You are here: BP HOME > MI > Olaf Liljekrans > fulltext
Olaf Liljekrans

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
OTTENDE SCENE.
Hemming. Straks efter Olaf Liljekrans (fra baggrunden. Månen står op.)  
SCENE VIII
[HEMMING. Shortly afterwards OLAF Liljekrans from the, background. The moon rises.] 
HEMMING.
Den gyldne ring, den har hun mig skænket,
så er hun mig endnu både huld og god!
Hun mente det ikke, det var skrømt, når hun lod,
som hun var så bitterlig krænket.
Alt vil jeg friste, alt tør jeg vove!
(nedslået.)
Og dog, jeg er jo så fattig en svend,
og imorgen skal hun føres for alteret hen!
(raskt.)
Men brudgommen færdes i de vilde skove;
o, hvis han aldrig mere kom igen!
(vil ile ud, men standser med et udråb.)
Olaf! der er han!
(Olaf kommer langsomt frem mellem klipperne i baggrunden. Han går drømmende, med blottet hoved og hænderne fulde af blomster, som han sønderriver og strør på vejen; hans hele færd bærer under det følgende præg af en forvirret tilstand.)  
HEMMING.
The golden ring unto me she has granted,
Then still is she true, I am not deceived!
’Twas only in jest that she scolded and ranted
As though she were bitterly grieved.
All will I venture, no more will I dread!

HEMMING.
[Despondent.]
And yet, I am only a penniless swain,
And early tomorrow is she to be wed!

HEMMING.
[Quickly.]
But into the forest the bridegroom is fled;
O, if he should never come home again!

HEMMING.
[Starts to rush out, but stops with a cry.]
Olaf! there is he!
[OLAF comes slowly forward between the rocks in the background. He walks dreaming, his head uncovered, and his hands full of flowers which he tears to pieces and scatters on the way; his whole behavior during the following indicates an unsettled mind.] 
OLAF
(uden at lægge mærke til Hemming).
Kunde jeg råde
de sælsomme ord, den forvildende gåde!
(vil gå ud til venstre.)  
OLAF.
[Without noticing HEMMING.]
If only I knew
What she meant, could somehow the riddle unravel!
[Starts to go out to the left.] 
HEMMING.
Herr Olaf! Herr Olaf! hvor går eders vej?
Så hør dog, herr Olaf! 
HEMMING.
Lord Olaf! Lord Olaf! O where do you travel?
O hear me, Lord Olaf! 
OLAF
(halvt opvågnende).
Hemming! er det dig?
Du standse mig ikke! 
OLAF.
[Half awakening.]
Hemming! Is it you?
Stand not in my way! 
HEMMING.
Hvad ligger jer på sinde,
at I færdes tre samfulde dage herinde?
(betragter ham nærmere.)
Hvad øver I der for sælsom en leg, –
eders kind er hvid, eders pande er bleg! 
HEMMING.
What is it that weighs
On your mind, that you wander in here for three days?
[Observes him more closely.]

HEMMING.
And what is the game that here you do play,--
Your cheek is white, and your forehead is gray! 
OLAF.
Du må ikke undres, hvi min kind er hvid,
tre nætter har jeg stridt så sær en strid;
du må ikke undres, hvi min pande er bleg,
tre nætter har jeg været i alfeleg. 
OLAF.
Be not so amazed that my cheek is white,
Three nights have I fought so strange a fight;
Be not so amazed that my forehead is gray,
Three nights have I been in the elfen play. 
HEMMING.
Gud stå os bi! 
HEMMING.
Heaven protect us! 
OLAF.
Jeg er syg, jeg er svimmel!
Jeg kan ikke mindes hverken jord eller himmel! 
OLAF.
I am ill, I am faint!
I remember neither devil nor saint! 
HEMMING
(ængsteligt).
Herr Olaf! følg med til jer moders gård! 
HEMMING.
[Apprehensively.]
Come, Olaf, with me to your mother’s estate! 
OLAF.
Min moders gård! Hvor er det den står?
Her tykkes det mig, jeg har hjemme!
Skoven er bleven mit fædrenehus,
grantoppens kvæder og elvens sus
kan jeg bedre forstå, end min moders stemme.
(med stigende henrykkelse.)
Ej sandt, her er fagert! Ej sandt, her er stille!
Ser du, min højsal er smykket til gilde. 
OLAF.
My mother’s estate! Where stood it of late?
’Tis here, as it seems, that I have my home!
The wood has become my ancestral hall,
The river’s roaring, the pine-trees’ moan,
Is sweeter to me than my mother’s call.

