ARNE.
Er det ikke nok, synes dig, at hun og alle hendes fornemme frænder lader hånt om mig; ved nadverden lo de og skemtede mellem hinanden, efterdi jeg ikke kunde komme mig for at æde af alle de ugudelige udenlandske retter. Og hvad var det så vi fik at drikke dertil? Sød vin og most, som vil ligge mig i maven i otte dage. Nej, da priser jeg mit gode hjemmebryggede øl. (drikker og tilføjer sagte og forbitret.) Af dette har jeg skikket den skarnskvinde tre fulde tønder, og hvad har hun gjort? Slængt det hen for sine huskarle, og her må jeg stjæle mig til en slurk, ja, Hemming! stjæle mig til at drikke mit eget øl, for at de ikke skal skælde mig for en grov bonde, der ikke forstår sig på fornemme drikkevarer.
ARNE.
Is it not enough, do you think, that she and all her superior relatives look down on me; at supper they laughed and jested among themselves because I could not bring myself to eat of all those ungodly, outlandish dishes. And what was it that we got to drink? Sweet wine and cider that will stay in my stomach for eight days. No, the good old homebrewed ale for me.
[Drinks and adds softly and bitterly.]
ARNE.
Of this I had sent the wretched woman three full barrels. And what has she done? Thrown it to her servants, and here I must steal myself a drink,--yes, Hemming! steal myself a drink of my own ale, that they may not revile me as a coarse peasant, who doesn’t understand the more refined drinks.
