CATILINA.
Du laster og min færd?
Hvad bedre middel havde jeg at vælge? –
Til ingen nytte spildte jeg mit eje;
kun spot og skændsel blev min hele vinding.
Nys i senatet har min avindsmand,
den trædske Cicero, mig trådt i støvet.
Hans tale var en skildring af mit liv,
så skrigende, at selv jeg måtte gyse.
I hvert et blik jeg læste skræk og gru;
med afsky nævnes navnet Catilina;
til efterslægten vil det bringes, som
et billed på en fæl og rædsom blanding
af tøjlesløshed og af uselhed,
af hån og trods mod alt, hvad der er ædelt. –
Og ingen dåd får rense dette navn
og slå til jorden, hvad man fult har løjet!
Enhver vil tro, hvad rygtet har fortalt –
CATILINE.
Do you too blame my course?
What better means therefor had I to choose?--
In vain I lavished all that I possessed;
My one reward was mockery and shame.
Now in the senate has my adversary,
The crafty Cicero, trampled me to earth.
His speech was a portrayal of my life,
So glaring that I, even I, must gasp.
In every look I read dismay and fear;
With loathing people speak of Catiline;
To races yet unborn my name will be
A symbol of a low and dreadful union
Of sensuality and wretchedness,
Of scorn and ridicule for what is noble.--
And there will be no deed to purge this name
And crush to earth the lies that have been told!
Each will believe whatever rumor tells--
