Bibliotheca Polyglotta

Kæmpehøjen (The Burial Mound/The Warrior’s Barrow)

Complete text

KÆMPEHØJEN

THE WARRIOR’S BARROW

PERSONERNE:
RODERIK, en gammel eneboer.
BLANKA, hans plejedatter.
GANDALF, søkonge fra Norge.
ASGAUT, en gammel viking.
HROLLOUG,
JOSTEJN og
FLERE VIKINGER.
HEMMING, en ung skald i GANDALFS tjeneste.

DRAMATIS PERSONÆ
RODERIK: An old recluse.
BLANKA: His foster-daughter.
GANDALF: A sea-king from Norway.
ASGAUT: An old viking.
HROLLOUG: " " "
JOSTEJN: " " "
Several VIKINGS
HEMMING: A young scald in Gandalf’s service.

(Handlingen foregår på en liden ø ved Sicilien, kort før kristendommens indførelse i Norge.)

SETTING
The action takes place on a small island off the coast of Sicily shortly before the introduction of Christianity into Norway.

(En åben plads omgiven af trær nær ved strandbredden. Til venstre i baggrunden en antik tempelruin. Midt på scenen en stor kæmpehøj, hvorpå en bauta, omvunden af blomsterkranse.)

An open place surrounded by trees near the shore. To the left in the background the ruins of an old temple. In the center of the scene a huge barrow upon which is a monument decked with flower wreaths.

FØRSTE SCENE.
Roderik sidder skrivende til højre. Til venstre Blanka, i en halvt liggende stilling.

SCENE I
[At the right of the stage sits RODERIK writing. To the left BLANKA in a half reclining position.]

BLANKA.
Aftenrødens sidste luer
bølger som et hav ibrand, –
der er tempeltyst ved strand,
tyst som under løvets buer.
Sommeraftnens milde fred
daler som en due ned,
svæver som en svane over
skovens blomst og havets vover.
I orangekrattet blunder
fortids guder og gudinder,
høje marmorhugne minder
om en verden, som gik under.
Troskab, tapperheden, dyden
står forstenet, dødt og rigt;
gives vel et mere ligt
billed på det sjunkne Syden?
(rejser sig.)
Men min fader har fortalt
om et land bag fjerne bølger,
hvor et frodigt liv sig dølger,
ej et mejslet eller malt!
Her er guddomslivet veget,
spores kun i stenens træk, –
der det ånder, kraftigt præget,
som en kæmpe stærk og kæk!
Og når aftnens lumre stilhed
tynger knugende mit bryst,
se, da stiger Nordens billed
for mit øje snebelyst!
Her er smuldrende ruiner,
døsig dvale, tung og blød, –
der er styrtende laviner,
forårsliv og vinterdød!

Hvis jeg havde svanehammen
– – – –

BLANKA.
Lo! the sky in dying glory
Surges like a sea ablaze,--
It is all so still before me,
Still as in a sylvan maze.
Summer evening’s mellow power
Settles round us like a dove,
Hovers like a swan above
Ocean wave and forest flower.
In the orange thicket slumber
Gods and goddesses of yore,
Stone reminders in great number
Of a world that is no more.
Virtue, valor, trust are gone,
Rich in memory alone;
Could there be a more complete
Picture of the South effete?
[Rises.]

BLANKA.
But my father has related
Stories of a distant land,
Of a life, fresh, unabated,
Neither carved nor wrought by hand!
Here the spirit has forever
Vanished into stone and wave,--
There it breathes as free as ever,
Like a warrior strong and brave!
When the evening’s crystallizing
Vapors settle on my breast,
Lo! I see before me rising
Norway’s snow-illumined crest!
Here is life decayed and dying,
Sunk in torpor, still, forlorn,--
There go avalanches flying,
Life anew in death is born!

If I had the white swan’s coat--

RODERIK
(efter en pause, skrivende).
„Da, heder det, har Ragnarok forsonet
de vilde kræfter, vakt et luttret liv;
Alfader, Balder og den milde Freja
skal styre Askurs æt i fred påny!“ –
(efter et øjeblik at have betragtet hende.)
Men Blanka, se, nu drømmer du igen,
du stirrer tankefuld igennem luften, –
hvad søger du?

RODERIK.
[After a pause writing.]
“Then, it is said, will Ragnarök have stilled
The wilder powers, brought forth a chastened life;
All-Father, Balder, and the gentle Freya
Will rule again the race of man in peace!”--
[After having watched her for a moment.]

RODERIK.
But, Blanka, now you dream away again;
You stare through space completely lost in thought,--
What is it that you seek?

BLANKA
(nærmer sig).
Tilgiv mig, gode fader!
Jeg fulgte kun et stykke vej med svanen,
som fløj på hvide vinger over havet.

BLANKA.
[Draws near.]
Forgive me, father!
I merely followed for a space the swan,
That sailed on snowy wings across the sea.

RODERIK.
Og hvis jeg ikke havde standset dig
i flugten, du min unge, fagre svane!
Hvem véd, hvor langt du da var fløjen med,
måske til Thule?

RODERIK.
And if I had not stopped you in your flight,
My young and pretty little swan! who knows
How far you might have flown away from me,--
Perchance to Thule?

BLANKA.
Hvorfor ikke det?
Did flyver svanen jo ved forårstid,
men vender dog hvert efterår tilbage.
(sætter sig ved hans fødder.)
Dog jeg er ingen svane, kald mig heller
en fangen falk, der sidder tam og tro
med gylden ring om foden.

BLANKA.
And indeed why not?
To Thule flies the swan in early spring,
If only to return again each fall.
[Seats herself at his feet.]

BLANKA.
Yet I--I am no swan,--no, call me rather
A captured falcon, sitting tame and true,
A golden ring about his foot.

RODERIK.
Nu, og ringen?

RODERIK.
Well,--and the ring?

BLANKA
Det er min kærlighed til dig, min fader!
Ved den du bundet har din unge falk,
den kan ej fly, selv om den vilde det.
(rejser sig.)
Men ser du vel, når svanen sejler let
henover bølgen som en sky for vinden,
da må jeg mindes, hvad du har fortalt
om heltelivet i det fjerne Thule;
da tykkes mig, at fuglen er en snekke
med dragehoved og med gylden fløj;
i stævnen skuer jeg den unge helt
med kobberhjelmen om de gule lokker,
med øjne blå, med mandigt hvælvet bryst,
med sværdet knuget i den stærke højre.
Jeg følger helten på hans raske færd,
og mine drømme tumler sig om snekken
og leger, overgivent som delfiner,
i fantasiens dybe, svale bølger!

BLANKA.
The ring? That is my love for you, dear father!
With that you have your youthful falcon bound,
I cannot fly,--not even though I wished to.
[Rises.]

BLANKA.
But when I see the swan sail o’er the wave,
Light as a cloud before the summer wind,
Then I remember all that you have told
Of the heroic life in distant Thule;
Then, as it seems, the bird is like a bark
With dragon head and wings of burnished gold;
I see the youthful hero in the prow,
A copper helmet on his yellow locks,
With eyes of blue, a manly, heaving breast,
His sword held firmly in his mighty hand.
I follow him upon his rapid course,
And all my dreams run riot round his bark,
And frolic sportively like merry dolphins
In fancy’s deep and cooling sea!

RODERIK.
Du er en sværmerske, mit gode barn, –
jeg frygter næsten, at din tanke dvæler
for tidt hos folket i det høje Norden.

RODERIK.
O you,--
You are an ardent dreamer, my good child,--
I almost fear your thoughts too often dwell
Upon the people in the rugged North.

BLANKA.
Og hvis er skylden, fader, om så var?

BLANKA.
And, father, whose the fault, if it were so?

RODERIK.
Du mener, at jeg selv –?

RODERIK.
You mean that I--?

BLANKA.
O ja, hvad andet,
du lever selv jo kun i mindet om
dit ungdomsliv blandt Nordens stærke helte;
og nægt det ej, så tidt du melder om
den raske kæmpefærd, om dyst og holmgang;
da luer kinden og dit øje gløder:
det tykkes mig, du vorder ung påny.

BLANKA.
Yes, what else could I mean;
You live yourself but in the memory
Of early days among these mighty Norsemen;
Do not deny that often as you speak
Of warlike forays, combats, fights,
Your cheek begins to flush, your eye to glow;
It seems to me that you grow young again.

RODERIK.
Vel sandt, men jeg har også grund dertil;
jeg har jo selv blandt Nordens helte levet,
og alt, hvad mindet hvisker mig om dem,
det er jo blade fra min egen saga.
Du derimod, som fostredes i Syden,
som aldrig så de sølvblå vinterfjelde,
som aldrig hørte ludurhornets klang, –
hvor kan det fængsle dig, hvad jeg fortæller?

RODERIK.
Yes, yes, but I have reason so to do;
For I have lived among them in the North,
And every bit that memory calls to mind
Is like a page to me from my own saga.
But you, however, fostered in the South,
Who never saw the silver-tinted mountains,
Who never heard the trumpet’s echoing song,--
Ah, how could you be moved by what I tell?

