You are here: BP HOME > MI > Olaf Liljekrans > fulltext
Olaf Liljekrans

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Olaf Liljekrans
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Back to library
NIENDE SCENE.
De forrige Fru Kirsten, Olaf, Ingeborg, gæster, samt karle og piger (kommer efterhånden ind fra forskellige sider).  
SCENE IX
[The Preceding. LADY KIRSTEN, OLAF, INGEBORG, GUESTS, and SERVANTS and MAIDS enter gradually from the several sides.] 
FRU KIRSTEN
(for sig selv).
Jeg har ikke truffet Olaf alene; men når jeg tænker mig om, så er det også bedst, at han intet véd deraf, forinden det går for sig. (sagte til Hemming, der har talt hviskende med Ingeborg.) Nu, Hemming! hvordan mener du din husbond er sindet? 
LADY KIRSTEN.
[To herself.]
I have not seen Olaf alone; but when I think it over, it is probably best that he know nothing about it until it is all over.

LADY KIRSTEN.
[Softly, to HEMMING, who has been whispering with INGEBORG.]
Well, Hemming! How do you think your master is disposed? 
HEMMING
(sagte).
Ak, fru Kirsten! Jeg har kun ringe fortrøstning, hvis ikke I hjælper til. 
HEMMING.
Alas, Lady Kirsten! I have but little hope unless you lend your aid. 
FRU KIRSTEN.
Ej, det kommer vi nok ud af.
(blander sig mellem gæsterne.)  
LADY KIRSTEN.
Aye, we’ll manage it all right.
[She mingles with the GUESTS.] 
INGEBORG
(sagte til Hemming).
Hvad mener du? Hvad er det for et livsaligt håb du taler om? 
INGEBORG.
[Softly, to HEMMING.]
What do you mean? What blessed hope is it you are speaking of? 
HEMMING.
Ak, jeg tør ikke selv tro derpå; men fru Kirsten mener det vel med os. Hun vil snart vise jer, at – 
HEMMING.
Alas, I hardly dare believe it myself; but Lady Kirsten means well by us. She will soon show you that-- 
INGEBORG.
Tys! der nærmer de sig. 
INGEBORG.
Hush! they are approaching. 
OLAF
(dæmpet).
Sig mig, min moder! hvor går det hende? 
OLAF.
[In an undertone.]
Tell me, mother! how goes it with her? 
FRU KIRSTEN.
Vel nok, som jeg forud vidste. 
LADY KIRSTEN.
Well enough, as I knew before. 
OLAF.
Hun véd da at trøste sig? 
OLAF.
Then she knows how to comfort herself? 
FRU KIRSTEN
(smilende).
Det lader så. Vent kun lidt! Endnu ikveld skal du få visshed derfor. 
LADY KIRSTEN.
[Smiling.]
It seems so. Only wait! This very evening you shall know for certain. 
OLAF.
Hvad mener I? 
OLAF.
What do you mean? 
FRU KIRSTEN.
Jeg mener, at hun er en listig heks. Alle hendes fagre ord har været svig og bedrag. 
LADY KIRSTEN.
I mean that she is a sly witch. All her fair words have been deceitful wiles. 
OLAF.
Nej, nej, min moder! 
OLAF.
No, no, mother! 
FRU KIRSTEN.
Det får vi nu at se! Alfhild er fro og glad, såmeget véd jeg. 
LADY KIRSTEN.
That we shall see! Alfhild is happy and gay,--so much I know. 
OLAF.
Vel mig, om så var! 
OLAF.
It were well for me if she were! 
FRU KIRSTEN
(højt og afmålt).
Herr Arne fra Guldvik! Nu er da omsider den time kommen, som jeg mener vi alle har stundet efter. 
LADY KIRSTEN.
[Loudly and clearly.]
Lord Arne of Guldvik! Now is the hour come at length which we have all, I imagine, been looking forward to. 
HEMMING
(afsides).
Der bryder det løs! 
HEMMING.
[Aside.]
Now it begins! 
FRU KIRSTEN.
Snart skal kirken lyse sin fred over vore børn og knytte dem sammen til et langt og kærligt samliv. 
LADY KIRSTEN.
Soon will the church bestow its blessing on our children and unite them in a long and loving union. 
HEMMING
(afsides, studsende).
Hvad nu? 
HEMMING.
[Aside, startled.]
What now? 
FRU KIRSTEN.
Vilkårene er vi jo enige om. Men jeg tænker, vi her endnu engang besegler dem med hånd og mund. 
LADY KIRSTEN.
The terms we have already agreed upon. But I suggest that we here once again seal them with hand and word. 
HEMMING
(som før).
Himmel og jord! Vil hun svige mig? 
HEMMING.
[As before.]
Heaven and earth! Is she trying to deceive me? 
ARNE.
Ej er det fornødent; jeg står ved mit ord som en ærlig mand. 
ARNE.
That is not necessary; I stand by my word like an honorable man. 
FRU KIRSTEN.
Det véd jeg vel, herr Arne! men det er snart gjort. Først skal til evindelige tider hver splid og ufred mellem vore slægter være forbi, – og den ugavn og skade, som de gamle tvistigheder har voldt på både sider, skal ingen kræve fyldest for; det må bæres, som enhver bedst véd og kan. Ej sandt, det lover vi? 
LADY KIRSTEN.
