FURIA.
Det drønner hult. Det tordner visst deroppe.
Det lyder til mig helt herned i graven.
Men graven selv, den er så stille – stille!
Er jeg til døsig ro da evig dømt?
Skal end ej her ad sammenslyngte veje
jeg vandre frem, som stedse var min lyst?
(efter et ophold.)
Det var et sælsomt liv; – en sælsom skæbne.
Lig stjerneskuddet alting kom – og svandt.
Han mødte mig. En lønlig trolddomsmagt,
en indre samklang drog os mod hinanden.
Jeg var hans hævngudinde, – han mit offer; –
men straffen fulgte hævnerinden brat.
(atter ophold.)
Nu er det lyst deroppe. – Fjernes jeg
nedad – umærkeligt – fra lysets bolig?
Ah, vel mig, hvis så er, – hvis denne dvælen
i gravens skød igrunden er en flugt
på lynets vinger ned mod mørkets lande, –
hvis alt jeg nærmer mig den brede Styx!
Der vælter bølgen blytungt imod bredden;
der sysler Charon lydløs i sin båd.
Snart er jeg der! Der vil jeg taus mig sætte
ved færgestedet, – spørge hver en ånd,
hver flygtig skygge, som fra livets rige
let-skridende sig nærmer dødens flod, –
vil spørge ham, hvorledes Catilina
vel færdes blandt de levende deroppe, –
vil spørge, hvordan han har holdt sin ed.
Jeg lyse vil med blålig svovelfakkel
hver dødning ind i øjets brustne dyb, –
se efter, om det ej er Catilina.
Og når han kommer, vil jeg følge ham; –
da gør vi begge overfarten sammen,
betræder begge Plutons stille sal.
Jeg og som skygge følge skal hans skygge; –
hvor Catilina er, må Furia være!
(efter et ophold, mattere.)
Ah, luften blir så lummer og så kvalm, –
og åndedrættet stedse mere tungt. –
Så nærmer jeg mig da de sorte sumpe,
hvor underverdnens floder strømmer trægt –
(hun lytter; der høres en dump larm.)
Et sagte drøn? Som åreslag det lyder.
Det er de dødes færgemand, der kommer
at hente mig. Nej, her – her vil jeg vente!
(Stenene i den nylig tilmurede åbning brydes fra hverandre. Curius kommer tilsyne udenfor; han vinker til hende.)
FURIA.
A hollow sound. ’Tis thunder rolls above.
I hear its rumble even in the tomb.
Yet is the tomb itself so still--so still!
Am I forever damned to drowsy rest?
Never again am I to wander forth
By winding paths, as ever was my wish?
FURIA.
[After a pause.]
A strange, strange life it was;--as strange a fate.
Meteor-like all came--and disappeared.
He met me. A mysterious magic force,
An inner harmony, together drew us.
I was his Nemesis;--and he my victim;--
Yet punishment soon followed the avenger.
FURIA.
[Another pause.]
Now daylight rules the earth.--Am I perchance
To slip--unknowing--from the realm of light?
’Tis well, if so it be,--if this delay
Within the tomb be nothing but a flight
Upon the wings of lightning into Hades,--
If I be nearing even now the Styx!
There roll the leaden billows on the shore;
There silently old Charon plies his boat.
Soon am I there! Then shall I seat myself
Beside the ferry,--question every spirit,
Each fleeting shadow from the land of life,
As light of foot he nears the river of death,--
Shall ask each one in turn how Catiline
Fares now among the mortals of the earth,--
Shall ask each one how he has kept his oath.
I shall illumine with blue sulphur light
Each spectral countenance and hollow eye,--
To ascertain if it be Catiline.
And when he comes, then shall I follow him;--
Together we shall make the journey hence,
Together enter Pluto’s silent hall.
I too a shadow shall his shade pursue;--
Where Catiline is, must Furia also be!
FURIA.
[After a pause, more faintly.]
The air is growing close and clammy here,--
And every breath in turn more difficult.--
Thus am I drawing near the gloomy swamps,
Where creep the rivers of the underworld.
FURIA.
[She listens; a dull noise is heard.]
A muffled sound? ’Tis like the stroke of oars.
It is the ferryman of shades who comes
To take me hence. No, here--here will I wait!
[The stones in the freshly walled-in passage are broken asunder. CURIUS comes into view on the outside; he beckons to her.]
