA
(peger mod staden og siger:)
Se, Allebroger, – hist på højden truer,
med herskertrods, det store Kapitol.
Se, hvor i rødlig aftenglans det luer
ved sidste blinket ifra vestens sol. –
Så flammer også Romas aftenrøde;
dets frihed hylles ind i trældoms nat. –
Dog, på dets himmel snart en sol skal gløde;
og for dens stråler svinder mulmet brat.
(han går.)


 
CATILINE.
[Points towards the city and speaks.]
Behold the mighty Capitol that towers
On yonder heights in haughty majesty.
See, in the glow of evening how it lowers,
Tinged with the last rays of the western sky.--
So too Rome’s evening glow is fast declining,
Her freedom now is thraldom, dark as night.--
Yet in her sky a sun will soon be shining,
Before which darkness quick will take its flight.
[He goes.]


 
(En søjlegang i Rom.)
  (Lentulus, Statilius, Coeparius og Cethegus kommer ind i ivrig samtale.)  
[A colonnade in Rome.]
  [LENTULUS, STATILIUS, COEPARIUS, and CETHEGUS enter, in eager conversation.] 
COEPARIUS.
Ja, du har ret; det vorder stedse værre.
Hvad enden bliver, véd jeg ikke selv. 
COEPARIUS.
Yes, you are right; things go from bad to worse;
And what the end will be I do not know. 
CETHEGUS.
Ej! Aldrig falder det mig ind at tænke
på enden. Øjeblikket nyder jeg.
Hver glædens skål jeg stikker ud – og lader
det hele gå sin egen skæve gang. 
CETHEGUS.
Bah! I am not concerned about the end.
The fleeting moment I enjoy; each cup
Of pleasure as it comes I empty,--letting
All else go on to ruin as it will. 
LENTULUS.
Vel den, der kan. Det mig forundtes ikke
så ligegyldigt at imødese
den dag, da intet mer vi har tilovers,
og ingen fordring fyldestgøres kan. 
LENTULUS.
Happy is he who can. I am not blessed
With your indifference, that can outface
The day when nothing shall be left us more,
Nothing with which to pay the final score. 
STATILIUS.
Og aldrig glimt af udsigt til det bedre!
Dog, det er sandt: en levevis, som vor – 
STATILIUS.
And not the faintest glimpse of better things!
Yet it is true: a mode of life like ours-- 
CETHEGUS.
O, ti med sligt! 
CETHEGUS.
Enough of that! 
LENTULUS.
Mit sidste arvestykke
blev denne morgen mig for gæld berøvet. 
LENTULUS.
Today because of debt
The last of my inheritance was seized. 
CETHEGUS.
Nu væk med sorg og klager! Følg mig, venner!
I lystigt drikkelag vi drukner dem! 
CETHEGUS.
Enough of sorrow and complaint! Come, friends!
We’ll drown them in a merry drinking bout! 
COEPARIUS.
Ja, ja; det vil vi! Kom, I glade brødre! 
COEPARIUS.
Yes, let us drink. Come, come, my merry comrades! 
LENTULUS.
Vent lidt; hist ser jeg gamle Manlius; –
jeg tænker han, som vanligt, søger os. 
LENTULUS.
A moment, friends; I see old Manlius yonder,--
Seeking us out, I think, as is his wont. 
MANLIUS
(træder hæftig ind).
Forbandet være disse lumpne hunde!
Retfærdighed de kender ikke mer. 
MANLIUS.
[Enters impetuously.]
Confound the shabby dogs, the paltry scoundrels!
Justice and fairness they no longer know! 
LENTULUS.
Hvad er påfærde? Hvorfor så forbittret? 
LENTULUS.
Come, what has happened? Wherefore so embittered? 
STATILIUS.
Har ågerkarle plaget også dig? 
STATILIUS.
Have usurers been plaguing you as well? 
MANLIUS.
Hel andet. Hør! Som I vel alle véd,
har jeg med hæder tjent i Sullas hær.
Et stykke agerland blev min belønning.
Da krigen var tilende leved jeg
af dette gods; til nød det mig ernæred.
Nu er det taget fra mig! Som det heder –
skal statens ejendomme drages ind,
til ligelig fordeling på enhver.
Det er et røveri, og intet andet!
Kun egen griskhed søger de at mætte. 
MANLIUS.
Something quite different. As you all know,
I served with honor among Sulla’s troops;
A bit of meadow land was my reward.
And when the war was at an end, I lived
Thereon; it furnished me my daily bread.
Now is it taken from me! Laws decree--
State property shall to the state revert
For equal distribution. Theft, I say,--
It is rank robbery and nothing else!
Their greed is all they seek to satisfy. 
COEPARIUS.
Så skalter de med vore rettigheder!
De mægtige tør øve, hvad de vil. 
COEPARIUS.
Thus with our rights they sport to please themselves.
The mighty always dare do what they will. 
CETHEGUS
(muntert).
Slemt nok for Manlius! Dog, værre slag
har rammet mig, som nu jeg skal fortælle.
Tænk eder kun, – min smukke elskerinde,
min Livia, har troløst mig forladt,
just nu, da alt, hvad end mig var tilovers,
for hendes skyld jeg havde ødslet bort. 
CETHEGUS.
[Gaily.]
Hard luck for Manlius! Yet, a worse mishap
Has come to me, as I shall now relate.
Listen,--you know my pretty mistress, Livia,--
The little wretch has broken faith with me,
Just now when I had squandered for her sake
The slender wealth that still remained to me. 
STATILIUS.
Din overdåd tilskrives må dit uheld. 
STATILIUS.
Extravagance--the cause of your undoing. 
CETHEGUS.
Tilskriv det, hvad du vil; jeg giver ej
på mine ønsker slip; dem vil jeg stille
tilfreds så længe, som jeg det formår. 
CETHEGUS.
Well, as you please; but I will not forego
My own desires; these, while the day is fair,
To their full measure I will satisfy. 
MANLIUS.
Og jeg, der tappert kæmped for den hæder,
den magt, hvormed de stolte praler nu!
Jeg skal –! Ah, var den gamle kække skare
af mine våbenfæller endnu her!
Men, nej; den største delen er jo død;
og resten lever spredt i alle lande. –
O, hvad er I, den unge slægt, mod hine?
For magten bøjer I jer dybt i støvet;
I har ej mod at bryde eders lænker;
I bærer tålsomt dette trælleliv! 
MANLIUS.
And I who fought so bravely for the glory
And might which now the vaunting tyrants boast!
I shall--! If but the brave old band were here,
My comrades of the battlefield! But no;
The greater part of them, alas, is dead;
The rest live scattering in many lands.--

MANLIUS.
Oh, what are you, the younger blood, to them?
You bend and cringe before authority;
You dare not break the chains that bind you fast;
You suffer patiently this life of bondage! 
LENTULUS.
Ved guderne, – skønt krænkende han taler,
er sandhed dog i hvad han sagde der. 
LENTULUS.
By all the Gods,--although indeed he taunts us,
Yet, Romans, is there truth in what he says. 
CETHEGUS.
O, ja; ja vel; – ret må vi give ham.
Men hvordan gribe fat? Se, det er tingen. 
CETHEGUS.
Oh, well,--what of it? He is right, we grant,
But where shall we begin? Ay, there’s the rub. 
LENTULUS.
Ja, sandhed er det. Altfor længe tålte
vi undertrykkelsen. Nu er det tid
at kaste af de bånd, som uretfærd
og herskesyge rundt om os har flettet. 
LENTULUS.
Yes, it is true. Too long have we endured
This great oppression. Now--now is the time
To break the bonds asunder that injustice
And vain ambition have about us forged. 
STATILIUS.
Ah, jeg forstår dig, Lentulus! Dog se,
til sligt behøver vi en kraftig leder –
med mod og indsigt nok. Hvor findes han? 
STATILIUS.
Ah, Lentulus, I understand. Yet hold;
For such a thing we need a mighty leader,--
With pluck and vision. Where can he be found? 
LENTULUS.
Jeg kender en, der mægter os at lede. 
LENTULUS.
I know a man who has the power to lead us. 
MANLIUS.
Du mener Catilina? 
MANLIUS.
Ah, you mean Catiline? 
LENTULUS.
Netop ham. 
LENTULUS.
The very man. 
CETHEGUS.
Ja, Catilina; han var kanske manden. 
CETHEGUS.
Yes, Catiline perchance is just the man. 
MANLIUS.
Jeg kender ham. Jeg var hans faders ven,
med hvem i mangt et slag jeg fægted sammen.
Hans lille søn fik følge ham i krigen.
I hin tid alt var drengen vild, ustyrlig;
dog, sjeldne gaver var hos ham at spore; –
hans sind var højt, hans mod urokkeligt. 
MANLIUS.
I know him well. I was his father’s friend;
Many a battle side by side we fought.
Often his young son went with him to war.
Even his early years were wild and headstrong;
Yet he gave open proof of rare endowments,--
His mind was noble, dauntless was his courage. 
LENTULUS.
Jeg tror at finde ham ret beredvillig.
I aftes mødte jeg ham dybt forstemt.
Han ruger over hemmelige anslag; –
et dristigt mål han havde længst isigte. 
LENTULUS.
We’ll find him, as I think, most prompt and willing.
I met him late this evening much depressed;
He meditates in secret some bold plan;--
Some desperate scheme he long has had in mind. 
STATILIUS.
Ja, konsulatet har han længe søgt. 
STATILIUS.
No doubt; the consulate he long has sought. 
LENTULUS.
Det vil ej lykkes ham; thi voldsomt har
hans fiender imod ham talt og tordnet; –
han var tilstede selv, og rasende
forlod han rådet – pønsende på hævn. 
LENTULUS.
His efforts are in vain; his enemies
Have madly raged against him in the senate;--
He was himself among them; full of wrath
He left the council--brooding on revenge. 
STATILIUS.
Da går han sikkert på vort forslag ind. 
STATILIUS.
Then will he surely welcome our proposal. 
LENTULUS.
Jeg håber det. Dog først vi planen må
i enrum veje. Tiden er os gunstig.
(de går.)


 
LENTULUS.
I hope so. Yet must we in secret weigh
Our enterprise. The time is opportune.
[They go.]


 
(I Vesta-templet i Rom. På et alter i baggrunden brænder en lampe med den hellige ild.)
  (Catilina, fulgt af Curius, kommer listende ind mellem søjlerne.)  
[In the Temple of Vesta in Rome. On an altar in the background burns a lamp with the sacred fire.]
  [CATILINE, followed by CURIUS, comes stealing in between the pillars.] 
CURIUS.
Hvad, Catilina, – hid du fører mig?
I Vestas tempel! 
CURIUS.
What, Catiline,--you mean to bring me here?
In Vesta’s temple! 
CATILINA
(leende).
Nu ja; som du ser! 
CATILINE.
[Laughing.]
Well, yes; so you see! 
CURIUS.
I guder, – hvilket letsind! End idag
har Cicero i rådet tordnet mod dig;
og dog du kan – 
CURIUS.
Ye gods,--what folly! On this very day
Has Cicero denounced you in the council;
And yet you dare-- 
CATILINA.
O, lad det være glemt! 
CATILINE.
Oh, let that be forgotten! 
CURIUS.
Du er i fare, og forglemmer den –
ved blindt at styrte dig ind i en anden. 
CURIUS.
You are in danger, and forget it thus--
By rushing blindly into some new peril. 
CATILINA
(muntert).
Forandring er min lyst. Jeg aldrig ejed
en vestalindes elskov, – den forbudne; –
thi kom jeg hid at friste lykkens gunst. 
CATILINE.
[Gaily.]
Well, change is my delight. I never knew
Ere now a vestal’s love,--forbidden fruit;--
Wherefore I came to try my fortune here. 
CURIUS.
Hvad siger du? Umuligt! Det er spøg! 
CURIUS.
What,--here, you say? Impossible! A jest! 
CATILINA.
En spøg? Ja visst, – som hver min kærlighed; –
men alvor er dog, hvad jeg nys dig sagde.
Ved sidste skuespil jeg så på torvet
prestinderne i stort og festligt optog.
Tilfældigvis på en af dem jeg sænked
et øjekast, – og med et flygtigt blik
hun mødte mit. Det trængte gennem sjælen.
Ah, dette udtryk i det sorte øje
jeg aldrig så hos nogen kvinde før. 
CATILINE.
A jest? Why, yes,--as all my loving is.
And yet I was in earnest when I spoke.
During the recent games I chanced to see
The priestesses in long and pompous train.
By accident I cast my roving eye
On one of them,--and with a hasty glance
She met my gaze. It pierced me to the soul.
Ah, the expression in those midnight eyes
I never saw before in any woman. 
CURIUS.
Det vil jeg tro. Men sig, – hvad fulgte siden? 
CURIUS.
Yes, yes, I know. But speak--what followed
then? 
CATILINA.
I templet har jeg vidst at slippe ind,
har flere gange set og talt med hende.
O, hvilken forskel mellem denne kvinde
og min Aurelia. 
CATILINE.
A way into the temple I have found,
And more than once I’ve seen and spoken to her.
Oh, what a difference between this woman
And my Aurelia! 
CURIUS.
Du elsker begge
på engang? Nej, – det kan jeg ej forstå. 
CURIUS.
And you love them both
At once? No,--that I cannot understand. 
CATILINA.
Besynderligt. Jeg fatter det ej selv.
Og dog – jeg elsker begge, som du siger.
Men hvor forskellig er ej denne elskov!
Aurelia er øm og stemmer tidt
med blide ord mit sind til ro og mildhed; –
hos Furia –. Gå, gå; der kommer nogen.
(de skjuler sig mellem søjlerne.)  
CATILINE.
Yes, strange, indeed; I scarcely understand myself.
And yet--I love them both, as you have said.
But oh, how vastly different is this love!
The one is kind: Aurelia often lulls
With soothing words my soul to peace and rest;--
But Furia--. Come, away; some one approaches.
[They hide themselves among the pillars.] 
FURIA
(kommer ind fra den anden side).
Forhadte haller, – vidner til min smerte,
hjem for den kval, hvortil jeg er fordømt!
Hvert1 herligt håb, hver tanke, som jeg nærte,
er slukt i dette hjerte, – gennemstrømt
af febergysen snart, og snart af gløden,
mer hed og brændende end flammen der. –
Ah, hvilken skæbne! Og hvad var vel brøden,
som fængsled mig til dette tempel her, –
som røved mig enhver min ungdomsglæde, –
i livets varme vår hver skyldfri lyst?
Dog ingen tåre skal mit øje væde;
kun hævn og had beliver dette bryst. 
FURIA.
[Enters from the opposite side.]
Oh, hated walls,--witnesses of my anguish.
Home of the torment I must suffer still!
My hopes and cherished aspirations languish
Within my bosom,--now with feverish chill
Pervaded, now with all the heat of passion,
More hot and burning than yon vestal fire.

FURIA.
Ah, what a fate! And what was my transgression
That chained me to this temple-prison dire,--
That robbed my life of every youthful pleasure,--
In life’s warm spring each innocent delight?

FURIA.
Yet tears I shall not shed in undue measure;
Hatred and vengeance shall my heart excite. 
CATILINA
(træder frem).
Og heller ej for mig en anden lue –
en mere blid – du nærer, Furia? 
CATILINE.
[Comes forward.]
Not even for me, my Furia, do you cherish
Another feeling,--one more mild than this? 
FURIA.
I guder! Du, forvovne, her igen?
Du frygter ej –? 
FURIA.
Ye gods! you, reckless man,--you here again?
Do you not fear to come--? 
CATILINA.
Jeg kender ikke frygt.
Det stedse var min lyst at trodse faren. 
CATILINE.
I know no fear.
’Twas always my delight to mock at danger. 
FURIA.
O, herligt; herligt! Så er og min lyst; –
og dette tempel hader jeg desmere,
fordi jeg lever her i stadig tryghed,
og ingen fare bag dets mure bor.
O, denne tomme, handlingsløse færden,
et liv, så mat, som lampens sidste blus –!
Hvor trang en tumleplads for al min fylde
af vide formål og af hede ønsker!
At knuges sammen mellem disse vægge; –
her stivner livet; håbet slukkes ud;
her sniger dagen døsigt sig tilende,
og ingen tanke rettes mod en dåd. 
FURIA.
Oh, splendid! Such is also my delight;--
This peaceful temple here I hate the more,
Because I live in everlasting calm,
And danger never lurks within its walls.

FURIA.
Oh, this monotonous, inactive life,
A life faint as the flicker of the lamp--!
How cramped a field it is for all my sum
Of fervid longings and far-reaching plans!
Oh, to be crushed between these narrow walls;--
Life here grows stagnant; every hope is quenched;
The day creeps slowly on in drowsiness,--
And not one single thought is turned to deeds. 
CATILINA.
Ah, Furia, hvor sælsom er din tale!
Den er som genlyd fra min egen barm, –
som om med flammeskrift du vilde male
enhver min higen, svulmende og varm.
Så knuger naget også dette hjerte;
som dit – af hadet, hærdes det til stål;
som dig, mig røvedes hvert håb, jeg nærte;
mit levnet er – som dit – foruden mål.
Og dog jeg gemmer taus min kval, mit savn;
og ingen aner, hvad der gløder i mig.
De håner og foragter mig, – de usle;
de fatter ej, hvor højt mit hjerte slår
for ret og frihed, og for alt, hvad ædelt
bevæged sig i nogen Romers sind. 
CATILINE.
O Furia, strange, in truth, is your complaint!
It seems an echo out of my own soul,--
As if with flaming script you sought to paint
My every longing towards a worthy goal.
Rancour and hate in my soul likewise flourish;
My heart--as yours--hate tempers into steel;
I too was robbed of hopes I used to nourish;
An aim in life I now no longer feel.

CATILINE.
In silence still I mask my grief, my want;
And none can guess what smoulders in my breast.
They scoff and sneer at me,--these paltry things;
They can not grasp how high my bosom beats
For right and freedom, all the noble thoughts
That ever stirred within a Roman mind. 
FURIA.
Jeg vidste det! Din sjæl, og ingen anden,
er skabt for mig, – så råber lydt en røst,
som aldrig fejler og som ej bedrager.
Så kom! O, kom – og lad os følge røsten! 
FURIA.
I knew it! Ah, your soul, and yours alone,
Is born for me,--thus clearly speaks a voice
That never fails and never plays me false.
Then come! Oh, come--and let us heed the call. 
CATILINA.
Hvad mener du, min skønne sværmerinde? 
CATILINE.
What do you mean, my sweet enthusiast? 
FURIA.
Kom, – lad os flygte langt fra dette sted;
et nyskabt fædreland vi vil os finde.
Her kues åndens stolthed og dens flugt;
her slukker lavhed hver en herlig funke
før den til flammers leg får blusse frem.
Kom, lad os flygte; – se, for frihedssindet
er hele jordens kreds et fædrehjem! 
FURIA.
Come,--let us leave this place, flee far away,
And seek a new and better fatherland.
Here is the spirit’s lofty pride repressed;
Here baseness smothers each auspicious spark
Ere it can break into a burning flame.
Come, let us fly;--lo, to the free-born mind
The world’s wide compass is a fatherland! 
CATILINA.
O, mægtigt tryllende du drager mig – 
CATILINE.
Oh, irresistibly you lure me on-- 
FURIA.
Så lad os nytte dette øjeblik!
Højt over fjelde; vidt bag havets flade, –
langt, langt fra Roma standser først vor flugt.
Dig følger sikkert tusend venners skare;
i fjerne lande fæster vi vort bo;
der hersker vi; der skal sig åbenbare,
at intet hjerte slog som disse to! 
FURIA.
Come, let us use the present moment then!
High o’er the hills, beyond the sea’s expanse,--
Far, far from Rome we first will stay our journey.
Thousands of friends will follow you outright;
In foreign lands we shall a home design;
There shall we rule; ’twill there be brought to light
That no hearts ever beat as yours and mine. 
CATILINA.
O, skønt! – Men flygte? Hvorfor skal vi flygte?
Se, her kan også frihedsflammen næres;
her findes og en mark for dåd og handling,
så stor, som selv din sjæl begærer den. 
CATILINE.
Oh, wonderful!--But flee? Why must we flee?
Here too our love for freedom can be nourished;
Here also is a field for thought and action,
As vast as any that your soul desires. 
FURIA.
Her, siger du? Her, i det usle Roma,
hvor ikkun slavesind og voldsmagt findes?
Ah, Lucius, er også du blandt dem,
som uden rødme Romas fortid mindes?
Hvo råded fordum her? Hvo råder nu?
Dengang en helteflok, – og nu en skare
af trælles trælle – 
FURIA.
Here, do you say? Here, in this paltry Rome,
Where naught exists but thraldom and oppression?
Ah, Lucius, are you likewise one of those
Who can Rome’s past recall without confession
Of shame? Who ruled here then? Who rule to-day?
Then an heroic race--and now a rabble,
The slaves of other slaves-- 
CATILINA.
Spot mig også du; –
men vid, – for Romas frihed at bevare,
for end engang at se2 dets sunkne glans,
med glæde jeg, som Curtius, mig styrted
i svælget ned – 
CATILINE.
Mock me you may;--
Yet know,--to save Rome’s freedom from this babble,
To see yet once again her vanished splendor,
Gladly I should, like Curtius, throw myself
Into the abyss-- 
FURIA.
Dig tror jeg; dig alene;
dit øje brænder; du har sandhed talt.
Dog, gå; thi snart prestinderne kan ventes;
på denne tid de plejer samles her. 
FURIA.
I trust you, you alone;
Your eyes glow bright; I know you speak the truth.
Yet go; the priestesses will soon appear;
Their wont it is to meet here at this hour. 
CATILINA.
Jeg går; dog kun for atter dig at møde.
En tryllekraft mig fængsler til din side; –
så stolt en kvinde så jeg aldrig før. 
CATILINE.
I go; but only to return again.
A magic power binds me to your side;--
So proud a woman have I never seen. 
FURIA
(med et vildt smil).
Da lov mig et; og sværg, at du vil holde,
hvad du mig lover. Vil du, Lucius? 
FURIA.
[With a wild smile.]
Then pledge me this; and
swear that you will keep
Whatever you may promise. Will you, Lucius? 
CATILINA.
Alt vil jeg, hvad min Furia forlanger;
byd over mig, og sig, hvad jeg skal love. 
CATILINE.
I will do aught my Furia may require;
Command me,--tell me what am I to promise. 
FURIA.
Så hør. Skønt her jeg som en fange lever,
jeg véd, i Roma færdes der en mand,
hvem jeg har svoret fiendskab indtil døden –
og had bag gravens sorte skygger selv. 
FURIA.
Then listen. Though I dwell a captive here,
I know there lives a man somewhere in Rome
Whom I have sworn deep enmity to death--
And hatred even beyond the gloomy grave. 
CATILINA.
Og så –? 
CATILINE.
And then--? 
FURIA.
Så sværg, – min fiende skal vorde
til døden din. Vil du, min Lucius? 
FURIA.
Then swear, my enemy shall be
Your enemy till death. Will you, my Lucius? 
CATILINA.
Det sværger jeg ved alle store guder!
Det være svoret ved min faders navn
og ved min moders minde –! Furia, –
hvad fattes dig? Dit øje flammer vildt, –
og marmorhvid, som ligets, er din kind. 
CATILINE.
I swear it here by all the mighty gods!
I swear it by my father’s honored name
And by my mother’s memory--! But, Furia,--
What troubles you? Your eyes are wildly flaming,--
And white as marble, deathlike, are your cheeks. 
FURIA.
Jeg véd det ikke selv. – En ildflod strømmer
igennem mig. Sværg! Sværg din ed tilende! 
FURIA.
I do not know myself. A fiery stream
Flows through my veins. Swear to the end your oath! 
CATILINA.
Udøs, I vældige, på denne isse
al eders harm, og lad jer vredes lyn
mig sønderknuse, hvis min ed jeg bryder:
en dæmon lig jeg skal forfølge ham! 
CATILINE.
Oh, mighty powers, pour out upon this head
Your boundless fury, let your lightning wrath
Annihilate me, if I break my oath;
Aye, like a demon I shall follow him! 
FURIA.
Alt nok; jeg tror dig. Ah, min barm det letted.
I dine hænder hviler nu min hævn. 
FURIA.
Enough! I trust you. Ah, my heart is eased.
In your hand now indeed rests my revenge. 
CATILINA.
Udføres skal den. Dog, nu sig mig blot, –
hvo er din fiende? Hvad var hans brøde? 
CATILINE.
It shall be carried out. But tell me this,--
Who is your foe? And what was his transgression? 
FURIA.
Ved Tibers bredder, langt fra stadens larm,
min vugge stod; der var mit stille hjem.
En elsket søster leved der med mig,
til vestalinde kåret alt som barn. –
Da kom en niding til vor fjerne egn; –
han så den unge vordende prestinde – 
FURIA.
Close by the Tiber, far from the city’s tumult,
My cradle stood; it was a quiet home!
A sister much beloved lived with me there,
A chosen vestal from her childhood days.--
Then came a coward to our distant valley;--
He saw the fair, young priestess of the future-- 
CATILINA
(overrasket).
Prestinde? Sig mig –! Tal –! 
CATILINE.
[Surprised.]
A priestess? Tell me--! Speak--! 
FURIA.
Han skænded hende.
Hun søgte sig en grav i Tiber-strømmen. 
FURIA.
He ravished her.
She sought a grave beneath the Tiber’s stream. 
CATILINA
(urolig)
Du kender ham? 
CATILINE.
[Uneasy.]
You know him? 
FURIA.
Jeg så ham ingensinde.
Alt var forbi, da sorgens bud mig bragtes.
Nu kender jeg hans navn. 
FURIA.
I have never seen the man.
When first I heard the tidings, all was past.
His name is all I know. 
CATILINA.
Så nævn det da! 
CATILINE.
Then speak it out! 
FURIA.
Det navn har ry. Han heder Catilina. 
FURIA.
Now is it famed. His name is Catiline. 
CATILINA
(farer tilbage).
Hvad siger du? O, rædsel! Furia –! 
CATILINE.
[Taken aback.]
What do you say? Oh, horrors! Furia, speak--! 
FURIA.
Kom til dig selv! Hvad fattes dig? – Du blegner.
Min Lucius, – er denne mand din ven? 
FURIA.
Calm yourself! What perturbs you? You grow pale.
My Lucius,--is this man perhaps your friend? 
CATILINA.
Min ven? Nej, Furia, – nu ikke mere.
Jeg har forbandet, – svoret evigt had –
mig selv. 
CATILINE.
My friend? Ah, Furia, no;--no longer now.
For I have cursed,--and sworn eternal hate
Against myself. 
FURIA.
Dig selv! Du – du er Catilina? 
FURIA.
You--you are Catiline? 
CATILINA.
Jeg er det. 
CATILINE.
Yes, I am he. 
FURIA.
Du min Silvia vanæred?
Ah, så har Nemesis jo hørt mit råb; –
selv har du hævnen nedkaldt på dit hoved!
Ve over dig, du voldsmand, – ve! 
FURIA.
My Sylvia you disgraced?
Nemesis then indeed has heard my prayer;--
Vengeance you have invoked on your own head!
Woe on you, man of violence! Woe! 
CATILINA.
Hvor blankt
dit øje stirrer på mig! Silvias skygge
du tykkes lig i lampens matte skin!
(han iler ud; lampen med den hellige ild slukner.)  
CATILINE.
How blank
The stare is in your eye. Like Sylvia’s shade
You seem to me in this dim candle light.
[He rushes out; the lamp with the sacred fire goes out.] 
FURIA
(efter et ophold).
Ja, nu forstår jeg det. Fra mine blikke
er sløret faldet, – og jeg ser i natten.
Had var det, som, da første gang jeg skued
på torvet ham, sig sænked i mit bryst. –
En sælsom følelse; en blodrød flamme!
O, han skal føle, hvad et had som mit,
et evigt gærende, et aldrig mættet,
kan ruge ud til hævn og til fordærv! 
FURIA.
[After a pause.]
Yes, now I understand it. From my eyes
The veil is fallen,--in the dark I see.
Hatred it was that settled in my breast,
When first I spied him in the market-place.
A strange emotion; like a crimson flame!
Ah, he shall know what such a hate as mine,
Constantly brewing, never satisfied,
Can fashion out in ruin and revenge! 
EN VESTALINDE
(træder ind).
Gå, Furia; din vagt er nu tilende;
thi kom jeg hid –. Dog, hellige gudinde, –
hvad ser jeg! Ve dig; ve dig! Flammen slukt! 
A VESTAL.
[Enters.]
Go, Furia, go; your watch is at an end;
Therefore I came--. Yet, sacred goddess, here--
Woe unto you! The vestal fire is dead! 
FURIA
(forvildet).
Slukt, siger du? Så vildt den aldrig brændte; –
den slukkes ej. 
FURIA.
[Bewildered.]
Dead, did you say? So bright it never burned;--
’Twill never, never die! 
VESTALINDEN.
I magter, – hvad er dette? 
THE VESTAL.
Great heavens,--what is this? 
FURIA.
Nej, hadets ildhav slukkes ej så let!
Se, kærligheden blaffer op – og dør
i næste stund; men hadet – 
FURIA.
The fires of hate are not thus lightly quenched!
Behold, love bursts forth of a sudden,--dies
Within the hour; but hate-- 
VESTALINDEN.
Alle guder, –
det er jo vanvid!
(råber ud.)
Kom! Til hjælp; til hjælp!
(Vestalinder og tempeltjenere iler ind.)  
THE VESTAL.
By all the gods,--
This is sheer madness!
[Calls out.]

