Bibliotheca Polyglotta

SJETTE SCENE.
De forrige. Asgaut. Hemming og vikingerne, der fører Roderik mellem sig.

SCENE VI
[The Preceding.]
[ASGAUT, HEMMING and the VIKINGS, who lead RODERIK between them.]

ASGAUT
(til Gandalf).
En mager fangst, dog altid noget, Gandalf.

ASGAUT.
[To GANDALF.]
A meagre find, yet something, to be sure.

BLANKA.
Min fader!
(kaster sig i hans arme.)

BLANKA.
My father!
[She throws herself in his arms.]

RODERIK.
Blanka! O mit barn!

RODERIK.
Blanka! O, my child!

JOSTEJN.
En kvinde!
Så får han rejsefølge.

JOSTEJN.
A woman!
He will have company.

ASGAUT.
Ja, til Hel!

ASGAUT.
Yes, straight to Hell!

BLANKA.
O fader, hvorfor har du aldrig sagt mig –

BLANKA.
O father, wherefore have you never told me--

RODERIK.
Tys! tys! min datter!
(pegende på Gandalf.)
Er det eders høvding?

RODERIK.
Hush! Hush! my child!
[Points to GANDALF.]

RODERIK.
Is this your chieftain?

ASGAUT.
Så er det.
(til Gandalf.)
Manden kan berette dig,
hvordan din fader faldt; thi han var med
og slap derfra med livet, har han sagt.

ASGAUT.
Yes.

ASGAUT.
[To GANDALF.]
This man can tell you how your father died;
For he was in the thick of it, he says,
The only one to get away alive.

GANDALF.
Ti! Jeg vil intet høre.

GANDALF.
Hush! I will nothing hear.

ASGAUT.
Godt, så lad
os tage fat på værket.

ASGAUT.
Good; let us then
Begin the task.

BLANKA.
Gud! hvad vil de?

BLANKA.
O God! what will they do?

GANDALF
(dæmpet).
Jeg kan ej, Asgaut!

GANDALF.
[In an undertone.]
I cannot, Asgaut!

ASGAUT
(ligeledes).
Er vor høvding fejg?
Har kvindens glatte tunge dåret ham?

ASGAUT.
[Likewise.]
Is our king afraid?
Has woman’s flattering tongue beguiled his mind?

GANDALF.
Nu ligemeget, jeg har sagt –

GANDALF.
No matter,--I have said--

ASGAUT.
Betænk,
det gælder al din agt blandt dine kæmper.
Dit løfte gav du Valhals høje guder,
og brydes det, så er du hvermands niding.
Glem ej, vor gamle tro er svagt befæstet, –
den vakler alt; et stød kan rokke den,
og kommer stødet ovenfra, fra drotten,
da har den fået banesåret.

ASGAUT.
Bethink yourself,--
Your standing with your warriors is at stake.
Your word you pledged Valhalla’s mighty gods,
And if you fail a dastard you’ll be judged.
Do not forget our faith is insecure--
And wavering; one blow can strike its root,
And if the blow comes from the king above,
It will have had a mortal wound.

GANDALF.
Ha!
Det var en ulyksalig ed, jeg svor.

GANDALF.
Ah me!
That was a most unhappy oath I swore.

ASGAUT
(til vikingerne).
Nu rede, kæmper!

ASGAUT.
[To the VIKINGS.]
Now ready, warriors!

BLANKA.
Vil I myrde ham,
den værgeløse gubbe?

BLANKA.
Will you murder him,
An old, defenseless man?

ASGAUT.
Ned med begge!

ASGAUT.
Down with them both!

BLANKA.
O Gud!

BLANKA.
O God!

HROLLOUG.
Nej, kvinden er for fager! Hun
kan følge med på snekken.

HROLLOUG.
The woman is too fair! Let her
Return with us.

JOSTEJN
(leende).
Ja, som skjoldmø.

JOSTEJN.
[Laughing.]
Yes, as a warrior maid.

GANDALF.
Tilbage!

GANDALF.
Stand back!

RODERIK.
Skåner, skåner kun mit barn!
Jeg bringer eder drottens banemand,
ifald I skåner hende!

RODERIK.
O spare,--O spare at least my child!
The slayer of your chieftain I will bring you,
If you will only spare her!

GANDALF
(hurtigt).
Bring os ham,
så er hun fri, ej sandt?

GANDALF.
[Quickly.]
Bring him here,
And she is free. What say you?