BLANKA.
O sig, behøver mennesket at se
og høre alting med de ydre sanser?
Har ikke også sjælen blik og øre,
hvormed den lytte kan og skue grant?
Med legemlige øjne ser jeg vel
den rige farveglød, som rosen ejer;
men sjælens blik kan i dens bæger se
en dejlig alf med sommerfuglevinger,
som skælmsk sig skjuler bag de røde blade
og nynner om en lønlig magt fra himlen,
der skænkte blomsten farvepragt og duft.

BLANKA.
Oh, must a human being see and hear
All things but with his outer senses then?
Has not the inner soul, too, eye and ear,
With which it can both see and hearken well?
’Tis true it is with eyes of flesh I see
The richly glowing color of the rose;
But with the spirit’s eye I see within
A lovely elf, a fairy butterfly,
Who archly hides behind the crimson leaves,
And singeth of a secret power from heaven
That gave the flower brightness and perfume.

RODERIK.
Vel sandt, min datter!

RODERIK.
True, true, my child!

BLANKA.
Fast jeg skulde tro,
at just fordi jeg ikke skued selv,
så står det hele mere skønt for tanken;
så går det idetmindste dig, min fader!
De gamle gudesagn og heltekvæder,
dem mindes du og taler om med lyst,
og ridser dem på pergament med runer;
men hvis jeg spørger om dit eget liv
i Nordens egne, mørknes tidt dit øje,
din læbe tier og det tykkes stundom,
som om din barm blev hjem for tunge minder.

BLANKA.
I almost do believe
That just because I do not really see,
The whole looms up more beautiful in thought;
That, father, is the way with you at least!
The ancient sagas and heroic lays,--
These you remember, speak of with delight,
And scratch in runic script upon your parchment;
But if I ask about your youthful life
In Norway’s distant realm, your eyes grow dark,
Your lips are silent, and it seems at times
Your bosom houses gloomy memories.

RODERIK
(rejser sig).
Nævn ikke mere derom, gode barn, –
hvo er vel den, hvis ungdomsminder ej
er blandede med mangt et bittert nag; –
du véd, Normannerne er vilde kæmper. –

RODERIK.
[Rises.]
Come, speak no more, good child, about the past.
Who is there then whose youthful memories
Are altogether free from self-reproach;
You know, the Norsemen are a savage lot.

BLANKA.
Men er da Sydens kriger mindre grum?
Har du forglemt hin nat for ti år siden,
dengang de fremmede på kysten landed,
og plyndrede –?

BLANKA.
But are the warriors of the South less fierce?
Have you forgot that night, now ten years past,
The time the strangers landed on the coast,
And plundered--?

RODERIK
(med synlig uro).
Nok derom, lad os gå;
det lakker alt mod solnedgang, – kom, kom!

RODERIK.
[Visibly ill at ease.]
Say no more now,--let us hence;
The sundown soon will be upon us;--come!

BLANKA
(idet de går).
Giv mig din hånd!
(standser.)
Nej vent!

BLANKA.
[As they go.]
Give me your hand!
[Stops.]

BLANKA.
No, wait!

RODERIK.
Hvad fattes dig?

RODERIK.
What is the matter?

BLANKA.
For første gang har jeg idag forglemt –

BLANKA.
I have today for the first time forgot--

RODERIK.
Hvad har du glemt?

RODERIK.
And what have you forgot?

BLANKA
(pegende mod højen).
Se stenen der og kransen!

BLANKA.
[Points to the barrow.]
Behold the wreath!

RODERIK.
Det er –

RODERIK.
It is--

BLANKA.
Den gamle, visne fra igår;
jeg har forglemt at bytte den i aften;
dog – lad mig følge dig til hytten først,
så går jeg siden ud på blomsterfangst:
violen dufter bedst, når aftnens dugg
har badet den i blanke perlevover,
og rosens knop er ingentid så smuk,
som når den plukkes, mens den barnligt sover!
(De går, til højre i baggrunden.)

BLANKA.
The withered one of yesterday;
I have forgot today to make the change;
Yet, let me take you to the cabin first,
Then shall I venture out in search of flowers;
The violet never is so sweet and rare
As when the dew has bathed its silver lining;
The budding rose is never quite so fair
As when ’tis plucked in child-like sleep reclining!
[They go out at the back to the right.]

ANDEN SCENE.
Gandalf og vikingerne kommer fra højre.

SCENE II
[GANDALF and the VIKINGS enter from the right.]

ASGAUT.
Her er vi snart ved stedet.

ASGAUT.
Now we shall soon be there.

GANDALF.
Hvor? Lad se!

GANDALF.
Point out the place!

ASGAUT.
Nej, vent kun lidt til vi er bagved skoven.
På klippeskråningen mod havet stod
en rest af muren, da vi drog afsted, –
den står der sagtens endnu, tænker jeg.

ASGAUT.
No, wait till we have gone beyond the wood.
There was still standing on the rocky cliff
Against the sea a remnant of the wall,--
I dare say it is standing there to-day.

JOSTEJN.
Hør, sig os drot, hvad kan det både os
at traske om som narre her på holmen?

JOSTEJN.
But tell us, king, what can it profit us
To tramp about here on the isle like fools?

HROLLOUG.
Ja sig, hvad skal vi –

HROLLOUG.
Yes, tell us what shall--

GANDALF.
Tie skal I, tie!
Og lystre blindt, hvad eders konning byder!
(til Asgaut.)
Det synes mig forresten, som I har
gjort altfor ryddigt hus, da sidst I var her;
I kunde sagtens have levnet lidt
for mig og for min hævn!

GANDALF.
You shall hold your tongues!
And blindly follow where your king commands!

GANDALF.
[To ASGAUT.]
It seems to me, however, you cleaned house
Too well when you were last here on the isle;
You might have left a little, I should think,
For me and my revenge!

HROLLOUG.
Du er vor konning,
og troskab svor dig dine mænd på thinge;
men da vi fulgte dig i ledingsfærd,
så var det for at vinde ry og hæder.

HROLLOUG.
You are the king,
And loyalty we pledged you at the thing,
But when we followed you upon the war path,
It was to win our share of fame and glory.

JOSTEJN.
Og guld og skatte, Hrolloug, guld og skatte.

JOSTEJN.
And golden treasures, Hrolloug, golden treasures.

FLERE.
Ja, det er loven, Gandalf, agt for den!

SEVERAL.
That, Gandalf, is the law, and heed it well!

GANDALF.
Jeg kender loven vel så godt som I;
men var det ej fra gamle tider skik
og vedtægt mellem os, at når en frænde
for fiendehånd blev fældet, og hans lig
lå ubegravet, som et rov for ravnen,
så måtte blodhævn til?

GANDALF.
I know the law perhaps as well as you;
But is there not since days of old a law
And covenant with us that when a kinsman
Falls slain before the enemy and his corpse
Unburied lies a prey unto the raven,
Blood vengeance must be had?

NOGLE.
Ja, sådan er det!

SOME.
Yes, so it is!

GANDALF.
Så værer rede da med sværd og skjold, –
I har en drot at hævne, jeg en fader!
(Bevægelse blandt vikingerne.)

GANDALF.
Then stand you ready with your sword and shield,--
You have a king to avenge and I a father!
[Commotion among the VIKINGS.]

JOSTEJN.
En drot?

JOSTEJN.
A king?

HROLLOUG.
En fader?

HROLLOUG.
A father?

GANDALF.
Vent, jeg vil berette
hvad der er hændt. I véd, min fader var
en vældig viking. Tolv år er det siden
han sidste gang en vår drog ud i leding
med Asgaut der og sine gamle kæmper.
To år han flakkede fra strand til strand,
og gæsted Bretland, Valland, ja selv Blåland;
til slutning hærjed han på Sikiløj,
og hørte der berette om en høvding,
som boed her på holmen i et slot
med stærke mure bygget op på fjeldet,
og der var kostelige skatte gemt.
Ved nattetid han landed under stranden,
og borgen hærjed han med ild og sværd.
Selv var han foran som en ægget bjørn,
og i berserkergangen så han ej,
hvordan hans kæmper segned rundt omkring ham;
og da det første daggry randt i øst,
lå hele borgen rygende i grus.
Kun Asgaut stod igen med nogle få, –
min fader og vel hundrede med ham
var redet gennem flammerne til Valhal.

GANDALF.
Wait,--I shall relate
How all this stands. You know, my father was
A mighty viking. Twelve years gone it is
Since he the last time sallied forth one spring
With Asgaut there and all his old time warriors.
Two years he roamed about from strand to strand,
Visiting Bratland, Valland, even Blaaland;
At length he went and harried Sicily,
And there heard stories of a wealthy chief,
Who lived upon this island in a castle
With sturdy walls built on a rocky base,
And in it there were costly treasures hid.
At night he took his men and went ashore,
And razed the castle walls with fire and sword.
Himself went foremost like an angry bear,
And in the fury of the fight saw not
How all his warriors fell about him dead;
And when the morning sun rose in the east,
There lay the castle smouldering in ruin.
Asgaut alone survived with one or two,--
My father and the hundred others there
Had ridden to Valhalla through the flames.

ASGAUT.
Jeg hejste snekkens sejl i højen rå,
og vendte stavnen hjemad imod Norden;
der søgte jeg forgæves efter Gandalf,
den unge ørn var fløjen over havet
til Island eller Færø, blev mig sagt.
Jeg stævned efter ham, men fandt ham ej, –
dog navnet kendte de, såvidt jeg fór;
ti skøndt hans drage fløj som sky for stormen,
så fløj hans rygte dog på bedre vinger.
I sommer, véd I, traf jeg ham til slut,
det var i Velskland; jeg beretted ham,
hvad der var sket, hvordan hans fader endte,
og Gandalf svor ved alle Valhals guder
at tage blodig hævn med ild og sværd.

