You are here: BP HOME > MI > Olaf Liljekrans > fulltext
Olaf Liljekrans

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Olaf Liljekrans
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Back to library
OLAF LILJEKRANS


 
OLAF LILJEKRANS


 
PERSONERNE:
FRU KIRSTEN LILJEKRANS.
OLAF LILJEKRANS, hendes søn.
ARNE FRA GULDVIK.
INGEBORG, hans datter.
HEMMING, hans svend.
THORGJERD, en gammel spillemand.
ALFHILD.
BRYLLUPSGÆSTER.
SLÆGTNINGE af ARNE fra GULDVIK.
TERNER og SVENDE hos FRU KIRSTEN.


 
DRAMATIS PERSONÆ
LADY KIRSTEN LILJEKRANS.
OLAF LILJEKRANS: Her son.
ARNE OF GULDVIK.
INGEBORG: His daughter.
HEMMING: His page.
THORGJERD: An old fiddler.
ALFHILD.
Wedding GUESTS.
RELATIVES of Arne of Guldvik.
MAIDS and SERVANTS of Lady Kirsten.


 
(Handlingen foregår i middelalderen i en fjeldbygd.)


 
SETTING: The action takes place in the middle ages, in a mountain, district.


 
FØRSTE AKT
(En tæt bevokset li, der fører op til højere liggende fjeldegne; i en dyb kløft løber en strid elv fra baggrunden ud til højre; over elven ligger nogle gamle træstammer og andre levninger af en forfalden bro. Store klippeblokke ligger adspredte i forgrunden, langt borte ses toppene af høje snefjelde. Aftenrøden hviler over landskabet, senere kommer månen frem.) 
FIRST ACT
[A thickly wooded hillside which leads up to higher mountain regions; in a deep ravine a swift river runs from the background out to the right; over the river lie some old logs and other remnants of a dilapidated bridge. Huge rocks lie scattered in the foreground; far away can be seen the summits of snow-capped mountain peaks. Evening twilight rests over the landscape; later on the moon appears.] 
FØRSTE SCENE.
Thorgjerd (står på et klippestykke ved elven og lytter til de forskellige kor, som høres udenfor skuepladsen.)  
SCENE I
[THORGJERD stands on a rocky projection near the river and listens to the various choruses which are heard off the stage.] 
KOR AF FRU KIRSTENS FØLGE
(dybt inde i skoven til venstre).
Med fromme sange, med klokkespil
så vide vi færdes i dale;
du kristne mand, du lytte dertil,
vågn op af den koglende dvale. 
CHORUS OF LADY KIRSTEN’S RETINUE.
[Deep in the wood to the right.]
With ringing of bells we hurry along,
We wander in field and in dell;
O Christian, come, give heed to our song,
Awake from your magic spell. 
SLÆGTNINGE AF ARNE FRA GULDVIK
(langt borte, udenfor til højre).
     Nu færden står
     til bryllupsgård;
folen løber let under lide!
     Det drønner under hov
     i den grønne skov,
der de lystige svende monne ride! 
RELATIVES OF ARNE OF GULDVIK.
[Far away to the right.]
     Now hasten we all
     To the wedding hall;
The foal runneth light and gay!
     The hoofs resound
     On the grassy ground
As the merry swains gallop away! 
FRU KIRSTENS FØLGE
(lidt nærmere end før).
Vi maner dig frem af houg og fjeld,
hvorhelst du end sidder bunden,
du vågne derved, du fri din sjæl
fra listige alfer i lunden!
(Thorgjerd forsvinder i kløften, hvor elven løber; efter et raskt mellemspil høres nærmere:)  
LADY KIRSTEN’S RETINUE.
[A little nearer than before.]
We conjure you forth from mountain and hill,
From the places which hold you bound.
Awake to our call, come, free your will
From elves that hover around!
[THORGJERD disappears in the ravine where the river runs; after a rapid interplay the choruses are heard much nearer.] 
ARNES SLÆGTNINGE.
Vor vej vi korte med skæmt og sang,
alt om den brudenat. 
ARNE’S RELATIVES.
Our way we shorten with jest and with song,
And all of the bridal night. 
FRU KIRSTENS FØLGE.
Med gråd vi vandre den dag så lang,
vi spejder i ur og i krat. 
LADY KIRSTEN’S RETINUE.
With tears we wander the whole day long,
We search to the left and the right. 
ARNES SLÆGTNINGE
(i nærheden, men stedse udenfor scenen).
Til bryllupsgilde, til spil og dans
stævner både terner og drenge. 
ARNE’S RELATIVES.
[In close proximity, yet still outside the scene.]
To wedding and banquet, to song and dance,
Both servants and hand-maidens throng. 
FRU KIRSTENS FØLGE
(nærmere end før).
Olaf Liljekrans! Olaf Liljekrans!
Hvi sover du så tungt og så længe?


 
LADY KIRSTEN’S RETINUE.
[Nearer than before.]
Olaf Liljekrans! Olaf Liljekrans!
Why sleep you so deep and so long?


 
ANDEN SCENE.
Arne fra Guldvik (viser sig med sine slægtninge, mænd og kvinder, spillemænd o. s. v. i baggrunden til højre på den anden side af elven; de er alle i højtidsdragt. Straks efter Hemming fra samme side.)  
SCENE II
[ARNE of Guldvik appears with his relatives, men and women, minstrels, etc., in the background to the right on the other side of the river; they are all in festive attire. Shortly afterwards HEMMING from the same side.] 
EN AF FØLGET.
Se her går vejen. 
ONE OF THE RETINUE.
See, here goes the way. 
EN ANDEN.
Nej her! 
ANOTHER.
No, here! 
EN TREDIE.
Visst ikke, her må det være. 
A THIRD.
Not at all, it must be here. 
ARNE FRA GULDVIK.
Se så, står vi nu fast igen! (kalder.) Hemming! hvor er Hemming? 
ARNE OF GULDVIK.
Well, well, are we now astray again!

ARNE OF GULDVIK.
[Calls.]
Hemming! Where is Hemming? 
HEMMING
(træder ind).
Her! 
HEMMING.
[Enters.]
Here! 
ARNE.
Har jeg ikke sagt, du skal holde dig nær hos for at gå mig tilhånde. 
ARNE.
Have I not told you to keep yourself close so as to be of some service to me? 
HEMMING.
Det var jomfru Ingeborg – hun vilde, – og så – 
HEMMING.
It was Mistress Ingeborg--she wanted,--and so-- 
ARNE
(ærgerlig).
Jomfru Ingeborg! Jomfru Ingeborg! Er du jomfru Ingeborgs terne? Du er min riddersvend, du skal tjene mig; får du ikke kost og løn derfor? Nå, sig os, hvor vejen går, vi sidder fast. 
ARNE.
[Annoyed.]
Mistress Ingeborg! Mistress Ingeborg! Are you Mistress Ingeborg’s maid? You are my page; it is me you shall serve. Do you not get your keep and wage therefor? Come, tell us where the way goes,--we are stuck. 
HEMMING
(uviss).
Vejen? Ja, jeg er lidet kendt heroppe, men – 
HEMMING.
[Uncertain.]
The way? Well now, I am little acquainted up here, but-- 
ARNE.
Kunde jeg ikke tænke det, det er altid den gavn, jeg har af dig! Ja, så må vi holde til i ødemarken i nat, så sandt jeg heder Arne fra Guldvik. 
ARNE.
I might have known it,--that is always the service you give me! Well, we shall have to spend the night in the wilderness, as sure as I am Arne of Guldvik. 
HEMMING
(der imidlertid har fået øje på levningerne af broen).
Ej, det har liden nød, her kommer vi over. 
HEMMING.
[Who has in the meantime spied the remnants of the bridge.]
Aha, no need of that; here we can get across. 
ARNE.
Hvorfor siger du så ikke det straks? 
ARNE.
Why didn’t you tell us so in the first place? 
ALLE
(går over elven og kommer ned i forgrunden).  
[All cross the river and come forward on the stage.] 
ARNE
(ser sig om).
Ja, nu kender jeg mig igen. Elven der er grænseskellet mellem mine og fru Kirstens enemærker. (peger tilvenstre.) Dernede ligger hendes gård; om en time eller to kan vi sidde lunt i brudehuset, men så må vi også rappe os. (kalder.) Ingeborg! – Hemming! hvor er nu Ingeborg igen? 
ARNE.
[Looks about.]
Yes, now I have my bearings again. The river there is the boundary between Lady Kirsten’s dominions and mine.

ARNE.
[Points to the left.]
Down there lies her estate; in another hour or two we can sit cozily in the bridal house, but then we must hurry along.

ARNE.
[Calls.]
Ingeborg!--Hemming! Now where’s Ingeborg? 
HEMMING.
Bagved, oppe i lien. (viser til højre.) Hun leger med sine brudepiger; grønne kviste henter de ned fra hæggetræerne og jages dermed under lyst og latter. 
HEMMING.
In the rear, up on the hillside.

HEMMING.
[Points to the right.]
She is playing with her bridesmaids; they gather green twigs from the cherry trees and run about with joy and laughter. 
ARNE
(forbitret, men med dæmpet stemme).
Hemming! dette bryllup gør mig helseløs, såmegen harme voldes mig derved. (ser udad til højre.) Der render de, se, nej se kun! Det var hende, som fandt på, at vi skulde tage over fjeldet, istedetfor at følge vejen, så kom vi snarere frem, mente hun, og ikke desmindre så – hu! jeg kunde blive gal derover; alt imorgen skal hun for alteret; er det de høviske sæder, hun skulde beflitte sig på! Hvad vil fru Kirsten sige, når hun finder min datter så ilde optugtet? (da Hemming vil tale.) Ja, for det er hun; hun er ilde optugtet, siger jeg. 
ARNE.
[Bitterly but in subdued voice.]
Hemming! this wedding makes me sick; there are so many vexations about it.

ARNE.
[Gazes out to the right.]
There they run,--just look at them! It was she who hit upon the idea of going over the mountain instead of following the highway; we should reach our goal the sooner, she thought;--and yet notwithstanding--hm! I could go mad over it; tomorrow is she to go to the altar. Are these the decorous customs she ought to observe! What will Lady Kirsten say when she finds my daughter so ill disciplined?

ARNE.
[As HEMMING starts to speak.]
Yes, for that she is; she is ill disciplined, I say. 
HEMMING.
Husbond! I skulde aldrig giftet jer datter ind i fru Kirstens æt; fru Kirsten og hendes frænder er højbårne folk og – 
HEMMING.
Master! You should never have married your daughter into Lady Kirsten’s family; Lady Kirsten and her kinsmen are high-born people-- 
ARNE.
Du er dum, Hemming! højbåren, højbåren! jo, det skal godt forslå, det hverken gøder eller føder nogen mand. Er fru Kirsten højbåren, så er jeg rig; jeg har guld på kistebunden og sølv i skabet. 
ARNE.
You art stupid, Hemming! High-born, high-born! Much good that will do,--it neither feeds nor enriches a man. If Lady Kirsten is high-born, then I am rich; I have gold in my chests and silver in my coffers. 
HEMMING.
Ja, men eders grander gør sig lystige over det forlig, som I har sluttet med hende. 
HEMMING.
Yes, but your neighbors make merry over the agreement you have concluded with her. 
ARNE.
Ha, ha! lad dem det, det kommer af, at de under mig ilde. 
ARNE.
Ah, let them, let them; it is all because they wish me ill. 
HEMMING.
De siger, at I har givet slip på jer lovlige ret for at få jomfru Ingeborg gift med Olaf Liljekrans; ja, jeg skulde vel ikke nævne det; men der er gjort en nidvise om jer, husbond! 
HEMMING.
They say that you have surrendered your legal right in order to have Ingeborg married to Olaf Liljekrans; I shouldn’t mention it, I suppose,--but a lampoon about you is going the rounds, master! 
ARNE.
Det er løgn i din hals, der er ingen, som tør gøre nidviser om Arne fra Guldvik. Jeg har magt; jeg kan jage dem fra hus og gård, såsnart det lyster mig. Nidvise! jo, du skønner dig godt på nidviser! – Har de gjort viser, så er det til hæder for bruden og hendes fader! (opbrusende.) Men det er en ussel vise forresten, ret en ussel vise, siger jeg dig; det er ingen kvædekyndig mand, som har sat den sammen, og får jeg engang tag i ham, så – 
ARNE.
You lie in your throat; there is no one dares make a lampoon about Arne of Guldvik. I have power; I can oust him from house and home whenever I please. Lampoon! And what do you know about lampoons!--If they have composed any songs, it is to the honor of the bride and her father!

ARNE.
[Flaring up.]
But it is a wretched bit of verse nevertheless, really a wretched bit of verse, I tell you. It is no man skilled in the art of poetry who has put it together, and if I once get hold of him, then-- 
HEMMING.
Ej, hushond! så kender I den da? Er der nogen, som har dristet sig til at synge den for jer? 
HEMMING.
Aha, master! then you know it too? Is there some one who has dared sing it to you? 
ARNE.
Synge, synge; stå nu ikke der og hold mig op med snak. (til de andre.) Afsted, mine frænder, lidet må vi dvæle, ifald vi skal række frem til brudehuset før midnat. I skulde hørt, hvad Hemming fortæller. Han siger, der går et sikkert ord om, at fru Kirsten har både brygget og baget i fem fulde dage for at tage imod os med ære; er det ikke sandt, Hemming? 
ARNE.
Sing, sing! Now don’t stand there and delay me with your twaddle.

ARNE.
[To the others.]
Away, my kinsmen; little must we delay if we are to reach the bridal house before midnight. You should have heard what Hemming is telling. He says there is a rumor around that Lady Kirsten has baked and brewed for five whole days in honor of our coming. Is it not so, Hemming? 
HEMMING.
Jo, husbond! 
HEMMING.
Aye, master! 
ARNE.
Han siger, hun ejer ikke det sølvkrus så kosteisgt, at hun jo sætter det på bordet både blankt og pudset; så prægtigt et gilde har hun ikke beredt, liden kongen gæstede hendes salig herre for tyve år siden; er det ikke sandt, Hemming? 
ARNE.
He says she owns not the beaker of silver so costly but she places it on the table shining and polished; so splendid a feast she has not prepared since the king came to visit her blessed lord twenty years ago. Is it not true, Hemming? 
HEMMING.
Jo, husbond! (hviskende.) Men, husbond, det er ilde betænkt at sige sligt; fru Kirsten er hoffærdig over sin byrd; hun mener, der times jer en hæder ved dette giftermål, lidet kan I vide, hvorlunde hun agter at te sig mod sine gæster. 
HEMMING.
Aye, master!

HEMMING.
[Whispering.]
But, master, it is ill-thought to say such things; Lady Kirsten is proud of her birth; she thinks this marriage is somewhat of an honor to you; little you know how she intends to show herself to her guests. 
ARNE
(sagte).
Ej, hvilken snak. (til de andre.) Han siger, fru Kirsten har ingen ro på sig; både dag og nat færdes hun i fadebur og i kælder. Er det ikke –? (studsende, idet han ser ud til venstre.) Hemming! hvad er det! Se hid, hvo kommer der? 
ARNE.
[Softly.]
Ah, what nonsense!

ARNE.
[To the others.]
He says Lady Kirsten gives herself no rest; both day and night she is busy in pantry and cellar. Is it not--?

ARNE.
[Startled as he looks out to the right.]
Hemming! what is that? See here, who is that coming? 
HEMMING
(med et udråb).
Fru Kirsten Liljekrans! 
HEMMING.
[With a cry.]
Lady Kirsten Liljekrans! 
ALLE
(forbausede).
Fru Kirsten!


 
ALL.
[Astonished.]
Lady Kirsten!


 
TREDJE SCENE.
De forrige. Fru Kirsten (kommer med sine huskarle fra venstre).  
SCENE III
[The Preceding. LADY KIRSTEN comes with her HOUSE CARLS from the left.] 
FRU KIRSTEN
(til sit følge, uden at bemærke de andre).
Nu kun et stykke længere frem, så véd jeg visst, han må findes. (farer sammen, afsides.) Arne fra Guldvik! Himlen stå mig nu bi! 
LADY KIRSTEN.
[To her followers, without noticing the others.]
Now just a little farther and I am sure we shall find him.

LADY KIRSTEN.
[Taken aback, aside.]
Arne of Guldvik! Heaven help me! 
ARNE
(idet han går hende imøde.)
Gudsfred, fru Kirsten Liljekrans! 
ARNE.
[As he goes to meet her.]
The peace of God, Lady Kirsten Liljekrans! 
FRU KIRSTEN
(fatter sig og rækker ham hånden).
Gudsfred igen! (afsides.) Skulde han intet vide? 
LADY KIRSTEN.
[Composes herself and gives him her hand.]
The peace of God to you!

LADY KIRSTEN.
[Aside.]
Does he then know nothing? 
ARNE
(vedbliver fornøjet).
Og vel mødt ved grænseskellet! Se, det må jeg lide; men fast for stor er den hæder, I viser mig. 
ARNE.
[Contentedly.]
And well met at the boundary! Indeed, this pleases me; yet almost too great is the honor you show me. 
FRU KIRSTEN.
Hvad mener I? 
LADY KIRSTEN.
What mean you? 
ARNE.
Jeg mener, for stor er den hæder, I viser mig, når I drager milevidt afsted igennem lier og ødemarker for at byde mig velkommen på eders grund. 
ARNE.
I mean too great is the honor you show me, when you travel miles over fields and wildernesses in order to bid me welcome on your land. 
FRU KIRSTEN.
Ej, herr Arne – (afsides.) Han véd intet endnu! 
LADY KIRSTEN.
Ah, Lord Arne--

LADY KIRSTEN.
[Aside.]
He knows nothing as yet! 
ARNE.
Og det på en dag som denne, da I har fuldt op at agte på; det er jo hos jer, vore børns bryllup skal holdes, eftersom min gård ligger for langt fra kirken, og dog kommer I mig imøde med alle eders karle. 
ARNE.
And that on a day like this, when you have enough things to attend to; ’tis at your house we celebrate the wedding of our children, since my estate lies too far from the church, and yet you come here to meet me with all your servants. 
FRU KIRSTEN
(forlegen).
Jeg beder jer, tal ikke mere derom. 
LADY KIRSTEN.
[Embarrassed.]
I beg you, say no more about that. 
ARNE.
Jo, jeg vil tale højt derom; bygdens folk har sagt, at I hovmoder jer af eders høje byrd, at I lader hånt om mig og mine, og at I kun sluttede forliget for at ende de lange tvistigheder, som faldt jer til besvær, nu da I var bleven enke og tog til at ældes; og havde ikke det været, så skulde I aldrig – 
ARNE.
Aye, I will speak of it loudly; the village people have said that you pride yourself on your noble birth, that you look down upon me and mine, and that you entered into the agreement only in order to put an end to the long-standing disputes which grew troublesome now that you have become a widow and begin to grow old; and if that had not been the case, you would never-- 
FRU KIRSTEN.
Hvor gider I lytte til, hvad onde tunger kan spinde sammen. Ikke vil vi mere tænke på tvistighederne, som nu har varet ved siden jer stamfaders tid. Jeg mener, vore ætter har lidt tungt nok derunder, eders såvel som min. Se jer om, herr Arne! Er ikke lien her at ligne med de vildeste udmarker, og i vore fædres dage var her dog folksomt og rigt. En bro var lagt over elven, og vej gik der fra Guldvik til min faders hus. Men med ild og sværd drog de frem fra begge sider; de lagde øde alt, hvad de traf på, thi det tyktes dem, at de var hinanden for nære grander. Nu vokser der alleslags urter i alfarvejen, broen er brækket ned, og det er kun ulv og bjørn, som holder tilhuse herinde. 
LADY KIRSTEN.
How can you listen to what evil tongues invent? No more will we think of our differences which have lasted since the days of your ancestors. I think our families have suffered enough these years, yours as well as mine. Look around you, Lord Arne! Is not the hillside here like the wildest of upland pastures? And yet in our fathers’ days it was a region much frequented and rich. A bridge there was across the river, and a highway from Guldvik to my father’s house. But with fire and sword they sallied forth from both sides; they laid everything waste that they came upon, for it seemed to them that they were too near neighbors. Now all sorts of weeds grow in the highway, the bridge is broken, and it is only the bear and the wolf that make their homes here. 
ARNE.
Ja, de lagde vejen nedenom fjeldet; den er en god del længer og der kunde de bedre holde øje med hinanden; men det trænger vi nu lidet til, som godt og vel er for os begge. 
ARNE.
Yes, they ran the road around the mountain below; it is a good deal longer and they could thus better keep an eye on one another; but there is little need of that now,--which is well and good for both of us. 
FRU KIRSTEN.
Tilvisse, tilvisse! Men Ingeborg, bruden, hvor har I hende? Jeg ser hende ej, og brudepigerne fattes med; skulde hun ikke – 
LADY KIRSTEN.
To be sure, to be sure! But Ingeborg, the bride, where is she? I do not see her, and the bridesmaids likewise are lacking; surely she is not-- 
ARNE.
Hun følger efter; ret nu må hun komme. Men – ja, hør, fru Kirsten! En ting vil jeg sige jer, ligesågodt først som sidst, skøndt I sagtens véd det, kan jeg tro. Ingeborg har stundom nykker og luner – jeg svær jer til, hun har det, så vel optugtet hun end kan være. 
ARNE.
She follows in the rear; she must shortly be here. But--listen, Lady Kirsten! One thing I will tell you, as well first as last, although, I should think, you know it. Ingeborg has at times whims and moods,--I swear to you she has them, however well disciplined she may be. 
FRU KIRSTEN
(spændt).
Nu, hvad så? (afsides.) Skulde hun også – 
LADY KIRSTEN.
[Expectant.]
Well, what then?

LADY KIRSTEN.
[Aside.]
Is she too-- 
ARNE.
Sligt må I tæmme; mig, som hendes fader, vil det ikke ret lykkes, men I finder vel råd. 
ARNE.
Such things you must tame; I, as her father, will never succeed, but you will no doubt find ways and means. 
FRU KIRSTEN.
Ej, vær I kun tryg. (afsides.) Og Olaf som ikke er at se! 
LADY KIRSTEN.
Aye, rest you assured.

LADY KIRSTEN.
[Aside.]
And Olaf, who is nowhere to be seen! 
HEMMING
(der har set ud til højre).
Der kommer jomfru Ingeborg. (afsides.) Hvor fager skrider hun forrest i flokken! 
HEMMING.
[Who has looked out to the right.]
There comes Mistress Ingeborg.

HEMMING.
[Aside.]
How fair she is advancing foremost in the group! 
FRU KIRSTEN
(sagte til sine svende).
I tier vel med vort ærinde heroppe. 
LADY KIRSTEN.
[Slowly to her servants.]
You will keep silent about your errand up here. 
EN SVEND.
Det kan I lide på. 
A SERVANT.
You may be sure of that. 
HEMMING
(afsides, sukkende, idet han fremdeles ser ud til højre).
Lyksalig er Olaf, der skal eje hende!


 
HEMMING.
[Aside, sighing, as he continues to look out to the right.]
Ah, happy is Olaf, who will have her!


 
FJERDE SCENE.
De forrige. Ingeborg og brudepigerne kommer over broen.  
SCENE IV
[The Preceding. INGEBORG and the Bridesmaids come over the bridge.] 
INGEBORG
(endnu i baggrunden).
Hvi løber I fra mig? Hvad skal det gavne; der blir dog intet af, før jeg kommer. (bemærker fru Kirsten og hendes følge.) Fru Kirsten! er I her? se, det må jeg lide. (raskt i forbigående til følget:) Min hilsen til jer alle! (til fru Kirsten, idet hun ser sig om:) Men Olaf, hvor har I ham? 
INGEBORG.
[Still in the background.]
Why do you run away from me? What good will that do? There can be no wedding anyway before I come.

INGEBORG.
[Notices LADY KIRSTEN and her retinue.]
Lady Kirsten! you here? Well, I am glad of that.
[Casually to the retinue.]
[To LADY KIRSTEN as she looks about.] 
FRU KIRSTEN.
Olaf! (afsides.) O ve! nu bryder det løs. 
LADY KIRSTEN.
Olaf!

LADY KIRSTEN.
[Aside.]
Woe is me! now it will out. 
ARNE.
Ja, forsandt, Olaf! Ha, ha, ha! Jeg må være blind; godt er det, at bruden ser desbedre; thi ikke har jeg agtet på, at brudgommen fattedes; men nu skønner jeg hel vel, hvi det kommer sig, at vi mødes her, – det er ham, som volder at – 
ARNE.
Yes, Olaf, indeed! Ha, ha, ha! I must have been blind; ’tis well the bride sees better than I; for I have not noticed that the bridegroom is lacking; but now I understand very well how it comes that we meet here,--it is he who is causing-- 
FRU KIRSTEN.
Ham – I mener – I véd, at – 
LADY KIRSTEN.
He--you mean--you know, that-- 
ARNE.
Jeg mener, at tiden er falden ham for lang dernede i gildestuen. Jo, jo, jeg mindes nok fra min egen højtidsdag; dengang var jeg også ung. Stærkt har det lystet ham at møde bruden, såsnart ske kunde, og så fik han jer til at følge med. 
ARNE.
I mean it has grown tedious for him down there in the festive hall. Aye, aye, I remember now my own wedding day; at that time I also was young. He has had a great desire to meet the bride, and accordingly he prevailed upon you to go with him. 
FRU KIRSTEN.
Stærkt lystede det ham visst at møde bruden, men – 
LADY KIRSTEN.
He greatly desired, to be sure, to meet the bride, but-- 
INGEBORG.
Hvad nu? 
INGEBORG.
But what? 
FRU KIRSTEN.
Ikke er Olaf med heroppe. 
LADY KIRSTEN.
Olaf is not here with us. 
HEMMING
(nærmer sig).
Ej med! 
HEMMING.
[Approaches.]
Not with you! 
ARNE.
Og hvorfor ikke? 
ARNE.
And why not? 
INGEBORG.
I sige frem, jeg beder jer. 
INGEBORG.
Speak, I beg you! 
FRU KIRSTEN
(tvungen, spøgende).
Forsand, det lader som bruden også længes! Følg med, følg med til bryllupsgården, der tænker jeg vel, han må findes. 
LADY KIRSTEN.
[Embarrassed and jestingly.]
Truly, it appears the bride also is anxious! Come along, come along with me down to the bridal hall; there, I imagine he will be found. 
HEMMING
(hviskende til Arne).
Husbond! kom ihu, jeg har varet jer ad. 
HEMMING.
[Whispering to ARNE.]
Master! remember I gave you warning. 
ARNE
(mistænkeligt til fru Kirsten).
Svar først, så skal vi følge. 
ARNE.
[Suspiciously to LADY KIRSTEN.]
First answer me; then shall we follow. 
FRU KIRSTEN.
Nu da, – han er reden sig ud for at jage. (Idet hun vil gå.) Kom nu, det tager stærkt til at mørknes. 
LADY KIRSTEN.
Well then,--he is ridden out to the hunt.

LADY KIRSTEN.
[As she is about to go.]
Come, ’tis fast growing dark. 
INGEBORG.
At jage? 
INGEBORG.
To the hunt? 
FRU KIRSTEN.
Ej! Kan det undre jer? I kender vel visen: „Den riddersmand lyster at ride sig i lunde, at prøve sine heste og hunde!“ 
LADY KIRSTEN.
Aye! Does that surprise you? You know the song of course:

“The knight likes to ride in the forest around,

To test his horse and his hound!” 
INGEBORG.
Agter han sin unge brud så ringe, at han nytter bryllupsdagene til at vejde dyr. 
INGEBORG.
Does he think so little of his young bride that he uses the wedding days to go hunting wild animals? 
FRU KIRSTEN.
Nu skemter I. Kom med, kom med! 
LADY KIRSTEN.
Now you are jesting. Come along, come along! 
ARNE
(der imidlertid har holdt øje med fru Kirsten og hendes følge).
Nej, vent, fru Kirsten! Vel tør jeg ikke måle mig med jer i kløgt, men ét skelner jeg dog klarligen, og det er, at I dølger jert rette ærinde heroppe. 
ARNE.
[Who has in the meantime kept his eye on LADY KIRSTEN and her retinue.]
No, wait, Lady Kirsten! I hardly dare measure myself in wisdom with you, but one thing clearly I see, and that is that you are concealing your real errand up here. 
FRU KIRSTEN
(truffen).
Jeg! Hvor kan I tro? 
LADY KIRSTEN.
[Confused.]
I? How can you think that? 
ARNE.
På store og små kan jeg mærke, at der er noget, I ej vil ud med. I er sært forstemt, og dog stiller I jer an, som om I var skemtsom tilsinde; men det har ingen art – 
ARNE.
From one thing and another I can see you are concealing something. You are strangely downcast, and yet you pretend to be playful in spirit; but it won’t do-- 
FRU KIRSTEN.
Ikke er det nyt, at I tænker ilde om mig og mine. 
LADY KIRSTEN.
’Tis nothing new for you to think ill of me and mine. 
ARNE.
Kan være; men ingentid gjorde jeg det uden skellig grund. (udbrydende:) Såsandt jeg lever, der er noget, I dølger for mig. 
ARNE.
Perhaps; but never did I do so without just cause.

ARNE.
[Bursting out.]
As sure as I live, there is something you are hiding from me. 
FRU KIRSTEN
(afsides).
Hvad vil her følge på? 
LADY KIRSTEN.
[Aside.]
What will be the end of this? 
ARNE.
Jeg lod mig dåre af jer, men nu ser jeg grant nok. I sagde, at I kom for at hilse mig ved grændseskellet; hvor vidste I da, at vi tog vejen over fjeldene? Det var Ingeborg, som vilde det så, da vi rejste fra Guldvik, og ingen kunde melde jer derom. (da fru Kirsten ikke svarer.) I tier, det tænkte jeg nok. 
ARNE.
I let myself be fooled by you, but now I see clearly enough. You said you came to greet me at the boundary. How did you know we took the way over the mountain? It was Ingeborg who suggested this way just as we left Guldvik, and no one could have informed you about it.

ARNE.
[When LADY KIRSTEN does not answer.]
You are silent, as I might have known. 
HEMMING
(dæmpet).
Ser I vel, husbond! Vil I nu sande mine ord? 
HEMMING.
[In an undertone.]
You see, master! Will you now believe what I said? 
ARNE
(ligeså).
Ti stille! 
ARNE.
[Likewise.]
Hush! 
FRU KIRSTEN
(der imidlertid har fattet sig).
Nuvel, herr Arne! ærligt vil jeg tale jer til; lad så lykken råde for resten. 
LADY KIRSTEN.
[Who has in the meantime composed herself.]
Well and good, Lord Arne! I will be honest with you; let chance take care of the rest. 
ARNE.
Så sig da – 
ARNE.
Then tell us-- 
INGEBORG.
Hvad mener I? 
INGEBORG.
What mean you? 
FRU KIRSTEN.
Ved ord og håndslag er forliget sluttet mellem os, mange hæderlige mænd ser jeg her, som kan vidne i den sag: Olaf, min søn, skulde ægte jer datter, hos mig skulde gildet holdes imorgen – 
LADY KIRSTEN.
The agreement between us is sealed with word and with hand,--many honorable men whom I see here can bear witness to that: Olaf, my son, was to wed your daughter; tomorrow at my house the wedding was to be held-- 
ARNE
(utålmodig).
Javisst, javisst! 
ARNE.
[Impatiently.]
Yes, yes! 
FRU KIRSTEN.
Skændsel over den, der bryder sit ord, men – 
LADY KIRSTEN.
Dishonor to him who breaks his word, but-- 
ARNE OG GÆSTERNE.
Hvad nu! Sig frem! 
ARNE AND THE GUESTS.
What then! Speak out! 
FRU KIRSTEN.
Ikke kan brylluppet holdes imorgen, som besluttet var. 
LADY KIRSTEN.
There can be no wedding tomorrow as we had agreed. 
ARNE.
Ikke holdes? 
ARNE.
No wedding? 
FRU KIRSTEN.
Vi må vente dermed. 
LADY KIRSTEN.
It must be postponed. 
HEMMING.
Ha, tort og skam! 
HEMMING.
Ah, shame and disgrace! 
INGEBORG.
Ej bryllup! 
INGEBORG.
No wedding! 
ARNE.
Forbandet være I, at I sviger mig! 
ARNE.
Cursed be you that you play me false! 
GÆSTERNE
(truende, idet flere trækker sine knive og styrter ind på fru Kirstens folk)
Hævn! Hævn over Liljekransætten! 
THE GUESTS.
[Threatening, as several of them draw their knives and rush in on Lady Kirsten’s people.]
Revenge! Revenge on the house of Liljekrans! 
FRU KIRSTENS SVENDE.
(hæver økserne og sætter sig til modværge).
Slå til! Ned med mændene fra Guldvik! 
LADY KIRSTEN’S MEN.
[Raise their axes and prepare to defend themselves.]
Strike too! Down with the men of Guldvik! 
FRU KIRSTEN
(kaster sig mellem de stridende).
Hold inde, hold inde; jeg beder jer derom. Herr Arne! I høre mig tilende, førend I dømmer min færd. 
LADY KIRSTEN.
[Throws herself between the contending parties.]
Stop, stop; I pray you, stop! Lord Arne! hear me to the end ere you judge my conduct. 
ARNE
(der har søgt at berolige sine frænder, nærmer sig fru Kirsten og siger med dæmpet stemme, idet han søger at betvinge det indre oprør, der dog er synligt hos ham).
I forlade mig, fru Kirsten! jeg var for rap i min vrede. Havde jeg tænkt mig om, så måtte jeg vel skønne, at det alt tilhobe var jert skemt, jeg beder jer, sig mig ikke imod, så må det være! Ej bryllup imorgen, – hvor kunde sligt hændes! Trænger I øl og mjød, skorter det jer på sølv eller blommede linklæder, så kom I til mig. 
ARNE.
[Who has tried to quiet his kinsmen, approaches LADY KIRSTEN and speaks in a low tone as he tries to overcome his inner agitation, which is nevertheless apparent.]
Forgive me, Lady Kirsten! I was too quick in my wrath. Had I stopped to think I might surely have known the whole was a jest on your part; I beg you, do not contradict me, it must be so! No wedding tomorrow,--how could such a thing happen! If it is ale and mead you lack, or if you need silver or embroidered linens, then come you to me. 
FRU KIRSTEN.
Ikke er det fattigmands hus, I gifter jer datter ind i, herr Arne! Mød I frem til gildet med alle eders frænder og venner, ja, kom med trefold såmange, om det lyster jer, – hos mig skal I finde både husrum og bryllupskost, såmeget I vil tære. Tro aldrig, at slig uhæderlig årsag kundre hindre mig. 
LADY KIRSTEN.
It is no poor man’s house that your daughter is marrying into, Lord Arne! Do you but come to the wedding with all your kinsmen and friends, aye, come with three times as many if you wish,--in my home you shall find plenty of room and banquet fare, as much as you may desire. Think not for a moment that such an inglorious reason could stand in my way. 
ARNE.
I har da skiftet sind, kanhænde? 
ARNE.
You have changed your mind, perchance? 
FRU KIRSTEN.
Ej heller det. Har jeg givet mit ord, så er jeg også rede til at holde det, og det ligeså gerne idag som imorgen; thi så var stedse sæd og skik i min æt. Men i denne sag står det ikke til mig; det skorter på én – 
LADY KIRSTEN.
Nor that either! If I have given my word, then am I likewise ready to keep it, today just as well as tomorrow; for such was ever the custom and rule in my family. But in this instance it is not in my power; one there is lacking-- 
INGEBORG.
På én? På hvem? Vel skulde jeg mene, at når bruden er rede, så – 
INGEBORG.
One! Whom? Surely I should think that when the bride is ready,-- 
FRU KIRSTEN.
Til brudefærd er to fornødne, brudgommen såvel som bruden – 
LADY KIRSTEN.
For a wedding two people are needed, the groom as well as the bride-- 
ARNE OG GÆSTERNE.
Olaf! 
ARNE AND THE GUESTS.
Olaf! 
INGEBORG.
Min fæstemand! 
INGEBORG.
My betrothed! 
FRU KIRSTEN.
Ja han, min søn – inat er han flygtet både fra hjem og brud. 
LADY KIRSTEN.
Yes, he, my son--this night he is fled from his home and his bride. 
GÆSTERNE.
Flygtet! 
GUESTS.
Fled! 
ARNE.
Flygtet! Han! 
ARNE.
Fled! He! 
FRU KIRSTEN.
Såsandt jeg håber himlens nåde, jeg har ej del deri. 
LADY KIRSTEN.
As I hope for the grace of heaven, I have no hand therein. 
ARNE
(med indædt forbittrelse).
Og alt imorgen skulde brylluppet holdes! Min datter klæder sig i gyldenskrud, budsending har jeg skikket bygden rundt, mine venner og frænder stævner langvejsfra for at møde frem til gildet. (opbrusende.) Ha, agt jer vel, om Arne fra Guldvik stilles til spot og spe for sine grander; lidet skal det både jer, det sværger jeg højt og dyrt. 
ARNE.
[With suppressed exasperation.]
And the wedding was to be tomorrow! My daughter has put on her golden attire; invitations I have sent around in the district; my kinsmen and friends come from far away to attend the festive day.

