You are here: BP HOME > MI > Catilina (Catiline) > fulltext
Catilina (Catiline)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Catilina (Catiline)
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Back to library
CATILINA
(ser efter hende).
Nu er hun borte. Ah, det letted mig!
Aflægge kan jeg denne byrdefulde
forstillelse, det skin af frejdighed,
som findes mindst af alt i dette hjerte.
Hun er min gode ånd. Hun vilde sørge,
ifald hun så min tvivl. Jeg må den skjule.
Dog, denne tause stund jeg vier ind
til en betragtning af mit spildte liv. –
Ah, lampen der forstyrrer mine tanker; –
mørkt må her være, – mørkt, som i min sjæl!
(slukker lampen ud; månen skinner ind gennem søjlerne i baggrunden.)
For lyst, – for lyst endnu! Dog, ligemeget; –
det matte måneskin sig passer godt
til dette dunkle halvlys, der omhyller, –
der stedse har omhyllet mine veje.
Hm, Catilina, – så er denne dag
din sidste; alt imorgen er du ej
hin Catilina mer, du før har været.
Fjernt i det øde Gallien skal mit liv
henrinde ukendt som en flod i skoven. –
Nu er jeg vågnet op af alle drømme
om magt, om storhed, om et dådrigt levnet; –
de svandt som duggen; i mit indres nat
var deres tumleplads; – dem ingen kendte.
Det er ej denne dumpe døs og ro,
afstængt fra verdens larm, som skræmmer mig.
Hvis blot et øjeblik jeg kunde lyse
og flamme som en stjerne i sit fald, –
hvis blot jeg en gang med en herlig dåd
fik knytte mig og navnet „Catilina“
til ry og til udødelige sagn, –
da skulde jeg med fryd, i sejrens stund,
forlade alt, – ty til en fremmed strand;
jeg skulde støde dolken i mit hjerte;
dø fri og glad; – thi da jeg havde levet!
Men denne lodd er døden uden liv.
Er sådant muligt? Skal jeg så forgå?
(med oprakte arme.)
Et vink, I vrede guder, – at det er
min skæbne, glemt og sporløst at forsvinde
fra livet! 
CATILINE.
[Gazes after her.]
Now is she gone! And I--what a relief!
Now can I cast away this wearisome
Hypocrisy, this show of cheerfulness,
Which least of all is found within my heart.
She is my better spirit. She would grieve
Were she to sense my doubt. I must dissemble.
Yet shall I consecrate this silent hour
To contemplation of my wasted life.--
This lamp,--ah, it disturbs my very thoughts;--
Dark it must be here,--dark as is my soul!
[He puts out the light; the moon shines through the pillars in the rear.]

CATILINE.
Too light,--yes, still too light! And yet, no matter;--
The pallid moonlight here does well befit
The twilight and the gloom that shroud my soul,--
Have ever shrouded all my earthly ways.

CATILINE.
Hm, Catiline, then is this day your last;
Tomorrow morning you will be no longer
The Catiline you hitherto have been.
Distant in barren Gaul my life shall run
Its course, unknown as is a forest stream.--
Now am I wakened from those many visions
Of power, of greatness, of a life of deeds;--
They vanished like the dew; in my dark soul
They struggled long and died,--unseen of men.

CATILINE.
Ah, it is not this dull and drowsy life,
Far from all mundane tumult, that affrights me.
If only for a moment I could shine,
And blaze in splendor like a shooting star,--
If only by a glorious deed I could
Immortalize the name of Catiline
With everlasting glory and renown,--
Then gladly should I, in the hour of triumph,
Forsake all things,--flee to a foreign strand;--
I’d plunge the dagger in my exiled heart,
Die free and happy; for I should have lived!

CATILINE.
But oh,--to die without first having lived.
Can that be possible? Shall I so die?
[With uplifted hands.]