VIKINGERNE.
Jo, jo, det er hun!

THE VIKINGS.
She is free!

BLANKA
(til Roderik).
Hvad lover du?

BLANKA.
[To RODERIK.]
You promise that?

ASGAUT.
Så skaf ham hid!

ASGAUT.
Then fetch him!

RODERIK.
Her står han!

RODERIK.
Here he stands!

NOGLE.
Ha, gubben der!

SOME.
Ha, that old man!

GANDALF.
O ve!

GANDALF.
O woe!

BLANKA.
Nej, nej, du skal ej –

BLANKA.
No, no, you shall not--

RODERIK.
For denne hånd fandt vikingen sin bane,
nu hviler han i kæmpehøjen der!

RODERIK.
Struck by this hand the viking found his death,
Now rests he peacefully in yonder mound!

GANDALF.
Min faders gravhøj!

GANDALF.
My father’s barrow!

RODERIK.
Han var stærk og djærv;
thi jorded jeg ham på hans fædres vís.

RODERIK.
He was strong and brave;
Wherefore I laid him here in viking style.

GANDALF.
Da han er højlagt, så –

GANDALF.
Since he is buried, then,--

ASGAUT.
Nej, ligefuldt
den faldne konning kræver blod, – slå til!

ASGAUT.
Though he be buried,
The fallen king cries for revenge,--strike, strike!

BLANKA.
Han skuffer eder!
(til Gandalf.)
Har du ej begrebet,
det er kun mig, sin datter, han vil frelse?
Dog, hvad forstår vel du et kærligt sind,
der offrer alt for den, som –

BLANKA.
He is deceiving you!

BLANKA.
[To GANDALF.]
Do you not see
It is alone his daughter he would save?
Yet, how should your kind understand a soul
That sacrifices all--

GANDALF.
Jeg forstår ej?
Du tror ej, jeg forstår?
(til vikingerne.)
Han skal ej fældes.

GANDALF.
I do not understand?
You do not think I can?

GANDALF.
[To the VIKINGS.]
He shall not die!

ASGAUT.
Hvordan?

ASGAUT.
How so?

BLANKA.
O fader! han er god som du.

BLANKA.
O father! He is good like you.

ASGAUT.
Du svigter eden?

ASGAUT.
You mean to break your oath?

GANDALF.
Nej, jeg holder den!

GANDALF.
No, I shall keep it!

JOSTEJN.
Hvad er din agt?

JOSTEJN.
Then what have you in mind?

HROLLOUG.
Sig frem!

HROLLOUG.
Explain!

GANDALF.
Jeg har jo svoret
at hævne drotten eller falde selv.
Nu vel, han der er fri, – jeg går til Valhal.

GANDALF.
I swore
To take revenge or else to die myself.
Well, he is free,--I to Valhalla go.

BLANKA
(til Roderik).
Hvad mener han?

BLANKA.
[To RODERIK.]
What does he mean?

ASGAUT.
Det er din agt, du vil? –

ASGAUT.
Your honor you would save?--

GANDALF.
I holde en af mine snekker rede,
med spændte sejl og bålet tændt i stavnen;
på fortids vis jeg vil bestige den!
Se aftenvinden blæser ud fra stranden, –
på røde vinger farer jeg til Valhal!

GANDALF.
Go,--hold a ship in readiness for me,
With hoisted sail, the pyre light in the prow;
In ancient fashion I shall go aboard!
Behold, the evening breeze blows from the strand,--
On crimson wings I sail into Valhalla!

JOSTEJN
(går ud til højre).

[JOSTEJN goes out to the right.]

ASGAUT.
Ha, det er kvinden, som har koglet dig!

ASGAUT.
Ah, ’tis the woman who has cast her spell on you!

BLANKA.
Nej, du må leve!

BLANKA.
No, you must live!

GANDALF.
Leve? Jeg er tro
mod mine guder, kan ej svige dem.

GANDALF.
I live? No, to the gods
I must be true, I cannot break with them.

BLANKA.
Din ed er blodig, Balder hader den.

BLANKA.
Your oath is bloody, Balder hates it.

GANDALF.
O Balder lever ikke mer iblandt os!

GANDALF.
Yes,
But Balder lives no longer with us now!

BLANKA.
For dig han lever; thi dit sind er mildt.

BLANKA.
For you he lives; your soul is gentleness.

