BRAND.
Hvis Deres råd mig skulde nytte,
jeg måtte sjæl og sjæls-syn bytte;
men kaldet er, sig selv at være,
sin egen sag til sejr at bære,
og jeg skal bære sagen frem,
så det skal lyse om mit hjem!
Det folk, jer hele styrer-trop
har dysset ind, skal vækkes op!
I længe nok i trangheds bur
har pint dets rest af fjeldnatur;
fra eders småheds sultekur
hver mand går ud forstemt og stur;
I tappet har hans bedste blod,
har hulet margen af hans mod;
I pukket har i stumper små
hver sjæl, som malmstøbt skulde stå; –
men endnu kan et rejsnings-skrig
i eders øre tordne: krig!
BRAND.
To use your counsel, I must change
My soul and all her vision’s range;
But we are called, ourselves to be,
Our own cause bear to victory;
And I will bear it, till the land
Is all illumined where I stand!
The people, your bureaucrat-crew
Have lull’d asleep, shall wake anew;
Too long you’ve eramp’d and caged apart
These remnants of the Mountain heart;
Out of your niggard hunger-cure
They pass dejected, dull, demure:
Their best, their bravest blood you tap,
Scoop out their marrow and their sap,
Pound into splinters every soul,
That should have stood a welded whole;—
But you may live to hear the roar
Of revolution thunder: W/ a r!
BRAND.
Sollt’ ich nach Ihrem Ratschlag handeln,
Ich müßt’ mein innerst Wesen wandeln.
Doch das just gilt’s: Sich selbst zu leben,
An sein Werk ganz sich hinzugeben;
Und dies, mein Werk, ich führ’s hinaus,
Daß es soll leuchten um mein Haus!
Das Volk, das Euer Führertrott
Einschläferte, wach’ auf zu Gott!
In Eures Engsinns Zwinger schwur
Es ab bald letzte Bergnatur;
Aus Eurer Kleinheit Hungerkur
Hervorgeht jeder stier und stur;
Ihr sogt ihm aus sein bestes Blut,
Ihr grubt ihm ’s Mark aus seinem Mut;
Ihr pochtet mürbe jedes Herz,
Und sollte stehn wie gossen Erz; –
Doch noch, – wie lang sein Groll auch schwieg, –
Kann’s Euren Ohren donnern: Krieg!