THE VESTAL.
Come! Oh, help! Come, help!
[VESTALS and temple SERVANTS rush in.] 
NOGLE.
Hvad er påfærde? 
SOME.
What is amiss? 
ANDRE.
Vestaflammen slukket! 
OTHERS.
The vestal fire is dead! 
FURIA.
Men hadets brænder; hævnens blusser højt! 
FURIA.
But hate burns on; revenge still blazes high! 
VESTALINDERNE.
Bort, bort med hende; bort til dom og straf!
(de fører hende ud imellem sig.)  
THE VESTALS.
Away with her to trial and punishment!
[They carry her out between them.] 
CURIUS
(træder frem).
Til fængslet føres hun. Derfra til døden. –
Nej, nej, ved guderne, det må ej ske!
Skal hun, den stolteste af alle kvinder,
i skændsel ende, levende begravet? –
O, aldrig følte jeg mig så tilmode.
Er dette kærlighed? Ja, sådan er det. –
Ved mig hun frelses skal! – Men Catilina?
Med had og hævn hun vil forfølge ham.
Har han af avindsmænd ej nok tilforn?
Tør endnu jeg hans fienders antal øge?
Han var imod mig som en ældre broder;
mig byder taksomhed at skærme ham. –
Men kærligheden? Ah, hvad byder den?
Og skulde han, den kække Catilina,
vel skælve for en kvindes anslag? Nej; –
til redningsværk endnu i denne stund!
Vent, Furia; – jeg drager dig af graven
til livet, – gjaldt det end mit eget liv!
(han går hurtigt bort.)


 
CURIUS.
[Comes forward.]
To prison now they take her. Thence to death.--
No, no, by all the gods, this shall not be!
Must she, most glorious of womankind,
Thus perish in disgrace, entombed alive?--
Oh, never have I felt so strangely moved.
Is this then love? Yes, love it is indeed.--
Then shall I set her free!--But Catiline?
With hate and vengeance will she follow him.
Has he maligners not enough already?
Dare I still others to their number add?
He was to me as were an elder brother;
And gratitude now bids me that I shield him.--
But what of love? Ah, what does it command?
And should he quake, the fearless Catiline,
Before the intrigues of a woman? No;--
Then to the rescue work this very hour!
Wait, Furia;--I shall drag you from your grave
To life again,--though at the risk of death!
[He goes away quickly.]


 
(En sal i Catilinas hus.)  
[A room in CATILINE’s house.] 
CATILINA
(kommer heftig og urolig ind).
„Ah, så har Nemesis jo hørt mit råb;
selv har du hævnen nedkaldt på dit hoved.“
Så lød det jo fra sværmerindens læber.
Forunderligt! Måske det var et vink, –
et varsel om, hvad tiden bringer med sig.
Så har jeg da med ed mig viet ind
til blodig hævner af min egen brøde.
Ah, Furia, – mig tykkes end, jeg ser
dit flammeblik, vildt, som en dødsgudindes!
Hult ringer dine ord for mine øren; –
og alle dage skal jeg eden mindes.
(Under det følgende træder Aurelia ind og nærmer sig ham uden at bemærkes.)  
CATILINE.
[Enters impetuous and uneasy.]
“Nemesis then indeed has heard my prayer,
Vengeance you have invoked on your own head!”
Such were the words from the enchantress’ lips.
Remarkable! Perchance it was a sign,--
A warning of what time will bring to me.

CATILINE.
Now therefore I have pledged myself on oath
The blood avenger of my own misdeed.
Ah, Furia,--still I seem to see your eye,
Wildly aflame like that of death’s own goddess!
Your words still echo hollow in my ears;--
The oath I shall remember all my life.
[During the following AURELIA enters and approaches him unnoticed.] 
CATILINA.
Dog, det er tåbeligt at tænke mer
på denne galskab; – andet er det ikke.
Ad bedre veje kan min grublen gå;
et større formål bydes mine kræfter.
Al tidens uro maner med sit krav;
mod den jeg må enhver min tanke vende;
håb, tvivl mig tumler som et stormfuldt hav – 
CATILINE.
Yet, it is folly now to go on brooding
Upon this nonsense; it is nothing else.
Far better things there are to think upon;
A greater work awaits my energies.
The restless age is urgent with its plea;
Toward this I must direct my thought in season;
Of hope and doubt I am a stormy sea-- 
AURELIA
(griber hans hånd).
Tør din Aurelia ej grunden kende?
Tør hun ej vide, hvad der i dit bryst
bevæger sig og kæmper vildt derinde?
Tør hun ej yde dig en hustrus trøst
og bringe pandens mulm til at forsvinde? 
AURELIA.
[Seizes his hand.]
And may not your Aurelia know the reason?
May she not know what moves within your breast,
What stirs therein and rages with such madness?
May she not cheer and soothe your soul to rest,
And banish from your brow its cloud of sadness? 
CATILINA
(mildt).
O, min Aurelia, – hvor god og øm –.
Dog, hvorfor skal jeg livet dig forbittre?
Hvi skal med dig jeg dele mine sorger?
For min skyld har du døjet smerte nok.
Herefterdags jeg på min egen isse
vil bære, hvad mig skæbnen fiendsk beskar, –
al den forbandelse, der ligger i
foreningen af stærke sjælekræfter,
af varme længsler mod et dådrigt liv,
med usle kår, der kuer åndens stræben. –
Skal også du, i lange dybe drag,
min skæbnes bittre skål til bunden tømme? 
CATILINE.
[Tenderly.]
O, my Aurelia,--O, how kind and tender--.
Yet why should I embitter all your life?
Why should I share with you my many sorrows?
For my sake you have borne enough of anguish.
Henceforth upon my own head I shall bear
What ill-designing fate allotted me,--
The curse that lies in such a soul as mine,
Full of great spiritual energies,
Of fervent longings for a life of deeds,
Yet dwarfed in all its work by sordid cares.--
Must you, too, sharing in my wretched life,
Bitter with blasted hopes, then with me perish? 
AURELIA.
En kærlig trøst er stedse kvindens sag,
kan hun end ej, som du, om storhed drømme.
Når manden kæmper for sin stolte drøm,
og al hans løn er skuffelse og kummer, –
da lyder hendes tale blid og øm,
og dysser ind ham i en kvægsom slummer;
da fatter han at og det stille liv
har glæder, som den vilde tummel savner. 
AURELIA.
To comfort is the role of every wife,
Though dreams of greatness she may never cherish.
When the man, struggling for his lofty dream,
Reaps nothing but adversity and sorrow,--
Her words to him then sweet and tender seem,
And give him strength sufficient for the morrow;
And then he sees that even the quiet life
Has pleasures which the most tumultuous lacks. 
CATILINA.
Ja, du har ret; jeg føler det så vel.
Og dog, jeg kan mig ej fra larmen rive.
En evig uro gærer i min barm; –
kun livets tummel mægter den at stille. 
CATILINE.
Yes, you are right; I know it all too well.
And yet I cannot tear myself away.
A ceaseless yearning surges in my breast,--
Which only life’s great tumult now can quiet. 
AURELIA.
Er din Aurelia dig ikke nok, –
formår hun ej, din sjæl tilfreds at stille, –
så åbn dog hjertet for et venligt ord,
en kærlig trøst ifra din hustrus læber.
Kan hun ej mætte denne hede trang,
kan hun ej følge dine tankers flyven, –
vid: hun formår at dele hver din sorg,
har kraft og mod at lette dine byrder. 
AURELIA.
Though your Aurelia be not all to you,--
Though she can never still your restless soul,--
Your heart yet open to a gentle word,
A word of comfort from your loving wife.
Though she may never slake your fiery thirst,
Nor follow in their flight your noble thoughts,--
Know this, that she can share your every sorrow,
Has strength and fortitude to ease your burden. 
CATILINA.
Så hør da, min Aurelia, hvad der
i disse dage mig så dybt forstemte.
Du véd, jeg længst har konsulatet søgt –
foruden held. Du kender jo det hele; –
hvordan, for stemmer at erhverve mig,
jeg har forødt – 
CATILINE.
Then listen, dear Aurelia; you shall hear
What has of late depressed so deep my spirits.
You know, I long have sought the consulate--
Without avail. You know the whole affair--
How to increase the votes for my election,
I have expended-- 
AURELIA.
O, ti, min Catilina;
det smerter mig – 
AURELIA.
Catiline, no more;
You torture me-- 
CATILINA.
Du laster og min færd?
Hvad bedre middel havde jeg at vælge? –
Til ingen nytte spildte jeg mit eje;
kun spot og skændsel blev min hele vinding.
Nys i senatet har min avindsmand,
den trædske Cicero, mig trådt i støvet.
Hans tale var en skildring af mit liv,
så skrigende, at selv jeg måtte gyse.
I hvert et blik jeg læste skræk og gru;
med afsky nævnes navnet Catilina;
til efterslægten vil det bringes, som
et billed på en fæl og rædsom blanding
af tøjlesløshed og af uselhed,
af hån og trods mod alt, hvad der er ædelt. –
Og ingen dåd får rense dette navn
og slå til jorden, hvad man fult har løjet!
Enhver vil tro, hvad rygtet har fortalt – 
CATILINE.
Do you too blame my course?
What better means therefor had I to choose?--
In vain I lavished all that I possessed;
My one reward was mockery and shame.
Now in the senate has my adversary,
The crafty Cicero, trampled me to earth.
His speech was a portrayal of my life,
So glaring that I, even I, must gasp.
In every look I read dismay and fear;
With loathing people speak of Catiline;
To races yet unborn my name will be
A symbol of a low and dreadful union
Of sensuality and wretchedness,
Of scorn and ridicule for what is noble.--
And there will be no deed to purge this name
And crush to earth the lies that have been told!
Each will believe whatever rumor tells-- 
AURELIA.
Men jeg, min husbond, tror ej slige rygter.
Lad hele verden end fordømme dig;
lad dem kun skændsel på dit hoved dynge; –
jeg véd, du gemmer inderst i dit sind
en spire, som kan sætte blomst og frugt.
Dog, her formår den ej at bryde frem;
og giftigt ukrudt vil den snarlig kvæle.
Lad os forlade dette lastens hjem; –
hvad binder dig? Hvi skal vi her vel dvæle? 
AURELIA.
But I, dear husband, trust no such reports.
Let the whole world condemn you if it will;
And let it heap disgrace upon your head;--
I know you hide within your inmost soul
A seed that still can blossom and bear fruit.
Only it cannot burst forth here in Rome;
Poisonous weeds would quickly prove the stronger.
Let us forsake this degradation’s home;--
What binds you here? Why should we dwell here longer? 
CATILINA.
Jeg skulde rømme marken, – drage bort?
Jeg skulde slippe mine største tanker?
Den druknende – endskønt foruden håb –
sig klynger fast dog til de knuste planker;
og sluges vraget af den våde grav,
og er det sidste skimt af redning svunden, –
den sidste planke han med sidste kraft
omklamrer, synkende med den til bunden. 
CATILINE.
I should forsake the field,--and go away?
I should my greatest dreams in life surrender?
The drowning man still clutches firm and fast
The broken spars--though hope is frail and slender;
And should the wreck be swallowed in the deep,
And the last hope of rescue fail forever,--
Still clings he to the lone remaining spar,
And sinks with it in one last vain endeavor. 
AURELIA.
Men hvis en gæstmild kyst tilsmiler ham
med grønne lunde langsmed havets vove,
da vågner håbet atter i hans barm, –
han stræber did, imod de lyse skove.
Der er det skønt; der hersker stille fred;
der triller bølgen lydløst imod stranden;
der lægger han de trætte lemmer ned,
og kølig aftenvind omvifter panden; –
den jager bort hver sorgens mørke sky;
en trøstig ro blir i hans sind tilbage; –
der dvæler han og finder kvægsomt ly
og glemsel for de svundne tunge dage.
Den fjerne genlyd kun af verdens larm
formår at trænge til hans lune bolig.
Den bryder ikke freden i hans barm; –
den gør hans sjæl end mere glad og rolig;
den minder ham om den forsvundne tid,
med knuste formål og med vilde glæder;
han finder dobbelt skønt det stille liv –
og bytter ej med nogen Romers hæder. 
AURELIA.
But should a kindly seacoast smile on him,
With groves all green along the rolling billows,
Hope then awakens in his heart again,--
He struggles inward, toward the silvery willows.
There reigns a quiet peace; ’tis beautiful;
There roll the waves, in silence, without number;
His heated brow sweet evening breezes cool,
As weary-limbed he rests himself in slumber;
Each sorrow-laden cloud they drive away;
A restful calm his weary mind assuages;--
There he finds shelter and prolongs his stay
And soon forgets the sorry by-gone ages.
The distant echo of the world’s unrest
Alone can reach his dwelling unfrequented.
It does not break the calm within his breast;--
It makes his soul more happy and contented;
It calls to mind the by-gone time of strife,
Its shattered hopes and its unbridled pleasures;
He finds twice beautiful this quiet life--
And would not change it for the greatest treasures. 
CATILINA.
Du taler sandhed; og i denne stund
jeg kunde følge dig fra strid og tummel.
Men kan du nævne mig så dulgt et sted,
at vi kan leve der i ly og stilhed? 
CATILINE.
You speak the truth; and in this very hour
From strife and tumult I could go with you.
But can you name me some such quiet spot,
Where we can live in shelter and in peace? 
AURELIA
(glad).
Du vil, min Catilina! Hvilken fryd, –
o, mere rig, end dette bryst kan rumme!
Så lad det ske! Endnu i denne nat
afsted vi drager – 
AURELIA.
[Joyful.]
You will go, Catiline? What happiness,--
Oh, richer than my bosom can contain!
Let it be so, then! Come! This very night
We’ll go away-- 
CATILINA.
Hvorhen skal vi drage?
Nævn mig den plet, hvor hjemligt jeg tør lægge
til ro mit hoved! 
CATILINE.
But whither shall we go?
Name me the spot where I may dare to rest
My head in homely peace! 
AURELIA.
Kan du sådan tale?
Har du forglemt vort lille landsted, hvor
min barndom svandt, og hvor vi siden glade,
i elskovs første lykkelige tid,
har levet mange muntre sommerdage?
Hvor var vel græsset mere grønt end der?
Hvor større kølighed i skovens skygge?
Den hvide villa mellem mørke trær
fremtitter, vinkende til rolig hygge.
Did flygter vi og vier ind vort liv
til landlig syssel og til fredsom glæde; –
der skal opmuntre dig en kærlig viv;
med kys hun skal enhver din kummer sprede.
(smilende.)
Og når, med markens blomster i din favn,
du træder ind til mig – din herskerinde, –
da råber jeg min blomsterfyrstes navn
og binder laurbærkransen om hans tinde! –
Men hvorfor blegner du? Du knuger vildt
min hånd, – og sælsomt flammer dine blikke – 
AURELIA.
How can you ask?
Have you forgot our villa in the country,
Wherein I passed my childhood days, where since,
Enraptured during love’s first happy dawn,
We two spent many a blithesome summer day?
Where was the grass indeed so green as there?
Where else the groves so shady and sweet-smelling?
The snow-white villa from its wooded lair
Peeps forth and bids us there to make our dwelling.
There let us flee and dedicate our life
To rural duties and to sweet contentment;--
You will find comfort in a loving wife,
And through her kisses banish all resentment.
[Smiling.]

AURELIA.
And when with all the flowers of the land
You come to me, your sovereign, in my bowers,
Then shall I crown you with the laurel band,
And cry, All hail to you, my king of flowers!--
But why do you grow pale? Wildly you press
My hand,--and strangely now your eyes are glowing-- 
CATILINA.
Ve mig, Aurelia; din fryd er spildt; –
didhen at føre dig formår jeg ikke.
Det kan jeg aldrig mer! 
CATILINE.
Aurelia, alas, past is your happiness;--
There we can never, never think of going.
There we can never go! 
AURELIA.
Du skrækker mig!
Dog, ikke sandt, – du spøger, Catilina? 
AURELIA.
You frighten me!
Yet, surely,--you are jesting, Catiline? 
CATILINA.
Jeg spøge! O, hvis blot det var en spøg!
Men hver dit ord, lig hævnens hvasse pile,
igennemborer dette pinte bryst,
som skæbnen aldrig vil forunde hvile. 
CATILINE.
I jest! Would only that it were a jest!
Each word you speak, like the avenging dart
Of Nemesis, pierces my heavy heart,
Which fate will never grant a moment’s rest. 
AURELIA.
I guder; tal! Hvad mener du? 
AURELIA.
O gods! speak, speak! What do you mean? 
CATILINA.
Se her!
Her er dit landsted, – her din3 fremtids glæde!
(han trækker en pung med guldpenge frem og kaster den på bordet.) 
CATILINE.
See here!
Here is your villa,--here your future joys!
[He draws out a purse filled with gold and throws it on the table.] 
AURELIA.
O, du har solgt –? 
AURELIA.
Oh, you have sold--? 
CATILINA.
Alt solgte jeg idag; –
og i hvad hensigt? Ah, for at bestikke – 
CATILINE.
Yes,--all I sold today;--
And to what end? In order to corrupt-- 
AURELIA.
Tal ikke mere! Lad os ikke tænke
på denne sag; det volder jo kun sorg. 
AURELIA.
O Catiline, no more! Let us not think
On this affair; sorrow is all it brings. 
CATILINA.
Mig knuser tifold mer dit stille tålmod,
end selv et smertesskrig ifra din læbe!
(En gammel soldat kommer ind og nærmer sig Catilina.)  
CATILINE.
Your quiet-patience wounds me tenfold more
Than would a cry of anguish from your lips!
[An old SOLDIER enters and approaches CATILINE.] 
SOLDATEN.
Tilgiv mig, herre, at jeg træder ind
så sent på dagen, umeldt, i din bolig.
Vær ikke vred – 
THE SOLDIER.
Forgive me, master, that thus unannounced
I enter your abode at this late hour.
Ah, be not wroth-- 
CATILINA.
Hvad er dit ærend her? 
CATILINE.
What is your errand here? 
SOLDATEN.
Mit ærend er en ydmyg bøn. Du sikkert
vil høre den. Jeg er en fattig mand,
som ofret har min kraft for Romas hæder.
Nu er jeg svækket, kan ej tjene længer,
og mine4 våben hænger rustne hjemme.
Min alders håb stod til min Søn. Han har
med sine hænders arbejd mig ernæret.
Ak, – for en gæld han sidder fængslet nu.
Og ingen redning –. Hjælp mig; hjælp mig, herre!
(knælende.)
En liden skærv! Jeg vandret har fra hus
til hus; men hver en dør forlængst var lukket.
Jeg véd ej udvej mer – 
THE SOLDIER.
My errand here is but a humble prayer,
Which you will hear. I am a needy man,
One who has sacrificed his strength for Rome.
Now I am feeble, can no longer serve;
Unused my weapons rust away at home.
The hope of my old age was in a son,
Who labored hard and was my one support.
Alas,--in prison now he’s held for debt.
And not a ray of hope--. Oh, help me, master!
[Kneeling.]

THE SOLDIER.
If but a penny! I have gone on foot
From house to house; each door is long since closed.
I know not what to do-- 
CATILINA.
Det ligner dem!
Se her et billed på de manges nød.
Så lønner man den tappre gamle skare.
Ej findes taksomhed i Roma længer!
Der var en tid, da jeg i billig harm
gad straffe dem med sværd og røde flammer;
men bløde ord har lydt til mig fornylig;
mit sind er barnemildt; jeg vil ej straffe; –
at lindre sorgen er jo og en gerning. –
Der, gamle kriger; – klar med det din gæld.
(han rækker ham pungen med guldpengene.)  
CATILINE.
The paltry knaves!
A picture this is of the many’s want.
Thus they reward the old brave company.
No longer gratitude is found in Rome!
Time was I might have wished in righteous wrath
To punish them with sword and crimson flames;
But tender words have just been spoken here;
My soul is moved; I do not wish to punish;--
To ease misfortune likewise is a deed.--
Take this, old warrior;--clear with this your debt.
[He hands him the purse with the gold.] 
SOLDATEN
(rejser sig).
O, gode herre, – tør jeg tro dit ord? 
THE SOLDIER.
[Rising.]
O gracious lord,--dare I believe your words? 
CATILINA.
Ja; skynd dig, gubbe; løs din alders håb.
(Soldaten går hurtigt bort.)  
CATILINE.
Yes; but be quick, old man; go free your son.
[The SOLDIER goes hurriedly out.] 
CATILINA.
En bedre brug, – ej sandt, Aurelia? –
end til bestikkelser og stemmekøb.
Vel er det skønt at knuse voldsmænds magt;
men stille trøst har også sin belønning. 
CATILINE.
A better use,--not so, Aurelia dear?--
Than bribery and purchasing of votes?
Noble it is to crush the tyrant’s might;
Yet quiet solace too has its reward. 
AURELIA
(kaster sig i hans arme).
O, rig og ædel er endnu din sjæl.
Nu kender jeg igen min Catilina!


 
AURELIA.
[Throws herself in his arms.]
Oh, rich and noble is your spirit still.
Yes,--now I know my Catiline again.


 
(Et underjordisk gravkammer med en nylig igenmuret åbning højt oppe på bagvæggen. En lampe brænder mat.)
  (Furia, iført lange sorte klæder, står i en lyttende stilling nede i grav-kamret.)  
[An underground tomb with a freshly walled-in passage high on the rear wall. A lamp burns faintly.]
  [FURIA, in long black robes, is standing in the tomb as if listening.] 
FURIA.
Det drønner hult. Det tordner visst deroppe.
Det lyder til mig helt herned i graven.
Men graven selv, den er så stille – stille!
Er jeg til døsig ro da evig dømt?
Skal end ej her ad sammenslyngte veje
jeg vandre frem, som stedse var min lyst?
(efter et ophold.)
Det var et sælsomt liv; – en sælsom skæbne.
Lig stjerneskuddet alting kom – og svandt.
Han mødte mig. En lønlig trolddomsmagt,
en indre samklang drog os mod hinanden.
Jeg var hans hævngudinde, – han mit offer; –
men straffen fulgte hævnerinden brat.
(atter ophold.)
Nu er det lyst deroppe. – Fjernes jeg
nedad – umærkeligt – fra lysets bolig?
Ah, vel mig, hvis så er, – hvis denne dvælen
i gravens skød igrunden er en flugt
på lynets vinger ned mod mørkets lande, –
hvis alt jeg nærmer mig den brede Styx!
Der vælter bølgen blytungt imod bredden;
der sysler Charon lydløs i sin båd.
Snart er jeg der! Der vil jeg taus mig sætte
ved færgestedet, – spørge hver en ånd,
hver flygtig skygge, som fra livets rige
let-skridende sig nærmer dødens flod, –
vil spørge ham, hvorledes Catilina
vel færdes blandt de levende deroppe, –
vil spørge, hvordan han har holdt sin ed.
Jeg lyse vil med blålig svovelfakkel
hver dødning ind i øjets brustne dyb, –
se efter, om det ej er Catilina.
Og når han kommer, vil jeg følge ham; –
da gør vi begge overfarten sammen,
betræder begge Plutons stille sal.
Jeg og som skygge følge skal hans skygge; –
hvor Catilina er, må Furia være!
(efter et ophold, mattere.)
Ah, luften blir så lummer og så kvalm, –
og åndedrættet stedse mere tungt. –
Så nærmer jeg mig da de sorte sumpe,
hvor underverdnens floder strømmer trægt –
(hun lytter; der høres en dump larm.)
Et sagte drøn? Som åreslag det lyder.
Det er de dødes færgemand, der kommer
at hente mig. Nej, her – her vil jeg vente!
(Stenene i den nylig tilmurede åbning brydes fra hverandre. Curius kommer tilsyne udenfor; han vinker til hende.)  
FURIA.
A hollow sound. ’Tis thunder rolls above.
I hear its rumble even in the tomb.
Yet is the tomb itself so still--so still!
Am I forever damned to drowsy rest?
Never again am I to wander forth
By winding paths, as ever was my wish?

FURIA.
[After a pause.]
A strange, strange life it was;--as strange a fate.
Meteor-like all came--and disappeared.
He met me. A mysterious magic force,
An inner harmony, together drew us.
I was his Nemesis;--and he my victim;--
Yet punishment soon followed the avenger.

FURIA.
[Another pause.]
Now daylight rules the earth.--Am I perchance
To slip--unknowing--from the realm of light?
’Tis well, if so it be,--if this delay
Within the tomb be nothing but a flight
Upon the wings of lightning into Hades,--
If I be nearing even now the Styx!
There roll the leaden billows on the shore;
There silently old Charon plies his boat.
Soon am I there! Then shall I seat myself
Beside the ferry,--question every spirit,
Each fleeting shadow from the land of life,
As light of foot he nears the river of death,--
Shall ask each one in turn how Catiline
Fares now among the mortals of the earth,--
Shall ask each one how he has kept his oath.
I shall illumine with blue sulphur light
Each spectral countenance and hollow eye,--
To ascertain if it be Catiline.
And when he comes, then shall I follow him;--
Together we shall make the journey hence,
Together enter Pluto’s silent hall.
I too a shadow shall his shade pursue;--
Where Catiline is, must Furia also be!

FURIA.
[After a pause, more faintly.]
The air is growing close and clammy here,--
And every breath in turn more difficult.--
Thus am I drawing near the gloomy swamps,
Where creep the rivers of the underworld.

FURIA.
[She listens; a dull noise is heard.]
A muffled sound? ’Tis like the stroke of oars.
It is the ferryman of shades who comes
To take me hence. No, here--here will I wait!
[The stones in the freshly walled-in passage are broken asunder. CURIUS comes into view on the outside; he beckons to her.] 
FURIA.
Vær hilset, Charon! Er du alt beredt
at føre mig som gæst til dødens haller?
Her vil jeg vente! 
FURIA.
Ah, greetings, Charon! Are you ready now
To lead me hence, a guest among the spirits?
Here will I wait! 
CURIUS
(hviskende).
Ti; – jeg frelser dig!