GANDALF.
Ja, til min undergang! Det blev mit kald
som drot at værne om vort kæmpeliv, –
men kraften svigter mig! Kom, Asgaut, du
skal tage kongespiret af min hånd;
du er en kæmper af det ægte malm;
på mig har Sydens gift alt længe tæret.
Men kan jeg ikke leve for mit folk,
så kan jeg dø for det.

GANDALF.
Yes, to my ruin! It became my task
As king to keep intact our great ideal,--
But I lack strength enough! Come, Asgaut, you
Shall take the kingly sceptre from my hand;
You are a warrior of the truest steel;
On me the Southern plague has been at work.
But if I cannot for my people live,
I now can die for them.

ASGAUT.
Vel talt, Kong Gandalf.

ASGAUT.
Well said, King Gandalf!

BLANKA.
Så er da loddet kastet! Fald som helt
i trofast kærlighed til dine guder!
Men nu, da vi må skilles ad for evigt,
så vid, at når du falder selv for løftet,
da har du også mig til døden viet!

BLANKA.
Then need no more be said! Die like a hero,
Faithful and true unto the very end!
But now that we must part forever,--know,
That when you die yourself to keep your oath
You are then likewise marking me for death!

GANDALF.
Hvordan! Til døden dig?

GANDALF.
What! You for death?

BLANKA.
Mit liv var ligt
en blomsterknop, i fremmed jordbund plantet,
og derfor blunded den i svøbet fængslet:
da kom en stråle fra det fjerne hjem, –
o, det var dig, min Gandalf! Blomsten åbned
sit bæger. Ak, et flygtigt øjeblik,
så blegned strålen, – blomsten måtte dø!

BLANKA.
My life was like a flower,
Transplanted in an unfamiliar soil,
Which therefore slumbered in its prison folds:
Then came a sunbeam from the distant home,--
O, that was you, my Gandalf! Opened then
The flower its calyx. In another hour,
Alas! the sunbeam paled,--the flower died!

GANDALF.
O, har jeg fattet dig? Du kunde? – ha!
så er mit løfte tifold ulyksaligt!

GANDALF.
O, have I understood you right? You could?
Then is my promise thrice unfortunate!

BLANKA.
Vi mødes atter!

BLANKA.
But we shall meet again!

GANDALF.
Aldrig, aldrig mer!
Dig venter himlen og den hvide Krist.
Jeg går til Valhal; taus jeg sætter mig
ved bordets ende, nederst imod døren,
thi hallens lystighed er ej for mig.

GANDALF.
O, nevermore!
You go to heaven and the holy Christ,
I to Valhalla; silent I shall take
My place among the rest,--but near the door;
Valhalla’s merriment is not for me.

JOSTEJN
(kommer tilbage med et banner i hånden).
Se, nu er snekken rede, som du bød.

JOSTEJN.
[Returns with a banner in his hand.]
See, now the bark is ready, as you bade.

ASGAUT.
Du får en prægtig ende! Mangen helt
vil nok misunde dig.

ASGAUT.
O, what a glorious end! Many a man
Will envy you, indeed.

GANDALF
(til Blanka).
Farvel!

GANDALF.
[To BLANKA.]
Farewell!

BLANKA.
Farvel!
Farvel for livet og for evigheden!

BLANKA.
Farewell!
Farewell for life and for eternity!

RODERIK
(kæmpende med sig selv).
Stands! stands!
(kaster sig ned for Blanka.)
Barmhjertighed! Tilgiv, tilgiv mig!

RODERIK.
[Struggling with himself.]
Wait! Wait!
[Prostrates himself before BLANKA.]

RODERIK.
Mercy, I cry! Forgive, forgive me!

BLANKA.
O Gud!

BLANKA.
O God!

GANDALF.
Hvad mener han?

GANDALF.
What means he?

RODERIK.
Alt vil jeg skrifte:
Min hele færd imod dig var bedrag!

RODERIK.
All will I confess:
My whole life here with you has been deceit!

BLANKA.
O, skrækken har forvirret ham!

BLANKA.
Ah, terror has unhinged his mind!

RODERIK.
Nej, nej!
(til Gandalf efter at have rejst sig.)
Du, unge drot, er løst ifra dit løfte;
din faders skygge kræver ingen blodhævn!

RODERIK.
No, no!

RODERIK.
[To GANDALF, after he has risen.]
You are released forever from your vow;
Your father’s shadow needs no blood revenge!

GANDALF.
Ha, så forklar!

GANDALF.
Ah, then explain!

BLANKA.
O tal!