ARNE.
[Flaring up.]
Ah, take you good care, if Arne of Guldvik is held up to scorn before his neighbors; it shall profit you little,--that I solemnly swear! 
FRU KIRSTEN.
Uskellig grund er det, I bygger på, om I kunde tro, at – 
LADY KIRSTEN.
You reason unjustly, if you think-- 
ARNE.
Sig ikke så, fru Kirsten, sig ikke så! Vi to har en gammel regning at klare med hinanden; det er ikke første gang, at I lægger listige snarer for mig og mine. Guldviksætten har længe måttet holde for, når I og jere frænder pønsede på underfundighed og list! Magten havde vi, vi havde gods og penge med; men I var os for snedige. I vidste at lokke os med dårende ord og talemåder, – det er varer, som jeg lidet mægter at værdsætte, som det bør sig. 
ARNE.
’Tis not, Lady Kirsten, for you to say so! We two have an old account to settle; it is not the first time that you set your cunning traps for me and mine. The race of Guldvik has long had to suffer, when you and your kinsmen plotted deception and guile. Power we had,--we had wealth and property too; but you were too crafty for us. You knew how to lure us with wily words and ready speech,--those are wares I am little able to reckon as I should. 
FRU KIRSTEN.
Herr Arne! I høre mig! 
LADY KIRSTEN.
Lord Arne! Hear me, I pray! 
ARNE
(vedblivende).
Grant ser jeg nu, jeg har båret mig ad som manden, der bygged sit hus på isflaket: tøvejr kom, og så gik han tilbunds. Men liden gammen skal I have deraf. Til jer vil jeg holde mig, fru Kirsten! I må svare for jer søn, eder var det, som bejlede for ham, eders sag bliver det at holde det ord, som er givet mig! En dåre var jeg, ja tifold en dåre, at jeg slog lid til eders glatte tunge. De, der mente mig det ærligt, varede mig ad, mine avindsmænd spottede mig; men lidet agtede jeg begge dele. Jeg tog mine højtidsklæder på, samlede frænder og venner; med sang og leg drog vi til gildehuset, og så, – så er brudgommen rømt. 
ARNE.
[Continuing.]
Now I see clearly that I have behaved like the man who built his house on the ice-floe: a thaw came on and down he went to the bottom. But you shall have little joy of this. I shall hold you to account, Lady Kirsten! You must answer for your son; you it was who made love for him, and your affair it will be to keep the word you have given me! A fool I was, aye, tenfold a fool, that I put my faith in your glib tongue. Those who wished me well gave me warning; my enemies made me an object of scorn; but little heed gave I to either. I put on my gala attire; kinsmen and friends I gathered together; with song and laughter we set out for the festive hall, and then,--the bridegroom has fled. 
INGEBORG.
Ikke går jeg til kirken med ham, der holder mig så lidet værd. 
INGEBORG.
Never will I marry one who holds me so lightly. 
ARNE.
Ti stille! 
ARNE.
Be still! 
HEMMING
(sagte til Arne).
Jomfru Ingeborg har ret, bedst er det I bryder forliget. 
HEMMING.
[Softly to ARNE.]
Mistress Ingeborg is right; best it is you break the agreement. 
ARNE.
Ti stille! siger jeg. 
ARNE.
Be still, I say! 
FRU KIRSTEN
(til Arne)
Vel må jert sind fyldes med harm og vrede; men holder I mig svigfuld i hu, da gør I mig uskel, mere end billigt kan være. I mener, der føres en underfundig leg med jer; men sig mig, hvad skulde friste mig og min søn til sligt? Har han ikke Ingeborg kær; hvor kunde han kåre sig en bedre brud? Er hun ikke vakker og djærv? Er hendes fader ikke rig og mægtig? Nævnes ikke hendes slægt med hæderlige ord, så langt den er kendt? 
LADY KIRSTEN.
[To ARNE.]
You may well be rilled with wrath and resentment; but if you think I meant to deceive you, you do me the greatest injustice. You think we are playing a game of deception with you. But tell me,--what would tempt me and my son to such a thing? Does he not love Ingeborg? Where could he choose him a better bride? Is she not fair and lithe? Is her father not rich and mighty? Is not her family mentioned with honor as far as it is known? 
ARNE.
Men hvor kunde så Olaf – 
ARNE.
But how then could Olaf-- 
FRU KIRSTEN.
Den lod, jeg har fristet, er værre end I mener. I vil ynke mig og ikke vredes, når I får det at høre. – Fra solen randt imorges har jeg nu færdedes heroppe for at finde ham igen. 
LADY KIRSTEN.
The lot I have suffered is worse than you think. You will pity me instead of growing angry when you have heard.--Since the sun rose this morning I have wandered up here to find him again. 
ARNE.
Heroppe? 
ARNE.
Up here? 
FRU KIRSTEN.
Ja, heroppe, for I må da vide – I vil ræddes derved – men ligegodt, – Olaf er bergtagen! 
LADY KIRSTEN.
Yes, up here; I must tell you--you’ll be frightened--but nevertheless,--Olaf is bewitched in the mountain! 
GÆSTERNE.
Bergtagen! 
GUESTS.
Bewitched in the mountain! 
INGEBORG
(på samme tid).
Fri mig, Gud! 
INGEBORG.
[At the same time.]
Deliver me, God! 
ARNE.
Hvad siger I, fru Kirsten? 
ARNE.
What say you, Lady Kirsten? 
FRU KIRSTEN.
Han er bergtagen! Ej kan det være andet. – For tre uger siden, da fæstensøllet var drukket på Guldvik, kom han ikke hjem før langt ud på den næste dag. Bleg var han og stur og stille med, som jeg aldrig før havde set ham. Sådan gik nu dagene, lidet talte han, i sengen lå han for det meste og vendte hovedet ifra; men led det tilkvelds, da var det ret som en sælsom uro kom over ham, da sadlede han sin hest og red fra gården, langt op i lierne; men der var ingen, som turde følge ham og ingen vidste, hvor han videre drog hen. Tro mig, det er onde vætter, som har koglet hans sind; stor er den magt, de øver herinde; fra den tid den store landfarsot gik over bygderne, var det aldrig ret trygt her i fjeldet; der går jo fast ingen dag, uden at sæterjentene hører sælsomt spil og strengeleg, skønt intet menneske færdes der, hvor det kommer fra. 
LADY KIRSTEN.
He is bewitched in the mountain! Nothing else can it be.--Three weeks ago, after the betrothal feast at Guldvik, he did not come home till far into the next day. Pale he was and moody and quiet as I had never seen him before. And thus the days went by; he spoke but little; he lay in his bed most of the time and turned his face to the wall; but when evening came on, it seemed a strange uneasiness seized him; he saddled his horse and rode away, far up the mountain side; but no one dared follow him, and no one knew where he went beyond that. Believe me, ’tis evil spirits that have charmed his mind; great is the power they wield in here; from the time the terrible plague overran the country it has never been quite safe in the mountain here; there is scarcely a day goes by but the chalet girls hear strange playing and music, although there is no living soul in the place whence it comes. 
ARNE.
Bergtagen; skulde sligt være tænkeligt. 
ARNE.
Bewitched in the mountain! Could such a thing be possible? 
FRU KIRSTEN.
Give Gud, det ikke var; men ej kan jeg mere tvile derpå. Tre døgn er det nu siden han sidst var hjemme. 
LADY KIRSTEN.
Would to God it were not; but I can no longer doubt it. Three days is it now since he last was at home. 
ARNE.
Og intetsteds har I spurgt, hvor han færdes? 
ARNE.
And you have seen none who knows where he is? 
FRU KIRSTEN.
Ak nej, det er ikke såvel. Her oppe så en skytter ham igår; men han var vild og sky som renen; alle slags urter havde han plukket, og dem strøede han ud for sig, hvor han gik og stod, og alt imens hviskede han sælsomme ord dertil. Såsnart det blev mig sagt, drog jeg ud med mine folk, men vi har intet fundet. 
LADY KIRSTEN.
Alas, no, it is not so easy. Up here a hunter yesterday saw him; but he was wild and shy as the deer; he had picked all sorts of flowers, and these he scattered before him wherever he went, and all the while he whispered strange words. As soon as I heard of this, I set out with my people, but we have found nothing. 
INGEBORG.
Og ingen traf I, som kunde sige jer – 
INGEBORG.
You met none who could tell you-- 
FRU KIRSTEN.
I véd jo, lien ligger øde. 
LADY KIRSTEN.
You know of course the mountain-side is desolate. 
ARNE
(der har fået øje på Thorgjerd, som stiger op fra elven).
Der kommer dog én, ham vil jeg spørge ad. 
ARNE.
[As he spies THORGJERD, who rises from the river.]
Here comes one will I ask. 
HEMMING
(ængstelig).
Husbond! Husbond! 
HEMMING.
[Apprehensively.]
Master! Master! 
ARNE.
Hvad nu? 
ARNE.
What now? 
HEMMING.
Lad ham gå; ser I ikke, hvem det er. 
HEMMING.
Let him go! Do you not see who it is? 
GÆSTERNE OG FRU KIRSTENS SVENDE
(hviskende mellem hverandre).
Thorgjerd spillemand! Den gale Thorgjerd! 
THE GUESTS AND LADY KIRSTEN’S PEOPLE.
[Whispering among themselves.]
Thorgjerd the fiddler! The crazy Thorgjerd! 
INGEBORG.
Han har lært nøkkens sange. 
INGEBORG.
He has learned the nixie’s songs. 
HEMMING.
Lad ham gå, lad ham gå! 
HEMMING.
Let him go, let him go! 
ARNE.
Ej, om han så var nøkken selv –


 
ARNE.
No,--not even were he the nixie himself--


 
FEMTE SCENE.
De forrige. Thorgjerd (er imidlertid gået henimod udkanten til venstre; ved Arnes sidste ord vender han sig pludselig, som om han var bleven tiltalt).  
SCENE V
[The Preceding.]
[THORGJERD has in the meantime gone to the edge of the stage to the left; at ARNE’s last words he turns about suddenly as if he had been addressed.] 
THORGJERD
(idet han træder et par skridt nærmere).
Hvad vil du mig? 
THORGJERD.
[As he draws a step or two nearer.]
What do you want of me? 
ARNE
(studsende).
Hvad er det! 
ARNE.
[Startled.]
What’s that? 
HEMMING.
Der kan I høre! 
HEMMING.
Now see! 
ARNE
Lad mig råde. (til Thorgjerd.) Vi søger Olaf Liljekrans, har du mødt ham herinde idag? 
ARNE.
Let me manage this.

ARNE.
[To THORGJERD.]
We seek Olaf Liljekrans. Have you met him about here today? 
THORGJERD.
Olaf Liljekrans? 
THORGJERD.
Olaf Liljekrans? 
FRU KIRSTEN.
Nu ja, du kender ham vel. 
LADY KIRSTEN.
Why, yes,--you know him well. 
THORGJERD.
Er det ikke en af de onde mænd derude fra bygderne? 
THORGJERD.
Is he not one of the evil men from the villages? 
FRU KIRSTEN.
Onde? 
LADY KIRSTEN.
Evil? 
THORGJERD.
Der er de alle onde! Olaf Liljekrans bander småfuglen, når den synger på hans moders stuetag. 
THORGJERD.
They are all evil there! Olaf Liljekrans curses the little bird when it sings on his mother’s roof. 
FRU KIRSTEN.
Du lyver, spillemand! 
LADY KIRSTEN.
You lie, you fiddler! 
THORGJERD
(med et listigt smil).
Da er det godt for ham. 
THORGJERD.
[With an artful smile.]
So much the better for him. 
ARNE.
Hvi så? 
ARNE.
How so? 
THORGJERD.
I spørger om Olaf Liljekrans? Er han vildfarende herinde? Søger I efter ham, men kan ikke finde ham? 
THORGJERD.
You ask about Olaf Liljekrans? Has he gone astray in here? You seek him and cannot find him? 
FRU KIRSTEN.
Ja, ja! 
LADY KIRSTEN.
Yes, yes! 
THORGJERD.
Da er det godt for ham; – var det løgn jeg sagde, så har han ingen nød. 
THORGJERD.
So much the better for him;--if it were a lie that I told, he will suffer no want. 
INGEBORG.
Sig frem, hvad du véd! 
INGEBORG.
Speak out what you know! 
THORGJERD.
Sent blev jeg da færdig! (ondskabsfuldt.) Alfer og vætter råder herinde. Vær I trøstige! Finder I ham ej, så er han i alfernes leg; de lider godt den, der har småfuglen kær, og Olaf sagde I jo – Drag hjem, drag kun hjem igen. Olaf sidder i berget, han har ingen nød. 
THORGJERD.
Then I should never be done!

THORGJERD.
[Mischievously.]
Elves and sprites hold sway here. Be you of good cheer! If you find him not he is at play with the elves; they are fond of all who love little birds, and Olaf, you said.... Go home,--go home again. Olaf is up in the mountain; he suffers no want. 
FRU KIRSTEN.
Forbandede! at du siger sligt! 
LADY KIRSTEN.
Curse you for saying such things! 
ARNE
(til fru Kirsten).
Agt ej på det, han siger. 
ARNE.
[To LADY KIRSTEN.]
Do not heed what he says. 
THORGJERD
(nærmer sig atter).
Nu går jeg for at spille op. Olaf Liljekrans sidder i berget, der skal hans bryllup stå. – Gale Thorgjerd må være med, han kan få bord og bænke til at danse, så såre han rører ved sin felestreng. Men I, agt jer vel, drag hjem igen; her er ikke godt for jer; har I ikke hørt, hvad der siges:
     Du agte dig vel, når de alfer lege,
     de drage dig i legen ind;
     og alt hvad du ser og hører der,
     det går aldrig mer af dit sind.
(pludselig udbrydende med vild glæde.) Men her er jo bryllupsfolk med, – ha, ha! Hver kvinde har sin bedste stak, hver mand har sin bedste kofte på, – nu skønner jeg. Olaf Liljekrans er brudgom i bygden med, han har sig en fæstemø der også! Ja sligt har I vel spurgt før! Jeg véd nu engang, – det er mange år siden – men jeg mindes det vel. (vedbliver efter et øjebliks pause1 stedse mere og mere forvirret.)
     Hr. Alvar havde liden Ingrid fæst’,
     hun var sig en mø behænde;
     med gammen og leg drak de hendes bryllup,
     tre hellige dage til ende.
     Og bruden var både flink og fin,
     hun dansed mellem gæsternes flok,
     det var sig nøkken, den onde vætte,
     sad han på sengestok,
     sad han som en spillemand på sengestok
     og slog de forlokkende strenge!
     Da dansed i ring både bord og bænke,
     så let som terner og drenge. –

     Og nøkken han gik sig af stuedøren ud,
     det båder lidet at dølge –
     og alt som han spilled på felestreng,
     monne bruden efter ham følge!
(vildt, triumferende.)
     Trolddomsbunden stod ridder og svend,
     brudgommen så sig ud så vide;
     nøkken redte liden Ingrids seng –
     hendes brudeseng i elven hin stride.
(bliver pludselig stille og siger sagte:) Den vise glemmer jeg aldrig! – – – Men gå I hjem, det tager til at kveldes, og er solen nede, så hører skoven de andre til. Farvel! Jeg bringer bud og hilsen til Olaf, der han sidder – i berget!
(går ind i lien til venstre.)


 
THORGJERD.
[Approaches again.]
I go hence now to tune my harp; Olaf Liljekrans is up in the mountain,--there shall his wedding be held.--Mad Thorgjerd must also be there; he can make tables and benches dance, so stirring is the music he plays. But you, take you heed; go you home again; it is not safe for you here. Have you not heard the old saying:
     Beware of the elves when they frolic around,
     They may draw you into their play;
     And all that you see and all that you hear
     Will stay with your mind alway.

THORGJERD.
[Suddenly breaking out with wild joy.]
But here there are wedding guests,--ah! Each lady has on her very best gown, each man his very best coat,--now I see. Olaf Liljekrans is likewise a groom in the village,--there also he has a betrothed! Well, you have heard of such things before! I know that at any rate once, --it is years ago--but well I remember....

THORGJERD.
[He continues after a moment’s pause, more and more wildly.]
     Sir Alvar and Ingrid had plighted their troth,
     She was a sprightly maiden;
     Three blessed long days they feasted and sang,
     With jolly good wine they were laden.
     The bride was fair and the bride was gay,
     The dance of the guests she led,
     When in came the nixie, the evil wight,
     And sat on the edge of the bed.
     Like a fiddler he sat on the edge of the bed,
     And music bewitchingly played.
     Around danced the benches and tables and all,
     As lightly as servant and maid!--

     The nixie he went through the open door,--
     The truth it boots not to hide!--
     And while he played on the harpstrings sweet,
     There followed him ever--the bride!

THORGJERD.
[Wildly, triumphantly.]
     Fast in a spell lay knight and page,
     The groom knew not whither to go,
     The nixie made ready the bridal bed,
     Little Ingrid’s bed in the river below.

THORGJERD.
[Suddenly becomes quiet and says softly.]
That song I shall never forget!--But go you home, night is coming on, and when the sun is down the forest belongs to the others. Farewell! I shall take greetings to Olaf where he sits--in the mountain!
[Goes out to the left.]


 
SJETTE SCENE.
De forrige, undtagen Thorgjerd.  
SCENE VI
[The Preceding except THORGJERD.] 
ARNE
(til fru Kirsten).
Han lyver! tro ham ikke! 
ARNE.
[To LADY KIRSTEN.]
He lies! Do not believe him! 
HEMMING.
Men det er dog sandhed, det med bruden, som blev borte på bryllupskvelden. 
HEMMING.
But it is nevertheless true,--the tale of the bride who disappeared on the eve of her wedding. 
ARNE.
Ej, det var for mange år siden, nu hænder ikke sligt mere! Men alle vil vi hjælpes ad med at lede ham op. 
ARNE.
Aye, that was many years ago; nowadays such things never happen. But we’ll all help to find him. 
INGEBORG.
Ikke blev det sjunget for min vugge, at jeg skulde løbe om i skov og mark for at finde min brudgom igen. 
INGEBORG.
It was not sung at my cradle that I should run about in forest and field to find my bridegroom. 
ARNE.
Ti stille! 
ARNE.
Be still! 
INGEBORG.
Er han koglet i fjeldet, så lad den tage ham, som har gjort det; jeg agter ikke at dele min fæstemands hu og hjerte. 
INGEBORG.
If he is enthralled in the mountain, then let her take him who has done it; I don’t propose to share my betrothed’s heart and soul. 
HEMMING
(sagte og inderligt).
Herren signe jer for de ord! 
HEMMING.
[Softly and feelingly.]
The Lord bless you for those words! 
INGEBORG
(med et stolt, afvisende blik).
Hvad nu? 
INGEBORG.
[With a haughty look of dismissal.]
What? 
ARNE.
Vil du tie, siger jeg. (til gæsterne.) Rask nu, mine frænder! Spreder jer ad, søger efter ham i hver ås, i hver houg! Afsted! Retså! Imorgen drikker vi bryllup!
(Gæsterne og fru Kirstens følge går i forskellige grupper ud til begge sider.)  
ARNE.
Will you be silent, I say!

ARNE.
[To the Guests.]
Now quick, my good men! Spread out and search for him on every ridge and in every hillock! Away! Quite so! Tomorrow we drink to the wedding!
[The Guests and LADY KIRSTEN’s People go out in different groups to the right and the left.] 
ARNE
(sagte til fru Kirsten).
Han må findes! Det vilde volde mig evig skam, om brylluppet – 
ARNE.
[Softly, to LADY KIRSTEN.]
We must find him! It would cause me eternal shame if the wedding-- 
FRU KIRSTEN.
Følg med, følg med! 
LADY KIRSTEN.
Come, then, come! 
INGEBORG
(sagte til Hemming, der står nedslået).
Hvi går du ikke med de andre? Bedre var det, at du skafte mig min fæstemand igen, end at du står her og signer mig for ord, som jeg lidet mener. 
INGEBORG.
[Softly, to HEMMING, who stands downcast.]
Why do you not go with the rest? Better it were that you brought me again my betrothed than stand here thus and bless me for words I really don’t mean. 
ARNE
(ved udgangen).
Kom, kom! 
ARNE.
[At the exit.]
Come, come! 
INGEBORG
(til Hemming, der vil gå).
Vent, Hemming! Fæst mine skospænder! 
INGEBORG.
[To HEMMING, who starts to go.]
Wait, Hemming! Fasten my shoe buckle! 
FRU KIRSTEN OG ARNE
(går ud til venstre).


 
[LADY KIRSTEN and ARNE go out to the left.]


 
SYVENDE SCENE.
Ingeborg. Hemming.  
SCENE VII
[INGEBORG. HEMMING.] 
INGEBORG
(rækker foden frem).
Se der, spænd den vel til! 
INGEBORG.
[Puts her foot forward.]
See there,--fasten it tight! 
HEMMING
(knæler ned og gør, som hun byder).  
[HEMMING kneels and does her bidding.] 
INGEBORG
(idet hun flytter den anden fod frem).
Der, spænd mig også den fast! Nu, hvorfor bøjer du hovedet? Er der gået dig noget imod? 
INGEBORG.
[As she puts the other foot forward.]
There,--buckle this one too! Well, why do you bow your head? Has something gone wrong? 
HEMMING.
Kræver I, at jeg ærligt skal sige jer – 
HEMMING.
Do you demand that I shall speak honestly? 
INGEBORG.
Javisst gør jeg. 
INGEBORG.
Certainly I do. 
HEMMING.
Så må I da vide – 
HEMMING.
Well, then you must know-- 
INGEBORG
(hurtigt).
Å nej, det trænges ikke.
(Hun fjærner sig nogle skridt; Hemming rejser sig.)  
INGEBORG.
[Quickly.]
O no, it isn’t necessary.
[She moves away a few steps; HEMMING rises.] 
HEMMING.
Ak, jomfru Ingeborg! engang var I mig så god; men nu, siden I er bleven stor og fuldvoksen jomfru – og mest, kan jeg tro, siden I gav jert fæstensord – 
HEMMING.
Alas, Lady Ingeborg! Once you were so kind to me; but now since you have become a real grown-up lady--and especially, I imagine, since you gave your betrothal vow-- 
INGEBORG.
Hvad så? 
INGEBORG.
What then? 
HEMMING.
Å nej, intet! – (Pause.) Kan I mindes, vi har været heroppe engang før? 
HEMMING.
O nothing!--
[A pause.]

HEMMING.
Can you remember,--we have been up here once before? 
INGEBORG
(kort).
Jeg mindes aldrig! 
INGEBORG.
[Curtly.]
I don’t remember! 
HEMMING.
I var løbet efter jer brogede ged, og jeg skulde nu følge jer, som jeg altid plejede, – ja, det er længe siden, men jeg kommer det ihu, som om det var idag; lige dernede ligger myren, som – 
HEMMING.
You had run after your spotted goat, and I followed you, as was always my custom,--yes, that was a long time ago, but I remember it as if it happened today; right down there lies the swamp, which-- 
INGEBORG
(nærmer sig).
Var det dengang vi hørte bjørnen? 
INGEBORG.
[Comes nearer.]
Was it the time we heard the bear? 
HEMMING.
Ja, ret dengang. 
HEMMING.
Yes, the very time. 
INGEBORG
(stedse mere og mere ivrig).
Jeg fandt geden igen. 
INGEBORG.
[Constantly becoming more animated.]
I found the goat again. 
HEMMING.
Nej, det var mig, som fandt den først. 
HEMMING.
No, it was I who first discovered it. 
INGEBORG.
Ja, ja, sådan var det; deroppe under uren. 
INGEBORG.
Yes, yes, you are right; up there on the slope-- 
HEMMING.
Og så tog I jert strømpebånd. 
HEMMING.
And then you took your garter. 
INGEBORG.
Og bandt den. 
INGEBORG.
And bound it. 
HEMMING.
Ja, for vi skulde sanke jordbær. 
HEMMING.
Yes, for we had come to pick strawberries. 
INGEBORG.
Derborte i bakken, ja! Og du havde gjort en næverskrukke til mig. 
INGEBORG.
Over there on the hill, yes! And you had made me a birch-bark scrip. 
HEMMING.
Men så var det, vi hørte – 
HEMMING.
But then it was we heard-- 
INGEBORG.
Bjørnen, ha, ha, ha! Vi måtte over myren, der hvor den var blødest, – 
INGEBORG.
The bear, ha, ha, ha! We had to cross the swamp just where it was the wettest,-- 
HEMMING.
Og så tog jeg dig på armen. 
HEMMING.
And then I took you in my arms. 
INGEBORG.
Og sprang med mig fra den ene tue til den anden. (leende.) Hvor rædde vi var, begge to! 
INGEBORG.
And jumped with me from tuft to tuft.

INGEBORG.
[Laughing.]
How frightened we were, the two of us! 
HEMMING.
Ja, jeg var nu mest ræd for din skyld. 
HEMMING.
Of course I was most frightened for your sake. 
INGEBORG.
Og jeg for din – – (standser pludselig og vedbliver at betragte ham, idet hendes ansigt antager et bydende og krænket udtryk.) Hvad er det, du her står og siger? Hvorfor går du ikke? Sømmer det sig at tale så til din herres datter? Gå, gå, du skulde jo finde min fæstemand! 
INGEBORG.
And I for yours--
[Stops suddenly and as she continues to look at him her face assumes an imperious and wounded expression.]

INGEBORG.
What is it you stand here and say? Why don’t you go? Is it fitting to speak thus to your master’s daughter? Go, go; you were to find my betrothed! 
HEMMING.
Ak, jeg glemte jer fæstemand, jeg glemte, at I er min herres datter. 
HEMMING.
Alas, I forgot your betrothed; I forgot that you are my master’s daughter. 
INGEBORG.
Finder du ham, så lover jeg dig en baldyret trøje til jul, så glad bliver jeg derved. 
INGEBORG.
If you find him, I promise you an embroidered jacket for Christmas,--so pleased shall I be. 
HEMMING.
Jeg vil ingen trøje have; jeg tjener jer hverken for guld eller sølv, hverken for kost eller ridderklæder. Men nu går jeg; hvad jeg mægter, det skal jeg gøre, når jeg véd, det glæder jer. 
HEMMING.
I don’t want any jacket; I serve you neither for gold nor silver, neither for keep nor for knightly dress. But now I am off; what lies in my power I shall do, if I know it pleases you. 
INGEBORG
(der er stegen op på en sten, hvor hun plukker nogle blomstrende hæggekviste).
Hemming! hvor rig er min fæstemand? 
INGEBORG.
[Who has climbed up on a stone and is picking some blossoming cherry twigs.]
Hemming! how rich is my betrothed? 
HEMMING.
Hvor rig han er, skal jeg ikke kunne sige; men om hans farfader heder det i visen:
     Han mægter at klæde i gyldenskrud
     vel hundrede terner til sin brud!

Så mægtig er nu vel ikke Olaf Liljekrans, men han ejer dog både gård og grunde. 
HEMMING.
How rich he is I really can’t say; but it is said of his grandsire in the song:
     With golden attire he can provide
     A hundred maids or more for his bride!

So mighty perhaps is not Olaf Liljekrans, but still he owns both forest and field. 
INGEBORG
(fremdeles beskæftiget).
Og du, hvad ejer du? 
INGEBORG.
[Still occupied.]
And you, what do you possess? 
HEMMING
(sukkende).
Min armod, det er det hele! 
HEMMING.
[Sighing.]
My poverty--is all I have. 
INGEBORG.
Det er ikke meget, Hemming! 
INGEBORG.
That isn’t very much, Hemming! 
HEMMING.
Nej, det er ikke meget, jomfru Ingeborg! 
HEMMING.
No, it isn’t very much, Mistress Ingeborg! 
INGEBORG
(nynner, bortvendt fra ham, uden at forandre stilling, og beskæftiget som før).
     Sålidet monne mit hjerte stunde
     til ham, som ejer både gård og grunde!
     Langt bedre huer mig den fattige svend,
     til ham står min tanke, han er min ven! 
INGEBORG.
[Hums, turned away from him, without changing her position, and still occupied as before.]
     ’Tis little my heart is attracted indeed
     To him who has all the wealth he may need!
     Much more I fancy the humble swain,
     The friend of my heart he will ever remain! 
HEMMING
(i højeste glæde).
Ingeborg! nej, er det sandt som du siger, da må jeg tifold prise min armod. 
HEMMING.
[In the greatest joy.]
Ingeborg! O, if what you say is true, I must tenfold bless my poverty. 
INGEBORG
(vender hovedet om og siger koldt).
Jeg skønner dig ikke; det, jeg sang, var kun en gammel vise. (stiger ned fra stenen med hæggekvistene i hånden og nærmer sig, idet hun betragter ham stivt.) Men jeg kender en vise til, og den vil jeg sige for dig:
     I kongens gård stander gangeren god;
     den bejler, som ejer en ridders mod,
     han skor den gule, han skor den grå,
     den rappeste lægger han sadlen på!
     Han løfter sin brud på gangerens ryg,
     hun følger ham villig, hun følger ham tryg.
     Han rider sig med hende så langt under ø,
     med ham vil hun gerne både leve og dø! 
INGEBORG.
[Turns her head and speaks coldly.]
I don’t understand you; the song was only an ancient ballad.
[Comes down from the rock with the cherry twigs in her hand, and approaches him as she looks at him fixedly.]

INGEBORG.
But I know another song too, and that I will sing for you:
     The king’s court within stand the steeds so fair;
     The suitor who lacks not the courage to dare,--
     He shoes the yellow, he shoes the gray,
     The swiftest he saddles before it is day!
     He places his bride on the steed behind,
     She follows him safe, she follows him blind.
     He rides with her off, to the sea they hie,
     With him she would willingly live and die! 
HEMMING
(som ude af sig selv).
Ingeborg! Ingeborg! da skal intet skrække mig mere! Ej at du har en fæstemand, ej at du er min husbonds datter; – ja, såsandt jeg lever, jeg røver dig endnu inat! 
HEMMING.
[As though beside himself.]
Ingeborg! Ingeborg! then nothing shall henceforth terrify me! Not that you have a betrothed, not that you are my master’s daughter;--yea, as sure as I live, I shall steal you tonight! 
INGEBORG
(heftigt, idet hun stedse kæmper med et frembrydende smil).
Hjælpe mig Gud! hvordan er det fat med dig? Hvad er det, du tænker på? Vil du røve din herres datter? Du må være syg eller gal, siden du kan falde på sligt! Dog, det skal være glemt – for denne gang. Gå nu! og tak himlen, at du slap så let; thi vel har du fortjent et rap – (løfter kvistene, men lader dem synke og siger med forandret stemme:) – og min røde guldring – se der, tag den!
(tilkaster ham en ring, som hun har trukket af armen og iler hurtigt ud til venstre.)


 
INGEBORG.
[Vehemently, as she constantly struggles to suppress a smile.]
Help me, God! what is amiss with you? What is it you are thinking of? Will you steal your master’s daughter? You must be sick or mad to conceive such a thing! Yet, it shall be forgotten--for this once. Go, now! and thank heaven you escape so lightly; for you have certainly earned a blow--

INGEBORG.
[Raises the twigs, but lets them fall, and says in a changed tone.]
--and my red golden ring--see there, take it!
[Throws him a ring, which she has removed from her arm, and rushes out quickly to the left.]


 
OTTENDE SCENE.
Hemming. Straks efter Olaf Liljekrans (fra baggrunden. Månen står op.)  
SCENE VIII
[HEMMING. Shortly afterwards OLAF Liljekrans from the, background. The moon rises.] 
HEMMING.
Den gyldne ring, den har hun mig skænket,
så er hun mig endnu både huld og god!
Hun mente det ikke, det var skrømt, når hun lod,
som hun var så bitterlig krænket.
Alt vil jeg friste, alt tør jeg vove!
(nedslået.)
Og dog, jeg er jo så fattig en svend,
og imorgen skal hun føres for alteret hen!
(raskt.)
Men brudgommen færdes i de vilde skove;
o, hvis han aldrig mere kom igen!
(vil ile ud, men standser med et udråb.)
Olaf! der er han!
(Olaf kommer langsomt frem mellem klipperne i baggrunden. Han går drømmende, med blottet hoved og hænderne fulde af blomster, som han sønderriver og strør på vejen; hans hele færd bærer under det følgende præg af en forvirret tilstand.)  
HEMMING.
The golden ring unto me she has granted,
Then still is she true, I am not deceived!
’Twas only in jest that she scolded and ranted
As though she were bitterly grieved.
All will I venture, no more will I dread!

HEMMING.
[Despondent.]
And yet, I am only a penniless swain,
And early tomorrow is she to be wed!

HEMMING.
[Quickly.]
But into the forest the bridegroom is fled;
O, if he should never come home again!

HEMMING.
[Starts to rush out, but stops with a cry.]
Olaf! there is he!
[OLAF comes slowly forward between the rocks in the background. He walks dreaming, his head uncovered, and his hands full of flowers which he tears to pieces and scatters on the way; his whole behavior during the following indicates an unsettled mind.] 
OLAF
(uden at lægge mærke til Hemming).
Kunde jeg råde
de sælsomme ord, den forvildende gåde!
(vil gå ud til venstre.)  
OLAF.
[Without noticing HEMMING.]
If only I knew
What she meant, could somehow the riddle unravel!
[Starts to go out to the left.] 
HEMMING.
Herr Olaf! Herr Olaf! hvor går eders vej?
Så hør dog, herr Olaf! 
HEMMING.
Lord Olaf! Lord Olaf! O where do you travel?
O hear me, Lord Olaf! 
OLAF
(halvt opvågnende).
Hemming! er det dig?
Du standse mig ikke! 
OLAF.
[Half awakening.]
Hemming! Is it you?
Stand not in my way! 
HEMMING.
Hvad ligger jer på sinde,
at I færdes tre samfulde dage herinde?
(betragter ham nærmere.)
Hvad øver I der for sælsom en leg, –
eders kind er hvid, eders pande er bleg! 
HEMMING.
What is it that weighs
On your mind, that you wander in here for three days?
[Observes him more closely.]

HEMMING.
And what is the game that here you do play,--
Your cheek is white, and your forehead is gray! 
OLAF.
Du må ikke undres, hvi min kind er hvid,
tre nætter har jeg stridt så sær en strid;
du må ikke undres, hvi min pande er bleg,
tre nætter har jeg været i alfeleg. 
OLAF.
Be not so amazed that my cheek is white,
Three nights have I fought so strange a fight;
Be not so amazed that my forehead is gray,
Three nights have I been in the elfen play. 
HEMMING.
Gud stå os bi! 
HEMMING.
Heaven protect us! 
OLAF.
Jeg er syg, jeg er svimmel!
Jeg kan ikke mindes hverken jord eller himmel! 
OLAF.
I am ill, I am faint!
I remember neither devil nor saint! 
HEMMING
(ængsteligt).
Herr Olaf! følg med til jer moders gård! 
HEMMING.
[Apprehensively.]
Come, Olaf, with me to your mother’s estate! 
OLAF.
Min moders gård! Hvor er det den står?
Her tykkes det mig, jeg har hjemme!
Skoven er bleven mit fædrenehus,
grantoppens kvæder og elvens sus
kan jeg bedre forstå, end min moders stemme.
(med stigende henrykkelse.)
Ej sandt, her er fagert! Ej sandt, her er stille!
Ser du, min højsal er smykket til gilde. 
OLAF.
My mother’s estate! Where stood it of late?
’Tis here, as it seems, that I have my home!
The wood has become my ancestral hall,
The river’s roaring, the pine-trees’ moan,
Is sweeter to me than my mother’s call.

OLAF.
[With increasing rapture.]
Aye, here it is quiet! Aye, here it is fair!
Behold, my hall for the feast I prepare. 
HEMMING
(afsides).
Hvad er ham dog hændt? 
HEMMING.
[Aside.]
O what has come o’er him? 
OLAF.
Snart kommer min brud! 
OLAF.
Soon comes my bride! 
HEMMING.
Eders brud! I véd da –? 
HEMMING.
Your bride! Then you know--? 
OLAF
(vedblivende).
Når dagen går under,
når skyen blegner og fuglen blunder,
da kommer hun hid så ung og prud! 
OLAF.
[Continuing.]
When the day has died,
When slumber the birds, when fades the cloud,
Then here will she come so young and so proud! 
HEMMING
(korser sig).
Alle hellige mænd! så er det dog sandt! 
HEMMING.
[Crosses himself.]
All heavenly saints! I fear the worst! 
OLAF.
Véd du, hvornår jeg først hende fandt?
Jeg red fra Guldvik en aften silde,
det bæres mig for, der var holdt et gilde.
Mit sind var tungt, mit hjerte var klemt!
noget havde mig krænket; hvad det var, har jeg glemt.
Jeg red mig alene op under li,
ved midnatstider kom jeg elven forbi,
da lød det som en klingende harpestreng,
det gik som en slåt over mark og eng,
det hørtes som et lokkende, klagende kvæde,
jeg folded mine hænder, jeg prøved at bede,
men tungen svigted og tanken med;
mig tonerne fristed, jeg måtte afsted.
Snart klang det som gråd og snart som latter,
snart lød det som lyst, og snart lød det atter,
som var der et bristende hjertes nød,
som var der en dødsens ve og vånde
lagt i det koglende kvæde, der flød
lig en strøm omkring mig! – Knapt kunde jeg ånde!
Så sært forvildet blev sans og sind;
det var som om både stærke og milde
magter drog mig i lien ind,
jeg måtte herop, om jeg end ikke vilde.
Og stedse det lokked og lød på min vej;
hvorlangt jeg red, det mindes jeg ej. 
OLAF.
Know you when it was that I saw her here first?
I rode late one evening from Guldvik hall,
Some kind of feast I seem to recall.
My spirit was heavy, my heart full of woe!
That something had grieved me is all that I know.
I rode all alone up the mountain side,
At midnight I passed by the river so wide;
Then heard I beyond a melodious wail,
That rang like a song over mountain and dale.
It seemed a plaintive, bewitching lay;
I folded my hands, I tried to pray,
But tied was my tongue and my thoughts went astray;
The strains did beguile and lure me away.
’Twas now like weeping and now like laughter,
’Twas now full of mirth, and now ever after
As were it the cry of a perishing man,
As were it a soul in the anguish of death,
That I heard in the song so beguiling, that ran
Like a stream around me!--I scarce got my breath!
So sorely bewildered was I in my soul;
It was as if powers both gentle and strong
Enticed me and lured me away from my goal,
I needs must come up, I was carried along.
And ever rang out the mysterious call;
How far I rode on I no longer recall. 
HEMMING
(afsides).
Og bruden, som spillemanden fortalte om, hun måtte jo også følge – 
HEMMING.
[Aside.]
And the bride, of whom the minstrel sang,--she too had to follow-- 
OLAF.
Da standsed min fole, jeg vaktes derved,
jeg så mig om med undrende blikke;
hvor var der fagert og vént! Men det sted,
jeg var kommen til, kendte jeg ikke!
jeg stod i en dal; – skygge og fred
var drysset som dugg derover!
Månen legte ved kærnets bred,
det var som den lo, når den dukked sig ned
i de svale, trillende vover!
Mit hoved var tungt, min hu var mod,
mig længedes efter at blunde;
jeg lagde mig ned ved en linderod
i de væne, hviskende lunde! 
OLAF.
My foal stopped short, I awoke in a maze,
I looked around with a wondering gaze;
’Twas all so pleasant and fair!
But what land I was in I could not understand!
I stood in a valley;--a deep peace lay
Over all like dew in the night!
The moon on the edge of the tarn did play;
It seemed to laugh as it vanished away
In the rolling billows so bright!
My head was heavy, my spirit oppressed,
I yearned for nothing but sleep;
I laid me down ’neath a linden to rest
In the whispering forest so sweet! 
HEMMING.
Herr Olaf! Herr Olaf! Hvor turde I friste sligt? 
HEMMING.
Lord Olaf! Lord Olaf! How dared you do it? 
OLAF
(vedblivende).
Så kom jeg i alfekvindernes dans;
den fagreste mellem dem bød mig en krans
af vårklokker blå, af vandliljer hvide;
hun så mig i sjælen med øjne så blide,
hun hvisked i mit øre et gådefuldt ord,
som aldrig går mig af minde:
„Olaf Liljekrans! véd du, hvor lykken gror,
véd du, når fred for dig er at vinde?
Mellem alle de urter små på rad
må du den fagreste finde,
og plukke den sønder, blad for blad,
og drysse den ud for alle vinde,
da – først da skal du lykken finde!“ 
OLAF.
[Continuing.]
I ventured then into the elf-maidens’ play;
The fairest of maidens gave me a bouquet
Of snow-drops blue and of lilies white;
She pierced my soul with her glances so bright,
And whispered to me what nobody knows,--
A word I’ll keep ever in mind:
“Olaf Liljekrans! know you where happiness grows,
Know you the hour when peace you will find?
Of all the flowers on the hill over yonder
Must you the fairest one find,
And bit by bit you must tear it asunder
And scatter it far to the wind,
Then--only then will you happiness find!” 
HEMMING.
I har sovet og drømt! 
HEMMING.
You have slumbered and dreamed! 
OLAF.
Fra denne stund
det blev mig for trangt i min moders stue!
Gennem ur, over hej, til den fagre lund
stævned jeg op med pil og med bue!
Der mødte jeg alfepigen igen. 
OLAF.
That very same day
My mother’s estate grew cramped and narrow!
Through thicket, o’er highway, I hastened away
To the grove so pleasant with bow and with arrow!
There met I again the elf-maiden fair. 
HEMMING
(træder forbauset tilbage).
Hvad nu, har I vågen fundet –? 
HEMMING.
[Steps back amazed.]
When then,--have you wakened and found--? 
OLAF.
Min fæstensring tog jeg og skød med den
I luften over hendes hoved hen;
nu er hun for evig bundet! 
OLAF.
I took my betrothal ring, shot with it there
Right over her head, far into the air;
Now is she evermore bound! 
HEMMING.
Og det er bruden, I venter her? 
HEMMING.
And it is the bride you are waiting for here? 
OLAF.
Det er bruden, snart er hun nær! 
OLAF.
Yes, yes, the bride; soon will she be near! 
HEMMING
(afsides)
Hans sjæl er hildet, hans sind er sygt;
alt skal fru Kirsten vide! (højt.) I tør da færdes foruden frygt
heroppe? 
HEMMING.
[Aside.]
His soul is enthralled, his mind is ill;
All this Lady Kirsten shall know!

