You are here: BP HOME > MI > Catilina (Catiline) > fulltext
Catilina (Catiline)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
CATILINA
(støder Aurelia tilside).
Væk fra mig, du, som stjæle vil mit ry! –
Blandt mænd skal døden ramme mig. Jeg har
et liv at sone og et navn at tvætte – 
CATILINE.
[Thrusts AURELIA aside.]
Away, you who would rob me of my fame!
Death shall o’ertake me in the midst of men.
I have a life to atone, a name to clear-- 
FURIA.
Ret så; ret så, min stolte Catilina! 
FURIA.
Just so; just so, my gallant Catiline! 
CATILINA.
Ud af min sjæl jeg river alt, som binder
mig til min fortid og dens tomme drøm!
Hvad bag mig ligger, er som om det aldrig
af mig var levet – 
CATILINE.
All things I will uproot from out my soul
That bind me to my life of empty dreams!
All that is of the past shall henceforth be
As if ’twere not-- 
AURELIA
O, forstød mig ikke!
Ved al min elskov, – jeg besværger dig, –
lad os ej skilles, Catilina! 
AURELIA.
Oh, cast me not away!
By all the love I bear you, Catiline,--
I beg you, I adjure,--let us not part! 
CATILINA.
Ti!
Mit bryst er dødt, mit blik er blindt for elskov.
Fra livets gøgleværk jeg vender øjet,
og ser kun mod den store blege stjerne
på eftermælets himmel! 
CATILINE.
My heart is dead, my sight is blind to love.
From life’s great mockery I turn my eyes;
And gaze but on the dim, yet mighty star
Of fame that is to be! 
AURELIA.
Milde guder!
(hun læner sig mat op mod træet udenfor teltet.)  
AURELIA.
O gods of mercy!
[She leans faint against the tree outside the tent.] 
CATILINA
(til mændene).
Og nu afsted! 
CATILINE.
[To the Warriors.]
And now away! 
MANLIUS.
Hist lyder våbenbrag 
MANLIUS.
The din of arms I hear! 
FLERE STEMMER.
De nærmer sig! 
SEVERAL VOICES.
They come, they come. 
CATILINA.
Godt! Vi vil kækt dem møde.
Lang var vor skændsels nat; snart gryr en dag –.
Til bad i kampens morgenskyer røde!
Følg mig! For Romer-sværd med Romer-mod
skal Romas sidste segne i sit blod!
(de iler ud gennem skoven; fra lejren høres larm og stridsråb.)  
CATILINE.
Good! We will heed their warning.
Long was our night of shame; our dawn is near--.
To battle in the crimson sky of morning!
By Roman sword, with Roman fortitude,
The last of Romans perish in their blood!
[They rush out through the forest; a great alarm, rent with battle-cries, is heard from within the camp.] 
FURIA.
Han er borte. Jeg har nået målet for mit liv.
Solens første blik på sletten ser ham kold og stiv. 
FURIA.
He is gone forever. My great task in life is done.
Cold and rigid we shall find him in the morning sun. 
AURELIA
(hen for sig).
I hans harmopfyldte hjerte skulde elskov mer ej bo?
Var det drømme? Nej, så lød det fra hans vrede læbe jo. 
AURELIA.
[Aside.]
In his passion-glutted bosom then should love no longer dwell?
Was it nothing but a dream? His angry words I heard full well. 
FURIA.
Sværdet klinger; Catilina svæver alt på gravens rand;
snart han som en lydløs skygge haster mod de dødes land. 
FURIA.
Hark, the weapons clash; already at the brink
of death he stands;
Soon a noiseless shadow he will hasten toward the spirit
lands. 
AURELIA
(farer sammen).
Ah, hvo er du, uheldsvangre røst, der høres hist,
uglen lig, når hult den varsler ifra træets kvist!
Er du stegen fra de klamme skyggelande frem
for at føre Catilina til dit skumle hjem? 
AURELIA.
[Startled.]
Who are you, prophetic voice, that yonder comes to me,
Like the night-owl’s cry of warning from some far-off tree!
Are you from the clammy underworld of spirits come
Hence to lead my Catiline into your gloomy home? 
FURIA.
Hjemmet er jo vandrings-målet, og hans veje gik
gennem livets dynd og sumpe – 
FURIA.