ASGAUT.
I hoisted every sail upon the bark,
And turned the prow straight homeward to the North;
There sought I all in vain for Gandalf king;
The youthful eagle, I was told, had flown
Across the sea to Iceland or the Faroes.
I hastened after him but found no trace,-
Yet everywhere I went his name was known;
For though his bark sped cloud-like in the storm,
Yet flew his fame on even swifter wings.
At last this spring I found him, as you know;
It was in Italy; I told him then
What things had happened, how his father died,
And Gandalf swore by all Valhalla’s gods
Blood-vengeance he would take with fire and sword.

JOSTEJN.
Det er en gammel skik, og den bør agtes!
Men hvis jeg havde været konning Gandalf,
så var jeg bleven liggende i Velskland, –
for der var guld at vinde.

JOSTEJN.
It is an ancient law and should be honored!
But had I been in your place, Gandalf king,
I should have lingered on in Italy,--
For there was gold to win.

HROLLOUG.
Hæder med.

HROLLOUG.
And honor too.

GANDALF.
Det er jer troskab mod den faldne drot.

GANDALF.
That is your loyalty to your dead king.

JOSTEJN.
Nu, nu, godt ord igen, jeg mente blot
den faldne kunde vente.

JOSTEJN.
Come, come now; no offence; I merely meant
The dead could wait perhaps.

ASGAUT
(med undertrykt forbitrelse).
Usle slægt!

ASGAUT.
[With suppressed rage.]
You paltry race!

JOSTEJN.
Men siden vi nu engang er her –

JOSTEJN.
But now that we are here--

HROLLOUG.
Ja,
så lad os rejse ham et værdigt minde!

HROLLOUG.
Yes; let us raise
Unto the king a worthy monument!

NOGLE.
Ja, ja!

SOME.
Yes, yes!

ANDRE.
Med brand og blod!

OTHERS.
With bloodshed and with fire!

ASGAUT.
Det kan jeg lide,

ASGAUT.
Now that I like!

GANDALF.
Og nu afsted at spejde rundt om øen;
ti end i nat skal hævnen være fuldbragt,
hvis ej, så må jeg falde selv.

GANDALF.
And now away to spy around the island;
For even tonight blood-vengeance shall be mine;
If not, I must myself fall.

ASGAUT.
Det svor han.

ASGAUT.
So he swore.

GANDALF.
Det svor jeg dyrt ved alle Valhals guder!
Og end engang jeg sværger –

GANDALF.
I swore it solemnly by all the gods!
And once again I swear it--

HEMMING
(med en harpe over skulderen, har under det foregående nærmet sig mellem kæmperne og udbryder bønligt):
Sværg ej, Gandalf!

HEMMING.
[With a harp on his shoulder has during the preceding emerged from among the WARRIORS and cries out imploringly.]
Swear not, Gandalf!

GANDALF.
Hvad går der af dig?

GANDALF.
What troubles you?

HEMMING.
Sværg ej her i skoven!
Her kan ej vore guder høre dig;
i snekkens stavn, i Nord på vore bjerge,
der hører de dig nok, men ikke her!

HEMMING.
Swear not here in this wood!
Here in the South our gods can never hear;
Out on your bark, up North among the hills,
There they still hearken to you, but not here!

ASGAUT.
Har Sydens pestluft smittet også dig?

ASGAUT.
Have you too breathed the poison of the South?

HEMMING.
I Velskland hørte jeg de fromme prester
fortælle dejligt om den hvide Krist,
og hvad de sagde svæver for min hu
ved nat og dag, det vil ej mer forsvinde.

HEMMING.
In Italy I heard the pious monks
Tell lovely stories of the holy Christ,
And what they told still lingers in my mind
Through night and day and will no more be gone.

GANDALF.
Jeg tog dig med, fordi du alt som gut
forrådte tegn på rige skaldekræfter.
Du skulde se min djærve ledingsfærd;
og når kong Gandalf sad som grånet gubbe
ved egebordet mellem sine kæmper,
da skulde drottens unge skald forkorte
den lange vinterkvæld med heltekvad,
og så til slutning sjunge mig mit drapa;
thi mindet, rejst af skaldetungens lyn,
er bedste bauta over heltens gravhøj.
Gå nu, slæng harpen væk, og put dig selv
i munkekutten, hvis det lyster dig.
Ha! ha! Kong Gandalf får en dygtig sanger.
(Vikingerne går ind i skoven til venstre; Hemming følger dem.)

GANDALF.
I had you brought with me because in youth
You showed great promise of poetic gifts.
You were to see my bold and warlike deeds,
So that when I, King Gandalf, old and gray,
Sat with my warriors round the oaken table,
The king’s young scald might while away
Long winter evenings with heroic lays,
And sing at last a saga of my deeds;
The hero’s fame voiced in the poet’s song
Outlives the monument upon his grave.
But now, be off, and if you choose go cast
Your harp aside and don the monkish cowl.
Aha! King Gandalf has a mighty scald!
[The VIKINGS go into the forest to the left; HEMMING follows them.]

ASGAUT.
Det er en muggen tid vi lever i;
det bærer ned ad bakke med vor tro
og vore sæder fra den gamle tid.
Held mig! Min nakke luder alt af ælde;
mit øje skal ej skue Nordens fald.
Men du, kong Gandalf, du er ung og stærk;
og hvor du færdes i det vide fjerne,
så kom ihu, at det er kongeværk
om folkets guder og dets kraft at værne!
(han følger efter de øvrige.)

ASGAUT.
It is a mouldy time we live in now;
Our faith and customs from the olden days
Are everywhere upon the downward path.
Lucky it is that I am growing old;
My eyes shall never see the North decay.
But you, King Gandalf, you are young and strong;
And wheresoe’er you roam in distant lands,
Remember that it is a royal task
To guard the people and defend the gods!
[He follows the rest.]

GANDALF
(efter en pause).
Han har ej nogen frejdig lid til mig.
Vel at han gik! Der ligger som en tyngsel
på mine skuldre, når han er mig nær.
Den gamle stenmand med de barske træk, –
han ligner Asathor, som stod med Mjølnir
og styrkebeltet hugget ud i gråsten
i offerlunden ved min faders gård.
Min faders gård! – Hvo véd, hvordan det nu
ser ud derhjemme på de gamle tomter! –
Ja fjeld og skov er sagtens end de samme;
men folkets bryst –? Har det de gamle strænge?
Nej, der er falden meldug over tiden,
og det er den, som suger Nordens saft
og tærer giftigt på dets bedste blomster.
Vel, jeg vil hjemad! Redde hvad der end
står til at redde, før det styrter sammen.
(efter en pause, idet han ser sig om.)
Hvor der er lifligt her i Sydens lunde;
min graneskov har ej så stærk en duft.
(han bemærker højen.)
Hvad nu? En kæmpegrav? Den gemmer nok
en landsmand fra de gamle, friske dage.
En kæmpegrav i Syden! – Det er billigt;
thi Syden gav os jo vort ulivssår.
Hvor her er vakkert! Jeg må tænke på
en vinterkvæld, da jeg som liden gut
sad på min faders knæ ved arneflammen,
mens han fortalte mig om vore guder,
om Odin, Balder og den stærke Thor;
og da jeg nævnte for ham Frejas lund,
så skildred han mig den som lunden her, –
men da jeg vilde vide lidt om Freja,
hvordan hun selv så ud, da smålo gubben,
og satte mig på gulvet ned og svared:
„Det vil en kvinde nok fortælle dig!“
(lyttende.)
Tys! Fodtrin gennem skoven! Rolig Gandalf, –
de bringer førstegrøden af din hævn!
(Træder tilside, således at han er halv skjult mellem buskene til højre.)

GANDALF.
[After a pause.]
Hm, he has no great confidence in me.
’Tis well he went! Whenever he is near,
It is as if a burden weighed me down.
The grim old viking with his rugged face,--
He looks like Asathor, who with his belt
Of strength and Mjölnir stood within the grove,
Carved out in marble, near my father’s home.
My father’s home! Who knows, alas! how things
Around the ancient landmarks now may look!--
Mountains and fields are doubtless still the same;
The people--? Have they still the same old heart?
No, there is fallen mildew o’er the age,
And it is that which saps the Northern life
And eats away like poison what is best.
Well, I will homeward,--save what still is left
To save before it falls to utter ruin.

GANDALF.
[After a pause during which he looks around.]
How lovely in these Southern groves it is;
My pine groves can not boast such sweet perfume.
[He perceives the mound.]

GANDALF.
What now? A warrior’s grave? No doubt it hides
A countryman from those more stirring days.
A warrior’s barrow in the South!--’Tis only just;
It was the South gave us our mortal wound.
How lovely it is here! It brings to mind
One winter night when as a lad I sat
Upon my father’s knee before the hearth,
The while he told me stories of the gods,
Of Odin, Balder, and the mighty Thor;
And when I mentioned Freya’s grove to him,
He pictured it exactly like this grove,--
But when I asked him something more of Freya,
What she herself was like, the old man laughed
And answered as he placed me on my feet,
“A woman will in due time tell you that!”