BLANKA.
Oh, speak!

RODERIK.
Her står kong Rørek!

RODERIK.
Here stands King Rorek!

NOGLE.
Den faldne konning?

SOME.
The fallen king?

BLANKA.
Himmel!

BLANKA.
O heavens!

GANDALF
(tvivlende).
Du, min fader?

GANDALF.
[In doubt.]
You,--my father?

RODERIK.
Se, Asgaut! Husker du den skramme, som
du gav mig på vort første vikingtog,
dengang vi kom i strid om byttet?
(han blotter sin arm og viser Asgaut den.)

RODERIK.
See, Asgaut! Do you still recall the scratch
You gave me on our earliest viking trip,
The time we fought about the booty?
[He uncovers his arm and shows it to ASGAUT.]

ASGAUT.
Ja,
ved Thor, det er kong Rørek!

ASGAUT.
Yes,
By Thor, it is King Rorek!

GANDALF
(kaster sig i hans arme.)
Fader! fader!
Nu har du andengang mig livet skænket.
O, tag min tak!

GANDALF.
[Throws himself in his arms.]
Father! Father!
A second time now have you given me life.
My humble thanks!

RODERIK
(nedslået; til Blanka).
Og du – hvad skænker du
den gamle røver?

RODERIK.
[Downcast; to BLANKA.]
And you now--what will you
Grant the old robber?

BLANKA.
Kærlighed, som før!
Jeg er din datter! Har ej tre års ømhed
udslettet hver en blodplet i dit skjold?

BLANKA.
Love as hitherto!
I am your daughter! Has not three years’ care
Wiped off each spot of blood upon your shield?

ASGAUT.
Men så forklar dog, at du endnu lever!

ASGAUT.
Yet now explain,--how comes it that you live!

GANDALF.
Hun redded ham.

GANDALF.
She saved his life.

RODERIK.
Ja, som en venlig alf
Hun heled mine sår og sysled om mig,
og alt imens fortalte hun så smukt
om troen hos de stille folk i Syden,
at selv mit hårde bryst blev blødt derved.
Og dag for dag jeg dulgte, hvem jeg var;
jeg voved ej –

RODERIK.
Yes, like a friendly elf
She healed my wounds and cared for me,
And all the while she told me of the faith
These quiet people in the South believe,
Until my rugged heart itself was moved.
And day by day I kept the truth from her;
I did not dare to tell her--

GANDALF.
Men kæmpehøjen der?

GANDALF.
But the mound there?

RODERIK.
Der grov jeg ned min rustning og mit sværd.
Det tyktes mig, som om den vilde viking
var skrinlagt med det samme. Og mit barn
bad fromt en bøn for ham hver dag ved højen.

RODERIK.
I laid therein my armor and my sword,
It seemed to me the grim old savage viking
Was buried then and there. Each day my child
Sent up a prayer for him beside the mound.

ASGAUT.
Farvel!

ASGAUT.
Farewell!

GANDALF.
Hvor går du?

GANDALF.
Where do you go?

ASGAUT.
Nordpå med min snekke!
Nu ser jeg klarlig, min tid er forbi –
og vikinglivet også. Jeg vil gå
til Island; did er end ej sotten trængt.
(til Blanka.)
Du, unge kvinde, tag min plads hos drotten!
Thor kan ej mere – Mjølnir er af lave;
nu råde Balder gennem dig. – Farvel!
(han går.)

ASGAUT.
Northward again!
I now see clearly that my time is past--
So likewise is the viking life. I go
To Iceland; there the plague has not yet come.

ASGAUT.
[To BLANKA.]
You, woman, take my place beside the king!
For Thor is gone--and Mjölnir out of gear;
Through you now Balder rules.--Farewell!
[He goes.]

GANDALF.
Ja, Balder råder gennem dig, min Blanka!
Nu føler jeg mit vikinglivs betydning!
Det var ej ene lyst til ry og rigdom,
som drev mig bort fra mine fædres hjem;
nej, hvad mig leded var en lønlig længsel,
en stille higen efter Balder. Se,
nu er min længsel stillet; hjem vi fare;
der vil jeg leve fredsæl blandt mit folk.
(til vikingerne.)
Og I vil følge mig?

GANDALF.
Yes, Balder ruleth now, through you, my Blanka!
I see the meaning of my viking life!
’Twas not alone desire for fame and wealth
That drove me hence from my forefathers’ home;
No, that which called me was a secret longing,
A quiet yearning after Balder. See,
Now is the longing stilled, now go we home;
There will I live in peace among my people.

