Bibliotheca Polyglotta

Catilina (Catiline)

Complete text

CATILINA
(i tanker).
Ja, mer end nok for mig, som tabte alt.

CATILINE.
[Engrossed in thought.]
More than enough for me who squandered all.

AURELIA.
O, grubl ej over, hvad der ej kan ændres; –
forglem, hvad du –

AURELIA.
Oh, brood no more on things we can not change;--
Forget what--

CATILINA.
Vel den, der kunde glemme, –
der kunde rive mindet ud af sjælen,
og alle håb, og alle ønskers mål!
Det kræver tid, før jeg så vidt kan komme;
men jeg vil stræbe –

CATILINE.
Happy he who could forget,--
Who could the memory tear from out his soul,
The many hopes, the goal of all desires.
Ah, time is needed ere I reach that state;
But I shall struggle--

AURELIA.
Jeg vil hjælpe dig;
og du skal finde lindring for dit savn.
Dog, bort herfra vi må så snart som muligt.
Her taler livet til dig som en frister. –
Ej sandt, – vi rejser end i denne nat?

AURELIA.
I shall help you strive;
You shall be comforted for all your loss.
Yet we must leave as soon as possible.
Here life calls to you with a tempter’s voice.
Is it not so,--we go this very night?

CATILINA.
Jo, jo, – i denne nat, Aurelia!

CATILINE.
Yes, yes,--we leave this very night, Aurelia!

AURELIA.
En ringe sum, som endnu var tilbage,
jeg samlet har; til rejsen er det nok.

AURELIA.
The little money left I’ve gathered up;
And for the journey it will be enough.

CATILINA.
Godt, godt! Mit sværd jeg for en spade sælger.
Ah, hvad er sværdet mere vel for mig?

CATILINE.
Good! I shall sell my sword and buy a spade.
What value henceforth is a sword to me?

AURELIA.
Du rydder jorden; jeg vil dyrke den.
Snart om vort hjem i blomsterflor skal spire
en rosenhæk og venlige kærminder,
som varsel for at tiden snart er nær,
da du hvert fortidsminde hilse kan
som ungdomsven, når det din sjæl besøger.

AURELIA.
You clear the land, and I shall till the soil.
Around our home will grow in floral splendor
A hedge of roses, sweet forget-me-nots,
The silent tokens of a chastened soul,
When as some youthful comrade you can greet
Each memory recurrent of the past.

CATILINA.
Den tid, Aurelia? Jeg frygter, elskte, –
den ligger end i fremtids fjerne blå.
(med lettere udtryk.)
Dog gå, min hustru; hvil dig lidt derinde.
Kort efter midnat vil vi bryde op; –
da blunder staden dybest i sin slummer,
og ingen aner, hvor vi flygter hen.
Den første morgenrøde skal os finde
langt – langt herfra; i laurbærlundens ly
vi hviler os på græssets bløde teppe.

CATILINE.
That time, Aurelia? Ah, beloved, I fear--
That hour lies in a distant future’s keeping.

CATILINE.
[In a milder tone.]
But go, dear wife, and, while you may, repose.
Soon after midnight we shall start our journey.
The city then is lapped in deepest slumber,
And none shall guess our hidden destination.
The first glow in the morning sky shall find us
Far--far away; there in the laurel grove
We’ll rest ourselves upon the velvet grass.

AURELIA.
En ny tilværelse for os frembryder, –
mer glæderig, end den, vi slutted her.
Nu vil jeg gå. En times rolighed
mig skænker kraft –. Godnat, min Catilina!
(hun omfavner ham og går.)

AURELIA.
A new life opens up before us both--
Richer in happiness than this that’s ended.
Now will I go. An hour’s quiet rest
Will give me strength--. Good-night, my Catiline!
[She embraces him and goes out.]

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=688a0fae-f199-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display