Home is ay the journey’s goal, and all his wanderings lay
Through the reeking swamps of life-- 
AURELIA.
Kun et øjeblik
Frit og ædelt var hans hjerte, stærk hans sjæl og god,
til et giftfrø den omklamred med sin slangerod. 
AURELIA.
But only for a day.
Free and noble was his heart, his spirit strong and true,
Till around it serpent-like a poisoned seedling grew. 
FURIA.
Friskt og grønt er og platanens løv i brede lag,
til dens stamme kvæles i en slyngvæksts favnetag. 
FURIA.
So the plane-tree, too, keeps fresh and green its leafy dress,
Till its trunk is smothered in a clinging vine’s caress. 
AURELIA.
Der forrådte du dit ophav! Denne stemmes klang
gav fra Catilinas læber genlyd mangen gang.
Du er slangen, som forgifted for mig livets frugt,
slangen, som for al min ømhed har hans hjerte lukt.
Fra de vågne nætters drømme grant jeg kender dig,
ser dig som en trusel stillet mellem ham og mig.
Ved min elskte husbonds side higed jeg så fro
mod et liv, af stilhed hegnet, mod et hvilens bo;
i hans trætte hjerte planted jeg et urtebed;
som dets bedste smykke freded jeg vor kærlighed.
Ah, din hadske hånd har rykket urten op med rod,
og i støvet ligger den, hvor før den frodig stod! 
AURELIA.
Now did you betray your source. For time and time again
Echoed from the lips of Catiline this one refrain.
You the serpent are, who poisoned all my joy in life,
Steeled his heart against my kindness through your deadly strife.
From those waking night-dreams well I know your infamy,
Like a threat I see you stand between my love and me.
With my husband at my side I cherished in my breast
Longings for a tranquil life, a home of peace and rest.
Ah, a garden-bed I planted in his weary heart;
As its fairest ornament our love I hedged apart.
Flower and all have you uprooted with malignant hand;
In the dust it lies where thriving it did lately stand. 
FURIA.
Svage tåbe; du vil lede Catilinas skridt?
Ser du ikke at hans hjerte aldrig helt var dit?
Tror du, dine blomster trives kan i slig en grund?
I det solskin-svangre forår gror violer kun,
medens bulmen yppigst vokser under skyens tag;
og hans sjæl var alt forlængst en skyfuld høstens dag.
Alt er tabt for dig! Snart slukkes gnisten i hans barm,
og som hævnens offer ligger han i dødens arm! 
FURIA.
Foolish weakling; you would guide the steps of Catiline?
Do you not perceive his heart was never wholly thine?
Think you that in such a soil your flower can survive?
In the sunny springtime only violets can thrive,
While the henbane grows in strength beneath a clouded grey;
And his soul was long ago a clouded autumn day.
All is lost to you. Soon dies the spark within his breast;
As a victim of revenge he shall go to his rest. 
AURELIA
(med stigende ild).
Nej, ved alle lysets guder, nej, det skal han ej!
Til hans hjerte mine tårer baner end en vej.
Finder jeg ham bleg og blodig efter kampens larm,
slynge vil jeg mine arme om hans kolde barm,
ånde på hans stumme læbe al min kærlighed,
mildne smerten i hans indre, bringe trøst og fred.
Hævnens bud, dit offer skal jeg vriste af din hånd,
binde ham til lysets hjemland med et elskovsbånd;
og er hjertets slag forstummet, medens øjet brast,
går vi begge bort fra livet i et favntag fast.
Skænk mig da, I milde magter, for hvad her jeg led,
ved min husbonds side gravens store stille fred.
(hun går.)  
AURELIA.
[With increasing vehemence.]
Thus he shall not perish; no, by all the gods of day!
To his weary heart my tears will somehow force a way.
If I find him pale and gory on the battlefield,
I shall throw my arms about him and his bosom shield,
Breathe upon his speechless lips the love within my soul,
Ease the pain within him and his suffering mind console.
Herald of revenge, your victim from you I shall wrest,
Bind him to the land of sunshine, to a home of rest;
If his eyes be dimmed already, stilled his beating heart,
Linked together arm in arm we shall this life depart.