HEMMING.
[Aloud.]
And dare you go wandering fearless up here
In the hills? 
OLAF.
Her er det godt og trygt
at vugges i drømme blide!
(går langsomt ind mellem klippestykkerne i forgrunden til højre.)  
OLAF.
It is here so still,
’Tis sweetly I dream as I go!
[Goes slowly in between the huge rocks in front on the right.] 
HEMMING.
Alt imorgen skal hans bryllup stå,
men sin fæstemø agter han lidet på,
lidet véd han, at hun er nær,
og mindre, at hun har en anden kær! –
Han færdes forvildet i skoven omkring,
og mig gav Ingeborg den gyldne ring!
Hvad jeg har set, skal hans moder kende;
alle helgene véd, hvor dette skal ende!
(går ud til venstre.)


 
HEMMING.
His wedding tomorrow his people prepare;
Yet for his betrothed he seems little to care;
’Tis little he knows that she is so near,
And less that she holds another one dear!--
He wanders around in the forest astray,
And Ingeborg gave me the golden ring!
His mother I’ll seek without further delay;
The saints only know what the morrow will bring!
[Goes out to the left.]


 
NIENDE SCENE.
Olaf Liljekrans (træder atter ind fra højre).  
SCENE IX
[OLAF LILJEKRANS enters again from the right.] 
OLAF
(idet han sønderriver nogle blomster, som han har plukket udenfor).
„Mellem alle de urter små på rad
må du den fagreste finde;
og plukke den sønder, blad for blad,
og drysse den ud for alle vinde, –
da – først da skal du lykken finde!“
Jeg får ikke fred for de sælsomme ord.
Den fagreste urt? Hvor er det den gror?
Hvorpå skal den kendes? Er dens fagerhed lagt
i duftens sødme, i bladenes pragt?
Hvad heller er den lagt i lønlige kræfter,
som jeg aldrig kan finde, om jeg spejder derefter?
sålunde ejer jo mangt et sværd
under klingens rust et kosteligt værd,
sålunde kan jo en harpe hænge
glemt i en krog, ingen derpå giver agt,
og dog kan alverdens forlokkende magt
være gemt i de støvede strenge.


 
OLAF.
[As he tears to pieces some flowers he has gathered off the stage.]
“Of all the flowers on the hill over yonder
Must you the fairest one find;
And bit by bit you must tear it asunder,
And scatter it far to the wind,--
Then--only then will you happiness find!”
These mysterious words give my spirit no rest.
The fairest of flowers? And what is the test?
Where will it be found? Is its beauty revealed
In the fragrance or deep in the blossom concealed?
Or hid in some magic power that I never
Can possibly find if I search forever?
So may there be virtue in many a spear
Whose steel is rusty and out of gear;
So too may a harp that no longer sings
But hangs forgotten in the halls of mirth,
Hide in its forsaken and dusty strings
The strangest magic on earth.


 
TIENDE SCENE.
Olaf Liljekrans. Alfhild (fra baggrunden. Hun er fantastisk klædt og smykket med løvflætninger og blomster; ængsteligt ser hun sig om, indtil hun opdager Olaf og iler ham da glad imøde.)  
SCENE X
[OLAF LILJEKRANS. ALFHILD from the back of the stage. She is fantastically dressed and adorned with flowers and garlands of leaves; she looks about anxiously until she discovers OLAF and runs joyfully to meet him.] 
ALFHILD.
O, bliv, bliv! gå ikke fra mig! 
ALFHILD.
O, stay, stay! Do not go away from me! 
OLAF
(ligesom pludselig belivet).
Alfhild! min unge, dejlige brud! 
OLAF.
[As if suddenly awakened to life.]
Alfhild! my young and beautiful bride! 
ALFHILD.
Olaf! min fagre ridder! Det blev mig for tungt at vente, jeg måtte gå dig imøde! 
ALFHILD.
Olaf! my handsome knight! I grew tired of waiting; I had to come here to meet you! 
OLAF.
Men sig mig, hvi frygter du stedse for at komme hid? 
OLAF.
But tell me, why are you always afraid to come here? 
ALFHILD.
Jeg har jo sagt dig, udenfor dalen kom jeg ingensinde, før du gæsted mig. Min fader har sagt, at onde magter råder herude: kun derinde mellem bergene kunde jeg færdes tryg og trøstig! O, lad råde, hvad magter der vil, du er her, det er nok for mig! Kom, lad mig se dig ind i øjnene! Ja, ja, jeg har dig igen! 
ALFHILD.
I have so often told you that I never went beyond this valley until you visited me. My father has said that evil powers hold sway out there; only here among the mountains could I fare safely and without harm! O, let whatever power will hold sway; you are here, and that is enough for me! Come, let me look into your eyes! Truly, I have you again! 
OLAF.
Har mig! Ak ja, Alfhild! Du listelige, du dejlige kvinde, vel har du mig igen! Mit sind har du koglet så dybt, så dybt; før mig, hvorhen og så langt du vil, i berget, dybt under hougen, i den grønne græsvold, hvor slåt og sang klinger så lifligt ved kveldstid, på elvens bund, dybt under fossen, hvor der er harper for de store, klagende kvæder; hvor dit hjem er, der er jeg rede til at færdes! 
OLAF.
Have me! Alas, Alfhild! You artful, you beautiful woman, indeed you have me again! My soul you have charmed so deeply, so deeply. Lead me whither and as far as you will, into the mountain, under the hill, to the grassy meadow, where song and refrain echo sweetly in the evening, on the bottom of the river, down under the rapids, where there are harps for powerful plaintive lays; wherever your home is, there I am ready to wander! 
ALFHILD.
Hvi taler du så? Vel må du vide bedre, end du der siger. – Vætter og alfer råder i houg og fjeld, og på elvens bund bor nøkken, det har fader sagt. Mener du jeg er en alf eller – 
ALFHILD.
Why speak you thus? You must surely know better than what you are saying.--Spirits and elves hold sway in mountain and hillock, and on the bottom of the river lives the nixie,--so father has said. Think you that I am an elf or-- 
OLAF.
Du er den fagreste i verden; vær for mig, hvad du vil, når du kun er min! 
OLAF.
You are the fairest in the world; be you what you please, so long as you are mine! 
ALFHILD
(smilende).
Var jeg alfekvinde, forsandt, jeg siger dig, da skulde det gå dig ilde! 
ALFHILD.
Were I an elfen maid, then truly, say I, it would fare with you ill! 
OLAF.
Mig! 
OLAF.
Me! 
ALFHILD.
Ja, dig! Hvor du red på din enlige sti, skulde jeg træde dig imøde, glemselsdrikken skulde jeg række dig af det gyldne horn, jeg skulde kogle mine kunster deri, så du glemte himmel og jord, glemte, hvor du var født og båren, hvad navn du lød og hvor dine frænder færdes, kun ét skulde du mindes, et eneste skulde fylde din hu og din tanke. 
ALFHILD.
Yes, you! When you rode on your lonely path, I should go out to meet you and give you the drink of forgetfulness from the golden horn. I should mix therein my magic and charm so that you would forget both heaven and earth, forget where you were born and reared, what name you answered to, and where your kinsmen fared,--one thing alone should you remember, one thing alone should fill your mind and soul. 
OLAF.
Forvisst, da er du alfekvinden! Thi fra den første stund har du sålunde koglet dine kunster for mig. 
OLAF.
Forsooth, then are you the elfen maid! For from the first hour you have practiced your magic on me. 
ALFHILD.
Har jeg? 
ALFHILD.
Have I? 
OLAF.
Gennem lien red jeg, dybt dernede hvor elven løber, – det var nat, sælsomt lød sange og klagende kvæder rundt om mig – – – –
Forvildet blev mig min sti, jeg kom langt, langt ind mellem bergene, jeg fandt den dejlige dal, hvor ingen fod har trådt, hvor intet øje har forlystet sig før mit – – – –
Tungt faldt en slummer på mig derinde, men alfekvinderne legte imens, og de drog mig ind i legen – – – –
Men da jeg vågned, var der bedrøvelse i mit sind; hjemad red jeg, men dernede kunde jeg ikke trives mere; det bares mig for, som jeg havde glemt efter mig det rigeste og bedste i livet, som om en herlig skat var mig beskåret, ifald jeg kun søgte og fandt den – – – –
Til dalen måtte jeg op, før var der ikke fred for mig – – – –
Du kom mig imøde, fager og varm som i denne stund; jeg greb din hånd, jeg så dig ind i øjet – himmel og jord, alverdens dejlighed var i dit øje! – – – –
Da glemte jeg venner og frænder! – – – –
Jeg kom der næste nat, jeg favnede din midje, jeg krystede dig til mit bryst, himlens herlighed var i dit favntag – – – – –
Da glemte jeg mit kristen-navn og mine fædres hjem. – – – –
Og jeg kom den tredje nat, jeg måtte komme, jeg kyssed dine røde læber, mine øjne åd sig ind i din sjæl. – Mere end alverdens herlighed var deri! Jeg glemte mere end Gud og hjem, mere end himmel og jord, jeg glemte mig selv! (styrter ned for hende.) Alfhild! Afhild! 
OLAF.
Through the meadow I rode, below where the river runs,--it was night and the songs and the plaintive lays echoed strangely around me....

OLAF.
Bewildered I grew and lost my path; I wandered far, far in among the mountains; I discovered the beautiful valley, where no foot has trod, where no eye has feasted ere mine....

OLAF.
A heavy slumber fell upon me in there; the elf maidens played in the meantime, and they drew me into their play....

OLAF.
But when I awoke, there was affliction in my soul; homeward I rode, but down there I could no more be content; it seemed as if I had left behind me the richest and best in life, as if a wonderful treasure were held in store for me, if only I sought and found it....

OLAF.
Up to the valley I had to go before I could find peace....

OLAF.
You came to meet me, fair and glowing as in this hour; I seized your hand, I looked you in the eye--heaven and earth, the beauty of all creation, was in your eye!....

OLAF.
Then I forgot both kinsmen and friends!....

OLAF.
I came there the next night, I embraced you, I pressed you to my bosom,--the glory of heaven was in your embrace....

OLAF.
--Then I forgot my Christian name and my forefathers’ home....

OLAF.
And I came the third night; I had to come; I kissed your red lips; my eyes burned their way into your soul.--More than the glory of creation was therein! I forgot more than God and home, more than heaven and earth. I forgot myself.
[Prostrates himself before her.]

OLAF.
Alfhild! Alfhild! 
ALFHILD.
Er det en glemselsdrik, det som du der nævner, da har jeg koglet mig selv dermed. Mig er det gået som spillemanden, der lærte nøkkens kvæder, for at kogle sin hjertenskær; – han koglede og koglede sålænge til kogleriet omspandt hans eget sind, og han aldrig kunde vinde sig ud deraf.
(standser og bliver tankefuld stående.)  
ALFHILD.
If it be a drink of forgetfulness which you speak of, then have I also charmed myself with it. I have fared as the minstrel who learned the nixie’s songs in order to charm his sweetheart;--he charmed and charmed so long that at length the magic wove itself round his own soul too, and he could never win himself free therefrom.
[Stops and continues standing thoughtfully.] 
OLAF
(idet han rejser sig).
Hvad grubler du over? 
OLAF.
[As he rises.]
What are you brooding over? 
ALFHILD.
Højt på fjeldet er en styrtning så brat, at end ikke ørnen kan fæste sin klo deroppe; der står en enlig birk, ilde trives den, og fattig er den på løv; men den bøjer sine grene nedad imod dalen, som ligger langt borte; det er som den længedes efter sine søstre i den friske, frodige lund, som om den higede efter at plantes ind i det solvarme liv dernede. – – – –
Som birken på fjeldet så var mit liv, jeg længedes udad, efter dig længedes jeg i lange, lange tider, før jeg vidste, du var til. Dalen blev mig for trang, men jeg vidste ikke, at der bag fjeldene var en anden dal som min derinde. Ridderne og fruerne, som gæstede mig hver nat, var mig ikke nok, og de sagde mig intet om livet derude! 
ALFHILD.
High in the mountain there is a rocky ledge so steep that not even the eagle can fasten his claws thereon; there stands a lonely birch,--ill does it thrive, it is poor in leaves; but downward it bends its branches to the valley which lies far away; it is as though it longed for its sisters in the fresh and luxuriant grove, as though it yearned to be transplanted in the warm sunny life down below....

ALFHILD.
Like the birch in the mountain was also my life; I longed to get away; I longed for you through the long, long years, even before I knew you existed. The valley became too cramped for me, but I did not know that beyond the mountains there was another valley like this one in here. The knights and the ladies that visited me every evening were not enough for me, and they told me nothing of the life beyond! 
OLAF.
Riddere og fruer? Du har jo sagt mig, at ingentid mødte du nogen derinde. 
OLAF.
Knights and ladies? You told me you never met any one there. 
ALFHILD.
Ingen som du! Men hver kveld sang min fader sine viser for mig, og når det blev nat og mine øjne lukkedes, da kom de og gæstede mig, alle de, der lever i min faders viser. Frejdige riddere, fagre kvinder var blandt dem, de kom med falk på hånden, ridende på stolte gangere. På engen dansede de, lyst og skemt lød rundt om, hvor de færdedes; alferne lyttede tyst fra hver en blomst og fuglene fra grenen, der de var sovet ind. Men når dagen randt, da var de alle borte, ensom gik jeg, jeg pyntede mig med blomster og med grønne blade; thi jeg vidste, at næste nat vilde de komme igen. Ak, det liv var mig dog ikke nok; en mægtig længsel fyldte mit bryst, aldrig var den blevet stillet, om ikke du var kommen! 
ALFHILD.
No one like you! But every evening my father sang songs to me, and when the night came and my eyes were closed, they came to visit me, all those that live in my father’s songs. Merry knights and beautiful ladies there were among them; they came with falcons on their hands, riding on stately steeds. They danced in the field, and laughter and merriment reechoed wherever they fared; the elves listened silently from behind each flower and the birds from the trees where they had fallen asleep. But with the coming of dawn they again disappeared; lonely I wandered; I decked myself with flowers and with green leaves, for I knew the next night they would come again. Alas, that life was after all not sufficient for me; a mighty longing rilled my bosom; it would never have been stilled if you had not come! 
OLAF.
Du nævner din fader; ingentid så jeg ham derinde! 
OLAF.
You speak of your father; at no time did I see him in there! 
ALFHILD.
Kun sjelden kommer han nu, han var der ej fra den kveld, vi først mødtes. 
ALFHILD.
But seldom he comes now; he has never been there since the night we first met. 
OLAF.
Men sig mig, hvo er han? 
OLAF.
But tell me, where is he? 
ALFHILD.
Du har sagt mig, at du red en sommernat i lien, der hvor elven løber; der hørte du sælsomme sange, som du kun halvt forstod, men som dog maner og maner dig, så du aldrig glemmer dem. 
ALFHILD.
You have told me you rode late one summer night in the meadow where the river flows; there you heard strange songs which you only half understood, but which haunt and haunt you so that you will never forget them. 
OLAF.
Javisst, javisst! 
OLAF.
Yes, yes! 
ALFHILD.
Du har hørt min faders sange! Det er ved dem jeg er vokset op. Forsandt, heller ikke jeg har forstået dem tilfulde; de tyktes mig at være den dyreste skat, at være livet selv; nu gælder de lidet for mig; de er mig kun et bud om al den herlighed, som skulde komme. I dem alle var der en fager ridder; ham tænkte jeg mig som det bedste og herligste i alle dale, det bedste og herligste sålangt fugl kan flyve, sålangt sky kan stævne. Olaf! det var dig, jeg kender dig vel igen! O, du må fortælle mig om dit hjem, om den fjerne dal, du kommer fra; rigt og lyst må det være derude; did må det være mine fugle drager hen ved løvfaldstid; thi når de atter gæster mig, da har de såmeget sælsomt at fortælle, så mangt et under at synge om, at alle urter sprætter og blomstrer derved, alle trær grønnes, og den store, dejlige sol står tidlig op og går sent til hvile, for ret at lytte til alle de fagre eventyr og sange. Men lidet fatter jeg af alt, hvad de fortæller, du må tolke det for mig, du må klare for mig alt, hvad der spørger og kræver svar i mit bryst. 
ALFHILD.
You once heard my father’s songs! It is on them that I have been nourished. In truth, neither have I fully understood them; they seemed to me to be the most precious treasure, to be life itself; now they mean little to me; they are to me but a token of all the glory that was to come. In all of them was there a handsome knight; I imagined him to be the best and most glorious thing in all the valleys, the best and most glorious as far as bird can fly, as far as clouds can sail. Olaf! it was you,--I know you again! Oh, you must tell me of your home, of the distant valley whence you come; life out there must be rich and glorious; there it must be that my birds all fly with the falling of the leaves; for when they again come to visit me, they have so much to tell that is strange, so many a marvel to sing about, that all the flowers begin to bud and to blossom, the trees to grow green, and the big and glorious sun to rise early and go tardily to rest, in order to listen to all the stories and songs. But little grasp I of all that they tell; you must interpret it for me, you must make everything clear that inwardly craves an answer. 
OLAF.
Lidet er jeg det mægtig, du spørger om mit hjem. Mit hjem? Har jeg havt et andet hjem end her, da mindes jeg kun ringe ting deraf. Det er mig alt som en tåget drøm, der glemmes i den stund vi vågner. Dog, kom! langt dernede ligger en bygd, der bæres det mig for, at jeg færdedes, før jeg så dig, der bæres det mig for, at mine frænder bor. Hører du, hvor elven maner og suser, lad os følge den; ude på kanten, ved fossefaldet, der kan vi se over bygden, hvor jeg – engang hørte hjemme. Kom, kom! 
OLAF.
Little am I able to answer what you ask of my home. My home? If I have had a home other than this, then I remember but little about it. It is all to me like a misty dream which is forgotten in the hour we waken. Yet, come! far below us there lies a village; there it seems I remember I wandered before I saw you; there it seems to me that my kinsmen live. Do you hear how the river conjures and rushes; let us follow it; out on the ledge near the waterfall we can overlook the village where I--once had my home. Come, come! 
ALFHILD.
Men tør jeg – 
ALFHILD.
But dare I-- 
OLAF.
Følg trøstig, jeg skal værne om dig! 
OLAF.
Follow and trust me, I shall protect you! 
ALFHILD.
Jeg er rede; jeg véd det jo nok, selv om jeg ikke vilde; følge dig må jeg, hvor du færdes.
(de går ud til højre.)  
ALFHILD.
I am ready; I know it well enough; whether I wished to or not, I must follow you wherever you go.
[They go out to the right.] 
KOR AF BRUDEFOLKET OG FRU KIRSTENS FØLGE
(fjernt fra skoven til venstre).
Du agte dig vel, du fri din sjæl
fra listige alfer i lunden!


 
CHORUS OF WEDDING GUESTS AND LADY KIRSTEN’S PEOPLE.
[From the forest to the left.]
Awake to our call, come free your will
From elves that hover around!


 
ELLEVTE SCENE.
Fru Kirsten og Hemming (kommer ind fra venstre).  
SCENE XI
[LADY KIRSTEN and HEMMING enter from the left.] 
HEMMING.
Her var han; – se – nej, nu er han borte! 
HEMMING.
Here he was;--why--now he is gone! 
FRU KIRSTEN.
Og han sagde, at han ventede på bruden, som skulde komme? 
LADY KIRSTEN.
And he said he was waiting for the bride who was to come? 
HEMMING.
Ja, men hvem han mente, kunde jeg ikke ret blive klog på; thi hans tale var sælsomt forvildet. Ingeborg mente han ikke, det er visst. 
HEMMING.
Yes, but whom he had in mind I could not quite make out; for his speech was strangely incoherent. Ingeborg he did not mean,--that is certain. 
FRU KIRSTEN.
Stille, gode Hemming! stille med det, han har sagt! Velgjort var det, at du lod mig alene vide, han var her. Rigelig skal du lønnes derfor, men først må vi finde ham fat – 
LADY KIRSTEN.
Say nothing, good Hemming! say nothing of what he just said! You did well to let me alone know he was here. You shall be richly rewarded for this, but first we must find him again-- 
HEMMING
(idet han ser ud til højre).
Se, se der, i måneskinnet, på bakken ved elven, – ja, forvisst tror jeg – – 
HEMMING.
[As he looks out to the right.]
See,--see there, in the moonlight, on the hill near the river,--yes, surely I think-- 
FRU KIRSTEN.
Stille, stille, det er Olaf! 
LADY KIRSTEN.
Hush, hush, it is Olaf! 
HEMMING.
Der er to; en kvinde står hos – 
HEMMING.
There are two; a woman is with him-- 
FRU KIRSTEN.
Alle gode ånder! 
LADY KIRSTEN.
Heavenly saints! 
HEMMING.
Han viser udover bygden, som om – der går de begge! 
HEMMING.
He is pointing out the village as if--there they go! 
FRU KIRSTEN.
Hent herr Arne og vore folk! Vi vil mødes her; jeg bringer Olaf hid! 
LADY KIRSTEN.
Call Lord Arne and our people! We will meet again here; I bring Olaf with me! 
HEMMING.
Men tør I også –? 
HEMMING.
But dare you then--? 
FRU KIRSTEN.
Gør som jeg siger; men ti vel med det, du har hørt og set. Du kan sige, at Olaf drog herop for at jage ren og bjørn, og at han fór vild på fjeldet. 
LADY KIRSTEN.
Do as I say; but say nothing of what you have heard and seen. You can say that Olaf came up here to hunt deer and bear, and that he went astray in the mountain. 
HEMMING.
I kan lide på mig, fru Kirsten!
(går ud til venstre.)  
HEMMING.
You can rely on me, Lady Kirsten!
[Goes out to the left.] 
FRU KIRSTEN.
Skulde det da være sandt? Skulde onde vætter have fået magt over ham? Ej, sligt kan jeg bilde Arne fra Guldvik ind, men lidet tror jeg det selv; – og dog siges der, at det tidt nok hændte i fordums tider. Men det er nok alfekvinder af kød og blod, som – –. Der stiger han ned til elven, jeg må rappe mig!
(går ud til højre i mellemgrunden.)  
LADY KIRSTEN.
Is it true, then? Have evil sprites gained control over him? Yes, so I can pretend to Arne of Guldvik, but little I believe it myself;--and yet it is said it happened often enough in the days gone by. But it is elfen maids no doubt of flesh and blood that--. There he goes down to the river,--I must hasten!
[Goes out to the right in the background.] 
KOR
(fjernt fra skoven til venstre).
     Med fromme sange, med klokkespil
     så vide vi færdes i dale!
     Du kristne mand, du lytte dertil,
     vågn op af den koglende dvale!


 
CHORUS.
[From the forest to the left.]
     With ringing of bells we hurry along,
     We wander in field and in dell!
     O Christian, come, give heed to our song,
     Wake up from your magic spell!


 
TOLVTE SCENE.
Olaf og Alfhild (kommer ind fra højre i baggrunden. Senere fru Kirsten).  
SCENE XII
[OLAF and ALFHILD come in from the right in the background. Later LADY KIRSTEN.] 
ALFHILD.
O, du må fortælle mig mere endnu!
I mit sind falder dine ord, som duggen hin svale,
det er mig, som råded du alle min længsels runer
med din liflige tale! – – –
Sad du aldrig en sommernat ved det øde fjeldvand,
der er så dybt, at du ej kan bunde?
Så du ikke alle himlens små lys dernede,
de kloge øjne, der tolker mere end du kan udgrunde,
mere end du kan udsige, om du havde tusinde munde.
– – – – –
Tidt sad jeg så; med mine hænder vilde jeg fange
de dybe, de tindrende gåder dernede –
jeg greb efter dem, vilde se dem nær,
da blev de dunkle, som øjne, der græde, –
det var fåfængt at spejde og lede –
– – – – –
Så var det også fordum i mit sind!
Mange, mange gåder, som jeg vilde forstå;
men de gækked mig som stjernen i det dybe vand,
bleve mig ugrundelige, desmere jeg grunded derpå! 
ALFHILD.
O, you must tell me still more of the world!
Your words to my soul are refreshing indeed;
It seems as if here in the wonders you tell
My innermost longings you read!....
Did you ne’er on a summer night sit by a tarn,
So deep that no one could fathom it quite,
And see in the water the stars so bright,
Those knowing eyes that express with their flickering light
Much more than a thousand tongues could possibly say?
– – – – –
I often sat thus; I sought with my hands to capture
The sparkling riddles below in the deep--
I snatched after them, I would see them close,
Then they grew blurred like eyes that weep,--
It is idle to search and to seek--
– – – – –
So too in my soul there was many a riddle
I yearned to solve in the days that are gone!
They tricked me as did all the stars in the deep,
Grew stranger and stranger the more I brooded thereon! 
OLAF.
Og er jeg ikke bleven mig selv en ugrundelig gåde?
Er jeg Olaf Liljekrans, den stolte ridder,
den ætstore mand, der broutede af sin slægt,
og lod hånt om elskov og fuglekvidder!
Dog ligegodt, jeg river ud af mindet, hvad jeg var!
Lykkelig er jeg, det kan jeg forstå – –
din spådom slog fejl, – Lykken skulde jeg finde,
når jeg fandt den fagreste blandt urter små.
Ha! Lykken har jeg alt fundet! 
OLAF.
Am I not to myself a mysterious riddle?
Am I Olaf Liljekrans, the nobly born,
The knight so proud, who vaunted his race,
Who laughed the singing of birds to scorn!
And yet, from my heart I tear what I was!
Happy I am,--and that can I understand--
Your prophecy failed,--I should happiness find,
When the fairest of flowers I had found in the land.
Ah! happiness here I have found! 
ALFHILD.
Jeg har intet spået.
Dog – fortæl mig mere om livet derude! 
ALFHILD.
I prophesied nothing.
But--tell me more of the life that is yonder! 
OLAF.
Lad livet derude gå sin egen gang,
her er mit hjem, hos dig, min prude,
min dejlige viv! Alfhild, tal!
Er det ikke ret som en højenloftssal
var rejst for os under de grønne lier!
Blåklokken står pyntet på alle stier,
her er gilde herinde, her er fryd og lyst,
mere fast, end der kan rummes i mit bryst!
Hør, fra elven klinger det dybe kvæde;
o, det er det, som volder, at jeg både må le og græde!
Det sælsomme kvad, det koglende spil,
har gjort mig så fro, så salig og vild!
(griber hende lidenskabeligt i sine arme.)
Farvel jeg skikker til bygden dernede!
heroppe vil jeg min brudeseng rede;
farvel jeg skikker over verden ud, –
nu vil jeg favne min fagre brud! 
OLAF.
The life that is yonder may go its own way;
Here is my home; with you will I wander,
My lovely wife! Alfhild, behold!
Is it not as if here in the mountainous fold
Were built for us two a bower so fair!
The snowdrops in splendor stand garbed everywhere;
In here there is feasting, there is joy, there is mirth,
More real than any I have found on this earth!
The song rings out from the river so deep;
It is that which makes me both laugh and weep!
The song of magic, the mysterious lay,
Has made me so free, so happy and gay!
[Seizes her passionately in his arms.]

OLAF.
Farewell to the village below I say!
’Tis here that my bridal-bed I shall prepare;
Farewell to the world forever and ay,--
For here I shall hold my beautiful bride! 
ALFHILD
(viger ængsteligt tilbage).
Olaf! 
ALFHILD.
[Moves away apprehensively.]
Olaf! 
OLAF
(standser pludselig, som greben af en uklar og smertelig erindring).
Min brud! Hvad sagde jeg der!
Sig mig – Alfhild – da jeg første gang kom her –
kan du – kan du mindes den første kveld?
Hvad var det jeg søgte, – hvad vilde jeg vel?
Kom jeg for at hente dig – til – bygden ned?
Var det for at bede til bryllup jeg red –? 
OLAF.
[Stops suddenly, as if seized with a vague and painful remembrance.]
My bride! What is it I say!
Tell me--when first--I happened this way--
Can you still remember the very first night?
What was it I sought?--No longer I know!
Did I come to fetch you--to--the village below?
Did I come the wedding guests to invite? 
ALFHILD.
Hvad mener du? Bryllup? Jeg kan ej forstå –? 
ALFHILD.
What mean you? Wedding? I can’t understand--? 
OLAF.
Vort fæstensøl var jo drukket på Guldvik! Ej så?
Tre uger efter skulde vort bryllup stande –
men det tykkes mig, at – nej, det brænder i min pande!
Jeg vil ikke mere tænke derpå! 
OLAF.
Our betrothal at Guldvik was held, you remember!
For three weeks thereafter our wedding was planned--
But it seems to me that,--no, my brow like an ember
Burns hot! I will try no more to remember! 
KOR
(dæmpet og langt inde i skoven).
     Olaf Liljekrans! Olaf Liljekrans!
     Hvi sover du så tungt og så længe? 
CHORUS.
[Softly and far in the forest.]
     Olaf Liljekrans! Olaf Liljekrans!
     Why sleep you so deep and so long? 
ALFHILD.
Tys, Olaf! hører du? 
ALFHILD.
Hush, Olaf! do you hear? 
OLAF
Hørte du det med? 
OLAF.
Did you hear it too? 
ALFHILD.
Hvad er det? 
ALFHILD.
What was it? 
OLAF.
Et gammelt, et halvglemt minde,
som stundom får ord, når jeg færdes herinde!
Det vil mig ilde, det vil mane mig til bygden ned 
OLAF.
A memory of long ago,
Which often comes back when I wander with you!
’Tis evil,--it calls from the village below. 
FRU KIRSTEN
(afsides, idet hun træder ind fra baggrunden, uden at bemærkes af de øvrige).
Der er de! Han taler; kunde jeg forstå –!
(nærmer sig lyttende.)  
LADY KIRSTEN.
[Aside, as she enters from the rear of the stage unobserved by the others.]
Ah, there! He speaks; could I understand--!
[Approaches listening.] 
OLAF
(med stigende heftighed).
Ja, ja, jeg kommer; men ene vil jeg ikke gå!
Riddere og fruer skal stævnes hid på mit bud;
med sang skal de ride herop for at hente min brud!
Guldsadlen skal lægges på min rappeste ganger,
forrest i laget skal gå spillemand og sanger,
derefter skal ride køgemester og prest,
alt folket i bygden skal bydes til gæst!
Høviske svende skal lede din ganger ved hånd,
liflige urter skal drysses på alle veje,
bonden skal bøje sig for dig som en vånd,
og ved ledet skal hans kvinde neje!
kirkeklokkerne skal ringe over landet ud:
nu rider Olaf Liljekrans hjem med sin brud! 
OLAF.
[With increasing vehemence.]
Yes, yes, I come; not alone will I ride!
For ladies and knights shall heed my command,
And come hither with song to greet my bride!
For you shall be saddled my swiftest steed,
The poet and minstrel shall ride in the lead,
Thereafter shall follow the steward and priest,
The people shall all be bid to the feast!
Pages so courtly shall guide your steed,
And beautiful flowers be strewn at your feet,
The peasant shall bow to the ground like a weed,
His wife shall curtsy to you as is meet!
The church bell shall ring to the countryside:
Now rides Olaf Liljekrans home with his bride! 
KOR AF BRYLLUPSGÆSTER
(raskt men dæmpet inde i skoven til venstre).
     Nu færden står
     til bryllupsgård!
Folen løber let under lide!
     Det drønner under hov
     i den grønne skov,
der de lystige svende monne ride! 
CHORUS OF WEDDING GUESTS.
[Animated, yet softly, in the forest to the left.]

     Now hasten we all
     To the wedding hall!
The foal runneth light and gay!
     The hoofs resound
     On the grassy ground,
As the merry swains gallop away! 
FRU KIRSTEN
(afsides, under koret).
Himlen være lovet! Hemming har fortalt –! 
LADY KIRSTEN.
[Aside during the chorus.]
Heaven he praised then! Hemming has told--! 
ALFHILD
(jublende).
De kommer, de kommer, jeg hører dem alt!
Hvort vent det klinger! Olaf! se, se! 
ALFHILD.
[Jubilant.]
They come, they come, their voices I hear!
How sweetly it sounds! O Olaf, behold! 
FRU KIRSTEN.
Olaf, min søn!
(iler hen til ham, uset af Alfhild, der vedbliver at stirre ud til venstre.)  
LADY KIRSTEN.
Olaf, my son!
[Rushes to him unobserved by ALFHILD, who continues to look out to the left.] 
OLAF.
Hjælp Gud! hvad er det!
Min moder! 
OLAF.
God help me! What’s here!
My mother! 
FRU KIRSTEN.
Mit arme, forvildede barn!
Nu er du frelst fra den ondes garn!
Der kommer herr Arne med Ingeborg, din viv. 
LADY KIRSTEN.
My poor unfortunate son!
Now are you saved from the evil one!
There comes Lord Arne with Ingeborg, your wife! 
OLAF
(med et skrig, og ligesom på engang opvågnende).
Ingeborg! – Med det navn har I brudt mit liv!
Min lykke var da idel tant og skrømt!
Ak, at I måtte mig sligt bebude!
(fortvilet.)
Kære moder min! så fagert har jeg drømt;
nu har I vakt mig, nu er alting ude!


 
OLAF.
[With a cry and as if suddenly awakening.]
Ingeborg!--With that have you shattered my life!
My happiness then was not what it seemed!
Alas, that you had to inform me of this!

OLAF.
[In despair.]
Dear mother! a beautiful dream I have dreamed;
You waken me now,--there’s an end to my bliss!


 
TRETTENDE SCENE.
De forrige. Arne, Ingeborg, Hemming, bryllupsfolk og fru Kirstens følge fra venstre. 
SCENE XIII
[The Preceding. ARNE, INGEBORG, HEMMING, WEDDING GUESTS, and LADY KIRSTEN from the left.] 
ARNE.
Til lykke, fru Kirsten! I har jo fundet ham, som jeg hører. 
ARNE.
Good luck, Lady Kirsten, to you! You have found him again, I am told. 
FRU KIRSTEN.
Javisst, jeg har fundet ham. – Og nu hjemad! 
LADY KIRSTEN.
Of course I have found him.--And now for home! 
ARNE
(til Olaf).
Og der er ingen skade voldt jer? 
ARNE.
[To OLAF.]
And no harm has been done you? 
OLAF
(åndsfraværende).
Mig! Hvad mener I? 
OLAF.
[Absent-minded.]
Me! What do you mean? 
FRU KIRSTEN
(afbrydende).
Visst ikke, herr Arne! Han fór vild på jagten og – 
LADY KIRSTEN.
[Interrupting.]
Of course not, Lord Arne! He went astray on the hunt and-- 
INGEBORG
(peger på Alfhild).
Men denne unge kvinde –? 
INGEBORG.
[Pointing to ALFHILD.]
But this young woman--? 
FRU KIRSTEN.
Et fattigt barn! Hun har skænket ham ly og tilhold. 
LADY KIRSTEN.
A poor child! She has given him lodging and shelter. 
ARNE.
Men der har jo ingen sin bo heroppe. 
ARNE.
But there is no one who lives up here. 
FRU KIRSTEN.
En og anden dog! Mangen enkelt slægt holder endnu til mellem fjeldene, siden landfarsottens tid. 
LADY KIRSTEN.
Yet a stray one here and there! There is many a solitary family still dwells among the mountains since the time of the plague. 
ARNE.
Så kom, kom! Hestene venter nede under lien. 
ARNE.
Then come, come! The horses are waiting below on the hill. 
OLAF
(smerteligt, med et blik på Alfhild).
Min moder! jeg kan ikke! 
OLAF.
[Painfully, as he glances at ALFHILD.]
O mother! I cannot! 
FRU KIRSTEN
(sagte og bestemt).
Du må! Det vil volde dig evig skændsel ifald – 
LADY KIRSTEN.
[Softly and resolute.]
You must! It will be your eternal shame if you-- 
ARNE.
Hvad mener han? 
ARNE.
What does he mean? 
FRU KIRSTEN.
Han er syg og mødig endnu, det går over, kom! (med et betydningsfuldt blik til Olaf.) Den unge kvinde følger med! 
LADY KIRSTEN.
He is sick and tired as yet, but it will pass off. Come!

LADY KIRSTEN.
[With a significant look at OLAF.]
The young woman comes too! 
INGEBORG.
I mener, at hun –! 
INGEBORG.
You mean that she--! 
FRU KIRSTEN.
Trolig har hun plejet ham; vel bør det sig, at hun lønnes derfor. 
LADY KIRSTEN.
Faithfully has she nursed him; it is only fitting that she be rewarded. 
ARNE.
Og imorgen holdes gildet! 
ARNE.
And tomorrow the wedding is held! 
FRU KIRSTEN.
Imorgen! det sværger jeg højt og helligt! 
LADY KIRSTEN.
Tomorrow,--that I solemnly swear! 
ARNE.
Jeg har jert ord! 
ARNE.
I have your word! 
HEMMING
(sagte og triumferende, idet han tager ringen frem).
Og jeg har Ingeborgs røde guldring! 
HEMMING.
[Softly and triumphant, as he brings forth the ring.]
And I have Ingeborg’s golden ring! 
INGEBORG
(tager ringen fra ham og siger ligegyldigt).
Min ring! Se, se! har du den, Hemming! Tak, nu skal jeg selv tage vare derpå!
(Hemming står et øjeblik forbløffet og følger derpå langsomt efter de øvrige, der alle går ud til venstre, undtagen Alfhild.)


 
INGEBORG.
[Takes the ring from him and says carelessly.]
My ring! Aha,--so you have my ring, Hemming! Thanks, I shall now take care of it myself!
[HEMMING stands a moment dumfounded and then follows very slowly the rest, who all except ALFHILD go out to the left.]