CATILINE.
A hint, oh angry powers,--that it is
My fate to disappear from life forgotten,
Without a trace! 
FURIA
(udenfor bag søjlerne).
Nej, det er ej, Catilina! 
FURIA.
[Outside behind the pillars.]
It is not, Catiline! 
CATILINA
(farer tilbage).
Hvo taler? Hvilken stemme varsler hist?
En ånderøst fra underverdnens skygger! 
CATILINE.
[Taken aback.]
Who speaks? What warning voice is this I hear?
A spirit voice from out the underworld! 
FURIA
(træder frem i måneskinnet).
Jeg er din skygge. 
FURIA.
[Comes forward in the moonlight.]
I am your shadow. 
CATILINA
(forfærdet).
Vestalindens genfærd! 
CATILINE.
[Terrified.]
What,--the vestal’s ghost! 
FURIA.
Dybt må du være sunken, hvis du ræddes
for mig. 
FURIA.
Deep must your soul have sunk if you recoil
From me! 
CATILINA.
Tal! Er du stegen op af graven
for at forfølge mig med had og hævn? 
CATILINE.
Speak! Have you risen from the grave
With hatred and with vengeance to pursue me? 
FURIA.
Forfølge, – siger du? Jeg er din skygge.
Jeg må ledsage dig, hvorhen du går.
(hun nærmer sig.)  
FURIA.
Pursue you,--did you say? I am your shadow.
I must be with you wheresoe’er you go.
[She comes nearer.] 
CATILINA.
Hun lever! Guder, – det er hende selv,
og ingen ånd! 
CATILINE.
She lives! O gods,--then it is she,--no other,
No disembodied ghost. 
FURIA.
Ånd eller ikke, – det
er ligemeget; jeg ledsager dig. 
FURIA.
Or ghost or not,--
It matters little; I must follow you. 
CATILINA.
Med blodigt had! 
CATILINE.
With mortal hate! 
FURIA.
I graven slukner hadet,
som kærligheden og som alle drifter,
der næres i en jordisk barm. Kun et
står fast i liv og død og kan ej ændres. 
FURIA.
Hate ceases in the grave,
As love and all the passions do that flourish
Within an earthly soul. One thing alone
In life and death remains unchangeable. 
CATILINA.
Og hvad? Sig frem! 
CATILINE.
And what? Say forth! 
FURIA.
Din skæbne, Catilina! 
FURIA.
Your fate, my Catiline! 
CATILINA.
Min skæbne kender kun de vise guder, –
ej noget menneske. 
CATILINE.
Only the gods of wisdom know my fate,--
No human being. 
FURIA.
Jeg kender den.
Jeg er din skygge; – gådefulde bånd
os sammenknytter. 
FURIA.
Yet I know your fate.
I am your shadow;--strange, mysterious ties
Bind us together. 
CATILINA.
Det er hadets. 
CATILINE.
Bonds of hatred. 
FURIA.
Nej!
Steg nogen ånd fra gravens kvalme dyb
med hads og hævns begær? Hør, Catilina!
Jeg slukket har i underverdnens floder
hver jordisk ild, der rased i mit bryst.
Som her du ser mig, er jeg ikke længer
hin Furia, – hin vilde, harmoptændte, –
du engang elsked – 
FURIA.
No!
Rose ever spirit from the dankest grave
For hate and vengeance? Listen, Catiline!
The rivers of the underworld have quenched
Each earthly flame that raged within my breast.
As you behold me here, I am no longer
The stormy Furia,--wild and passionate,--
Whom once you loved-- 
CATILINA.
Hader du mig ej? 
CATILINE.
You do not hate me then? 
FURIA.
Nu ikke mere. Da jeg stod i graven, –
da jeg på skillevejen mellem livet
og døden vakled, næste stund beredt
at gæste underverdnen, – se, da greb
en sælsom gysning mig; jeg véd ej selv –;
der foregik en underlig forvandling; –
bort flød mit had, min hævn, min hele sjæl;
hvert minde svandt og hver en jordisk higen; –
kun navnet „Catilina“ skrevet står
med ildskrift, rødt, som fordum, i min barm. 
FURIA.
Ah, now no more. When in the tomb I stood,--
And faltered on the path that separates
This life from death, at any moment ready