 
CURIUS.
[Whispering.]
I come to set you free!


 
ANDEN AKT
(En sal i Catilinas hus, med åben søjlegang i baggrunden. En lampe oplyser salen.)
  (Catilina går op og ned ad gulvet. Lentulus og Cethegus er hos ham.)  
SECOND ACT
[A room in CATILINE’s house with a colonnade in the rear; a lamp lights up the room.]
  [CATILINE paces the floor back and forth; LENTULUS and CETHEGUS are with him.] 
CATILINA.
Nej, nej! Jeg siger, I forstår ej selv,
hvad I forlanger af mig. Skulde jeg
forræderisk en borgerkrig begynde, –
med Romer-blod besmitte mine hænder?
Jeg gør det aldrig! Lad kun hele staden
fordømme mig – 
CATILINE.
No, no! I say, you do not understand
Yourselves what you demand of me. Should I
Turn traitor and incite a civil war,--
Besmear my hand with Roman blood? No, no!
I’ll never do it! Let the entire state
Condemn me if-- 
LENTULUS.
Du vil ej, Catilina? 
LENTULUS.
You will not, Catiline? 
CATILINA.
Jeg vil ej. 
CATILINE.
No. 
CETHEGUS.
Sig mig, – har du intet her
at hævne, – ingen, som du vel gad ramme? 
LENTULUS.
Tell me,--have you nothing to avenge?
No insult? No one here you fain would strike? 
CATILINA.
Lad hævne, hvo der vil; jeg gør det ej.
Dog, taus foragt er også jo en hævn; –
den være skal min eneste. 
CATILINE.
Let him who will avenge; I shall not stir.
Yet silent scorn is likewise a revenge;--
And that alone shall be enough. 
CETHEGUS.
Aha, –
vi kom nok i en ubelejlig stund.
Men morgendagen vil dig sikkert bringe
på andre tanker. 
CETHEGUS.
Aha,--
Our visit was, I see, inopportune.
Yet doubtless will the morrow bring you back
To other thoughts. 
CATILINA.
Hvorfor morgendagen? 
CATILINE.
But why the morrow? 
CETHEGUS.
Her går en hob forunderlige rygter.
Nys er en vestalinde ført til døden – 
CETHEGUS.
There are mysterious rumors in the air.
A vestal recently was led to death-- 
CATILINA
(overrasket).
En vestalinde? Ah, hvad siger du? 
CATILINE.
[Surprised.]
A vestal,--say you? Ah, what do you mean? 
LENTULUS.
Ja visst; en vestalinde. Mange mumler – 
LENTULUS.
Why, yes, a vestal. Many people murmur-- 
CATILINA.
Hvad mumler de? 
CATILINE.
What do they murmur? 
CETHEGUS.
At du er ej så ganske
foruden del i denne mørke sag. 
CETHEGUS.
That in this dark affair
You are not altogether innocent. 
CATILINA.
Det tror man om mig? 
CATILINE.
This they believe of me? 
LENTULUS.
Hm, – så løber rygtet.
Nu ja, – for os, for dine gode venner,
kan sligt jo være, som det være vil; –
men folket, Catilina, dømmer strængere. 
LENTULUS.
Such is the rumor;
Of course,--to us, to all your good old friends,
Such talk is trifling and of no account;--
The world, however, judges more severely. 
CATILINA
(i tanker),
Og er hun død? 
CATILINE.
[Deep in thought.]
And is she dead? 
CETHEGUS.
Det er hun uden tvivl.
En times ophold i forbrydergraven
er mer end nok – 
CETHEGUS.
Undoubtedly she is.
An hour’s confinement in the convict tomb
Is quite enough-- 
LENTULUS.
Det kommer os ej ved;
det var ej derfor vi om hende talte.
Men hør mig, Catilina! Tænk dig om.
Du søgte konsulatet. Al din velfærd
hang i den ene skøre håbets tråd; –
nu er den brusten; nu er alt forbi. 
LENTULUS.
That is not our affair.
It was not therefore that we spoke of her.
But hear me, Catiline! Bethink yourself.
You sought the consulate; and all your welfare
Hung on that single fragile thread of hope.
Now is it sundered; everything is lost. 
CATILINA
(som før).
„Selv har du hævnen nedkaldt på dit hoved.“ 
CATILINE.
[Still deep in thought.]
“Vengeance you have invoked on your own head!” 
CETHEGUS.
Ryst slige tanker af; de nytter ej.
Vis dig som mand; endnu kan slaget vindes;
en kæk beslutning –; du har venner nok;
vi følger dig på allerførste vink. –
Du fristes ikke? Svar! 
CETHEGUS.
Shake off these useless thoughts; they profit naught;
Act like a man; still can this fight be won;
A bold resolve now--; you have friends enough;
Speak but the word, and we shall follow you.--
You are not tempted? Answer! 
CATILINA.
Nej, siger jeg!
Og hvorfor vil I sammensværge jer?
Tal ærligt! Drives I af friheds-længsel?
Er det, for Romas storhed at forynge,
at I vil styrte alt? 
CATILINE.
No, I say!
And why are you so eager to conspire?
Be honest! Are you driven by thirst for freedom?
Is it in order to renew Rome’s splendor
That you would ruin all? 
LENTULUS.
Nej, ingenlunde;
men håb om egen storhed er jo dog
tilstrækkelig bevæggrund, Catilina! 
LENTULUS.
Indeed, ’tis not;
Yet surely is the hope of personal greatness
Sufficient motive for our enterprise! 
CETHEGUS.
Og midler nok til rigt at nyde livet,
er heller ej så ganske at forkaste.
Det er min tragten; – jeg er ej ærgærrig. 
CETHEGUS.
And means enough to taste the joys of life
Are not, in truth, to be so lightly scorned.
That is my motive;--I am not ambitious. 
CATILINA.
Jeg vidste det. Kun usle snevre hensyn
til egen fordel er, hvad eder driver.
Nej, venner, nej; mod større mål jeg sigted!
Vel har jeg ved bestikkelser forsøgt
at rive konsulatet til mig; dog,
mit anslag rummed mer, end hvad man skulde
fra slige midler dømme. Borgerfrihed
og statens vel var målet for min stræben.
Man har mig miskendt; skinnet var imod.
Min skæbne vilde det. Det må så være! 
CATILINE.
I knew it. Only mean and paltry motives,
The hope of private vantage, urge you on.
No, no, my friends; I aimed at nobler things!
True, I have sought with bribes and promises
To seize ere now the consulate, and yet
My plan was greater and comprised much more
Than means like these would point to. Civic freedom,
The welfare of the state,--these were my aims.
Men have misjudged, appearances belied me;
My fate has willed it so. It must so be! 
CETHEGUS.
Nu vel; men tanken på den venneflok,
du frelse kan fra undergang og skændsel –?
Du véd, at inden kort tid er vi bragt
til betlerstaven ved vort løse levnet. 
CETHEGUS.
True; but the thought of all your many friends
Whom you can save from ruin and disgrace--?
You know, we shall ere long be driven to take
The beggars’ staff because of our wild living. 
CATILINA.
Så stands itide; det er min beslutning. 
CATILINE.
Then stop in season; that is my resolve. 
LENTULUS.
Hvorledes, Catilina, – du vil ændre
din levevis? Ha-ha; du spøger vel? 
LENTULUS.
What, Catiline,--now you intend to change
Your mode of life? Ha, ha! you surely jest? 
CATILINA.
Det er mit alvor, – ved de store guder! 
CATILINE.
I am in earnest,--by the mighty gods! 
CETHEGUS.
Nu, så er ingen udvej med ham mere.
Kom, Lentulus; vi melde må de andre,
hvad svar han gav os. Vi vil finde dem
i muntert gilde hist hos Bibulus. 
CETHEGUS.
Then there is nothing we can do with him.
Come, Lentulus, the others we’ll inform
What answer he has given. We shall find
The merry company with Bibulus. 
CATILINA.
Hos Bibulus? Hvormangen lystig nat
jeg sværmet har hos Bibulus med eder!
Nu er det ude med mit vilde liv;
før dagen gryr har staden jeg forladt. 
CATILINE.
With Bibulus? How many a merry night
We have caroused at Bibulus’ table!
Now is the tempest of my wild life ended;
Ere dawns the day I shall have left the city. 
LENTULUS.
Hvad siger du? 
LENTULUS.
What is all this? 
CETHEGUS.
Du rejse vil herfra? 
CETHEGUS.
You mean to go away? 
CATILINA.
I denne nat, ledsaget af min hustru,
farvel for livet jeg og Roma tager.
I Galliens dale grunder jeg et hjem; –
den mark, jeg rydder, skal ernære mig. 
CATILINE.
This very night my wife and I together
Shall bid farewell to Rome forevermore.
In quiet Gaul we two shall found a home;--
The land I cultivate shall nourish us. 
CETHEGUS.
Du vil forlade staden, Catilina? 
CETHEGUS.
You will forsake the city, Catiline? 
CATILINA.
Jeg vil; jeg må! Her tynges jeg af skændsel.
Ah, jeg har mod, min fattigdom at bære;
men i hver Romers blik at læse hån
og fræk foragt –! Nej, nej; det er formeget!
I Gallien kan jeg leve dulgt og stille;
der vil jeg glemme, hvad jeg engang var,
vil døve driften til de store formål,
vil som en uklar drøm min fortid mindes. 
CATILINE.
I will; I must! Disgrace here weighs me down.
Courage I have to bear my poverty,
But in each Roman face to read disdain
And frank contempt--! No, no; that is too much!
In Gaul I’ll live in quiet solitude;
There shall I soon forget my former self,
Dull all my longings for the greater things,
And as the vaguest dream recall the past. 
LENTULUS.
Nu, så lev vel; og lykken følge dig! 
LENTULUS.
Then fare you well; may fortune follow you! 
CETHEGUS.
Husk os med venlighed, som vi vil huske
dig, Catilina! Nu fortæller vi
til brødrene dit nye sære forsæt. 
CETHEGUS.
Remember us with kindness, Catiline,
As we shall you remember! To our brothers
We will relate this new and strange resolve. 
CATILINA.
Og bring dem så min broderlige hilsen!
(Lentulus og Cethegus går.)
(Aurelia er trådt ind fra siden, men standser frygtsom ved synet af de bortgående; når de er ude, nærmer hun sig Catilina.)  
CATILINE.
Then give them all a brother’s hearty greeting!
[LENTULUS and CETHEGUS leave.]
[AURELIA has entered from the side, hut-stops frightened at the sight of those who are leaving; when they are gone she approaches CATILINE.] 
AURELIA
(blidt bebrejdende).
Igen de vilde venner i dit hus?
O, Catilina –! 
AURELIA.
[Gently reprimanding.]
Again these stormy comrades in your house?
O Catiline--! 
CATILINA.
Det var sidste gang.
Nu tog jeg afsked med dem. Hvert et bånd,
som bandt til Roma mig, er overhugget
for alle tider. 
CATILINE.
This was their final visit.
I bade them all farewell. Now every bond
Forevermore is broken that bound me fast
And fettered me to Rome. 
AURELIA.
Jeg har pakket sammen
vor smule ejendom. Det er ej meget; –
dog nok for nøjsomheden, Catilina! 
AURELIA.
I’ve gathered up
Our bit of property. Not much perhaps;--
Yet, Catiline, enough for our contentment. 
CATILINA
(i tanker).
Ja, mer end nok for mig, som tabte alt. 
CATILINE.
[Engrossed in thought.]
More than enough for me who squandered all. 
AURELIA.
O, grubl ej over, hvad der ej kan ændres; –
forglem, hvad du – 
AURELIA.
Oh, brood no more on things we can not change;--
Forget what-- 
CATILINA.
Vel den, der kunde glemme, –
der kunde rive mindet ud af sjælen,
og alle håb, og alle ønskers mål!
Det kræver tid, før jeg så vidt kan komme;
men jeg vil stræbe – 
CATILINE.
Happy he who could forget,--
Who could the memory tear from out his soul,
The many hopes, the goal of all desires.
Ah, time is needed ere I reach that state;
But I shall struggle-- 
AURELIA.
Jeg vil hjælpe dig;
og du skal finde lindring for dit savn.
Dog, bort herfra vi må så snart som muligt.
Her taler livet til dig som en frister. –
Ej sandt, – vi rejser end i denne nat? 
AURELIA.
I shall help you strive;
You shall be comforted for all your loss.
Yet we must leave as soon as possible.
Here life calls to you with a tempter’s voice.
Is it not so,--we go this very night? 
CATILINA.
Jo, jo, – i denne nat, Aurelia! 
CATILINE.
Yes, yes,--we leave this very night, Aurelia! 
AURELIA.
En ringe sum, som endnu var tilbage,
jeg samlet har; til rejsen er det nok. 
AURELIA.
The little money left I’ve gathered up;
And for the journey it will be enough. 
CATILINA.
Godt, godt! Mit sværd jeg for en spade sælger.
Ah, hvad er sværdet mere vel for mig? 
CATILINE.
Good! I shall sell my sword and buy a spade.
What value henceforth is a sword to me? 
AURELIA.
Du rydder jorden; jeg vil dyrke den.
Snart om vort hjem i blomsterflor skal spire
en rosenhæk og venlige kærminder,
som varsel for at tiden snart er nær,
da du hvert fortidsminde hilse kan
som ungdomsven, når det din sjæl besøger. 
AURELIA.
You clear the land, and I shall till the soil.
Around our home will grow in floral splendor
A hedge of roses, sweet forget-me-nots,
The silent tokens of a chastened soul,
When as some youthful comrade you can greet
Each memory recurrent of the past. 
CATILINA.
Den tid, Aurelia? Jeg frygter, elskte, –
den ligger end i fremtids fjerne blå.
(med lettere udtryk.)
Dog gå, min hustru; hvil dig lidt derinde.
Kort efter midnat vil vi bryde op; –
da blunder staden dybest i sin slummer,
og ingen aner, hvor vi flygter hen.
Den første morgenrøde skal os finde
langt – langt herfra; i laurbærlundens ly
vi hviler os på græssets bløde teppe. 
CATILINE.
That time, Aurelia? Ah, beloved, I fear--
That hour lies in a distant future’s keeping.

CATILINE.
[In a milder tone.]
But go, dear wife, and, while you may, repose.
Soon after midnight we shall start our journey.
The city then is lapped in deepest slumber,
And none shall guess our hidden destination.
The first glow in the morning sky shall find us
Far--far away; there in the laurel grove
We’ll rest ourselves upon the velvet grass. 
AURELIA.
En ny tilværelse for os frembryder, –
mer glæderig, end den, vi slutted her.
Nu vil jeg gå. En times rolighed
mig skænker kraft –. Godnat, min Catilina!
(hun omfavner ham og går.)  
AURELIA.
A new life opens up before us both--
Richer in happiness than this that’s ended.
Now will I go. An hour’s quiet rest
Will give me strength--. Good-night, my Catiline!
[She embraces him and goes out.] 
CATILINA
(ser efter hende).
Nu er hun borte. Ah, det letted mig!
Aflægge kan jeg denne byrdefulde
forstillelse, det skin af frejdighed,
som findes mindst af alt i dette hjerte.
Hun er min gode ånd. Hun vilde sørge,
ifald hun så min tvivl. Jeg må den skjule.
Dog, denne tause stund jeg vier ind
til en betragtning af mit spildte liv. –
Ah, lampen der forstyrrer mine tanker; –
mørkt må her være, – mørkt, som i min sjæl!
(slukker lampen ud; månen skinner ind gennem søjlerne i baggrunden.)
For lyst, – for lyst endnu! Dog, ligemeget; –
det matte måneskin sig passer godt
til dette dunkle halvlys, der omhyller, –
der stedse har omhyllet mine veje.
Hm, Catilina, – så er denne dag
din sidste; alt imorgen er du ej
hin Catilina mer, du før har været.
Fjernt i det øde Gallien skal mit liv
henrinde ukendt som en flod i skoven. –
Nu er jeg vågnet op af alle drømme
om magt, om storhed, om et dådrigt levnet; –
de svandt som duggen; i mit indres nat
var deres tumleplads; – dem ingen kendte.
Det er ej denne dumpe døs og ro,
afstængt fra verdens larm, som skræmmer mig.
Hvis blot et øjeblik jeg kunde lyse
og flamme som en stjerne i sit fald, –
hvis blot jeg en gang med en herlig dåd
fik knytte mig og navnet „Catilina“
til ry og til udødelige sagn, –
da skulde jeg med fryd, i sejrens stund,
forlade alt, – ty til en fremmed strand;
jeg skulde støde dolken i mit hjerte;
dø fri og glad; – thi da jeg havde levet!
Men denne lodd er døden uden liv.
Er sådant muligt? Skal jeg så forgå?
(med oprakte arme.)
Et vink, I vrede guder, – at det er
min skæbne, glemt og sporløst at forsvinde
fra livet! 
CATILINE.
[Gazes after her.]
Now is she gone! And I--what a relief!
Now can I cast away this wearisome
Hypocrisy, this show of cheerfulness,
Which least of all is found within my heart.
She is my better spirit. She would grieve
Were she to sense my doubt. I must dissemble.
Yet shall I consecrate this silent hour
To contemplation of my wasted life.--
This lamp,--ah, it disturbs my very thoughts;--
Dark it must be here,--dark as is my soul!
[He puts out the light; the moon shines through the pillars in the rear.]

CATILINE.
Too light,--yes, still too light! And yet, no matter;--
The pallid moonlight here does well befit
The twilight and the gloom that shroud my soul,--
Have ever shrouded all my earthly ways.

CATILINE.
Hm, Catiline, then is this day your last;
Tomorrow morning you will be no longer
The Catiline you hitherto have been.
Distant in barren Gaul my life shall run
Its course, unknown as is a forest stream.--
Now am I wakened from those many visions
Of power, of greatness, of a life of deeds;--
They vanished like the dew; in my dark soul
They struggled long and died,--unseen of men.

CATILINE.
Ah, it is not this dull and drowsy life,
Far from all mundane tumult, that affrights me.
If only for a moment I could shine,
And blaze in splendor like a shooting star,--
If only by a glorious deed I could
Immortalize the name of Catiline
With everlasting glory and renown,--
Then gladly should I, in the hour of triumph,
Forsake all things,--flee to a foreign strand;--
I’d plunge the dagger in my exiled heart,
Die free and happy; for I should have lived!

CATILINE.
But oh,--to die without first having lived.
Can that be possible? Shall I so die?
[With uplifted hands.]

CATILINE.
A hint, oh angry powers,--that it is
My fate to disappear from life forgotten,
Without a trace! 
FURIA
(udenfor bag søjlerne).
Nej, det er ej, Catilina! 
FURIA.
[Outside behind the pillars.]
It is not, Catiline! 
CATILINA
(farer tilbage).
Hvo taler? Hvilken stemme varsler hist?
En ånderøst fra underverdnens skygger! 
CATILINE.
[Taken aback.]
Who speaks? What warning voice is this I hear?
A spirit voice from out the underworld! 
FURIA
(træder frem i måneskinnet).
Jeg er din skygge. 
FURIA.
[Comes forward in the moonlight.]
I am your shadow. 
CATILINA
(forfærdet).
Vestalindens genfærd! 
CATILINE.
[Terrified.]
What,--the vestal’s ghost! 
FURIA.
Dybt må du være sunken, hvis du ræddes
for mig. 
FURIA.
Deep must your soul have sunk if you recoil
From me! 
CATILINA.
Tal! Er du stegen op af graven
for at forfølge mig med had og hævn? 
CATILINE.
Speak! Have you risen from the grave
With hatred and with vengeance to pursue me? 
FURIA.
Forfølge, – siger du? Jeg er din skygge.
Jeg må ledsage dig, hvorhen du går.
(hun nærmer sig.)  
FURIA.
Pursue you,--did you say? I am your shadow.
I must be with you wheresoe’er you go.
[She comes nearer.] 
CATILINA.
Hun lever! Guder, – det er hende selv,
og ingen ånd! 
CATILINE.
She lives! O gods,--then it is she,--no other,
No disembodied ghost. 
FURIA.
Ånd eller ikke, – det
er ligemeget; jeg ledsager dig. 
FURIA.
Or ghost or not,--
It matters little; I must follow you. 
CATILINA.
Med blodigt had! 
CATILINE.
With mortal hate! 
FURIA.
I graven slukner hadet,
som kærligheden og som alle drifter,
der næres i en jordisk barm. Kun et
står fast i liv og død og kan ej ændres. 
FURIA.
Hate ceases in the grave,
As love and all the passions do that flourish
Within an earthly soul. One thing alone
In life and death remains unchangeable. 
CATILINA.
Og hvad? Sig frem! 
CATILINE.
And what? Say forth! 
FURIA.
Din skæbne, Catilina! 
FURIA.
Your fate, my Catiline! 
CATILINA.
Min skæbne kender kun de vise guder, –
ej noget menneske. 
CATILINE.
Only the gods of wisdom know my fate,--
No human being. 
FURIA.
Jeg kender den.
Jeg er din skygge; – gådefulde bånd
os sammenknytter. 
FURIA.
Yet I know your fate.
I am your shadow;--strange, mysterious ties
Bind us together. 
CATILINA.
Det er hadets. 
CATILINE.
Bonds of hatred. 
FURIA.
Nej!
Steg nogen ånd fra gravens kvalme dyb
med hads og hævns begær? Hør, Catilina!
Jeg slukket har i underverdnens floder
hver jordisk ild, der rased i mit bryst.
Som her du ser mig, er jeg ikke længer
hin Furia, – hin vilde, harmoptændte, –
du engang elsked – 
FURIA.
No!
Rose ever spirit from the dankest grave
For hate and vengeance? Listen, Catiline!
The rivers of the underworld have quenched
Each earthly flame that raged within my breast.
As you behold me here, I am no longer
The stormy Furia,--wild and passionate,--
Whom once you loved-- 
CATILINA.
Hader du mig ej? 
CATILINE.
You do not hate me then? 
FURIA.
Nu ikke mere. Da jeg stod i graven, –
da jeg på skillevejen mellem livet
og døden vakled, næste stund beredt
at gæste underverdnen, – se, da greb
en sælsom gysning mig; jeg véd ej selv –;
der foregik en underlig forvandling; –
bort flød mit had, min hævn, min hele sjæl;
hvert minde svandt og hver en jordisk higen; –
kun navnet „Catilina“ skrevet står
med ildskrift, rødt, som fordum, i min barm. 
FURIA.
Ah, now no more. When in the tomb I stood,--
And faltered on the path that separates
This life from death, at any moment ready
To greet the underworld,--lo, seized me then
An eerie shuddering; I know not what--;
I felt in me a mystic transformation;--
Away flowed hate, revenge, my very soul;
Each memory vanished and each earthly longing;--
Only the name of “Catiline” remains
Written in fiery letters on my heart. 
CATILINA.
Forunderligt! Vær, hvo du være vil, –
et menneske, en underverdnens skygge, –
der ligger dog en grufuld trylledragning
i dine ord, i dine sorte øjne. 
CATILINE.
Ah, wonderful! No matter who you are,--
A human form, a shadow from the dead,--
There lies withal a dreadful fascination
In your dark eyes, in every word you speak. 
FURIA.
Dit sind er stærkt som mit; og dog du vil
forsagt og tvivlsom slippe hvert et håb
om sejr og vælde. Fejgt du vender ryggen
den skueplads, hvor dine dunkle anslag
i lys og modning kunde foldes ud! 
FURIA.
Your mind is strong as mine; yet you give up,
Disheartened and irresolute, each hope
Of triumph and dominion. You forsake
The battlefield, where all your inmost plans
Could grow and blossom forth into achievement. 
CATILINA.
Jeg må! En ubønhørlig skæbne vil det. 
CATILINE.
I must! Inexorable fate decrees it! 
FURIA.
Din skæbne? Hvortil fik du heltens kraft, –
om ej til kamp mod, hvad du skæbnen kalder? 
FURIA.
Your fate? Why were you given a hero’s strength,--
If not to struggle with what you call fate? 
CATILINA.
Ak, jeg har kæmpet nok! Var ej mit liv
en stadig kamp? Og hvad er kampens frugter?
Foragt og skændsel –! 
CATILINE.
Oh, I have fought enough! Was not my life
A constant battle? What are my rewards?
Disgrace and scorn--! 
FURIA.
Du er dalet dybt.
Du higer mod et højt forvovent mål;
vil gerne nå det; og du skrækkes dog
af hver en hindring. 
FURIA.
Ah, you are fallen low!
You struggle towards a high and daring goal,
Are eager to attain it; yet you fear
Each trifling hindrance. 
CATILINA.
Frygt er grunden ej.
Det mål, jeg satte mig, er uopnåeligt; –
det hele var en flygtig ungdomsdrøm. 
CATILINE.
Fear is not the reason.
The goal I sought is unattainable;--
The whole was but a fleeting dream of youth. 
FURIA.
Nu skuffer du dig selv, min Catilina!
Du kredser endnu om det ene formål; –
din sjæl er stor, – en Romer-hersker værdig, –
og du har venner –. Ah, hvi nøler du? 
FURIA.
Now you deceive yourself, my Catiline!
You hover still about that single project;--
Your soul is noble,--worthy of a ruler,--
And you have friends--. Ah, wherefore hesitate? 
CATILINA
(i eftertanke).
Jeg skal –? Hvad mener du –? Med borgerblod –? 
CATILINE.
[Meditating.]
I shall--? What do you mean--? With civil blood--? 
FURIA.
Er du en mand, – og har ej kvindemod?
Har du forglemt hin raske Romerinde,
der søgte tronen over fader-liget?
Jeg føler mig en Tullia; – men du?
Foragt dig selv; – foragt dig, Catilina! 
FURIA.
Are you a man,--yet lack a woman’s courage?
Have you forgot that nimble dame of Rome,
Who sought the throne straight over a father’s corpse?
I feel myself a Tullia now; but you--?
Scorn and despise yourself, O Catiline! 
CATILINA.
Skal jeg foragte mig, fordi mit sind
ej længer huser vild ærgærrighed? 
CATILINE.
Must I despise myself because my soul
No longer harbors selfish aspirations? 
FURIA.
Her står du på en korsvej i dit liv.
Hist venter dig en tom og dådløs færden, –
en mellemting af død og døsig slummer; –
men på den anden side skimter du
et hersker-sæde. Vælg så, Catilina! 
FURIA.
You stand here at a cross-road in your life;
Yonder a dull, inactive course awaits you,--
A half-way something, neither sleep nor death;--
Before you, on the other hand, you see
A sovereign’s throne. Then choose, my Catiline! 
CATILINA.
Du lokker og du frister til fordærv. 
CATILINE.
You tempt me and allure me to destruction. 
FURIA.
Kast tærningen, – og i din hånd er lagt
det stolte Romas vel for alle tider.
Din stumme skæbne gemmer glans og magt;
og dog du vakler, – vover ej at handle!
Du drager hist til dine skove, hvor
udslukkes vil hvert håb, du engang nærte.
Ah, Catilina, er der intet spor
af ærelyst tilbage i dit hjerte?
Skal denne herskersjæl, til hæder skabt,
hist i en navnløs ørk ukendt forsvinde?
Ja, rejs! Men vid, – da er for stedse tabt,
hvad her med dristig dåd du kunde vinde. 
FURIA.
Cast but the die,--and in your hand is placed
Forevermore the welfare of proud Rome.
Glory and might your silent fate conceals,
And yet you falter,--dare not lift a hand!
You journey yonder to the forests, where
Each longing that you cherished will be quenched.
Ah, tell me, Catiline, is there no trace
Of thirst for glory left within your heart?
And must this princely soul, for triumphs born,
Vanish unknown in yonder nameless desert?
Hence, then! But know that thus you lose forever
What here you could by daring deeds attain. 
CATILINA.
Bliv ved; bliv ved! 
CATILINE.
Go on, go on! 
FURIA.
Med skræk og gysen vil
den fjerne efterslægt dit navn erindre.
Dit hele liv var et forvovent spil; –
dog i forsonings lys det skulde tindre,
af sagnet båret, når med vældig hånd
du brød dig vej midt i den vilde stimmel, –
når trældomsskyen ved din herskerånd
var vegen for en nyskabt frihedshimmel, –
når engang du – 
FURIA.
With trembling and with fear
The future generations will recall
Your fate. Your life was all a daring game;--
Yet in the lustre of atonement it would shine,
Known to all men, if with a mighty hand
You fought your way straight through this surging
throng,--
If the dark night of thraldom through your rule
Gave way before a new-born day of freedom,--
If at some time you-- 
CATILINA.
Alt nok! Du grebet har
den streng, der dirred dybest i mit indre; –
din tale klang, som om den genlyd var
af hvad mit hjerte hvisked dag og nat. 
CATILINE.
Hold! Ah, you have touched
The string that quivers deepest in my soul.
Your every word sounds like a ringing echo
Of what my heart has whispered day and night. 
FURIA.
Så kender jeg dig atter, Catilina! 
FURIA.
Now, Catiline, I know you once again! 
CATILINA.
Jeg rejser ej! – Tillive har du vakt
min ungdoms mod, min manddoms fulde higen.
Ja, jeg skal lyse for det sunkne Roma, –
slå dem med skræk som vandrestjernens ris!
I stolte uslinger, – I skal erfare,
I har ej knækket mig, var end en stund
min kraft af kampens hede sløvet! 
CATILINE.
I shall not go! You have recalled to life
My youthful zeal, my manhood’s full-grown longings.
Yes, I shall be a light to fallen Rome,--
Daze them with fear like some erratic star!
You haughty wretches,--you shall soon discover
You have not humbled me, though for a time
I weakened in the heat of battle! 
FURIA.
Hør mig!
Hvad skæbnen vil, – hvad mørkets stærke magter
bestemmer over os, vi lyde må.
Nu vel! Mit had er borte; – skæbnen bød det;
det måtte være så. – Ræk mig din hånd
til evigt forbund! – Ah, hvi nøler du?
Du vil ej? 
FURIA.
Listen!
Whatever be the will of fate,--whatever
The mighty gods decree, we must obey.
Just so! My hate is gone;--fate thus decreed,
And so it had to be! Give me your hand
In solemn compact!--Ah, you hesitate?
You will not? 
CATILINA.
Vil –? Jeg ser på dine øjne.
De gløder, – lynet lig i nattens mulm.
Nu smilte du! Ah, sådan har jeg tænkt
mig Nemesis – 
CATILINE.
Will--? I gaze upon your eyes:
They flash,--like lightning in the gloom of night.
Now did you smile! Just so I’ve often pictured
Nemesis-- 
FURIA.
Hvad? Vil du hende se, –
se ind i dig. Har du forglemt din ed? 
FURIA.
What? Herself you wish to see,--
Then look within. Have you forgot your oath? 
CATILINA.
Jeg mindes den; – og dog en hævnerinde
du tykkes mig – 
CATILINE.
No, I remember;--yet you seem to me
A Nemesis-- 
FURIA.
Jeg er et billed jo
udaf din egen sjæl. 
FURIA.
I am an image born
From your own soul. 
CATILINA
(grublende).
Hvad siger du?
Jeg aner uklart, hvad jeg ej kan fatte;
jeg skimter gådefulde tåge-syner, –
men kan ej tyde dem. Her er for mørkt. 
CATILINE.
[Meditating.]
What is all this you say?
I sense but vaguely what I fail to grasp;
I glimpse mysterious, strangely clouded visions,--
But can not understand. I grope in darkness! 
FURIA.
Mørkt må her være. Mørket er vort rige; –
i mørket hersker vi. Kom; ræk mig hånden
til evigt forbund! 
FURIA.
It must be dark here. Darkness is our realm;--
In darkness is our rule. Give me your hand
In solemn pledge! 
CATILINA
(vildt).
Skønne Nemesis, –
min skygge, – billed af min egen sjæl. –
her er min hånd til mørkt og evigt forbund!
(han griber med heftighed hendes hånd; hun ser på ham med et stivt smil.)  
CATILINE.
[Wildly.]
O lovely Nemesis,--
My shadow,--image of my very soul,--
Here is my hand in everlasting compact.
[He seizes her hand violently; she looks at him with a stern smile.] 
FURIA.
Nu kan vi aldrig skilles! 
FURIA.
Now we can never part! 
CATILINA.
Ah, som ild
dit håndtryk foer igennem mine årer!
Her ruller blod ej mer, men hede flammer; –
for trangt det vorder mig om brystets hvælv;
det mørkner for mit syn! Nu skal der spredes
et ildhavs lysning over Romer-staden!
(han drager sit sværd og svinger det.)
Mit sværd; mit sværd! Ah, ser du, hvor det blinker?
Snart skal det farves i det lunkne blod! –
Hvad foregår med mig? Min pande brænder;
en hær af syner jager mig forbi. –
Hævn er det, sejr og liv for alle drømme
om storhed, herskermagt og evigt navn.
Mit feltråb vorder: død og røde flammer!
Mod Kapitol! Nu er jeg først mig selv!
(han styrter ud; Furia følger ham.)


