AGNES.
Lukket, lukket, – alting lukket!
Selve glemslen lukket af!
Bom for klagen, segl for sukket,
lås for himmel og for grav!
Jeg vil ud; jeg kan ej ånde
her i ensomhedens vånde!
Ud? Hvorhen? Ser ej fra højden
strenge øjne på mig ned!
Kan jeg vel på flugt fra bygden
føre hjertets eje med?
Kan jeg flygte, om jeg vilde,
fra min rædsels tomme stille?
(lytter ved døren til Brands stue.)
Lydt han læser; til hans øre
rækker ikke frem min røst.
Ingen hjælp! Ej råd, ej trøst!
Julens Gud har nok at gøre
med at lytte til de riges,
børneriges, lykkeliges
tak og sang og leg og dans.
Jul er jublens tid og hans.
Ej han ser mig, ej han agter
på en ensom moders fagter.
(nærmer sig varsomt til vinduet.)
Skal jeg åbne skillets rammer,
så det klare fulde lys
jager nattens skræk og gys
fra hans sorte sovekammer? –
Nej, dernede er han ikke!
Julen er jo barnets tid; –
han får lov at komme hid;
kanske står han nu derude,
strækker armen for at pikke
på sin moders stængte rude. –
Lød der ikke barnegråd?
Alf, jeg véd ej hjælp og råd?
Her er stængt; din fader stængte; –
Alf, jeg tør ej åbne nu!
Lydigt lidet barn er du;
aldrig du og jeg ham krænkte.
O, flyv hjem igen til himlen;
der er lys og der er glæde;
der er leg i børnevrimlen.
Men lad ingen se dig græde, –
sig ej, at din fader lukked,
da du kom og banked på.
Lidet barn kan ej forstå,
hvad vi store voksne må.
Sig, han sørged, – sig, han sukked;
sig dem, det var ham, som plukked
smukke blade til en krans.
Kan du se den? Den er hans!
(lytter, tænker sig om og ryster på hovedet.)
O, jeg drømmer! Mer end rammen
står som skille mellem os.
Først i glød af lutringsflammen
falder skillevæggen sammen,
revner hvælv og brister stængsler,
hviner fængselsdørens hængsler,
springer op den store lås!
Meget, meget her må gøres,
før vi to kan sammen føres. –
Jeg skal virke, virke stille,
for at fylde kravets svælg;
jeg skal hærdes, jeg skal ville. –
Men iaften er det helg.
Fra ifjor hvor vidt forskellig –!
Hys, – den højt skal holdes hellig;
frem jeg henter mine skatte, –
dem, hvis endeløse pris,
fra min lykkes livsforlis,
kun en moders sjæl kan fatte.
(hun knæler ned ved kommoden, åbner en skuffe og tager forskellige ting frem. I samme øjeblik lukker Brand på døren og vil tale til hende, men da han bemærker, hvad hun foretager sig, holder han inde og bliver stående. Agnes ser ham ikke.)
AGNES.
Closed, all closed with bolt and bar!
Seals on every passion set!
Seal’d to sorrow and to sigh,
Seal’d the grave and seal’d the sky,
Seal’d to feel-and to forget!
I will out! I gasp for breath
In this lonely house of death.
Out? Oh, whither? Angry eyes
Glare upon me from the skies!
Can I, flying, high or low,
Bear my treasure where I go?
Can I from my breast unsphere
The mute vacancy of fear?—
[Listens at BRAND’S door.]
Loud he read’s, he cannot hear.
There’s no comfort. There’s no way.
God is busy: lists to-day
But to song and praise and blessing
Of the happy, child-possessing,
Richly-gifted of the earth.
Christmas is the feast of mirth.
Me He sees not, nor takes heed
Of a lonely mother’s need.—
[Goes cautiously to the window.]
Shall I draw the curtain back,
Till the clear and kindly ray
Chase the horror of night away
From his chamber bare and black?
Nay, he is not there at all.
Yule’s the children’s festival,
He bath got him leave to rise,
Haply now he stands, and cries,
Stretches little arms in vain
To his mother’s darken’d pane.
Was not that a baby’s voice?
Alf, I’ve neither will nor choice!
All is bared and bolted here.
’Tis thy father’s bidding, dear!
Alf, I may not open now!
An obedient child art thou!
’We ne’cr grieved him, thou and I.
Oh, fly home then to the sky,
There is gladness, there is light,
There thy merry comrades stay
Till thou come to join their play.
Oh, but weep not in their sight,
Nor to any soul betray
That thy father bade me lock,
When thy little hand did knock.
Years bring sterner, sadder stress
Than a little child may guess.
Say, he sorrow’d, say, he sigh’d;
Say, he wove the garden’s pride
All into a wreath for thee.
