You are here: BP HOME > MI > Olaf Liljekrans > fulltext
Olaf Liljekrans

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
ELLEVTE SCENE.
Alfhild. Senere Hemming, Ingeborg og flere til forskellige tider.  
SCENE XI
[ALFHILD. Later HEMMING, INGEBORG, and others at various times.] 
ALFHILD
(bliver en tid lang ubevægelig liggende med ansigtet skjult i hænderne. Endelig hæver hun sig halvt i vejret; ser sig forvildet om, rejser sig og siger med stille, afbrudt latter:)
Én falk kan hvile sig på dronningens arm,
en anden må lide stor nød og harm!
Én fugl fik fjære både røde og blå,
en anden må nøjes med hammen grå!
Jeg har vidst, at tårernes varme flod
husvaler, når verden går tungt imod;
men nu har jeg fristet så vild en ve,
at jeg kunde mig derover tildøde le!
(Det er nu ganske mørkt. Kirkens vinduer bliver oplyste. Alfhild går hen til huset og lytter, medens det følgende kor høres dæmpet indenfor.)  
ALFHILD.
[Remains lying motionless for a long time with her face concealed in her hands. At length she half raises herself, looks about bewildered, rises, and speaks with quiet broken laughter.]
One falcon the heavens with plenty may bless,
Another must suffer great want and distress!
One bird wears a coat of feathers so gay,
Another must live contented with gray!
I have known that tears are a balm to the soul,
When the world is nothing but gall;
But now I have suffered such sorrow and dole,
I could laugh myself dead at the thought of it all!
[It is now quite dark. The windows of the church are being lighted up. ALFHILD goes over to the house and listens while the following song is heard faintly within.] 
KOR AF BRYLLUPSGÆSTER.
     Hil og sæl både brudgom og brud,
     de sidder i lyst og gammen herinde.
     Herr Olaf er sig en ridder prud,
     skøn Ingeborg så ven en kvinde! 
CHORUS OF WEDDING GUESTS.
     Hail to the bridegroom and hail to the bride!
     There’s feasting and joy everywhere.
     Lord Olaf, all hail! a knight who can ride,
     And Ingeborg a lady so fair! 
HEMMING
(lister sig under koret ind fra venstre).
Hesten står opsadlet! Nu et lønligt tegn til Ingeborg og så afsted!
(går ud til højre bag huset.)  
HEMMING.
[Steals in from the left during the song.]
The horse stands saddled and ready! Now a secret sign to Ingeborg and then away!
[He goes out to the right to the rear of the house.] 
ALFHILD.
De drikker ham til af sølverne krus,
bruden er bænket højt ved hans side;
på alteret tændes op de gule vokslys,
snart skal de til kirken udride!
Derinde de sidder ved gildebord
og taler så mangt et skemteligt ord!
Jeg må færdes alene i uvejr og nat,
ak, har mig da alle forstødt og forladt!
Olaf! Stormen slider i mit hår!
Olaf! Regnen mig pisker og slår!
Olaf, Olaf! Kan du se mig lide
al den unævnelige angst og kvide!
(ler.)
Regn og storm, det er ringe ting,
lidet at agte mod det hvasse sting
her i min venstre side. –
Mit hjem, min fader, alt gav jeg hen
for at følge Olaf, min hjertensven!
Han svor mig til, du skal vorde min brud!
og jeg kom – Guds kærlighed var i mit hjerte;
men han jog mig fra sig, han stødte mig ud;
så højt han lo, da jeg vred mig i smerte!
Lig en hund må jeg sidde ved gildehusets port
i uvejrsnatten. Jeg vil bort, jeg vil bort!
(vil gå, men standser.)
Nej, jeg mægter det ikke; jeg kan ikke gå,
her må jeg våndes, her må jeg blive!
Så lidet markens urter formå
selver sig med rod oprive!
hos Olaf har jeg vokset mig fast med rod,
enten han er mig falsk eller god!
(Pause. – Huskarlene kommer fra venstre med fakler.)  
ALFHILD.
His health from the silvery cup they drink,
The bride sits proudly enthroned at his side;
The candles of wax on the altar now wink,
Soon out to the church they will ride!
Within at the banquet sit host and guest
And laugh as they bandy the merry jest!
But here I must wander alone in the night,
Alas, they have all forsaken me quite!
Olaf! The storm is rending my hair!
The rain beats against me wherever I fare!
Olaf, Olaf! Can you see me thus languish
Beneath this unspeakable torture and anguish?
[She laughs.]