 
CATILINE.
Ah, like a stream
Of fire your touch went coursing through my veins!
’Tis blood no more that flows, but fiery flames;--
My breast now cabins and confines my heart;
My sight grows dull. Soon shall a flaming sea
Illumine with its light the Roman state!
[He draws his sword and brandishes it.]

CATILINE.
My sword! My sword! Do you see how it flashes?
Soon will it redden in their tepid blood!--
What change is this in me? My brow burns hot;
A multitude of visions flit before me.--
Vengeance it is,--triumph for all those dreams
Of greatness, regal power, and lasting fame.
My watch-word shall be: livid flames and death!
The capitol! Now first I am myself!
[He rushes out; FURIA follows him.]


 
(Det indre af en svagt oplyst taverne.)
  (Statilius, Gabinius, Coeparius, tilligemed flere unge Romere kommer ind.)  
[The inside of a dimly illumined tavern.]
  [STATILIUS, GABINIUS, COEPARIUS, and other young ROMANS enter.] 
STATILIUS.
Her, venner, kan vi drive natten bort;
her er vi sikkre; ingen hører os. 
STATILIUS.
Here, comrades, we can while away the night;
Here we are safe; no one will overhear us. 
GABINIUS.
Ja visst; nu vil vi drikke, svire, nyde!
Hvo véd, hvorlænge det blir os forundt? 
GABINIUS.
Ah, yes; now let us drink, carouse, enjoy!
Who knows how long it will be granted us? 
COEPARIUS.
Nej, lad os vente først det budskab, som
af Lentulus og af Cethegus bringes. 
STATILIUS.
No, let us first await whatever tidings
Lentulus and Cethegus have for us. 
GABINIUS.
Ej, lad dem bringe hvilket bud de vil!
Der bringes vin; den prøver vi imens.
Rask, brødre, – stem nu i en lystig sang!
(Tjenere kommer med vinkander og bægre.)  
GABINIUS.
Bah, let them bring whatever news they will!
Meanwhile the wine is here; come, let us taste.
Quick, brothers, quick,--let’s have a merry song!
[SERVANTS bring in wine and glasses.] 
ALLE VENNERNE
(synger).
Bacchus vi hylder!
glade vi fylder
bægret til randen,
drikker hans pris!
Saften, den røde,
lifligt lad gløde.
Alle vi ynder
vingudens drik.
Venligt tilsmiler
os fader Liber;
rusen os vinker;
druen er klar.
Kom, lad os nyde!
Vinen kan fryde,
stemme til glæde
tanker og sind.
Du dog for alle
blinkende perler,
klare Falerner,
herlige drik!
Modet du liver;
kraft du os giver;
munterhed sænker
du i vor sjæl.
Bacchus vi hylder!
Glade vi fylder
bægret til randen,
drikker hans pris!
Saften, den røde,
lifligt lad gløde!
Alle vi ynder
vingudens drik!
(Lentulus og Cethegus kommer ind.)  
THE ASSEMBLED FRIENDS.
(Sing.)

Bacchus, all praise to thee!
Joyful we raise to thee
Brimful the beaker!
Hail to thee, hail!
Wine, red and glowing,
Merrily flowing,
Drink of the wine-god,--
This be our song.

Gracious and friendly
Smiles father Liber;
Drunkenness waits us;
Clear is the wine.
Come, do not tarry!
Wine will make merry,
Joyful and airy,
Body and soul.

Thou above all the
Glittering bubbles,
Sparkling Falernian,
Glorious drink!
Courage and power,
These are your dower.
Gladsome the gift you
Bring to the soul.

Bacchus, all praise to thee!
Joyful we raise to thee
Brimful the beaker!
Hail to thee, hail!
Wine, red and glowing,
Merrily flowing,
Drink of the wine-god,--
This be our song.
[LENTULUS and CETHEGUS enter.] 
LENTULUS.
Hold op med sang og lystighed! 
LENTULUS.
Cease all your song and merriment! 
STATILIUS.
Hvad nu?
Er Catilina ej i eders følge? 
STATILIUS.
What now?
Is Catiline not in your company? 
GABINIUS.
Han var dog villig vel? 
GABINIUS.
Surely he was quite willing? 
COEPARIUS.
Hvad har han svaret?
Sig frem; fortæl os alt! 
COEPARIUS.
Come, say forth!
What was his answer? 
CETHEGUS.
Hel anderledes,
end vi os tænkte, lød hans svar. 
CETHEGUS.
Ah, quite otherwise
Than we expected was his answer. 
GABINIUS.
Nu da? 
GABINIUS.
Well? 
LENTULUS.
Han viste fra sig alle vore tilbud; –
om vore anslag vil han intet høre. 
LENTULUS.
Well, all of our proposals he declined;--
He would not even hearken to our counsels. 
STATILIUS.
Er dette sandhed? 
STATILIUS.
Is this the truth? 
COEPARIUS.
Hvorfor vil han ikke? 
COEPARIUS.
And wherefore would he not? 
LENTULUS.
Han vil ej, kort og godt. Han svigter os;
forlader vennerne, – forlader staden. 
LENTULUS.
In short, he will not. He forsakes his friends,--
Abandons us,--and leaves the city. 
STATILIUS.
Forlader, siger du? 
STATILIUS.
What?
He leaves, you say? 
CETHEGUS.
Han drager bort
i denne nat. Nu, – dadles kan han ej;
hans grund var gyldig – 
CETHEGUS.
’Tis true;--he goes away
This very night. Yet,--blamed he can not be;
His ground was valid-- 
LENTULUS.
Fejghed var hans grund!
I farens time svigter han os troløst. 
LENTULUS.
Fear was his excuse!
In danger he forsakes us faithlessly. 
GABINIUS.
Ah, det er Catilinas venskab! 
GABINIUS.
That is the friendship of our Catiline! 
COEPARIUS.
Nej; –
troløs og fejg var aldrig Catilina! 
COEPARIUS.
Never was Catiline faithless or afraid! 
LENTULUS.
Og dog, han drager bort. 
LENTULUS.
And yet he leaves us now. 
STATILIUS.
Med ham vort håb.
Hvor findes nu den mand, som kan os lede? 
STATILIUS.
Our hopes go with him.
Where’s now the man to take the leadership? 
COEPARIUS.
Han findes ej; opgives må vort anslag. 
COEPARIUS.
He’ll not be found; our plan we must forego. 
LENTULUS.
End ikke, venner! Hør nu først, hvad jeg
om sagen tænker. Hvad har vi besluttet?
Med væbnet hånd at ville vinde, hvad
en uretfærdig skæbne nægted os.
Man undertrykker os; – men vi vil herske.
Vi lider mangel; – rigdom er vort mål. 
LENTULUS.
Not yet, not yet, my friends! First you shall hear
What I will say. Now what have we resolved?
That we should win at last by force of arms
What an unrighteous destiny denied.
Tyrants oppress us;--yet we wish to rule.
We suffer want;--yet wealth is our desire. 
MANGE STEMMER.
Ja. magt og rigdom! Vi vil magt og rigdom! 
MANY VOICES.
Yes, wealth and power! Wealth and power we want! 
LENTULUS.
Nu vel; – til fører valgte vi en ven,
på hvem, vi mente, trygt vi turde bygge.
Han sveg vor tillid; vender faren ryggen.
Ah, venner, – ej forsagt! Han skal erfare,
vi kan os hjælpe uden ham. Hvad kræves?
Ej andet, end en mand med mod og fasthed,
som går i spidsen – 
LENTULUS.
Yes, yes; we chose a comrade as our chief,
On whom there was no doubt we could rely.
Our trust he fails and turns his back to danger.
Ah, brothers,--be not daunted. He shall learn
We can succeed without him. What we need
Is some one man, fearless and resolute,
To take the lead-- 
NOGLE.
Nævn os slig en mand! 
SOME.
Well, name us such a man! 
LENTULUS.
Og hvis jeg nævner ham, og han står frem. –
vil I så kåre ham til eders fører? 
LENTULUS.
And should I name him, and should he comeforth,--
Will you then straightway choose him as your leader? 
NOGLE.
Ja, vi vil kåre ham! 
SOME.
Yes, we will choose him! 
ANDRE.
Ja, ja; det vil vi! 
OTHERS.
Yes, we will, we will! 
STATILIUS.
Så nævn ham, ven! 
STATILIUS.
Then name him, friend! 
LENTULUS.
Hvad om det var mig selv? 
LENTULUS.
Suppose it were myself? 
GABINIUS.
Dig selv? 
GABINIUS.
Yourself? 
COEPARIUS.
Du, Lentulus –! 
COEPARIUS.
You, Lentulus--! 
FLERE
(tvivlende).
Du vil os føre? 
SEVERAL.
[In doubt.]
You wish to lead us? 
LENTULUS.
Jeg vil. 
LENTULUS.
I do. 
CETHEGUS.
Formår du det? Se, dertil fordres
en Catilinas kraft og vilde mod. 
CETHEGUS.
But can you? Such a task requires
The strength and courage of a Catiline. 
LENTULUS.
Ej fattes modet mig; ej heller kraft.
Kun hånd på værket! Eller vil I træde
tilbage nu, da øjeblikket maner?
Nu eller aldrig! Alting tyder på
et heldigt udfald – 
LENTULUS.
I do not lack the courage, nor the strength.
Each to his task! Or will you now turn back,
Now when the moment seems most opportune?
’Tis now or never! All things prophesy
Success for us-- 
STATILIUS.
Godt; – vi følger dig! 
STATILIUS.
Good;--we will follow you! 
FLERE.
Vi følger dig! 
OTHERS.
We’ll follow you! 
GABINIUS.
Nu ja, – når Catilina
forlader os, er du vel nærmest til
at tage styret efter ham. 
GABINIUS.
Well, now that Catiline
Forsakes our cause, you are no doubt the man
To lead us in our enterprise. 
LENTULUS.
Så hør,
hvad fremgangsmåde jeg har tænkt mig. Først –
(Catilina kommer ilsomt ind.)  
LENTULUS.
Then hear
What plan of action I have outlined. First--
[CATILINE enters hastily.] 
CATILINA.
Her er jeg, venner! 
CATILINE.
Here, comrades, here I am! 
ALLE.
Catilina! 
ALL.
Catiline! 
LENTULUS
(afsides).
Han!
Fordømt – 
LENTULUS.
He?
Oh, damned-- 
CATILINA.
Sig frem, – hvad fordrer I af mig?
Dog nej; jeg véd jo, hvad der handles om.
Jeg vil jer føre. Vil I følge mig? 
CATILINE.
Speak out,--what do you ask of me?
Yet stay; I know already what it is.
I’ll lead you on. Say--will you follow me? 
ALLE
(undtagen Lentulus).
Ja, Catilina, ja, – dig vil vi følge! 
ALL (EXCEPT LENTULUS).
Yes, Catiline,--we follow if you lead! 
STATILIUS.
Man har bedraget os – 
STATILIUS.
They have deceived us-- 
GABINIUS.
– har løjet på dig! 
GABINIUS.
--and belied your name! 
COEPARIUS.
Man har fortalt, du vilde rejse bort
og slippe sagen ud af dine hænder. 
COEPARIUS.
They said you did intend to leave the city
And wash your hands completely of our cause. 
CATILINA.
Jeg vilde så. Dog, nu ej mer; nu lever
jeg kun for dette ene store formål. 
CATILINE.
Yes, so I did. Yet now no more; henceforth
Only for this great purpose do I live. 
LENTULUS.
Men hvilket er dit formål da igrunden? 
LENTULUS.
What is this mighty purpose you proclaim? 
CATILINA.
Mit formål ligger højere, end du –
og måske nogen – aner. Hør mig, venner!
Først vil jeg vinde for vor sag hver borger
med frihedssind, der sætter folkets hæder
og fædrelandets velfærd over alt.
Den gamle Romer-ånd er end ilive; –
dens sidste Gnist er ikke ganske slukket.
Nu skal den pustes op til klare flammer,
så lysende, som aldrig før de steg.
Ak, altfor længe lå et trældomsmørke,
så sort som natten, over Roma spredt.
Se, dette rige – om end stolt og mægtigt
det synes – vakler og står brat for fald.
Thi må en kraftig hånd dets tøjler tage;
her renses må, og ryddes op fra grunden;
af søvnen må det sløve samfund vækkes;
tilintetgøres må de usles magt,
der strør sin gift i sindene og kvæler
den sidste mulighed for nyskabt liv.
Se, – borgerfrihed er det, jeg vil fremme, –
og borgerånd, som den i fordums tid
har rådet her. Tilbage vil jeg mane
den gyldne alder, da hver Romer glad
gav livet hen for fædrelandets hæder,
og offred gods og arv for folkets lykke! 
CATILINE.
My purpose here is higher than you think--
Perhaps than any thinks. Ah, hear me, friends!
First will I win to us each citizen
Who prizes liberty and values most
The public honor and his country’s weal.
The spirit of ancient Rome is yet alive;--
The last faint spark is not yet wholly dead.
Now into brilliant flames it shall be fanned,
More glorious than ever flames before!
Alas, too long the stifling gloom of thraldom,
Dark as the night, lay blanketed on Rome.
Behold,--this realm--though proud and powerful
It seems--totters upon the edge of doom.
Therefore the stoutest hand must seize the helm.
Rome must be cleansed,--cleansed to the very roots;
The sluggish we must waken from their slumber,--
And crush to earth the power of these wretches
Who sow their poison in the mind and stifle
The slightest promise of a better life.
Look you,--’tis civic freedom I would further,--
The civic spirit that in former times
Was regnant here. Friends, I shall conjure back
The golden age, when Romans gladly gave
Their lives to guard the honor of the nation,
And all their riches for the public weal! 
LENTULUS.
Du sværmer, Catilina! Det var ikke
sådan vi mente det. 
LENTULUS.
Ah, Catiline, you rave! Nothing of this
Had we in mind. 
GABINIUS.
Hvad nytter os
at genoprette hine gamle tider
med deres tåbelige enfold? 
GABINIUS.
What will it profit us
To conjure up again those ancient days
With all their dull simplicity? 
NOGLE.
Nej!
Magt fordrer vi – 
SOME.
No, no!
Might we demand-- 
ANDRE.
– og midler til at føre
et frit og sorgløst liv! 
OTHERS.
--and means enough to live
A gay and carefree life! 
MANGE STEMMER.
Ja, det er målet! 
MANY VOICES.
That is our aim! 
COEPARIUS.
Skal vi for andres frihed eller lykke
vel sætte livet på et tærningkast? 
COEPARIUS.
Is it for others’ happiness and freedom
We stake our lives upon a throw of dice? 
HELE SKAREN.
Selv vil vi sejrens frugter! 
THE WHOLE GROUP.
We want the spoils of victory! 
CATILINA.
Usle slægt!
Er I en afkom af de store fædre?
At dynge skændsel over fædrenavnet
er eders vis at værne om dets glans! 
CATILINE.
Paltry race!
Are you the offspring of those ancient fathers?
To heap dishonor on your country’s name,--
In such a way you would preserve its lustre! 
LENTULUS.
Du vover os at håne, – du, som længst
et skrækkebilled var – 
LENTULUS.
And you dare taunt us,--you who long since were
A terrifying token-- 
CATILINA.
Ja, det er sandt;
jeg var en rædsel for den gode; dog,
så usel var jeg aldrig end, som I! 
CATILINE.
True, I was;
I was a terror to the good; and yet,
So paltry as you are was never I. 
LENTULUS.
Tæm tungen nu! Vi tåler ej din spot. 
LENTULUS.
Restrain your tongue; we brook no ridicule. 
FLERE.
Nej, nej, – vi vil ej – 
MANY.
No, no,--we will not-- 
CATILINA
(rolig).
Så? I fejgheds yngel, –
I vover end at ville noget, I? 
CATILINE.
[Calmly.]
So? You timid brood,--
You dare to think of doing something,--you? 
LENTULUS.
Ah, ned med ham! 
LENTULUS.
Ah, down with him! 
MANGE STEMMER.
Ja, ned med Catilina!
(de drager sine dolke og styrter ind på ham; Catilina trækker kappenroligt bort fra brystet og betragter dem med et koldt hånsmil; de lader dolkene synke.)  
MANY VOICES.
Yes, down with Catiline!
[They draw their daggers and rush in on him; CATILINE calmly removes the cloak from his breast and regards them with a cold, scornful smile; they lower their daggers.] 
CATILINA.
Stød til? I vover ej? O, venner, venner, –
jeg skulde agte jer, ifald I bored
det åbne bryst igennem, som I truer.
Er ej en gnist af mod da i jer længer? 
CATILINE.
Thrust! Thrust! You dare not? Oh, my friends, my friends,--
I should respect you, if you plunged your daggers
In this uncovered bosom, as you threaten.
Is there no spark of courage in your souls? 
NOGLE.
Han vil vort vel 
SOME.
He means our weal! 
ANDRE.
Vi har hans hån fortjent. 
OTHERS.
His taunts we have deserved. 
CATILINA.
Det har I. – Dog – se, nu er timen kommen
da I kan slette skændsels-mærket ud.
Alt, hvad der ligger bag os, vil vi glemme; –
en ny tilværelse os vinker nær.
(med bitterhed.)
Jeg dåre! Håbe, – tro på sejr ved eder!
Er sejrens ånd i denne sunkne skare?
(henreven.)
Skønt har jeg engang drømt, og store syner
foer gennem mig og drog mit blik forbi.
Jeg drømte at, som Ikarus, jeg højt
opunder himlens hvælv bevinget fløj;
jeg drømte, guderne min hånd forlened
med kæmpekraft og bød mig lynets stråle.
Og denne hånd greb lynet i dets flugt
og slynged det mod staden dybt dernede.
Og da de røde flammer steg og slikked,
og Roma sank i brune resters støv, –
da råbte jeg med høj og vældig røst,
og maned Catos frænder op af graven;
og tusend ånder kom og fulgte kaldet, –
tog liv – og rejste Roma af sin aske.
(afbrydende.)
Det var kun drømme. Ingen guder maner
forgangenheden op i dagens lys, –
og fortids ånder stiger ej af graven.
(vildt.)
Nu vel; kan ej det gamle Roma rejses
ved denne hånd, – vort Roma skal forgå!
Snart skal, hvor marmorsøjler står i rader,
røgsøjler hvirvle mellem luers brag;
palatser, templer styrte skal i grus,
og Kapitol skal vejres fra sin højde!
Sværg, venner, at I vier eder ind
til denne dåd! Jeg stiller mig i spidsen.
Sig, – vil I følge mig? 
CATILINE.
You have, indeed.--Yet, see,--the hour is come
When you can wash away the blot of shame.
All that is of the past we will forget;--
A new existence is in store for us.

CATILINE.
[With bitterness.]
Fool that I am! To stake success on you!
Burns any zeal within this craven mob?

CATILINE.
[Carried away.]
Time was my dreams were glorious; great visions
Rushed through my mind or swept before my gaze.
I dreamed that, winged like Icarus of old,
I flew aloft beneath the vault of heaven;
I dreamed the gods endued my hands with strength
Of giants, offered me the lightning flash.
And this hand seized the lightning in its flight
And hurled it at the city far beneath.
And when the crimson flames lapped all, and rose
As Rome fell crumbling in a heap of ruins,--
Then called I with a loud and mighty voice,
And conjured Cato’s comrades from the grave;
Thousands of spirits heard my call and came,--
Took life again--raised Rome from out her ashes.
[He breaks off.]

CATILINE.
These were but dreams! Gods do not conjure up
The by-gone past into the light of day,--
And parted spirits never leave the grave.

CATILINE.
[Wildly.]
Is now this hand unable to restore
The ancient Rome, our Rome it shall destroy.
Where marble colonnades now towering stand,
Pillars of smoke through crackling flames shall whirl;
Then shall the Capitol crumble from its heights,
And palaces and temples sink to ruin!

CATILINE.
Swear, comrades, that you dedicate your lives
To this great purpose! I shall take the lead.
Say,--will you follow me? 
STATILIUS.
Vi vil dig følge!
(Flere af de øvrige synes tvivlrådige og taler hviskende sammen. Catilina betragter dem med et hånligt smil.)  
STATILIUS.
We’ll follow you!
[Several seem to be in doubt, and speak in whispers to one another. CATILINE regards them with a scornful smile.] 
LENTULUS
(dæmpet).
Bedst, at vi følger ham. Blandt sunkne rester
vi finder lettest, hvad der var vort mål. 
LENTULUS.
[In an undertone.]
’Tis best we follow him. In sunken ruins
We’re likeliest to realize our goal. 
ALLE
(råbende).
Ja, Catilina, vi vil følge dig! 
ALL.
[Shouting.]
Yes, Catiline; we’ll all--all follow you! 
CATILINA.
Så sværg mig til ved vore fædres guder
at I vil lystre hvert mit vink! 
CATILINE.
Swear to me by the gods of our great sires
That you will heed my every nod! 
HELE SKAREN
(med oprakte hænder).
Ja, ja;
højt sværger vi, i alt at lystre blindt! 
THE WHOLE GROUP.
[With uplifted hands.]
Yes, yes;
We swear in all things blindly to obey! 
CATILINA.
Så snig jer enkeltvis, ad delte veje,
ind i mit hus. Der vil I finde våben.
Jeg kommer efter; I skal få at vide,
hvad fremgangsmåde jeg har valgt. Gå nu!
(De går alle ud.)  
CATILINE.
Then singly steal your way, by different paths,
Into my house. Weapons you there will find.
I shall come later; you shall then discover
What plan of action I propose. Now go!
[They all go out.] 
LENTULUS
(holder Catilina tilbage).
Et ord i hast! Véd du, at til senatet
har Allebroger-folket skikket mænd
med klager og besværinger? 
LENTULUS.
[Detains CATILINE.]
A word! Know you the Allobrogian tribes
Have to the Senate sent ambassadors
With grievances and charges? 
CATILINA.
Jeg véd det.
De kom idag til staden. 
CATILINE.
Yes, I know.
They came today into the city. 
LENTULUS.
Ganske rigtigt.
Hvad, – om vi stemte dem for vore anslag?
Med dem vil hele Gallien rejse sig
og hvirvle op en storm mod vore fiender. 
LENTULUS.
Good.
What if we should attune them to our plans?
With them all Gaul will rise up in revolt;
And stir up strife against our enemies. 
CATILINA
(uvillig).
Vi skulde søge forbund med barbarer? 
CATILINE.
[Reluctant.]
Ah, we should seek barbarian allies? 
LENTULUS.
Et sådant forbund er nødvendigt for os.
Ved egne kræfter vindes sejren ej;
hjælp udenfra – 
LENTULUS.
But such a league is a necessity.
With our own strength alone the fight is lost;
Help from without-- 
CATILINA
(smiler bittert).
Ak, dybt er Romas fald!
Dets mure rummer ikke mænd med kræfter
at styrte selv en vaklende ruin.
(de går ud.)