 
FJORTENDE SCENE.
Alfhild. Straks efter Thorgjerd (fra baggrunden).  
SCENE XIV
[ALFHILD. Shortly afterwards THORGJERD from the background.] 
ALFHILD
(har med stille og barnlig forbauselse betragtet det foregående optrin, dog uden at lægge mærke til handlingen; når alle er borte, farer hun efter en pause op, ligesom af en drøm).
De er borte! Kan jeg tro det, er det også sandt?
Ja, ja, her stod de; månen skinned, jeg så dem grant!
Der ser jeg dem igen; over bakken drager de ned,
og jeg er bruden, jeg må med, jeg må med!
(vil ile ud til venstre.)  
ALFHILD.
[Has observed in silent and childlike amazement the preceding scene without however heeding the action; when they are gone she suddenly comes to herself as from a dream.]
They are gone! Can I trust my eyes;--is it true?
Yes, here in the moonlight they stood in full view!
There I see them again down the mountain side,
And I must go with them, for I am the bride!
[Starts as if to rush out to the left.] 
THORGJERD
(i baggrunden).
Alfhild! mit barn! Hvor kommer du her?
Jeg har jo sagt dig – 
THORGJERD.
[In the background.]
Alfhild! my child! And how come you here?
I have told you before-- 
ALFHILD.
Min fader kær!
Nu må jeg flyve fri som alle vinde,
nu kan jeg ikke længer lukkes bag fjeldene inde! 
ALFHILD.
O my father dear!
Now must I be free--as free as the wind,
No longer can I in the hills be confined! 
THORGJERD
(nærmer sig).
Hvad er dig mødt? 
THORGJERD.
[Comes nearer.]
What has befallen you? 
ALFHILD
(jublende).
Han er kommen! 
ALFHILD.
[In ecstasy.]
Now is he come! 
THORGJERD.
Hvem? 
THORGJERD.
But who? 
ALFHILD.
Den fagre ridder! Han vil føre mig hjem!
Nu fatter jeg al den urolige lyst,
som længe har knuget og tynget mit bryst!
Mangen kveld har vi siddet ved striden elv,
du sang om kongens datter, som var hekset i fjeldet!
Kongens datter, min fader! det er jeg selv;
men han, den fagre ridder! har trolden fældet! –
Nu er jeg fri, jeg véd, hvad jeg vil,
jeg vil udad i livets brogede spil!
Hans ord var sang! Det var, som gav han mig vinger;
ingen, ingen magt nu mere mig binder og tvinger! 
ALFHILD.
The fair knight! He will carry me home!
Now first do I grasp all the restless desire,
That long has been smouldering in me like fire!
We often have sat, as the river rushed by,
While you sang of the princess enthralled in the hill!
The princess, my father! the princess am I;
But he, the fair knight, bent the troll to his will!--
And now I am free to do what I may;
I will hence into life and its motley affray!
His words were like song! I am free as the wind;
No power can stay me or hold me behind! 
THORGJERD.
Mit arme barn! til bygden vil du ned;
nei bliv, det vil koste din hjertensfred! 
THORGJERD.
Poor child! You would down to the village below;
It will cost you your happiness; stay, do not go! 
ALFHILD.
Jeg må, min fader! Dit bedste kvad
vil tykkes mig nu som en disig tåge! 
ALFHILD.
But, father, I must! Your sweetest lays
Will seem to me now like a misty haze! 
THORGJERD.
Så gå da, Alfhild! og drøm dig glad,
din fader skal over dig våge!
Men agt dig for hver underfundig svend,
som lokker med listelig tale! 
THORGJERD.
Then go, my Alfhild! and dream while you may,
Your father will guard you alway!
But look you take care of the crafty young swains
With words so cunning and free! 
ALFHILD.
Hvor Olaf færdes, did må jeg hen,
udad, langt ud i de lyse dale!
Der stander hans slot med gyldne sale!
o, jeg kender ham fra dine kvæder igen;
han er ridderen, kongesønnen, bold og prud,
og jeg, den fattige Alfhild, er hans brud!
Fattig, nej, nej, prinsessen jeg er,
o, mer end prinsesse; jeg er Olafs hjertenskær.
(bryllupskoret høres langt nede i lierne.)
Hør, hør, han kalder med horn og lur!
Farvel nu, blomster og skov og ur!
Farvel, min dal, du est mig for trang,
mig vinker alverdens jubel og sang!
Imorgen skal jeg smykkes med gyldenskrud
og ride til kirken som Olafs brud!
Sammen skal vi sidde på højsædets hynde –
ja, nu, først nu skal mit liv begynde!
(hun iler ud til venstre. Thorgjerd ser tankefuld efter hende, koret taber sig i det fjerne, idet tæppet falder.)


 
ALFHILD.
Away in the distant and sunny domains,--
Where Olaf is, there must I be!
There stands his castle with golden hall!
From the ballads you sang his face I recall;
The king’s son is he, the knight who can ride,
And I, the poor Alfhild,--I am his bride!
Poor, did I say,--no, the princess on high,
O, more than the princess,--his sweetheart am I!
[The wedding chorus is heard far down the mountain side.]

ALFHILD.
Listen, he calls with his trumpet and horn!
Farewell now, forest and flower and thorn!
Farewell, my valley; you have cramped me too long,
The whole world is calling with laughter and song!
Tomorrow attired in gold I shall ride
Away to the church as Olaf’s bride!
We shall sit on the throne of honor within--
Ah, now shall my life in its fulness begin!
[She rushes out to the left. THORGJERD gazes after her thoughtfully. The chorus dies away in the distance as the curtain falls.]


 
ANDEN AKT
(Tunet ved fru Kirstens gård. På tilskuernes højre side ses hovedbygningen med en luge i gavlen; vinduer eller døre er ikke synlige. Længer mod baggrunden på samme side en liden stavkirke med en kirkegård. På venstre side stabur og andre udhusbygninger. På begge sider i forgrunden simple stenbænke – Det er eftermiddag.) 
SECOND ACT
[The enclosure on Lady Kirsten’s estate. To the right is seen the main building with an opening in the gable; neither windows nor doors are visible. Further towards the back of the stage on the same side a small log church and a churchyard. On the left side a storehouse and other out-buildings. On both sides in the foreground simple benches of stone. It is afternoon.] 
FØRSTE SCENE.
Fru Kirsten. Karle og piger (beskæftigede med tilberedelser til gildet).  
SCENE I
[LADY KIRSTEN. Servants and Maids occupied with preparations for the wedding.] 
FRU KIRSTEN.
Lad der nu ikke fattes hverken i fad eller krus. (for sig selv.) Hårdt holdt det og tungt har jeg stridt, før det kom så vidt; men nu vil jeg også gøre et gilde, som skal høres og spørges. (til tyendet.) Se vel efter på bryllupsbordet om – dog nej, det vil jeg selv gøre. Vinen skal hældes i sølvkanderne, de store drikkehorn skal fyldes med den vælske most, øllet er kun for huskarlene, og den hjemmebryggede mjød ligeså, – og hør, se vel til, at der findes nok af gule vokslys i kirken, brudefolkene skal ikke for alteret før sent på kvelden, med røde blus skal de lyses og følges didhen fra gildestuen. Gå nu alle, og tag vare på det, jeg har sat jer til, hver især. (folkene går.) Gud véd, dette bryllup koster mere end jeg vel kan bære; men Ingeborg bringer god medgift og desforuden – o ja, Arne står vel til at styres og rådes, som det bedst lyster mig, når han først – (ser ud til højre.) Der kommer Olaf! Ifald jeg kun vidste, at han – –


 
LADY KIRSTEN.
Let there be no lack of food or drink.

LADY KIRSTEN.
[To herself.]
Hard have I labored and struggled to bring things to this point; but now I shall give a feast that shall be heralded far and wide.

LADY KIRSTEN.
[To the servants.]
Be sure to see that on the banquet table--yet no, I shall attend to that myself. The wine shall be poured into the silver flagons; the large drinking horns shall be filled with the Italian cider; the ale is for the servants only, and likewise the homebrewed mead;--and listen, be sure to see that there are enough yellow candles in the church; the bridal party are not to go to the altar until late in the evening, and with red lights shall they be escorted on their way from the banquet hall to the church. Go now, all of you, and see that you remember, every one of you, the things I have told you.
[The people go.]

LADY KIRSTEN.
God knows this wedding is costing me more than I well can bear; but Ingeborg brings with her a good dowry and besides--Oh, well, Arne I shall no doubt be able to manage and rule as I see fit, if he is first--
[Looks out to the right.]

LADY KIRSTEN.
There comes Olaf! If only I knew that he--


 
ANDEN SCENE.
Fru Kirsten. Olaf (kommer fra huset i højtidsdragt; han er bleg og tankefuld.)  
SCENE II
[LADY KIRSTEN. OLAF comes from the house in festive garb; he is pale and thoughtful.] 
OLAF
(for sig selv).
Igår og idag! Der ligger kun en midsommernat imellem, og dog bæres det mig for, som både høst og vinter var faldet på mit sind, siden den tid jeg færdedes deroppe i lierne – hos hende, hos Alfhild! (bemærker fru Kirsten.) Ak, kære moder min, er I der! 
OLAF.
[To himself.]
Yesterday and today! There is but a midsummer night between the two, and yet it seems to me that both autumn and winter have overtaken my soul since the time I wandered up there on the mountain side--with her, with Alfhild!

OLAF.
[Notices Lady Kirsten.]
Alas, my dear mother, are you there? 
FRU KIRSTEN.
Retså, min søn! Pyntet med guld og silke, det må jeg vel lide. Nu er det dog at kendes på dig, hvo der er brudgom ikveld. Jeg ser, du har hvilet dig ud. 
LADY KIRSTEN.
Quite so, my son! I like to see you dressed in gold and in silk. Now one can see by your dress who it is that is bridegroom tonight. I see you have rested. 
OLAF.
Sovet har jeg, men lidet hvilet derved; thi jeg drømte imens. 
OLAF.
I have slept, but little have I rested; for all the while I was dreaming. 
FRU KIRSTEN.
En brudgom må drømme, det er gammel skik. 
LADY KIRSTEN.
A bridegroom must dream,--that is an ancient custom. 
OLAF.
Min bedste drøm er ude, lad os ikke tænke mere derpå. 
OLAF.
My fairest dream is ended; let us not think any longer about that. 
FRU KIRSTEN
(afledende samtalen).
Vi får en lystig dag, mener jeg. 
LADY KIRSTEN.
[Changing the subject.]
We shall have a merry time today, I think. 
OLAF.
Ikke lader det, som min hædersdag huer himlen. 
OLAF.
It does not appear that heaven is pleased with my wedding day. 
FRU KIRSTEN.
Hvi så? 
LADY KIRSTEN.
How so? 
OLAF.
Det arter sig til uvejr; ser I, hvor tungt skyerne trækker op i vest. 
OLAF.
There are indications of a storm. Do you see how heavily the clouds are gathering in the west? 
FRU KIRSTEN.
Desbedre lyser brudeblussene, når du går til kirke ikveld. 
LADY KIRSTEN.
The brighter the festive candles will shine when you go to the church tonight. 
OLAF
(går nogle gange frem og tilbage; endelig standser han foran sin moder og siger):
Om jeg havde fæstet en fattigmands datter, uden gods og uden slægt, – sig mig, min moder! hvad havde I så gjort? 
OLAF.
[Paces back and forth a few times; at length he stops before his mother and says.]
If I had married a poor man’s daughter, without family or wealth,--tell me, mother, what would you have done? 
FRU KIRSTEN
(betragter ham skarpt).
Hvi spørger du? 
LADY KIRSTEN.
[Looks at him sharply.]
Why do you ask? 
OLAF.
Svar mig først. Hvad havde I så gjort? 
OLAF.
Answer me first. What would you have done? 
FRU KIRSTEN.
Forbandet dig og gået i jorden af sorg! – Men sig mig, hvi spørger du? 
LADY KIRSTEN.
Cursed you and gone to my grave in sorrow!--But tell me, why do you ask? 
OLAF.
Ej, det var kun skemt, jeg tænkte lidet derved. 
OLAF.
Ah, it was only a jest; I little thought of doing so. 
FRU KIRSTEN.
Det må jeg vel tro; thi du har altid holdt din æt i agt og ære. Men vær nu lystig og glad; imorgen sidder Ingeborg som din viv derinde, da vil du finde både fred og lykke. 
LADY KIRSTEN.
That I can believe; for you have always held your family in high honor. But be merry and gay; tomorrow Ingeborg will sit in there as your wife, and then you will find both peace and happiness. 
OLAF.
Fred og lykke. En ting fattes dertil. 
OLAF.
Peace and happiness. One thing there is lacking. 
FRU KIRSTEN.
Hvad mener du? 
LADY KIRSTEN.
What do you mean? 
OLAF.
Den fagreste urt, som jeg skulde plukke sønder og drysse ud for alle vinde. 
OLAF.
The fairest of flowers which I was to pick asunder and scatter far to the winds. 
FRU KIRSTEN.
Den tossede drøm; – tænk ikke mere derpå. 
LADY KIRSTEN.
The silly dream;--think no longer about it. 
OLAF.
Kanhænde det bådede mig bedst, om jeg kunde det. 
OLAF.
Perhaps it would be best for me if I could forget. 
FRU KIRSTEN.
I fruerstuen sidder din fæstemø mellem sine piger, lidet har du talt med hende idag. Vil du ikke gå derind? 
LADY KIRSTEN.
In the ladies’ room your betrothed sits with all her maids; little have you talked with her today. Do you not want to go in? 
OLAF
(i tanker).
Jo, jo! Hvor er hun? 
OLAF.
[In thought.]
Yes, yes! Where is she? 
FRU KIRSTEN.
I fruerstuen, som jeg sagde dig. 
LADY KIRSTEN.
In the ladies’ room, as I said. 
OLAF
(livligt).
Intet skal fattes hende efter denne dag. Sølvspændte sko vil jeg skænke hende; hun skal bære søljer og ringe. De visne blomsterkviste skal hun lægge af, jeg vil give hende en gylden kæde at bære. 
OLAF.
[Lively.]
Nothing shall be lacking to her from this day. Shoes with silver buckles I shall give her; she shall wear brooches and rings. The withered twigs shall be put away; I shall give her a golden necklace to wear. 
FRU KIRSTEN.
Hvem taler du om? 
LADY KIRSTEN.
Of whom do you speak? 
OLAF.
Om Alfhild! 
OLAF.
Of Alfhild! 
FRU KIRSTEN.
Jeg talte om Ingeborg, din fæstemø. Olaf! Olaf! Du gør mig angst og bange, så sælsom du er. Næsten kunde jeg fristes til at tro for alvor, at hun havde forhekset dig. 
LADY KIRSTEN.
I was speaking of Ingeborg, your betrothed. Olaf! Olaf! You make me anxious and worried,--so strange are you. I could really almost believe that she had bewitched you. 
OLAF.
Det har hun! Ja, forsandt, min moder! jeg har været forhekset. Jeg har været i alfekvindernes leg; salig og fro var jeg, sålænge det stod på, men nu –. I lange, lange år vil jeg tynges af kummer og ve, såtidt jeg drages det til minde. 
OLAF.
That she has! Yes, forsooth, mother, I have been bewitched. I have been in the elf maidens’ play; happy and gay I was as long as it lasted, but now--. Through long, long years I shall be weighed down with woe as often as I call it to mind. 
FRU KIRSTEN.
Var hun en heks, da skulde bål og brand være hende sikkert; men hun er en listig, underfundig kvinde, som har lokket dig med fager tale. 
LADY KIRSTEN.
If she were a witch, the stake would surely be hers; but she is a crafty and wily woman who has lured you on with her fair speech. 
OLAF.
Hun er ren som Guds moder selv! 
OLAF.
She is pure as the mother of God herself! 
FRU KIRSTEN.
Ja, ja, se til! Men hvad som er, så kom ihu, at imorgen er du ægteviet; både synd og skændsel vilde det da volde dig, om du agtede mere på hende. 
LADY KIRSTEN.
Yes, yes, but beware! Remember, whatever she is, tomorrow you are wed; it would be both sin and shame to you if you longer took notice of her. 
OLAF.
Jeg fatter det vel, hel vel, min moder! 
OLAF.
I realize it, mother, full well! 
FRU KIRSTEN.
Og Ingeborg, som du har trolovet og som har dig kær, ja, Olaf! kær af hjertet – himlens straf vilde ramme dig, ifald – 
LADY KIRSTEN.
And Ingeborg, whom you have betrothed and who loves you, yes, Olaf! loves you with all her heart--the punishment of heaven would be visited on you, in case you-- 
OLAF.
Vel sandt, vel sandt! 
OLAF.
True, true! 
FRU KIRSTEN.
Ej vil jeg tale om vore egne kår; men vel skal du mærke dig, at Arnes datter kan hjælpe mangt og meget på fode for os; stærkt er det gået tilagters med vor æt, og slår sæden fejl iår, så skulde det lidet undres mig, om vi måtte tage tiggerstaven i hånd. 
LADY KIRSTEN.
I will not speak of our own circumstances; but you can easily see that Arne’s daughter can help us greatly in one thing or another; our affairs have been going from bad to worse, and if the harvest should fail this year I should not in the least be surprised if we had to take up the beggar’s staff. 
OLAF.
Jeg véd det nok. 
OLAF.
Yes, I know it. 
FRU KIRSTEN.
Med Arnes penge kan det altsammen bødes på; en hæderlig plads vil du vinde blandt kongens mænd. Tænk dig vel om; har du lovet Alfhild mere end du kan holde – og mig tykkes at mærke noget sligt hos hende, så stille hun end går med det – så tal med hende derom. Sig hende, nu ja, sig hende, hvad du selv vil; tomhændet skal hun ikke gå herfra, det kan du frit love. Se, der kommer hun! Olaf, min søn! tænk på din fæstemø og på din stolte æt, tænk på din gamle moder, som måtte gå i jorden af blussel, ifald – vær mand, Olaf! Nu går jeg ind og ser efter gildebordet.
(går ind i huset.)


 
LADY KIRSTEN.
With Arne’s money we can mend everything; an honorable place you will win for yourself among the king’s men. Think this carefully over; if you have promised Alfhild more than you can fulfil--and I seem to notice in her something like that in spite of her quiet demeanor--why, speak with her about it. Tell her,--well, tell her anything you please; empty-handed she shall not go away from here,--that you can freely promise. See, here she comes! Olaf, my son! think of your betrothed and your noble race, think of your old mother who would have to go to her grave in shame, in case--be a man, Olaf! Now I go in to look after the banqueting table.
[Goes into the house.]


 
TREDJE SCENE.
Olaf (alene).  
SCENE III
[OLAF alone.] 
OLAF
(ser ud til højre).
Hun er så fro som den unge rå,
der den spiller ved hindens side;
snart skal hun vride de hænder små
og trænges af nød og kvide!
Snart må jeg bryde hendes frejdige tro
og vække hende op af drømme,
og så – ja så må vi skilles, vi to.
Arme Alfhild! så bitter en skål må Du tømme.
(grublende.)
Hvad var mig ære, hvad var mig magt,
hvad var mig min æt deroppe hos hende!
I hendes øjne mig tyktes der var lagt
en bedre skat end verden monne kende!
Jeg havde glemt bort både nød og strid,
men alt fra i nat, da jeg atter kom hid,
da jeg sad til højbords i mine fædres stue,
da jeg gik at træde for min moder frem –
(afbrydende.)
Ja, ja, jeg er født og båren af en adelsfrue,
og på fjeldet har den frændeløse Alfhild sit hjem.
For Olaf Liljekrans vilde hun lidet sig skikke.
Jeg må sige hende – nej, nej, jeg kan det ikke!
Og dog – ikveld – ja, forvisst det må ske,
høre må hun, hvad der volder mig den bitreste ve!


 
OLAF.
[Gazes out to the right.]
As merry she is as the youthful roe,
As it plays with no thought of the morrow;
But soon will she wring her small hands in woe,
And suffer in anguish and sorrow!
Soon must I destroy the faith in her heart,
And waken her out of her dreams.
And then--yes, then we forever must part.
Poor Alfhild! So bitter your fate to me seems!

OLAF.
[Brooding.]
What cared I for honor, what cared I for power,
What mattered my race when I wandered with you!
It seemed in your eyes was reflected a flower,
More precious than any the world ever knew!
Forgotten I had both struggle and strife,
But since I again came home to this life,
Since at table I sat in my father’s hall,
Since I went to answer my mother’s call--

OLAF.
[Abruptly.]
’Tis true from a noble race I am born,
And Alfhild lives up in the mountains forlorn.
In her I should find but a constant sorrow.
I must tell her--yet, no, I can’t let her know!
Yet truly--I must--I must ere the morrow,
She must hear what to me is the bitterest woe!


 
FJERDE SCENE.
Olaf. Alfhild (fra kirken).  
SCENE IV
[OLAF. ALFHILD from the church.] 
ALFHILD
(iler ham glad imøde).
Olaf! Olaf! Du har ført mig på det land,
der jeg træder mellem blomster, som jeg fordum gik på sand.
Her hos dig er forvisst så vén en ø,
her kan jeg sorgeløs leve og syndeløs dø!
Såmeget gad jeg spørge, så lidet jeg forstår,
alle de underlige gåder må du klare. –
Grønnes altid herude sommer og vår? 
ALFHILD.
[Runs eagerly to meet him.]
Olaf! Olaf! You have led me to the land
Where I walk amid flowers, where before I trod on sand.
In truth you have here so pleasant an isle,
O here I can live without worry or guile!
So much I would question, so little I know,
The riddles must you explain as we go.--
Is it green here always in summer and spring? 
OLAF.
Ak, Alfhild! 
OLAF.
Alfhild! 
ALFHILD.
Nej, vent med at svare!
Ser du det hus med spir og fløj?
did gik jeg mig imorges at spille;
herude var leg, her var gammen og støj;
men derinde, o, der var det så stille.
Jeg tren gennem døren, jeg så en sal,
så mild en fred var derinde;
der dæmred en dagning, liflig og sval,
der knæled både mand og kvinde.
Men højt, højt oppe en jomfru stod,
hun sejled på hvide skyer,
hendes hoved skinned som rosenblod,
det skinned som himlen, når dagen gryr.
Hendes ansigt var klart, hendes kjortel var blå,
en fager alf hun bar på sine arme,
og rundt om hende legte de engle små,
de lo tilhobe, der de ned på mig så
oppe fra skyernes karme! 
ALFHILD.
Your answer delay!
You see yon house with its spire and wing?
There went I this morning to play;
Without there was joy, there was laughter and mirth;
Within it was still as nowhere on earth.
I stepped through the door, I saw a great hall,
Within was a peace that was fair;
A dawn softly breaking pervaded it all,
And people were kneeling in prayer.
But high from above them a virgin looked down,
She sailed upon clouds of white,
Her head shone forth like a crimson crown,
Like heaven when dawns the light.
Calm was her face, a blue dress she wore,
A beautiful elf in her arms she bore,
And round about her played angels of love,
That laughed when they saw me below in the door
From their place in the heavens above! 
OLAF
(afsides).
Ve mig! jeg har øvet et usaligt spil,
jeg må al hendes lykke knuse! 
OLAF.
[Aside.]
Alas! I have wrought so woeful a play,
Soon will her sorrow begin! 
ALFHILD.
O, sig mig, Olaf! hvo hører til
derinde, hvo har der tilhuse? 
ALFHILD.
O, tell me, Olaf! what people are they
Who live in the house I was in? 
OLAF.
Hver den, der er god og from som du,
hver den, der er barn i tanker og hu.
Det er kirken, Guds hus, ham hører det til. 
OLAF.
Each one who like you is good and kind,
Each one who is child-like in spirit and mind.
’Tis the church, God’s house,--it belongs to him. 
ALFHILD.
Den store fader! Ak, skemte du vil!
Hans hus er jo højt over stjernerne små,
hvor den hvide skysvane svømmer,
så højt som intet øje kan nå
uden barnets, der det blunder og drømmer! –
Men kirken, du nævnte! Så er det jo did
vi skal ride i festligt følge,
som brud og brudgom! 
ALFHILD.
The mighty father! ’Tis only your whim!
His house is high over the stars in the sky,
Where the white swan sails undefiled,
So high ’tis beyond any mortal eye
Save that of the dreaming child!--
The church that you spoke of! So then it is there
We shall ride in festal procession,
As bridegroom and bride! 
OLAF
(afsides).
Nu er det på tid,
ej tør jeg det længer fordølge! 
OLAF.
[Aside.]
No longer I dare
Delay my wretched confession! 
ALFHILD.
Ak, hvert af dine ord har vel brændt sig ind
så urokkeligt dybt i mit sind!
De fylder mit bryst med fryd og med kvæder;
hvorhelst jeg færdes på tilje og toft,
de skinner på min sti, de lyser, hvor jeg træder,
som guldnaglerne små på nattens loft!
Du sagde, al verden skulde bydes til gæst,
foran skulde ride sanger og præst,
riddere skulde føre min ganger ved hånd,
roser skulde blomstre på alle veje,
hver den lilje på stien skulde bøje sig som en vånd,
alle de urter små skulde sig for bruden neje! 
ALFHILD.
Ah, each of your words has burned like a coal,
And deep its mark it has left on my soul!
My bosom is filled with joy and with song;
Wherever I wander in field or at home,
They shine on my path, they light me along,--
Like stars at night in the heavenly dome!
You said the whole world would be asked to the feast,
And foremost should ride the minstrel and priest,
Knights should go forward and guide my steed,
And roses should blossom on every side,
Each lily we met should bow like a weed,
The flowers should curtsy before the bride! 
OLAF.
Har jeg sagt – 
OLAF.
Have I said-- 
ALFHILD.
O, du drages det vel til minde!
Se dig om, det er sket på dit bud;
ved kirken grønnes de ranke linde,
alle rosenblommer er sprunget ud
og vugger sig som alfer i højtidsskrud.
Aldrig skinned himlens lysende øje
så lifligt som her fra det høje;
aldrig sang de fugle så vent som idag!
De synger jo brud og brudgom til behag! –
Du, du har voldt mig så livsalig en lyst,
jeg kunde trykke jord og himmel til mit bryst!
Ej findes på marken så fattigt strå,
det jeg evned under fødder at træde,
ej så ringe et kryb i jordens vrå,
at jeg vel må dele dets nød og glæde!
I min barm er al vårens herlighed inde;
det bølger og bruser som en skov i storm! 
ALFHILD.
Olaf, you surely recall!
All things have followed your every desire;
The lindens stand yonder so green and so tall;
The roses are decked in their festive attire
And dance like elves at an elfen ball.
Never did heaven’s illumining eye
So radiantly shine as here from the sky;
Never before sang the birds so sweet!
They sing the bride and the bridegroom to greet!--
O, you--you make me so happy and blessed,
Both heaven and earth could I hold to my breast!
Nowhere can so humble a weed be found
Which under my feet I could crush and destroy,
Nowhere a creature so deep in the ground,
But I would share in its sorrow and joy!
My bosom is filled with the glory of spring;
It surges and roars like a wood in a storm! 
OLAF
(afsides).
Og snart skal sorgens tærende orm
gnave dig, du unge, dejlige kvinde! 
OLAF.
[Aside.]
And soon this youthful and lovely form
Shall writhe beneath sorrow’s tormenting sting! 
ALFHILD.
O, herligt er livet!
(knæler med oprakte hænder.)
Du fader, som bor fjernt i himmelen! Havde jeg ord,
havde jeg englenes tunge,
højt jeg skulde din lovsang sjunge;
men jeg kan det ikke; du er for stor,
jeg kan kun bøje mig for dig til jord –
tak, du unævnelige! Lov og ære
for alt, hvad jeg her monne nemme og lære!
(rejser sig.)
Ja, livet er fagert i Olafs hjem,
fast så fagert som at bæres til døden frem! 
ALFHILD.
O, glorious life!
[She kneels with upstretched arms.]

ALFHILD.
O father of love,
In the distant heaven! Had I but the power,
The tongues of the angels above,
Thy praise I should sing every hour;
I cannot, for I am of little worth,
I can only bow down before you to the earth--
O thanks, thou unspeakable! Glory and praise
For all I can here understand of thy ways!
[She rises.]

ALFHILD.
Yes, lovely is life in its every breath,
As lovely almost as the journey to death! 
OLAF.
Kalder Du det fagert at lægges på båre? 
OLAF.
In the grave you think it is pleasant to lie? 
ALFHILD.
Jeg véd ej, hvad du mener, men jeg grubled så såre,
og spurgte min fader, hvad døden var,
da sang han mig en vise derom til svar:
     „Når menneskets barn er stedet i kval
     og lyster at vugges i slummer,
     da kommer en alf med hvide vinger
     og frier det ud fra nød og kummer.

     Den liden alf med de hvide vinger
     reder en seng så blød,
     han virker af liljer de lagen små,
     og bolster udaf rosen rød.

     Alt på de bolster han barnet bærer,
     han bærer det på sin arm,
     og kører det hjem til himlen
     på skyernes gyldne karm.

     Og det jeg vil dig sige forsandt,
     i himlen er mange små,
     de drysser alt over det rosenbolster perler,
     både hvide og blå.

     Så vågner det lidet menneskebarn,
     det vågner til himmelens glæde, –
     men al den fryd og megen gammen
     slet ingen véd om hernede.“ 
ALFHILD.
I know not your meaning, but I brooded long.
And asked of my father “What means it to die?”
In answer thereto he sang me a song:
     “When the child of man is weighted with grief
     And longs to be rocked to rest,
     Then comes there an elf with wings of white
     And frees its spirit oppressed.

     ”The little elf with his wings of white
     Makes ready a downy bed,
     Of lilies he weaves the linen sheets
     And pillows of roses red.

     “Away on the pillows he carries the child,
     He carries it safe on his arm,
     He takes it to heaven aloft on a cloud
     Away from all earthly harm.

     ”And cherubs there are in the heaven above
     [I tell what is true to you];
     They strew the pillows of rosy red
     With pearls of white and of blue.

     “Then wakens the little earthly child,
     It wakens to heavenly mirth,--
     But all that happiness, all that joy
     There’s no one that knows here on earth.” 
OLAF.
Alfhild! bedre det var, om dit liv
var rundet i fred deroppe på fjeldet.
Din fryd vil visne som et brækket siv,
din tro vil dødes – 
OLAF.
’Twere better, alas! had you never come here,
Had you lived in the mountain your peaceful life.
Your joy like a weed will wither and sear,
Your faith will be killed-- 
ALFHILD.
Som Olafs viv
er jeg stærk og modig lig fossevældet!
Du står mig jo nær, lad komme hvad vil,
med dig vil jeg frydes, med dig vil jeg lide.
(lyttende.)
Tys, Olaf! hører du det klagelige spil,
det klinger som et kvad om den dybeste kvide!
(udenfor til højre høres dæmpet følgende kor af ligbærere:)  
ALFHILD.
But as Olaf’s wife I am strong as the torrent and have no fear! With you by my side let happen what may, With you I will laugh and suffer and languish.

ALFHILD.
[Listening.]
Hush, Olaf! You hear that mournful lay, It sounds like a song of the bitterest anguish! 
     Vi bær’ den lille døde
     med sorg til gravens fred,
     vi lægger ormens føde
     alt under muldet ned.
     Tung er den lod at friste:
     med suk og sørgesang
     at bære barnets kiste
     den sidste, tunge gang! 
CHORUS OF PALLBEARERS.
[Softly outside to the right.]
     The little child we carry
     With sorrow to the grave,
     Beneath the mould we bury
     What soon the worms will crave.
     Hard is this lot and dreary:
     With mournful dirge and sigh
     To carry sad and weary
     The child where it shall lie! 
ALFHILD
(uviss og beklemt).
Hvad er det, Olaf! hvad er det? Sig frem! 
ALFHILD.
[Uncertain and anxious.]
What is it, Olaf? What is it, I say? 
OLAF.
Et barn, som bæres til dødens hjem
af sin moder og de små søskende fem. 
OLAF.
A child that death is bearing away,
A mother and children weep on the way. 
ALFHILD.
Til døden! Hvor er da de bolstere røde,
de liljelagen, og hvor er den døde? 
ALFHILD.
Death! Then where are the pillows of red,
The lily-white linen, and where is the dead? 
OLAF.
Jeg ser ingen bolster, hverken røde eller blå,
men jeg ser vel de sorte fjæle;
der sover den døde på spåner og strå. 
OLAF.
I see no pillows of red or of gray,
But only the dark black boards of the bier;
And thereon the dead sleeps on shavings and hay. 
ALFHILD.
På spåner og strå? 
ALFHILD.
On shavings and hay? 
OLAF.
Ja, det er det hele! 
OLAF.
That is all there is here! 
ALFHILD.
Og hvor er alfen, som bær’ ham på arm,
og kører ham hjem i himmelens karm? 
ALFHILD.
And where is the elf who bears on his arm
The child far away from all earthly harm? 
OLAF.
Jeg ser kun en moder, hvis hjerte vil briste,
og de småbørn, som følger den sorte kiste. 
OLAF.
I see but a mother whose heart will break,
And little children who follow the wake. 
ALFHILD.
Og hvor er de perler, hvide og blå,
som englene drysser i himmelhaven? 
ALFHILD.
And where are the pearls of blue and of white,
That the angels strew in the heaven of light? 
OLAF.
Jeg ser kun de tårer, som søskende små
græder, der de stander ved graven. 
OLAF.
I see only this,--they weep many a tear
As they stand at the side of the bier. 
ALFHILD.
Og hvor er hjemmet, det dejlige sted,
der den døde drømmer og sover? 
ALFHILD.
And where is the home, the house of God,
Where the dead dream only of mirth? 
OLAF.
Det ser du. De sænker ham i jorden ned,
og kaster muldet derover. 
OLAF.
Behold! Now they place him beneath the sod
And cover him over with earth. 
ALFHILD
(stille og tankefuld, efter en pause).
Ej var døden så i min faders kvæde. 
ALFHILD.
[Quiet and thoughtful, after a pause.]
Not so was death in the song--not so. 
OLAF.
Vel sandt; den megen gammen og glæde
sletingen véd om hernede. –
Har du aldrig hørt om hougkongens skat,
der lyser som røden guld hver nat;
men vil du med hænder tage derpå,
intet du finder uden grus og strå;
og hør mig, Alfhild! det vel sig hænder,
at livet artes på samme sæt;
kom det ikke for nær, det træffer sig let
at fingrene små du brænder.
Vel sandt, det skinner som himmelens stjerne,
men kun naar du ser det fra det fjerne.
(bemærker fru Kirsten udenfor til højre )
Min moder – hun vil sige dig – nu går jeg ind.
Alle engle drysse sin fred i sit sind!
(Han går mod huset, men standses af fru Kirsten. – Himlen overtrækkes af mørke skyer, vinden begynder at suse i trætoppene. – Alfhild staar hensunken i dybe tanker.)


 
OLAF.
’Tis true; but no such joy and pleasure
Has any one felt here below.--
Have you never heard of the mountain king’s treasure,
Which night after night like gold would glow;
But if you would seize the gold in your hand,
You nothing would find save gravel and sand;
And listen, Alfhild! it often is true
That life turns out in the selfsame way;
Approach not too near, it may happen to you,
That you burn your fingers some day.
’Tis true it may shine like a heavenly star,
But only when seen from afar.
[He becomes aware of Lady Kirsten off the stage to the right.]

OLAF.
My mother--she’ll tell you--I shall depart.
The angels above send their peace to your heart!
[He goes towards the house but is stopped by LADY KIRSTEN.--The sky becomes overcast with dark clouds; the wind begins to howl in the tree-tops.--ALFHILD stands absorbed in deep thought.]


 
FEMTE SCENE.
De forrige. Fru Kirsten.  
SCENE V
[The Preceding. LADY KIRSTEN.] 
FRU KIRSTEN
(sagte).
Nu, min søn! ej sandt, du har vel sagt hende –? 
LADY KIRSTEN.
[Softly.]
Not so, my son, you have told her--? 
OLAF.
Alt hvad jeg mægtede at føre over mine læber, har jeg sagt. Sig nu I hende resten og så, min moder! lad mig aldrig, aldrig møde hende mere.
(kaster et blik på Alfhild og går ud ved huset.)  
OLAF.
All I was able to say I have said. Now you tell her the rest, and then, mother, let me never, never see her again.
[He casts a glance at ALFHILD and goes out past the house.] 
FRU KIRSTEN.
Den dårskab vil snart brændes ud af ham, hvis – (som om hun pludselig fik et indfald.) Men ifald jeg – – Ha, ha, vilde det lykkes, da var han helbredet, det lover jeg for. Men Alfhild –? Nu ja, ligegodt, det må fristes. 
LADY KIRSTEN.
That folly will soon be burned out of his soul, if--

LADY KIRSTEN.
[As if she suddenly has an idea.]
But in case I--Ah, if that could succeed, then would he be cured,--that I can promise. But Alfhild--? Well, nevertheless, it must be attempted. 
ALFHILD
(for sig selv).
Så findes herude både nød og klage,
lad så være; ej vil jeg deraf forsage.
Tungt kan ej verden gå mig imod,
Olaf er mig jo huld og god! 
ALFHILD.
[To herself.]

So then there is here too anguish and woe;
Well, so let it be; I shall never despair.
The sorrow of earth I never need know,
Still Olaf is good and fair! 
FRU KIRSTEN
(nærmer sig).
Det bæres mig for som tunge tanker ligger dig på sinde. 
LADY KIRSTEN.
[Approaches.]
It seems to me that gloomy thoughts are weighing upon your mind. 
ALFHILD.
Ja, ja, det voldes af de ting, som jeg nys har lært. 
ALFHILD.
Yes, yes, the result of things I have recently heard. 
FRU KIRSTEN.
Af Olaf? 
LADY KIRSTEN.
From Olaf? 
ALFHILD.
Javisst af Olaf, han har sagt mig – 
ALFHILD.
Certainly from Olaf; he has told me-- 
FRU KIRSTEN.
Jeg véd det, Alfhild! jeg véd, hvad han har sagt. (afsides.) Han har nævnt sit bryllup for hende, kan jeg skønne. (højt ) Og alt ikveld skal det gå for sig. 
LADY KIRSTEN.
I know, Alfhild. I know what he has said.

LADY KIRSTEN.
[Aside.]
He has mentioned to her his wedding, I see.

LADY KIRSTEN.
[Aloud.]
This very night it is to be held. 
ALFHILD.
Hvad skal gå for sig? 
ALFHILD.
What is to be held? 
FRU KIRSTEN.
Brylluppet! 
LADY KIRSTEN.
The wedding! 
ALFHILD
(livligt).
O ja, det véd jeg! 
ALFHILD.
[Eagerly.]
Oh, yes, that I know! 
FRU KIRSTEN.
Du véd det og tager det ikke tungere end så? 
LADY KIRSTEN.
You know it and do not take it more to your heart than this? 
ALFHILD.
Nej, hvi skulde jeg tage det tungt? 
ALFHILD.
No. Why should I take it to heart? 
FRU KIRSTEN
(afsides).
Der er noget hun pønser på, det skønner jeg grant. (højt.) Nu, såmeget bedre er det for os alle. Men sig mig, når gildet er slut, hvad agter du dig så til? 
LADY KIRSTEN.
[Aside.]
There is something she is meditating,--I see that clearly.

