You are here: BP HOME > MI > Catilina (Catiline) > fulltext
Catilina (Catiline)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
CURIUS.
Du elsker begge
på engang? Nej, – det kan jeg ej forstå. 
CURIUS.
And you love them both
At once? No,--that I cannot understand. 
CATILINA.
Besynderligt. Jeg fatter det ej selv.
Og dog – jeg elsker begge, som du siger.
Men hvor forskellig er ej denne elskov!
Aurelia er øm og stemmer tidt
med blide ord mit sind til ro og mildhed; –
hos Furia –. Gå, gå; der kommer nogen.
(de skjuler sig mellem søjlerne.)  
CATILINE.
Yes, strange, indeed; I scarcely understand myself.
And yet--I love them both, as you have said.
But oh, how vastly different is this love!
The one is kind: Aurelia often lulls
With soothing words my soul to peace and rest;--
But Furia--. Come, away; some one approaches.
[They hide themselves among the pillars.] 
FURIA
(kommer ind fra den anden side).
Forhadte haller, – vidner til min smerte,
hjem for den kval, hvortil jeg er fordømt!
Hvert1 herligt håb, hver tanke, som jeg nærte,
er slukt i dette hjerte, – gennemstrømt
af febergysen snart, og snart af gløden,
mer hed og brændende end flammen der. –
Ah, hvilken skæbne! Og hvad var vel brøden,
som fængsled mig til dette tempel her, –
som røved mig enhver min ungdomsglæde, –
i livets varme vår hver skyldfri lyst?
Dog ingen tåre skal mit øje væde;
kun hævn og had beliver dette bryst. 
FURIA.
[Enters from the opposite side.]
Oh, hated walls,--witnesses of my anguish.
Home of the torment I must suffer still!
My hopes and cherished aspirations languish
Within my bosom,--now with feverish chill
Pervaded, now with all the heat of passion,
More hot and burning than yon vestal fire.

FURIA.
Ah, what a fate! And what was my transgression
That chained me to this temple-prison dire,--
That robbed my life of every youthful pleasure,--
In life’s warm spring each innocent delight?

FURIA.
Yet tears I shall not shed in undue measure;
Hatred and vengeance shall my heart excite. 
CATILINA
(træder frem).
Og heller ej for mig en anden lue –
en mere blid – du nærer, Furia? 
CATILINE.
[Comes forward.]
Not even for me, my Furia, do you cherish
Another feeling,--one more mild than this? 
FURIA.
I guder! Du, forvovne, her igen?
Du frygter ej –? 
FURIA.
Ye gods! you, reckless man,--you here again?
Do you not fear to come--? 
CATILINA.
Jeg kender ikke frygt.
Det stedse var min lyst at trodse faren. 
CATILINE.
I know no fear.
’Twas always my delight to mock at danger. 
FURIA.
O, herligt; herligt! Så er og min lyst; –
og dette tempel hader jeg desmere,
fordi jeg lever her i stadig tryghed,
og ingen fare bag dets mure bor.
O, denne tomme, handlingsløse færden,
et liv, så mat, som lampens sidste blus –!
Hvor trang en tumleplads for al min fylde
af vide formål og af hede ønsker!
At knuges sammen mellem disse vægge; –
her stivner livet; håbet slukkes ud;
her sniger dagen døsigt sig tilende,
og ingen tanke rettes mod en dåd. 
FURIA.
Oh, splendid! Such is also my delight;--
This peaceful temple here I hate the more,
Because I live in everlasting calm,
And danger never lurks within its walls.

FURIA.
Oh, this monotonous, inactive life,
A life faint as the flicker of the lamp--!
How cramped a field it is for all my sum
Of fervid longings and far-reaching plans!
Oh, to be crushed between these narrow walls;--
Life here grows stagnant; every hope is quenched;
The day creeps slowly on in drowsiness,--
And not one single thought is turned to deeds. 
CATILINA.
Ah, Furia, hvor sælsom er din tale!
Den er som genlyd fra min egen barm, –
som om med flammeskrift du vilde male
enhver min higen, svulmende og varm.
Så knuger naget også dette hjerte;
som dit – af hadet, hærdes det til stål;
som dig, mig røvedes hvert håb, jeg nærte;
mit levnet er – som dit – foruden mål.
Og dog jeg gemmer taus min kval, mit savn;
og ingen aner, hvad der gløder i mig.
De håner og foragter mig, – de usle;
de fatter ej, hvor højt mit hjerte slår
for ret og frihed, og for alt, hvad ædelt
bevæged sig i nogen Romers sind. 
CATILINE.
O Furia, strange, in truth, is your complaint!
It seems an echo out of my own soul,--
As if with flaming script you sought to paint
My every longing towards a worthy goal.
Rancour and hate in my soul likewise flourish;
My heart--as yours--hate tempers into steel;
I too was robbed of hopes I used to nourish;
An aim in life I now no longer feel.

CATILINE.
In silence still I mask my grief, my want;
And none can guess what smoulders in my breast.
They scoff and sneer at me,--these paltry things;
They can not grasp how high my bosom beats
For right and freedom, all the noble thoughts
That ever stirred within a Roman mind. 
FURIA.
Jeg vidste det! Din sjæl, og ingen anden,
er skabt for mig, – så råber lydt en røst,
som aldrig fejler og som ej bedrager.
Så kom! O, kom – og lad os følge røsten! 
FURIA.
I knew it! Ah, your soul, and yours alone,
Is born for me,--thus clearly speaks a voice
That never fails and never plays me false.
Then come! Oh, come--and let us heed the call. 
CATILINA.
Hvad mener du, min skønne sværmerinde? 
CATILINE.
What do you mean, my sweet enthusiast? 
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login