 
CATILINE.
[With a bitter smile.]
Ah, Rome is fallen low!
Her walls no longer harbor men with strength
Enough to overthrow a tottering ruin!
[They go out.]


 
(En have bag Catilinas hus, der skimtes mellem træerne. Til venstre en sidebygning.)
  (Curius, Cethegus og flere af de sammensvorne kommer forsigtigt ind fra højre under en hviskende samtale.)  
[A garden to the rear of CATILINE’s house, which is visible through the trees. To the left a side-building.]
  [CURIUS, CETHEGUS, and OTHER CONSPIRATORS enter cautiously from the right in whispered conversation.] 
CURIUS.
Men er det også sandt, hvad du fortæller? 
CURIUS.
But is it really true what you relate? 
CETHEGUS.
Hvert ord er sandt. I dette øjeblik
blev sagen afgjort. 
CETHEGUS.
Yes, every word is true. A moment since
It was decided. 
CURIUS.
Og han leder alt? 
CURIUS.
He takes charge of all? 
CETHEGUS.
Han står for alting. Tal kun med ham selv.
(De går alle, med undtagelse af Curius, ind i huset.)  
CETHEGUS.
Of everything. Just speak with him yourself.
[All, except CURIUS, enter the house.] 
CURIUS.
En sælsom nat! Hvor mine tanker tumles
i kredse rundt! Mon jeg har drømt det hele?
Oplevet eller drømt, – jeg vågen ser,
hvorhen jeg vender mig, kun hendes billed.
(Catilina kommer ind fra højre.)  
CURIUS.
An eerie night! How all my thoughts are tossed
About in circles! Did I dream perchance?
Ah, real or fancied,--now I am awake,--
Whichever way I turn I see her form.
[CATILINE enters from the right.] 
CATILINA
(hen imod ham).
Du her, min Curius? Jeg har dig savnet. –
Et helt uventet udfald fik mit møde
med vestalinden – 
CATILINE.
[Goes toward him.]
You here, my Curius? I have missed you much.--
My visit with the vestal took a turn
Quite unexpected-- 
CURIUS
(forvirret).
Så? Ja, du har ret! 
CURIUS.
[Confused.]
So? Yes, you are right! 
CATILINA.
Jeg vil ej tænke mer på denne sag.
Det var et skæbnesvangert møde for mig.
(grublende.)
Man siger jo, at furierne kommer
fra underverdnen for at følge os
igennem livet. – Ah, hvis så det var! 
CATILINE.
I shall no longer think of this affair.
It was a visit fraught with fate for me.

CATILINE.
[Meditating.]
The furies, we are told, return at times
From the dark underworld to follow us
Through life forever.--Ah, if it were so! 
CURIUS
(urolig).
Hvad? Har du mødt –? 
CURIUS.
[Uneasy.]
What? Have you seen her--? 
CATILINA.
Hun var her selv inat. –
Dog, lad det være glemt. Hør, Curius, –
et vigtigt foretagende beredes – 
CATILINE.
She was here tonight.--
Yet let this be forgotten. Curius, listen,--
A weighty undertaking is on foot-- 
CURIUS.
Jeg kender det. Cethegus har fortalt – 
CURIUS.
I know it all. Cethegus told me here-- 
CATILINA.
Hvo véd, hvad udgang guderne har sat
for dette værk? Måske min skæbne bliver
at knuses undervejs af hadske magter –
og aldrig målet nå. Nu, lad så være!
Men du, min Curius, hvem jeg har elsket
fra du var barn, – du skal ej drages ind
i farens hvirvel. Lov mig, – bliv tilbage
i staden, hvis jeg vælger at forlægge
mit angreb andetsteds, – hvad vel er muligt;
og støt os ej før fremgang kroner værket. 
CATILINE.
Who knows what issue for this work the gods
Have set? Perchance it is my destiny
To perish now, crushed by malignant forces,--
And never reach my goal. Well, be it so!
But you, dear Curius, you whom I have loved
Since childhood,--you shall not be drawn within
This fateful maelstrom. Promise me,--remain
Within the city if I elsewhere choose
To open my attack,--which is quite likely;
Nor aid us till success has crowned our work. 
CURIUS
(bevæget).
Min faderlige ven! O, denne omsorg –! 
CURIUS.
[Moved.]
Oh, what a friend and father! All this care--! 
CATILINA.
Du lover det? Her vil vi afsked tage;
vent blot et øjeblik; jeg kommer snart.
(han går ind i huset.)  
CATILINE.
You promise this? Then here we say farewell;
Wait but a moment; I shall soon return.
[He goes into the house.] 
CURIUS
(ser efter ham).
Han elsker mig som før. Han aner intet.
(Lentulus og andre sammensvorne kommer fra højre.)  
CURIUS.
[Gazing after him.]
He loves me still. Of naught is he distrustful.
[LENTULUS and OTHER CONSPIRATORS enter from the right.] 
LENTULUS.
Hør, Curius, gik ikke Catilina
nys gennem haven? 
LENTULUS.
Ah, Curius, did not Catiline just now
Pass through the garden? 
CURIUS.
Jo, han er derinde.
(De går ind i huset.)  
CURIUS.
Yes, he is within.
[They go into the house.] 
CURIUS
(går urolig omkring).
Hvorledes skal jeg dæmpe denne længsel?
En rastløs uro gærer i mit blod.
Ah, Furia, – forunderlige kvinde!
Hvor er du nu? Når skal jeg atter se dig? –
Hvor blev hun af? Bort gled hun, som en skygge,
da jeg af graven havde friet hende.
Og hine dunkle gådefulde ord, –
og øjet, slukt og skinnende på engang –?
Hvad, om det vanvid var? Har gravens gru
formørket hendes sjæl –? 
CURIUS.
[Paces about uneasy.]
How shall I curb this longing in my soul?
There is a restless turmoil in my blood.
Ah, Furia,--what a strange, mysterious woman!
Where are you? When shall I see your face again?

CURIUS.
Where has she fled? Ah, shadow-like she slipped
Away, when I had freed her from the grave.
And those mysterious, prophetic words,--
And more, her eyes, gleaming at once and dimmed--!
What if it were but madness? Has the grave
With all its terror darkened--? 
FURIA
(bag ham, mellem træerne).
Nej, blege yngling! 
FURIA.
[Behind him among the trees.]
No, pale youth! 
CURIUS
(med et skrig).
Min Furia! Her –? 
CURIUS.
[With a cry.]
My Furia! You--? 
FURIA
(nærmer sig).
Her færdes Catilina.
Hvor han er, – der må Furia også være. 
FURIA.
[Comes nearer.]
Here dwells Catiline.
Where he is,--there must Furia also be. 
CURIUS.
O, følg mig, elskte! Jeg vil bringe dig
i sikkerhed. Betænk – om nogen så dig –! 
CURIUS.
Oh, come with me, beloved. I shall lead
You into safety. Think--if some one saw you! 
FURIA.
De døde frygter ej. Har du forglemt –
du tog mit lig og bar det op af graven? 
FURIA.
The dead need have no fear. Have you forgotten--
You took my corpse and brought it from the grave? 
CURIUS.
Igen de rædselsfulde ord! O, hør; –
kom til dig selv, – og følg mig, Furia!
(vil gribe hendes hånd.)  
CURIUS.
Again those terrifying words! Oh, hear me;--
Come to your senses,--come with me away!
[He tries to seize her hand.] 
FURIA
(støder ham vildt tilbage).
Forvovne dåre, – føler du ej gru
for dødens datter, som er stegen op
fra underverdnen for en flygtig stund? 
FURIA.
[Thrusts him wildly back.]
You reckless fool,--do you not shrink with fear
Before this child of death, but risen up
A fleeting moment from the underworld? 
CURIUS.
Jeg føler gru for dig. Men denne gru,
den underfulde gysning, er min lyst. 
CURIUS.
Before you now I fear. And yet this fear,
This strange, mysterious dread, is my delight. 
FURIA.
Hvad vil du mig? Forgæves er din tale.
Jeg hører graven til; hist er mit hjem; –
jeg er en flygtning fra de dødes dale;
med dagens komme må jeg ned til dem.
Du tror mig ikke? Tror ej, jeg har siddet
i Plutos sal imellem blege skygger?
Jeg siger dig, – jeg var der ganske nylig, –
hinsides floden og de sorte sumpe. 
FURIA.
What would you me? In vain is all your pleading.
I’m of the grave, and yonder is my home;--
With dawn’s approach I must again be speeding
Back to the vale of shadows whence I come.
You doubt me,--do not think that I have sat
Among the pallid shades in Pluto’s hall?
I tell you, I was even now below,--
Beyond the river and the gloomy marshes. 
CURIUS.
Så før mig did! 
CURIUS.
Then lead me there! 
FURIA.
Dig? 
FURIA.
You? 
CURIUS.
Ja; – jeg følger villig,
går selv din vej igennem dødens nat! 
CURIUS.
I shall gladly follow,
Though you should lead me through the jaws of death! 
FURIA.
Det kan ej ske. Heroppe må vi skilles; –
hist tør ej lig og levende gå sammen. –
Hvi røver du min tid, der er så kort?
Jeg har kun mørkets timer til at handle;
mit værk er mørkets; jeg er mørkets bud. –
Men hvor er Catilina? 
FURIA.
It cannot be! On earth we two must part;--
Yonder the dead and living dare not meet.--

FURIA.
Why do you rob me of my fleeting moments?
I’ve but the hours of night in which to work;
My task is of the night; I am its herald.
But where is Catiline? 
CURIUS.
Ham du søger? 
CURIUS.
Ah, him you seek? 
FURIA.
Ham søger jeg. 
FURIA.
Yes, him I seek. 
CURIUS.
Forfølger du ham endnu? 
CURIUS.
Then him you still pursue? 
FURIA.
Hvi stod inat jeg op ifra de døde,
hvis ej det var for Catilinas skyld? 
FURIA.
Why rose I from the spirit underworld
Tonight, if not because of Catiline? 
CURIUS.
Ah, dette vanvid, som har grebet dig –!
Dog, du er skøn midt i din vilde sværmen.
O, tænk ej mer på Catilina nu!
Følg mig! Byd over mig; jeg vil dig tjene!
(kaster sig ned for hende.)
Her trygler jeg som slaven for din fod
kun om et blik! O, hør mig, Furia!
Jeg elsker dig! En sød og giftfuld ild
fortærer mig, og ingen uden du
kan lindre mine kvaler – 
CURIUS.
Alas, this fury that has seized your soul--!
Yet you are lovely even in your madness.
Oh, Furia, think no more of Catiline!
Come, flee with me! Command me,--I shall serve you!
[He prostrates himself before her.]

CURIUS.
A prostrate slave I here entreat of you
One single look. Oh, hear me, Furia, hear me!
I love but you! A sweet and lethal fire
Consumes my soul, and you--ah, you alone--
Can ease my suffering.-- 
FURIA
(ser mod huset).
Hist er lys –
og mange mænd. Hvad foregår derinde
hos Catilina? 
FURIA.
[Looks towards the house.]
Yonder there’s a light--
And many men. What now is going on
Within the house of Catiline? 
CURIUS
(springer op).
Atter dette navn!
Om ham sig drejer alle dine tanker.
Jeg kunde hade ham –! 
CURIUS.
[Jumps up.]
Again
This name! Around him hover all your thoughts.
Oh, I could hate him--! 
FURIA.
Har han besluttet
at sætte snart iværk det djærve forsæt,
han længe næred? 
FURIA.
Has he then resolved
To launch at last the daring enterprise
He long has cherished? 
CURIUS.
Kender du –? 
CURIUS.
Then you know--? 
FURIA.
Det hele. 
FURIA.
Yes, all. 
CURIUS.
Så véd du da vel og at han har stillet
sig forrest i det vovelige forbund?
Dog, jeg besværger dig, spørg ikke mere
om Catilina! 
CURIUS.
Ah, then you doubtless know, too, he himself
Is foremost in this daring enterprise?
Yet, I adjure you, beg you, think no more
Of Catiline! 
FURIA.
Svar mig kun på et; –
det er mit sidste spørgsmål. Går du med ham? 
FURIA.
Answer me this alone;
’Tis all I ask of you. Do you go with him? 
CURIUS.
Han er mig som en kærlig fader – 
CURIUS.
He is to me a tender father-- 
FURIA
(smilende).
Han?
Min Catilina? 
FURIA.
[Smiling.]
He?
My Catiline? 
CURIUS.
Ah! 
CURIUS.
Ah! 
FURIA.
Den mand, om hvem
min tanke kredser? 
FURIA.
He,--round whom my thoughts
Course without rest? 
CURIUS.
Svimmel griber mig!
Jeg hader –! O, jeg kunde myrde ham! 
CURIUS.
My brain is in a tumult--
I hate this man--! Oh, I could murder him! 
FURIA.
Svor du mig ikke nylig til, du var
beredt at lyde mig? 
FURIA.
Did you not lately swear you were prepared
To do my bidding? 
CURIUS.
Kræv, hvad du vil;
jeg lyder blindt, og tjener dig i alt!
Kun er min bøn til dig, – glem Catilina! 
CURIUS.
Ask me what you will;
In everything I serve you and obey!
I only beg,--forget this Catiline. 
FURIA.
Ja, jeg skal glemme ham – når han er stegen
ned i sin grav. 
FURIA.
I shall forget him first--when he has stepped
Into his grave. 
CURIUS
(viger tilbage).
Ah, kræver du at jeg –? 
CURIUS.
[Draws back.]
Ah, you demand that I--? 
FURIA.
Du skal ej bruge stål; du skal kun røbe
hans foretagende – 
FURIA.
You need not use the steel; you can betray
His enterprise-- 
CURIUS.
Forræderi
og mord på engang! Husk dog at han er
min fosterfader og – 
CURIUS.
Murder and treachery
At once! Remember, Furia, he is still
My foster-father and-- 
FURIA.
– min tankes mål!
Ah, svage dåre, – vover du at tale
om elskov, – du, som ej har mod at styrte,
hvo dig ivejen står? Gå fra mig!
(hun vender ham ryggen.)  
FURIA.
--My aim in life!
Ah, timid fool,--so you dare speak of love,--
Who lack the fortitude to strike him down
That stands across your path? Away from me!
[She turns her back on him.] 
CURIUS
(holder hende tilbage).
Nej; –
forlad mig ikke! Jeg til alt er villig! –
En rædsel isner mig fra dig imøde;
og dog jeg kan ej sprænge dette næt,
hvori du hilded mig. 
CURIUS.
[Holding her back.]
No;--do not leave me! I am in all things willing!
A shudder chills me as I look on you;
And yet I cannot break this net asunder
Wherein you trapped my soul. 
FURIA.
Så er du villig? 
FURIA.
Then you are willing? 
CURIUS.
Hvi håner du mig med at spørge så?
Om jeg er villig? Har jeg nogen vilje?
Dit blik er slangens ligt, når det sig fæster
med trolddomsmagt på fuglen, der i angst
omflagrer den i kredse, altid mere
og mere nær det frygtelige svælg. 
CURIUS.
Why do you mock me with such questioning?
If I am willing? Have I any will?
Your gaze is like the serpent’s when ’tis fixed
With magic power upon the bird, that circles
Wildly about in terror-stricken awe,
Drawn ever nearer to the dreadful fangs. 
FURIA.
Så gå til værket! 
FURIA.
Then to your task! 
CURIUS.
Og når jeg har offret
mit venskab for min kærlighed, – hvad da? 
CURIUS.
And when I’ve sacrificed
My friendship to my love for you,--what then? 
FURIA.
Da har jeg glemt at Catilina var.
Da er mit hverv tilende. Kræv ej mere! 
FURIA.
I shall forget that Catiline existed.
Then will my task be ended. Ask no more! 
CURIUS.
For denne pris jeg skulde –? 
CURIUS.
For this reward I should--? 
FURIA.
Nøler du?
Er da dit håb så svagt, at ej det bygger
på, hvad en taksom kvinde skænke kan,
når tiden først –? 
FURIA.
You hesitate?
Is then your hope so faint that you forget
What gifts a grateful woman can bestow,
When first the time--? 
CURIUS.
Ved alle nattens magter, –
jeg nøler ej! Han ene skiller os.
Så lad ham falde! Slukt er hver en gnist
af ømhed for ham; alle bånd er brustne! –
Hvo er du, skønne nattesyn? Din nærhed
forstener og fortærer mig på engang.
Min længsel isner mig, – min skræk mig ildner;
min elskov er som had med trolddom blandet.
Hvo er jeg selv? Jeg kender mig ej mere.
Et véd jeg kun: jeg er ej den, jeg var
før dig jeg så. Glad springer jeg i dybet
for dig at følge! – Dømt er Catilina!
Jeg går til Kapitol. I denne nat
senatet samlet er. En skreven strimmel
forråder Catilinas værk. – Lev vel!
(han går ilsomt ud.)  
CURIUS.
By all the powers of night,--
I’ll not delay! He only stands between us.
Then let him perish! Quenched is every spark
Of feeling for him; every bond is sundered!--
Who are you, lovely vision of the night?
Near you I’m turned to marble, burned to ashes.
My longing chills me,--terror fires the soul;
My love is blended hate and sorcery.
Who am I now? I know myself no more;
One thing I know; I am not he I was,
Ere you I saw. I’ll plunge into the deep
To follow you! Doomed--doomed is Catiline!
I’ll to the Capitol. This very night
The senate is assembled. Then farewell!
A written note betrays his enterprise.
[He goes out hastily.] 
FURIA
(for sig selv).
Alt tårner skyer sig; snart lynet knittrer.
Det lakker brat mod enden, Catilina; –
med store skridt du går imod din grav!
(Allebrogernes udsendinger, Ambiorix og Ollovico kommer ud fra huset uden at bemærke Furia, der står halvt skjult i skyggen inde mellem træerne.)  
FURIA.
[To herself.]
The heavens grow dark; soon will the lightning play.
The end is fast approaching, Catiline;--
With measured steps you journey to your grave!
[The Allobrogian ambassadors, AMBIORIX and OLLOVICO, come out of the house without noticing FURIA, who stands half concealed in the shade between the trees.] 
AMBIORIX.
Så er det da besluttet. Vovsomt var det
at knytte sig til dette forbund. 
AMBIORIX.
So then it is decided! Venturesome
It was to enter into such a compact. 
OLLOVICO.
Ja;
men rådets afslag på hvert billigt krav
lod ingen anden vej til redning åben;
og sejrens løn, – hvis vore venner sejrer, –
opvejer vel den farefulde dyst,
der snart os venter nu. 
OLLOVICO.
True;
Yet their refusal of each righteous claim
Opens no other way to liberty.
The prize of victory,--should our friends succeed,--
Outweighs indeed the perils of the conflict
That now awaits us. 
AMBIORIX.
Så er det, broder! 
AMBIORIX.
Brother, so it is! 
OLLOVICO.
Løsrivelse fra Romas herrevælde, –
vor tabte frihed, er vel værd en kamp. 
OLLOVICO.
Emancipation from the rule of Rome,--
Freedom long lost is surely worth a struggle. 
AMBIORIX.
Ad kortest vej vi haste må til hjemmet;
i hele Gallien må vi oprør tænde.
Let ægges alle stammer der til rejsning
mod undertrykkerne, og følger os,
og slutter sig til Catilinas skarer. 
AMBIORIX.
Now we must hasten homeward with all speed,
Kindling through Gaul the flames of insurrection.
It will be easy to persuade the tribes
To ’rise up in revolt; they’ll follow us
And join the partisans of Catiline. 
OLLOVICO.
Hård bliver kampen. End er Roma mægtigt. 
OLLOVICO.
Hard will the fight be; mighty still is Rome. 
AMBIORIX.
Det voves må. Afsted, Ollovico! 
AMBIORIX.
It must be risked. Come, Ollovico, come! 
FURIA
(råber advarende til dem).
Ve over eder! 
FURIA.
[Calls warningly to them.]
Woe unto you! 
AMBIORIX
(farer sammen).
Alle guder! 
AMBIORIX.
[Startled.]
By all the gods! 
OLLOVICO
(forfærdet).
Hør!
En stemme varsler os i nattens mørke! 
OLLOVICO.
[Terrified.]
Ah, hear!
A voice cries warning to us in the dark! 
FURIA.
Ve over eders folk! 
FURIA.
Woe to your people! 
OLLOVICO.
Hist står hun, broder, –
den blege varselsfulde skygge; se! 
OLLOVICO.
Yonder stands she, brother,--
The pale and ill-foreboding shadow. See! 
FURIA.
Ve over dem, der følger Catilina! 
FURIA.
Woe unto all who follow Catiline! 
AMBIORIX.
Hjem; hjem! På flugt! Vi bryder alle løfter. 
AMBIORIX.
Home, home! Away! We’ll break all promises! 
OLLOVICO.
En røst har varslet os; vi lyder røsten.
(de går hurtigt ud til højre.)
(Catilina kommer ud fra huset i baggrunden.)  
OLLOVICO.
A voice has warned us, and we shall obey.
[They go out hurriedly to the right.]
[CATILINE comes out of the house in the background.] 
CATILINA.
Fortvivlet håb – at ville styrte Roma
med denne skare nidinger og fejge!
Hvad driver dem? De vedgår det med frækhed, –
kun nød og rovlyst driver dem til handling.
Er det vel møjen værd, for slige formål
at øde blod? Hvad har da jeg at vinde?
Hvad at erhverve mig? 
CATILINE.
Ah, desperate hope--to think of crushing Rome
With such a host of cowards and poltroons!
What spurs them on? With frankness they confess--
Their only motive is their want and greed.
Is it then worth the trouble for such aims
To shed men’s blood? And what have I to win?
What can I gain? 
FURIA
(usynlig bag træerne).
Hævn, Catilina! 
FURIA.
[Invisible among the trees.]
Revenge, my Catiline! 
CATILINA
(farer sammen).
Hvo talte der! Hvo vækker hævnens ånder
af søvnen op? Kom denne røst ifra
mit eget indre? Hævn? Ja, det er ordet, –
mit løsen og mit krigs-skrig! Blodig hævn!
Hævn over alle håb og alle drømme,
som mig en fiendtligsindet skæbne knuste!
Hævn for mit hele sønderbrudte liv!
(De sammensvorne kommer bevæbnede ud fra huset.)  
CATILINE.
[Startled.]
Who speaks! Who wakes the spirit of revenge
From slumber? Came this voice then from the deep
Within my soul? Revenge? Yes, that’s the word,--
My watch-word and my battle-cry. Revenge!
Revenge for all the hopes and all the dreams
Which ever a vindictive fate destroyed!
Revenge for all my years of wasted life!
[The CONSPIRATORS come armed out of the house.] 
LENTULUS.
End ruger nattemørket over staden;
nu er det tid at bryde op. 
LENTULUS.
Still rest the shades of darkness on the city.
Now is it time to break away. 
FLERE
(hviskende).
Afsted!
(Aurelia kommer ud fra sidebygningen, uden at bemærke de sammensvorne.)  
SEVERAL.
[Whispering.]
Away!
[AURELIA comes out of the side-building without noticing the CONSPIRATORS.] 
AURELIA
Min elskte, – er du her? 
AURELIA.
Beloved,--are you here? 
CATILINA
(med et skrig).
Aurelia! 
CATILINE.
[With a cry.]
Aurelia! 
AURELIA.
Sig, – har du ventet på mig?
(får øje på de sammensvorne og iler hen til ham.)
Milde guder! 
AURELIA.
Say,--
Have you been waiting for me?
[She becomes aware of the Conspirators and rushes to him.]

AURELIA.
Gracious gods! 
CATILINA
(støder hende tilside).
Bort fra mig, kvinde! 
CATILINE.
[Thrusts her aside.]
Woman, away from me! 
AURELIA.
Catilina, – tal!
De mange mænd i våben –? Også du –?
O, du vil drage – 
AURELIA.
Speak, Catiline!
These many men in arms--? And you as well--?
Oh, you will go-- 
CATILINA
(vildt).
Ja, ved mørkets ånder, –
en lystig færd! Ser du, hvor sværdet blinker?
Hedt tørster det; jeg går – at stille tørsten. 
CATILINE.
[Wildly.]
Yes, by the spirits of night,--
A merry journey! See--this flashing sword!
It thirsts for blood! I go--to quench its thirst. 
AURELIA.
Mit håb, – min drøm! Livsalig var min drøm!
Og sådan vækkes jeg af drømmen – 
AURELIA.
My hope,--my dream! Ah, blissful was my dream!
Thus am I wakened from my dreaming-- 
CATILINA.
Ti!
Bliv, – eller følg os! Lukket er mit bryst
for gråd og klage. – Venner, se, hvor lyst
fuldmånen i sin nedgang nu forsvinder!
Når næste gang den fuld i østen rinder,
skal flammers stormflod vælte sig med magt
udover staden og dens gyldne pragt.
Og når om tusend år den atter skinner
på Latiums ørk blandt smuldrende ruiner, –
en enlig støtte skal i gruset stå
og sige vandreren: her Roma lå!
(Han iler ud til højre; alle følger ham.)


 
CATILINE.
Silence!
Stay here,--or follow! But my heart is cold
To tears and lamentations.--Friends, behold
How bright the full moon in the west declines!
When next that full moon in its orient shines,
An avalanche of fire shall sweep the state
And all its golden glory terminate.
A thousand years from now, when it shall light
Mere crumbling ruins in the desert night,--
One pillar in the dust of yonder dome
Shall tell the weary wanderer: Here stood Rome!
[He rushes out to the right; all follow him.]