Grant me, gods of mercy, in return for what I gave,
By the side of him I love, the stillness of the grave.
[She goes.] 
FURIA
(ser efter hende).
Søg ham, forblindede; – jeg frygter ej;
jeg holder sejren trygt i mine hænder.
Nu vokser kampens larm; dens bulder blandes
med døds-skrig og med brustne skjoldes brag.
Mon alt han bløder? Mon han lever end?
O, skøn er denne stund! Sig månen skjuler
bag tykke tordenskyer i sin nedgang.
Det vorder nat et øjeblik påny
før dagen kommer; – og med dagens komme
er alting ude. Han forgår i mørket,
som han i mørket leved. Skønne stund!
(hun lytter.)
Nu suser det forbi, lig høstens stormpust,
og mister mælet i det vide fjerne;
de tunge skarer fejer sletten ren.
Ustandselig, nedtrampende de faldne,
de vælter frem som havets vrede bølger. –
Jeg hører klynk og gisp og støn derude, –
den sidste vuggesang, – hvori de dysser
til ro sig selv og alle blege brødre. –
Nu stemmer uglen i. Den ønsker dem
velkommen i de skumle skyggers rige.
(efter et ophold.)
Hvor lydløst stilt. Nu er han altså min, –
alene min, og min for alle tider.
Nu kan vi følges ad til glemselsfloden –
og over floden, hvor det aldrig dages.
Dog først jeg søge vil hans lig derude,
vil mætte mig ved synet af de skønne
forhadte ansigtsdrag før de forstyrres
af sol, som rinder, og af ravn, som venter.
(vil gå, men studser og farer tilbage.)
Hvad nu! Hvad glider over engen hist?
Er det kun sumpens dunster, som sig tætner
i morgenkulden til et samlet billed?
Nu nærmer det sig. – Catilinas skygge!
Hans genfærd –! Jeg kan se hans brustne øje,
hans kløvte skjold, hans klingeløse sværd;
jeg ser den hele døde mand; kun et, –
forunderligt, – døds-såret ser jeg ikke.
(Catilina kommer gennem skoven, bleg og mat, med sænket hoved og forstyrrede blikke.)  
FURIA.
[Gazes after her.]
Seek him, deluded soul;--I have no fear;
I hold the victory safe within my hands.

FURIA.
The roar of battle grows; its rumble blends
With death-cries and the crash of broken shields.
Is he perchance now dying? Still alive?
Oh, blessed is this hour! The sinking moon
Secludes herself in massive thunderclouds.
One moment more it will be night anew
Ere comes the day;--and with the coming day
All will be over. In the dark he dies,
As in the dark he lived. O blessed hour!
[She listens.]

FURIA.
Now sweeps the wind by, like an autumn gust,
And lapses slowly in the far-off distance.
The ponderous armies slowly sweep the plain.
Like angry ocean billows on they roll,
Unyielding, trampling down the fallen dead.
Out yonder I hear whines and moans and sighs,--
The final lullaby,--wherewith they lull
Themselves to rest and all their pallid brothers.
Now speaks the night-owl forth to welcome them
Into the kingdom of the gloomy shadows.

FURIA.
[After a pause.]
How still it is. Now is he mine at last,--
Aye, mine alone, and mine forevermore.
Now we can journey toward the river Lethe--
And far beyond where never dawns the day.
Yet first I’ll seek his bleeding body yonder,
And freely glut my eyes upon those features,
Hated and yet so fair, ere they be marred
By rising sunshine and by watchful vultures.
[She starts to go, but is suddenly startled at something.]

FURIA.
What is that gliding o’er the meadow yonder?
Is it the misty vapors of the moor
That form a picture in the morning chill?
Now it draws near.--The shade of Catiline!
His spectre--! I can see his misty eye,
His broken shield, his sword bereft of blade.
Ah, he is surely dead; one thing alone,--
Remarkable,--his wound I do not see.
[CATILINE comes through the forest, pale and weary, with drooping head and troubled countenance.] 
CATILINA
(hen for sig).
„Du falder for din egen hånd, –
og dog en fremmed skal dig fælde.“
Så lød hans spådomsord. Nu er jeg falden –
skønt ingens hånd mig traf. Hvo løser gåden? 
CATILINE.
[To himself.]