GANDALF.
[Listening.]
Hush! Footsteps in the forest! Quiet, Gandalf,-
They bring the first fruits of your blood-revenge!
[He steps aside so that he is half concealed among the bushes to the right.]

TREDJE SCENE.
Gandalf. Blanka (med egeblade i håret og en kurv med blomster, kommer fra venstre).

SCENE III
[GANDALF. BLANKA with oak leaves in her hair and a basket of flowers enters from the left.]

BLANKA
(siddende til venstre, beskæftiget med at flette en blomsterkrans).
Der risler kilder i de grønne dale,
der gynger klare bølger under strand;
men kildens rislen, bølgens sagte røst
har ej så stærk en magt som hine blomster,
der favnes søsterligen bryst ved bryst
i tætte klynger rundt om højens side;
de maner mig ved dag og nat herhen, –
her er det godt at længes og at drømme.
Se nu er kransen færdig. Heltens bauta,
så hård og kold, skal dølges under den.
Ja, det er smukt!
(visende mod højen.)
Et undergået liv,
med kæmpekræfter, dybt i muld begravet, –
og mindet, som til efterslægten taler,
en iskold kampesten, som hin på højen!
Da kommer kunsten, og med venlig hånd
den plukker blomster ved naturens bryst
og dækker mindets hårde kampesten
med hvide liljer, duftende kærminder.
(hun stiger op på højen, hænger kransen over bautastenen og siger derpå efter en pause:)
Nu sejler atter mine drømmes flok
som trækfuglskaren over havets bølger;
jeg drages did, hvorhen min længsel stunder,
og villigt følger jeg den skjulte magt,
som har sin kongestol i sjælens dyb.
Jeg står i Norden, er en kæmpers brud,
og spejder som en ørn fra fjeldets tinde.
Bag blanke bølger dukker snekken frem. –
O fly som mågen mod din fædrestrand!
Jeg er et Sydens barn, jeg kan ej vente; –
jeg river egekransen af mit hår, –
tag den, min helt! Den er det andet bud,
der hilser dig, – min længsel var det første.
(hun kaster kransen. Gandalf træder frem og griber den.)
Hvad nu? Der står –
(hun gnider øjnene og stirrer forundret på ham.)
Nej, det er ingen drøm.
Hvo er du, fremmede? Hvad søger du
ved stranden her?

BLANKA.
[Seated at the left busily weaving a flower wreath.]
Fountains may murmur in the sunny vales,
Resplendent billows roll beneath the shore;
Nor fountain’s murmur, nor the billow’s song
Has half the magic of those flowers there,
That stand in clusters round the barrow’s edge
And nod at one another lovingly;
They draw me hither during night and day,--
And it is here I long to come and dream.
The wreath is done. The hero’s monument,
So hard and cold, shall under it be hid.
Yes, it is beautiful!
[Pointing to the mound.]

BLANKA.
A vanished life,
Of giant strength, lies mouldering in the ground,--
And the memorial which should speak to men,--
A cold unyielding stone like yonder one!
But then comes art, and with a friendly hand
She gathers flowers from the breast of nature
And hides the ugly, unresponsive stone
With snow-white lilies, sweet forget-me-nots.
[She ascends the barrow, hangs the wreath over the monument, and speaks after a pause.]

BLANKA.
Again my dreams go sailing to the North
Like birds of passage o’er the ocean waves;
I feel an urging where I long to go,
And willingly I heed the secret power,
Which has its royal seat within the soul.
I stand in Norway, am a hero’s bride,
And from the mountain peak watch eagle-like.
O’er shining waves the vessel heaves in sight.--
Oh, like the gull fly to your fatherland!
I am a Southern child, I cannot wait;
I tear the oaken wreath out of my hair,--
Take this, my hero! ’Tis the second message
I greet you with,--my yearning was the first.
[She throws the wreath. GANDALF steps forth and seizes it.]

BLANKA.
What’s this? There stands a--
[She rubs her eyes and stares amazed at him.]
No, it is no dream.
Who are you, stranger? What is it you seek
Here on the shore?

GANDALF.
Stig ned af højen først,
så kan vi tales ved.

GANDALF.
Step first from off the mound,--
Then we can talk at ease.

BLANKA
(stiger ned).
Se så, her er jeg!
(afsides, idet hun betragter ham.)
Ringbrynjen over brystet, kobberhjelmen, –
aldeles som min fader har fortalt.
(højt.)
Tag hjelmen af!

BLANKA.
[Comes down.]
Well, here I am!

BLANKA.
[Aside as she looks him over.]
The chain mail o’er his breast, the copper helmet,--
Exactly as my father has related.

BLANKA.
[Aloud.]
Take off your helmet!

GANDALF.
Hvorfor?

GANDALF.
Why?

BLANKA.
Så gør det dog!
(afsides.)
To klare øjne, lokker som en kornmark, –
aldeles som jeg så ham i min drøm.

BLANKA.
Well, take it off!

BLANKA.
[Aside.]
Two sparkling eyes, locks like a field of grain,--
Exactly as I saw him in my dream.

GANDALF.
Hvo er du, kvinde?

GANDALF.
Who are you, woman?

BLANKA.
Jeg? Et fattigt barn!

BLANKA.
I? A poor, poor child!

GANDALF.
Dog visst den fagreste, som øen ejer.

GANDALF.
Yet certainly the fairest on the isle.

BLANKA
(leende).
Den fagreste? Ja, det kan være muligt;
thi her er ingen anden.

BLANKA.
The fairest? That indeed is possible,
For here there’s no one else.

GANDALF.
Ingen anden?

GANDALF.
What,--no one else?

BLANKA.
Med mindre, at min faer, – men han er gammel
og har et sølvgråt skæg, så langt som så,
o nej, så tror jeg dog, jeg vinder prisen.

BLANKA.
Unless my father be,--but he is old
And has a silver beard, as long as this;
No, after all I think I win the prize.

GANDALF.
Du har et lystigt sind.

GANDALF.
You have a merry spirit.

BLANKA.
Ej altid, du!

BLANKA.
Not always now!

GANDALF.
Men sig mig dog, hvordan det hænger sammen,
du lever ene med din fader her,
og jeg har dog så sikkert hørt berette,
at øen skulde være rigt bebygget?

GANDALF.
But tell me, pray, how this is possible;
You say you live alone here with your father,
Yet I have heard men say most certainly
The island here is thickly populated?

BLANKA.
Det var den engang, for en tre års tid;
men – ja, det er en sørgelig fortælling –
dog, du skal høre den, ifald du vil.

BLANKA.
It was so once, three years ago or more;
But,--well, it is a sad and mournful tale--
Yet you shall hear it if you wish.

GANDALF.
Javisst, jeg vil!

GANDALF.
Yes, certainly!

BLANKA.
Ser du, for tre år siden –
(sætter sig.)
Kom, sæt dig ned!

BLANKA.
You see, three years ago--
[Seats herself.]

BLANKA.
Come, seat yourself!

GANDALF
(træder et skridt tilbage).
Nej, sid kun du, jeg står.

GANDALF.
[Steps back a pace.]
No, sit you down, I’ll stand.

BLANKA.
For tre år siden kom en væbnet flok
af røvere, Gud véd hvorfra, til øen;
de plyndred rundt omkring, hvor de drog frem,
og myrded alt, hvad levende de fandt.
De få, som kunde, redded sig ved flugten,
og søgte til min faders borg, som lå
på klippepynten ikke langt fra havet.

BLANKA.
Three years ago there came, God knows from whence,
A warlike band of robbers to the isle;
They plundered madly as they went about,
And murdered everything they found alive.
A few escaped as best they could by flight
And sought protection in my father’s castle,
Which stood upon the cliff right near the sea.

GANDALF.
Din faders, siger du?

GANDALF.
Your father’s, did you say?

BLANKA.
Javisst, min faders.–
Det var en skyfuld aften, da de stormed
mod borgeporten, trængte gennem muren,
brød ind i gården, myrdede for fode.
Jeg flygted angstfuld ud i nattens mulm,
og søgte mig et skjulested i skoven.
Jeg så vort hjem at hvirvles op i flammer,
Jeg hørte skjoldebrag og bange dødsskrig. –
Tilsidst blev alting tyst; thi alt var myrdet. –
Den vilde skare drog mod stranden ned
og sejled bort. – Den næste morgen sad jeg
på klippen ved de rygende ruiner.
Jeg var den eneste, de havde skånet.

BLANKA.
My father’s, yes.--
It was a cloudy evening when they burst
Upon the castle gate, tore through the wall,
Rushed in the court, and murdered right and left.
I fled into the darkness terrified,
And sought a place of refuge in the forest.
I saw our home go whirling up in flames,
I heard the clang of shields, the cries of death.--
Then everything grew still; for all were dead.--
The savage band proceeded to the shore
And sailed away.--I sat upon the cliff
The morning after, near the smouldering ruins.
I was the only one whom they had spared.

GANDALF.
Men du fortalte jo, din fader lever.

GANDALF.
But you just told me that your father lives.