ALFHILD.
But rain or storm is a trifling thing,
’Tis as nothing beside the poignant sting
I suffer within my breast.--
My home and my father and all the rest
I left for Olaf, the friend I loved best!
He swore to me then I should be his bride!
And I came--God’s love I felt in my soul;
But he drove me away, he thrust me aside;
So loudly he laughed when I writhed in dole!
While they banquet within, like a dog I must stay
Out here in the storm. Hence,--hence I will go!
[Starts to go, but stops.]

ALFHILD.
But I have not the power, I cannot go away;
Here must I stay and suffer my woe!
’Tis little the flowers out there in the wood
Can tear themselves up from the ground!
And Olaf, whether he be false or good,--
About him my roots I have wound.
[Pause.--The HOUSE SERVANTS come with torches from the left.] 
ALFHILD
(ligesom greben af en ængstelig anelse).
Hvorhen går I? Hvorhen, hvorhen? Hvad skal der ske? 
ALFHILD.
[As if seized by an uneasy presentiment.]
Whither do you go? Whither, whither? What is going to happen? 
EN KARL.
Ej, se, se! Det er jo Alfhild; hun er her endnu! 
A SERVANT.
Why, see, see! It is Alfhild; she is still here! 
ALFHILD.
O, sig mig det! Hvad skal ske, hvad skal gå for sig? 
ALFHILD.
O, tell me this! What is going to happen,--why all these preparations? 
KARLEN.
Vielsen! Har du ikke lyst til at se derpå? 
THE SERVANT.
The wedding! Wouldn’t you care to see it? 
ALFHILD
(i feberagtig angst).
Vielsen! O, nej, nej! vent dermed, kun til imorgen! Er vielsen holdt, da er alting forbi for mig, jeg véd det! 
ALFHILD.
[In feverish anxiety.]
The wedding! O, no, no! Put it off, only till tomorrow! If the wedding is held, then is everything over with me, I well know! 
KARLEN.
Vente! Nej, Alfhild! det er nok hverken efter brudgommens eller brudens sind. 
THE SERVANT.
Postpone it! No, Alfhild! ’Tis not, I’m afraid, the wish of bridegroom or bride! 
EN ANDEN.
Tænk dig om! Ifald du selv var bruden, så gad du nok ikke vente.
(latter.)  
ANOTHER.
Think for a moment! Were you yourself but the bride, you surely would not want to wait.
[Laughter.] 
FØRSTE KARL.
Nu skal vi ned til kirkeporten og lyse med de røde brudeblus, når følget rider fra gården. 
THE FIRST SERVANT.
Now we go down to the gate at the church to light the way with red bridal lights when the procession starts from the house. 
ANDEN KARL.
Kom og vær med, Alfhild! Du skal også få et blus at bære! 
THE SECOND SERVANT.
Come along with us, Alfhild! You shall also have a torch to carry! 
FLERE.
Ja, ja, det må du! Det er jo herr Olafs hædersdag!
(latter.)  
SEVERAL.
Yes, yes, you must come! It is Lord Olaf’s day of glory!