OLAF.
[With increasing rapture.]
Aye, here it is quiet! Aye, here it is fair!
Behold, my hall for the feast I prepare. 
HEMMING
(afsides).
Hvad er ham dog hændt? 
HEMMING.
[Aside.]
O what has come o’er him? 
OLAF.
Snart kommer min brud! 
OLAF.
Soon comes my bride! 
HEMMING.
Eders brud! I véd da –? 
HEMMING.
Your bride! Then you know--? 
OLAF
(vedblivende).
Når dagen går under,
når skyen blegner og fuglen blunder,
da kommer hun hid så ung og prud! 
OLAF.
[Continuing.]
When the day has died,
When slumber the birds, when fades the cloud,
Then here will she come so young and so proud! 
HEMMING
(korser sig).
Alle hellige mænd! så er det dog sandt! 
HEMMING.
[Crosses himself.]
All heavenly saints! I fear the worst! 
OLAF.
Véd du, hvornår jeg først hende fandt?
Jeg red fra Guldvik en aften silde,
det bæres mig for, der var holdt et gilde.
Mit sind var tungt, mit hjerte var klemt!
noget havde mig krænket; hvad det var, har jeg glemt.
Jeg red mig alene op under li,
ved midnatstider kom jeg elven forbi,
da lød det som en klingende harpestreng,
det gik som en slåt over mark og eng,
det hørtes som et lokkende, klagende kvæde,
jeg folded mine hænder, jeg prøved at bede,
men tungen svigted og tanken med;
mig tonerne fristed, jeg måtte afsted.
Snart klang det som gråd og snart som latter,
snart lød det som lyst, og snart lød det atter,
som var der et bristende hjertes nød,
som var der en dødsens ve og vånde
lagt i det koglende kvæde, der flød
lig en strøm omkring mig! – Knapt kunde jeg ånde!
Så sært forvildet blev sans og sind;
det var som om både stærke og milde
magter drog mig i lien ind,
jeg måtte herop, om jeg end ikke vilde.
Og stedse det lokked og lød på min vej;
hvorlangt jeg red, det mindes jeg ej. 
OLAF.
Know you when it was that I saw her here first?
I rode late one evening from Guldvik hall,
Some kind of feast I seem to recall.
My spirit was heavy, my heart full of woe!
That something had grieved me is all that I know.
I rode all alone up the mountain side,
At midnight I passed by the river so wide;
Then heard I beyond a melodious wail,
That rang like a song over mountain and dale.
It seemed a plaintive, bewitching lay;
I folded my hands, I tried to pray,
But tied was my tongue and my thoughts went astray;
The strains did beguile and lure me away.
’Twas now like weeping and now like laughter,
’Twas now full of mirth, and now ever after
As were it the cry of a perishing man,
As were it a soul in the anguish of death,
That I heard in the song so beguiling, that ran
Like a stream around me!--I scarce got my breath!
So sorely bewildered was I in my soul;
It was as if powers both gentle and strong
Enticed me and lured me away from my goal,
I needs must come up, I was carried along.
And ever rang out the mysterious call;
How far I rode on I no longer recall. 
HEMMING
(afsides).
Og bruden, som spillemanden fortalte om, hun måtte jo også følge – 
HEMMING.
[Aside.]
And the bride, of whom the minstrel sang,--she too had to follow-- 
OLAF.
Da standsed min fole, jeg vaktes derved,
jeg så mig om med undrende blikke;
hvor var der fagert og vént! Men det sted,
jeg var kommen til, kendte jeg ikke!
jeg stod i en dal; – skygge og fred
var drysset som dugg derover!
Månen legte ved kærnets bred,
det var som den lo, når den dukked sig ned
i de svale, trillende vover!
Mit hoved var tungt, min hu var mod,
mig længedes efter at blunde;
jeg lagde mig ned ved en linderod
i de væne, hviskende lunde! 
OLAF.
My foal stopped short, I awoke in a maze,
I looked around with a wondering gaze;
’Twas all so pleasant and fair!
But what land I was in I could not understand!
I stood in a valley;--a deep peace lay
Over all like dew in the night!
The moon on the edge of the tarn did play;