BLANKA.
Min plejefader; vent, nu skal du høre!
Jeg sad på klippen sorgfuld og beklemt
og lytted til den rædselsfulde stilhed;
da lød det som et dæmpet suk fra dybet
i klippekløften, under mine fødder;
jeg lytted bange, steg tilsidst derned
og fandt en fremmed, blødende og bleg.
Jeg nærmed mig, så bange som jeg var,
forbandt hans sår og plejed ham, –

BLANKA.
My foster-father; wait, and you shall hear!
I sat upon the cliff oppressed and sad,
And listened to the awful stillness round;
There issued forth a faint and feeble cry,
As from beneath the rocky cleft beneath my feet;
I listened full of fear, then went below,
And found a stranger, pale with loss of blood.
I ventured nearer, frightened as I was,
Bound up his wounds and tended him,--

GANDALF.
Og han?

GANDALF.
And he?

BLANKA.
Fortalte, da han efterhånden kom sig,
at han var dragen med et købmandsskib
herhid til øen endnu samme dag,
da borgen plyndredes, – var flygtet did
og havde kæmpet kækt mod røverflokken
indtil han, blødende af mathed, styrted
i klippekløften, hvor jeg siden fandt ham.
Og efter den tid har vi levet sammen;
han bygged os en hytte dybt i skoven
og blev mig kær, o kær som ingen anden.
Men kom, du må dog se ham.

BLANKA.
Told me as he recovered from his wounds,
That he had come aboard a merchantman,
Had reached the island on the very day
The castle was destroyed,--took refuge there
And fought the robber band with all his might
Until he fell, faint with the loss of blood,
Into the rocky cleft wherein I found him.
And ever since we two have lived together;
He built for us a cabin in the wood,
I grew to love him more than any one.
But you must see him,--come!

GANDALF.
Nej – nej, vent!
Vi træffer tidsnok sammen, tænker jeg.

GANDALF.
No, wait,--not now!
We meet in ample time, I have no doubt.

BLANKA.
Ja, ja da, som du vil; men du kan tro,
han så dig gerne under hyttens tag;
for du må vide, gæstfriheden hører
ej blot i Norden hjemme.

BLANKA.
Well, all right, as you please; but rest assured
He would be glad to greet you ’neath his roof;
For you must know that hospitality
Is found not only in the North.

GANDALF.
Norden? Så
du véd da –

GANDALF.
The North?
You know then--

BLANKA.
Hvor du kommer fra? O ja!
Min fader har fortalt om jer så tidt,
at jeg ved første øjekast –

BLANKA.
Whence you come, you mean? Oh, yes!
My father has so often told of you
That I the moment that I saw you--

GANDALF.
Og dog
du blev ej bange!

GANDALF.
Yet you
Were not afraid!

BLANKA.
Bange? Hvorfor bange?

BLANKA.
Afraid? And why afraid?

GANDALF.
Nu, har han ikke sagt, – ja har han ej –

GANDALF.
Has he not told you then,--of course if not--

BLANKA.
Fortalt, at I er djærve helte? Jo!
Men hvorfor skulde det forskrække mig?
Jeg véd, I søger ry på fjerne strande,
i mandig dyst med drabelige kæmper;
men jeg har hverken pantser eller sværd,
hvi skulde jeg vel da –

BLANKA.
Told me that you were fearless heroes? Yes!
But pray, why should that frighten me?
I know you seek your fame on distant shores,
In manly combat with all doughty warriors;
But I have neither sword nor coat of mail,
Then why should I fear--

GANDALF.
Nej visst, nej visst!
Men hine fremmede, som brændte borgen?

GANDALF.
No, of course, of course!
But still, those strangers who destroyed the castle?

BLANKA.
Hvad de?

BLANKA.
And what of them?

GANDALF.
Nu ja, jeg mente blot, har ej
din fader sagt, hvorfra de kom?

GANDALF.
Only,--has not your father
Told you from whence they came?

BLANKA.
Nej aldrig.
De var jo fremmede for ham, som os.
Men hvis du vil, så skal jeg spørge ham.

BLANKA.
Never! How could he!
Strangers they were alike to him and us.
But if you wish I’ll ask him right away.

GANDALF
(hurtigt).
Nej, lad kun være.

GANDALF.
[Quickly.]
No, let it be.

BLANKA.
Ah, nu fatter jeg!
Du vide vil, hvor du skal søge dem,
og tage blodhævn, som I kalder det.

BLANKA.
Ah, now I understand!
You wish to know where you can seek them now,
And take blood-vengeance, as you call it.

GANDALF.
Ha, blodhævn! Tak! Du minder mig om ordet;
fast havde jeg forglemt –

GANDALF.
Ah,
Blood-vengeance! Thanks! The word I had forgot;
You bring me back--

BLANKA.
Men véd du vel,
det er en hæslig skik.

BLANKA.
But do you know, it is
An ugly practice.

GANDALF
(gående mod baggrunden).
Farvel!

GANDALF.
[Going toward the background.]
Farewell!

BLANKA.
Du går?

BLANKA.
O, you are going?

GANDALF.
Vi træffes tidsnok.
(standser.)
Sig mig endnu ét:
Hvo hviler under kæmpehøjen der?

GANDALF.
We meet in time.
[Stops.]

GANDALF.
Tell me this one thing more:
What warrior is it rests beneath the mound?

BLANKA.
Det véd jeg ej.

BLANKA.
I do not know.

GANDALF.
Du véd det ej, og dog
du slynger blomster rundt om heltens bauta.

GANDALF.
You do not know, and still
You scatter flowers on the hero’s grave.

BLANKA.
Min fader førte mig en morgen hid
og viste mig den friske gravhøj, som
jeg aldrig forhen havde set ved stranden.
Han bød mig holde morgenbøn ved højen
og i min bøn at tænke fromt på dem,
som havde hærjet os med sværd og flammer.

BLANKA.
My father led me here one morning early
And pointed out to me the fresh-made mound,
Which I had never seen upon the strand.
He bade me say my morning prayers out here,
And in my supplications to remember
Those who had harried us with sword and fire.

GANDALF.
Og du?

GANDALF.
And you?

BLANKA.
Hver morgenstund fra den dag af
jeg bad en stille bøn for deres frelse;
og friske blomster fletted jeg hver aften
til krans om mindestenen.

BLANKA.
Each morning from that day to this
I sent a prayer to heaven for their salvation;
And every evening flowers afresh I wove
Into a garland for the grave.

GANDALF.
Sælsomt! sælsomt!
Hvor kan du bede for din avindsmand?

GANDALF.
Yes, strange!
How can you pray thus for your enemy?

BLANKA.
Det byder mig min tro.

BLANKA.
My faith commands me.

GANDALF
(heftigt).
Den tro er fejg;
det er en tro, som suger heltens kraft;
se derfor døde kæmpelivet strådød
hos eder her i Syden!

GANDALF.
[Vehemently.]
Such a faith is craven;
It is the faith which saps the hero’s strength;
’Twas therefore that the great, heroic life
Died feebly in the South!

BLANKA.
Men ifald
min fejge tro, som nu du kalder den,
blev plantet om i eders friske jordbund, –
da véd jeg vist, der spired frem af den
en blomsterfylde, rig nok til at dække
den nøgne fjeldvæg.

BLANKA.
But now suppose
My craven faith, as you see fit to call it,
Could be transplanted to your virgin soil,--
I know full well, there would spring forth a mass
Of flowers so luxuriant as to hide
The naked mountain.

GANDALF.
Lad du fjældet stå
med nøgne vægge til det falder sammen!

GANDALF.
Let the mountain stand
In nakedness until the end of time!

BLANKA.
Hør! tag mig med derop!

BLANKA.
O! Take me with you!

GANDALF.
Hvad mener du?
Jeg styrer hjemad –

GANDALF.
What do you mean?
I sail for home--

BLANKA.
Ja, jeg sejler med dig;
jeg har jo længst i tankerne gjort farten
didop, hvor du har hjemme mellem is
og sne og store sorte graneskove.
Der skulde komme lystighed i hallen,
ifald jeg måtte råde, kan du tro;
thi jeg er munter; – har du nogen skald?

BLANKA.
Well, I shall sail with you;
For I have often traveled in my dreams
To far-off Norway, where you live mid snow
And ice and sombre woods of towering pines.
There should come mirth and laughter in the hall,
If I could have my say, I promise you;
For I am merry;--have you any scald?

GANDALF.
Jeg havde en, men her i Syden har
den lumre luftning slappet harpens strænge,
de vil ej klinge –

GANDALF.
I had one, but the sultry Southern air
Has loosened all the strings upon his harp,--
They sing no longer--

BLANKA.
Godt! så skal jeg være
din skald.

BLANKA.
Good! Then shall I be
Your scald.

GANDALF.
Og du? – Du kunde følge med os,
forlade hjem og fader?

GANDALF.
And you?--You could go with us there,
And leave your father and your home?

BLANKA
(leende).
Ha, ha, ha!
Jeg tror, du tager det for alvor?

BLANKA.
[Laughing.]
Aha!
You think I meant it seriously?

GANDALF.
Var det
da kun dit skemt?

GANDALF.
Was it
Only a jest?

BLANKA.
Ak ja! en tosset drøm,
som tidt jeg drømte, før vi så hinanden, –
og som jeg visst vil drømme mangen gang,
når du –
(pludselig afbrydende.)
Du ser så stivt på mig.

BLANKA.
Alas! a foolish dream
I often used to dream before we met,--
Which often I no doubt shall dream again,
When you--
[Suddenly breaking off.]