[Laughter.] 
ALFHILD
(tager en af faklerne).
Ja, ja, jeg vil! Som den ringeste i rækken vil jeg stå dernede, og så, når han ser mig, når jeg beder ham derom, når jeg minder ham om alt, hvad han har lovet og svoret, – o, sig mig, sig mig, tror I da ikke, han vil blive mig god igen! Tror I det? O, sig ja, sig ja! Sig, at I tror det! 
ALFHILD.
[Takes one of the torches.]
Yes, yes, I will! As the most humble in the row I shall stand down there, and then, when he sees me, when I ask of him, when I remind him of everything he has promised and sworn,--O, tell me, tell me, do you not think that he will be kind to me again? Do you think so? O, tell me you do! Say that you think so! 
KARLENE.
Ha, ha, ha! Det vil han visst, kom nu!
(de går ud til højre bag huset.)  
THE SERVANTS.
Aha,--for certain he will; now come!
[They go out to the right to the rear of the house.] 
ALFHILD
(med frembrydende tårer.)
De håner mig alle, – hver og en!
så hård er end ikke fjeldkammens sten;
den lader dog mosset trives derpå;
mig er ingen så god! Jeg – jeg må forgå!
(lyn og torden.)
Himlen selv er mig ond og gram,
den øser sin vrede over mit hoved;
men den har ej et lyn for at knuse ham,
der listeligt sveg, hvad han loved!
(orgeltoner høres fra kirken.)
O, hør! Der synger Guds engle små!
de maner Olaf til det hellige alter!
og jeg skal udenfor kirkedøren stå
og våndes i gyldne pjalter!
(svinger faklen højt i vejret.)
Nej, nej, du deroppe! jeg gør det ej!
frist mig ikke længer, ellers sviger jeg dig!
(holder inde og lytter til orgelsangen.)
Guds engle synger! Af gravens muld
mægted de at synge den døde!
O, min barm er så bristende fuld!
(knæler og vender sig mod kirken.)
Hold op med de toner bløde!
hold op med sangen, så mild og lind!
ellers lokker I Olaf for alteret ind!
(hviskende og i den højeste angst.)
Vær stille! o, vær stille! kun så liden en stund!
nu er han dysset i glemselsblund!
o, vækker ham ikke, ellers vil han ride
til kirken – og da må jeg døden lide!
(orgelet lyder stærkere gennem stormen. Alfhild springer op fortvilet og ude af sig selv.)
Nej, alle Guds engle har mig forladt!
de håner mig i min jammer!
de maner ham ud; – nu har de ham fat!
Haha! Skal jeg færdes i sorten nat,
lyst skal der være i dit brudekammer!
(kaster faklen ind igennem den åbne luge i gavlen og styrter til jorden. – Ingeborg og Hemming kommer hurtig frem bag ved huset.)  
ALFHILD.
[Bursts into tears.]
They mock at me, laugh at me,--one and all!
So harsh is not even the mountain wall;
The moss thereon is permitted to grow;
There’s no one so kind to me here! I--I must go!
[Thunder and lightning.]