It seemed to laugh as it vanished away
In the rolling billows so bright!
My head was heavy, my spirit oppressed,
I yearned for nothing but sleep;
I laid me down ’neath a linden to rest
In the whispering forest so sweet! 
HEMMING.
Herr Olaf! Herr Olaf! Hvor turde I friste sligt? 
HEMMING.
Lord Olaf! Lord Olaf! How dared you do it? 
OLAF
(vedblivende).
Så kom jeg i alfekvindernes dans;
den fagreste mellem dem bød mig en krans
af vårklokker blå, af vandliljer hvide;
hun så mig i sjælen med øjne så blide,
hun hvisked i mit øre et gådefuldt ord,
som aldrig går mig af minde:
„Olaf Liljekrans! véd du, hvor lykken gror,
véd du, når fred for dig er at vinde?
Mellem alle de urter små på rad
må du den fagreste finde,
og plukke den sønder, blad for blad,
og drysse den ud for alle vinde,
da – først da skal du lykken finde!“ 
OLAF.
[Continuing.]
I ventured then into the elf-maidens’ play;
The fairest of maidens gave me a bouquet
Of snow-drops blue and of lilies white;
She pierced my soul with her glances so bright,
And whispered to me what nobody knows,--
A word I’ll keep ever in mind:
“Olaf Liljekrans! know you where happiness grows,
Know you the hour when peace you will find?
Of all the flowers on the hill over yonder
Must you the fairest one find,
And bit by bit you must tear it asunder
And scatter it far to the wind,
Then--only then will you happiness find!” 
HEMMING.
I har sovet og drømt! 
HEMMING.
You have slumbered and dreamed! 
OLAF.
Fra denne stund
det blev mig for trangt i min moders stue!
Gennem ur, over hej, til den fagre lund
stævned jeg op med pil og med bue!
Der mødte jeg alfepigen igen. 
OLAF.
That very same day
My mother’s estate grew cramped and narrow!
Through thicket, o’er highway, I hastened away
To the grove so pleasant with bow and with arrow!
There met I again the elf-maiden fair. 
HEMMING
(træder forbauset tilbage).
Hvad nu, har I vågen fundet –? 
HEMMING.
[Steps back amazed.]
When then,--have you wakened and found--? 
OLAF.
Min fæstensring tog jeg og skød med den
I luften over hendes hoved hen;
nu er hun for evig bundet! 
OLAF.
I took my betrothal ring, shot with it there
Right over her head, far into the air;
Now is she evermore bound! 
HEMMING.
Og det er bruden, I venter her? 
HEMMING.
And it is the bride you are waiting for here? 
OLAF.
Det er bruden, snart er hun nær! 
OLAF.
Yes, yes, the bride; soon will she be near! 
HEMMING
(afsides)
Hans sjæl er hildet, hans sind er sygt;
alt skal fru Kirsten vide! (højt.) I tør da færdes foruden frygt
heroppe? 
HEMMING.
[Aside.]
His soul is enthralled, his mind is ill;
All this Lady Kirsten shall know!

HEMMING.
[Aloud.]
And dare you go wandering fearless up here
In the hills? 
OLAF.
Her er det godt og trygt
at vugges i drømme blide!
(går langsomt ind mellem klippestykkerne i forgrunden til højre.)  
OLAF.
It is here so still,
’Tis sweetly I dream as I go!
[Goes slowly in between the huge rocks in front on the right.] 
HEMMING.
Alt imorgen skal hans bryllup stå,
men sin fæstemø agter han lidet på,
lidet véd han, at hun er nær,
og mindre, at hun har en anden kær! –
Han færdes forvildet i skoven omkring,
og mig gav Ingeborg den gyldne ring!
Hvad jeg har set, skal hans moder kende;
alle helgene véd, hvor dette skal ende!
(går ud til venstre.)



 
HEMMING.
His wedding tomorrow his people prepare;
Yet for his betrothed he seems little to care;
’Tis little he knows that she is so near,
And less that she holds another one dear!--
He wanders around in the forest astray,
And Ingeborg gave me the golden ring!
His mother I’ll seek without further delay;
The saints only know what the morrow will bring!
[Goes out to the left.]



 
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login