BLANKA.
You stare so fixedly.

GANDALF.
Gør jeg?

GANDALF.
Do I?

BLANKA.
Javisst, hvad tænker du på?

BLANKA.
Why, yes! What are you thinking of?

GANDALF.
Jeg? På intet!

GANDALF.
I? Nothing!

BLANKA.
På intet?

BLANKA.
Nothing?

GANDALF.
Ja, jeg véd ej selv på hvad;
dog jo, jeg véd – og du skal høre det:
jeg tænker på, hvordan du plante vil
i Norden dine blomster, og imens
så falder mig min egen tro isinde.
Der er et ord deri, som aldrig før
jeg fattet har; nu har du lært mig det.

GANDALF.
That is, I scarcely know myself;
And yet I do--and you shall hear it now:
I thought of you and how you would transplant
Your flowers in the North, when suddenly
My own faith came as if by chance to mind.
One word therein I never understood
Before; now have you taught me what it means.

BLANKA.
Hvad mener du?

BLANKA.
And that is what?

GANDALF.
Der siges, at Valfader
får kun en halvdel af de slagne kæmper;
den anden halvdel hører Freja til.
Det har jeg aldrig kunnet ret begribe;
men nu – nu fatter jeg, – jeg er jo selv
en slagen kæmpe og min bedste halvdel
blev Frejas ejendom.

GANDALF.
Valfader, it is said,
Receives but half the warriors slain in battle;
The other half to Freya goes by right.
That I could never fully comprehend;
But--now I understand,--I am myself
A fallen warrior, and to Freya goes
The better part of me.

BLANKA
(studsende).
Hvad skal det sige?

BLANKA.
[Amazed.]
What does this mean?

GANDALF.
Nu kort og godt, så vid –

GANDALF.
Well, in a word, then know--

BLANKA
(hurtigt).
Nej, lad kun være!
Jeg tør ej dvæle længer her i aften, –
min fader venter, jeg må gå; farvel!

BLANKA.
[Quickly.]
No, say it not!
I dare not tarry longer here to-night,--
My father waits, and I must go; farewell!

GANDALF.
Du går?

GANDALF.
O, you are going?

BLANKA
(tager egekransen, som han har ladet falde, og slynger den om hans hjelm).
Se der, du kan beholde den.
Se, hvad jeg før i mine drømme gav dig,
det skænker jeg dig vågen nu.

BLANKA.
[Takes the wreath of oak leaves which he has let fall and throws it around his helmet.]
You can keep it now.
Lo, what I hitherto bestowed on you
In dreams, I grant you now awake.

GANDALF.
Farvel!
(han går hurtig ud til højre.)

GANDALF.
Farewell!
[He goes quickly out to the right.]

FJERDE SCENE.

SCENE IV

BLANKA
(alene).
     Han er borte! Lydløst stille
     råder på den øde kyst.
     Lydløst stille, gravens stille
     råder også i mit bryst.

     Kom han da kun for at svinde
     som et solstrejf gennem tågen?
     Ak! snart flyver han som mågen
     langt herfra for nattens vinde!

     Og hvad har jeg så tilbage?
     Kun en blomst for mine drømme;
     ensomheden, for at svømme
     som petrellen om hans drage!

(Vikingernes krigslur høres fra venstre.)
Ha! hvad var det! Et horn, det kom fra skoven.

BLANKA.
[Alone.]
     He is gone! Ah, perfect stillness
     Rules upon the barren strand.
     Perfect stillness, grave-like stillness
     Rules my heart with heavy hand.

     Came he then to vanish only
     Through the mist, a ray of light?
     Soon he flies, a sea-gull lonely,
     Far away into the night!

     What is left me of this lover?
     But a flower in the dark:
     In my loneliness to hover
     Like a petrel round his bark!

[The war trumpet of the Vikings is heard from the left.]

BLANKA.
Ah! What was that! A trumpet from the wood!

FEMTE SCENE.
Blanka. Gandalf (fra højre).

SCENE V
[BLANKA, GANDALF from the right.]

GANDALF
(afsides).
Det er for sildigt!

GANDALF.
[Aside.]
It is too late!

BLANKA.
O, der er han atter!
Hvad vil du?

BLANKA.
O, there he is again!
What do you want?

GANDALF.
Skynd dig, skynd dig bort herfra!

GANDALF.
Quick,--quick, away from here!

BLANKA.
Hvad mener du?

BLANKA.
What do you mean?

GANDALF.
Afsted! Her truer faren!

GANDALF.
Away! There’s danger here!

BLANKA.
Hvad fare?

BLANKA.
What danger?

GANDALF.
Døden!

GANDALF.
Death!

BLANKA.
Jeg forstår dig ej.

BLANKA.
I do not understand you.

GANDALF.
Jeg vilde dulgt det for dig, derfor gik jeg
at kalde folket ned igen til snekken
og sejle bort; du skulde aldrig vidst –
dog hornet varsler, at det er forsilde;
de kommer hid.

GANDALF.
I thought to hide it from you,--hence I went
To call my people to the ship again
And sail away; you never should have known,--
The trumpet warns me that it is too late,--
That they are coming.

BLANKA.
Hvem kommer, hvem?

BLANKA.
Who are coming?

GANDALF.
Så vid da,
de fremmede, som fordum hærjed øen,
var vikinger som jeg.

GANDALF.
Then know,--
The strangers who once harried on the isle
Were vikings like myself.

BLANKA.
Fra Norden?

BLANKA.
From Norway?

GANDALF.
Ja.
Min fader faldt, og han var deres drot, –
thi må han hævnes.

GANDALF.
Yes.
My father, who was chief among them, fell,--
Hence must he be avenged.

BLANKA.
Hævnes?

BLANKA.
Avenged?

GANDALF.
Det er skik
og vedtægt mellem os.

GANDALF.
Such is
The custom.

BLANKA.
Ha! jeg begriber!

BLANKA.
Ah, I see now!

GANDALF.
De kommer! Stil dig bag ved mig.

GANDALF.
Here they come!
Stand close behind me!

BLANKA.
Væk, blodmand!

BLANKA.
Man of blood,--away!

SJETTE SCENE.
De forrige. Asgaut. Hemming og vikingerne, der fører Roderik mellem sig.

SCENE VI
[The Preceding.]
[ASGAUT, HEMMING and the VIKINGS, who lead RODERIK between them.]

ASGAUT
(til Gandalf).
En mager fangst, dog altid noget, Gandalf.

ASGAUT.
[To GANDALF.]
A meagre find, yet something, to be sure.

BLANKA.
Min fader!
(kaster sig i hans arme.)

BLANKA.
My father!
[She throws herself in his arms.]

RODERIK.
Blanka! O mit barn!

RODERIK.
Blanka! O, my child!

JOSTEJN.
En kvinde!
Så får han rejsefølge.

JOSTEJN.
A woman!
He will have company.

ASGAUT.
Ja, til Hel!

ASGAUT.
Yes, straight to Hell!

BLANKA.
O fader, hvorfor har du aldrig sagt mig –

BLANKA.
O father, wherefore have you never told me--

RODERIK.
Tys! tys! min datter!
(pegende på Gandalf.)
Er det eders høvding?

RODERIK.
Hush! Hush! my child!
[Points to GANDALF.]

RODERIK.
Is this your chieftain?

ASGAUT.
Så er det.
(til Gandalf.)
Manden kan berette dig,
hvordan din fader faldt; thi han var med
og slap derfra med livet, har han sagt.

ASGAUT.
Yes.

ASGAUT.
[To GANDALF.]
This man can tell you how your father died;
For he was in the thick of it, he says,
The only one to get away alive.

GANDALF.
Ti! Jeg vil intet høre.

GANDALF.
Hush! I will nothing hear.

ASGAUT.
Godt, så lad
os tage fat på værket.

ASGAUT.
Good; let us then
Begin the task.

BLANKA.
Gud! hvad vil de?

BLANKA.
O God! what will they do?

GANDALF
(dæmpet).
Jeg kan ej, Asgaut!

GANDALF.
[In an undertone.]
I cannot, Asgaut!

ASGAUT
(ligeledes).
Er vor høvding fejg?
Har kvindens glatte tunge dåret ham?

ASGAUT.
[Likewise.]
Is our king afraid?
Has woman’s flattering tongue beguiled his mind?

GANDALF.
Nu ligemeget, jeg har sagt –

GANDALF.
No matter,--I have said--

ASGAUT.
Betænk,
det gælder al din agt blandt dine kæmper.
Dit løfte gav du Valhals høje guder,
og brydes det, så er du hvermands niding.
Glem ej, vor gamle tro er svagt befæstet, –
den vakler alt; et stød kan rokke den,
og kommer stødet ovenfra, fra drotten,
da har den fået banesåret.

ASGAUT.
Bethink yourself,--
Your standing with your warriors is at stake.
Your word you pledged Valhalla’s mighty gods,
And if you fail a dastard you’ll be judged.
Do not forget our faith is insecure--
And wavering; one blow can strike its root,
And if the blow comes from the king above,
It will have had a mortal wound.

GANDALF.
Ha!
Det var en ulyksalig ed, jeg svor.

GANDALF.
Ah me!
That was a most unhappy oath I swore.

ASGAUT
(til vikingerne).
Nu rede, kæmper!