LADY KIRSTEN.
[Aloud.]
Well, so much the better for all of us. But tell me, when the wedding is over, what then will you do? 
ALFHILD.
Jeg? Det har jeg lidet tænkt på. 
ALFHILD.
I? I have little thought of that. 
FRU KIRSTEN.
Jeg mener, er du tilsinds at blive her, eller drager du hjem? 
LADY KIRSTEN.
I mean, have you in mind to remain here or to go home? 
ALFHILD
(ser forundret på hende).
Jeg er tilsinds at blive! 
ALFHILD.
[Looks at her, surprised.]
I have in mind to remain! 
FRU KIRSTEN
(afsides).
Der har vi det, hun tænker at holde ham i sin snare, selv om han gifter sig. Ja, ja, det skal vi strides om. (højt.) Alfhild! jeg under dig alt godt, og dersom du turde lide på mig – 
LADY KIRSTEN.
[Aside.]
There we have it; she thinks to hold him in her wiles even after he is wed. Well, we shall see about that.

LADY KIRSTEN.
[Aloud.]
Alfhild! I wish you every possible good, and if you dared rely on my-- 
ALFHILD.
Ja, det tør jeg forvisst! 
ALFHILD.
Yes, that I certainly dare! 
FRU KIRSTEN.
Nu godt, så lader du mig råde for din lykke. Jeg vil tage mig af dig, som jeg bedst kan og véd, og ifald du giver dit minde dertil, så skal du endnu ikveld gå som brud til kirken. 
LADY KIRSTEN.
Well and good; then you will let me take upon myself your happiness. I shall take charge of you as best I know how, and if you but give me your word you shall this very night go to the church as a bride. 
ALFHILD.
Ja, det véd jeg jo. 
ALFHILD.
Yes, I know that. 
FRU KIRSTEN
(studsende).
Du véd det! Hvo har da sagt dig? 
LADY KIRSTEN.
[Surprised.]
You know that! Who has told you? 
ALFHILD.
Det har Olaf selv sagt. 
ALFHILD.
Olaf himself said so. 
FRU KIRSTEN.
Olaf! (afsides.) Skulde Olaf –? Ja, forsandt, han har havt den samme tanke som jeg, at gifte hende bort for at skille sig af med hende. Eller kanhænde for at – nu, ligegodt, er hun først bortgiftet, og er Olaf ligeledes på sin side bleven ægtemand, så – (højt.) Ja, ja, godt, Alfhild! når Olaf har sagt vor hensigt med dig, så har jo ikke jeg fornødent at – Men skynd dig nu, gå derind i staburet, der hænger min egen bryllupsklædning, den skal du bære! 
LADY KIRSTEN.
[Aside.]
Has Olaf--? Yes, forsooth, he has had the same idea that I had, to marry her off in order to be rid of her. Or perhaps in order to--well, no matter,--when she is finally married, when Olaf on his side is a married man, then--

LADY KIRSTEN.
[Aloud.]
Well and good, Alfhild! If Olaf has told you our intention for you, then it is not necessary for me to--But do you now hasten, go in there in the store house; there you will find my own wedding gown; that you shall wear! 
ALFHILD
(med barnlig glæde).
Skal jeg! Din egen bryllupsklædning! 
ALFHILD.
[With childlike joy.]
Shall I! Your own wedding gown! 
FRU KIRSTEN.
Gør som jeg siger. Gå derind og klæd dig på, så prægtigt du lyster. 
LADY KIRSTEN.
Do as I say. Go in there and dress yourself as splendidly as you please. 
ALFHILD.
Og får jeg også brudekrone? 
ALFHILD.
And do I also get a bridal crown? 
FRU KIRSTEN.
Javisst! Brudekrone og sølvringe og røde guldbånd. Du vil finde nok deraf i kister og skabe. 
LADY KIRSTEN.
Certainly! A bridal crown and silver rings and golden bracelet. You will find plenty of them in the coffers and chests. 
ALFHILD.
Sølvringe og røde guldbånd! 
ALFHILD.
Silver rings and golden bracelets! 
FRU KIRSTEN.
Gå, gå, og rap dig så alt, hvad du kan. 
LADY KIRSTEN.
Go, go, and hurry as fast as you can. 
ALFHILD.
O, jeg skal ikke være længe derom. (klapper i hænderne.) Jeg får brudekrone og røde guldbånd.
(iler ud til venstre.)


 
ALFHILD.
O, I shall not be long about it.
[Claps her hands.]

ALFHILD.
I shall have silver rings and golden bracelets!
[She runs out to the left.]


 
SJETTE SCENE.
Fru Kirsten (alene).  
SCENE VI
[LADY KIRSTEN alone.] 
FRU KIRSTEN.
Den onde, forbandede kvinde! Så glad og trøstig er hun, skønt hun véd, at Olaf skal for altret med en anden. Men således er det mig ret tilpas; det går lettere end jeg tænkte. Hun ser så skyldfri ud som et barn, og dog kan hun samtykke i at tage til husbond den, jeg først vælger for hende. Og jeg som tænkte, at Olaf var hende isandhed kær; har han endnu ikke fået forvissning om hendes rette sindelag, så skal han snart få det. Han skal kende hende tilbunds, han skal vide, hvi hun har koglet og lokket for ham, og så, ja så er hun ham ikke længer farlig. (smilende.) Se, se! Olaf tænkte dog på den samme frelse som jeg; så snild havde jeg ikke holdt ham for at være. – Men hvor finder vi den svend, som er villig til – Nu, vakker er hun, og på sølv og en liden grund dertil, skal det ikke komme an. Skulde Olaf allerede have talt til nogen derom? Det er ikke tænkeligt! – Nu, så vil jeg sørge for den sag. Jeg har jo huskarle nok på gården og – (ser ud til højre.) Hemming! om jeg prøvede med ham! Men han så dem jo sammen på fjeldet igår, han må vel vide, at der er noget mellem de to. Men ikke desmindre – han er en ringe svend, og derhos fattig og veg af sind – vi får se, vi får se!


 
LADY KIRSTEN.
The evil and cursed woman! Happy and gay she is though she knows that Olaf is to wed another. But that very fact will serve me well; it will go easier than I had thought. She looks as innocent as a child, and yet she can agree to take him as a husband whom I first pick out for her. And I who thought that she truly loved Olaf! If he is still ignorant of her real spirit, he shall soon learn. He shall know her to the core, he shall know how she has bewitched and lured him, and then, well, then she is no longer dangerous.

LADY KIRSTEN.
[Smiling.]
Well, well! Olaf thought of the same way of saving himself that I did; so good-natured I had never imagined him.--But where shall we find the man who is willing to--well, she is pretty, and I shall not mind a little silver and even a bit of land. Has Olaf already spoken to some one? That is hardly thinkable!--Well, then I shall see to that. I have servants enough on the estate and--
[Looks out to the right.]

LADY KIRSTEN.
Hemming! what if I should try him! But he saw them together in the mountain yesterday; he must surely know there is something between the two. But none the less--he is a humble serving-man, and poor besides, and weak of mind--we shall see, we shall see!


 
SYVENDE SCENE.
Fru Kirsten. Hemming (fra højre).  
SCENE VII
[LADY KIRSTEN. HEMMING from the right.] 
HEMMING
(for sig selv).
Intet sted er Ingeborg at finde; hun lægger mig i jorden, det er visst. Igår var hun mild mod mig, hun gav mig sin armring; men så tog hun den fra mig igen, og idag vil hun aldrig så meget som glytte til den side jeg går. 
HEMMING.
[To himself.]
Nowhere is Ingeborg to be found; she will bring me to my grave,--that is certain. Yesterday she was gracious to me; she gave me her ring; but then she took it away from me again; and today she will not so much as look at me as I pass. 
FRU KIRSTEN
(sagte, idet hun nærmer sig).
Lidt varlig får jeg være. (højt.) Se, Hemming, er det dig? Du færdes helst alene, mærker jeg; ternerne og de unge karle holder du dig fra; når jeg fornemmer sligt, så skønner jeg vel, at det ikke sker uden skellig grund. 
LADY KIRSTEN.
[Slowly, as she approaches.]
A little cautious I must be.

LADY KIRSTEN.
[Aloud.]
Ah, Hemming, is it you? You prefer to wander alone, I see; you keep yourself away from the servants and maids; when I see such things I realize very well that you do so not without reason. 
HEMMING.
Ej, min høje frue! hvad skulde – 
HEMMING.
Why, my noble lady! what should-- 
FRU KIRSTEN.
Jo, Hemming! der er noget, som du går og bærer på iløn; du er ikke frejdig tilsinds! 
LADY KIRSTEN.
Yes, Hemming! there is something that you keep all to yourself as you go about; you are not very cheerful! 
HEMMING
(truffen).
Ikke frejdig? Jeg? 
HEMMING.
[Disconcerted.]
Not cheerful? I? 
FRU KIRSTEN
(smilende).
Her er idag en ung og vakker kvinde, som huer dig godt. 
LADY KIRSTEN.
[Smiling.]
There is here today a young and beautiful girl whom you fancy very much. 
HEMMING.
Alle helgene! 
HEMMING.
All saints! 
FRU KIRSTEN.
Og hun er dig god igen. 
LADY KIRSTEN.
And she in turn has a fancy for you. 
HEMMING.
Mig – Hvem? Ikke véd jeg, hvem I mener. 
HEMMING.
Me--Whom? I do not know whom you mean. 
FRU KIRSTEN.
Ej, Hemming, tal ikke så, for mig skal du lidet blues. Jo, jo, jeg ser grant, kan du tro. 
LADY KIRSTEN.
Come, Hemming, do not speak so; before me you need not feel ashamed. Yes, yes, I see clearly, I tell you. 
HEMMING
(afsides).
Himmel! hun må have mærket på Ingeborg, at – 
HEMMING.
[Aside.]
Heaven! she must have noticed by Ingeborg’s manner that-- 
FRU KIRSTEN.
Jeg har vel set, at bryllupsgildet volder dig liden gammen. Kirkefærden er dig imod, efterdi du selv gad vandre med som brudgom, men ser ej udvej dertil. 
LADY KIRSTEN.
I have seen that the wedding is but little joy to you. The trip to the church you care little about, since you would yourself like to go as a groom, yet cannot see your way clear. 
HEMMING
(i højeste bestyrtelse).
Ak, fru Kirsten! min ædle, høje frue! fortørnes ikke. 
HEMMING.
[In the greatest agitation.]
Alas, Lady Kirsten! my noble, august lady! be not offended! 
FRU KIRSTEN
(forundret).
Jeg? Hvi skulde vel jeg fortørnes? 
LADY KIRSTEN.
[Surprised.]
I? And why should I be offended? 
HEMMING
(vedblivende).
Jeg har stridt og kæmpet mod denne usalige elskov, sålænge jeg mægtede, og det tror jeg forvisst, at hun har med. 
HEMMING.
[Continuing.]
I have struggled and fought against this unhappy love as long as I have been able, and I honestly believe she has done the same. 
FRU KIRSTEN.
Hun? Hun har da sagt dig, at hun er dig god? 
LADY KIRSTEN.
She? Has she then told you that she cares for you? 
HEMMING.
Ja næsten! 
HEMMING.
Yes, almost! 
FRU KIRSTEN.
Retvel, retvel, så I har talt tilhobe derom? 
LADY KIRSTEN.
Well and good; then you talked about it together? 
HEMMING.
Ja, – men kun én, kun én eneste gang, det sværger jeg. 
HEMMING.
Yes,--but only once, only one single time, I swear. 
FRU KIRSTEN.
En eller ti gange, det er mig lige kært. (afsides.) De er da alt enige; stor lykke havde jeg med mig, at jeg traf på Hemming; nu undrer mig ikke, at Alfhild var så villig til at træde for alteret. (højt.) Hemming! jeg står i megen gæld til dig, efterdi du fandt min søn igen og ellers var mig til vilje; nu kan jeg gøre vederlag, jeg vil af al magt stå dig bi i den sag, vi nys talte om. 
LADY KIRSTEN.
Once or ten times, it is all the same to me.

LADY KIRSTEN.
[Aside.]
Then they are already agreed; it was certainly a stroke of luck that I came upon Hemming; now I am not at all surprised that Alfhild was so willing to go to the altar.

LADY KIRSTEN.
[Aloud.]
Hemming! I am much indebted to you for finding my son again and for otherwise being of help to me; now I shall make requital,--I shall to the limit of my power stand by you in the matter we just spoke of. 
HEMMING
(fortumlet af glæde).
I! Vil I det, fru Kirsten! Ak, Gud og helgene! jeg tør neppe tro derpaa. (standser.) Men herr Olaf, eders søn! hvad mener I, han vil sige? 
HEMMING.
[Overcome with joy.]
You! You will! Lady Kirsten! Alas, great God and holy saints! I hardly dare believe it. 
FRU KIRSTEN.
Han vil ej lægge dig sten ivejen, det skal jeg vel sørge for. 
LADY KIRSTEN.
[Stops.]
But Lord Olaf, your son! What do you think he will say?

LADY KIRSTEN.
He will not interpose any objection,--I shall see to that. 
HEMMING
(trohjertig).
Ja, forsandt, han er også bedst tjent dermed, for jeg véd, hun er ham ej god af hjertet. 
HEMMING.
[Unsuspecting.]
Yes, truly, it would be best for him too, for I know she cares little for him. 
FRU KIRSTEN
(smilende).
Det har jeg vel mærket, Hemming! 
LADY KIRSTEN.
[Smiling.]
That I have noticed, Hemming! 
HEMMING.
Har I! Ja, I er så klog, fru Kirsten! Og jeg som tænkte, at jeg var den eneste, som havde mærket det. (betænkeligt.) Men mener I, at herr Arne vil give sit minde? 
HEMMING.
Have you! Well, you are so clever, Lady Kirsten! And I who thought that I was the only one who had noticed it.

HEMMING.
[Doubtfully.]
Do you think that Lord Arne will give his consent? 
FRU KIRSTEN.
Din Husbond? Jeg skal vide at tale ham tilrette, det vil nok lykkes. 
LADY KIRSTEN.
Your master? I shall know how to talk him into it,--that will not be so difficult. 
HEMMING.
Mener I? Ak, men jeg er jo dog så fattig en svend. 
HEMMING.
You think so? Alas, but I am so poor a man. 
FRU KIRSTEN.
Det skal nok jeg bøde på, ifald ikke herr Arne selv er rede dertil. 
LADY KIRSTEN.
I shall remedy that all right, in case Lord Arne is not prepared to do so. 
HEMMING.
Tak, tak, fru Kirsten! Himlen lønne jer for eders gode sind. 
HEMMING.
Thanks, thanks, Lady Kirsten! Heaven reward you for your kindness! 
FRU KIRSTEN.
Men du tier vel med det, vi her har talt sammen. 
LADY KIRSTEN.
But you will keep this that we have been speaking of to yourself. 
HEMMING.
Det lover jeg. 
HEMMING.
That I promise. 
FRU KIRSTEN.
Så hold dig rede, herude samles gæsterne om føje tid, vær så ikke langt fra hånden.
(går op mod staburdøren og spejder efter Alfhild).  
LADY KIRSTEN.
Then hold yourself in readiness; the guests will assemble out here in a little while now, and do you be on hand.
[She goes over to the door of the store house and looks for ALFHILD.] 
HEMMING
(for sig selv).
Nej, dette her er mig som en forunderlig, gækkende drøm. Ingeborg og jeg, vi skulde få hinanden! Ak, kan det være sandt? Så højt turde jeg aldrig tænke; – det var mig hver morgen, som jeg havde gjort en formastelig gerning, når jeg om natten blot drømte derom. – Hm! jeg véd forresten ret vel, at det ikke er for min skyld, fru Kirsten gør sig al den besvær. Hun har noget isinde; det gælder for hende at bryde forliget med herr Arne, og nu hun har mærket, at Ingeborg er mig god, så vil hun bruge det til påskud. Ja, ja, jeg har så tidt varet min husbond ad, men han vil aldrig tro mig. 
HEMMING.
[To himself.]
No, this is to me like a strange illusive dream. Ingeborg and I,--we are to belong to each other! Ah, can it be true? So high I never dared let my thoughts ascend;--it seemed to me in the morning that I had been guilty of the greatest presumption if during the night I had dreamed about it.--Hm! I know very well of course that it is not for my sake that Lady Kirsten goes to all this trouble. She has something up her sleeve; she thinks it necessary to break the agreement with Lord Arne, and now that she has noticed that Ingeborg cares for me she will use that as an excuse. Well, I have so often given my master warning, but he will never believe me. 
ARNE
(kalder udenfor til venstre).
Hemming! Hemming! 
ARNE.
[Calls outside to the left.]
Hemming! Hemming! 
FRU KIRSTEN
(kommer ned i forgrunden).
Din husbond kalder! Gå nu! Siden skal jeg tale med ham; han føjer sig nok. Tro mig, han skal følge sin svend til kirken i samme stund, han fører sin datter did. 
LADY KIRSTEN.
[Comes forward.]
Your master calls! Go now! After a while I shall speak to him; he will agree. Believe me, he shall follow his page to the church in the same hour that he leads his daughter thither. 
HEMMING.
Tak, tak, fru Kirsten! Forsandt, I gør en god gerning mod os alle.
(går ud til yenstre.)  
HEMMING.
Thanks, thanks, Lady Kirsten! Truly, you confer a blessing on us all.
[He goes out to the left.] 
FRU KIRSTEN
(for sig selv).
Så ung er hun og dog så underfundig; hun har leflet med Hemming, alt imens hun bildte min søn ind, at – – Godt, han skal snart lære hendes kunster at kende. Men først må jeg have herr Arne fat; han holder meget af Hemming, vil nødig skilles fra ham; det lod også som Hemming frygtede for, at det skulde være til hinder; men de kan jo mageligt blive sammen, om end Hemming gifter sig. – Hemming ser ellers mere grant i tingen, end jeg tænkte mig. Hvad vil Olaf sige dertil, spurgte han; han har da altså mærket, at Alfhild endnu ligger min søn på hjertet. Nu, lad ham det; tager han hende, så tier han også, og er Alfhild først gift – jeg kender Olaf; han har stedse sat høj pris på at stå i agt og ære hos bygdens mænd, og derfor vil han vel – ja, ja, det må, det skal lykkes.
(går ud til højre.)


 
LADY KIRSTEN.
[To herself.]
So young she is and yet so cunning; she has been coquetting with Hemming all the while she made my son believe that--Well and good, he shall soon learn to know her arts. But first I must see Lord Arne; he thinks highly of Hemming and would reluctantly part with him; it seemed too that Hemming feared that something like that might stand in the way; but they can easily remain as they are even if Hemming marries.--Hemming sees more clearly in the affair than I had expected. What will Olaf say, he asked; he has evidently noticed that my son still thinks of Alfhild. Well, let him; if he takes her he will say nothing, and when Alfhild is married,--I know Olaf; he has always wanted to stand in high honor among the men of the village, and for that reason he will certainly--yes, yes, it must, it shall succeed.
[She goes out to the right.]


 
OTTENDE SCENE.
Hemming (kommer fra venstre med en ølbolle skjult under koften). Arne (følger ham forsigtigt og spejdende.)  
SCENE VIII
[HEMMING comes from the left with a bowl of ale hidden under his coat. ARNE follows him cautiously, looking about.] 
ARNE.
Er der ingen? 
ARNE.
Is there anyone? 
HEMMING.
Nej, kom I kun, husbond! 
HEMMING.
No, come along, master. 
ARNE.
Men det tykkedes mig, at jeg hørte fru Kirsten. 
ARNE.
But it seemed to me I heard Lady Kirsten. 
HEMMING.
Nu er hun gået, kom I kun! 
HEMMING.
She is gone now, come along! 
ARNE
(sætter sig på bænken tilvenstre).
Hemming! godt og vel er det, at brylluppet skal gå for sig ikveld. Imorgen rejser jeg hjem; ja, det gør jeg. Ikke en dag længere bliver jeg i fru Kirstens hus. 
ARNE.
[Sits down on the bench to the left.]
Hemming! it is well that the wedding is to be held tonight. Tomorrow I go home; yes, that I will. Not a day longer will I remain in Lady Kirsten’s house. 
HEMMING.
Ej, husbond! er der nu igen ufred mellem jer? 
HEMMING.
Why, master! is there enmity again between you? 
ARNE.
Er det ikke nok, synes dig, at hun og alle hendes fornemme frænder lader hånt om mig; ved nadverden lo de og skemtede mellem hinanden, efterdi jeg ikke kunde komme mig for at æde af alle de ugudelige udenlandske retter. Og hvad var det så vi fik at drikke dertil? Sød vin og most, som vil ligge mig i maven i otte dage. Nej, da priser jeg mit gode hjemmebryggede øl. (drikker og tilføjer sagte og forbitret.) Af dette har jeg skikket den skarnskvinde tre fulde tønder, og hvad har hun gjort? Slængt det hen for sine huskarle, og her må jeg stjæle mig til en slurk, ja, Hemming! stjæle mig til at drikke mit eget øl, for at de ikke skal skælde mig for en grov bonde, der ikke forstår sig på fornemme drikkevarer. 
ARNE.
Is it not enough, do you think, that she and all her superior relatives look down on me; at supper they laughed and jested among themselves because I could not bring myself to eat of all those ungodly, outlandish dishes. And what was it that we got to drink? Sweet wine and cider that will stay in my stomach for eight days. No, the good old homebrewed ale for me.
[Drinks and adds softly and bitterly.]

ARNE.
Of this I had sent the wretched woman three full barrels. And what has she done? Thrown it to her servants, and here I must steal myself a drink,--yes, Hemming! steal myself a drink of my own ale, that they may not revile me as a coarse peasant, who doesn’t understand the more refined drinks. 
HEMMING.
Ja, ja, husbond! jeg har jo varet jer ad. 
HEMMING.
Well, master! I gave you warning. 
ARNE.
Å – varet mig ad! Du er dum, Hemming! mener du ikke, jeg selv har mærket det; men bi kun, bi kun! (opfarende.) At sætte mit gode, kvægsomme øl for huskarlene, som om det ikke var værdigt at komme på et herremandsbord. – 
ARNE.
Ah--gave me warning! You are stupid, Hemming! You think I haven’t noticed it myself; but wait, just wait!

ARNE.
[Flaring up.]
To place my good nourishing ale before the house servants, as though it were not worthy to be put on the table of a lord.-- 
HEMMING.
Ja, fru Kirsten handler ilde med jer, det er visst. 
HEMMING.
Yes, Lady Kirsten treats you ill, that is certain. 
ARNE
(rækker ham bollen).
Der, sæt dig ned og drik! (Hemming sætter sig.) Hør, Hemming! Jeg vilde ønske, vi vel var hjemme. 
ARNE.
[Hands him the bowl.]
Come, sit down and drink!

ARNE.
[HEMMING sits down.]
Listen, Hemming! I could wish we were home again. 
HEMMING.
Ja, mig huer det ikke her i bryllupsgården. 
HEMMING.
Well, I have no fancy for this festive home. 
ARNE.
Nej, da lover jeg min gamle stue på Guldvik; – når vi to sad sammen om kvelden og legede brikkespil og havde ølkruset mellem os – 
ARNE.
No, my old room at Guldvik for me;--when we sat there of an evening and played chess with the ale jug between us-- 
HEMMING.
Medens jomfru Ingeborg sad ved væven og baldyrede roser og alskens blomster i lindugen – 
HEMMING.
The while Mistress Ingeborg sat at the loom and embroidered roses and all sorts of flowers in the linen-- 
ARNE.
Og sang derhos så lifligt, at det bares mig for, som jeg blev ung og rørig igen. Ja, Hemming! når brylluppet er over, vil vi fare fort med vort gamle levesæt. 
ARNE.
And sang all the time so merrily that it seemed to me that I became young and active again. Yes, Hemming! when the wedding is over, we shall go back and live our old ways again. 
HEMMING.
Men da er der ingen, som slår væven og synger liflige viser dertil. 
HEMMING.
But then there will be no one who works the loom and sings merry lays the while. 
ARNE.
Nej, det er sandt nok, Ingeborg er da borte. Det vil gå mig hårdt til hjerte; hun er vild og selvrådig, men savne hende vil jeg dog, og det tungt. (tænker sig om.) Imellemstunder kunde jeg vel gæste hende her – – Men nej, det vil jeg ikke! Her ler de af mig, de hvisker bag min ryg, jeg mærker det nok. 
ARNE.
No, that is true enough; Ingeborg will then be gone. It will be a little hard on me; she is wild and self-willed, but I shall miss her nevertheless,--miss her greatly.

ARNE.
[Considers.]
Now and then I suppose I could visit her here--But no, that I will not! Here they laugh at me, they whisper behind my back,--I see it well enough. 
HEMMING.
Men ifald I vilde, så kunde det jo endnu gøres om. 
HEMMING.
But in case you wished, it could still be changed. 
ARNE.
Gøres om. Du er dum, Hemming! altid snakker du om at gøre om. (rækker ham bollen.) Der, drik! det har du godt af. Gøres om; nej nej, det skal aldrig gøres om! Det var onde vætter, som blæste den tanke i mig at komme i slægt med fru Kirsten. Men nu er det sket; de fornemme frænder får te sig, som de vil, men mine grander skal ikke spotte over mig, – har jeg givet mit ord, så vil jeg også holde det. (forsagt.) Bare jeg vidste, at Olaf vilde være god mod hende, jeg vil bede ham derom – (heftigt.) Han skal være det, ellers kommer jeg med mine gamle næver og banker ham. 
ARNE.
Changed! You are stupid, Hemming! Always you talk about changing.

ARNE.
[Hands him the bowl.]
Come, drink, it will do you good. Changed; no, no, it shall never be changed! It was evil spirits who put into my head the idea of marrying into Lady Kirsten’s family. But now it is done; the superior kinsmen will have to behave as they please, but my own relatives and friends shall not laugh at me,--if I have given my word, I shall keep it too.

ARNE.
[Disheartened.]
If I only knew that Olaf would be kind to her; I shall ask him to--.

ARNE.
[Vehemently.]
He shall be kind, else I shall come and beat him with my old fists. 
HEMMING.
Ja vel er det, om I tager vare på hende, for Olaf agter hende ikke stort, det tror jeg visst. 
HEMMING.
Yes, it is well that you keep your eye on her, for Olaf cares little for her, I do believe. 
ARNE.
Så, mener du det? 
ARNE.
So, you think so? 
HEMMING.
Mindes I Alfhild, den fattige pige, som fulgte med fra fjeldet igår? 
HEMMING.
Do you remember Alfhild, the poor girl, who yesterday followed us down from the mountain? 
ARNE.
Javisst gør jeg. Hun er vakker! 
ARNE.
Indeed I do. She is pretty! 
HEMMING
(rejser sig).
Så tykkes Olaf med. 
HEMMING.
[Rises.]
So thinks Olaf, too. 
ARNE.
Hvad skal det sige? 
ARNE.
What does that mean? 
HEMMING.
Olaf har hende kær! Tidt og mange gange gæstede han hende deroppe; – hvad fru Kirsten har snakket jer for, må I aldrig tro. 
HEMMING.
Olaf loves her! ’Tis many a time he visited her up there;--what Lady Kirsten has told you, you must never believe. 
ARNE.
Og hvad du snakker mig for, tror jeg endnu mindre. Du er ilde sindet mod Ingeborg, fordi hun stundom gækker dig, og derfor under du hende ikke dette anselige gifte; jo, jo, jeg kender dig nok. 
ARNE.
And what you blab about I believe still less. You are provoked with Ingeborg because at times she makes fun of you, and therefore you begrudge her this attractive marriage; yes, yes, I know you too well. 
HEMMING.
Ej, husbond! kunde I tro, at – 
HEMMING.
Why, master! you could believe that-- 
ARNE.
Bilde mig ind, at Olaf Liljekrans har den tiggerkvinde kær! En anselig, højbyrdig herre som han! Det var jo ligervis som én vilde sige, at Ingeborg, min datter, havde sind til dig. 
ARNE.
Make me believe that Olaf Liljekrans loves that beggar woman! A noble, high-born lord such as he! It is almost as if one were to say that Ingeborg, my daughter, had a fancy for you. 
HEMMING
(forlegen).
Til mig – hvor kunde I vel falde på – 
HEMMING.
[Embarrassed.]
For me--how could you ever imagine-- 
ARNE.
Nej, jeg falder ikke på! Men det ene er ligeså urimeligt som det andet. Se der, drik! og kom ikke mer med den snak. (rejser sig.) Der har vi fru Kirsten med gæsterne. Hvad skal nu gå for sig? 
ARNE.
No, I don’t imagine! But the one is as unreasonable as the other. Come, drink! and don’t talk any more such nonsense.

ARNE.
[Rises.]
There is Lady Kirsten with the guests. What’s going to happen now? 
HEMMING.
Herude skal de alle forsamles, så følger de brud og brudgom til højtidsbordet og derfra til kirken. 
HEMMING.
They are all to assemble out here; they will then follow the bride and bridegroom to the banquet-table and thence to the church. 
ARNE.
Ej, hvilken forbandet skik! Til kirken ved kveldstid; er det nu en mørkets gerning at gifte sig?


 
ARNE.
Aye, what a cursed custom! To the church at night! Is then marriage a work of darkness?


 
NIENDE SCENE.
De forrige Fru Kirsten, Olaf, Ingeborg, gæster, samt karle og piger (kommer efterhånden ind fra forskellige sider).  
SCENE IX
[The Preceding. LADY KIRSTEN, OLAF, INGEBORG, GUESTS, and SERVANTS and MAIDS enter gradually from the several sides.] 
FRU KIRSTEN
(for sig selv).
Jeg har ikke truffet Olaf alene; men når jeg tænker mig om, så er det også bedst, at han intet véd deraf, forinden det går for sig. (sagte til Hemming, der har talt hviskende med Ingeborg.) Nu, Hemming! hvordan mener du din husbond er sindet? 
LADY KIRSTEN.
[To herself.]
I have not seen Olaf alone; but when I think it over, it is probably best that he know nothing about it until it is all over.

LADY KIRSTEN.
[Softly, to HEMMING, who has been whispering with INGEBORG.]
Well, Hemming! How do you think your master is disposed? 
HEMMING
(sagte).
Ak, fru Kirsten! Jeg har kun ringe fortrøstning, hvis ikke I hjælper til. 
HEMMING.
Alas, Lady Kirsten! I have but little hope unless you lend your aid. 
FRU KIRSTEN.
Ej, det kommer vi nok ud af.
(blander sig mellem gæsterne.)  
LADY KIRSTEN.
Aye, we’ll manage it all right.
[She mingles with the GUESTS.] 
INGEBORG
(sagte til Hemming).
Hvad mener du? Hvad er det for et livsaligt håb du taler om? 
INGEBORG.
[Softly, to HEMMING.]
What do you mean? What blessed hope is it you are speaking of? 
HEMMING.
Ak, jeg tør ikke selv tro derpå; men fru Kirsten mener det vel med os. Hun vil snart vise jer, at – 
HEMMING.
Alas, I hardly dare believe it myself; but Lady Kirsten means well by us. She will soon show you that-- 
INGEBORG.
Tys! der nærmer de sig. 
INGEBORG.
Hush! they are approaching. 
OLAF
(dæmpet).
Sig mig, min moder! hvor går det hende? 
OLAF.
[In an undertone.]
Tell me, mother! how goes it with her? 
FRU KIRSTEN.
Vel nok, som jeg forud vidste. 
LADY KIRSTEN.
Well enough, as I knew before. 
OLAF.
Hun véd da at trøste sig? 
OLAF.
Then she knows how to comfort herself? 
FRU KIRSTEN
(smilende).
Det lader så. Vent kun lidt! Endnu ikveld skal du få visshed derfor. 
LADY KIRSTEN.
[Smiling.]
It seems so. Only wait! This very evening you shall know for certain. 
OLAF.
Hvad mener I? 
OLAF.
What do you mean? 
FRU KIRSTEN.
Jeg mener, at hun er en listig heks. Alle hendes fagre ord har været svig og bedrag. 
LADY KIRSTEN.
I mean that she is a sly witch. All her fair words have been deceitful wiles. 
OLAF.
Nej, nej, min moder! 
OLAF.
No, no, mother! 
FRU KIRSTEN.
Det får vi nu at se! Alfhild er fro og glad, såmeget véd jeg. 
LADY KIRSTEN.
That we shall see! Alfhild is happy and gay,--so much I know. 
OLAF.
Vel mig, om så var! 
OLAF.
It were well for me if she were! 
FRU KIRSTEN
(højt og afmålt).
Herr Arne fra Guldvik! Nu er da omsider den time kommen, som jeg mener vi alle har stundet efter. 
LADY KIRSTEN.
[Loudly and clearly.]
Lord Arne of Guldvik! Now is the hour come at length which we have all, I imagine, been looking forward to. 
HEMMING
(afsides).
Der bryder det løs! 
HEMMING.
[Aside.]
Now it begins! 
FRU KIRSTEN.
Snart skal kirken lyse sin fred over vore børn og knytte dem sammen til et langt og kærligt samliv. 
LADY KIRSTEN.
Soon will the church bestow its blessing on our children and unite them in a long and loving union. 
HEMMING
(afsides, studsende).
Hvad nu? 
HEMMING.
[Aside, startled.]
What now? 
FRU KIRSTEN.
Vilkårene er vi jo enige om. Men jeg tænker, vi her endnu engang besegler dem med hånd og mund. 
LADY KIRSTEN.
The terms we have already agreed upon. But I suggest that we here once again seal them with hand and word. 
HEMMING
(som før).
Himmel og jord! Vil hun svige mig? 
HEMMING.
[As before.]
Heaven and earth! Is she trying to deceive me? 
ARNE.
Ej er det fornødent; jeg står ved mit ord som en ærlig mand. 
ARNE.
That is not necessary; I stand by my word like an honorable man. 
FRU KIRSTEN.
Det véd jeg vel, herr Arne! men det er snart gjort. Først skal til evindelige tider hver splid og ufred mellem vore slægter være forbi, – og den ugavn og skade, som de gamle tvistigheder har voldt på både sider, skal ingen kræve fyldest for; det må bæres, som enhver bedst véd og kan. Ej sandt, det lover vi? 
LADY KIRSTEN.
That I well know, Lord Arne! but it will take but a moment. First of all, there shall be an end for all time to every quarrel and dispute between our families,--and as for the damages and injuries which our old disagreements have caused on either side, no one shall demand compensation for them; each must manage them as best he knows how. We promise that, do we not? 
ALLE.
Det lover vi!
(gensidige håndtag mellem brudeparrets slægtninge.)  
ARNE.
That we promise!
[General shaking of hands among the relatives of the bridal couple.] 
HEMMING
(sagte).
Få du skam, så forbandet du løj for mig! 
HEMMING.
[Softly.]
Curses upon you; you lied to me shamefully! 
FRU KIRSTEN.
Dernæst er at nævne, hvad vi alt er enige om, at grænseskellet mellem herr Arnes enemærker og mine skal flyttes så langt ind på hans grund, som gode og uvillige mænd har skønnet at være ret og billigt. 
LADY KIRSTEN.
Then we mention again, what we are already agreed upon, that the boundary line between Lord Arne’s domains and mine shall be moved as far in upon his land as good and impartial men may judge to be fitting and just. 
ARNE.
Ja, ja, det får vel så være! 
ARNE.
Yes, yes, I suppose it must be so! 
FRU KIRSTEN.
Det lover vi da? 
LADY KIRSTEN.
That we promise, then? 
GÆSTERNE.
Det lover vi!
(håndtag som før.)  
THE GUESTS.
That we promise!
[Shaking of hands as before.] 
FRU KIRSTEN.
Endelig giver herr Arne sin datter til medgift så meget af sølv, linklæder og andet bohave, som nævnt og opsat er ved fæstensøllet, og bør det sig alt tilhobe at være her tilstede på gården, fra den dag jomfru Ingeborg er flyttet herind som min søns ægtehustru, hvilket sker ikveld. Derom er vi jo enige? 
LADY KIRSTEN.
Finally, Lord Arne shall give in the form of a dowry to his daughter as much silver, linen, and other furnishings as were named and agreed upon at the betrothal feast, all of which shall here be placed in my home from the day Mistress Ingeborg moves herein as my son’s lawful wife, which is tonight. On that we are agreed? 
GÆSTERNE.
Det lover og vidner vi!
(håndslag.)  
THE GUESTS.
That we solemnly promise!
[Shaking of hands.] 
FRU KIRSTEN.
Så række da brud og brudgom hinanden hænder for at gå til gildesbordet og derfra til kirken. 
LADY KIRSTEN.
Then let the bride and bridegroom clasp hands and go to the banquet-table and thence to the church. 
ARNE
(afsides).
Ha, ha, nu kan Hemming se til, om fru Kirsten sviger mig. 
ARNE.
[Aside.]
Ah, Hemming can now see whether Lady Kirsten deceives me. 
HEMMING
(sagte).
O, så er det da forbi med mig; en dåre var jeg, at jeg stolede på hende. 
HEMMING.
[Softly.]
O, then it is all over for me; a fool I was to depend on her. 
FRU KIRSTEN.
Men på denne frydelige dag bør det sig os at glæde så mange som ske kan. Og derfor har jeg en bøn til eder, herr Arne! 
LADY KIRSTEN.
But on this joyful day it is fitting that we make as many as possible happy. And therefore I have a request to make, Lord Arne! 
ARNE.
Sig frem! Kan jeg føje jer, så sker det gerne. 
ARNE.
Speak forth! If I can I shall gladly comply. 
HEMMING
(afsides).
Hvad agter hun sig nu til? 
HEMMING.
[Aside.]
What does she purpose now? 
FRU KIRSTEN.
Der er endnu et par unge folk, som gerne gad følges til brudeskamlen ikveld; de er indbyrdes enige, efter hvad jeg hører. Bruden skal jeg sørge for, men brudgommen må I hjælpe tilrette; det er Hemming, eders svend, og Alfhild! 
LADY KIRSTEN.
There is still a young couple who would like to go to the altar this evening; from what I hear, they are agreed between themselves. The bride I shall take care of, but the bridegroom you must assist; it is Hemming, your page, and Alfhild! 
INGEBORG
(med et udråb).
Hemming! 
INGEBORG.
[With a cry.]
Hemming! 
OLAF
(ligeså).
Alfhild! 
OLAF.
[Likewise.]
Alfhild! 
HEMMING.
O, ve! ve! nu forstår jeg – 
HEMMING.
O, woe is me! Now I understand-- 
GÆSTERNE
(på samme tid).
Hemming og Alfhild! Fjeldjenten!
(latter og hvisken.)  
THE GUESTS.
[At the same time.]
Hemming and Alfhild! The mountain girl!
[Laughter and whispering.] 
OLAF.
Alfhild! I vil gifte hende bort med – Nej, nej, det skal ikke ske! Aldrig, aldrig! 
OLAF.
Alfhild! You will marry her off to--No, no, it shall not be! Never, never! 
FRU KIRSTEN.
Stille! – Olaf, min Søn! vær stille! jeg beder dig. 
LADY KIRSTEN.
Be still!--Olaf, my son; be still, I beg you! 
ARNE
(for sig selv).
Hvad nu! Ja, forsandt, Hemming havde ret, der er noget mellem Olaf og Alfhild. (hviskende.) Ej, fru Kirsten! jeg skønner eders færd. Nu véd jeg, hvi Olaf var tre døgn på fjeldet, og nu skal Hemming skille jer af med hende. Ha, ha! 
ARNE.
[To himself.]
What’s this! Yes, truly, then Hemming was right; there is something between Olaf and Alfhild.