GANDALF.
[To the VIKINGS.]
And will you follow?

ALLE.
Vi følger dig!

ALL.
We will follow you!

GANDALF.
Og du, min Blanka?

GANDALF.
And you, my Blanka?

BLANKA.
Jeg? Jeg er jo og
et Nordens barn; thi mellem eders bjerge
slog jo mit hjertes bedste blomster rod.
Til eder stævned jeg i mine drømme,
fra eder hented jeg min kærlighed!

BLANKA.
I? I too am born
A Northern child; for on your mountain sides
The choicest flowers of my heart took root.
To you it was I journeyed in my dreams,
From you it was that I received my love.

RODERIK.
Og så afsted!

RODERIK.
And now away!

GANDALF.
Men du?

GANDALF.
But you?

BLANKA.
Du følger os!

BLANKA.
He comes with us!

RODERIK.
Jeg bliver her.
(peger på højen.)
Min gravhøj venter mig.

RODERIK.
I shall remain.
[He points to the mound.]

RODERIK.
My barrow waits for me.

BLANKA.
Jeg skulde lade dig alene?

BLANKA.
And should I leave you here alone?

HEMMING.
Nej!
Vær uden frygt! Jeg lukke vil hans øjne
og sjunge ham et drapa hist fra højen;
det bli’r mit sidste kvad.
(rørt, idet han griber Gandalfs hånd.)
Farvel, min konge!
Nu har du fundet dig en bedre skald.

HEMMING.
No, no!
Be not afraid! For I shall close his eyes
And sing to him a saga from the mound;
My last song it will be.

HEMMING.
[Moved as he seizes GANDALF’s hand.]
Farewell, my king!
Now have you found a better scald than I.

RODERIK
(med fasthed).
Det må så være, du er drot min Gandalf,
og du har høje pligter mod dit folk.
(lægger deres hænder sammen.)
I er den unge morgenrødes børn, –
drag did hvor kongestolen eder venter;
jeg er den sidste fra de sjunkne tider,
min kongestol er graven – und mig den!
(Gandalf og Blanka styrter sig tause i hans arme. Roderik stiger op på højen. – Hemming sætter sig med harpen ved hans fødder.)

RODERIK.
[With firmness.]
It must be so, my Gandalf; you are king,
And you have sacred duties to discharge.
[He puts their hands together.]

RODERIK.
You are the children of the coming dawn,--
Go yonder where the royal throne awaits you;
I am the last one of the by-gone age,
My throne--it is the barrow--grant me that!
[GANDALF and BLANKA throw themselves silently into his arms. RODERIK ascends the burial mound.--HEMMING with his harp seats himself at his feet.]

GANDALF
(med fatning).
Og nu til Norge!

GANDALF.
[With resolution.]
And now to Norway!

HROLLOUG.
Hjemad!

HROLLOUG.
Home!

ALLE.
Hjem! Til Norge!

ALL.
To Norway! Home!

BLANKA
(begejstret, idet hun river banneret af Jostejns hånd).
Ja, nu afsted! Mod nord skal farten gå
igennem storm og skum på bølger blå.
Snart dæmrer dagen over jøklens tinde,
snart vorder ledingsfærden kun et minde!
Alt sidder Nordens viking på sin høj;
forbi er tiden, da han vældigt fløj
fra kyst til kyst med våbenbrag og flammer.
I støvet synker tordengudens hammer,
og Norden vorder selv en kæmpegrav.
Men glem ej løftet, som Alfader gav:
Når mos og blommer dækker højens side,
skal heltens ånd på Idavold jo stride, –
så stiger også Norden fra sin grav
til luttret åndsbedrift på tankens hav!

BLANKA.
[Fired as she seizes the banner from JOSTEJN’s hand.]
Yes, now away! Our course shall northward run
O’er ocean billow on through storm and sun.
Soon fades the daylight o’er the glacier’s peak,
Soon is the viking life a memory bleak!
Already sits the hero on his mound;
The time is past when he could sail around
With sword and battle cry from strand to strand.
Thor’s hammer will no longer rule the land,
The North will be itself a giant grave.
But bear in mind the pledge All-Fader gave:
When moss and flowers shall the barrow hide,
To Idavold the hero’s ghost shall ride,--
Then Norway too shall from the grave be brought
To chastened deeds within the realm of thought!

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=5b02eca2-f3fb-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display