 
TREDJE AKT
(Catilinas lejr i en skovrig egn i Etrurien. til højre ses Catilinas telt og ved siden af dette et gammelt egetræ. Udenfor teltet brænder en vagtild. Flere lignende skimtes mellem træerne i baggrunden. Det er nat. Månen bryder undertiden frem gennem skyerne.)
  (Statilius ligger sovende ved vagtilden. Manlius går frem og tilbage udenfor teltet.)  
THIRD ACT
[CATILINE’s camp in a wooded field in Etruria. To the right is seen CATILINE’s tent and close by it an old oak tree. A camp fire is burning outside the tent; similar fires are to be seen among the trees in the background. It is night. At intervals the moon breaks through the clouds.]
  [STATILIUS lies stretched out asleep by the camp fire. MANLIUS paces back and forth in front of the tent.] 
MANLIUS.
Det ligner dem, de unge lette fugle.
Der sover de så roligt og så fast,
som var det moder-skødets trygge værn,
der dækked dem, og ej en vildsom skov.
De hviler sig, som om de vented på
at skulle vækkes til en munter leg
og ej til kamp, – måske den allersidste,
de får at kæmpe her. 
MANLIUS.
Such is the way of young and buoyant souls.
They slumber on as peaceful and secure
As though embosomed in their mothers’ arms,
Instead of in a forest wilderness.
They rest as though they dream some merry game
Were held in store for them when they awake,
Instead of battle,--the last one, perchance,
That will be theirs to fight. 
STATILIUS
(vågner og rejser sig).
Endnu på vagt?
Du er vel træt? Nu løser jeg dig af. 
STATILIUS.
[Awakes and rises.]
Still standing guard?
You must be weary? I’ll relieve you now. 
MANLIUS.
Sov heller selv. Den unge trænger til
en kvægsom søvn; hans vilde lidenskaber
behøver kræfter. Anderledes er det
når håret gråner, blodet rinder mat
og alderdommen tynger vore skuldre. 
MANLIUS.
Go rest yourself instead. Youth needs his sleep;
His untamed passions tax his native strength.
’Tis otherwise when once the hair turns gray,
When in our veins the blood flows lazily,
And age weighs heavily upon our shoulders. 
STATILIUS.
Ja, du har ret; så vil jeg og engang
som gammel hærdet kriger – 
STATILIUS.
Yes, you are right. Thus I too shall in time,
An old and hardened warrior-- 
MANLIUS.
Véd du da
så visst, at skæbnen har for dig bestemt
en alderdom? 
MANLIUS.
Are you sure
The fates decreed you such a destiny? 
STATILIUS.
Nu hvorfor ikke det?
Hvad bringer dig på disse anelser?
Er noget uheld hændt? 
STATILIUS.
And pray, why not? Why all these apprehensions?
Has some misfortune chanced? 
MANLIUS.
Du mener vel,
vi intet har at frygte, unge dåre? 
MANLIUS.
You think no doubt
That we have naught to fear, foolhardy youth? 
STATILIUS.
Vor hær er stærkt forøget – 
STATILIUS.
Our troops are strongly reenforced-- 
MANLIUS.
Såre stærkt, –
med rømte slaver og med fægtere – 
MANLIUS.
Indeed,--
With fugitive slaves and gladiators-- 
STATILIUS.
Nu, lad så være; samlet virker de
ej ubetydeligt, og hele Gallien
vil sende hjælp – 
STATILIUS.
Well,--
Grant that they are; together they may prove
No little aid, and all the tribes of Gaul
Will send us help-- 
MANLIUS.
– som endnu ej er kommen. 
MANLIUS.
--Which has not yet arrived. 
STATILIUS.
Du tvivler på at Allebrogerne
vil holde ord? 
STATILIUS.
You doubt that the Allobroges will keep
Their promised word? 
MANLIUS.
Jeg kender disse folk
fra fordums tid. Dog, lad det være godt.
Den dag, som kommer, vil vel åbenbare,
hvad guderne har over os besluttet.
Men gå, Statilius, og efterse
om alle vagter gør sin skyldighed.
Mod natligt overfald vi må os sikkre;
vi véd jo ej, hvor vore fiender står.
(Statilius går ind i skoven.)  
MANLIUS.
I know these people well
From days gone by. However, let that pass.
The day that dawns will doubtless bring to light
What destinies the gods have set for us.

MANLIUS.
But go the rounds, my friend, and ascertain
If all the guards perform their proper tasks.
For we must fend against a night attack;
We know not where the enemy makes his stand.
[STATILIUS goes into the forest.] 
MANLIUS
(alene ved vagtilden).
Nu samler skyerne sig mer og mer;
det er en mørk og uvejrssvanger nat; –
en fugtig tåge klemmer mig om brystet,
som om den varsled uheld for os alle.
Hvor er det nu, det lette sorgfri sind,
hvormed jeg fordum tumled mig i krigen?
Mon det er alderdommens byrde blot,
som jeg fornemmer? Sælsomt nok, – iaftes
mig tyktes selv de unge sært forstemte.
(efter et ophold.)
Nu, guderne skal vide, hævn var ej
det mål, hvorfor jeg fulgte Catilina.
Min harme blussed op en flygtig stund,
da jeg mig følte forurettet, krænket; –
det gamle blod er end ej ganske koldt;
tidt kan det rulle hedt nok gennem åren.
Men krænkelsen er glemt. Jeg fulgte ham,
min Catilina, for hans egen skyld;
og jeg skal våge over ham med omhu.
Her står han ensom mellem disse skarer
af vilde venner og af usle skurke.
De mægter ej at fatte ham, – og han
er altfor stolt til dem at ville fatte.
(han lægger nogle kviste på ilden og bliver stående i taushed.)
(Catilina kommer ud fra teltet.)  
MANLIUS.
[Alone by the camp fire.]
The clouds begin to gather thick and fast;
It is a dark and storm-presaging night;--
A misty fog hangs heavy on my breast,
As though foreboding mishap to us all.
Where is it now, that easy carefree spirit
With which in former times I went to war?
Ah, can it be the weight of years alone
That now I feel? Strange--strange, indeed,--last night
Even the young seemed sorely out of heart.

MANLIUS.
[After a pause.]
The gods shall know revenge was not the aim
For which I joined and followed Catiline.
My wrath flared up within me for a space
When first I felt I had been wronged, insulted;--
The old blood is not yet entirely cold;
Now and again it courses warmly through my veins.
But the humiliation is forgotten.
I followed Catiline for his own sake;
And I shall watch o’er him with zealous care.
Here stands he all alone amidst these hosts
Of paltry knaves and dissolute companions.
They cannot comprehend him,--he in turn
Is far too proud to wish to fathom them.
[He throws some branches on the fire and remains standing in silence. CATILINE comes out of the tent.] 
CATILINA
(for sig selv).
Det er mod midnat. Alting er så tyst; –
kun på mit øje vil ej søvnen dvæle.
Koldt blæser vinden; den skal kvæge mig
og skænke kræfter –. Ah, de trænges til!
(bemærker Manlius.)
Dig er det, gamle Manlius? Du våger
alene her den mørke nat? 
CATILINE.
[To himself.]
Midnight approaches. Everything is hushed;--
Only to my poor eyes sleep fails to come.
Cold is the night wind; ’twill refresh my soul
And give me strength anew--. I sorely need it!
[He becomes aware of MANLIUS.]

CATILINE.
’Tis you, old Manlius? And do you stand guard
Alone on such a night? 
MANLIUS.
Jeg har,
da du var barn, bevogtet dig så tidt.
Sig, mindes du det ej? 
MANLIUS.
Oft have I stood
Guard over you in childhood’s early days.
Say, do you not recall? 
CATILINA.
Den tid er borte;
med den min ro; og hvorsomhelst jeg går,
forfølges jeg af mangehånde syner.
Alt, Manlius, – alt huses i mit bryst; –
kun ikke freden. Den er i det fjerne. 
CATILINE.
Those days are gone;
With them, my peace; wherever now I go,
I’m haunted by a multitude of visions.
All things find shelter in my bosom, Manlius;--
Save peace alone. That--that is far away. 
MANLIUS.
Forjag de sørgelige tanker. Hvil dig!
Husk på at morgendagen kræve tør
din fulde kraft i kamp for alles frelse. 
MANLIUS.
Cast off these gloomy thoughts and take your rest!
Remember that the morrow may require
Your utmost strength for our deliverance. 
CATILINA.
Jeg kan ej hvile. Lukker jeg mit øje
for i en flygtig blund at finde glemsel,
da tumles jeg i underlige drømme.
Så lå jeg nys på lejet, halvt i slummer,
da trådte atter disse syner frem,
mer sært, end nogensinde, – mer forblommet
og gådefuldt. – Ah, hvis jeg fatted kun
hvad dette varsler mig! Men, nej – 
CATILINE.
I cannot rest. If I but close my eyes
One fleeting moment in forgetful slumber,
I’m tossed about in strange, fantastic dreams.
Here on my couch I lay now, half asleep,
When these same visions reappeared again,
More strange than ever,--more mysterious
And puzzling--. Ah, if I could only know
What this forebodes! But no-- 
MANLIUS.
Betro mig
din drøm; måske jeg kunde tyde den. 
MANLIUS.
Confide your dream
To me. Perhaps I can expound its meaning. 
CATILINA
(efter et ophold).
Om jeg slumred eller våged, véd jeg ikke visst;
tusend tanker jog hinanden uden ro og rist.
Se, da lægger sig omkring mig mulm og skumring brat;
og sin brede vinge sænker i min sjæl en nat,
kun af lynblink gennemkrydset, mørk og rædselsfuld;
og jeg ser mig i en hvælving, klam som gravens muld.
Højt er taget, ligt en himmel, tordenskybelagt;
skyggers skarer, skyggers vrimmel, ånders vilde jagt,
hvirvler sig forbi og suser, som når havets bryst
drager stormens vejr og knuses mod en stenet kyst.
Dog, midt i den vilde vrimmel titter stundom frem
blomstersmykte børn og synger om et halvglemt hjem.
Rundt omkring dem viger mørket for en lysning klar, –
og i rummets midte skimter jeg et ensomt par;
tvende kvinder, – stræng den ene og som natten sort, –
og den anden mild, som dagen, når den flygter bort.
Ah, hvor sælsomt velbekendte tyktes mig de to!
Snart den enes smil mig vugged i en salig ro;
snart den andens hvasse øjne gnistred som et lyn;
skræk mig greb, – og dog jeg fulgte gerne dette syn.
Stolt og oprejst står den ene, og den anden lænes til
bordet, hvor de tykkes spille et forborgent brikkespil.
Brikker bytter de og flytter om fra sted til sted; –
da er spillet tabt og vundet, og i jorden synker ned
hun, som spillet tabte, kvinden med det lyse smil;
og de smykte børneklynger viger bort med il.
Larmen stiger; mørket vokser; men fra mulmets skød
fæster sig på mig to øjne som i sejers-glød;
svimmel griber mig; de blanke øjne ser jeg kun.
Men hvad mer jeg drømte siden i min feberblund
ligger under glemsels-dækket i mit indre gemt.
Kunde jeg blot resten mindes. Ak, det er forglemt! 
CATILINE.
[After a pause.]
If I slept or if I waked, scarcely can I say;
Visions fast pursued each other in a mad array.
Soon a deepening twilight settles over everything;
And a night swoops down upon me on her wide-spread wing,
Terrible and dark, unpierced, save by the lightning’s flare;
I am in a grave-like dungeon, filled with clammy air.
Lofty is the ceiling and with thunderclouds o’ercast;
Multitudes of shadow forms go racing wildly past,
Whirl around in roaring eddies, as the ocean wave
Draws the raging storm and breaks against a rocky cave.
Yet amid this frenzied tumult children often come,
Decked in flowers, singing of a half-forgotten home.
Soon the darkness round them changes to a vivid glare,--
Dimly in the center I descry a lonely pair;
Ah, two women,--stern the one and gloomy as the night,--
And the other gentle, like the evening in its flight.
How familiar to my eyes the two lone figures seemed!
With her smiling countenance the one upon me beamed;
Like the zigzag lightning flashed the other’s piercing eye;
Terror seized my soul,--yet on I gazed in ecstasy.
Proudly upright stands the one, the other leans in weariness
On the solitary table, where they play a game of chess.
Pawns they barter, or they move them now from place to place;--
Then the game is lost and won,--she fades away in space,--
She who radiantly smiled, ah, she who lost the game;
Instantly the bands of children vanish whence they came.
Tumult rises; darkness deepens; but from out the night
Two eyes fix upon me, in a victor’s gloating right;
Then my brain reels; I see nothing but those baleful eyes.
But what else I dreamed of in that frenzied slumber lies
Far within me hidden, buried deep beyond recall.
Could I but remember. Gone forever is it all. 
MANLIUS
Forunderlig isandhed, Catilina,
er denne drøm. 
MANLIUS.
Remarkable, indeed, my Catiline,
Is this your dream. 
CATILINA
(grublende).
Hvis blot jeg kunde mindes –.
Men nej; det lykkes ikke – 
CATILINE.
[Meditating.]
If I could but remember--
But no; my memory fails me-- 
MANLIUS
Ængst dig ej
med disse tanker. Hvad er drømme vel?
Indbildninger og tomme hjernespind,
betydningsløse, uden grund og mening. 
MANLIUS.
Brood no longer
Upon these thoughts. For what are dreams, indeed,
But pale chimeras only, darkling visions,
On nothing founded, and by naught explained? 
CATILINA.
Ja, du har ret; jeg vil ej gruble mere; –
nu er jeg rolig. Gå kun, Manlius;
hvil dig en stund. Jeg vandrer her imens
i enrum med mig selv og mine anslag.
(Manlius går ind i skoven.)  
CATILINE.
Yes, you are right; I will no longer brood;--
Already I am calm. But go your way;
You need some rest. The meanwhile I shall walk
In privacy and meditate my plans.
[MANLIUS goes into the forest.] 
CATILINA
(går en tidlang op og ned ved vagtilden, der er ifærd med at slukkes; derpå standser han og siger tankefuld:)
Hvis blot jeg kunde –. Ah, det er umandigt
at ængstes og at gruble over sligt.
Og dog, – i denne tause midnatstime,
i denne ensomhed, mig træder atter
så levende for øje, hvad jeg drømte –
(Et skyggebillede, i lignelse af en olding i rustning og toga, skyder ligesom op af jorden et stykke fra ham inde mellem træerne.)  
CATILINE.
[Paces for some time back and forth by the camp fire, which is about to go out; then he stops and speaks thoughtfully.]
If I could only--. Ah, it is unmanly
To brood and be distressed by thoughts like these.
And yet,--here in the stillness of the night,
This lonely solitude, again I see
Rising before me life-like all I dreamed.
[A SHADOW, attired like an old warrior in armor and toga, stems to rise from the earth among the trees a short distance from him.] 
CATILINA
(viger tilbage for skyggen).
I guders magt –! 
CATILINE.
[Recoils before THE SHADOW.]
Great powers of heaven--! 
SKYGGEN
Vær hilset, Catilina! 
THE SHADOW.
Greetings, Catiline! 
CATILINA
Hvad vil du mig? Hvo er du, blege skygge? 
CATILINE.
What will you have? Who are you, pallid shade? 
SKYGGEN
Vent! Jeg har retten til at spørge her, –
og du skal svare. Kender du ej mere
fra længst forsvundne tider denne røst? 
THE SHADOW.
One moment! It is here my right to question,--
And you shall answer. Do you no longer know
This voice from ages long since passed away? 
CATILINA
Så tykkes mig; dog véd jeg ikke visst –.
Men sig, – hvem søger du i midnatstimen? 
CATILINE.
Methinks I do; yet certain I am not--.
But speak, whom seek you at this midnight hour? 
SKYGGEN
Dig søger jeg. Vid, denne time kun
er mig forundt til vandringsfrist heroppe. 
THE SHADOW.
’Tis you I seek. Know that this hour alone
Is granted me as respite here on earth. 
CATILINA.
Ved alle guder, tal! Hvo er du? 
CATILINE.
By all the gods! Who are you? Speak! 
SKYGGEN.
Stille!
Jeg kommer hid at kræve dig til regnskab.
Hvi under du mig ikke gravens fred?
Hvi driver du mig op af dødens bolig?
Hvi bryder du min glemsel og min hvile,
så jeg må søge dig med truslers hvisken
og værne om min dyrekøbte hæder? 
THE SHADOW.
Be calm!
Hither I come to call you to account.
Why do you envy me the peace of death?
Why do you drive me from my earthy dwelling?
Why do you mar my rest with memories,
That I must seek you, whisper menaces,
To guard the honor I so dearly bought? 
CATILINA.
Ah, denne røst –! Jeg aner og jeg mindes – 
CATILINE.
Alas! this voice--! Somehow I seem to know-- 
SKYGGEN.
Hvad er tilovers af min herskermagt?
En skygge som jeg selv; ja, knapt en skygge.
Vi begge sank i grav – og blev til intet.
Dyrt købtes den; dyrt, dyrt var den erhvervet.
Den havde kostet mig min ro i livet;
på fred i graven gav for den jeg afkald.
Og nu vil du med en forvoven hånd
frarive mig, hvad end jeg har tilbage!
Er der ej veje nok til store værker?
Hvi vælger du just den, som jeg har valgt?
Min magt nedlagde jeg i livet alt.
Mit navn, – så tænkte jeg, – skal evigt stå,
ej venligt glimtende som stjernens øje, –
nej, som et lyn på nattehimlen fæstet!
Ej vilde jeg, som hundreder før mig,
ved ædelsind og milde dyder mindes;
ej vilde jeg beundres; – denne lodd
blev alt såmangens og vil blive det
til tidens ende. Nej, af blod og rædsel
jeg vilde bygge mig mit eftermæle!
I stum forfærdelse, som mod et luftsyn,
der viser sig og svinder, lig en gåde, –
man skulde stirre på min færd tilbage
og skotte op mod mig, hvem aldrig nogen, –
ej før, ej siden, – vovede at nå! –
Således drømte jeg, – og blev bedragen.
Du stod mig nær; hvi aned det mig ikke,
hvad sæd der spired lønligt i din sjæl?
Dog, vogt dig, Catilina; vid, jeg skimter
igennem fremtids-dækket, hvad det dølger;
blandt stjerner skrevet – læser jeg din skæbne! 
THE SHADOW.
What is there left of my imperial power?
A shadow like myself; yes, scarcely that.
Both sank into the grave--and came to naught.
’Twas dearly bought; dear, dear was it attained.
For it I sacrificed all peace in life,
And waived all claims to peace beyond the grave.
And now you come and want to wrest from me
With daring hands what little I have left.
Are there not paths enough to noble deeds?
Why must you choose the one that I have chosen?
I gave up everything in life to power;
My name--so dreamed I--should forever stand,
Not beaming like a star with friendly lustre,--
No, like a flash against the midnight sky!
I did not covet fame, the goal of hundreds,
For magnanimity and noble deeds;
Nor admiration;--far too many share
That fate already: so will many more
Until the end of time. Of blood and horror
I wished to build me my renown and fame.
With silent dread, as on some meteor
That now appears in mystery and is gone
Again,--men should gaze back upon my life,
And look askance on me, whom no one ever,
Before or since then, dared to emulate.
Yes, thus I dreamed and dreamed,--and was deceived.
Why did I not surmise, when you stood near me,
The secret thoughts then growing in your soul.
Yet, Catiline, beware; know that I see
Beyond the veil that hides from you the future.
Written among the stars--I read your fate! 
CATILINA.
Min skæbne læser du? Så tyd den da! 
CATILINE.
You read my fate? Expound it then to me! 
SKYGGEN.
Nej, først bag dødens dunkle port
forsvinder dæmringen, som hylles
omkring hvad grufuldt og hvad stort
af fremtids-bølgerne bortskylles.
Kun dette tør en frigjort ånd
ud af din skæbnes bog dig melde:
Du falder for din egen hånd, –
og dog en fremmed skal dig fælde!
(Åndeskikkelsen glider bort, som i en tåge.)  
THE SHADOW.
No, first beyond death’s gloomy gate
Shall fade away the mists that hide
The gruesome and the nobly great,
Borne ever on by time and tide.
This from thy book of fate alone
A liberated soul may tell thee:
Perish thou shalt by deed thine own,
And yet a stranger’s hand shall fell thee.
[THE SHADOW glides away as in a mist.] 
CATILINA
(efter et ophold).
Han er forsvunden. Var det kun en drøm?
Nej, nej; her stod han; månestrålen strejfed
hans gustne ansigt. Ah, jeg kendte ham!
Det var diktatoren, den gamle blodmand,
som steg af graven for at skrække mig.
Han frygted for at miste sejrens krone, –
ej hæders-kransen, men det rædsels-ry,
hvori hans minde lever. Ægges da
blodløse skygger selv af æres-håbet?
(går urolig op og ned.)
Alt stormer ind på mig. Snart taler blidt
advarende Aurelia, – og atter
genlyder i mig Furias manings-råb.
Og mer end dette; – frem af graven stiger
de blege skygger fra den svundne tid.
De truer mig. Jeg skulde standse her?
Jeg skulde vende om? Nej, jeg vil skride
kækt mod mit mål; – snart står jeg sejrrig der!
(Curius kommer gennem skoven i heftig bevægelse.)  
CATILINE.
[After a pause.]
Ah, he has vanished. Was it but a dream?
No, no; even here he stood; the moonbeams played
Upon his sallow visage. Yes, I knew him!
It was the man of blood, the old dictator,
Who sallied from his grave to frighten me.
He feared lest he should lose the victor’s crown,--
Not the reward of honor, but the terror
Whereby his memory lives. Are bloodless shades
Spurred onward also by the thought of glory?
[Paces to and fro uneasily.]

CATILINE.
All things storm in upon me. Now Aurelia
In gentle admonition speaks,--and now
In me reëchoes Furia’s warning cry.
Nay, more than that;--out of the grave appear
The pallid shadows of a by-gone age.
They threaten me. I should now stop and pause?
I should turn back? No. I shall venture on
Unfaltering;--the victory soon is mine!
[CURIUS comes through the forest in great agitation.] 
CURIUS.
O, Catilina –! 
CURIUS.
O Catiline--! 
CATILINA
(overrasket).
Du, – du her, min ven? 
CATILINE.
[Surprised.]
What, you,--you here, my friend! 
CURIUS.
Jeg måtte – 
CURIUS.
I had to-- 
CATILINA.
Hvorfor blev du ej i staden? 
CATILINE.
Wherefore staid you not in town? 
CURIUS.
Mig angsten drev; jeg måtte søge dig. 
CURIUS.
Fear prompted me; I had to seek you here. 
CATILINA.
For min skyld styrter du dig blindt i faren?
Letsindige! Dog, kom i mine arme!
(vil omfavne ham.)  
CATILINE.
You rush for my sake blindly into danger.
You thoughtless lad! Yet, come into my arms!
[Moves to embrace him.] 
CURIUS
(viger tilbage).
Rør ikke ved mig! Kom mig ikke nær! 
CURIUS.
[Draws back.]
No! Do not touch me! Do not even come near me! 
CATILINA.
Hvad fejler dig, min Curius? 
CATILINE.
What ails you, my dear Curius? 
CURIUS.
Bryd op!
Flygt, hvis du kan, endnu i denne time!
Ad alle veje kommer fiendens hær;
din lejr omringes, Catilina! 
CURIUS.
Up! Break camp!
Flee, if you can, even this very hour!
On every highway come the enemy troops;
Your camp is being surrounded. 
CATILINA.
Fat dig;
du taler vildt. Har rejsen rystet dig –? 
CATILINE.
Calm yourself;
You rave. Speak, has the journey shaken you--? 
CURIUS.
O, nej; men frels dig mens det end er tid!
Du er forrådt –
(kaster sig ned for ham.)  
CURIUS.
Oh no; but save yourself while there is time!
You are betrayed--
[Prostrates himself before him.] 
CATILINA
(farer tilbage).
Forrådt! Hvad siger du? 
CATILINE.
[Starts back.]
Betrayed! What are you saying? 
CURIUS.
Forrådt bag venskabs maske! 
CURIUS.
Betrayed by one in friendly guise! 
CATILINA.
Nu du fejler;
de vilde venner er mig tro som du. 
CATILINE.
You err;
These stormy friends are loyal even as you. 
CURIUS.
O, ve dig da for dine venners troskab! 
CURIUS.
Then woe to you for all their loyalty! 
CATILINA.
Kom til dig selv! Det er din kærlighed,
din omhu for min sikkerhed, som lader
dig skimte farer, hvor der ingen er. 
CATILINE.
Compose yourself! It is your love for me,
Your interest in my safety, that has wakened
Imaginary dangers in your mind. 
CURIUS
O, véd du vel at disse ord mig myrder?
Men flygt! Så bønligt jeg besværger dig –! 
CURIUS.
Oh, do you know these words do murder me?
But flee! I do entreat you earnestly-- 
CATILINA.
Fat dig og tal med overlæg. Hvi skulde
jeg flygte? Fienden véd ej, hvor jeg står. 
CATILINE.
Be calm and speak your mind. Why should I flee?
The enemy knows not where I make my stand. 
CURIUS.
Han véd, – han kender alle dine anslag! 
CURIUS.
Indeed he does,--he knows your every plan! 
CATILINA.
Ah, raser du? Han véd –? Det er umuligt. 
CATILINE.
What, are you mad? He knows--? Impossible! 
CURIUS.
O, var det så! Men nyt den knappe stund;
end kan måske ved flugt du livet frelse! 
CURIUS.
Oh, were it so! But use the hour remaining;
Still you may save yourself perhaps in flight! 
CATILINA.
Forrådt? Nej; – tifold nej; det er umuligt! 
CATILINE.
Betrayed? No,--ten times no; impossible! 
CURIUS
(griber sin dolk og rækker den imod ham).
Der, Catilina! Stød den i mit bryst; –
igennem hjertet! Jeg forrådte dig! 
CURIUS.
[Seizes his dagger and holds it out to him.]
Catiline, plunge this dagger in my bosom;--
Straight through the heart! ’Twas I betrayed your plans! 
CATILINA.
Du? Hvilket vanvid! 
CATILINE.
You? What madness! 
CURIUS.
Ja, det var i vanvid!
Spørg ej om grunden; knapt jeg véd den selv;
men jeg har røbet alle dine anslag. 
CURIUS.
Yes, it was in madness!
Ask not the reason; scarce I know myself;
I say,--I have revealed your every counsel. 
CATILINA
(smerteligt).
Nu dræbte du min trygge tro på venskab. 
CATILINE.
[In bitter grief.]
Now have you killed my faith in sacred friendship! 
CURIUS.
Stød dolken i mit bryst, og pin mig ej
med skånsel længer –! 
CURIUS.
Oh, send the dagger home, and torture me
No longer with forbearance--! 
CATILINA
(mildt).
Lev, min Curius!
Stå op! Du fejled; – jeg tilgiver dig. 
CATILINE.
[Kindly.]
Live, my Curius!
Arise! You erred;--but I forgive you all. 
CURIUS
(overvældet).
O, Catilina, se mig sønderknust –!
Men skynd dig; flygt! Du hører jo, det haster.
Snart bryder Romer-hæren ind i lejren;
den er på vejen; den er allevegne. 
CURIUS.
[Overcome.]
O Catiline, my heart is crushed with grief--!
But hasten; flee! There is no time to tarry.
Soon will the Roman troops invade your camp;
They’re under way; on every side they come. 
CATILINA.
Og vennerne i staden –? 
CATILINE.
Our comrades in the city--? 
CURIUS.
De er tagne; –
en del blev fængslet, men de fleste dræbtes. 
CURIUS.
They are captured;--
Some were imprisoned, most of them were killed! 
CATILINA
(hen for sig).
O, skæbne, – skæbne! 
CATILINE.
[To himself.]
What fate--what fate! 
CURIUS
(rækker atter dolken imod ham).
Stød den i mit hjerte! 
CURIUS.
[Again holds out the dagger to him.]
Then plunge it in my heart! 
CATILINA
(ser stille på ham).
Du var et redskab kun. Du handled ret – 
CATILINE.
[Looks at him calmly.]
No, you were but a tool.
You acted well-- 
CURIUS.
O, lad med livet mig udsone brøden! 
CURIUS.
Oh, let me die and expiate my sin! 
CATILINA
Jeg har tilgivet dig.
(idet han går.)
Nu er kun et
at vælge, ven! 
CATILINE.
I have forgiven you.