That I well know, Lord Arne! but it will take but a moment. First of all, there shall be an end for all time to every quarrel and dispute between our families,--and as for the damages and injuries which our old disagreements have caused on either side, no one shall demand compensation for them; each must manage them as best he knows how. We promise that, do we not? 
ALLE.
Det lover vi!
(gensidige håndtag mellem brudeparrets slægtninge.)  
ARNE.
That we promise!
[General shaking of hands among the relatives of the bridal couple.] 
HEMMING
(sagte).
Få du skam, så forbandet du løj for mig! 
HEMMING.
[Softly.]
Curses upon you; you lied to me shamefully! 
FRU KIRSTEN.
Dernæst er at nævne, hvad vi alt er enige om, at grænseskellet mellem herr Arnes enemærker og mine skal flyttes så langt ind på hans grund, som gode og uvillige mænd har skønnet at være ret og billigt. 
LADY KIRSTEN.
Then we mention again, what we are already agreed upon, that the boundary line between Lord Arne’s domains and mine shall be moved as far in upon his land as good and impartial men may judge to be fitting and just. 
ARNE.
Ja, ja, det får vel så være! 
ARNE.
Yes, yes, I suppose it must be so! 
FRU KIRSTEN.
Det lover vi da? 
LADY KIRSTEN.
That we promise, then? 
GÆSTERNE.
Det lover vi!
(håndtag som før.)  
THE GUESTS.
That we promise!
[Shaking of hands as before.] 
FRU KIRSTEN.
Endelig giver herr Arne sin datter til medgift så meget af sølv, linklæder og andet bohave, som nævnt og opsat er ved fæstensøllet, og bør det sig alt tilhobe at være her tilstede på gården, fra den dag jomfru Ingeborg er flyttet herind som min søns ægtehustru, hvilket sker ikveld. Derom er vi jo enige? 
LADY KIRSTEN.
Finally, Lord Arne shall give in the form of a dowry to his daughter as much silver, linen, and other furnishings as were named and agreed upon at the betrothal feast, all of which shall here be placed in my home from the day Mistress Ingeborg moves herein as my son’s lawful wife, which is tonight. On that we are agreed? 
GÆSTERNE.
Det lover og vidner vi!
(håndslag.)  
THE GUESTS.
That we solemnly promise!
[Shaking of hands.] 
FRU KIRSTEN.
Så række da brud og brudgom hinanden hænder for at gå til gildesbordet og derfra til kirken. 
LADY KIRSTEN.
Then let the bride and bridegroom clasp hands and go to the banquet-table and thence to the church. 
ARNE
(afsides).
Ha, ha, nu kan Hemming se til, om fru Kirsten sviger mig. 
ARNE.
[Aside.]
Ah, Hemming can now see whether Lady Kirsten deceives me. 
HEMMING
(sagte).
O, så er det da forbi med mig; en dåre var jeg, at jeg stolede på hende. 
HEMMING.
[Softly.]
O, then it is all over for me; a fool I was to depend on her. 
FRU KIRSTEN.
Men på denne frydelige dag bør det sig os at glæde så mange som ske kan. Og derfor har jeg en bøn til eder, herr Arne! 
LADY KIRSTEN.
But on this joyful day it is fitting that we make as many as possible happy. And therefore I have a request to make, Lord Arne! 
ARNE.
Sig frem! Kan jeg føje jer, så sker det gerne. 
ARNE.
Speak forth! If I can I shall gladly comply. 
HEMMING
(afsides).
Hvad agter hun sig nu til? 
HEMMING.
[Aside.]
What does she purpose now? 
FRU KIRSTEN.
Der er endnu et par unge folk, som gerne gad følges til brudeskamlen ikveld; de er indbyrdes enige, efter hvad jeg hører. Bruden skal jeg sørge for, men brudgommen må I hjælpe tilrette; det er Hemming, eders svend, og Alfhild! 
LADY KIRSTEN.
There is still a young couple who would like to go to the altar this evening; from what I hear, they are agreed between themselves. The bride I shall take care of, but the bridegroom you must assist; it is Hemming, your page, and Alfhild! 
INGEBORG
(med et udråb).
Hemming! 
INGEBORG.
[With a cry.]
Hemming! 
OLAF
(ligeså).
Alfhild! 
OLAF.
[Likewise.]
Alfhild! 
HEMMING.
O, ve! ve! nu forstår jeg – 
HEMMING.
O, woe is me! Now I understand-- 
GÆSTERNE
(på samme tid).
Hemming og Alfhild! Fjeldjenten!
(latter og hvisken.)  
THE GUESTS.
[At the same time.]
Hemming and Alfhild! The mountain girl!
[Laughter and whispering.] 
OLAF.
Alfhild! I vil gifte hende bort med – Nej, nej, det skal ikke ske! Aldrig, aldrig! 
OLAF.
Alfhild! You will marry her off to--No, no, it shall not be! Never, never! 
FRU KIRSTEN.
Stille! – Olaf, min Søn! vær stille! jeg beder dig. 
LADY KIRSTEN.
Be still!--Olaf, my son; be still, I beg you! 
ARNE
(for sig selv).
Hvad nu! Ja, forsandt, Hemming havde ret, der er noget mellem Olaf og Alfhild. (hviskende.) Ej, fru Kirsten! jeg skønner eders færd. Nu véd jeg, hvi Olaf var tre døgn på fjeldet, og nu skal Hemming skille jer af med hende. Ha, ha! 
ARNE.
[To himself.]
What’s this! Yes, truly, then Hemming was right; there is something between Olaf and Alfhild.