ASGAUT.
[To the VIKINGS.]
Now ready, warriors!

BLANKA.
Vil I myrde ham,
den værgeløse gubbe?

BLANKA.
Will you murder him,
An old, defenseless man?

ASGAUT.
Ned med begge!

ASGAUT.
Down with them both!

BLANKA.
O Gud!

BLANKA.
O God!

HROLLOUG.
Nej, kvinden er for fager! Hun
kan følge med på snekken.

HROLLOUG.
The woman is too fair! Let her
Return with us.

JOSTEJN
(leende).
Ja, som skjoldmø.

JOSTEJN.
[Laughing.]
Yes, as a warrior maid.

GANDALF.
Tilbage!

GANDALF.
Stand back!

RODERIK.
Skåner, skåner kun mit barn!
Jeg bringer eder drottens banemand,
ifald I skåner hende!

RODERIK.
O spare,--O spare at least my child!
The slayer of your chieftain I will bring you,
If you will only spare her!

GANDALF
(hurtigt).
Bring os ham,
så er hun fri, ej sandt?

GANDALF.
[Quickly.]
Bring him here,
And she is free. What say you?

VIKINGERNE.
Jo, jo, det er hun!

THE VIKINGS.
She is free!

BLANKA
(til Roderik).
Hvad lover du?

BLANKA.
[To RODERIK.]
You promise that?

ASGAUT.
Så skaf ham hid!

ASGAUT.
Then fetch him!

RODERIK.
Her står han!

RODERIK.
Here he stands!

NOGLE.
Ha, gubben der!

SOME.
Ha, that old man!

GANDALF.
O ve!

GANDALF.
O woe!

BLANKA.
Nej, nej, du skal ej –

BLANKA.
No, no, you shall not--

RODERIK.
For denne hånd fandt vikingen sin bane,
nu hviler han i kæmpehøjen der!

RODERIK.
Struck by this hand the viking found his death,
Now rests he peacefully in yonder mound!

GANDALF.
Min faders gravhøj!

GANDALF.
My father’s barrow!

RODERIK.
Han var stærk og djærv;
thi jorded jeg ham på hans fædres vís.

RODERIK.
He was strong and brave;
Wherefore I laid him here in viking style.

GANDALF.
Da han er højlagt, så –

GANDALF.
Since he is buried, then,--

ASGAUT.
Nej, ligefuldt
den faldne konning kræver blod, – slå til!

ASGAUT.
Though he be buried,
The fallen king cries for revenge,--strike, strike!

BLANKA.
Han skuffer eder!
(til Gandalf.)
Har du ej begrebet,
det er kun mig, sin datter, han vil frelse?
Dog, hvad forstår vel du et kærligt sind,
der offrer alt for den, som –

BLANKA.
He is deceiving you!

BLANKA.
[To GANDALF.]
Do you not see
It is alone his daughter he would save?
Yet, how should your kind understand a soul
That sacrifices all--

GANDALF.
Jeg forstår ej?
Du tror ej, jeg forstår?
(til vikingerne.)
Han skal ej fældes.

GANDALF.
I do not understand?
You do not think I can?

GANDALF.
[To the VIKINGS.]
He shall not die!

ASGAUT.
Hvordan?

ASGAUT.
How so?

BLANKA.
O fader! han er god som du.

BLANKA.
O father! He is good like you.

ASGAUT.
Du svigter eden?

ASGAUT.
You mean to break your oath?

GANDALF.
Nej, jeg holder den!

GANDALF.
No, I shall keep it!

JOSTEJN.
Hvad er din agt?

JOSTEJN.
Then what have you in mind?

HROLLOUG.
Sig frem!

HROLLOUG.
Explain!

GANDALF.
Jeg har jo svoret
at hævne drotten eller falde selv.
Nu vel, han der er fri, – jeg går til Valhal.

GANDALF.
I swore
To take revenge or else to die myself.
Well, he is free,--I to Valhalla go.

BLANKA
(til Roderik).
Hvad mener han?

BLANKA.
[To RODERIK.]
What does he mean?

ASGAUT.
Det er din agt, du vil? –

ASGAUT.
Your honor you would save?--

GANDALF.
I holde en af mine snekker rede,
med spændte sejl og bålet tændt i stavnen;
på fortids vis jeg vil bestige den!
Se aftenvinden blæser ud fra stranden, –
på røde vinger farer jeg til Valhal!

GANDALF.
Go,--hold a ship in readiness for me,
With hoisted sail, the pyre light in the prow;
In ancient fashion I shall go aboard!
Behold, the evening breeze blows from the strand,--
On crimson wings I sail into Valhalla!

JOSTEJN
(går ud til højre).

[JOSTEJN goes out to the right.]

ASGAUT.
Ha, det er kvinden, som har koglet dig!

ASGAUT.
Ah, ’tis the woman who has cast her spell on you!

BLANKA.
Nej, du må leve!

BLANKA.
No, you must live!

GANDALF.
Leve? Jeg er tro
mod mine guder, kan ej svige dem.

GANDALF.
I live? No, to the gods
I must be true, I cannot break with them.

BLANKA.
Din ed er blodig, Balder hader den.

BLANKA.
Your oath is bloody, Balder hates it.

GANDALF.
O Balder lever ikke mer iblandt os!

GANDALF.
Yes,
But Balder lives no longer with us now!

BLANKA.
For dig han lever; thi dit sind er mildt.

BLANKA.
For you he lives; your soul is gentleness.

GANDALF.
Ja, til min undergang! Det blev mit kald
som drot at værne om vort kæmpeliv, –
men kraften svigter mig! Kom, Asgaut, du
skal tage kongespiret af min hånd;
du er en kæmper af det ægte malm;
på mig har Sydens gift alt længe tæret.
Men kan jeg ikke leve for mit folk,
så kan jeg dø for det.

GANDALF.
Yes, to my ruin! It became my task
As king to keep intact our great ideal,--
But I lack strength enough! Come, Asgaut, you
Shall take the kingly sceptre from my hand;
You are a warrior of the truest steel;
On me the Southern plague has been at work.
But if I cannot for my people live,
I now can die for them.

ASGAUT.
Vel talt, Kong Gandalf.

ASGAUT.
Well said, King Gandalf!

BLANKA.
Så er da loddet kastet! Fald som helt
i trofast kærlighed til dine guder!
Men nu, da vi må skilles ad for evigt,
så vid, at når du falder selv for løftet,
da har du også mig til døden viet!

BLANKA.
Then need no more be said! Die like a hero,
Faithful and true unto the very end!
But now that we must part forever,--know,
That when you die yourself to keep your oath
You are then likewise marking me for death!

GANDALF.
Hvordan! Til døden dig?

GANDALF.
What! You for death?

BLANKA.
Mit liv var ligt
en blomsterknop, i fremmed jordbund plantet,
og derfor blunded den i svøbet fængslet:
da kom en stråle fra det fjerne hjem, –
o, det var dig, min Gandalf! Blomsten åbned
sit bæger. Ak, et flygtigt øjeblik,
så blegned strålen, – blomsten måtte dø!

BLANKA.
My life was like a flower,
Transplanted in an unfamiliar soil,
Which therefore slumbered in its prison folds:
Then came a sunbeam from the distant home,--
O, that was you, my Gandalf! Opened then
The flower its calyx. In another hour,
Alas! the sunbeam paled,--the flower died!

GANDALF.
O, har jeg fattet dig? Du kunde? – ha!
så er mit løfte tifold ulyksaligt!

GANDALF.
O, have I understood you right? You could?
Then is my promise thrice unfortunate!

BLANKA.
Vi mødes atter!

BLANKA.
But we shall meet again!

GANDALF.
Aldrig, aldrig mer!
Dig venter himlen og den hvide Krist.
Jeg går til Valhal; taus jeg sætter mig
ved bordets ende, nederst imod døren,
thi hallens lystighed er ej for mig.

GANDALF.
O, nevermore!
You go to heaven and the holy Christ,
I to Valhalla; silent I shall take
My place among the rest,--but near the door;
Valhalla’s merriment is not for me.

JOSTEJN
(kommer tilbage med et banner i hånden).
Se, nu er snekken rede, som du bød.

JOSTEJN.
[Returns with a banner in his hand.]
See, now the bark is ready, as you bade.

ASGAUT.
Du får en prægtig ende! Mangen helt
vil nok misunde dig.

ASGAUT.
O, what a glorious end! Many a man
Will envy you, indeed.

GANDALF
(til Blanka).
Farvel!

GANDALF.
[To BLANKA.]
Farewell!

BLANKA.
Farvel!
Farvel for livet og for evigheden!

BLANKA.
Farewell!
Farewell for life and for eternity!

RODERIK
(kæmpende med sig selv).
Stands! stands!
(kaster sig ned for Blanka.)
Barmhjertighed! Tilgiv, tilgiv mig!

RODERIK.
[Struggling with himself.]
Wait! Wait!
[Prostrates himself before BLANKA.]

RODERIK.
Mercy, I cry! Forgive, forgive me!

BLANKA.
O Gud!

BLANKA.
O God!

GANDALF.
Hvad mener han?

GANDALF.
What means he?

RODERIK.
Alt vil jeg skrifte:
Min hele færd imod dig var bedrag!

RODERIK.
All will I confess:
My whole life here with you has been deceit!