CATILINE.
[As he goes.]
But one thing now
Is there to choose! 
CURIUS
(springer op).
Ja, flugt? 
CURIUS.
[Jumps up.]
Yes, flight! 
CATILINA.
Nej, heltedøden!
(han går bort gennem skoven.)  
CATILINE.
Heroic death!
[He goes away through the forest.] 
CURIUS.
Det er forgæves! Undergang ham venter.
Ah, denne mildhed er en tifold straf!
Jeg følger ham; – et skal ej nægtes mig: –
at falde kæmpende ved heltens side!
(han iler ud.)
(Lentulus tilligemed to gladiatorer kommer listende frem mellem træerne.)  
CURIUS.
’Tis all in vain! Ruin awaits him here.
This mildness is a tenfold punishment!
I’ll follow him; one thing I shall be granted:--
To perish fighting by the hero’s side!
[He rushes out. LENTULUS and TWO GLADIATORS come stealing among the trees.] 
LENTULUS
(sagte).
Her talte nogen – 
LENTULUS.
[Softly.]
Some one was speaking-- 
DEN ENE GLADIATOR.
Nu er alting stille. 
ONE OF THE GLADIATORS.
Aye, but now all’s quiet. 
DEN ANDEN GLADIATOR.
Måske det nattevagten var, som gik
at løses af. 
THE OTHER GLADIATOR.
Perchance it was the sentinel relieved
Of duty. 
LENTULUS.
Vel troligt. Her er stedet;
her skal I vente. Har I eders våben
skarpt slebne? 
LENTULUS.
That may be. This is the place;
Here shall you wait. Are both your weapons sharp,
Ground for their purpose? 
FØRSTE GLADIATOR.
Blinkende som lynet, herre! 
THE FIRST GLADIATOR.
Bright as is the lightning! 
ANDEN GLADIATOR.
Mit bider godt. Ved sidste fest i Roma
faldt tvende fægtere for dette sværd. 
THE SECOND GLADIATOR.
Mine, too, cuts well. In the last Roman games
Two gladiators died beneath this sword. 
LENTULUS.
Så hold jer ganske stille her i krattet;
og når en mand, som jeg betegner jer,
mod teltet går, da skal I styrte frem
og hugge ned ham bagfra. 
LENTULUS.
Then stand you ready in this thicket here.
And when a man, whom I shall designate,
Goes toward the tent, then shall you rush out quick
And strike him from behind. 
FØRSTE GLADIATOR.
Det skal ske.
(Begge gladiatorerne skjuler sig; Lentulus går spejdende omkring.)  
THE FIRST GLADIATOR.
It shall be done!
[Both GLADIATORS conceal themselves; LENTULUS goes spying around.] 
LENTULUS
(for sig selv).
Det er et vovespil, jeg frister her; –
men øves må det endnu denne nat,
hvis det skal lykkes. – Falder Catilina,
kan ingen føre dem undtagen jeg.
Med gyldne løfter køber jeg dem alle
og rykker ufortøvet imod staden,
hvor end senatet i en rådvild skræk
ej tænker på at væbne sig mod faren.
(han går ind mellem træerne.)  
LENTULUS.
[To himself.]
It is a daring game I here attempt;--
Yet must it be performed this very night,
If done at all.--If Catiline should fall,
No one can lead them on except myself;
I’ll purchase them with golden promises,
And march without delay upon the city,
Where still the senate, struck with panic fear,
Neglects to arm itself against the danger.
[He goes in among the trees.] 
FØRSTE GLADIATOR
(sagte til den anden).
Hvem er han, denne ubekendte mand,
som vi skal hugge ned? 
THE FIRST GLADIATOR.
[Softly to the other.]
Who is this stranger we must fall upon? 
ANDEN GLADIATOR.
Hvad rager os,
hvem manden er? Når Lentulus betaler,
så må han og forsvare, hvad vi gør. 
THE SECOND GLADIATOR.
What matters it to us who he may be?
Lentulus pays our hire; the blame is his:
He must himself defend the act we do. 
LENTULUS
(kommer hurtigt tilbage).
Hold jer beredt; nu kommer han, vi venter!
(Lentulus og gladiatorerne stiller sig på lur mellem buskerne. Straks efter kommer Catilina gennem skoven og går henimod teltet.)  
LENTULUS.
[Returns quickly.]
Stand ready now; the man we wait is coming!
[LENTULUS and the GLADIATORS lie in wait among the bushes.]
[Soon after, CATILINE comes through the forest and goes toward the tent.] 
LENTULUS
(hviskende).
Frem! Stød ham ned; hug ham igennem ryggen!
(alle tre styrter ind på Catilina.)  
LENTULUS.
[Whispering.]
Out! Fall upon him! Strike him from behind!
[All three rush on CATILINE.] 
CATILINA
(drager sit sværd og forsvarer sig).
Ah, uslinger, – hvad vover I –? 
CATILINE.
[Draws his sword and defends himself.]
Ah, scoundrels,--do you dare to--? 
LENTULUS
(til gladiatorerne).
Stød ned! 
LENTULUS.
[To the GLADIATORS.]
Cut him down! 
CATILINA
(genkender ham).
Du, Lentulus, vil myrde Catilina? 
CATILINE.
[Recognizes him.]
You, Lentulus, would murder Catiline? 
FØRSTE GLADIATOR
(forskrækket).
Ham er det! 
THE FIRST GLADIATOR.
[Terrified.]
He it is! 
ANDEN GLADIATOR
(viger tilbage).
Catilina! Ej mod ham
jeg bruger sværdet. Fly!
(begge gladiatorerne flygter.)  
THE SECOND GLADIATOR.
[Draws back.]
Catiline! I’ll never use
The sword on him. Come flee!
[Both GLADIATORS make their escape.] 
LENTULUS.
Så fald for mit!
(de kæmper; Catilina slår Lentulus sværdet ud af hånden; Lentulus vil flygte, men Catilina holder ham fast.)  
LENTULUS.
Then die by mine!
[They fight; CATILINE strikes the sword from the hand of Lentulus; the latter tries to escape, but CATILINE holds him fast.] 
CATILINA.
Forræder! Morder! 
CATILINE.
Murderer! Traitor! 
LENTULUS
(bønfaldende).
Nåde, Catilina! 
LENTULUS.
[Entreating.]
Mercy, Catiline! 
CATILINA.
Jeg ser dit anslag skrevet på din pande.
Du vilde myrde mig, og selv dig stille
i mine venners spidse. Var det så? 
CATILINE.
I spell your plans upon your countenance.
You wished to murder me, and put yourself
Into the chieftain’s place. Was it not so? 
LENTULUS.
Så var det, Catilina! 
LENTULUS.
Yes, Catiline, it was even so! 
CATILINA
(ser på ham med dulgt hån).
Nu, hvad så?
Ifald dig magten lyster, – lad så være. 
CATILINE.
[Looks at him with repressed scorn.]
What then?
If ’tis the power you want,--so let it be! 
LENTULUS.
Forklar, – hvad mener du? 
LENTULUS.
Explain,--what do you mean? 
CATILINA.
Jeg træder af;
du fører hæren i mit sted – 
CATILINE.
I shall resign;
And you may lead the army-- 
LENTULUS
(forbauset).
Det vil du? 
LENTULUS.
[Surprised.]
You resign? 
CATILINA.
Jeg vil. Men vær på alting forberedt;
thi vid, – vort forehavende er røbet;
senatet kender alle vore anslag;
dets hær omringer os – 
CATILINE.
I shall. But be prepared for all events;
Know this--our undertaking is revealed:
The senate is informed of every plan;
Its troops hem us about-- 
LENTULUS.
Hvad siger du? 
LENTULUS.
What do you say? 
CATILINA.
Nu vil jeg kalde vore venner sammen.
Kom med, og stil dig frem som deres fører;
jeg takker af. 
CATILINE.
Now shall I call a council of our friends;
Do you come too,--announce your leadership;
I shall resign. 
LENTULUS
(holder ham tilbage).
Nej, vent dog, Catilina! 
LENTULUS.
[Detains him.]
One moment, Catiline! 
CATILINA.
Din tid er kostbar; førend dagen gryr
du frygte kan et angreb – 
CATILINE.
Your time is precious; ere the dawn of day
You may expect an onslaught-- 
LENTULUS
(ængstelig).
Hør mig, ven!
Du spøger vel? Det kan ej være muligt – 
LENTULUS.
[Anxiously.]
Hear me, friend!
Surely you jest? It is impossible-- 
CATILINA.
Vort anslag er forrådt, som jeg har sagt dig.
Læg nu din kløgt og dygtighed for dagen. 
CATILINE.
Our project, I have told you, is betrayed.
Show now your firmness and sagacity! 
LENTULUS.
Forrådt? Da ve os alle! 
LENTULUS.
Betrayed? Then woe to us! 
CATILINA
(smiler hånligt).
Fejge usling!
Nu skælver du; – og du vil styrte mig;
du tror dig kaldet til en herskers stilling? 
CATILINE.
[Smiles scornfully.]
You paltry coward!
You tremble now;--yet you would murder me;
You think a man like you is called to rule? 
LENTULUS.
Tilgiv mig, Catilina! 
LENTULUS.
Forgive me, Catiline! 
CATILINA.
Søg din frelse
ved skyndsom flugt, hvis endnu det er gørligt. 
CATILINE.
Make your escape
By hurried flight, if still it can be done. 
LENTULUS.
Ah, du tillader –? 
LENTULUS.
Ah, you permit me then--? 
CATILINA.
Tænkte du, det var
mit alvor at forlade denne post
i farens stund? Du kender mig kun slet. 
CATILINE.
And did you think
It was my purpose to forsake this post
In such an hour as this? You little know me. 
LENTULUS.
O, Catilina –! 
LENTULUS.
O, Catiline--! 
CATILINA
(koldt).
Spild ej øjeblikket.
Søg redning du; – jeg vide skal at dø.
(vender sig fra ham.)  
CATILINE.
[Coldly.]
Waste not your moments here!
Seek your own safety;--I know how to die.
[He turns away from him.] 
LENTULUS
(for sig selv).
Jeg takker dig for denne store nyhed, –
og jeg skal bruge den til eget bedste.
Det kommer vel tilpas at jeg er kendt
i denne egn; jeg søger fiendens hær
og fører den ad skjulte stier hid,
til dit fordærv og til min egen frelse. –
Vid, ormen, som du overmodigt træder
i støvet, har endnu sin hvasse brod!
(han går.)  
LENTULUS.
[To himself.]
I thank you for these tidings, Catiline;--
I shall make use of them to serve my end.
’Twill stand me in good stead now that I know
This region well; I’ll seek the hostile army
And guide it hitherward by secret paths,
To your destruction and to my salvation.--
The serpent that you trample in the dust
So arrogantly still retains its sting!
[He goes.] 
CATILINA
(efter et ophold).
Det er den troskab, som jeg bygged på!
Så svigter de mig, en for en. O, guder!
Forræderi og fejghed er det kun,
som gærer i de lunkne slavesjæle.
O, dåre, som jeg er, med mine anslag!
Jeg knuse vil hint øglerede, Roma, –
og Roma er alt længst en sunken grushob.
(våbenlarm høres at nærme sig; han lytter.)
Der kommer de! End er der kække mænd
iblandt dem dog. Hvad liflig klang i stålet!
Hvor lystigt klirrer skjolde mod hinanden!
Det tænder ilden op i mig påny;
afgørelsen er nær, – den store stund,
som løser alle tvivl. Jeg hilser stunden!
(Manlius, Statilius, Gabinius og en mængde andre sammensvorne kommer gennem skoven.)  
CATILINE.
[After a pause.]
This is the trust I built my hopes upon!
Thus one by one they leave me. Oh ye gods!
Treason and cowardice alone stir up
The sullen currents of their slavish souls.
Oh, what a fool am I with all my hopes!
I would destroy yon viper’s nest, that Rome,--
Which is long since a heap of sunken ruins.
[The sound of arms is heard approaching; he listens.]

CATILINE.
They come, they come! Still are there valiant men
Among them. Ah, the joyous clang of steel!
The merry clash of shields against each other!
Anew the fire kindles in my breast;
The reckoning is near,--the mighty hour
That settles every doubt. I hail the day!
[MANLIUS, STATILIUS, GABINIUS, and many OTHER CONSPIRATORS come through the forest.] 
MANLIUS.
Her, Catilina, har du dine venner;
i lejren slog jeg larm, som nys du bød – 
MANLIUS.
Here, Catiline, come your friends and comrades true;
In camp I spread the alarm, as you commanded-- 
CATILINA.
Har du dem sagt –? 
CATILINE.
And have you told them--? 
MANLIUS.
De kender nu vor stilling. 
MANLIUS.
Yes,--they know our plight. 
STATILIUS.
Vi kender den, og vi skal følge dig
med sværd i hånd til kamp om liv og død. 
STATILIUS.
We know it well, and we shall follow you
With sword in hand to fight for life and death. 
CATILINA.
Jeg takker eder, tappre våbenbrødre!
Men håb ej på at her er valg tilovers
imellem liv og død; – kun mellem døden
i heltekamp mod overmagtens skarer,
og døden under pinsler, når vi grumt
som dyr forfølges, er os valget stillet.
Hvad foretrækker I? Ved flugt at friste
et uselt liv en stakket tid endnu, –
hvad eller kækt som eders stolte fædre
at falde kæmpende med sværd i hånd? 
CATILINE.
I thank you all, my comrades brave in arms!
But do not think, my friends, that life or death
Is ours to choose;--our only choice is this:
Death in heroic battle with the foe,
Or death by torture when like savage beasts
We shall be hounded down relentlessly.
Ah, which do you prefer? To risk in flight
A wretched life prolonged in misery,
Or like your proud and worthy sires of old
To perish nobly on the battlefield? 
GABINIUS.
Det sidste vælger vi! 
GABINIUS.
We choose to fight and die! 
MANGE STEMMER.
Før os til døden! 
MANY VOICES.
Lead us to death! 
CATILINA.
Nu, så afsted! Ved denne død vi vies
ind til udødlighedens skønne liv.
Vort fald, vort navn, igennem fjerne tider
skal nævnes højt med stolthed – 
CATILINE.
Then let us be off! Through death we shall achieve
The glorious life of immortality.
Our fall, our name, through distant generations
Shall be proclaimed with lofty pride-- 
FURIA
(råber bag ham, mellem træerne).
– eller rædsel! 
FURIA.
[Calls out behind him among the trees.]
--O terror! 
NOGLE STEMMER.
Ah, se, – en kvinde –! 
SOME VOICES.
Behold,--a woman--! 
CATILINA
(farer sammen).
Furia! Du her?
Hvad drev dig hid? 
CATILINE.
[Startled.]
Furia! You--you here?
What brought you here? 
FURIA.
Jeg må ledsage dig
til målet. 
FURIA.
Ah, I must lead you on
To your great goal. 
CATILINA.
Nu, – hvor er mit mål? Sig frem! 
CATILINE.
Where is my goal, then? Speak! 
FURIA.
Hver søger målet ad sin egen vej.
Du søger dit igennem håbløs kamp;
og kampen avler undergang og død. 
FURIA.
Each mortal seeks his goal in his own way.
And you seek yours through ever hopeless strife;
The struggle yields defeat and certain death. 
CATILINA.
Men også hæder og et evigt navn!
Gå, kvinde! Stolt og skøn er denne time;
min barm er døv for dine hæse skrig.
(Aurelia kommer frem i teltåbningen.)  
CATILINE.
Yet also honor and immortal fame!
Go, woman! Great and noble is this hour!
My heart is closed against your raucous cries.
[AURELIA appears in the door of the tent.] 
AURELIA.
Min Catilina –!
(hun standser frygtsomt ved synet af de mange forsamlede.)  
AURELIA.
My Catiline--!
[She stops, terrified at the sight of the throng.] 
CATILINA
(smerteligt).
O, Aurelia! 
CATILINE.
[Painfully.]
Aurelia,--oh, Aurelia! 
AURELIA.
Hvad er påfærde? Denne larm i lejren –.
Hvad går her for sig? 
AURELIA.
What is the trouble? All this stir in camp--
What is on foot here? 
CATILINA.
Dig jeg kunde glemme!
Hvad vil din skæbne vorde –? 
CATILINE.
You I could forget!
What will your fate be now--? 
FURIA
(hånligt hviskende, uden at bemærkes af Aurelia).
Vakler du
alt i dit høje forsæt, Catilina?
Er det dit dødsmod? 
FURIA.
[Whispers scornfully, unnoticed by AURELIA.]
Ah, Catiline,
Already wavering in your high resolve?
Is this your death defiance? 
CATILINA
(opfarende).
Nej, ved mørkets guder! 
CATILINE.
[Flaring up.]
No, by the gods! 
AURELIA
(nærmer sig).
O, tal, min elskte; ængst mig ikke længer – 
AURELIA.
[Comes nearer.]
Oh, speak, beloved! Keep me in doubt no longer-- 
FURIA
(dæmpet bag ham).
Flygt med din viv – mens dine venner dør! 
FURIA.
[In an undertone behind him.]
Flee with your wife--the while your comrades die! 
MANLIUS.
Nøl ikke længer; før os ud på sletten – 
MANLIUS.
Tarry no longer; lead us out to battle-- 
CATILINA.
O, hvilket valg! Og dog, – her er ej valg; –
til målet må jeg, – tør ej midtvejs standse.
(råber.)
Så følg mig ud på sletten! 
CATILINE.
Oh, what a choice! And yet,--here is no choice;--
I must go on,--I dare not stop midway.

CATILINE.
[Calls out.]
Then follow me to battle on the plain! 
AURELIA
(kaster sig i nans arme).
Catilina, –
gå ikke fra mig, – eller tag mig med! 
AURELIA.
[Throws herself in his arms.]
Catiline,--do not leave me,--take me with you! 
CATILINA.
Nej, bliv, Aurelia! 
CATILINE.
No, stay, Aurelia! 
FURIA
(som før).
Tag hende med!
Du får en død, dit liv, dit navn fuldt værdig,
når ned du hugges – i en kvindes arme. 
FURIA.
[As before.]
Take her, Catiline!
Worthy your death will be, as was your life,
When you are vanquished--in a woman’s arms! 
CATILINA
(støder Aurelia tilside).
Væk fra mig, du, som stjæle vil mit ry! –
Blandt mænd skal døden ramme mig. Jeg har
et liv at sone og et navn at tvætte – 
CATILINE.
[Thrusts AURELIA aside.]
Away, you who would rob me of my fame!
Death shall o’ertake me in the midst of men.
I have a life to atone, a name to clear-- 
FURIA.
Ret så; ret så, min stolte Catilina! 
FURIA.
Just so; just so, my gallant Catiline! 
CATILINA.
Ud af min sjæl jeg river alt, som binder
mig til min fortid og dens tomme drøm!
Hvad bag mig ligger, er som om det aldrig
af mig var levet – 
CATILINE.
All things I will uproot from out my soul
That bind me to my life of empty dreams!
All that is of the past shall henceforth be
As if ’twere not-- 
AURELIA
O, forstød mig ikke!
Ved al min elskov, – jeg besværger dig, –
lad os ej skilles, Catilina! 
AURELIA.
Oh, cast me not away!
By all the love I bear you, Catiline,--
I beg you, I adjure,--let us not part! 
CATILINA.
Ti!
Mit bryst er dødt, mit blik er blindt for elskov.
Fra livets gøgleværk jeg vender øjet,
og ser kun mod den store blege stjerne
på eftermælets himmel! 
CATILINE.
My heart is dead, my sight is blind to love.
From life’s great mockery I turn my eyes;
And gaze but on the dim, yet mighty star
Of fame that is to be! 
AURELIA.
Milde guder!
(hun læner sig mat op mod træet udenfor teltet.)  
AURELIA.
O gods of mercy!
[She leans faint against the tree outside the tent.] 
CATILINA
(til mændene).
Og nu afsted! 
CATILINE.
[To the Warriors.]
And now away! 
MANLIUS.
Hist lyder våbenbrag 
MANLIUS.
The din of arms I hear! 
FLERE STEMMER.
De nærmer sig! 
SEVERAL VOICES.
They come, they come. 
CATILINA.
Godt! Vi vil kækt dem møde.
Lang var vor skændsels nat; snart gryr en dag –.
Til bad i kampens morgenskyer røde!
Følg mig! For Romer-sværd med Romer-mod
skal Romas sidste segne i sit blod!
(de iler ud gennem skoven; fra lejren høres larm og stridsråb.)  
CATILINE.
Good! We will heed their warning.
Long was our night of shame; our dawn is near--.
To battle in the crimson sky of morning!
By Roman sword, with Roman fortitude,
The last of Romans perish in their blood!
[They rush out through the forest; a great alarm, rent with battle-cries, is heard from within the camp.] 
FURIA.
Han er borte. Jeg har nået målet for mit liv.
Solens første blik på sletten ser ham kold og stiv. 
FURIA.
He is gone forever. My great task in life is done.
Cold and rigid we shall find him in the morning sun. 
AURELIA
(hen for sig).
I hans harmopfyldte hjerte skulde elskov mer ej bo?
Var det drømme? Nej, så lød det fra hans vrede læbe jo. 
AURELIA.
[Aside.]
In his passion-glutted bosom then should love no longer dwell?
Was it nothing but a dream? His angry words I heard full well. 
FURIA.
Sværdet klinger; Catilina svæver alt på gravens rand;
snart han som en lydløs skygge haster mod de dødes land. 
FURIA.
Hark, the weapons clash; already at the brink
of death he stands;
Soon a noiseless shadow he will hasten toward the spirit
lands. 
AURELIA
(farer sammen).
Ah, hvo er du, uheldsvangre røst, der høres hist,
uglen lig, når hult den varsler ifra træets kvist!
Er du stegen fra de klamme skyggelande frem
for at føre Catilina til dit skumle hjem? 
AURELIA.
[Startled.]
Who are you, prophetic voice, that yonder comes to me,
Like the night-owl’s cry of warning from some far-off tree!
Are you from the clammy underworld of spirits come
Hence to lead my Catiline into your gloomy home? 
FURIA.
Hjemmet er jo vandrings-målet, og hans veje gik
gennem livets dynd og sumpe – 
FURIA.
Home is ay the journey’s goal, and all his wanderings lay
Through the reeking swamps of life-- 
AURELIA.
Kun et øjeblik
Frit og ædelt var hans hjerte, stærk hans sjæl og god,
til et giftfrø den omklamred med sin slangerod. 
AURELIA.
But only for a day.
Free and noble was his heart, his spirit strong and true,
Till around it serpent-like a poisoned seedling grew. 
FURIA.
Friskt og grønt er og platanens løv i brede lag,
til dens stamme kvæles i en slyngvæksts favnetag. 
FURIA.
So the plane-tree, too, keeps fresh and green its leafy dress,
Till its trunk is smothered in a clinging vine’s caress. 
AURELIA.
Der forrådte du dit ophav! Denne stemmes klang
gav fra Catilinas læber genlyd mangen gang.
Du er slangen, som forgifted for mig livets frugt,
slangen, som for al min ømhed har hans hjerte lukt.
Fra de vågne nætters drømme grant jeg kender dig,
ser dig som en trusel stillet mellem ham og mig.
Ved min elskte husbonds side higed jeg så fro
mod et liv, af stilhed hegnet, mod et hvilens bo;
i hans trætte hjerte planted jeg et urtebed;
som dets bedste smykke freded jeg vor kærlighed.
Ah, din hadske hånd har rykket urten op med rod,
og i støvet ligger den, hvor før den frodig stod! 
AURELIA.
Now did you betray your source. For time and time again
Echoed from the lips of Catiline this one refrain.
You the serpent are, who poisoned all my joy in life,
Steeled his heart against my kindness through your deadly strife.
From those waking night-dreams well I know your infamy,
Like a threat I see you stand between my love and me.
With my husband at my side I cherished in my breast
Longings for a tranquil life, a home of peace and rest.
Ah, a garden-bed I planted in his weary heart;
As its fairest ornament our love I hedged apart.
Flower and all have you uprooted with malignant hand;
In the dust it lies where thriving it did lately stand. 
FURIA.
Svage tåbe; du vil lede Catilinas skridt?
Ser du ikke at hans hjerte aldrig helt var dit?
Tror du, dine blomster trives kan i slig en grund?
I det solskin-svangre forår gror violer kun,
medens bulmen yppigst vokser under skyens tag;
og hans sjæl var alt forlængst en skyfuld høstens dag.
Alt er tabt for dig! Snart slukkes gnisten i hans barm,
og som hævnens offer ligger han i dødens arm! 
FURIA.
Foolish weakling; you would guide the steps of Catiline?
Do you not perceive his heart was never wholly thine?
Think you that in such a soil your flower can survive?
In the sunny springtime only violets can thrive,
While the henbane grows in strength beneath a clouded grey;
And his soul was long ago a clouded autumn day.
All is lost to you. Soon dies the spark within his breast;
As a victim of revenge he shall go to his rest. 
AURELIA
(med stigende ild).
Nej, ved alle lysets guder, nej, det skal han ej!
Til hans hjerte mine tårer baner end en vej.
Finder jeg ham bleg og blodig efter kampens larm,
slynge vil jeg mine arme om hans kolde barm,
ånde på hans stumme læbe al min kærlighed,
mildne smerten i hans indre, bringe trøst og fred.
Hævnens bud, dit offer skal jeg vriste af din hånd,
binde ham til lysets hjemland med et elskovsbånd;
og er hjertets slag forstummet, medens øjet brast,
går vi begge bort fra livet i et favntag fast.
Skænk mig da, I milde magter, for hvad her jeg led,
ved min husbonds side gravens store stille fred.
(hun går.)  
AURELIA.
[With increasing vehemence.]
Thus he shall not perish; no, by all the gods of day!
To his weary heart my tears will somehow force a way.
If I find him pale and gory on the battlefield,
I shall throw my arms about him and his bosom shield,
Breathe upon his speechless lips the love within my soul,
Ease the pain within him and his suffering mind console.
Herald of revenge, your victim from you I shall wrest,
Bind him to the land of sunshine, to a home of rest;
If his eyes be dimmed already, stilled his beating heart,
Linked together arm in arm we shall this life depart.
Grant me, gods of mercy, in return for what I gave,
By the side of him I love, the stillness of the grave.
[She goes.] 
FURIA
(ser efter hende).
Søg ham, forblindede; – jeg frygter ej;
jeg holder sejren trygt i mine hænder.
Nu vokser kampens larm; dens bulder blandes
med døds-skrig og med brustne skjoldes brag.
Mon alt han bløder? Mon han lever end?
O, skøn er denne stund! Sig månen skjuler
bag tykke tordenskyer i sin nedgang.
Det vorder nat et øjeblik påny
før dagen kommer; – og med dagens komme
er alting ude. Han forgår i mørket,
som han i mørket leved. Skønne stund!
(hun lytter.)
Nu suser det forbi, lig høstens stormpust,
og mister mælet i det vide fjerne;
de tunge skarer fejer sletten ren.
Ustandselig, nedtrampende de faldne,
de vælter frem som havets vrede bølger. –
Jeg hører klynk og gisp og støn derude, –
den sidste vuggesang, – hvori de dysser
til ro sig selv og alle blege brødre. –
Nu stemmer uglen i. Den ønsker dem
velkommen i de skumle skyggers rige.
(efter et ophold.)
Hvor lydløst stilt. Nu er han altså min, –
alene min, og min for alle tider.
Nu kan vi følges ad til glemselsfloden –
og over floden, hvor det aldrig dages.
Dog først jeg søge vil hans lig derude,
vil mætte mig ved synet af de skønne
forhadte ansigtsdrag før de forstyrres
af sol, som rinder, og af ravn, som venter.
(vil gå, men studser og farer tilbage.)
Hvad nu! Hvad glider over engen hist?
Er det kun sumpens dunster, som sig tætner
i morgenkulden til et samlet billed?
Nu nærmer det sig. – Catilinas skygge!
Hans genfærd –! Jeg kan se hans brustne øje,
hans kløvte skjold, hans klingeløse sværd;
jeg ser den hele døde mand; kun et, –
forunderligt, – døds-såret ser jeg ikke.
(Catilina kommer gennem skoven, bleg og mat, med sænket hoved og forstyrrede blikke.)  
FURIA.
[Gazes after her.]
Seek him, deluded soul;--I have no fear;
I hold the victory safe within my hands.

FURIA.
The roar of battle grows; its rumble blends
With death-cries and the crash of broken shields.
Is he perchance now dying? Still alive?
Oh, blessed is this hour! The sinking moon
Secludes herself in massive thunderclouds.
One moment more it will be night anew
Ere comes the day;--and with the coming day
All will be over. In the dark he dies,
As in the dark he lived. O blessed hour!
[She listens.]