ARNE.
[Whispering.]
Aye, Lady Kirsten! I see your scheme. Now I know why Olaf wandered three days in the mountain, and now you intend to make use of Hemming to be rid of her. Ha, ha! 
FRU KIRSTEN
(med tvungen fatning).
Herr Arne! hvor kan I tro sligt? 
LADY KIRSTEN.
[With forced composure.]
Lord Arne! how can you believe such a thing? 
ARNE
(dæmpet).
O, jeg ser grant! Nu skulde jeg vel mene, jeg har skellig grund til at bryde forliget. 
ARNE.
[In a low tone.]
O, I see clearly! Now I should think I had very good reason to break the agreement. 
FRU KIRSTEN
(sagte og forskrækket).
Bryde forliget! Jeg beder jer! Vil I beskæmme os alle?
(de taler sagte sammen.)  
LADY KIRSTEN.
[Softly and frightened.]
Break the agreement! I beg of you! Will you put us all to shame?
[They talk together softly.] 
HEMMING
(til Ingeborg, med hvem han imidlertid har hvisket).
Så hænger det sammen, det sværger jeg eder til! Fru Kirsten og jeg har ikke forstået hinanden. 
HEMMING.
[To INGEBORG, with whom he has in the meantime been whispering.]
That is all there is to it, I swear. Lady Kirsten and I have not understood each other. 
INGEBORG.
Men så sig fra! Du skal! Jeg byder dig. 
INGEBORG.
Well, then decline! You shall! I command you. 
HEMMING.
Nej, nej! det tør jeg ikke; hun vil da mærke, at det var eder, jeg tænkte på. 
HEMMING.
No, no! I dare not; she will then see that it was you I was thinking of. 
INGEBORG.
Godt, så vil jeg. (højt.) Hemming skal ikke for alteret med Alfhild; – han er for god til at ægte anden mands frille! 
INGEBORG.
Good; then I shall.

INGEBORG.
[Aloud.]
Hemming shall not go to the altar with Alfhild;--he is too good to marry another man’s darling! 
OLAF
(med et udråb).
Beskæmmet! 
OLAF.
[With a cry.]
For shame! 
GÆSTERNE.
Frille! 
THE GUESTS.
Darling! 
ARNE
(til Ingeborg).
Hvad siger du? 
ARNE.
[To INGEBORG.]
What are you saying? 
FRU KIRSTEN.
Himlen stå os bi! 
LADY KIRSTEN.
Heaven protect us! 
OLAF.
Forbandelse over mig! Beskæmmet er hun! 
OLAF.
Cursed be my soul! She is put to shame! 
INGEBORG.
Ja, højt nævner jeg ordet: Hun er anden mands frille! Lad den modsige mig, som tør. 
INGEBORG.
Yes, loudly I proclaim it: she is another man’s darling. Let him gainsay it who dares. 
ARNE.
Ingeborg! (afsides.) Hvad går der af hende? 
ARNE.
Ingeborg!

ARNE.
[Aside.]
What is the matter with her? 
FRU KIRSTEN
(sagte).
Sådan er det fat! Hende, hende er det, som har Hemming kær! (sagte og bestemt til Arne.) Agter I nu længere at bryde forliget? Der ser I selv på jer datters færd, hvad årsag jeg havde til at få Hemming gift! 
LADY KIRSTEN.
[Softly.]
So that’s the way it is! She then,--she it is who cares for Hemming!

LADY KIRSTEN.
[Softly and clearly, to ARNE.]
Do you now intend to break the agreement? You can now see for yourself from your daughter’s conduct what reason I had to get Hemming married! 
ARNE
(forbløffet).
Min datter! Kunde I tænke jer, at hun – 
ARNE.
[Disconcerted.]
My daughter! Could you imagine that she-- 
FRU KIRSTEN.
Stil jer kun ikke slig an! Ingeborg har sind til eders huskarl; nu skulde jeg mene, at jeg har skellig grund til at bryde vort forlig! 
LADY KIRSTEN.
You need not pretend! Ingeborg has a fancy for your house-carl; now I should think I had good reason to break our agreement. 
ARNE.
Bryde, bryde –! Hvad tænker I på! At volde mig slig tort! 
ARNE.
Break, break--! What are you thinking of! To bring on me such disgrace! 
FRU KIRSTEN
(spottende).
Ja, for ellers vilde jo I gøre det! 
LADY KIRSTEN.
[Mocking.]
Yes,--otherwise you would do it! 
ARNE
(hurtigt).
Nej, nej, jeg har betænkt mig; det er bedst, vi tier, begge to! 
ARNE.
[Quickly.]
No, no, I have reconsidered; it is best we both keep still! 
FRU KIRSTEN
(for sig selv).
Se så, nu har jeg vundet! Jeg kender Olaf; en forhånet kvinde vil ikke friste ham!


 
LADY KIRSTEN.
[To herself.]
See, now have I won! I know Olaf; a woman so scorned will never tempt him!


 
TIENDE SCENE.
De forrige. Alfhild (kommer ubemærket ud fra staburet i glimrende brudedragt med krone og udslået hår).  
SCENE X
[The Preceding. ALFHILD comes unnoticed out of the storehouse in glittering bridal dress with a crown on her head and her hair flowing.] 
ARNE
(afsides).
Dette har været mig en forbandet dag! O, det er dog en listig hund, den Hemming! han vidste, at Ingeborg havde sind til ham, derfor var det ham så lidet tilpas, at Olaf fik hende. 
ARNE.
[Aside.]
This has been a cursed day for me! O, he is a cunning dog, this Hemming! He knew that Ingeborg had a fancy for him; it was therefore so galling to him that Olaf should have her. 
FRU KIRSTEN
(der imidlertid har genvundet sin fatning).
Og nu til gildesalen! Hemming kan vi siden tænke på. – Olaf, tag bruden ved hånd! 
LADY KIRSTEN.
[Who has in the meantime regained her composure.]
And now to the festive hall! Hemming we can think of later.--Olaf, take your bride by the hand! 
ARNE
(uvillig, da han ser Ingeborg hviske til Hemming).
Hvor er bruden? Træd frem, træd frem! 
ARNE.
[Reluctantly, as he sees INGEBORG whisper to HEMMING.]
Where is the bride? Come, come! 
ALFHILD OG INGEBORG
(på engang, idet hver af dem griber en af Olafs hænder).
Her er jeg! 
ALFHILD AND INGEBORG.
[At the same time, as they each seize one of OLAF’s hands.]
Here I am! 
GÆSTERNE.
Hvordan, hun tager Olaf?
(almindelig forbauselse.)  
THE GUESTS.
How,--she takes Olaf?
[General amazement.] 
FRU KIRSTEN
(afsides).
Så vidt har han da drevet det! (højt til Alfhild.) Du fejler! Det er ikke din brudgom! 
LADY KIRSTEN.
[Aside.]
So far has he gone, then!

LADY KIRSTEN.
[Aloud, to ALFHILD.]
You are mistaken! That is not your bridegroom! 
ALFHILD.
Jovisst, det er jo Olaf! 
ALFHILD.
Why, certainly, it is Olaf! 
INGEBORG
(slipper hans hånd).
Han har da lovet hende –! 
INGEBORG.
[Lets go his hand.]
If then he has promised her--! 
FRU KIRSTEN
(i stærkt oprør).
Olaf er ikke din brudgom, siger jeg. Sig hende det selv, min søn! 
LADY KIRSTEN.
[In great agitation.]
Olaf is not your bridegroom, I say! Tell her it yourself, my son! 
OLAF
(tier).
(Fru Kirstens frænder ser forlegne på hinanden. Arnes slægtninge nærmer sig mørke og truende.)  
[OLAF is silent. LADY KIRSTEN’s Kinsmen look at each other embarrassed. ARNE’s Relatives draw nearer, angry and threatening.] 
FRU KIRSTEN
(med hævet stemme).
Olaf Liljekrans! Svar højt og lydt! Det kræves med rette af dig. 
LADY KIRSTEN.
[With raised voice.]
Olaf Liljekrans! Answer loudly and clearly! You owe it to yourself and to us. 
OLAF
(fortvilet, kæmpende med sig selv).
Det ske da, som I vil, min moder! Ja, ved alle helgene! jeg skal svare. Alfhild! du fejler! Jeg er ikke din brudgom. (pegende på Ingeborg.) Der – der står min brud! 
OLAF.
[In despair, struggling with himself.]
Let it be as you wish then, mother! Yes, by all the saints! I shall answer. Alfhild! you are mistaken! I am not your bridegroom.

OLAF.
[Pointing to INGEBORG.]
There--there stands my bride! 
ALFHILD
(træder som forstenet et skridt tilbage og stirrer på ham).
Hun! Din – – 
ALFHILD.
[Withdraws a step or two dumfounded and stares at him.]
She--your-- 
OLAF
(med stigende ophidselse).
Alfhild! gå bort herfra? Gå, gå, langt ind på fjeldet igen; det tjener dig bedst. Jeg har været syg og forvildet i sind, da jeg gik deroppe! Hvad jeg har sagt dig, mindes jeg lidet af! Jeg véd det ikke, og jeg vil ikke vide det! Hører du, jeg vil ikke! – Guldkronen kan du beholde! Behold alt, både sølv og guld, som du der er klædt i. Mere, ja tifold mere skal du få. – Nu! hvi ser du sådan på mig? 
OLAF.
[With rising irritation.]
Alfhild! go hence! Go, go, far into the mountain again; ’twill be best for you. I was sick and bewildered in mind when I wandered up there! What I have told you I little remember! I do not know and I do not want to know! Do you hear,--I do not want to!--The golden crown you can keep! Keep all, both the silver and gold, that you there stand dressed in. More,--yea, tenfold more you shall have.--Well! why do you stare at me so? 
ALFHILD
(tager kronen og de øvrige smykker af og lægger dem for Olafs fødder, idet hun vedbliver ufravendt at stirre på ham).  
[ALFHILD takes off the crown and the other adornments and places them at OLAF’s feet as she continues uninterruptedly to stare at him.] 
OLAF.
Kanhænde jeg bildte dig ind, at du skulde være min brud ikveld, kanhænde du troede mig! Kanhænde du tænkte, at Olaf Liljekrans vilde ægte en – en – hvordan var det, I kaldte hende? (stammed foden.) Se ikke sådan på mig, siger jeg! Jeg kender dig nok, du har forhekset mig. Jeg glemte, hvad slægt jeg var af; jeg glemte min brud, min fæstemø! hun, som der står. (griber Alfhild med heftighed i armen.) Se på hende, Alfhild! Ha, ha, ha! hende er det, jeg har kær! 
OLAF.
Perhaps I pretended to you that you were to be my bride tonight, perhaps you believed me! Perhaps you thought that Olaf Liljekrans would marry a--a--what was it you called her?

OLAF.
[Stamps with his foot.]
Do not stare at me so, I say! I know you well enough; you have bewitched me. I forgot my family; I forgot my bride, my betrothed, she who stands there.

OLAF.
[Seizes ALFHILD violently by the arm.]
Look at her, Alfhild! Aha, it is she that I love! 
ALFHILD
(synker på knæ og bedækker ansigtet med sine hænder).  
[ALFHILD sinks down on her knees and covers her face with her hands.] 
OLAF.
Rejs dig, Alfhild! rejs dig, siger jeg! Dersom du tør sørge så, da slår jeg dig ihjel! – Hvi er du ikke glad? Vær lystig og vild som jeg! – Og I andre! Hvi står I der så tause og ser på hinanden? Ler, ler dog, så det kan runge i gården! – Alfhild! hvi svarer du ikke? Har jeg ikke sagt dig nok endnu! Ha, ha! så sig hende et ord, I andre med! Læg også I et ord med i laget; fru Kirsten vil det! Le dog ad hende, forhån hende, træd hende under fødder! (med skingrende latter.) Ha, ha, ha! Hun er jo Olafs frille! 
OLAF.
Rise, Alfhild! rise, I say! If you dare to grieve in this way, I shall kill you!--Why are you not happy? Be merry and wild as I am!--And the rest of you! Why do you stand so silently, looking at one another? Laugh,--laugh loudly, so that it may echo around!--Alfhild! Why don’t you answer? Have I not told you enough! Aha! Then add, you others, a word to what I have said! Come, say something, you too; Lady Kirsten would like it! Laugh at her, mock her, trample her under your feet!

OLAF.
[With ringing laughter.]
Ha, ha, ha! She is Olaf’s darling! 
ALFHILD
(synker mod jorden således, at hun kommer til at hvile i en liggende stilling ved stenbænken til venstre. Et stærkt lyn oplyser scenen, tordenen ruller; under det følgende tiltager mørket og uvejret mere og mere, indtil aktens slutning).  
[ALFHILD sinks down to the ground in such a way that she rests prostrate against the stone bench at the left. A flash of lightning illuminates the scene and the thunder rolls; during the following to the close of the act the darkness and the storm increase.] 
OLAF.
Se, se! Det må jeg lide; nu stemmer de i med derovenfra! Ret nu vil jeg til kirken med min brud! Kom, jomfru Ingeborg! Men først vil vi drikke, ja drikke, drikke! Hid med krus og horn – nej derinde –! Tænd lys i kirken! Orgelet skal spille op til dans – ikke klagelige salmer – fy, fy, nej, dans! (lyn og torden.) Ha, ha! Det spørges i himlen, at Olaf Liljekrans holder brudefærd!
(styrter ud til højre.)  
OLAF.
See, see! That I like; now do the powers above join in! Right now will I ride to the church with my bride! Come, Mistress Ingeborg! But first will we drink,--yes, drink, drink! Bring here the beaker and horn,--not in there--! Light the candles in the church! Let the organ resound; prepare for a dance--not mournful psalms--fie, fie, no, a dance!
[Thunder and lightning.]

OLAF.
Ah, it is rumored in heaven that Olaf Liljekrans is celebrating his wedding!
[Rushes out to the right.] 
ARNE.
Krist fri mig! hans forstand er borte! 
ARNE.
Christ save me! his reason is gone! 
FRU KIRSTEN.
Ej, vær kun trøstig; det er snart forbi, – jeg kender ham.
(trækker Arne med sig.)  
LADY KIRSTEN.
Ah, have no fear; it will soon pass,--I know him.
[Draws ARNE aside with her.] 
ARNE
(truer sagte til Hemming i forbigående).
O, Hemming, Hemming! Du er en listig hund! 
ARNE.
[Gently threatening HEMMING in passing.]
O, Hemming, Hemming! You are a sly dog! 
GÆSTERNE
(går stille og forstemte ud til højre; tyendet til venstre).  
[The GUESTS go quietly and gloomily out to the right; the SERVANTS to the left.] 
INGEBORG
(holder Hemming tilbage).
Hemming! jeg går ikke til kirken med Olaf Liljekrans! 
INGEBORG.
[Detains HEMMING.]
Hemming! I will not go to church with Olaf Liljekrans! 
HEMMING.
Ak, hvordan skal det hindres? 
HEMMING.
Alas, what will prevent it? 
INGEBORG.
Kommer det derpå an, så siger jeg nej, nej for alteret selv, i alles påsyn! 
INGEBORG.
If it comes to that, I shall say no,--no before the very altar itself, in the presence of all! 
HEMMING.
Ingeborg! 
HEMMING.
Ingeborg! 
INGEBORG.
Hold min hest sadlet og rede! 
INGEBORG.
Hold my horse saddled and ready! 
HEMMING.
Hvad! I vil –! 
HEMMING.
What! You will--! 
INGEBORG.
Jeg vil! Nu véd jeg først, hvor kær du er mig, nu jeg står fare for at miste dig. Gå, gør som jeg siger og var mig ad, når tid er.
(går ud til højre.)  
INGEBORG.
I will! Now I know for the first time how dear you are to me,--now when I stand in danger of losing you. Go,--do as I say, and let me know when it is time.
[She goes out to the right.] 
HEMMING.
Ja, nu er jeg stærk; nu tør jeg friste, hvad det skal være!
(går ud til venstre.)


 
HEMMING.
Yes, now am I strong; now I dare venture whatever it be!
[He goes out to the left.]


 
ELLEVTE SCENE.
Alfhild. Senere Hemming, Ingeborg og flere til forskellige tider.  
SCENE XI
[ALFHILD. Later HEMMING, INGEBORG, and others at various times.] 
ALFHILD
(bliver en tid lang ubevægelig liggende med ansigtet skjult i hænderne. Endelig hæver hun sig halvt i vejret; ser sig forvildet om, rejser sig og siger med stille, afbrudt latter:)
Én falk kan hvile sig på dronningens arm,
en anden må lide stor nød og harm!
Én fugl fik fjære både røde og blå,
en anden må nøjes med hammen grå!
Jeg har vidst, at tårernes varme flod
husvaler, når verden går tungt imod;
men nu har jeg fristet så vild en ve,
at jeg kunde mig derover tildøde le!
(Det er nu ganske mørkt. Kirkens vinduer bliver oplyste. Alfhild går hen til huset og lytter, medens det følgende kor høres dæmpet indenfor.)  
ALFHILD.
[Remains lying motionless for a long time with her face concealed in her hands. At length she half raises herself, looks about bewildered, rises, and speaks with quiet broken laughter.]
One falcon the heavens with plenty may bless,
Another must suffer great want and distress!
One bird wears a coat of feathers so gay,
Another must live contented with gray!
I have known that tears are a balm to the soul,
When the world is nothing but gall;
But now I have suffered such sorrow and dole,
I could laugh myself dead at the thought of it all!
[It is now quite dark. The windows of the church are being lighted up. ALFHILD goes over to the house and listens while the following song is heard faintly within.] 
KOR AF BRYLLUPSGÆSTER.
     Hil og sæl både brudgom og brud,
     de sidder i lyst og gammen herinde.
     Herr Olaf er sig en ridder prud,
     skøn Ingeborg så ven en kvinde! 
CHORUS OF WEDDING GUESTS.
     Hail to the bridegroom and hail to the bride!
     There’s feasting and joy everywhere.
     Lord Olaf, all hail! a knight who can ride,
     And Ingeborg a lady so fair! 
HEMMING
(lister sig under koret ind fra venstre).
Hesten står opsadlet! Nu et lønligt tegn til Ingeborg og så afsted!
(går ud til højre bag huset.)  
HEMMING.
[Steals in from the left during the song.]
The horse stands saddled and ready! Now a secret sign to Ingeborg and then away!
[He goes out to the right to the rear of the house.] 
ALFHILD.
De drikker ham til af sølverne krus,
bruden er bænket højt ved hans side;
på alteret tændes op de gule vokslys,
snart skal de til kirken udride!
Derinde de sidder ved gildebord
og taler så mangt et skemteligt ord!
Jeg må færdes alene i uvejr og nat,
ak, har mig da alle forstødt og forladt!
Olaf! Stormen slider i mit hår!
Olaf! Regnen mig pisker og slår!
Olaf, Olaf! Kan du se mig lide
al den unævnelige angst og kvide!
(ler.)
Regn og storm, det er ringe ting,
lidet at agte mod det hvasse sting
her i min venstre side. –
Mit hjem, min fader, alt gav jeg hen
for at følge Olaf, min hjertensven!
Han svor mig til, du skal vorde min brud!
og jeg kom – Guds kærlighed var i mit hjerte;
men han jog mig fra sig, han stødte mig ud;
så højt han lo, da jeg vred mig i smerte!
Lig en hund må jeg sidde ved gildehusets port
i uvejrsnatten. Jeg vil bort, jeg vil bort!
(vil gå, men standser.)
Nej, jeg mægter det ikke; jeg kan ikke gå,
her må jeg våndes, her må jeg blive!
Så lidet markens urter formå
selver sig med rod oprive!
hos Olaf har jeg vokset mig fast med rod,
enten han er mig falsk eller god!
(Pause. – Huskarlene kommer fra venstre med fakler.)  
ALFHILD.
His health from the silvery cup they drink,
The bride sits proudly enthroned at his side;
The candles of wax on the altar now wink,
Soon out to the church they will ride!
Within at the banquet sit host and guest
And laugh as they bandy the merry jest!
But here I must wander alone in the night,
Alas, they have all forsaken me quite!
Olaf! The storm is rending my hair!
The rain beats against me wherever I fare!
Olaf, Olaf! Can you see me thus languish
Beneath this unspeakable torture and anguish?
[She laughs.]

ALFHILD.
But rain or storm is a trifling thing,
’Tis as nothing beside the poignant sting
I suffer within my breast.--
My home and my father and all the rest
I left for Olaf, the friend I loved best!
He swore to me then I should be his bride!
And I came--God’s love I felt in my soul;
But he drove me away, he thrust me aside;
So loudly he laughed when I writhed in dole!
While they banquet within, like a dog I must stay
Out here in the storm. Hence,--hence I will go!
[Starts to go, but stops.]

ALFHILD.
But I have not the power, I cannot go away;
Here must I stay and suffer my woe!
’Tis little the flowers out there in the wood
Can tear themselves up from the ground!
And Olaf, whether he be false or good,--
About him my roots I have wound.
[Pause.--The HOUSE SERVANTS come with torches from the left.] 
ALFHILD
(ligesom greben af en ængstelig anelse).
Hvorhen går I? Hvorhen, hvorhen? Hvad skal der ske? 
ALFHILD.
[As if seized by an uneasy presentiment.]
Whither do you go? Whither, whither? What is going to happen? 
EN KARL.
Ej, se, se! Det er jo Alfhild; hun er her endnu! 
A SERVANT.
Why, see, see! It is Alfhild; she is still here! 
ALFHILD.
O, sig mig det! Hvad skal ske, hvad skal gå for sig? 
ALFHILD.
O, tell me this! What is going to happen,--why all these preparations? 
KARLEN.
Vielsen! Har du ikke lyst til at se derpå? 
THE SERVANT.
The wedding! Wouldn’t you care to see it? 
ALFHILD
(i feberagtig angst).
Vielsen! O, nej, nej! vent dermed, kun til imorgen! Er vielsen holdt, da er alting forbi for mig, jeg véd det! 
ALFHILD.
[In feverish anxiety.]
The wedding! O, no, no! Put it off, only till tomorrow! If the wedding is held, then is everything over with me, I well know! 
KARLEN.
Vente! Nej, Alfhild! det er nok hverken efter brudgommens eller brudens sind. 
THE SERVANT.
Postpone it! No, Alfhild! ’Tis not, I’m afraid, the wish of bridegroom or bride! 
EN ANDEN.
Tænk dig om! Ifald du selv var bruden, så gad du nok ikke vente.
(latter.)  
ANOTHER.
Think for a moment! Were you yourself but the bride, you surely would not want to wait.
[Laughter.] 
FØRSTE KARL.
Nu skal vi ned til kirkeporten og lyse med de røde brudeblus, når følget rider fra gården. 
THE FIRST SERVANT.
Now we go down to the gate at the church to light the way with red bridal lights when the procession starts from the house. 
ANDEN KARL.
Kom og vær med, Alfhild! Du skal også få et blus at bære! 
THE SECOND SERVANT.
Come along with us, Alfhild! You shall also have a torch to carry! 
FLERE.
Ja, ja, det må du! Det er jo herr Olafs hædersdag!
(latter.)  
SEVERAL.
Yes, yes, you must come! It is Lord Olaf’s day of glory!
[Laughter.] 
ALFHILD
(tager en af faklerne).
Ja, ja, jeg vil! Som den ringeste i rækken vil jeg stå dernede, og så, når han ser mig, når jeg beder ham derom, når jeg minder ham om alt, hvad han har lovet og svoret, – o, sig mig, sig mig, tror I da ikke, han vil blive mig god igen! Tror I det? O, sig ja, sig ja! Sig, at I tror det! 
ALFHILD.
[Takes one of the torches.]
Yes, yes, I will! As the most humble in the row I shall stand down there, and then, when he sees me, when I ask of him, when I remind him of everything he has promised and sworn,--O, tell me, tell me, do you not think that he will be kind to me again? Do you think so? O, tell me you do! Say that you think so! 
KARLENE.
Ha, ha, ha! Det vil han visst, kom nu!
(de går ud til højre bag huset.)  
THE SERVANTS.
Aha,--for certain he will; now come!
[They go out to the right to the rear of the house.] 
ALFHILD
(med frembrydende tårer.)
De håner mig alle, – hver og en!
så hård er end ikke fjeldkammens sten;
den lader dog mosset trives derpå;
mig er ingen så god! Jeg – jeg må forgå!
(lyn og torden.)
Himlen selv er mig ond og gram,
den øser sin vrede over mit hoved;
men den har ej et lyn for at knuse ham,
der listeligt sveg, hvad han loved!
(orgeltoner høres fra kirken.)
O, hør! Der synger Guds engle små!
de maner Olaf til det hellige alter!
og jeg skal udenfor kirkedøren stå
og våndes i gyldne pjalter!
(svinger faklen højt i vejret.)
Nej, nej, du deroppe! jeg gør det ej!
frist mig ikke længer, ellers sviger jeg dig!
(holder inde og lytter til orgelsangen.)
Guds engle synger! Af gravens muld
mægted de at synge den døde!
O, min barm er så bristende fuld!
(knæler og vender sig mod kirken.)
Hold op med de toner bløde!
hold op med sangen, så mild og lind!
ellers lokker I Olaf for alteret ind!
(hviskende og i den højeste angst.)
Vær stille! o, vær stille! kun så liden en stund!
nu er han dysset i glemselsblund!
o, vækker ham ikke, ellers vil han ride
til kirken – og da må jeg døden lide!
(orgelet lyder stærkere gennem stormen. Alfhild springer op fortvilet og ude af sig selv.)
Nej, alle Guds engle har mig forladt!
de håner mig i min jammer!
de maner ham ud; – nu har de ham fat!
Haha! Skal jeg færdes i sorten nat,
lyst skal der være i dit brudekammer!
(kaster faklen ind igennem den åbne luge i gavlen og styrter til jorden. – Ingeborg og Hemming kommer hurtig frem bag ved huset.)  
ALFHILD.
[Bursts into tears.]
They mock at me, laugh at me,--one and all!
So harsh is not even the mountain wall;
The moss thereon is permitted to grow;
There’s no one so kind to me here! I--I must go!
[Thunder and lightning.]

ALFHILD.
Ah, heaven itself is angry and grim,
It pours out its wrath on my wretched head;
But flash there is none to annihilate him
Who craftily tricked me in all that he said!
[The tones of the organ are heard from within the church.]

ALFHILD.
O, listen! I hear God’s angel choir!
’Tis Olaf to the altar they call!
And I must stand here in my ragged attire
And suffer outside the church-hall!
[She swings the torch high in the air.]

ALFHILD.
No, no, that I will not, thou all-highest God!
O, tempt me no longer, forswear thee I may!
[She is silent and listens to the organ music.]

ALFHILD.
God’s angels are singing! From under the sod
The dead they were able to carol away!
O, my bosom is bursting with woe!
[She kneels and faces the church.]

ALFHILD.
Cease, cease your melodies tender and sweet!
O, cease your singing; be kind, I entreat!
Or Olaf to the altar will go!
[Whispering and in the greatest apprehension.]

ALFHILD.
Be still! O, be still! For a little while yet!
He is lulled in a sleep that will make him forget!
O, waken him not, else straight he will hie
To the church--and then, alas, I must die!
[The organ grows louder through the storm. ALFHILD springs up, beside herself with despair.]
The angels of God have forsaken me quite!
They mock at my anguish and woe!
They conjure him forth;--he is now in their might!
Ah, if here in the dark, dark night I must go,
Your bridal chamber at least shall be light!
[She throws the torch in through the opening in the gable and falls down on the ground.--INGEBORG and HEMMING come hurriedly from behind the house.] 
HEMMING.
Nu er det tid! Hesten står sadlet bag ved staburet. 
HEMMING.
Now it is time. The horse stands saddled behind the store house. 
INGEBORG.
Og alle karlene er nede ved kirkedøren, ej så? 
INGEBORG.
And all the servants are down at the church, are they not? 
HEMMING.
Jo, jo, vær ganske tryg; og i gildehuset har jeg stængt både døre og luger; der er tykke jernringe for, ingen kan slippe ud! 
HEMMING.
Aye, rest you assured; and in the banquet house I have barred every shutter and door with heavy iron rings; no one can get out! 
INGEBORG.
Afsted da! Op til dalen, som Alfhild har talt om! 
INGEBORG.
Away, then! Up to the valley which Alfhild has told of! 
HEMMING.
Ja, didop! Der vil ingen søge os!
(de iler ud til venstre. – Alfhild bliver en tid lang ubevægelig liggende. Pludselig høres støj og skrig i brudehuset; luerne slaar ud igennem taget.)  
HEMMING.
Yes, up there! There no one will seek us!
[They rush out to the left.--ALFHILD continues to lie motionless for some time. Suddenly cries and commotion are hear in the bridal house; the flames break out through the roof.] 
ALFHILD
(springer fortvilet op).
Det brænder! – Haha! Jeg kommer ihu!
her var mig for mørkt – det voldte mig gru!
ha, Olaf! før var det dig, som lo,
nu ler Alfhild, så vild og fro! –
I brudehuset er nød og harm,
bruden brænder på brudgommens arm!
(Huskarlene styrter efterhånden ind uden fakler og bliver som forstenet stående. Olaf kommer tilsyne oppe i lugen, som han med fortvilet kraft søger at udvide.)  
ALFHILD.
[Jumps up in despair.]
It burns!--Aha,--I remember! ’T was here
Too dark for my soul--it filled me with fear!
Olaf, before it was you who smiled,
Now it is Alfhild, so gay and so wild!--
In the bridal house there is anguish and gloom,
The bride is burning on the arm of the groom!
[The HOUSE SERVANTS rush in one by one without torches and stand as if turned to stone. OLAF comes into view up in the opening, which he seeks to widen with desperate efforts.] 
OLAF.
Alfhild! Dig er det! Det måtte jeg vide!
Guld og mård skal du herefter slide,
ifald du mig frelser af vånden stor! 
OLAF.
Alfhild! ’Tis you! So might I have known!
If only from out of this danger you save me,
’T is silver and gold you shall hereafter own! 
ALFHILD
(med vild latter).
Ja, jeg véd, du holder så vel dit ord!
rid nu til kirken med spillemand og præst!
hold nu dit bryllup og glem din frille!
Alfhild har hædret dig, som hun kunde bedst, –
hun har svunget brudeblusset ved dit gilde!
(hun styrter ud i baggrunden. Karlene iler til for at hjælpe; en del af taget styrter sammen, Olaf ses højt oppe, omringet af luerne, idet tæppet falder.)


 
ALFHILD.
[With wild laughter.]
Too well I remember the promise you gave me!
Now ride to the church with minstrel and priest!
Now hold your wedding,--forget all the rest!
Alfhild has honored you as she knew best,--
The torch she has swung at your bridal feast!
[She rushes out at the back. The SERVANTS hasten to lend their help; a part of the roof falls in; OLAF is seen high amidst the flames as the curtain falls.]


 
TREDJE AKT
(En lys og blomstrende dal med den rigeste trævegetation og omringet af høje snebedækkede fjelde. I mellemgrunden et stille fjeldvand; på venstre side en fjeldpynt, der styrter stejlt nedad mod vandet. På samme side nærmere i forgrunden en ældgammel bjælkestue, næsten ganske overvokset og skjult af buske og græs. Morgenrøden skinner på fjeldene; i dalen selv er dagen kun halvt brudt frem; under de følgende scener står solen op.) 
THIRD ACT
[A sunny valley, rich in flowers, trees, and vegetation of all kinds, and surrounded by lofty snow-capped mountains. In the center of the background a quiet mountain tarn; on the left side a rocky cliff which drops straight down to the water. On the same side nearer the front of the stage a very old log hut, almost entirely hidden in the dense shrubbery. The glow of dawn shines over the mountains; in the valley itself the day is only half begun; during the following scene’s the sun rises.] 
FØRSTE SCENE.
Alfhild (ligger sovende og halv skjult mellem buskene ved huset; en sagte musik udtrykker hendes vekslende drømme.) Olaf (kommer ned fra lien til højre. Over bryllupsklædningen bærer han en grov kofte.)  
SCENE I
[ALFHILD lies sleeping and half concealed among the bushes beside the hut; soft music indicates her shifting dreams. OLAF comes down the hillside to the right. Over his wedding clothes he wears a coarse cloak.] 
OLAF.
Her var det; jeg kender grønningen her ved vandet. Hist under lindetræet drømte jeg min sælsomme drøm. På hældingen der ved fjeldet stod jeg, da Alfhild første gang kom mig imøde; lagde min fæstensring for buestrengen og skød; – det skud har været et trolddomsskud; det rammede skytten selv.
Sælsomt, når jeg færdes heroppe, højt over bygden, da er det som en anden luft legte om mig, som om et friskere blod rullede i mine årer, som om jeg fik et andet sind, et andet tænkesæt.
Hvor er hun nu?
Jeg skal, jeg vil finde hende igen! Hidop må hun komme; hun har jo intet hjem derude i den kolde, vide verden. Og jeg – er ikke også jeg en hjemløs flygtning derude? Blev jeg ikke en fremad i min moders hus, en fremmed mellem mine frænder, fra den første stund jeg mødte hende?
Er hun da en heks, råder hun over lønlige kunster, som – –?
Min moder! Hm! det bæres mig for, som det ikke vilde både mig vel at lade hende styre min færd; hun blæser mig tanker ind i hjertet, som ikke har tilhuse der. Nej, nej, jeg vil finde Alfhild igen, afbede al min uret og så –
(standser og ser ud til venstre.)


 
OLAF.
Here it was; I know the green there this side of the tarn. It was yonder beneath the linden tree that I dreamed my strange dream. On the slope of the mountain there I stood when Alfhild for the first time came to meet me; I placed my betrothal ring on the string of my bow and shot;--that shot has proved a magic shot; it struck the huntsman himself.

OLAF.
It is strange that when I wander up here, far from the village below, it seems as if another atmosphere played around me, as if a more vigorous blood flowed in my veins, as if I had another mind, another soul.

OLAF.
Where is she now?

OLAF.
I shall,--I will find her again! Up here she must come; she has no home out there in the cold wide world. And I--am I not also a homeless fugitive? Did I not become a stranger in my mother’s house, a stranger among my kinsmen, the very first hour I met her?

OLAF.
Is she then a witch,--has she power over secret arts as--?

OLAF.
My mother! Hm! It seems to me it would scarcely be well for me to allow her to manage my life; she insinuates thoughts into my heart which do not belong there. No, no, I will find Alfhild again and ask forgiveness for the wrong I have done, and then--
[He stops and looks out to the left.]


 
ANDEN SCENE.
Olaf. Alfhild (fremdeles sovende). Thorgjerd (kommer fra venstre bag huset).  
SCENE II
OLAF. [Alfhild still sleeping. Thorgjerd comes from behind the hut on the left.] 
OLAF.
Godt møde, fremmedkarl! 
OLAF.
Well met, stranger! 
THORGJERD.
Tak, det samme igen. Du er tidlig ude! 
THORGJERD.
Thanks, the same to you. You are early about! 
OLAF.
Eller sent; tidlig på dagen, men sent på natten. 
OLAF.
Or late; early in the morning, but late in the night. 
THORGJERD.
Du hører vel hjemme nede i bygderne, du, kan jeg tænke. 
THORGJERD.
You belong in the village below, I take it. 
OLAF.
Min slægt hører hjemme der. Og du? 
OLAF.
My family lives there. And you? 
THORGJERD.
Der ens hu er bunden, der har en hjemme; det er derfor jeg helst færdes her; – mine grander skal ingen uskel gøre mig. 
THORGJERD.
Wherever the mind is at rest, there is one at home; that is why I like best to wander in here;--my neighbors shall not do me any injustice. 
OLAF.
Det har jeg mærket. 
OLAF.
That I have noticed. 
THORGJERD.
Så har du tiere været heroppe? 
THORGJERD.
Then you have been here before? 
OLAF.
Jeg har jaget en hind herinde i sommer; men når jeg ser ret til, så er det et forhekset kongebarn. 
OLAF.
I chased a hind this summer in here; but when I look closely I see ’tis a royal child that has been bewitched. 
THORGJERD
(ser stivt på ham).
Den jagt er farlig! 
THORGJERD.
[Looks at him sharply.]
That hunt is dangerous! 
OLAF.
For skytten? 
OLAF.
For the hunter? 
THORGJERD
(nikker).  
[THORGJERD nods.] 
OLAF.
Ja, jeg sad just og tænkte det samme ved mig selv; det bares mig for, at jeg var bleven troldskudt på den jagt. 
OLAF.
I was sitting and thinking the same thing myself; it seems to me that I was bewitched on that hunt. 
THORGJERD.
Farvel, og god lykke! 
THORGJERD.
Farewell and good luck to you! 
OLAF.
Få du last og skam! Ønsker du en jægersmand til lykke, så kommer ham ikke vildtet på skud. 
OLAF.
Out upon you! If you wish a huntsman good luck he will never come within shot of the prey. 
THORGJERD.
Ifald skuddet rammer skytten selv, så times ham den bedste lykke, når han ingen lykke har med sig. 
THORGJERD.
If the shot should strike the hunter himself, the best luck that could happen to him would be to have no luck at all. 
OLAF.
Du taler kløgtigt. 
OLAF.
You speak wisely. 
THORGJERD.
Ja, ja, her er mangt og meget at lære herinde. 
THORGJERD.
Yes, yes; there is many a thing to be learned in here. 
OLAF.
Tilvisse! Her har jeg lært det bedste, jeg véd. 
OLAF.
Too true! I have learned here the best that I know. 
THORGJERD.
Farvel! Dine frænder skal jeg bringe bud og hilsen fra dig. 
THORGJERD.
Farewell! I’ll take greetings from you to your kinsmen. 
OLAF.
Agter du dig nedover? 
OLAF.
You mean to go down? 
THORGJERD.
Så var min agt. Der er lystige dage dernede, har jeg spurgt. En mægtig riddersmand holder sit bryllup – 
THORGJERD.
Such was my purpose. These are merry days down there, I am told. A mighty knight is celebrating his wedding-- 
OLAF.
Da skulde du været med inat; nu er nok den bedste gammen forbi. 
OLAF.
Then you should have been there last night; now I fear the best part of the fun is past. 
THORGJERD.
Jeg tænker, jeg kommer tidsnok endda. 
THORGJERD.
I dare say I’ll come in time even yet. 
OLAF.
Kanhænde! Men du skulde dog været med inat; så lys og varm en gildesal skulde du aldrig have set før. 
OLAF.
Perhaps! But still you should have been there last night; so bright and so warm a festive hall you never have seen before. 
THORGJERD.
Godt og vel for den, som var inde. 
THORGJERD.
It was well for him who was within. 
OLAF.
Jeg kender den, som måtte stå udenfor. 
OLAF.
I know one who had to stand outside. 
THORGJERD.
Ja, ja! udenfor, – det er fattigmands plads. 
THORGJERD.
Yes, yes, outside,--that is the poor man’s place. 
OLAF.
Jeg kender den, som måtte stå udenfor, og som endda havde det både bedre og værre end de, som var inde. 
OLAF.
I know one who had to stand outside and who nevertheless was both worse off and better off than those within. 
THORGJERD.
Jeg må nok derned, kan jeg skønne; jeg vil spille op i laget. Nu henter jeg min strengeleg og så – 
THORGJERD.
I must go down,--I see that clearly; I shall play for the guests. Now I shall fetch my harp, and then-- 
OLAF.
Du er spillemand? 
OLAF.
You are a minstrel? 
THORGJERD.
Og ikke blandt de sletteste. Nu henter jeg min strengeleg, der den ligger gemt ved fossen; de strenge skulde du høre. Med dem sad jeg engang på sengestok og spillede bruden ud af gildehuset over hej og mark – Har du aldrig hørt liden Ingrids vise? Den, som kunde spille bruden af fæstemandens arm, kan vel spille barnet hjem til sin fader igen. Farvel! Dvæler du her, så kan vi mødes, når jeg kommer nedover.
(går ud til højre ved vandet.)