BLANKA.
O, skrækken har forvirret ham!

BLANKA.
Ah, terror has unhinged his mind!

RODERIK.
Nej, nej!
(til Gandalf efter at have rejst sig.)
Du, unge drot, er løst ifra dit løfte;
din faders skygge kræver ingen blodhævn!

RODERIK.
No, no!

RODERIK.
[To GANDALF, after he has risen.]
You are released forever from your vow;
Your father’s shadow needs no blood revenge!

GANDALF.
Ha, så forklar!

GANDALF.
Ah, then explain!

BLANKA.
O tal!

BLANKA.
Oh, speak!

RODERIK.
Her står kong Rørek!

RODERIK.
Here stands King Rorek!

NOGLE.
Den faldne konning?

SOME.
The fallen king?

BLANKA.
Himmel!

BLANKA.
O heavens!

GANDALF
(tvivlende).
Du, min fader?

GANDALF.
[In doubt.]
You,--my father?

RODERIK.
Se, Asgaut! Husker du den skramme, som
du gav mig på vort første vikingtog,
dengang vi kom i strid om byttet?
(han blotter sin arm og viser Asgaut den.)

RODERIK.
See, Asgaut! Do you still recall the scratch
You gave me on our earliest viking trip,
The time we fought about the booty?
[He uncovers his arm and shows it to ASGAUT.]

ASGAUT.
Ja,
ved Thor, det er kong Rørek!

ASGAUT.
Yes,
By Thor, it is King Rorek!

GANDALF
(kaster sig i hans arme.)
Fader! fader!
Nu har du andengang mig livet skænket.
O, tag min tak!

GANDALF.
[Throws himself in his arms.]
Father! Father!
A second time now have you given me life.
My humble thanks!

RODERIK
(nedslået; til Blanka).
Og du – hvad skænker du
den gamle røver?

RODERIK.
[Downcast; to BLANKA.]
And you now--what will you
Grant the old robber?

BLANKA.
Kærlighed, som før!
Jeg er din datter! Har ej tre års ømhed
udslettet hver en blodplet i dit skjold?

BLANKA.
Love as hitherto!
I am your daughter! Has not three years’ care
Wiped off each spot of blood upon your shield?

ASGAUT.
Men så forklar dog, at du endnu lever!

ASGAUT.
Yet now explain,--how comes it that you live!

GANDALF.
Hun redded ham.

GANDALF.
She saved his life.

RODERIK.
Ja, som en venlig alf
Hun heled mine sår og sysled om mig,
og alt imens fortalte hun så smukt
om troen hos de stille folk i Syden,
at selv mit hårde bryst blev blødt derved.
Og dag for dag jeg dulgte, hvem jeg var;
jeg voved ej –

RODERIK.
Yes, like a friendly elf
She healed my wounds and cared for me,
And all the while she told me of the faith
These quiet people in the South believe,
Until my rugged heart itself was moved.
And day by day I kept the truth from her;
I did not dare to tell her--

GANDALF.
Men kæmpehøjen der?

GANDALF.
But the mound there?

RODERIK.
Der grov jeg ned min rustning og mit sværd.
Det tyktes mig, som om den vilde viking
var skrinlagt med det samme. Og mit barn
bad fromt en bøn for ham hver dag ved højen.

RODERIK.
I laid therein my armor and my sword,
It seemed to me the grim old savage viking
Was buried then and there. Each day my child
Sent up a prayer for him beside the mound.

ASGAUT.
Farvel!

ASGAUT.
Farewell!

GANDALF.
Hvor går du?

GANDALF.
Where do you go?

ASGAUT.
Nordpå med min snekke!
Nu ser jeg klarlig, min tid er forbi –
og vikinglivet også. Jeg vil gå
til Island; did er end ej sotten trængt.
(til Blanka.)
Du, unge kvinde, tag min plads hos drotten!
Thor kan ej mere – Mjølnir er af lave;
nu råde Balder gennem dig. – Farvel!
(han går.)

ASGAUT.
Northward again!
I now see clearly that my time is past--
So likewise is the viking life. I go
To Iceland; there the plague has not yet come.

ASGAUT.
[To BLANKA.]
You, woman, take my place beside the king!
For Thor is gone--and Mjölnir out of gear;
Through you now Balder rules.--Farewell!
[He goes.]

GANDALF.
Ja, Balder råder gennem dig, min Blanka!
Nu føler jeg mit vikinglivs betydning!
Det var ej ene lyst til ry og rigdom,
som drev mig bort fra mine fædres hjem;
nej, hvad mig leded var en lønlig længsel,
en stille higen efter Balder. Se,
nu er min længsel stillet; hjem vi fare;
der vil jeg leve fredsæl blandt mit folk.
(til vikingerne.)
Og I vil følge mig?

GANDALF.
Yes, Balder ruleth now, through you, my Blanka!
I see the meaning of my viking life!
’Twas not alone desire for fame and wealth
That drove me hence from my forefathers’ home;
No, that which called me was a secret longing,
A quiet yearning after Balder. See,
Now is the longing stilled, now go we home;
There will I live in peace among my people.

GANDALF.
[To the VIKINGS.]
And will you follow?

ALLE.
Vi følger dig!

ALL.
We will follow you!

GANDALF.
Og du, min Blanka?

GANDALF.
And you, my Blanka?

BLANKA.
Jeg? Jeg er jo og
et Nordens barn; thi mellem eders bjerge
slog jo mit hjertes bedste blomster rod.
Til eder stævned jeg i mine drømme,
fra eder hented jeg min kærlighed!

BLANKA.
I? I too am born
A Northern child; for on your mountain sides
The choicest flowers of my heart took root.
To you it was I journeyed in my dreams,
From you it was that I received my love.

RODERIK.
Og så afsted!

RODERIK.
And now away!

GANDALF.
Men du?

GANDALF.
But you?

BLANKA.
Du følger os!

BLANKA.
He comes with us!

RODERIK.
Jeg bliver her.
(peger på højen.)
Min gravhøj venter mig.

RODERIK.
I shall remain.
[He points to the mound.]

RODERIK.
My barrow waits for me.

BLANKA.
Jeg skulde lade dig alene?

BLANKA.
And should I leave you here alone?

HEMMING.
Nej!
Vær uden frygt! Jeg lukke vil hans øjne
og sjunge ham et drapa hist fra højen;
det bli’r mit sidste kvad.
(rørt, idet han griber Gandalfs hånd.)
Farvel, min konge!
Nu har du fundet dig en bedre skald.

HEMMING.
No, no!
Be not afraid! For I shall close his eyes
And sing to him a saga from the mound;
My last song it will be.

HEMMING.
[Moved as he seizes GANDALF’s hand.]
Farewell, my king!
Now have you found a better scald than I.

RODERIK
(med fasthed).
Det må så være, du er drot min Gandalf,
og du har høje pligter mod dit folk.
(lægger deres hænder sammen.)
I er den unge morgenrødes børn, –
drag did hvor kongestolen eder venter;
jeg er den sidste fra de sjunkne tider,
min kongestol er graven – und mig den!
(Gandalf og Blanka styrter sig tause i hans arme. Roderik stiger op på højen. – Hemming sætter sig med harpen ved hans fødder.)

RODERIK.
[With firmness.]
It must be so, my Gandalf; you are king,
And you have sacred duties to discharge.
[He puts their hands together.]

RODERIK.
You are the children of the coming dawn,--
Go yonder where the royal throne awaits you;
I am the last one of the by-gone age,
My throne--it is the barrow--grant me that!
[GANDALF and BLANKA throw themselves silently into his arms. RODERIK ascends the burial mound.--HEMMING with his harp seats himself at his feet.]

GANDALF
(med fatning).
Og nu til Norge!

GANDALF.
[With resolution.]
And now to Norway!

HROLLOUG.
Hjemad!

HROLLOUG.
Home!

ALLE.
Hjem! Til Norge!

ALL.
To Norway! Home!

BLANKA
(begejstret, idet hun river banneret af Jostejns hånd).
Ja, nu afsted! Mod nord skal farten gå
igennem storm og skum på bølger blå.
Snart dæmrer dagen over jøklens tinde,
snart vorder ledingsfærden kun et minde!
Alt sidder Nordens viking på sin høj;
forbi er tiden, da han vældigt fløj
fra kyst til kyst med våbenbrag og flammer.
I støvet synker tordengudens hammer,
og Norden vorder selv en kæmpegrav.
Men glem ej løftet, som Alfader gav:
Når mos og blommer dækker højens side,
skal heltens ånd på Idavold jo stride, –
så stiger også Norden fra sin grav
til luttret åndsbedrift på tankens hav!

BLANKA.
[Fired as she seizes the banner from JOSTEJN’s hand.]
Yes, now away! Our course shall northward run
O’er ocean billow on through storm and sun.
Soon fades the daylight o’er the glacier’s peak,
Soon is the viking life a memory bleak!
Already sits the hero on his mound;
The time is past when he could sail around
With sword and battle cry from strand to strand.
Thor’s hammer will no longer rule the land,
The North will be itself a giant grave.
But bear in mind the pledge All-Fader gave:
When moss and flowers shall the barrow hide,
To Idavold the hero’s ghost shall ride,--
Then Norway too shall from the grave be brought
To chastened deeds within the realm of thought!

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=5b02eca2-f3fb-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display