FURIA.
Now sweeps the wind by, like an autumn gust,
And lapses slowly in the far-off distance.
The ponderous armies slowly sweep the plain.
Like angry ocean billows on they roll,
Unyielding, trampling down the fallen dead.
Out yonder I hear whines and moans and sighs,--
The final lullaby,--wherewith they lull
Themselves to rest and all their pallid brothers.
Now speaks the night-owl forth to welcome them
Into the kingdom of the gloomy shadows.

FURIA.
[After a pause.]
How still it is. Now is he mine at last,--
Aye, mine alone, and mine forevermore.
Now we can journey toward the river Lethe--
And far beyond where never dawns the day.
Yet first I’ll seek his bleeding body yonder,
And freely glut my eyes upon those features,
Hated and yet so fair, ere they be marred
By rising sunshine and by watchful vultures.
[She starts to go, but is suddenly startled at something.]

FURIA.
What is that gliding o’er the meadow yonder?
Is it the misty vapors of the moor
That form a picture in the morning chill?
Now it draws near.--The shade of Catiline!
His spectre--! I can see his misty eye,
His broken shield, his sword bereft of blade.
Ah, he is surely dead; one thing alone,--
Remarkable,--his wound I do not see.
[CATILINE comes through the forest, pale and weary, with drooping head and troubled countenance.] 
CATILINA
(hen for sig).
„Du falder for din egen hånd, –
og dog en fremmed skal dig fælde.“
Så lød hans spådomsord. Nu er jeg falden –
skønt ingens hånd mig traf. Hvo løser gåden? 
CATILINE.
[To himself.]
“Perish thou shalt by deed thine own,
And yet a stranger’s hand shall fell thee.”
Such was his prophecy. Now am I fallen--
Though struck by no one. Who will solve the riddle? 
FURIA.
Vær hilset efter kampen, Catilina! 
FURIA.
I greet you after battle, Catiline! 
CATILINA.
Ah, hvo er du? 
CATILINE.
Ah, who are you? 
FURIA.
Jeg er en skygges skygge. 
FURIA.
I am a shadow’s shadow. 
CATILINA.
Dig er det, Furia! Du hilser mig? 
CATILINE.
You, Furia,--you it is! You welcome me? 
FURIA.
Velkommen i vort fælles hjem! Nu kan
vi følges ad til Charons båd, – to genfærd.
Dog først – tag sejers-kransen af min hånd.
(hun plukker nogle blomster, som hun under det følgende fletter sammen til en krans.)  
FURIA.
Welcome at last into our common home!
Now we can go--two shades--to Charon’s bark.
Yet first--accept the wreath of victory.
[She picks some flowers, which she weaves into a wreath during the following.] 
CATILINA.
Hvad gør du der? 
CATILINE.
What make you there? 
FURIA.
Jeg smykke vil din pande.
Men hvorfor kommer du alene hid?
En høvdings skygge skulde følges af
ti tusend faldne. Hvor er dine venner? 
FURIA.
Your brow I shall adorn.
But wherefore come you hither all alone?
A chieftain’s ghost ten thousand dead should follow.
Then where are all your comrades, Catiline? 
CATILINA.
De sover, Furia! 
CATILINE.
They slumber, Furia! 
FURIA.
De sover end? 
FURIA.
Ah, they slumber still? 
CATILINA.
De sover end, – og de vil sove længe.
De sover alle. List dig gennem skoven;
kig ud på sletten, – tyst; forstyr dem ikke!
der vil du finde dem i lange rader.
De slumred ind ved sværdes vuggesang;
de slumred ind, – og vågned ej, som jeg,
da sangen tabte sig bag fjerne højder.
Et genfærd kaldte du mig. Ja, jeg er
et genfærd af mig selv. Men tro blot ej
at hines slummer er så ganske rolig
og drømmeløs. O, tro det ikke! 
CATILINE.
They slumber still,--and they will slumber long.
They slumber all. Steal softly through the forest,
Peer out across the plain,--disturb them not!
There will you find them in extended ranks.
They fell asleep lulled by the clang of steel;
They fell asleep,--and wakened not, as I did,
When in the distant hills the echoes died.
A shadow now you called me. True, I am
A shadow of myself. But do not think
Their slumber yonder is so undisturbed
And void of dreams. Oh, do not think so! 
FURIA.
Tal!
Hvad drømmer dine venner? 
FURIA.
Speak!
What may your comrades dream? 
CATILINA.
Du skal høre. –
Jeg stred i spidsen, med fortvivlet sind,
og søgte døden under sværdets egg.
Til højre og til venstre segned alle;
Statilius faldt, – Gabinius, Manlius;
min Curius dræbtes da mit bryst han dækked;
da alle faldt for blanke Romer-sværd, –
for hine sværd, som vraged mig alene.
Ja, Romas våben vraged Catilina.
Med brustent værge stod jeg, halvt bedøvet,
og sansed intet medens kampens bølger
mig overskylled. Samling vandt jeg først
da alt blev stilt omkring, og jeg så op,
og øjned slaget som et hav – langt bag mig!
Hvorlænge stod jeg der? Det véd jeg kun, –
jeg stod alene mellem mine døde.
Men der var liv i disse brustne øjne;
mundkrogene fortrak sig til et smil;
og smil og øjne retted de mod mig,
der stod alene oprejst mellem ligene, –
mod mig, der havde stridt for dem og Roma, –
mod mig, der stod igen foragtet, vraget
af Romas sværd. – Da døde Catilina. 
CATILINE.
Ah, you shall hear.--
I led the battle with despairing heart,
And sought my death beneath the play of swords.
To right and left I saw my comrades fall;
Statilius first,--then one by one the rest;
My Curius fell trying to shield my breast;
All perished there beneath Rome’s flaming sword,--
The sword that me alone passed by untouched.
Yes, Catiline was spared by the sword of Rome.
Half-stunned I stood there with my broken shield,
Aware of nothing as the waves of battle
Swept o’er me. I recovered first my senses
When all grew still again, and I looked up
And saw the struggle seething--far behind me!
How long I stood there? Only this I know,--
I stood alone among my fallen comrades.
But there was life within those misty eyes;
The corners of their mouths betrayed a smile;
And they addressed their smile and gaze to me,
Who stood alone erect among the dead,--
Who had for ages fought for them and Rome,--
Who stood there lonely and disgraced, untouched
By Roman sword. Then perished Catiline. 
FURIA.
Falskt har du tydet dine dødes drømme;
falskt har du tydet, hvad der dræbte dig.
Med smil og øjekast de bød dig ind
at sove, som de selv – 
FURIA.
False have you read your fallen comrades’ dreams;
False have you judged the reason of your fall.
Their smiles and glances were but invitations
To sleep with them-- 
CATILINA.
Ja, hvis jeg kunde! 
CATILINE.
Yes, if I only could! 
FURIA.
Vær trøstig, – genfærd af en fordums helt;
din hvilestund er nær. Kom; bøj dit hoved; –
nu vil jeg smykke dig med sejrens krans.
(hun rækker den imod ham.)  
FURIA.
Have courage,--spectre of a former hero;
Your hour of rest is near. Come, bend your head;--
I shall adorn you with the victor’s crown.
[She offers the wreath to him.] 
CATILINA.
Fy, – hvad er det? En valmuekrans –! 
CATILINE.
Bah,--what is that? A poppy-wreath--! 
FURIA
(med vild lystighed).
Nu, ja, –
er ikke valmuer smukke? De vil lyse
omkring din pande som en bræm af blod. 
FURIA.
[With wild glee.]
Well, yes;
Are not such poppies pretty? They will glow
Around your forehead like a fringe of blood. 
CATILINA,
Kast kransen væk! Jeg hader dette røde. 
CATILINE.
No, cast the wreath away! I hate this crimson. 
FURIA
(ler højt).
Du elsker mer de matte, blege farver?
Godt! Jeg vil hente dig den grønne sivkrans,
som Silvia bar i de våde lokker,
da hendes lig flød op ved Tibers munding. 
FURIA.
[Laughs aloud.]
Ah, you prefer the pale and feeble shades?
Good! I shall bring the garland of green rushes
That Sylvia carried in her dripping locks,
The day she came afloat upon the Tiber? 
CATILINA.
Ah, hvilke syner –! 
CATILINE.
Alas, what visions--! 
FURIA.
Skal jeg heller bringe
dig tidsel-klyngerne fra Romas torv,
med brune pletter af det borgerblod,
som strømmed for din hånd, min Catilina? 
FURIA.
Shall I bring you rather
The thorny brambles from the market-place,
With crimson-spots, the stain of civic blood,
That flowed at your behest, my Catiline? 
CATILINA.
Hold inde! 
CATILINE.
Enough! 
FURIA.
Eller lyster dig en løvkrans
af vinter-egen ved min moders hus,
der visned da en ung vanæret kvinde
med høje skrig sprang sansesløs i floden? 
FURIA.
Or would you like a crown of leaves
From the old winter oak near mother’s home,
That withered when a young dishonored woman
With piercing cries distraught leaped in the river? 
CATILINA.
Tøm alle hævnens skåler over mig
på engang ud –! 
CATILINE.
Pour out at once your measures of revenge
Upon my head-- 
FURIA.
Jeg er dit eget øje, –
dit eget minde og din egen dom. 
FURIA.
I am your very eye,--
Your very memory, your very doom. 
CATILINA.
Men hvorfor nu –? 
CATILINE.
But wherefore now? 
FURIA.
Ved målet skuer jo
den trætte vandrer på sin vej tilbage. 
FURIA.
His goal at length attained,
The traveller spent looks back from whence he came. 
CATILINA.
O, står jeg ved mit mål? Er dette målet?
Jeg er ej levende, – og ej begravet.
Hvor ligger målet? 
CATILINE.
Have I then reached my goal? Is this the goal?
I am no longer living,--nor yet buried.
Where lies the goal? 
FURIA.
Nær, – såfremt du vil. 
FURIA.
In sight,--if you but will. 
CATILINA.
Jeg har ej vilje mer; min vilje døde
da alt forspildtes, hvad jeg engang vilde.
(slår ud med hænderne.)
Vig langt ifra mig, alle gustne skygger!
Hvad kræver I af mig, I mænd og kvinder?
Jeg kan ej skænke jer –! O, denne skare –! 
CATILINE.
A will I have no longer; my will perished
When all the things I willed once, came to naught.

CATILINE.
[Waves his arms.]
Away,--away from me, ye sallow shades!
What claim you here of me, ye men and women?
I cannot give you--! Oh, this multitude--! 
FURIA.
Til jorden bunden er endnu din skygge.
Riv sønder disse tusend trådes næt!
Kom, lad mig trykke kransen i dit hår; –
den har en stærk, en lægsom glemsels-kraft;
den dysser dig til ro; den dræber mindet. 
FURIA.
To earth your spirit still is closely bound!
These thousand-threaded nets asunder tear!
Come, let me press this wreath upon your locks,--
’Tis gifted with a strong and soothing virtue;
It kills the memory, lulls the soul to rest! 
CATILINA
(klangløst).
Den dræber mindet? Tør jeg tro dit ord?
Så tryk din giftkrans tæt omkring min pande. 
CATILINE.
[Huskily.]
It kills the memory? Dare I trust your word?
Then press your poison-wreath upon my forehead. 
FURIA
(sætter kransen på hans hoved).
Nu er du smykket. Sådan skal du træde
for mørkets fyrste frem, min Catilina! 
FURIA.
[Puts the wreath on his head.]
Now it is yours! Thus decked you shall appear
Before the prince of darkness, Catiline! 
CATILINA.
Kom, lad os gå! Did ned jeg higer såre; –
jeg stunder hjem til alle skyggers land.
Lad os tilsammen gå! – Hvad fængsler mig?
Hvad binder mine skridt? Jeg føler bag mig
på morgenhimlens hvælv en tåget stjerne; –
den holder mig i livets land tilbage;
den drager mig, som månen drager havet. 
CATILINE.
Away! away! I yearn to go below;--
I long to pass into the spirit lands.
Let us together go! What holds me here?
What stays my steps? Behind me here I feel
Upon the morning sky a misty star;--
It holds me in the land of living men;
It draws me as the moon attracts the sea. 
FURIA.
Følg med; følg med! 
FURIA.
Away! Away! 
CATILINA.
Den vinker og den blinker.
Jeg kan ej følge dig før dette lys
er ganske slukket, eller slørt af skyer. –
Nu ser jeg det! Det er ej nogen stjerne;
det er et hjerte, bankende og varmt;
det binder mig; det fængsler og det drager,
som aftenstjernen drager barnets øje. 
CATILINE.
It beckons and it twinkles.
I cannot follow you until this light
Is quenched entirely, or by clouds obscured,--
I see it clearly now; ’tis not a star;
It is a human heart, throbbing and warm;
It binds me here; it fascinates and draws me
As draws the evening star the eye of children. 
FURIA.
Stands dette hjertes slag! 
FURIA.
Then stop this beating heart! 
CATILINA.
Hvad mener du? 
CATILINE.
What do you mean? 
FURIA.
Du har din dolk i bæltet. Kun et stød, –
så slukkes stjernen, knust er dette hjerte,
som stiller fiendtlig sig imellem os. 
FURIA.
The dagger in your belt--. A single thrust,--
The star will vanish and the heart will die
That stand between us like an enemy. 
CATILINA.
Jeg skulde slukke –? Blank og spids er dolken –
(med et skrig.)
Aurelia! Aurelia, hvor er du?
O, var du nær –! Nej, nej, – jeg vil ej se dig!
Og dog – det tykkes mig, som alt blev godt,
at freden kom, ifald jeg kunde lægge
mit hoved til dit bryst og angre – angre! 
CATILINE.
Ah, I should--? Sharp and shining is the
dagger--

CATILINE.
[With a cry.]
Aurelia! O Aurelia, where--where are you?
Were you but here--! No, no,--I will not see you!
And yet methinks all would be well again,
And peace would come, if I could lay my head
Upon your bosom and repent--repent! 
FURIA.
Hvad vil du angre? 
FURIA.
And what would you repent? 
CATILINA.
Alt, hvad jeg har øvet!
At jeg har været og at jeg har levet. 
CATILINE.
Oh, everything!
That I have been, that I have ever lived. 
FURIA.
For sent at angre! Der, hvor nu du står,
går ingen vej tilbage. – Prøv det, dåre!
Nu går jeg hjem. Læg du dit hoved kun
til hendes bryst og se om der du finder
den fred, du søger for din trætte sjæl.
(med stigende vildhed.)
Snart vil de rejse sig, de tusend døde;
forførte kvinder slutter sig til dem;
og alle, alle vil de kræve af dig
det liv, det blod, den ære du har røvet.
Forfærdet vil du flygte ud i natten, –
vil flygte jorden rundt langs alle strande,
Actæon lig, af hunde-koblet jaget, –
en skygge, jaget af de tusend skygger! 
FURIA.
’Tis now too late--too late! Whence now you stand
No path leads back again.--Go try it, fool!
Now am I going home. Place you your head
Upon her breast and see if there you find
The blessed peace your weary soul desires.

FURIA.
[With increasing wildness.]
Soon will the thousand dead rise up again;
Dishonored women will their numbers join;
And all,--aye, they will all demand of you
The life, the blood, the honor you destroyed.
In terror you will flee into the night,--
Will roam about the earth on every strand,
Like old Actean, hounded by his dogs,--
A shadow hounded by a thousand shades! 
CATILINA.
Jeg ser det, Furia! Her er jeg fredløs.
I lysets verden er jeg hjemløs nu!
Jeg følger dig til alle skyggers land; –
det bånd, mig binder, vil jeg sønderskære. 
CATILINE.
I see it, Furia. Here I have no peace.
I am an exile in the world of light!
I’ll go with you into the spirit realms;--
The bond that binds me I will tear asunder. 
FURIA.
Hvi famler du med dolken? 
FURIA.
Why grope you with the dagger? 
CATILINA.
Hun skal dø.
(et lyn slår ned og tordenen ruller.)  
CATILINE.
She shall die.
[The lightning strikes and the thunder rolls.] 
FURIA.
De store magter jubler ved dit forsæt! –
Se, Catilina, – hist din hustru kommer.
(Aurelia kommer angstfuld søgende gennem skoven.)  
FURIA.
The mighty powers rejoice at your resolve!--
See, Catiline,--see, yonder comes your wife.
[AURELIA comes through the forest in an anxious search.] 
AURELIA.
Hvor skal jeg finde ham! Hvor kan han færdes!
Han er ej blandt de døde –
(får øje på ham.)
Høje himmel; –
min Catilina!
(hun iler imod ham.)  
AURELIA.
Where shall I find him? Where--where can he be!
I’ve searched in vain among the dead--
[Discovers him.]

AURELIA.
Great heavens,--
My Catiline!
[She rushes toward him.] 
CATILINA
(forvildet).
Nævn ej dette navn! 
CATILINE.
[Bewildered.]
Speak not that name again! 
AURELIA.
Du lever! Ja –!
(vil kaste sig i hans arme.)  
AURELIA.
You are alive?
[Is about to throw herself in his arms.] 
CATILINA
(afværgende.)
Vig bort! Jeg lever ikke. 
CATILINE.
[Thrusting her aside.]
Away! I’m not alive. 
AURELIA.
O, hør mig, elskte –! 
AURELIA.
Oh, hear me, dearest--! 
CATILINA.
Ti; jeg vil ej høre!
Jeg hader dig! Jeg ser din fule list;
du vil mig lænke til et halv-livs rædsel.
Stir ikke på mig! Dine øjne martrer, –
de stinger mig i sjælen som en dolk!
Ah, dolken; dolken! Dø! Luk dine øjne –
(han drager sin dolk og griber hende i armen.)  
CATILINE.
No, I will not hear!
I hate you. I see through your cunning wiles.
You wish to chain me to a living death.
Cease staring at me! Ah, your eyes torment me,--
They pierce like daggers through my very soul!
Ah, yes, the dagger! Die! Come, close your eyes--
[He draws the dagger and seizes her by the hand.] 
AURELIA.
Våg, milde guder, over ham og mig! 
AURELIA.
Keep guard, oh gracious gods, o’er him and me! 
CATILINA.
Luk dine øjne; luk dem, siger jeg; –
i dem er stjerneskin og morgenhimmel –.
Nu vil jeg slukke morgenhimlens stjerne!
(tordenen ruller atter.)
Dit hjerteblod! Nu råber livets guder
sit afskedsord til dig og Catilina!
(han hæver dolken imod hendes bryst; hun flygter ind i teltet; han forfølger hende.)  
CATILINE.
Quick, close your eyes; close them, I say;--in them
I see the starlight and the morning sky--.
Now shall I quench the heavenly star of dawn!
[The thunder rolls again.]

CATILINE.
Your heart; your blood! Now speak the gods of life
Their last farewell to you and Catiline!
[He lifts the dagger toward her bosom; she escapes into the tent; he pursues her.] 
FURIA
(lyttende).
Hun strækker sine hænder bønligt mod ham.
Hun beder for sit liv. Han hører intet.
Han støder til! – Der faldt hun i sit blod.
(Catilina kommer, med dolken i hånden, langsomt ud fra teltet.)  
FURIA.
[Listens.]
She stretches out her hand imploringly.
She pleads with him for life. He hears her not.
He strikes her down! She reels in her own blood!
[CATILINE comes slowly out of the tent with the dagger in his hand.] 
CATILINA.
Nu er jeg fri. Snart er jeg intet mere.
Alt sænker sig min sjæl i glemsels tåger;
jeg skimter og jeg hører kun forvirret
som under stride vande. Véd du vel,
hvad jeg har dræbt med denne lille dolk?
Ej hende blot, – men alle jordens hjerter, –
alt levende, og alt, som gror og grønnes; –
hver stjerne har jeg slukt, og månens skive,
og solens ild. Se selv, – den kommer ikke;
den kommer aldrig mere; slukt er solen.
Nu er den hele vide jordens kreds
forvandlet til en kold uhyre grav
med blygråt hvælv, – og under dette hvælv
står du og jeg, forladt af lys og mørke,
af død og liv, – to hvileløse skygger. 
CATILINE.
Now am I free. Soon I shall cease to be.
Now sinks my soul in vague oblivion.
My eyes are growing dim, my hearing faint,
As if through rushing waters. Ah, do you know
What I have slain with this my little dagger?
Not her alone,--but all the hearts on earth,--
All living things, all things that grow and bloom;--
The starlight have I dimmed, the crescent moon,
The flaming sun. Ah, see,--it fails to rise;
’Twill never rise again; the sun is dead.
Now is the whole wide realm of earth transformed
Into a huge and clammy sepulchre,
Its vault of leaden grey;--beneath this vault
Stand you and I, bereft of light and darkness,
Of death and life,--two restless exiled shadows. 
FURIA.
Vi står ved målet, Catilina! 
FURIA.
Now stand we, Catiline, before our goal! 
CATILINA.
Nej;
et skridt endnu – før jeg ved målet står.
Frigør mig for min byrde! Ser du ikke,
jeg går med Catilinas lig på ryggen?
En pæl igennem Catilinas lig!
(viser hende dolken.)
Forløs mig, Furia! Tag denne pæl; –
med den jeg spidded morgenstjernens øje; –
tag, – tag, og ram den tvers igennem liget,
så mister det sin magt, – og jeg er fri. 
CATILINE.
No, one step more--before I reach my goal.
Relieve me of my burden! Do you not see,
I bend beneath the corpse of Catiline?
A dagger through the corpse of Catiline!
[He shows her the dagger.]

CATILINE.
Come, Furia, set me free! Come, take this dagger;--
On it the star of morning I impaled;--
Take it--and plunge it straightway through the corpse;
Then it will loose its hold, and I am free. 
FURIA
(griber dolken).
Det ske, du sjæl, hvem jeg i had har elsket!
Afryst dit støv og gå med mig til glemsel!
(hun borer dolken dybt ind i hans bryst; han segner om ved foden af træet.)  
FURIA.
[Takes the dagger.]
Your will be done, whom I have loved in hate!
Shake off your dust and come with me to rest.
[She buries the dagger deep in his heart; he sinks down at the foot of the tree.] 
CATILINA
(efter et ophold, kommer til besindelse, fører hånden over panden ogsiger mat):
Ah, nu fatter jeg din spådom, gådefulde ånd!
Halvt jeg falder for min egen, halvt for fremmed hånd.
Nemesis har gjort sin gerning. Dølg mig, dødens mulm!
Mørke Styx, løft nu din bølges hoved højt og svulm!
Bær mig over; sink ej båden; jag den rastløs frem
mod den tause fyrstes rige, alle skyggers hjem.
Tvedelt vejen går dernede! jeg skal vandre stum
imod venstre – 
CATILINE.
[After a moment comes to consciousness again, passes his hand across his forehead, and speaks faintly.]
Now, mysterious voice, your prophecy I understand!
I shall perish by my own, yet by a stranger’s hand.
Nemesis has wrought her end. Shroud me, gloom of night!
Raise your billows, murky Styx, roll on in all your might!
Ferry me across in safety; speed the vessel on
Toward the silent prince’s realm, the land of shadows wan.
Two roads there are running yonder; I shall journey dumb
Toward the left-- 
AURELIA
(fra teltet, bleg og vaklende, med blodigt bryst).
– nej, mod højre! Mod Elysium! 
AURELIA.
[From the tent, pale and faltering, her bosom bloody.]
--no, toward the right! Oh, toward Elysium! 
CATILINA
(farer sammen).
O, hvor dette lyse billed fylder mig med gru!
Det er hende selv! Aurelia, – sig mig, – lever du? 
CATILINE.
[Startled.]
How this bright and lurid picture fills my soul with dread!
She herself it is! Aurelia, speak,--are you not dead? 
AURELIA
(knæler ned ved ham).
Ja, jeg lever for at stilne dine smerters sø, –
lever for at lægge barmen mod dit bryst og dø. 
AURELIA.
[Kneels before him.]
No, I live that I may still your agonizing cry,--
Live that I may lean my bosom on your breast and die. 
CATILINA.
O, du lever! 
CATILINE.
Oh, you live! 
AURELIA.
Kun en afmagts slør omkring mig faldt;
men mit matte øje fulgte dig; jeg hørte alt, –
og min kærlighed en hustrus kraft mig atter gav; –
bryst ved bryst, min Catilina, går vi i vor grav! 
AURELIA.
I did but swoon; though my two eyes grew blurred,
Dimly yet I followed you and heard your every word.
And my love a spouse’s strength again unto me gave;--
Breast to breast, my Catiline, we go into the grave! 
CATILINA.
O, hvor gerne! Dog, forgæves er dit glade håb.
Vi må skilles. Jeg må følge hævnens hule råb.
Du kan haste let og frigjort frem til lys og fred;
jeg må over glemsels-floden, må i mørket ned.
(dagen gryr i baggrunden.)  
CATILINE.
Oh, how gladly would I go! Yet all in vain you sigh.
We must part. Revenge compels me with a hollow cry.
You can hasten, free and blithesome, forth to peace and light;
I must cross the river Lethe down into the night.
[The day dawns in the background.] 
AURELIA
(peger mod den stigende lysning).
Nej; for kærligheden svinder dødens rædsler og dens nat.
Ser du, tordenskyen viger; morgenstjernen vinker mat.
(med oprakte hænder.)
Lyset sejrer! Ser du, dagen kommer stor og varm!
Følg mig, Catilina! Døden griber alt min barm.
(hun segner ned over ham.)  
AURELIA.
[Points toward the increasing light.]
No, the terrors and the gloom of death love scatters far.
See, the storm-clouds vanish; faintly gleams the morning star.

AURELIA.
[With uplifted arms.]
Light is victor! Grand and full of freshness dawns the day!
Follow me, then! Death already speeds me on his way.
[She sinks down over him.] 
CATILINA
(trykker hende tæt til sig og siger med sin sidste kraft):
O, hvor lifligt! Grant jeg mindes nu min glemte drøm,
hvordan hvælvets mørke spredtes af en stråle-strøm,
hvordan barnerøster sang imod den unge dag.
Ah, mit øje vorder dunkelt, og min arm er svag;
men i sindet er det lyst, som aldrig før det var,
og min fortids vilde vandring ligger bag mig klar.
Ja, mit liv var uvejrs rasen under natlyns glød;
men en rosenfarvet morgendæmring er min død.
(bøjer sig over hende.)
Du har sjælens mulm forjaget; i mit bryst er ro.
Se, jeg følger dig til lysets og til fredens bo!
(han river dolken raskt ud af sit bryst og siger med døende stemme:)
Morgnens milde magter skuer i forsoning ned;
du har nattens ånd besejret ved din kærlighed!
(Under det sidste optrin har Furia fjernet sig mere og mere mod baggrunden, hvor hun forsvinder mellem træerne. Catilinas hoved synker ned på Aurelias bryst; de dør.)


 
CATILINE.
[Presses her to himself and speaks with his last strength.]
Oh, how sweet! Now I remember my forgotten dream,
How the darkness was dispersed before a radiant beam,
How the song of children ushered in the new-born day.
Ah, my eye grows dim, my strength is fading fast away;
But my mind is clearer now than ever it has been:
All the wanderings of my life loom plainly up within.
Yes, my life a tempest was beneath the lightning blaze;
But my death is like the morning’s rosy-tinted haze.
[Bends over her.]

CATILINE.
You have driven the gloom away; peace dwells within my breast.
I shall seek with you the dwelling place of light and rest!

CATILINE.
[He tears the dagger quickly out of his breast and speaks with dying voice.]
The gods of dawn are smiling in atonement from above;
All the powers of darkness you have conquered with your love!
[During the last scene FURIA has withdrawn farther and farther into the background and disappears at last among the trees. CATILINE’s head sinks down on AURELIA’s breast; they die.]


 
Permanent link
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login