BRAND (efter en tankefuld taushed). O, endeløst er her at sone. – Så vildt, så broget filtres ind de tusend skæbnetrådes spind, – så ligger skyld med skyldfrugt blandet, det ene smittende det andet, at den, som ser derind, ser ret og blodigst uret vorde ét. (går til vinduet og ser længe ud.) Mit lille barn, skyldløse lam, du fældtes for min moders gerning; en brusten sjæl bar bud fra ham, som troner over skyens kam, og bød mig kaste valgets terning; – og denne brustne sjæl blev til, fordi min moders sjæl foer vild. Så bruger Herren skyldens grøde til ligevægts og retfærds føde; så slynger han fra højden ned hjemsøgelsen i tredje led. (viger forfærdet fra vinduet.)
Ja, lovens Gud er over slægten! Det første mål er ligevægten. I offervillighedens magt er rejsningsmuligheden lagt; men ordet lyves ud af tiden; thi flokken ræddes for sin viden. (går længe op og ned i stuen.) At bede? Bede? Hm, – et ord, som glat nok over læben foer, – som ruttes med i alle stænder. Bøn er for dem at skrige nåde i vind og vejr til gåders gåde, at tigge plads på Kristi læss, at strække opad begge hænder – og stå i tvivlens pøl tilknæs. Haha, var dermed sagen gjort, da turde jeg, som hvermand, vove at hamre på den Herres port, der er „forfærdelig at love“! (standser og tænker stille.)
Og dog – i angstens værste dage, i sorgens store rædselsstund, da barnet sov den sidste blund, da intet kys af modermund bar smilet på hans kind tilbage; – hvad var det –? Bad jeg ikke da? Hvad kom den søde svimlen fra, den sangens strøm, den melodi, som langvejs lød og jog forbi – og bar mig højt og bar mig fri? Bad jeg? Blev jeg i bønnen svalt? Har jeg med Gud herinde talt? Har han mig hørt? Og så han ned i sørgehuset, hvor jeg græd? – Hvad véd jeg! Nu er lukt og stængt, og mørket atter om mig sænkt, – og intet, intet lys at finde – –. Jo, Agnes, – hun, som ser iblinde –! (råber i angst.) Lys, Agnes, – lys, ifald du kan! (Agnes åbner døren og træder ind med de tændte feststager; et klart skær falder over stuen.)
BRAND. [After a meditative silence.] O expiation without end!— So wildly mingle, strangely blend The threads that human fortune spin,— Sin tangled with the fruit of sin, Pouring its own pollution in,— That he who eyes their mazy flight Sees foulest Wrong grow one with Right. [Goo to the window, and after a long look out:] My little child, lamb without stain, Thou for thy mother’s deed wast slain; A shatter’d spirit bore His voice Whose throne the crested heavens sustain, And bade me cast the (lie of choice. And this distracted soul had birth Because my mother’s slave to earth. Thus the Lord, sowing fruit of crime, Reaps retribution in His time, And, reaching down from His high dome, Strikes the third generation home. [Starts back in horror from the window.]
Yes, God is above all things just, And retribution is His goal; Only by sacrifice the soul Achieves redemption from the dust; Hard truth, our age appall’d descries, And, therefore, stubbornly denies. [Walks up and down the room.] To pray? Ah, pray-a word that slips Easily over all men’s lips; A coin by all men lightly paid. What’s prayer? In storm and stress to shout Unto the vague Unknown for aid. Upon Christ’s shoulders beg a place, And stretch both hands to Heaven for grace— While knee-deep in the slough of doubt. Ha! if there needed nothing more I might like others dare to raise My hand and batter at His door Who still is “terrible in praise.”— [Pauses and reflects.]
And yet in uttermost despair, In shuddering sorrow’s deepest deep, When Alf at last had sunk to sleep, And all his mother’s kisses vain Won not the lost smile back again— What felt I-if it was not prayer? Whence came that trance, that ecstasy, That rushing music, like a blast, That sang afar and hurried past, Bore me aloft and set me free? Was it the ecstasy of prayer? Did I with God hold converse there? My anguish-did it reach his ears? Did he look down and see my tears? I know not. Bared is now the door, The darkness deeper than before, And nowhere, nowhere any light! Yes, She-who, darkling, yet hath sight— [Calls in anguish.] Light, Agnes-light, if light thou hast! [Agnes opens the door and enters with the lighted Christmas candles; a bright glow falls over the room.]