 
THORGJERD.
And not among the worst. Now shall I fetch my harp from where it lies hidden near the waterfall; those strings you should hear. With them I sat once on the edge of the bed and played the bride out of the festive hall over ridge and field.--Have you never heard little Ingrid’s lay? He who could play the bride out of the bridegroom’s arms can surely play his child home to her father again. Farewell! If you linger here we may meet again when I get down there.
[He goes out to the right by the tarn.]


 
TREDJE SCENE.
Olaf. Alfhild.  
SCENE III
[OLAF. ALFHILD.] 
OLAF.
Ha, om det var – Ja forvisst, jeg kan ikke tvile derpå. Alfhild sagde jo selv, hendes fader slog strengelegen så lifligt, at det, engang hørt, aldrig kunde glemmes igen. Han nævnte jomfru Ingrid, som blev borte på bryllupskvelden for mange år siden, – der var en ung spillemand, hed Thorgjerd, han havde hende kær, så blev der sagt. Mange underlige sagn gik siden om ham; stundom stod han midt nede i bygden og spillede så fagert, at alle måtte græde derved; men ingen vidste, hvor han havde tilhuse. Alfhild – ja, hun er hans barn! Her er hun vokset op, her i denne øde dal, som ingen har vidst af at sige i mange år; og Ingrid, som forsvandt – han sagde jo – (bemærker Alfhild.) Alfhild! Der er hun! I brudeklæderne er hun flygtet herop. Her skal du altså vågne efter bryllupsnatten; så tung en dag blev min hædersdag for dig! Du vilde ud i livet, sagde du; du vilde lære alverdens herlighed at kende. Så tung en vandring har du været på; men nu skal det alt blive godt. Hun rører sig; det er som hun vånder sig i sorg og angst; – når du vågner, skal det være til fryd og glæde! 
OLAF.
Ah, if it were--for certain I cannot doubt it. Alfhild herself said that her father played such music that no one who heard it could ever forget. He mentioned Lady Ingrid who disappeared on the eve of her wedding many years ago,--there was a young minstrel named Thorgjerd who loved her, so went the story. Many a strange tale was afterwards current about him; at times he stood right in the midst of the village and played so beautifully that all who heard it had to weep; but no one knew where he made his home. Alfhild--yes, she is his child! Here she has grown up, here in this desolate valley, which no one has known of by name for many a year; and Ingrid, who disappeared--indeed, he said--
[Becomes aware of ALFHILD.]

OLAF.
Alfhild! There she is! In her wedding garments she has fled up here. Here then shall you awaken after the bridal night; so sorry a day to you was my day of honor. You wished to go out into life, you said; you wanted to learn to know all the love in the world. So sorry a journey you had, but I swear it shall all be well again. She moves; it is as if she were writhing in sorrow and anguish;--when you awaken, it shall be to joy and delight! 
ALFHILD
(endnu halvt i drømme).
Det brænder! Frels ham, han er derinde!
Han må ikke dø! Lad ham redning finde!
(springer forfærdet op; musiken standser.)
Hvor er jeg! Mig tykkes – der står han jo!
(iler hen til ham.)
Olaf Liljekrans! frels mig fra mine drømme! 
ALFHILD.
[Still half in dreams.]
It burns! Oh, save him,--he is within!
He must not die! Life anew he must win!
[She jumps up in fright; the music ceases.]

ALFHILD.
Where am I! He stands here before me, it seems!
Olaf Liljekrans! save me from my dreams! 
OLAF.
Alfhild! vær trøstig, slå dig til ro! 
OLAF.
Alfhild! take heart, here you need fear no harm! 
ALFHILD
(viger sky og ængstelig tilbage).
Mener du at kogle mig med ord så ømme?
Ondt bær’ du i hjertet, smil bær’ du om mund,
du lokke mig ikke i trolddoms-blund! 
ALFHILD.
[Moves away, fearfully and apprehensively.]
You think with sweet words my soul to beguile?
In your heart there is evil, though with lips you may smile,
On me you shall nevermore practice your charm! 
OLAF.
Alfhild! kom til dig selv igen;
jeg er jo Olaf, din hjertensven!
tungt er du krænket; jeg har handlet dig imod;
men jeg var dig dog altid i hjertet god!
Svag har jeg været, forblindet, bedåret,–
det er deraf jeg har dig tildøde såret!
Alfhild! kan du forlade mig min færd,
jeg sværger dig til, jeg skal blive dig værd!
Kummerens tårer skal jeg kysse fra din kind,
skal jevne din sti, skal bære dig på hænder,
skal svale sorgen, som svider i dit sind,
skal læge det sår, som i hjertet brænder! 
OLAF.
Alfhild! be calm, do not start;
’Tis Olaf I am, the friend of your heart!
Unkind I have been, I have treated you ill;
But deep in my heart I was faithful to you!
I was blind and deluded and weak of will,--
And thus I did wound you far more than I knew!
O, can you forgive me? Alfhild, you must,--
I swear to you I shall be worthy your trust!
I shall bear you aloft and smooth your way,
And kiss from your cheek the tears of dole,
The grief in your heart I shall try to allay,
And heal the wound that burns in your soul! 
ALFHILD
(mildt og klagende).
Jeg kender dig vel, jeg skønner din list.
Tro mig, jeg er bleven klog siden sidst.
Du vil dåre mig med ord, du vil bilde mig ind,
det er dig, som ligger mig så tungt i sind.
Du vil bilde mig ind, det var dig, som lærte
mig at smeltes i fryd, at våndes i smerte!
Det lykkes dig lidet, jeg kender dig vel,
enten du kommer ved morgen eller kveld.
Jeg kender dig vel; thi jeg læser på panden
de svigfulde mærker. Så var ej den anden! 
ALFHILD.
I know you too well and your cunning disguise.
Since last I did see you I too have grown wise.
You would have me believe with your wily speech
It is you for whom I now suffer and languish.
You would have me believe it was you that did teach
Me to revel in joy and to writhe in anguish.
’Twill profit you little, I know you too well,
Whether early or late you come to my dell.
I know you too well; for deceit on your brow
I can read. Not so was the other, I vow! 
OLAF.
Den anden? Hvem mener du? 
OLAF.
The other? Whom mean you? 
AFLHILD.
Han, som er død!
Det er deraf mig voldes så bitter en nød.
Forstår du mig ikke? Du skal vide, der var to;
det er deraf jeg aldrig fanger hvile og ro!
Den ene bar mig med elskov i hu,
den anden var mig ond og svigagtig som du;
den ene kom til mig ved sildig sommerkveld,
da blomstred mit hjertes rosenblommer;
den anden lokked mig dybt i fjeld,
hvor der aldrig er sol og sommer!
Den onde, svigagtige Olaf er du;
den anden, som bar mig med elskov i hu,
den anden, som aldrig går mig af minde,
ham brændte jeg inde!
(synker ned på en sten ved huset og brister i gråd.)  
ALFHILD.
He that is dead!
’Tis therefore I suffer so bitter a dread.
You don’t understand? You must know there were two;
And that is why peace I shall nevermore find!
The one was all love, so good and so true,
The other was evil, faithless, unkind;
The one to me came on a late summer day,
When my heart burst in flower and bloom;
The other led me in the mountain astray,
Where all things are shrouded in gloom!
’Tis the evil one, you, that has come again;
The other who loved me, so good and so kind,
The one who will never be out of my mind,--
Ah, him have I slain!
[She sinks down on a stone near the house and busts into tears.] 
OLAF.
Har han røvet din fred, har han ranet din ro,
så lad ham ej længer i hjertet bo! 
OLAF.
Has he stolen your peace, has he robbed you of rest,
Then why let him longer dwell there in your breast! 
ALFHILD.
Ak, om jeg sænktes i graven ned,
jeg føler det vel, min sorg fulgte med!
Jeg vidste det ikke, – jeg sværger dig til,
jeg tænkte, jeg var ham så lidet mild;
nu ser jeg, jeg må mig tildøde græmme,
og kan ham dog ikke forglemme!
(kort pause.)
Sig mig, ejer du strenge i dit bryst?
Jeg tror det; thi lifligt klinger din røst;
lifligt – skøndt den med svig er blandet.
Har du strenge i dit bryst, da gå trindt om landet
Og syng om Alfhild en klagelig sang
for bygdens piger; hør kun engang:
     Jeg var mig igår så liden en hind,
     jeg gik i de grønnende lunde;
     alle så kom de i skoven ind,
     og jaged mig med falk og med hunde!

     Jeg var mig igår så fattig en fugl,
     jeg sad under lindegrene;
     alle så jog de mig fra mit skjul,
     og kasted på mig med stene.

     Jeg var mig igår den vilde due,
     der aldrig fanger fred og hvile;
     alle så kom de med kogger og bue,
     og skød mig i hjertet med pile! 
ALFHILD.
Alas, were I laid in the grave far below,
With me, I am sure, my sorrow would go!
I knew it not then,--to you do I swear,
I thought it was little for him I did care;
Now I see I must die of a grief-broken heart,
Yet his image will never depart!
[A short pause.]

ALFHILD.
Have you chords in your bosom that you can command?
It seems so; your voice sounds so pleasant and sweet;
Pleasant--though blended it is with deceit.
Have you chords in your breast, then go round in the land
And sing of Alfhild a plaintive lay
To the village girls you meet on the way:
     Only yesterday I was so little a roe,
     I roamed in the green groves around;
     They came to the forest with arrow and bow,
     And chased me with falcon and hound!

     Only yesterday I was a bird so forlorn,
     I sat ’neath the linden alone;
     They drove me away from the place I was born,
     And threw at me stone after stone.

     Only yesterday I was an untamed dove,
     Which nowhere finds peace or rest;
     They came from below, they came from above,
     And pierced with an arrow my breast! 
OLAF
(smerteligt bevæget).
     Ak, at jeg lå under grønnen tue,
     stedet til evig hvile!
     Hvert dit ord er som stålsat bue,
     der rammer mit hjerte med pile! 
OLAF.
[Deeply moved.]
     Alas, that I lay in the grave below.
     Lulled in eternal rest!
     Your every word is a steel-made bow
     That strikes with an arrow my breast! 
ALFHILD
(springer op med barnlig glæde).
Sådan skal det være, så er det ret!
Ja, forsandt, vel ejer du strenge i brystet!
Slig skal det synges; da mener de let,
at du selv er af al min smerte krystet.
De mener, din egen ve er så stor,
som den du gøgler i klagende ord!
(standser og ser sørgmodig på ham.)
Dog nej, du skal ikke synge derom;
af Alfhilds kummer vil ingen røres!
Hvorhen jeg gik og hvorfra jeg kom,
skal aldrig derude spørges og høres!
Syng heller om Olaf Liljekrans,
som red sig i alfekvindernes dans!
Syng om Alfhild, den falske kvinde,
som lokked ham hans fæstemø af sinde;
syng om al den sorrig og nød,
da Olaf Liljekrans lå på båren død.
Syng om al den vånde og ve,
da de bar af stuen de døde tre!
Den ene var Olaf, den anden hans mø!
Og dertil hans moder af sorg måtte dø. 
ALFHILD.
[Jumps up with childlike joy.]
Just so it shall be,--’tis rightfully so!
Yes, truly, indeed, have you chords in your breast!
So let it be sung; they easily show
That you are yourself by my sorrow oppressed.
They show that your own grief is just as strong
As the one that you voice in your plaintive song!
[She stops and looks sorrowfully at him.]

ALFHILD.
Yet no,--you shall not sing of Alfhild’s lament;
What stranger is there whom my sorrow will move!
From whence I came, and whither I went
There is no one out there who shall question or prove!
Sing rather of Olaf Liljekrans,
Who wandered astray in the elf-maidens’ dance!
Sing of Alfhild, the false and unkind,
Who drove his betrothed quite out of his mind;
And sing of all the sorrow and fear,
When dead Olaf Liljekrans lay on the bier.
Sing of all the weeping below,
When away they carried the three who had died!
The one was Olaf, the other his bride!
The third was his mother who perished of woe. 
OLAF.
Ja, Olaf er død, det er ret, som du siger;
men jeg vil være dig så fuldgod en ven,
hvorhelst du dvæler og hvor du går hen;
aldrig fra din side jeg viger!
Må jeg lide så tungt for det, jeg forbrød,
straffen selv skal være mig sød.
Det skal mig lindre, det skal mig husvale,
at færdes hos dig i de øde dale!
Fra sol går op, til sol går ned,
skal jeg tro som hunden følge dit fjed!
Jeg skal klæde min anger i klagende ord,
så lydt og sålænge til du derpå tror.
Hver en livsalig stund herinde
skal jeg mane frem for dit minde!
Hver en blomstrende urt skal derom tale,
derom skal synge både gøg og svale!
Alle de trær, som grønnes i lunde,
skal hviske derom med tusinde munde! 
OLAF.
Yes, Olaf is dead; it is just as you say;
But I shall be now so faithful a friend;
Wherever you dwell, wherever you wend,
From your side I shall nevermore stray!
May I suffer in full for the sin I committed,--
Atonement to me shall be sweet.
’Twill comfort me much if I be permitted
To roam with you here in some far-off retreat!
From early dawn till the end of day,
Like a faithful hound I shall follow your lead!
I shall clothe my remorse in so plaintive a lay
Till finally you shall believe me indeed.
Each moment we spent here in ecstasy
I shall call up again to your memory!
Each flower that blooms shall speak it anew,
The cuckoo and swallow shall sing it to you!
The trees that grow here in the forest so green
Shall whisper thereof both soft and serene! 
ALFHILD.
Hold op! Jeg véd det, du vil dåre mig påny;
langt bedre om du vilde bort fra mig fly!
Så fager en falskhed er dit ord,
så svigfulde tanker i dit hjerte bor!
Hvad vil du heroppe? Hvi kommer du herhen?
Vil du bilde mig ind, du kan kende dig igen?
Her var jo fordum så fagert et sted,
nu er forbandelsens lyn slået ned!
Fordum, da jeg gik her alene,
var der duftende løv på alle grene!
Alle fugle sang, alle blomster sprang ud,
da du tog mig i favn og kaldte mig din brud!
Men nu – hele dalen er brændt inat;
brændt er både trær og krat;
visnet er strået, brændt er løv,
hver en blomst er vorden til smuldrende støv! –
     Ja, jeg ser det vel, – på en eneste nat
er verden bleven gammel! – Da jeg gik forladt
derude, og segned af kval og skam,
da blegnede livets gyldne ham.
Intet lever igen uden svig og bedrag;
det har Olaf lært mig på min bryllupsdag!
Min fader løj; han bød mig tro,
at den døde bæres til englenes bo;
men Olaf kendte et sandere ord;
den døde sænkes i sorten jord!
(udbryder med den dybeste smerte.)
Ja, jeg kan vidne, du vidste besked;
selv er jeg sænket i jorden ned. 
ALFHILD.
Enough! You would only beguile me anew;
Far better were it for you now to depart!
So fair is the falsehood I see within you,
So faithless the thoughts that dwell in your heart!
What would you up here? What is it you want?
You think that you know the place that you haunt?
So pleasant a spot was this valley of yore,
A curse lies upon it forevermore!
In the past, when lone in the forest I went,
The leaves on the trees had so fragrant a scent!
The flowers bloomed forth on my every side,
When you pressed me to you and called me your bride!
But now--the whole valley is burned in the night;
The trees are burned to the left and the right;
The straw and the leaves are withered away,
Each flower is turned to a dusty gray!--

ALFHILD.
     Yes, clearly I see,--in a single night
Is the world become old!--When I wandered below
All alone, and sank down ’neath my shame and my woe,
Then faded the world and its golden delight.
All things but deceit have vanished away;
So much have I learned on my bridal day!
My father lied; he was wrong when he said
The dead are borne to the dwelling of God;
But Olaf knew better the fate of the dead:
The dead sink below, far under the sod!

ALFHILD.
[She breaks out in deepest agony.]
Ah, well do I see now you knew what you did;
For low in the grave my body is hid. 
OLAF.
Alfhild! Dit ord falder knusende tungt!
O, Gud! dit sind var så friskt og ungt – –
forlad mig min brøde, forglem din ve! 
OLAF.
Alfhild! Your words deal so crushing a blow!
O, God! was your heart once so young and so bold--
Forgive me my sin and forget all your woe! 
ALFHILD
(med et stærkt og stigende udtryk af forvildelse.)
Tys, tal ikke til mig! Se, Olaf, se!
De bærer et lig til graven frem;
men der er ingen moder, ingen søskende fem,
der er ingen bolster, hverken røde eller blå, –
Alfhild ligger på spåner og strå!
Aldrig skal jeg køres i himmelens karm
for at vågne i Gud Faders arm.
Jeg har ingen moder, hvis hjerte vil briste,
jeg har ingen, som sørger ved den sorte kiste;
jeg har i verden vide hverken store eller små,
som græder for mig ved graven.
Der er ingen engle, som drysser perler blå
alt for min fod i himmelhaven,
og aldrig jeg kommer til det dejlige sted,
der den døde drømmer og sover! 
ALFHILD.
[With marked and increasing bewilderment.]
Hush, do not speak to me! Olaf, behold!
A corpse they carry, to the grave they creep;
But no mother is there, no children who weep,
No pillows are there of blue or of red,--
Alfhild on shavings and straw lies dead!
I shall never ride now to the heaven above,
And awake in the arms of the God of love.
No mother have I whose heart will break,
No one who follows and weeps for my sake;
No person have I in the world so wide,
Who weeps for me at the bier,--
No angels to scatter on every side
Blue pearls in the heavenly sphere;
And ne’er shall I reach the dwelling of God,
Where the dead dream only of mirth! 
OLAF.
Alfhild! 
OLAF.
Alfhild! 
ALFHILD.
Nu sænkes jeg i jorden ned!
nu kaster de muldet derover!
Og her må jeg ligge med al min nød,
må leve og lide, skøndt jeg er død:
må vide, at alt er for mig forbi,
og kan dog ikke glemme, kan ej kæmpe mig fri;
må høre, når han, som min elskov jeg gav,
rider til kirken over min grav!
Må høre ham våndes i vildene flammer,
og kan ikke mildne hans jammer!
O, hvor mit bryst er trangt sluttet inde!
Jeg er gåen Guds engle af minde!
Ingen af dem hører mig klage og bede –
jeg er stængt ude bag livets port –
grav mig op igen! Lad mig ikke ligge hernede!
(iler ud til venstre.)  
ALFHILD.
They lower me under the sod!
They cover me over with earth!
And here must I lie with all my dread,
Must live and suffer although I be dead:
Must know there is nothing now left for me,
Yet cannot forget, nor fight myself free;
Must hear when he whom my love I gave
Rides off to the church right over my grave;
Must hear him forever suffer and languish,
And yet can not lessen his anguish!
O, how my bosom is filled with despair!
The angels of God have forgotten my prayer!
They heed no longer my weeping and woe--
The portal is closed to the heavenly bliss--
Dig me up again! Let me not lie here below!
[She rushes out to the left.] 
OLAF.
Alfhild! Alfhild! O, Krist, hvad har jeg gjort?
(følger ilsomt efter.)


 
OLAF.
Alfhild! Alfhild! O, Christ, what is this?
[He follows her quickly.]


 
FJERDE SCENE.
Ingeborg og Hemming (kommer efter en kort pause ind fra højre.)  
SCENE IV
[INGEBORG and HEMMING enter, after a pause, from the right.] 
INGEBORG.
Se så, nu er vi da heroppe! Hvor her er dejligt og lyst og fredsomt. 
INGEBORG.
Well, here we are up here! How lovely and bright and peaceful it is! 
HEMMING.
Ja, her skal vi leve godt tilsammen! 
HEMMING.
Yes, here we shall live happily together! 
INGEBORG.
Men mærk dig vel, at du er min svend, ikke andet, – sålænge til min fader har givet sit minde. 
INGEBORG.
But mark you well that you are my servant, and nothing else,--until my father has given his consent. 
HEMMING.
Det gør han aldrig! 
HEMMING.
That he will never do! 
INGEBORG.
Vær du rolig, vi finder nok på råd. – Men nu må vi tænke på at vælge os en stue til at bo i. 
INGEBORG.
Never you mind,--we’ll find some means or other.--But now we must think about choosing a cabin to live in. 
HEMMING.
Her er nok af dem. Over hele dalen ligger øde huse; alt står endnu, som den gang de sidste mennesker døde bort i den store landfarsot for mange år siden. 
HEMMING.
There are plenty of them around here. Over the whole valley there are deserted huts; everything is just the same as it was when the last people died in the terrible plague many years ago. 
INGEBORG.
Her huer det mig godt! Derhenne ligger også slig en gammel stue; vandet har vi nærved, og skoven er visst rig på vildt. Du kan fiske og jage; ja, vi skal leve et dejligt liv! 
INGEBORG.
Here I like it very much! Over there, too, there is just such an old hut; the water is near by, and the forest must surely be alive with game. You can fish and hunt; aye, we shall live a wonderful life! 
HEMMING.
Ja, forvisst, et dejligt liv! Jeg fisker og jager, og du sanker bær imens og ser huset tilrette. 
HEMMING.
Yea, forsooth, a wonderful life! I shall fish and hunt the while you gather berries and keep the house in order. 
INGEBORG.
Gør jeg? Nej, det må du tage vare på! 
INGEBORG.
Do I? No, that you must take care of! 
HEMMING.
Ja, ja da, som du vil. O, et lysteligt liv skal vi leve! (standser og tilføjer noget forknyt.) Men når jeg ret tænker mig om; – jeg har hverken bue eller fiskeredskab med. 
HEMMING.
Yes, yes, as you please. O, a delightful life we shall live!
[Stops and adds somewhat dejectedly.]

HEMMING.
But when I stop to think a bit;--I have neither bow nor fishing outfit. 
INGEBORG
(ligeledes med et udtryk af forsagthed.)
Og det falder mig ind, her er ingen terner, som kan gå mig tilhånde. 
INGEBORG.
[Likewise with an expression of despondency.]
And it occurs to me there are no servants here who can help me. 
HEMMING.
Det gør jeg så gerne! 
HEMMING.
That shall I willingly do! 
INGEBORG.
Nej, ellers tak. – Og alle mine gode klæder – Jeg tog ikke andet med end brudestakken, som jeg står og går i. 
INGEBORG.
No, thanks.--And all my good clothes--I didn’t bring anything along except my bridal gown which I am wearing. 
HEMMING.
Det var ilde betænkt af dig! 
HEMMING.
That was thoughtless of you! 
INGEBORG.
Sandt nok, Hemming! Og derfor skal du en nat liste dig ned til Guldvik og tage med dig af klæder og andre ting, så meget jeg har brug for. 
INGEBORG.
True enough, Hemming! And for that reason you shall steal down to Guldvik some night and bring me clothes and other things as much as I have need of. 
HEMMING.
Og blive hængt som tyv! 
HEMMING.
And be hanged as a thief! 
INGEBORG.
Nej, derfor skal du vare dig vel, det byder jeg. (betænkeligt.) Men når så den lange vinter kommer? Ingen mennesker er heroppe, dans og sang får vi aldrig at høre – Hemming! skal vi blive her eller – – 
INGEBORG.
No, you shall be careful and cautious,--that I warn you. But when finally the long winter comes? There are no people up here,--music and dancing we shall never have--Hemming! Shall we stay here or-- 
HEMMING.
Ja, hvor skulde vi ellers ty hen? 
HEMMING.
Well, where else is there we can go? 
INGEBORG
(utålmodigt).
Ja, men der kan jo ingen mennesker leve her. 
INGEBORG.
[Impatiently.]
Yes, but human beings cannot live here! 
HEMMING.
Jovisst kan de leve! 
HEMMING.
Why, surely, they can! 
INGEBORG.
Ej, du ser jo selv, de er døde allesammen! Hemming! jeg mener, det er bedst, jeg rejser ned til min fader. 
INGEBORG.
Well, you see yourself they are all of them dead! Hemming! I think it best I go home to my father. 
HEMMING.
Men hvad skal der blive af mig? 
HEMMING.
But what will become of me? 
INGEBORG.
Du skal ride i krigen! 
INGEBORG.
You shall go to war! 
HEMMING.
I krigen! Og blive slået ihjel! 
HEMMING.
To war! And be killed! 
INGEBORG.
Visst ikke! Du skal udføre en berømmelig gerning, så bliver du riddersmand, og så vil ikke min fader være dig imod. 
INGEBORG.
Not at all! You shall perform some illustrious deed, and then will you be made a knight, and then will my father no longer be opposed to you. 
HEMMING.
Ja, men om de nu slår mig ihjel? 
HEMMING.
Yes, but what if they kill me in the meantime? 
INGEBORG.
Nu, det kan vi altid tænke på. Idag og imorgen får vi vel blive her; sålænge sidder gæsterne i gildehuset og tærer bryllupskosten, – søger de efter os, så sker det vel rundt om i bygden; heroppe kan vi være trygge og – –
(standser og lytter.)
(Udenfor til højre høres langt borte følgende:)  
INGEBORG.
Well, we’ll have plenty of time to think about that. Today and tomorrow we shall have to remain here, I suppose; so long will the guests sit in the festive house and celebrate,--if they look for us, it will probably be about in the village; up here we can be safe and--
[She stops and listens.] 
KOR.
     Afsted, afsted at finde
     Alfhild, den onde kvinde;
     for vor sorg og møde
     skal hun med livet bøde! 
CHORUS.
[Far away off the stage to the right.]
     Away,--away to find
     Alfhild, the false, unkind;
     For all our woe and strife
     She must pay with her life! 
HEMMING.
Ingeborg! Ingeborg! De er efter os! 
HEMMING.
Ingeborg! Ingeborg! They are after us! 
INGEBORG.
Hvor skal vi ty hen? 
INGEBORG.
Where shall we find refuge? 
HEMMING.
Ja, hvor kan jeg vide – 
HEMMING.
Well, how can I know-- 
INGEBORG.
Gå ind i stuen; gør døren tilrette, så den kan stænges indenfra. 
INGEBORG.
Go into the hut; lock the door so that it can be bolted from within. 
HEMMING.
Ja, men – 
HEMMING.
Yes, but-- 
INGEBORG.
Gør som jeg siger! Jeg går op på bakken imens og ser efter, om de er langt borte.
(går ud til højre.)  
INGEBORG.
Do as I say! I shall go up on the hill the meanwhile and see if they are far away.
[She goes out to the right.] 
HEMMING.
Ja, ja da! Ak, bare de ikke får os fat.
(går ind i huset.)


 
HEMMING.
Yes, yes! Alas, if only they don’t get us!
[He goes into the house.]


 
FEMTE SCENE.
Olaf (kommer fra skoven til venstre). Straks efter Ingeborg (fra højre).  
SCENE V
[OLAF comes from the forest to the left. Immediately afterwards INGEBORG from the right.] 
OLAF
(ser sig om og kalder med dæmpet stemme).
Alfhild! Alfhild! Intet sted er hun at se! Som en fugl smuttede hun mig afsyne inde i skoven og jeg – 
OLAF.
[Looks about and calls softly.]
Alfhild! Alfhild! She is nowhere to be seen! Like a bird she disappeared from my view into the wood and I-- 
INGEBORG.
De er lige herved og – (standser forskrækket.) Olaf Liljekrans! 
INGEBORG.
They are right close and--
[Stops, frightened.]

INGEBORG.
Olaf Liljekrans! 
OLAF.
Ingeborg! 
OLAF.
Ingeborg! 
HEMMING
(stikker ubemærket hovedet ud af døren og får øje på Olaf).
Herr Olaf! Så! Nu er det da vel forbi med mig!
(trækker sig ilsomt tilbage.)  
HEMMING.
[Sticks his head out of the door and spies OLAF.]
Lord Olaf! So! Now is it surely all up with me!
[Withdraws hastily.] 
INGEBORG
(afsides).
Han må være redet i forvejen. 
INGEBORG.
[Aside.]
He must have ridden in advance of the rest. 
OLAF
(afsides).
Hun må være kommen her op med sin fader for at lede om mig. 
OLAF.
[Aside.]
She must have come up here with her father to look for me. 
INGEBORG
(afsides.)
Men jeg følger ikke med! 
INGEBORG.
[Aside.]
But I will not go with him! 
OLAF
(afsides).
Jeg viger ikke herfra! 
OLAF.
[Aside.]
I will not stir from here! 
INGEBORG
(højt, idet hun træder nærmere).
Olaf Liljekrans! Du har mig nu fat; men ilde gør du, om du tænker at tvinge mig. 
INGEBORG.
[Aloud, as she draws nearer.]
Olaf Liljekrans! Now you have me; but you will do ill if you try to compel me. 
OLAF.
Det er sålidet min agt! 
OLAF.
That is furthest from my mind! 
INGEBORG.
Hvi kommer du da hid, sammen med mine frænder? 
INGEBORG.
Why then come you here in company with my kinsmen? 
OLAF.
Gør jeg det? Det er jo tvertom dig, som – 
OLAF.
Do I? On the contrary, it is you who-- 
INGEBORG.
Det påfund dårer mig ikke; jeg så jo nylig hele følget – 
INGEBORG.
That invention won’t fool me; only a moment ago I saw the whole crowd-- 
OLAF.
Hvem? Hvem? 
OLAF.
Who? Who? 
INGEBORG.
Min fader og vore slægtninge! 
INGEBORG.
My father and our relatives! 
OLAF.
Heroppe? 
OLAF.
Up here? 
INGEBORG.
Javisst, lige her ved! 
INGEBORG.
Why, yes, right close at hand! 
OLAF.
Ha, da er min moder med dem. 
OLAF.
Ah, then is my mother with them. 
INGEBORG.
Ja, det er hun rigtignok; men hvor kan det skrække dig? 
INGEBORG.
Of course, she is with them. But how can that frighten you? 
OLAF.
Jo, det er mig, de søger! 
OLAF.
You see,--it is I they seek! 
INGEBORG.
Nej, det er mig! 
INGEBORG.
No, it is I! 
OLAF
(forbauset).
Dig! 
OLAF.
[Astonished.]
You! 
INGEBORG
(begynder at fatte sammenhængen).
Eller – bi lidt – Ha, ha, ha! hvad falder mig ind! – Hør, skal vi to være ærlige mod hinanden? 
INGEBORG.
[Begins to grasp the connection.]
Or--wait a moment--Ha, ha, ha! What an idea! Come, shall we two be honest with each other? 
OLAF.
Ja, det var just min agt! 
OLAF.
Yes, that is exactly what I had in mind! 
INGEBORG.
Nu godt, så sig mig, hvad tid kom du herop? 
INGEBORG.
Well, then, tell me, at what hour came you up here? 
OLAF.
Inat! 
OLAF.
During the night! 
INGEBORG.
Jeg ligeså! 
INGEBORG.
I, too! 
OLAF.
Du! 
OLAF.
You! 
INGEBORG.
Javisst, javisst! Og du drog bort, uden at nogen vidste derom? 
INGEBORG.
Yes, yes! And you went away without any one’s knowing it? 
OLAF.
Ja! 
OLAF.
Yes! 
INGEBORG.
Jeg ligeså! 
INGEBORG.
I, too! 
OLAF.
Men så sig mig – 
OLAF.
But tell me-- 
INGEBORG.
Tys, vi har knap tid! Og du flygtede herop, fordi du havde kun ringe lyst til at følge mig for alteret? 
INGEBORG.
Hush, we have only a moment or two! And you fled up here because you had but little desire to go to the altar with me? 
OLAF.
Ej, hvor kan du tro – 
OLAF.
Aye, how can you think-- 
INGEBORG.
Jo, det kan jeg godt tro. Sig kun frem; vi skulde jo tales ærligt ved. 
INGEBORG.
Yes, that I can easily think. Answer me now; we were to speak honestly. 
OLAF.
Nuvel da, det var derfor jeg – 
OLAF.
Well, then, it was therefore that I-- 
INGEBORG.
Godt, godt, jeg gjorde ligeså! 
INGEBORG.
Well and good, I did likewise! 
OLAF.
Du, Ingeborg! 
OLAF.
You, Ingeborg! 
INGEBORG.
Og nu ser du vel nødig, at nogen kommer dig på spor? 
INGEBORG.
And now you would rather not have any one come upon your tracks? 
OLAF.
Ja, det skal ikke nægtes! 
OLAF.
Well, it can’t be denied! 
INGEBORG.
Jeg ligeså! Ha, ha, ha! det er et lystigt træf; jeg flygtede for dig, og du for mig! Begge flygtede vi hidop, og nu mødes vi, just som vore frænder er efter os! Hør, Olaf Liljekrans! det er et ord, vi forråder ikke hinanden! 
INGEBORG.
I, too! Aha,--’tis a jolly coincidence; I fled from you, and you from me! We both fled up here, and now just as our relatives are after us we meet again! Listen, Olaf Liljekrans! Say we promise not to betray one another! 
OLAF.
Det er et ord! 
OLAF.
I promise. 
INGEBORG.
Men nu må vi skilles ad! 
INGEBORG.
But now we must part! 
OLAF.
Jeg forstår! 
OLAF.
I understand! 
INGEBORG.
Thi fandt de os sammen, så – 
INGEBORG.
For, if they found us together, then-- 
OLAF.
Ja, så vilde det falde dig sværere at blive fri for mig! 
OLAF.
Yes, then it would be still more difficult for you to be rid of me! 
INGEBORG.
Farvel! Kommer jeg engang til at holde bryllup, så skal du være min brudesvend. 
INGEBORG.
Farewell! If ever I come to have a wedding you shall be my bride’s man. 
OLAF.
Og skulde sligt times mig, så vil du nok være mig til vilje på samme vis. 
OLAF.
And if anything like that should happen to me, you will, I am sure, accommodate me in the same way. 
INGEBORG.
Det forstår sig! Farvel! Farvel! og vær ikke umildt sindet mod mig. 
INGEBORG.
Of course! Farewell! Farewell! And do not think unkindly of me. 
OLAF.
Visst ikke; jeg skal række dig hånden, hvor vi mødes! 
OLAF.
Indeed not; I shall give you my hand wherever we meet! 
INGEBORG.
Jeg ligeså! Hvor vi mødes – bare ikke for alteret.
(går ind i huset. Olaf ind i skoven til højre i baggrunden,)


 
INGEBORG.
I, too! Wherever we meet--only not at the altar.
[She goes into the house. OLAF goes into the forest on the right at the back.]


 
SJETTE SCENE.
Fru Kirsten, Arne fra Guldvik, bryllupsgæster, bønder og huskarle (fra højre).  
SCENE VI
[LADY KIRSTEN, ARNE of Guldvik, WEDDING GUESTS, PEASANTS and SERVANTS from the right.] 
FRU KIRSTEN.
Se, her vil vi begynde jagten. Vore folk må spredes ad og søge rundt om vandet; – hun skal herfrem og da – ve, ve hende! der er ikke nåde og barmhjertighed i mit sind. 
LADY KIRSTEN.
See, here will we begin the hunt. Our people must spread about and search all around the tarn;--she shall come forth and then--woe upon her! no mercy or pity is there in my soul. 
ARNE.
Hvad vil I da gøre? 
ARNE.
What will you do then? 
FRU KIRSTEN.
Holde dom over hende – lige på stedet, der hun træffes! Den udåd, hun har øvet på mine enemærker, har jeg magt og myndighed til at straffe efter ret og skøn. 
LADY KIRSTEN.
Hold judgment upon her--right on the spot where she is found! All the damage she has done on my dominions I have power and authority to punish in accordance with reason and justice. 
ARNE.
Ja, hvad hjælper det til? Hvad som er tabt vindes ikke derved tilbage. 
ARNE.
Yes, but what good is that? What is lost can not thereby be won back again. 
FRU KIRSTEN,
Nej, men jeg får hævn over hende, og det er ingen ringe vinding. Hævn, hævn må jeg have, ifald jeg skal bære og overleve mit tab og al den skam, hun har påført mig. Uvejret inat har fordærvet hele årets grøde for mig, ikke et uskadt strå står igen på min ager, og herinde, hvor hun selv har sagt, at hun holder til, her blomstrer og trives det alt så rigt, som jeg aldrig har set! Er det ikke hemmelige kunsters virkning? Olaf har hun hildet så fast i sit djævelske garn, at han inat i det vildeste uvejr flygtede af bygden for at følge hende. Mit hus har hun brændt af lige til grunden; alle luger og døre havde hun stængt udenfra; – det var et Guds under, at huskarlene bragte betimelig hjælp! 
LADY KIRSTEN.
No, but I shall get revenge, and that is no little gain. Revenge,--revenge I must have, if I am to bear and live down my loss and all the shame she has brought upon me. The storm last night ruined the whole of my year’s crop; not a single uninjured straw is left in my fields; and in here, where she herself has said she has her home, here everything thrives and blossoms more luxuriantly than I have ever seen! Is not that the operation of secret arts? Olaf she has snared so securely in her devilish net that he fled out of the village in the wildest storm to follow her. My house she burned clear to the ground; all the openings and doors she barred on the outside;--it was a miracle of God that the servants brought their timely help! 
ARRE.
Ak, Gud bedre det; jeg er dog ræd for, at det har kostet to liv, som jeg såmeget holdt af, – Ingeborg og min svend, Hemming! 
ARNE.
Alas, alas; I am afraid if has cost two lives that I thought much of,--Ingeborg and my man Hemming! 
FRU KIRSTEN.
Ej, ej, herr Arne! I må ikke rent fortvile endnu. Ingeborg kan nok være sluppen derfra; alle vi andre kom jo uskadte ud, trods den forbandede heksekvindes list; – Ingeborg er bleven forvildet af skrækken og er flygtet et sted hen. 
LADY KIRSTEN.
Come, come, Lord Arne! You must not completely despair of them yet. Ingeborg may have escaped after all; the rest of us came out of it untouched in spite of the cunning of the cursed witch;--Ingeborg has been bewildered with fright and has sought refuge somewhere. 
ARNE.
Ja, ja, lad så være med Ingeborg; men Hemming er nu aldrig at spørge efter, det véd jeg visst! 
ARNE.
Yes, yes, that may be the case with Ingeborg; but Hemming is past all hope,--of that I am sure! 
FRU KIRSTEN.
Hvi så? 
LADY KIRSTEN.
How so? 
ARNE.
O, han var bleven slig en listig, udtænkt djævel på den sidste tid! Han har ladet sig brænde inde bare for at få hævn over mig, han vidste, jeg kan ikke være ham en dag foruden. O, jeg kender ham! 
ARNE.
O, he had become such a sly and contriving devil of late! He has let himself be shut in and burnt merely to get revenge over me; he knows I can’t get along for a single day without him. O, I know him! 
FRU KIRSTEN.
Ja, hvordan end er, Alfhild må vi fange; hun skal forhøres, dømmes og fældes; jeg har ugerninger nok at påsige hende. 
LADY KIRSTEN.
Well, however it is, Alfhild we must capture; she shall be tried, condemned, and punished; I have misdeeds a plenty to charge her with. 
ARNE.
Og jeg kan nævne flere, ifald det gøres behov; hun har stjålet min abildgrå hest ud af stalden inat; imorges var den borte både med sadel og bidsel. 
ARNE.
And I can mention a few in case it is necessary; she has stolen my dapple-gray horse from the stable; this morning it was gone with saddle and bridle. 
FRU KIRSTEN
(afsides).
Ingeborg og Hemming borte, og hans hest ligeså; var jeg i hans sted, jeg véd nok, hvad jeg vilde tro. (højt.) Nu bryder vi op og deles ad i små hobe; den, som først får øje på Alfhild, blæser i horn eller lur; de andre lytter derefter og følger lyden, til vi samles.
(de går ud til forskellige sider.)  
LADY KIRSTEN.
[Aside.]
Ingeborg and Hemming gone, and his horse likewise; were I in his place I should know what to think.