ARNE.
[Whispering.]
Aye, Lady Kirsten! I see your scheme. Now I know why Olaf wandered three days in the mountain, and now you intend to make use of Hemming to be rid of her. Ha, ha! 
FRU KIRSTEN
(med tvungen fatning).
Herr Arne! hvor kan I tro sligt? 
LADY KIRSTEN.
[With forced composure.]
Lord Arne! how can you believe such a thing? 
ARNE
(dæmpet).
O, jeg ser grant! Nu skulde jeg vel mene, jeg har skellig grund til at bryde forliget. 
ARNE.
[In a low tone.]
O, I see clearly! Now I should think I had very good reason to break the agreement. 
FRU KIRSTEN
(sagte og forskrækket).
Bryde forliget! Jeg beder jer! Vil I beskæmme os alle?
(de taler sagte sammen.)  
LADY KIRSTEN.
[Softly and frightened.]
Break the agreement! I beg of you! Will you put us all to shame?
[They talk together softly.] 
HEMMING
(til Ingeborg, med hvem han imidlertid har hvisket).
Så hænger det sammen, det sværger jeg eder til! Fru Kirsten og jeg har ikke forstået hinanden. 
HEMMING.
[To INGEBORG, with whom he has in the meantime been whispering.]
That is all there is to it, I swear. Lady Kirsten and I have not understood each other. 
INGEBORG.
Men så sig fra! Du skal! Jeg byder dig. 
INGEBORG.
Well, then decline! You shall! I command you. 
HEMMING.
Nej, nej! det tør jeg ikke; hun vil da mærke, at det var eder, jeg tænkte på. 
HEMMING.
No, no! I dare not; she will then see that it was you I was thinking of. 
INGEBORG.
Godt, så vil jeg. (højt.) Hemming skal ikke for alteret med Alfhild; – han er for god til at ægte anden mands frille! 
INGEBORG.
Good; then I shall.

