MANDEN.
Før i tiden
var bygden stor, nu er den liden.
Da uår kom, da kornet frøs,
da sot faldt over folk og fæ,
da armod slog hver mand iknæ,
da nøden sang hver sjæl i døs,
da her blev dyrt på sul og sæd, –
da blev her prestedyrtid med.
THE MAN.
The place of old
Was large, which now is of the least.
When evil seasons froze the field,
And blight on herd and herdsman fell,
When want struck down the Man, and seal’d
The Spirit with its drowsing spell,
When there was dearth of beef and brew,—
T h e n came a dearth of parsons too.
DER MANN.
Vor Zeiten,
Da konnt’ der Sprengel viel bestreiten.
Doch Mißwachs kam, das Korn erfror,
Von Seuchen fielen Volk und Vieh,
Den Rest warf Armut auf die Knie,
Daß jedermann den Mut verlor; –
Kaum daß man noch sein Brot bestritt!
Da fiel denn auch der Pfarrer mit.