LADY KIRSTEN.
[Aloud.]
Now let us divide and go about in small groups; he who first gets his eye on Alfhild shall blow the trumpet or horn; let the rest listen and follow the sound till we are assembled again.
[They go out at different sides.] 
ARNE
(som er bleven alene tilbage).
Og jeg, som ikke er kendt her, hvor skal jeg finde frem. (kalder.) Hemming, Hemming! (holder inde.) Nå, det er jo sandt, han er – (hovedrystende.) Hm! hm! Det var skammeligt gjort af ham.
(går ud til højre.)


 
ARNE.
[Who alone has remained.]
And I, who am not acquainted here,--how am I to find my way.

ARNE.
[Calls.]
Hemming! Hemming!
[Stops.]

ARNE.
I forgot,--he is--

ARNE.
[Shaking his head.]
Hm! It was a shameful trick he played.
[He goes out to the right.]


 
SYVENDE SCENE.
Alfhild (kommer frem ved vandet på venstre side; hun bærer en liden bylt).  
SCENE VII
[ALFHILD appears near the tarn to the left; she carries a little bundle.] 
ALFHILD.
Tilende har jeg klaget, tilbunds har jeg grædt;
jeg må hvile, nu er jeg til døden træt!
(synker ned på en sten i forgrunden.)
Først vil jeg sige min fader farvel!
Så vandrer jeg ind på det øde fjeld!
Hernede ser jeg Olaf, hvorhelst jeg færdes;
jeg må op i højden, at mit sind kan hærdes!
jeg må døve og glemme den tunge lære,
må dysse i blund alle minder kære!
Ak, jeg som tænkte mig livet så rigt!
Intet er sandhed, alt er digt,
alt er kun tant og gøglende løgne;
intet kan gribes og fattes med hænder,
intet må skues med vågne øjne,
intet holder stand, når vi ret det kender!
(lurtoner høres fra skoven.)
Min moders arvesølv bringer jeg med;
det vil jeg grave i jorden ned!
Jeg vil grave det ned under birkens rod,
derude, hvor jeg fordum med Olaf stod!
(åbner bylten og fremtager en brudekrone og andre smykker.)
Denne sølverne krone har min moder båret;
også hende har da verden forlokket og dåret,
også hun har da troet på kærligheds magt.
Blev også hun så bitterlig vakt?
Var det kun spot, når min fader kvad
om elskovs lyst, som gør barmen glad?
Ak, da skulde han tiet dermed;
hans sange har røvet mig livsens fred,
hans sange bygged i min barm et hus
for verdens fryd, – nu ligger det i grus!
(luren høres atter.)
Sølvet er sig så ædelt malm,
det smuldres ikke som høstens halm;
lå det i jorden vel tusinde år,
det skinner endda, det aldrig forgår!
Livets lyst er som høstens halm,
sorgen er sølvet, det ædle malm!
(pakker smykkerne sammen i bylten.)
Min fader har nævnt mig en trolddomsskat,
deraf drypped ni blanke perler hver nat;
men hvormange perler den end monne føde,
lige stor og rig blev dog skatten hin røde!
Min sorg er for mig en trolddomsskat;
deraf skal dryppe ved dag og nat
ikke ni, – nej tusinde perler små,
og skatten vil dog aldrig forgå! –
Ja, verden har gjort mig så klog, så klog!
Fordum fulgte jeg skyernes tog,
fløj drømmende med på de vide baner
og kaldte dem himmelens svaner!
Fordum jeg tænkte, at træets grene
bredte sig ud for at skygge min vandring,
jeg tænkte mig liv i fjeldets stene.
Nu er mig voldt så tung en forandring.
Nu véd jeg det bedre; – kun menneskets bryst
kan våndes i smerte, kan vugges i lyst.
Der bor ingen ven mellem blomster og grene,
jeg må bære min sorg alene.
(rejser sig.)
Velan da! Op mellem is og sne, –
både her og hist er kun gravens læ!
(vil gå.)


 
ALFHILD.
I have wailed, I have wept, till my heart is sore;
I am weary and tired, I can weep no more!
[Sinks down on a stone in the foreground.]

ALFHILD.
First to my father farewell I shall say!
Then into the mountains I make my way!
Down here I see Olaf wherever I go;
I must up in the heights to steel my mind!
I must deaden my grief, forget what I know,
And leave all the memories dear behind!

ALFHILD.
The life in my dream had so rosy a hue!
’Tis nothing but fiction, nothing is true,--
’Tis nothing but nonsense and shifting lies;
Naught can be seized and held in the hand.
Naught must be looked at with open eyes,
Nothing stands proof when we understand!
[The sound of trumpets is heard from the wood.]

ALFHILD.
My mother’s heirlooms I take with me;
I shall bury them deep in the ground!
I shall bury them deep ’neath the tall birch tree,
Over yonder where Olaf I found!
[She opens her bundle and takes out a bridal crown and other ornaments.]

ALFHILD.
This crown did my mother once wear on her head;
She too by the world then was tricked and misled,
She too then in love and its power believed.
Was she too so rudely deceived?
Was it only in jest that my father did sing
The pleasures that gladden the human breast?
Ah, then he should never have said anything;
His songs have robbed me of earthly rest;
His songs built a home for the ecstasies
Of life in my heart,--now in ruin it lies!
[The trumpets are heard again.]

ALFHILD.
Silver indeed is a metal of worth,
’Twill never crumble like autumn hay.
Were it hid for a thousand years in the earth,
It would still glitter bright, it would never decay!
The pleasures of life are like autumn hay,
And sorrow like silver that glitters alway!
[Ties the ornaments together in the bundle.]

ALFHILD.
A magic treasure I often recall,
From which dropped nine glorious pearls every night;
But no matter how many the pearls it let fall,
The treasure remained just as big and as bright!

ALFHILD.
A treasure of magic, this sorrow of mine,
And from it shall drip by night and by day,
Not nine,--but ten thousand pearls that shine,--
Yet the treasure shall never decay!--
Yes, the world has made me so wise,--so wise!
Once I followed the clouds in their flight,
Flew dreaming with them on their path in the skies,
And called them the swans of the light!
I thought that the trees spread their branches so wide,
That I might walk in the shade;
I thought there was life in the mountain side.
A sorry mistake I have made.
Now I know better;--for man alone
Can revel in joy, can suffer despair.
In tree and in flower, friend there is none,--
My sorrow alone I must bear.
[She rises.]

ALFHILD.
Away then! Up midst the ice and the snow,--
The grave is the only shelter below!
[She starts to leave.]


 
OTTENDE SCENE.
Alfhild. Fru Kirsten. Arne. Bryllupsgæster, bønder og karle (fra forskellige sider). Senere Olaf Liljekrans. 
SCENE VIII
[ALFHILD, LADY KIRSTEN, ARNE, WEDDING GUESTS, PEASANTS and SERVANTS from various sides. Later OLAF LILJEKRANS.] 
FRU KIRSTEN.
Der er hun! Stå stille, Alfhild! Prøv ikke på at undkomme, ellers skyder vi dig ned. 
LADY KIRSTEN.
There she is! Stand still, Alfhild! Do not try to escape,--else we shall shoot you. 
ALFHILD.
Hvad vil du mig? 
ALFHILD.
What do you want of me? 
FRU KIRSTEN.
Det skal du tidsnok erfare! (peger på bylten.) Hvad bærer du der? 
LADY KIRSTEN.
That you shall learn soon enough.

LADY KIRSTEN.
[Points to her bundle.]
What is this you are carrying? 
ALFHILD.
Min moders arv! 
ALFHILD.
My mother’s treasures! 
FRU KIRSTEN.
Giv hid! Se, se! En sølvkrone! Forsandt, Alfhild! er du din moders eneste datter, da frygter jeg stærkt, at brudekronen ikke mere vil trænges om i hendes æt. (til karlene.) I binde hende! Hun står der og lader så sorgløs i sind; ingen kan vide, hvad hun pønser på.
(Alfhild bindes.)  
LADY KIRSTEN.
Give it here! See, see! A crown of silver! Indeed, Alfhild! If you are your mother’s only daughter I am very much afraid the bridal crown will nevermore be needed in her family.

LADY KIRSTEN.
[To the Servants.]
Bind her! She stands there and pretends to be sad; no one can know what she is scheming.
[ALFHILD is bound.] 
FRU KIRSTEN
(højt og med undertrykt lidenskabelighed).
Retten er sat. Som I alle vide, har jeg lovlig hævd og adkomst til at værne om mine enemærker, til at fælde dom efter landets lov over hver den, der gør mig uskel på min egen grund. Dette er hvad du, Alfhild! har fordristet dig til, og derfor står du nu her som anklaget for din dommer. Forsvar dig, om du kan, men glem ikke, at det gælder livet. 
LADY KIRSTEN.
[Aloud and with suppressed passion.]
The court is ready. As you all know, I have a legal and prescriptive right to protect my dominions, to pass judgment in accordance with the law of the realm on every one who does me harm on my own lands. This is what you, Alfhild, have presumed to do, and it is therefore that you now stand here accused before your judge. Defend yourself if you can, but do not forget it is a matter of life and death. 
ARNE.
Men hør, fru Kirsten! 
ARNE.
But listen, Lady Kirsten! 
FRU KIRSTEN.
Forlad mig, herr Arne! Jeg er i min ret, og den vil jeg holde på. (til Alfhild.) Træd frem og svar mig! 
LADY KIRSTEN.
Excuse me, Lord Arne! I am within my rights here, and I intend to insist on them.

LADY KIRSTEN.
[To ALFHILD.]
Come forward and answer me! 
ALFHILD.
Spørg du kun, jeg skal svare! 
ALFHILD.
Do you but question me,--I shall answer! 
FRU KIRSTEN.
Mange og hårde er de beskyldninger, som rejses mod dig. Først og fremst påsiger jeg dig her ved ugudelige kunster at have dåret min søn, Olaf Liljekrans, så at hans sind og tanker vendte sig fra hans fæstemø, som han havde trolovet, – så at han, syg i hjertet, ingen dag fandt fred i sit hjem, men drog hid op til denne ukendte dal, hvor du har holdt til. Alt sligt kan ikke være tilgået på vanlig vis; du er derfor sigtet for trolddom, forsvar dig, om du kan. 
LADY KIRSTEN.
Many and grievous are the charges that are directed against you. First and foremost I charge you here with having beguiled my son, Olaf Liljekrans, with your unholy arts, so that he turned heart and soul away from his betrothed to whom he was pledged,--so that he, sick in heart, never at any time found peace in his home, but came up here to this unknown valley where you have had your home. All this could not have happened in any ordinary way; you are therefore accused of witchcraft,--defend yourself if you can. 
ALFHILD.
Lidet har jeg hertil at svare. Trolddom kalder du hin sælsomme magt, som drog Olaf hid op. Kanhænde du har ret; men denne trolddom kom ikke fra den onde; – hver den stund Olaf har været her, Guds øje måtte se derpå! hver den tanke jeg har fæstet på Olaf, Guds engle måtte kende den! og de skulde ikke blues derover. 
ALFHILD.
I have little to say in answer to this. Witchcraft you call that strange power that drew Olaf up here. Perhaps you are right; but this witchcraft was not of evil;--every hour that Olaf has been here God must surely have witnessed! Each thought that I have had of Olaf the angels of God must have known! And they had no occasion to blush. 
FRU KIRSTEN.
Nok, nok! Du føjer endnu bespottelser til din brøde. Ve dig, Alfhild! hvert et ord tynger med i skålen. Dog, du om det! (til de øvrige.) Jeg æsker eder alle til vidne på hendes svar. (vender sig til Alfhild.) Jeg beskylder dig dernæst for atter igen inat at have, ved de samme hemmelige kræfter, trukket Olaf her op, samt at du holder ham gemt herinde! 
LADY KIRSTEN.
Enough, enough! You would add blasphemy to your transgression! Woe upon you, Alfhild! Your every word only adds weight to the scales. Yet, that is your affair!

LADY KIRSTEN.
[To the rest.]
I crave you all as witnesses to her answer.
[Turns to ALFHILD.]

LADY KIRSTEN.
I charge you next with having again, this very night, with the aid of these same secret powers, met Olaf up here, and furthermore that you keep him concealed in here! 
ALFHILD.
Der har du ret! Lønligt er han gemt herinde! 
ALFHILD.
There you are right! Secretly is he hidden here! 
FRU KIRSTEN.
Det vedgår du? 
LADY KIRSTEN.
You admit it? 
ALFHILD.
Ja, men så mægtig du end er, fri ham ud kan du ikke. Kanhænde det bådede mig bedst, om du var dertil istand; men ikke du, ikke den hele vide jord har så stærk en magt og evne! 
ALFHILD.
Yes, but however powerful you are, you will never be able to set him free. Perhaps it would be best for me if you were able; but neither you nor the whole wide world have the power to set him free! 
FRU KIRSTEN
(i heftigt udbrud).
Nu er døden dig viss! Sig frem, hvor har du ham? 
LADY KIRSTEN.
[In a violent outburst.]
Now death will certainly be your punishment! Out with it,--where have you got him? 
ALFHILD
(trykker hænderne mod brystet).
Herinde – i hjertet! Kan du rive ham ud deraf, da hekser du bedre end jeg! 
ALFHILD.
[Presses her hands to her bosom.]
In here--in my heart! If you can tear him out from it you can practice witchcraft better than I! 
FRU KIRSTEN.
Det svar gavner lidet; sig frem! hvor er han? 
LADY KIRSTEN.
That answer is nothing. Out with it,--where is he? 
ALFHILD.
Jeg har svaret! 
ALFHILD.
I have answered! 
FRU KIRSTEN
(med tilbagetrængt forbitrelse).
Godt, godt! 
LADY KIRSTEN.
[With repressed irritation.]
Good! 
ARNE
(til de omstående).
Havde Hemming været ilive, så skulde han nok fået sandheden ud af hende; han var bleven så listig på sine sidste dage. 
ARNE.
[To the spectators.]
Were Hemming alive he would have been able to get the truth out of her; he had become so crafty of late. 
FRU KIRSTEN.
Nu kommer den tredie klage mod dig: du har inat stukket ild på min gård og brændt den af til grunden. Kanhænde menneskeliv er gået tilspilde, det véd vi endnu ikke, men hvad som end er, derved hverken skades eller rettes på din sag; thi din agt at brænde os inde alle tilhobe ligger klarlig for dagen. Nægter du mit påsagn at have brændt gården af inat? 
LADY KIRSTEN.
Now the third charge against you: last night you set fire to my house and burned it clear to the ground. Perhaps human life has been lost,--that we not know as yet,--but whether or no, it will neither harm nor help your cause; for your intention to burn all of us is as clear as day. Do you deny my charge that you set fire to my home last night? 
ALFHILD.
Jeg nægter det ikke, jeg har brændt din gård! 
ALFHILD.
I do not deny it; I have destroyed your house! 
FRU KIRSTEN.
Og hvormed vil du besmykke din gerning? (med bitter spot.) Du skal ej kunne sige, at du handlede overilet. God lejlighed havde du, såvidt jeg mindes, til at tænke dig om; du stod udenfor, ingen kom dig nær, ingen hindrede dig fra at overlægge så roligt du kunde og vilde. Ej skal du sige, at gildestuens lystighed steg dig til hovedet, ej heller at vinen gjorde dig hed og fortumlet; thi du var nok ikke med derinde, du stod udenfor, og der var svalt nok, der var kølige vinde, som nok kunde gøre dig besindig. 
LADY KIRSTEN.
And how will you extenuate your action?

LADY KIRSTEN.
[With bitter mockery.]
You shall not be able to say that you acted over hastily. Good opportunity you had, so far as I can remember, to stop and consider; you stood outside there, no one came near you, no one prevented you from deliberating as calmly as you could. Nor shall you say that the merriment of the festive occasion went to your head, nor that the wine distracted you; for you were not on the inside at all; you stood on the outside, and it was cool enough there,--the biting wind should have made you sober. 
ALFHILD.
Ja, jeg har brændt din gård inat; men du og Olaf og alle I andre derude har øvet en værre færd mod mig. Verden var mig en højsal, som hørte den store fader til. Himlen blå var dens tag, stjernerne var de lamper, som lyste fra dens loft. Jeg gik glad og rig derinde; men I, I kastede en brand midt ind i den gyldne herlighed; nu er alting dødt og fortørret! 
ALFHILD.
Yes, I destroyed your house last night; but you and Olaf and all the rest of you out there have done me a greater wrong. The world was to me a festive hall which belonged to the Great Father. The blue heaven was its roof, the stars were the lamps that shone from its ceiling. I wandered happy and rich in all this; but you, you threw a brand right in the midst of this golden splendor; now is everything withered and dead! 
FRU KIRSTEN.
Slig tale båder dig lidet! End engang spørger jeg, hvor er Olaf Liljekrans, min søn? 
LADY KIRSTEN.
Such talk will profit you little! Still once more I ask, where is Olaf Liljekrans, my son? 
ALFHILD.
Jeg har svaret! 
ALFHILD.
I have answered! 
FRU KIRSTEN.
Så har du også fældet din dom, og jeg vil bekræfte den.
(Olaf kommer frem på klippepynten mellem træerne, uden at bemærkes af de tilstedeværende.)  
LADY KIRSTEN.
Then you have also passed your own sentence, and I shall confirm it.
[OLAF appears on the rocky cliff among the trees, unnoticed by the rest.] 
OLAF
(afsides).
Alfhild –! Hjælp Gud! hvad er det?
(trækker sig uset tilbage.)  
OLAF.
[Aside.]
Alfhild! God help me! What is that?
[Withdraws unseen.] 
FRU KIRSTEN.
Som skyldig i trolddomskunster og mordbrand er du efter landets lov hjemfalden til døden. Denne straf udsiges herved over dig, og skal den ufortøvet samt her på stedet fuldbyrdes. 
LADY KIRSTEN.
You have, in accordance with the law of the land, incurred the penalty of death as guilty of witchcraft and arson. This sentence is herewith pronounced upon you, and forthwith right here on the spot it shall be executed. 
ARNE.
Men hør, fru Kirsten! 
ARNE.
But listen, Lady Kirsten! 
FRU KIRSTEN.
Dommen er fældet! Alfhild skal lide døden! 
LADY KIRSTEN.
Judgment is pronounced! Alfhild shall die! 
ALFHILD.
Gør som dig lyster; lidet skal jeg være dig hinderlig deri. Da Olaf fornægtede sin kærlighed, da slukkedes mit liv, – jeg lever ikke længer. 
ALFHILD.
Do as you please; little shall I be of hindrance to you. When Olaf denied his love, then ceased my life,--I live no longer. 
FRU KIRSTEN.
Før hende op på fjeldstupet der!
(To karle fører Alfhild op.)  
LADY KIRSTEN.
Take her up on the rocky ledge over there.
[Two Servants take ALFHILD up.] 
FRU KIRSTEN.
For sidste gang, Alfhild! giv mig min søn tilbage! 
LADY KIRSTEN.
For the last time, Alfhild! Give me back my son! 
ALFHILD.
Jeg svarer ikke mere! 
ALFHILD.
I will answer no more! 
FRU KIRSTEN.
Det ske da, som du vil! (til karlene.) Styrter hende ud! Nej, vent! Der falder mig noget ind. (til Alfhild.) Som du der står, kommer jeg til at mindes dig, da du igår trådte frem med guldkronen på og mente, at du var Olaf Liljekrans værdig til brud. Nu skal vi dog se, hvormeget du agtes; her er bønder og karle og mange ringe mænd tilstede; – kanhænde dit liv end står til at frelses! Ja, Alfhild! Du ser på mig, men så er det; jeg vil være dig nådig! (vender sig til de øvrige.) Ej sandt, I kender alle den gamle vedtægt, at når en kvinde er dømt for en halsløs gerning, som hun der, da frelses hendes liv og hun er fri, ifald en uberygtet mand træder frem og nævner hende uskyldig og siger sig villig og rede til at ægte hende. Ej sandt, den vedtægt kender I? 
LADY KIRSTEN.
Just as you please!

LADY KIRSTEN.
[To the Servants.]
Cast her down! No, wait! I have an idea!

LADY KIRSTEN.
[To ALFHILD.]
As you stand there, I remember you again as you yesterday came forward with the golden crown and thought you were worthy to be Olaf Liljekrans’ bride. Now we soon shall see how much you are worth; there are present here peasants and servants and many humble men;--perhaps your life can still be saved! Yes, Alfhild! You stare at me, but so it is; I will be merciful to you!

LADY KIRSTEN.
[Turns to the rest.]
You all know the old custom, that when a woman is sentenced to death for a capital offence, as she is, her life will be saved and she will be free if an irreproachable man comes forth and upholds her innocence and declares himself ready and willing to marry her. That custom you know? 
ALLE.
Ja, ja! 
ALL.
Yes, yes! 
ALFHILD
(med frembrydende tårer).
O, at måtte forhånes, forhånes så dybt i min sidste stund! 
ALFHILD.
[Bursting into tears.]
O, to be mocked,--mocked so terribly in my last hour! 
FRU KIRSTEN.
Nuvel, Alfhild! Denne vedtægt skal komme dig tilgode. Ifald kun den ringeste karl i mit følge træder frem og siger sig villig til at ægte dig, da er du fri. (ser sig om.) Er der ingen som melder sig?
(Alle tier.)  
LADY KIRSTEN.
Well then, Alfhild! This custom you shall have the benefit of. If the most humble man in my company comes forth and declares himself willing to marry you, then are you free.

LADY KIRSTEN.
[Looks about.]
Is there no one who applies?
[All are silent.] 
FRU KIRSTEN.
Giv hende sølvkronen på; den skal følge med i købet; kanhænde, Alfhild! at du derved stiger i pris!
(Kronen sættes på Alfhilds hoved.)  
LADY KIRSTEN.
Give her the silver crown; that shall go in the bargain; perhaps, Alfhild, you will then rise in value!
[The crown is placed on ALFHILD’s head.] 
FRU KIRSTEN.
For anden gang, spørger jeg, er ingen villig til at frelse hende?
(Hun ser sig om. Alle tier.)  
LADY KIRSTEN.
For the second time I ask,--is any one willing to save her?
[She looks about. All are silent.] 
FRU KIRSTEN.
Nu gælder det; nu frygter jeg for, at dine øjeblikke er talte. Hører mig vel, I karle deroppe! Ifald ingen svarer på det tredje opråb, da agte I på mit tegn og styrter hende i søen! Brug nu dine kunster, Alfhild! se til, om du kan kogle dig fra døden. (Med høj røst.) For sidste gang! Der står heksekvinden og mordbrændersken; hvo frelser og ægter hende?
(Hun ser sig om. Alle tier. – Fru Kirsten hæver raskt hånden til tegn, karlene griber Alfhild; i samme øjeblik styrter Olaf frem på klippepynten i fuld bryllupsklædning.)  
LADY KIRSTEN.
Now for it; I am afraid your moments are numbered. Hear me well, you servants up there! Should no one answer my third call, then do you watch for a sign from me and cast her into the lake! Use now your arts, Alfhild! See if you can conjure yourself free from death.

LADY KIRSTEN.
[With a loud voice.]
For the last time! There stands the witch and incendiary! Who will save and marry her?
[She looks about. All are silent.--LADY KIRSTEN raises her hand quickly as a signal, the Servants seize ALFHILD; in the same moment OLAF rushes out on the ledge in full wedding garb.] 
OLAF.
Jeg frelser og ægter hende!
(Han støder karlene bort og afriver hendes bånd. Alfhild synker med et skrig til hans bryst; han omslynger hende med den venstre arm og løfter den højre truende ivejret.)  
OLAF.
I will save and marry her!
[He thrusts the SERVANTS aside and unbinds her. ALFHILD sinks with a cry on his bosom; he puts his left arm around her and raises his right arm threateningly in the air.] 
ALLE
(står som forstenede med udråbet):
Olaf Liljekrans! 
ALL.
[Stand as if turned to stone.]
Olaf Liljekrans! 
FRU KIRSTEN.
Olaf Liljekrans, min søn! hvad har du gjort? Beskæmmet dig for evig! 
LADY KIRSTEN.
Olaf Liljekrans, my son! What have you done? Disgraced yourself for all time! 
OLAF.
Nej, jeg aftvætter den skam og skændsel, som jeg pådrog mig ved min færd mod hende! Min brøde vil jeg udsone og gøre mig selv lykkelig derved! (fører Alfhild frem ) Ja, for eder alle nævner jeg højt og lydt denne unge kvinde som min brud! Hun er uskyldig i alt det, som er påsagt hende; kun jeg har forbrudt mig. (bøjer knæ for hende.) Og for din fod beder jeg dig glemme og forlade – 
OLAF.
No, I blot out the shame and disgrace which I brought on myself by my treatment of her! My sin I shall expiate and make myself happy the while!

OLAF.
[Brings ALFHILD forward.]
Yes, before all of you I solemnly proclaim this young woman my bride! She is innocent of all that has been charged against her; I only have transgressed.
[Kneels before her.]

OLAF.
And at your feet I beg you to forget and forgive-- 
ALFHILD
(hæver ham op).
Ak, Olaf! Du har givet mig al verdens herlighed tilbage! 
ALFHILD.
[Raises him.]
Ah, Olaf! You have given me back all the glory of the world! 
FRU KIRSTEN.
Du vil ægte hende! Godt og vel, så er jeg ikke længere moder for dig! 
LADY KIRSTEN.
You will marry her! Well and good; then am I no longer a mother to you! 
OLAF.
Stor sorg voldes mig derved, skøndt det er længe siden I var en sand moder for mig. I brugte mig kun til at bygge eders egen stolthed ivejret, jeg var svag og fandt mig deri. Men nu har jeg vundet kraft og vilje; nu står jeg fast på mine fødder og grunder min egen lykkes bygning! 
OLAF.
You will cause me great sorrow, although it is now long since that you were a real mother to me. You used me merely to build aloft your own pride, and I was weak and acquiesced. But now have I won power and will; now I stand firmly on my own feet and lay the foundation of my own happiness! 
FRU KIRSTEN.
Men betænker du da ikke – 
LADY KIRSTEN.
But do you stop to consider-- 
OLAF.
Intet vil jeg mer betænke, jeg véd hvad jeg vil. Nu først forstår jeg min sælsomme drøm. Det blev mig spået, at jeg skulde finde den fagreste blomst, at jeg skulde plukke den sønder og drysse den ud for alle vinde. O, således er det sket! En kvindes hjerte er den fagreste blomst i verden; alle de rige og gyldne blade deri har jeg sønderrevet og drysset ud for alle vinde. Men trøst dig, Alfhild! Mangt et sædefrø er fulgt med, sorgen har modnet det, og deraf skal spire et rigt liv for os herinde i dalen; thi her vil vi bo og bygge! 
OLAF.
Nothing will I now consider,--I know what I want. Now first I understand my strange dream. It was prophesied of me that I was to find the fairest of flowers,--that I was to tear it asunder and strew it to all the winds. O, thus it has happened! A woman’s heart is the fairest flower in the world; all its rich and golden leaves I have torn asunder and scattered to the winds. But be of good cheer, my Alfhild! Many a seed has gone too, and sorrow has ripened it, and from it shall grow a rich life for us here in the valley; for here shall we live and be happy! 
ALFHILD.
O, nu er jeg salig som den første stund vi mødtes. 
ALFHILD.
O, now I am happy as in the first hour we met. 
FRU KIRSTEN
(afsides).
Ingeborg er borte, denne rige dal hører Alfhild til; ingen anden har ret dertil – (højt.) Nuvel, Olaf! Jeg vil ikke være din lykke imod. Mener du at finde den på den vis, så – – Mit minde har I dertil! 
LADY KIRSTEN.
[Aside.]
Ingeborg is gone; this rich valley belongs to Alfhild,--no one else has a claim to it--

LADY KIRSTEN.
[Aloud.]
Well, Olaf! I shall not stand in the way of your happiness. If you think you will find it in this way, then--well, then you have my consent! 
OLAF.
Tak, min moder, tak! Nu fattes mig Intet mere! 
OLAF.
Thanks, mother, thanks! Now I lack nothing more! 
ALFHILD
(til fru Kirsten).
Og mig forlader du al min brøde? 
ALFHILD.
[To LADY KIRSTEN.]
And me you forgive all my sin? 
FRU KIRSTEN.
Nu, nu! Kanhænde der var fejl på min side med, lad os ikke tale mere derom! 
LADY KIRSTEN.
Yes, yes! Perhaps I too was wrong,--let us not say any more of that! 
ARNE.
Men jeg da? Og min datter, som herr Olaf havde trolovet – Dog, det er jo sandt, kanhænde hun ikke mere er til! 
ARNE.
But I, then? And my daughter, whom Olaf had pledged--Yet, it is true, perhaps she is no longer alive! 
OLAF.
Jovisst er hun til! 
OLAF.
Of course she’s alive! 
ARNE.
Hun lever! Hvor er hun? Hvor? 
ARNE.
She lives! Where is she? Where? 
OLAF.
Det kan jeg ikke sige; men det er at nævne, at vi begge to i venskab har brudt trolovelsen. 
OLAF.
That I can not say; but I may say that we both in all friendliness have broken our pledge. 
FRU KIRSTEN.
I ser, herr Arne! at jeg – – 
LADY KIRSTEN.
You see, Lord Arne! that I-- 
ARNE.
Ja, ja, min datter skal ikke tvinges på nogen. Alfhild var det beskåret at få en riddersmand; det samme kan vel times Ingeborg. (med værdighed.) I ædle herrer og velbyrdige mænd! Hører mit ord! Det er kommet mig for øre, at jeg, blandt mange af jer, holdes for en mand, der er lidet bevandret i høviske sæder og skikke. Jeg vil nu vise, at det er løgn i jer hals! I de gamle krøniker fortælles, at når en brav konge mister sin datter, så udlover han hendes hånd og halvdelen af riget til den, som finder hende igen. Jeg vil gøre som de gamle, brave konger; den, som finder Ingeborg igen, får hendes hånd og mit halve gods og eje dertil. Er I med på det? 
ARNE.
Well, my daughter shall not be forced upon any one. Alfhild was fated to marry a knight; the same may happen to Ingeborg.

ARNE.
[With dignity.]
Noble lords and honorable men, hear me! It has come to my ear that many of you hold me to be little skilled in courtly manners and customs. I will show you now you are completely mistaken. In the old chronicles it is frequently told that when a noble king loses his daughter he promises her hand and half his kingdom to him who may find her; he who finds Ingeborg shall receive her hand in marriage and in addition half of all that I own and possess. Are you with me on that? 
DE UNGE KARLE.
Ja, ja!


 
THE YOUNG MEN.
Yes, yes!


 
NIENDE SCENE.
De forrige. Ingeborg (træder hurtig ud fra huset og trækker Hemming efter sig).  
SCENE IX
[The Preceding. INGEBORG comes hurriedly out of the hut and pulls HEMMING behind her.] 
INGEBORG.
Her er jeg! Hemming har fundet mig! 
INGEBORG.
Here I am! Hemming has found me! 
ALLE
(forbausede).
Ingeborg og Hemming! Heroppe! 
ALL.
[ASTONISHED]
Ingeborg and Hemming! Up here! 
ARNE
(forbitret).
Ej, så skal da også – – 
ARNE.
[Irritated.]
Ah, then shall-- 
INGEBORG
(kaster sig om hans hals).
O, fader, fader! Det nytter dig ikke; du har givet dit ord! 
INGEBORG.
[Throws herself about his neck.]
O father, father! It will not avail you; you have given your word! 
ARNE.
Ham gjaldt det ikke! Nu skønner jeg det nok; han har selv ført dig bort! 
ARNE.
But that did not apply to him! Now I see it all right; he has taken you away himself. 
INGEBORG.
Nej, tvertom, fader! Det var mig, som førte ham bort! 
INGEBORG.
No, to the contrary, father! It was I who took him away! 
ARNE
(forskrækket).
Vil du tie med slige ord! Er du da forrykt? 
ARNE.
[Frightened.]
Will you be silent with such words! Are you out of your head? 
INGEBORG
(sagte).
Så sig ja, straks på stedet! Ellers fortæller jeg til alle mennesker, at det var mig, som – – 
INGEBORG.
[Softly.]
Then say “yes” right here on the spot! Otherwise I shall proclaim to all people that it was I who-- 
ARNE.
Ti, ti! Jeg siger jo ja! (træder mellem dem og ser bistert på Hemming.) Dig var det altså, som stjal min abildgrå hest med sadel og bidsel? 
ARNE.
Hush, hush! I am saying “yes”!
[Steps between them and looks sternly at HEMMING.]

ARNE.
It was you then who stole my dapple-gray horse with saddle and bridle? 
HEMMING.
Ak, herr Arne! – 
HEMMING.
Alas, Lord Arne!-- 
ARNE.
O, Hemming! Hemming! Du er en – (betænker sig.) Nå, du er min datters fæstemand; lad det så være godt dermed. 
ARNE.
O Hemming! Hemming! You are a--
[Stops to consider.]

ARNE.
Well, you are my daughter’s betrothed; let it all be forgotten. 
HEMMING OG INGEBORG.
O, tak, tak!


 
HEMMING AND INGEBORG.
O, thanks, thanks!


 
TIENDE SCENE.
De forrige. Thorgjerd (med en strengeleg i hånden, har under det foregående blandet sig mellem mængden).  
SCENE X
[The Preceding. THORGJERD with a harp in his hand has during the foregoing mingled with the people.] 
THORGJERD.
Ej, se, se! Her er folksomt i dalen idag! 
THORGJERD.
Aye, see, see! A multitude of people in the valley today! 
BØNDERNE.
Thorgjerd spillemand! 
THE PEASANTS.
Thorgjerd, the fiddler! 
ALFHILD
(kaster sig i hans arme).
Min fader! 
ALFHILD.
[Throws herself in his arms.]
My father! 
ALLE.
Hendes fader! 
ALL.
Her father! 
OLAF.
Ja, ja, gubbe! Idag er her folksomt og lysteligt herinde, og så skal det herefterdags blive ved. Det er din datters bryllup, som holdes; af kærlighed har hun kåret sin fæstemand, om kærlighed har du sjunget for hende, – du vil ikke være os imod! 
OLAF.
Yes, yes, old man! There are people and merriment in here today, and hereafter it shall always be thus. It is your daughter’s wedding we are celebrating; for love has she chosen her betrothed, of love have you sung for her,--you will not stand in our way! 
THORGJERD.
Alle gode vætter værne om eder! 
THORGJERD.
May all good spirits guard you well! 
ALFHILD.
Og du bliver hos os! 
ALFHILD.
And you will remain with us! 
THORGJERD.
Nej, nej, Alfhild!
En spillemand har ikke hjem eller bo,
hans hu stævner vidt, han aldrig finder ro!
Hver den, som ejer en sangbund i sit bryst,
han er hjemløs i dale, han er hjemløs ved kyst;
i liens løvsal, på den grønnende eng
må han synge og røre den dirrende streng,
han må lure på det liv, som lønligt bor
under fossens væld, ved den vilde fjord,
må lure på det liv, som i brystet banker,
klæde folkets drømme i toner og ord,
og klare dets gærende tanker! 
THORGJERD.
No, no, Alfhild!
A minstrel has never a place to rest, His soul fares afar, he forever must roam!
For he who has music deep down in his breast,
Is never in mountains or lowlands at home;
In the meadows green, in the sheltering bower,
He must touch the strings and sing every hour,
He must watch for the life that lives in the shower,
Beneath the wild fjord, in the rushing stream,
Must watch for the life that beats in the soul,
And clothe in music what people but dream,
And give voice to its sorrow and dole! 
OLAF.
Men stundom vil du dog gæste os her!
Nu skal en hal mellem birkene bygges;
her, min Alfhild! skal dit liv betrygges,
jeg og min elskov skal leve dig nær,
aldrig dit øje af tårer skal skygges! 
OLAF.
But sometime you will surely visit us here!
Now shall ’mid the birches a hall be erected;
Here, my Alfhild! shall you be protected.
I and my love will always be near,
No more shall your eye be dimmed with a tear! 
ALFHILD.
Ja, nu jeg ser det, livet er rigt!
rigt som mit hjertes fagreste digt!
Så tung og så sort var end aldrig sorgen,
den følges engang af en lysende morgen!
(knæler.)
Guds engle små! I har ledet mit fjed,
I har atter skænket mig trøst og fred!
I styred min gang ved afgrundsranden,
I støtted min fod, der var veg og svag!
O, kan jeg end ikke tro med forstanden, –
med hjertet vil jeg tro til min sidste dag!
Ja, himmelske magter! I våger endnu!
Klart skinner solen efter uvejrets gru; –
af livets brand blev min kærlighed frelst;
lad så times og mødes hvadhelst!
Nu er jeg frejdig, nu er jeg stærk,
rede til livets vekslende værk!
(med et blik til Olaf.)
Og når vi engang – –
(afbryder og hæver hænderne højt i vejret.)
På englenes arm
bæres vi hjem i himmelens karm!
(De øvrige har dannet en gruppe om hende; tæppet falder.)


 
ALFHILD.
Yes, now I see,--life is precious and kind!
Rich as the fairest dream of the mind!
So dreary and black is never our sorrow,--
’Tis followed sometime by a bright sunny morrow!

ALFHILD.
[Kneels.]
O angels of God! you have led me aright,
Again you have granted me solace and bliss!
You guided my wandering past the abyss,
You steadied my foot that was weak and slight!
O, if with my mind I cannot understand,--
With my heart I’ll believe to the last!
Yes, heavenly powers! You still watch o’er the land!
Clear is the sun when the dark storm is passed;--
From death and destruction my love did you save:
So now then let happen what may!
For now I am cheerful, now am I brave,
Ready for life and its motley affray!

ALFHILD.
[With a glance at OLAF.]
And when we at length--
[She pauses and stretches her arms above her head.]

ALFHILD.
by the angels of love
Are borne to our home in the heavens above!
[The rest have formed a group around her; the curtain falls.]


 
Permanent link
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login