ALFHILD.
Ah, heaven itself is angry and grim,
It pours out its wrath on my wretched head;
But flash there is none to annihilate him
Who craftily tricked me in all that he said!
[The tones of the organ are heard from within the church.]

ALFHILD.
O, listen! I hear God’s angel choir!
’Tis Olaf to the altar they call!
And I must stand here in my ragged attire
And suffer outside the church-hall!
[She swings the torch high in the air.]

ALFHILD.
No, no, that I will not, thou all-highest God!
O, tempt me no longer, forswear thee I may!
[She is silent and listens to the organ music.]

ALFHILD.
God’s angels are singing! From under the sod
The dead they were able to carol away!
O, my bosom is bursting with woe!
[She kneels and faces the church.]

ALFHILD.
Cease, cease your melodies tender and sweet!
O, cease your singing; be kind, I entreat!
Or Olaf to the altar will go!
[Whispering and in the greatest apprehension.]

ALFHILD.
Be still! O, be still! For a little while yet!
He is lulled in a sleep that will make him forget!
O, waken him not, else straight he will hie
To the church--and then, alas, I must die!
[The organ grows louder through the storm. ALFHILD springs up, beside herself with despair.]
The angels of God have forsaken me quite!
They mock at my anguish and woe!
They conjure him forth;--he is now in their might!
Ah, if here in the dark, dark night I must go,
Your bridal chamber at least shall be light!
[She throws the torch in through the opening in the gable and falls down on the ground.--INGEBORG and HEMMING come hurriedly from behind the house.] 
HEMMING.
Nu er det tid! Hesten står sadlet bag ved staburet. 
HEMMING.
Now it is time. The horse stands saddled behind the store house. 
INGEBORG.
Og alle karlene er nede ved kirkedøren, ej så? 
INGEBORG.
And all the servants are down at the church, are they not? 
HEMMING.
Jo, jo, vær ganske tryg; og i gildehuset har jeg stængt både døre og luger; der er tykke jernringe for, ingen kan slippe ud! 
HEMMING.
Aye, rest you assured; and in the banquet house I have barred every shutter and door with heavy iron rings; no one can get out! 
INGEBORG.
Afsted da! Op til dalen, som Alfhild har talt om! 
INGEBORG.
Away, then! Up to the valley which Alfhild has told of! 
HEMMING.
Ja, didop! Der vil ingen søge os!
(de iler ud til venstre. – Alfhild bliver en tid lang ubevægelig liggende. Pludselig høres støj og skrig i brudehuset; luerne slaar ud igennem taget.)  
HEMMING.
Yes, up there! There no one will seek us!
[They rush out to the left.--ALFHILD continues to lie motionless for some time. Suddenly cries and commotion are hear in the bridal house; the flames break out through the roof.] 
ALFHILD
(springer fortvilet op).
Det brænder! – Haha! Jeg kommer ihu!
her var mig for mørkt – det voldte mig gru!
ha, Olaf! før var det dig, som lo,
nu ler Alfhild, så vild og fro! –
I brudehuset er nød og harm,
bruden brænder på brudgommens arm!
(Huskarlene styrter efterhånden ind uden fakler og bliver som forstenet stående. Olaf kommer tilsyne oppe i lugen, som han med fortvilet kraft søger at udvide.)  
ALFHILD.
[Jumps up in despair.]
It burns!--Aha,--I remember! ’T was here
Too dark for my soul--it filled me with fear!
Olaf, before it was you who smiled,
Now it is Alfhild, so gay and so wild!--
In the bridal house there is anguish and gloom,
The bride is burning on the arm of the groom!
[The HOUSE SERVANTS rush in one by one without torches and stand as if turned to stone. OLAF comes into view up in the opening, which he seeks to widen with desperate efforts.] 
OLAF.
Alfhild! Dig er det! Det måtte jeg vide!
Guld og mård skal du herefter slide,
ifald du mig frelser af vånden stor! 
OLAF.
Alfhild! ’Tis you! So might I have known!
If only from out of this danger you save me,
’T is silver and gold you shall hereafter own! 
ALFHILD
(med vild latter).
Ja, jeg véd, du holder så vel dit ord!
rid nu til kirken med spillemand og præst!
hold nu dit bryllup og glem din frille!
Alfhild har hædret dig, som hun kunde bedst, –
hun har svunget brudeblusset ved dit gilde!
(hun styrter ud i baggrunden. Karlene iler til for at hjælpe; en del af taget styrter sammen, Olaf ses højt oppe, omringet af luerne, idet tæppet falder.)



 
ALFHILD.
[With wild laughter.]
Too well I remember the promise you gave me!
Now ride to the church with minstrel and priest!
Now hold your wedding,--forget all the rest!
Alfhild has honored you as she knew best,--
The torch she has swung at your bridal feast!
[She rushes out at the back. The SERVANTS hasten to lend their help; a part of the roof falls in; OLAF is seen high amidst the flames as the curtain falls.]



 
TREDJE AKT
(En lys og blomstrende dal med den rigeste trævegetation og omringet af høje snebedækkede fjelde. I mellemgrunden et stille fjeldvand; på venstre side en fjeldpynt, der styrter stejlt nedad mod vandet. På samme side nærmere i forgrunden en ældgammel bjælkestue, næsten ganske overvokset og skjult af buske og græs. Morgenrøden skinner på fjeldene; i dalen selv er dagen kun halvt brudt frem; under de følgende scener står solen op.) 
THIRD ACT
[A sunny valley, rich in flowers, trees, and vegetation of all kinds, and surrounded by lofty snow-capped mountains. In the center of the background a quiet mountain tarn; on the left side a rocky cliff which drops straight down to the water. On the same side nearer the front of the stage a very old log hut, almost entirely hidden in the dense shrubbery. The glow of dawn shines over the mountains; in the valley itself the day is only half begun; during the following scene’s the sun rises.] 
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login