’Tis his doing! Canst thou see?
[Listens, starts, and shakes her head.]
Oh, I dream! Not bar and wall
Only from my love divide me.
When the purging fire hath tried me
In its anguish, then alone
Shall the parting barriers fall
And the mighty bolts be batter’d,
And the vaulted dungeons shatter’d,
And the prison hinges groan!
Much, oh, much is to be done
Ere we parted twain be one.
I with silent, toiling hands
Still will labour on, to fill
The abyss of his commands;
I shall nerve me, I shall will.
But it is tl-e Feast this eve—
Last year’s how unlike! And wait
We will honour it in state.
I will fetch my treasures forth.
Whereof the uncounted worth
Best a mother can conceive,
To whose spirit they express
All her life-lost happiness.
[She kneels down by the cupboard, and takes various things out of a drawer. At the same moment, BRAND opens the door, and is about to speak, when he observes her occupation, cheeks himself and remains standing. AGNES does not see him.]
AGNES.
Alles, alles mir zu wehren!
Jeder Laden zugezerrt!
Gramvergessen, Seufzer, Zähren,
Himmel, Grab verwehrt, versperrt!
Fort! Mein Blut kann hier in diesen
Einsamkeiten nicht mehr fließen!
Fort? Wohin? Sehn nicht von droben
Strenge Augen jeden Schritt?
Führt’ ich, fliehend von hier oben,
Wohl des Herzens Habe mit?
Könnt’ ich aus dem tauben Schweigen
Meiner Furcht je talwärts steigen?
(Horcht an der Türe zu Brands Stube.)
Er liest laut. Und seinen Ohren
Meine Stimme nimmer naht.
Keine Hilf’! Kein Trost, kein Rat!
Selber Gott ist heut verloren
In sein Lauschen, was der reichen,
Kinderreichen, glückesweichen
Menschen Dank ihm singt und lacht.
Heut, in seiner Weihenacht,
Schenkt er keinen Blick mir, keinen
Einer einsamen Mutter Weinen.
(Nähert sich vorsichtig dem Fenster.)
Öffn’ ich wohl den strengen Laden,
Lass’ der Kerzen hellen Schein
Seinen schwarzen Schlummerschrein
Alles Grausens lauter baden? –
Nein, mein Alf ist nicht da drinnen.
Heut ist ja der Kinder Fest; –
Ob ihn Gott wohl kommen läßt?
Ach, vielleicht schon steht er außen,
Pocht in seinem weißen Linnen
Ans verschlossne Fenster draußen. –
Schluchzte es nicht eben nun?
Alf, ich weiß ja nicht, was tun!
Horch, Dein Vater schloß das Zimmer; –
Alf, ich darf nicht öffnen heut!
Tun wir denn, wie er gebeut!
Wir gehorchten ja noch immer.
O, flieg heim zum Himmel wieder;
Dort ist Glanz und dort ist Freud’,
Tanzen Reigen, tönen Lieder.
Aber zwing die Tränen nieder, –
Sag’ nicht, daß er ’s Haus verrammelte,
Da Du kamst, nach uns zu sehn.
Kleines Kind kann nicht verstehn,
Was für Weg’ wir Große gehn.
Sag’, wie er vor Trauer stammelte;
Sag’, wie selbst dies Grün er sammelte
Zu dem schmucken Kränzlein hier.
Kannst Du’s sehn? Das wand er Dir!
(Lauscht, besinnt sich und schüttelt den Kopf.)
Ach, ich träume. Weitaus treuer
Trennt uns eine andre Wand.
Erst im großen Läutrungsfeuer
Fällt in Trümmer ihr Gemäuer,
Stürzt die Wölbung, knarrt der Riegel,
Springt der Kerkertüre Siegel,
Birst des Schlosses ehern Band!
Viel noch, viel noch muß geschehen,
Eh’ wir zwei uns wiedersehen.
Füllen will ich, Scholl’ auf Schollen,
Seiner Forderungen Schacht,
Werde hart sein, werde wollen. –
Aber heut ist Weihenacht.
Freilich, dies Jahr fehlt das Beste –!
Halt! Ich hol’ hervor zum Feste,
Was von ihm mir noch gelassen,
Und des grenzenlosen Wert,
Seit mein Glück von mir gekehrt,
Nur ein Mutterherz kann fassen.
(Sie kniet vor der Kommode nieder, öffnet eine Schublade und nimmt verschiedene Dinge heraus. Im selben Augenblick macht BRAND die Tür auf und will sie anreden; aber da er ihr Vorhaben bemerkt, besinnt er sich und bleibt stehen. Agnes sieht ihn nicht.)