To greet the underworld,--lo, seized me then
An eerie shuddering; I know not what--;
I felt in me a mystic transformation;--
Away flowed hate, revenge, my very soul;
Each memory vanished and each earthly longing;--
Only the name of “Catiline” remains
Written in fiery letters on my heart. 
CATILINA.
Forunderligt! Vær, hvo du være vil, –
et menneske, en underverdnens skygge, –
der ligger dog en grufuld trylledragning
i dine ord, i dine sorte øjne. 
CATILINE.
Ah, wonderful! No matter who you are,--
A human form, a shadow from the dead,--
There lies withal a dreadful fascination
In your dark eyes, in every word you speak. 
FURIA.
Dit sind er stærkt som mit; og dog du vil
forsagt og tvivlsom slippe hvert et håb
om sejr og vælde. Fejgt du vender ryggen
den skueplads, hvor dine dunkle anslag
i lys og modning kunde foldes ud! 
FURIA.
Your mind is strong as mine; yet you give up,
Disheartened and irresolute, each hope
Of triumph and dominion. You forsake
The battlefield, where all your inmost plans
Could grow and blossom forth into achievement. 
CATILINA.
Jeg må! En ubønhørlig skæbne vil det. 
CATILINE.
I must! Inexorable fate decrees it! 
FURIA.
Din skæbne? Hvortil fik du heltens kraft, –
om ej til kamp mod, hvad du skæbnen kalder? 
FURIA.
Your fate? Why were you given a hero’s strength,--
If not to struggle with what you call fate? 
CATILINA.
Ak, jeg har kæmpet nok! Var ej mit liv
en stadig kamp? Og hvad er kampens frugter?
Foragt og skændsel –! 
CATILINE.
Oh, I have fought enough! Was not my life
A constant battle? What are my rewards?
Disgrace and scorn--! 
FURIA.
Du er dalet dybt.
Du higer mod et højt forvovent mål;
vil gerne nå det; og du skrækkes dog
af hver en hindring. 
FURIA.
Ah, you are fallen low!
You struggle towards a high and daring goal,
Are eager to attain it; yet you fear
Each trifling hindrance. 
CATILINA.
Frygt er grunden ej.
Det mål, jeg satte mig, er uopnåeligt; –
det hele var en flygtig ungdomsdrøm. 
CATILINE.
Fear is not the reason.
The goal I sought is unattainable;--
The whole was but a fleeting dream of youth. 
FURIA.
Nu skuffer du dig selv, min Catilina!
Du kredser endnu om det ene formål; –
din sjæl er stor, – en Romer-hersker værdig, –
og du har venner –. Ah, hvi nøler du? 
FURIA.
Now you deceive yourself, my Catiline!
You hover still about that single project;--
Your soul is noble,--worthy of a ruler,--
And you have friends--. Ah, wherefore hesitate? 
CATILINA
(i eftertanke).
Jeg skal –? Hvad mener du –? Med borgerblod –? 
CATILINE.
[Meditating.]
I shall--? What do you mean--? With civil blood--? 
FURIA.
Er du en mand, – og har ej kvindemod?
Har du forglemt hin raske Romerinde,
der søgte tronen over fader-liget?
Jeg føler mig en Tullia; – men du?
Foragt dig selv; – foragt dig, Catilina! 
FURIA.
Are you a man,--yet lack a woman’s courage?
Have you forgot that nimble dame of Rome,
Who sought the throne straight over a father’s corpse?
I feel myself a Tullia now; but you--?
Scorn and despise yourself, O Catiline! 
CATILINA.
Skal jeg foragte mig, fordi mit sind
ej længer huser vild ærgærrighed? 
CATILINE.
Must I despise myself because my soul
No longer harbors selfish aspirations? 
FURIA.
Her står du på en korsvej i dit liv.
Hist venter dig en tom og dådløs færden, –
en mellemting af død og døsig slummer; –
men på den anden side skimter du
et hersker-sæde. Vælg så, Catilina! 
FURIA.
You stand here at a cross-road in your life;