BRAND (nach gedankenvollem Schweigen.) Endlose Schuld, wohin ich schau’. – So wirr, so bunt verschlingen sich Des Schicksals Fäden, Stich um Stich; So stecken Sünd’ und Frucht der Sünde Sich an im trübsten aller Bünde, Daß du erkennst, es ward aus Recht Und blutigem Unrecht ein Geflecht. (Tritt ans Fenster und blickt lange hinaus.) Mein Kind, Du fielst, schuldloses Lamm, Für meiner Mutter Trotzenwollen; Ein Irrgeist bracht’ die Mahnungsflamm’ Vom Throner überm Wolkenkamm Und hieß den Schicksalswürfel rollen; – Und dieser arme Nachtgeist wird, Weil meine Mutter einst geirrt. So hält der Herr mit dem Ertrage Der Schuld Recht und Gesetz die Wage, So schleudert er vom Himmel nied Heimsuchung bis aufs dritte Glied. (Weicht entsetzt vom Fenster zurück.)
Ja, dem Gesetz muß gnug geschehn! Erst müssen gleich die Schalen stehn. In unserm Opferwillen lebt Die Macht, daß sich der Weiser hebt. Doch darf die Zeit das Wort nicht nennen; Denn alle scheun sich, es zu kennen. (Geht lange auf und ab in der Stube.) Und beten? Beten? Hm, – gar rund Entrollt dies Wort der meisten Mund; Bei hoch und niedrig schallt sein Ruhm – Und heißt: wenn’s blitzt und stürmt, um Gnade Winseln zum Herrn verborgner Pfade, – Betteln um Christi Mittlertum, – Die beiden Händ’ gen Himmel recken – Und bis zum Hals in Zweifeln stecken. Haha, wär’ das des Rätsels Kern, So wagt’ ich’s wohl, wie mancher Christ, Und hämmert’ an das Tor des Herrn, Den es "ein Graun zu preisen" ist! (Hält inne und versinkt in Gedanken.)
Und doch, – als er mir Alf entrückte, Als er des Schmerzenskelches Grund Mir bot, – mein Kind einschlummert’ – und Dem bängsten Kuß von Muttermund Kein Lächeln mehr zu wecken glückte, – Was war das –? Betet’ ich da nicht? Wo kam der süße Rausch da her, Der mich wie Sphärensang entzückte? Was hob mich da zum Himmel? Wer Durchwob mich da mit Glut und Licht? Hab’ ich gebetet da? War Er Mein Beichtiger in jener Stunde? Sah Er da meines Herzens Wunde Und führte sanft mich zum Verzicht? – Was weiß ich! Alles ist verhängt Und aber Nacht um mich gesenkt, – Und kein, kein Funke Licht zu finden – –. Doch, eine sieht selbst noch im Blinden! (Ruft angstvoll.) Licht, Agnes, – Licht von Deiner Hand! (Agnes öffnet die Tür und tritt mit den angezündeten Festkerzen ein. Ein heller Schein fällt über die Stube.)
BRAND. Lys!
BRAND. Light!
BRAND. Licht!
AGNES. Ser du julelyset, Brand?
AGNES. See, the Yule light, Brand, at last!
AGNES. Siehst das Weihnachtslicht Du, Brand?
BRAND (sagte). Ha, julelyset!
BRAND. [Softly.] The Yule light! Ha!
BRAND (leise.) Das Weihnachtslicht!
AGNES (sætter stagerne på bordet). Blev jeg længe?
AGNES. [Putting them on the table.] Have I been slow?
AGNES (stellt die Kerzen auf den Tisch.) Sag’, Teurer, blieb lch lang?
BRAND. Nej, nej!
BRAND. No, no.
BRAND. Nein, nein!
AGNES. O, hvor du har det koldt; du må jo isne –
AGNES. Thou must be cold, Brand!
AGNES. Und alles Holz Verkohlt! Du frierst ja!
BRAND (stærkt). Nej!
BRAND. [Loudly.] No.
BRAND (stark.) Nein!
AGNES (smilende). Hvor stolt! Du vil ej lys og varme trænge. (lægger i ovnen.)
AG NES. [Smiling, fills the stove.] How stern! It is thy pride of will, That scorns the darkness and the chill.
AGNES (lächelnd.) Dein Stolz Will nicht einmal den schlichten Trieb Nach Wärm’ und Licht! (Legt im Ofen nach.)
