CATILINA (ser efter hende). Nu er hun borte. Ah, det letted mig! Aflægge kan jeg denne byrdefulde forstillelse, det skin af frejdighed, som findes mindst af alt i dette hjerte. Hun er min gode ånd. Hun vilde sørge, ifald hun så min tvivl. Jeg må den skjule. Dog, denne tause stund jeg vier ind til en betragtning af mit spildte liv. – Ah, lampen der forstyrrer mine tanker; – mørkt må her være, – mørkt, som i min sjæl! (slukker lampen ud; månen skinner ind gennem søjlerne i baggrunden.) For lyst, – for lyst endnu! Dog, ligemeget; – det matte måneskin sig passer godt til dette dunkle halvlys, der omhyller, – der stedse har omhyllet mine veje. Hm, Catilina, – så er denne dag din sidste; alt imorgen er du ej hin Catilina mer, du før har været. Fjernt i det øde Gallien skal mit liv henrinde ukendt som en flod i skoven. – Nu er jeg vågnet op af alle drømme om magt, om storhed, om et dådrigt levnet; – de svandt som duggen; i mit indres nat var deres tumleplads; – dem ingen kendte. Det er ej denne dumpe døs og ro, afstængt fra verdens larm, som skræmmer mig. Hvis blot et øjeblik jeg kunde lyse og flamme som en stjerne i sit fald, – hvis blot jeg en gang med en herlig dåd fik knytte mig og navnet „Catilina“ til ry og til udødelige sagn, – da skulde jeg med fryd, i sejrens stund, forlade alt, – ty til en fremmed strand; jeg skulde støde dolken i mit hjerte; dø fri og glad; – thi da jeg havde levet! Men denne lodd er døden uden liv. Er sådant muligt? Skal jeg så forgå? (med oprakte arme.) Et vink, I vrede guder, – at det er min skæbne, glemt og sporløst at forsvinde fra livet!
CATILINE. [Gazes after her.] Now is she gone! And I--what a relief! Now can I cast away this wearisome Hypocrisy, this show of cheerfulness, Which least of all is found within my heart. She is my better spirit. She would grieve Were she to sense my doubt. I must dissemble. Yet shall I consecrate this silent hour To contemplation of my wasted life.-- This lamp,--ah, it disturbs my very thoughts;-- Dark it must be here,--dark as is my soul! [He puts out the light; the moon shines through the pillars in the rear.]
CATILINE. Too light,--yes, still too light! And yet, no matter;-- The pallid moonlight here does well befit The twilight and the gloom that shroud my soul,-- Have ever shrouded all my earthly ways.
CATILINE. Hm, Catiline, then is this day your last; Tomorrow morning you will be no longer The Catiline you hitherto have been. Distant in barren Gaul my life shall run Its course, unknown as is a forest stream.-- Now am I wakened from those many visions Of power, of greatness, of a life of deeds;-- They vanished like the dew; in my dark soul They struggled long and died,--unseen of men.
CATILINE. Ah, it is not this dull and drowsy life, Far from all mundane tumult, that affrights me. If only for a moment I could shine, And blaze in splendor like a shooting star,-- If only by a glorious deed I could Immortalize the name of Catiline With everlasting glory and renown,-- Then gladly should I, in the hour of triumph, Forsake all things,--flee to a foreign strand;-- I’d plunge the dagger in my exiled heart, Die free and happy; for I should have lived!
CATILINE. But oh,--to die without first having lived. Can that be possible? Shall I so die? [With uplifted hands.]
CATILINE. A hint, oh angry powers,--that it is My fate to disappear from life forgotten, Without a trace!
FURIA (udenfor bag søjlerne). Nej, det er ej, Catilina!
FURIA. [Outside behind the pillars.] It is not, Catiline!
CATILINA (farer tilbage). Hvo taler? Hvilken stemme varsler hist? En ånderøst fra underverdnens skygger!
CATILINE. [Taken aback.] Who speaks? What warning voice is this I hear? A spirit voice from out the underworld!
FURIA (træder frem i måneskinnet). Jeg er din skygge.
FURIA. [Comes forward in the moonlight.] I am your shadow.
CATILINA (forfærdet). Vestalindens genfærd!
CATILINE. [Terrified.] What,--the vestal’s ghost!
FURIA. Dybt må du være sunken, hvis du ræddes for mig.
FURIA. Deep must your soul have sunk if you recoil From me!
CATILINA. Tal! Er du stegen op af graven for at forfølge mig med had og hævn?
CATILINE. Speak! Have you risen from the grave With hatred and with vengeance to pursue me?
FURIA. Forfølge, – siger du? Jeg er din skygge. Jeg må ledsage dig, hvorhen du går. (hun nærmer sig.)
FURIA. Pursue you,--did you say? I am your shadow. I must be with you wheresoe’er you go. [She comes nearer.]
CATILINA. Hun lever! Guder, – det er hende selv, og ingen ånd!
CATILINE. She lives! O gods,--then it is she,--no other, No disembodied ghost.
FURIA. Ånd eller ikke, – det er ligemeget; jeg ledsager dig.
FURIA. Or ghost or not,-- It matters little; I must follow you.