Yonder a dull, inactive course awaits you,--
A half-way something, neither sleep nor death;--
Before you, on the other hand, you see
A sovereign’s throne. Then choose, my Catiline! 
CATILINA.
Du lokker og du frister til fordærv. 
CATILINE.
You tempt me and allure me to destruction. 
FURIA.
Kast tærningen, – og i din hånd er lagt
det stolte Romas vel for alle tider.
Din stumme skæbne gemmer glans og magt;
og dog du vakler, – vover ej at handle!
Du drager hist til dine skove, hvor
udslukkes vil hvert håb, du engang nærte.
Ah, Catilina, er der intet spor
af ærelyst tilbage i dit hjerte?
Skal denne herskersjæl, til hæder skabt,
hist i en navnløs ørk ukendt forsvinde?
Ja, rejs! Men vid, – da er for stedse tabt,
hvad her med dristig dåd du kunde vinde. 
FURIA.
Cast but the die,--and in your hand is placed
Forevermore the welfare of proud Rome.
Glory and might your silent fate conceals,
And yet you falter,--dare not lift a hand!
You journey yonder to the forests, where
Each longing that you cherished will be quenched.
Ah, tell me, Catiline, is there no trace
Of thirst for glory left within your heart?
And must this princely soul, for triumphs born,
Vanish unknown in yonder nameless desert?
Hence, then! But know that thus you lose forever
What here you could by daring deeds attain. 
CATILINA.
Bliv ved; bliv ved! 
CATILINE.
Go on, go on! 
FURIA.
Med skræk og gysen vil
den fjerne efterslægt dit navn erindre.
Dit hele liv var et forvovent spil; –
dog i forsonings lys det skulde tindre,
af sagnet båret, når med vældig hånd
du brød dig vej midt i den vilde stimmel, –
når trældomsskyen ved din herskerånd
var vegen for en nyskabt frihedshimmel, –
når engang du – 
FURIA.
With trembling and with fear
The future generations will recall
Your fate. Your life was all a daring game;--
Yet in the lustre of atonement it would shine,
Known to all men, if with a mighty hand
You fought your way straight through this surging
throng,--
If the dark night of thraldom through your rule
Gave way before a new-born day of freedom,--
If at some time you-- 
CATILINA.
Alt nok! Du grebet har
den streng, der dirred dybest i mit indre; –
din tale klang, som om den genlyd var
af hvad mit hjerte hvisked dag og nat. 
CATILINE.
Hold! Ah, you have touched
The string that quivers deepest in my soul.
Your every word sounds like a ringing echo
Of what my heart has whispered day and night. 
FURIA.
Så kender jeg dig atter, Catilina! 
FURIA.
Now, Catiline, I know you once again! 
CATILINA.
Jeg rejser ej! – Tillive har du vakt
min ungdoms mod, min manddoms fulde higen.
Ja, jeg skal lyse for det sunkne Roma, –
slå dem med skræk som vandrestjernens ris!
I stolte uslinger, – I skal erfare,
I har ej knækket mig, var end en stund
min kraft af kampens hede sløvet! 
CATILINE.
I shall not go! You have recalled to life
My youthful zeal, my manhood’s full-grown longings.
Yes, I shall be a light to fallen Rome,--
Daze them with fear like some erratic star!
You haughty wretches,--you shall soon discover
You have not humbled me, though for a time
I weakened in the heat of battle! 
FURIA.
Hør mig!
Hvad skæbnen vil, – hvad mørkets stærke magter
bestemmer over os, vi lyde må.
Nu vel! Mit had er borte; – skæbnen bød det;
det måtte være så. – Ræk mig din hånd
til evigt forbund! – Ah, hvi nøler du?
Du vil ej? 
FURIA.
Listen!
Whatever be the will of fate,--whatever
The mighty gods decree, we must obey.
Just so! My hate is gone;--fate thus decreed,