“Perish thou shalt by deed thine own,
And yet a stranger’s hand shall fell thee.”
Such was his prophecy. Now am I fallen--
Though struck by no one. Who will solve the riddle? 
FURIA.
Vær hilset efter kampen, Catilina! 
FURIA.
I greet you after battle, Catiline! 
CATILINA.
Ah, hvo er du? 
CATILINE.
Ah, who are you? 
FURIA.
Jeg er en skygges skygge. 
FURIA.
I am a shadow’s shadow. 
CATILINA.
Dig er det, Furia! Du hilser mig? 
CATILINE.
You, Furia,--you it is! You welcome me? 
FURIA.
Velkommen i vort fælles hjem! Nu kan
vi følges ad til Charons båd, – to genfærd.
Dog først – tag sejers-kransen af min hånd.
(hun plukker nogle blomster, som hun under det følgende fletter sammen til en krans.)  
FURIA.
Welcome at last into our common home!
Now we can go--two shades--to Charon’s bark.
Yet first--accept the wreath of victory.
[She picks some flowers, which she weaves into a wreath during the following.] 
CATILINA.
Hvad gør du der? 
CATILINE.
What make you there? 
FURIA.
Jeg smykke vil din pande.
Men hvorfor kommer du alene hid?
En høvdings skygge skulde følges af
ti tusend faldne. Hvor er dine venner? 
FURIA.
Your brow I shall adorn.
But wherefore come you hither all alone?
A chieftain’s ghost ten thousand dead should follow.
Then where are all your comrades, Catiline? 
CATILINA.
De sover, Furia! 
CATILINE.
They slumber, Furia! 
FURIA.
De sover end? 
FURIA.
Ah, they slumber still? 
CATILINA.
De sover end, – og de vil sove længe.
De sover alle. List dig gennem skoven;
kig ud på sletten, – tyst; forstyr dem ikke!
der vil du finde dem i lange rader.
De slumred ind ved sværdes vuggesang;
de slumred ind, – og vågned ej, som jeg,
da sangen tabte sig bag fjerne højder.
Et genfærd kaldte du mig. Ja, jeg er
et genfærd af mig selv. Men tro blot ej
at hines slummer er så ganske rolig
og drømmeløs. O, tro det ikke! 
CATILINE.
They slumber still,--and they will slumber long.
They slumber all. Steal softly through the forest,
Peer out across the plain,--disturb them not!
There will you find them in extended ranks.
They fell asleep lulled by the clang of steel;
They fell asleep,--and wakened not, as I did,
When in the distant hills the echoes died.
A shadow now you called me. True, I am
A shadow of myself. But do not think
Their slumber yonder is so undisturbed
And void of dreams. Oh, do not think so! 
FURIA.
Tal!
Hvad drømmer dine venner? 
FURIA.
Speak!
What may your comrades dream? 
CATILINA.
Du skal høre. –
Jeg stred i spidsen, med fortvivlet sind,
og søgte døden under sværdets egg.
Til højre og til venstre segned alle;
Statilius faldt, – Gabinius, Manlius;
min Curius dræbtes da mit bryst han dækked;
da alle faldt for blanke Romer-sværd, –
for hine sværd, som vraged mig alene.
Ja, Romas våben vraged Catilina.
Med brustent værge stod jeg, halvt bedøvet,
og sansed intet medens kampens bølger
mig overskylled. Samling vandt jeg først
da alt blev stilt omkring, og jeg så op,
og øjned slaget som et hav – langt bag mig!
Hvorlænge stod jeg der? Det véd jeg kun, –
jeg stod alene mellem mine døde.
Men der var liv i disse brustne øjne;
mundkrogene fortrak sig til et smil;
og smil og øjne retted de mod mig,
der stod alene oprejst mellem ligene, –
mod mig, der havde stridt for dem og Roma, –
mod mig, der stod igen foragtet, vraget
af Romas sværd. – Da døde Catilina. 
CATILINE.
Ah, you shall hear.--
I led the battle with despairing heart,
And sought my death beneath the play of swords.
To right and left I saw my comrades fall;
Statilius first,--then one by one the rest;
My Curius fell trying to shield my breast;
All perished there beneath Rome’s flaming sword,--
The sword that me alone passed by untouched.