INGEBORG.
[Aloud.]
Hemming shall not go to the altar with Alfhild;--he is too good to marry another man’s darling! 
OLAF
(med et udråb).
Beskæmmet! 
OLAF.
[With a cry.]
For shame! 
GÆSTERNE.
Frille! 
THE GUESTS.
Darling! 
ARNE
(til Ingeborg).
Hvad siger du? 
ARNE.
[To INGEBORG.]
What are you saying? 
FRU KIRSTEN.
Himlen stå os bi! 
LADY KIRSTEN.
Heaven protect us! 
OLAF.
Forbandelse over mig! Beskæmmet er hun! 
OLAF.
Cursed be my soul! She is put to shame! 
INGEBORG.
Ja, højt nævner jeg ordet: Hun er anden mands frille! Lad den modsige mig, som tør. 
INGEBORG.
Yes, loudly I proclaim it: she is another man’s darling. Let him gainsay it who dares. 
ARNE.
Ingeborg! (afsides.) Hvad går der af hende? 
ARNE.
Ingeborg!

ARNE.
[Aside.]
What is the matter with her? 
FRU KIRSTEN
(sagte).
Sådan er det fat! Hende, hende er det, som har Hemming kær! (sagte og bestemt til Arne.) Agter I nu længere at bryde forliget? Der ser I selv på jer datters færd, hvad årsag jeg havde til at få Hemming gift! 
LADY KIRSTEN.
[Softly.]
So that’s the way it is! She then,--she it is who cares for Hemming!

LADY KIRSTEN.
[Softly and clearly, to ARNE.]
Do you now intend to break the agreement? You can now see for yourself from your daughter’s conduct what reason I had to get Hemming married! 
ARNE
(forbløffet).
Min datter! Kunde I tænke jer, at hun – 
ARNE.
[Disconcerted.]
My daughter! Could you imagine that she-- 
FRU KIRSTEN.
Stil jer kun ikke slig an! Ingeborg har sind til eders huskarl; nu skulde jeg mene, at jeg har skellig grund til at bryde vort forlig! 
LADY KIRSTEN.
You need not pretend! Ingeborg has a fancy for your house-carl; now I should think I had good reason to break our agreement. 
ARNE.
Bryde, bryde –! Hvad tænker I på! At volde mig slig tort! 
ARNE.
Break, break--! What are you thinking of! To bring on me such disgrace! 
FRU KIRSTEN
(spottende).
Ja, for ellers vilde jo I gøre det! 
LADY KIRSTEN.
[Mocking.]
Yes,--otherwise you would do it! 
ARNE
(hurtigt).
Nej, nej, jeg har betænkt mig; det er bedst, vi tier, begge to! 
ARNE.
[Quickly.]
No, no, I have reconsidered; it is best we both keep still! 
FRU KIRSTEN
(for sig selv).
Se så, nu har jeg vundet! Jeg kender Olaf; en forhånet kvinde vil ikke friste ham!


 
LADY KIRSTEN.
[To herself.]
See, now have I won! I know Olaf; a woman so scorned will never tempt him!


 
Permanent link
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login