CATILINA
(går en tidlang op og ned ved vagtilden, der er ifærd med at slukkes; derpå standser han og siger tankefuld:)
Hvis blot jeg kunde –. Ah, det er umandigt
at ængstes og at gruble over sligt.
Og dog, – i denne tause midnatstime,
i denne ensomhed, mig træder atter
så levende for øje, hvad jeg drømte –
(Et skyggebillede, i lignelse af en olding i rustning og toga, skyder ligesom op af jorden et stykke fra ham inde mellem træerne.)
CATILINE.
[Paces for some time back and forth by the camp fire, which is about to go out; then he stops and speaks thoughtfully.]
If I could only--. Ah, it is unmanly
To brood and be distressed by thoughts like these.
And yet,--here in the stillness of the night,
This lonely solitude, again I see
Rising before me life-like all I dreamed.
[A SHADOW, attired like an old warrior in armor and toga, stems to rise from the earth among the trees a short distance from him.]