Bibliotheca Polyglotta

Catilina (Catiline)

Complete text

CATILINA
(efter et ophold).
Om jeg slumred eller våged, véd jeg ikke visst;
tusend tanker jog hinanden uden ro og rist.
Se, da lægger sig omkring mig mulm og skumring brat;
og sin brede vinge sænker i min sjæl en nat,
kun af lynblink gennemkrydset, mørk og rædselsfuld;
og jeg ser mig i en hvælving, klam som gravens muld.
Højt er taget, ligt en himmel, tordenskybelagt;
skyggers skarer, skyggers vrimmel, ånders vilde jagt,
hvirvler sig forbi og suser, som når havets bryst
drager stormens vejr og knuses mod en stenet kyst.
Dog, midt i den vilde vrimmel titter stundom frem
blomstersmykte børn og synger om et halvglemt hjem.
Rundt omkring dem viger mørket for en lysning klar, –
og i rummets midte skimter jeg et ensomt par;
tvende kvinder, – stræng den ene og som natten sort, –
og den anden mild, som dagen, når den flygter bort.
Ah, hvor sælsomt velbekendte tyktes mig de to!
Snart den enes smil mig vugged i en salig ro;
snart den andens hvasse øjne gnistred som et lyn;
skræk mig greb, – og dog jeg fulgte gerne dette syn.
Stolt og oprejst står den ene, og den anden lænes til
bordet, hvor de tykkes spille et forborgent brikkespil.
Brikker bytter de og flytter om fra sted til sted; –
da er spillet tabt og vundet, og i jorden synker ned
hun, som spillet tabte, kvinden med det lyse smil;
og de smykte børneklynger viger bort med il.
Larmen stiger; mørket vokser; men fra mulmets skød
fæster sig på mig to øjne som i sejers-glød;
svimmel griber mig; de blanke øjne ser jeg kun.
Men hvad mer jeg drømte siden i min feberblund
ligger under glemsels-dækket i mit indre gemt.
Kunde jeg blot resten mindes. Ak, det er forglemt!

CATILINE.
[After a pause.]
If I slept or if I waked, scarcely can I say;
Visions fast pursued each other in a mad array.
Soon a deepening twilight settles over everything;
And a night swoops down upon me on her wide-spread wing,
Terrible and dark, unpierced, save by the lightning’s flare;
I am in a grave-like dungeon, filled with clammy air.
Lofty is the ceiling and with thunderclouds o’ercast;
Multitudes of shadow forms go racing wildly past,
Whirl around in roaring eddies, as the ocean wave
Draws the raging storm and breaks against a rocky cave.
Yet amid this frenzied tumult children often come,
Decked in flowers, singing of a half-forgotten home.
Soon the darkness round them changes to a vivid glare,--
Dimly in the center I descry a lonely pair;
Ah, two women,--stern the one and gloomy as the night,--
And the other gentle, like the evening in its flight.
How familiar to my eyes the two lone figures seemed!
With her smiling countenance the one upon me beamed;
Like the zigzag lightning flashed the other’s piercing eye;
Terror seized my soul,--yet on I gazed in ecstasy.
Proudly upright stands the one, the other leans in weariness
On the solitary table, where they play a game of chess.
Pawns they barter, or they move them now from place to place;--
Then the game is lost and won,--she fades away in space,--
She who radiantly smiled, ah, she who lost the game;
Instantly the bands of children vanish whence they came.
Tumult rises; darkness deepens; but from out the night
Two eyes fix upon me, in a victor’s gloating right;
Then my brain reels; I see nothing but those baleful eyes.
But what else I dreamed of in that frenzied slumber lies
Far within me hidden, buried deep beyond recall.
Could I but remember. Gone forever is it all.

MANLIUS
Forunderlig isandhed, Catilina,
er denne drøm.

MANLIUS.
Remarkable, indeed, my Catiline,
Is this your dream.

CATILINA
(grublende).
Hvis blot jeg kunde mindes –.
Men nej; det lykkes ikke –

CATILINE.
[Meditating.]
If I could but remember--
But no; my memory fails me--

MANLIUS
Ængst dig ej
med disse tanker. Hvad er drømme vel?
Indbildninger og tomme hjernespind,
betydningsløse, uden grund og mening.

MANLIUS.
Brood no longer
Upon these thoughts. For what are dreams, indeed,
But pale chimeras only, darkling visions,
On nothing founded, and by naught explained?

CATILINA.
Ja, du har ret; jeg vil ej gruble mere; –
nu er jeg rolig. Gå kun, Manlius;
hvil dig en stund. Jeg vandrer her imens
i enrum med mig selv og mine anslag.
(Manlius går ind i skoven.)

CATILINE.
Yes, you are right; I will no longer brood;--
Already I am calm. But go your way;
You need some rest. The meanwhile I shall walk
In privacy and meditate my plans.
[MANLIUS goes into the forest.]

CATILINA
(går en tidlang op og ned ved vagtilden, der er ifærd med at slukkes; derpå standser han og siger tankefuld:)
Hvis blot jeg kunde –. Ah, det er umandigt
at ængstes og at gruble over sligt.
Og dog, – i denne tause midnatstime,
i denne ensomhed, mig træder atter
så levende for øje, hvad jeg drømte –
(Et skyggebillede, i lignelse af en olding i rustning og toga, skyder ligesom op af jorden et stykke fra ham inde mellem træerne.)

CATILINE.
[Paces for some time back and forth by the camp fire, which is about to go out; then he stops and speaks thoughtfully.]
If I could only--. Ah, it is unmanly
To brood and be distressed by thoughts like these.
And yet,--here in the stillness of the night,
This lonely solitude, again I see
Rising before me life-like all I dreamed.
[A SHADOW, attired like an old warrior in armor and toga, stems to rise from the earth among the trees a short distance from him.]

CATILINA
(viger tilbage for skyggen).
I guders magt –!

CATILINE.
[Recoils before THE SHADOW.]
Great powers of heaven--!

SKYGGEN
Vær hilset, Catilina!

THE SHADOW.
Greetings, Catiline!

CATILINA
Hvad vil du mig? Hvo er du, blege skygge?

CATILINE.
What will you have? Who are you, pallid shade?

SKYGGEN
Vent! Jeg har retten til at spørge her, –
og du skal svare. Kender du ej mere
fra længst forsvundne tider denne røst?

THE SHADOW.
One moment! It is here my right to question,--
And you shall answer. Do you no longer know
This voice from ages long since passed away?

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=6901f7e4-f199-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display