Yes, Catiline was spared by the sword of Rome.
Half-stunned I stood there with my broken shield,
Aware of nothing as the waves of battle
Swept o’er me. I recovered first my senses
When all grew still again, and I looked up
And saw the struggle seething--far behind me!
How long I stood there? Only this I know,--
I stood alone among my fallen comrades.
But there was life within those misty eyes;
The corners of their mouths betrayed a smile;
And they addressed their smile and gaze to me,
Who stood alone erect among the dead,--
Who had for ages fought for them and Rome,--
Who stood there lonely and disgraced, untouched
By Roman sword. Then perished Catiline. 
FURIA.
Falskt har du tydet dine dødes drømme;
falskt har du tydet, hvad der dræbte dig.
Med smil og øjekast de bød dig ind
at sove, som de selv – 
FURIA.
False have you read your fallen comrades’ dreams;
False have you judged the reason of your fall.
Their smiles and glances were but invitations
To sleep with them-- 
CATILINA.
Ja, hvis jeg kunde! 
CATILINE.
Yes, if I only could! 
FURIA.
Vær trøstig, – genfærd af en fordums helt;
din hvilestund er nær. Kom; bøj dit hoved; –
nu vil jeg smykke dig med sejrens krans.
(hun rækker den imod ham.)  
FURIA.
Have courage,--spectre of a former hero;
Your hour of rest is near. Come, bend your head;--
I shall adorn you with the victor’s crown.
[She offers the wreath to him.] 
CATILINA.
Fy, – hvad er det? En valmuekrans –! 
CATILINE.
Bah,--what is that? A poppy-wreath--! 
FURIA
(med vild lystighed).
Nu, ja, –
er ikke valmuer smukke? De vil lyse
omkring din pande som en bræm af blod. 
FURIA.
[With wild glee.]
Well, yes;
Are not such poppies pretty? They will glow
Around your forehead like a fringe of blood. 
CATILINA,
Kast kransen væk! Jeg hader dette røde. 
CATILINE.
No, cast the wreath away! I hate this crimson. 
FURIA
(ler højt).
Du elsker mer de matte, blege farver?
Godt! Jeg vil hente dig den grønne sivkrans,
som Silvia bar i de våde lokker,
da hendes lig flød op ved Tibers munding. 
FURIA.
[Laughs aloud.]
Ah, you prefer the pale and feeble shades?
Good! I shall bring the garland of green rushes
That Sylvia carried in her dripping locks,
The day she came afloat upon the Tiber? 
CATILINA.
Ah, hvilke syner –! 
CATILINE.
Alas, what visions--! 
FURIA.
Skal jeg heller bringe
dig tidsel-klyngerne fra Romas torv,
med brune pletter af det borgerblod,
som strømmed for din hånd, min Catilina? 
FURIA.
Shall I bring you rather
The thorny brambles from the market-place,
With crimson-spots, the stain of civic blood,
That flowed at your behest, my Catiline? 
CATILINA.
Hold inde! 
CATILINE.
Enough! 
FURIA.
Eller lyster dig en løvkrans
af vinter-egen ved min moders hus,
der visned da en ung vanæret kvinde
med høje skrig sprang sansesløs i floden? 
FURIA.
Or would you like a crown of leaves
From the old winter oak near mother’s home,
That withered when a young dishonored woman
With piercing cries distraught leaped in the river? 
CATILINA.
Tøm alle hævnens skåler over mig
på engang ud –! 
CATILINE.
Pour out at once your measures of revenge
Upon my head-- 
FURIA.
Jeg er dit eget øje, –
dit eget minde og din egen dom. 
FURIA.
I am your very eye,--
Your very memory, your very doom. 
CATILINA.
Men hvorfor nu –? 
CATILINE.
But wherefore now? 
FURIA.
Ved målet skuer jo
den trætte vandrer på sin vej tilbage. 
FURIA.
His goal at length attained,
The traveller spent looks back from whence he came. 
CATILINA.
O, står jeg ved mit mål? Er dette målet?
Jeg er ej levende, – og ej begravet.
Hvor ligger målet? 
CATILINE.
Have I then reached my goal? Is this the goal?
I am no longer living,--nor yet buried.
Where lies the goal? 
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login