And so it had to be! Give me your hand
In solemn compact!--Ah, you hesitate?
You will not? 
CATILINA.
Vil –? Jeg ser på dine øjne.
De gløder, – lynet lig i nattens mulm.
Nu smilte du! Ah, sådan har jeg tænkt
mig Nemesis – 
CATILINE.
Will--? I gaze upon your eyes:
They flash,--like lightning in the gloom of night.
Now did you smile! Just so I’ve often pictured
Nemesis-- 
FURIA.
Hvad? Vil du hende se, –
se ind i dig. Har du forglemt din ed? 
FURIA.
What? Herself you wish to see,--
Then look within. Have you forgot your oath? 
CATILINA.
Jeg mindes den; – og dog en hævnerinde
du tykkes mig – 
CATILINE.
No, I remember;--yet you seem to me
A Nemesis-- 
FURIA.
Jeg er et billed jo
udaf din egen sjæl. 
FURIA.
I am an image born
From your own soul. 
CATILINA
(grublende).
Hvad siger du?
Jeg aner uklart, hvad jeg ej kan fatte;
jeg skimter gådefulde tåge-syner, –
men kan ej tyde dem. Her er for mørkt. 
CATILINE.
[Meditating.]
What is all this you say?
I sense but vaguely what I fail to grasp;
I glimpse mysterious, strangely clouded visions,--
But can not understand. I grope in darkness! 
FURIA.
Mørkt må her være. Mørket er vort rige; –
i mørket hersker vi. Kom; ræk mig hånden
til evigt forbund! 
FURIA.
It must be dark here. Darkness is our realm;--
In darkness is our rule. Give me your hand
In solemn pledge! 
CATILINA
(vildt).
Skønne Nemesis, –
min skygge, – billed af min egen sjæl. –
her er min hånd til mørkt og evigt forbund!
(han griber med heftighed hendes hånd; hun ser på ham med et stivt smil.)  
CATILINE.
[Wildly.]
O lovely Nemesis,--
My shadow,--image of my very soul,--
Here is my hand in everlasting compact.
[He seizes her hand violently; she looks at him with a stern smile.] 
FURIA.
Nu kan vi aldrig skilles! 
FURIA.
Now we can never part! 
CATILINA.
Ah, som ild
dit håndtryk foer igennem mine årer!
Her ruller blod ej mer, men hede flammer; –
for trangt det vorder mig om brystets hvælv;
det mørkner for mit syn! Nu skal der spredes
et ildhavs lysning over Romer-staden!
(han drager sit sværd og svinger det.)
Mit sværd; mit sværd! Ah, ser du, hvor det blinker?
Snart skal det farves i det lunkne blod! –
Hvad foregår med mig? Min pande brænder;
en hær af syner jager mig forbi. –
Hævn er det, sejr og liv for alle drømme
om storhed, herskermagt og evigt navn.
Mit feltråb vorder: død og røde flammer!
Mod Kapitol! Nu er jeg først mig selv!
(han styrter ud; Furia følger ham.)


 
CATILINE.
Ah, like a stream
Of fire your touch went coursing through my veins!
’Tis blood no more that flows, but fiery flames;--
My breast now cabins and confines my heart;
My sight grows dull. Soon shall a flaming sea
Illumine with its light the Roman state!
[He draws his sword and brandishes it.]

CATILINE.
My sword! My sword! Do you see how it flashes?
Soon will it redden in their tepid blood!--
What change is this in me? My brow burns hot;
A multitude of visions flit before me.--
Vengeance it is,--triumph for all those dreams
Of greatness, regal power, and lasting fame.
My watch-word shall be: livid flames and death!
The capitol! Now first I am myself!
[He rushes out; FURIA follows him.]


 
(Det indre af en svagt oplyst taverne.)
  (Statilius, Gabinius, Coeparius, tilligemed flere unge Romere kommer ind.)  
[The inside of a dimly illumined tavern.]
  [STATILIUS, GABINIUS, COEPARIUS, and other young ROMANS enter.] 
 
Permanent link
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login