BONDEN.
Ja, blir du borte her
i dette Herrens vonde vejr,
og rygtes, hvad en ej kan dølge,
at vi gik hjemmefra i følge,
så trækkes jeg tilthings en dag, –
og drukner du i myr og tjern,
så dømmes jeg i bolt og jern –
THE PEASANT.
Ay, if I let you bide
Up here in this accursed weather,
And rumour told, what we can’t hide,
That you and we set out together,
I’m haul’d some morning to the dock,—
And if you’re drown’d in flood and fen,
I’m sentenced to the bolt and lock—
DER BAUER.
Jawohl; denn bleibst Du mir
In diesem Herrgottswetter hier,
Und wird man’s dann im Dorf erfahren,
Daß wir mit Dir hier oben waren,
So holt mich eines Tags die Wache, –
Und liegst Du hier im Eise tot,
Komm’ ich ins Loch zu Wasser und Brot –
BRAND
(kommer tilsyne højere oppe og lytter ud mod den kant, hvor bonden gik).
De famler hjem. Du slappe træl,
sprang i dit bryst en viljes væld,
var ikkun evnen det, som skorted,
jeg skulde vejens møje kortet;
på dødstræt ryg, med foden såret,
jeg skulde glad og let dig båret; –
men hjælp er gavnløs for en mand,
som ikke vil, hvad ej han kan.
(går længere frem.)
Hm; livet, livet; det er svært,
hvor livet er de godtfolk kært!
Hver skrælling lægger slig en magt
på livet, som om verdens frelse,
al menneskenes sjælehelse,
var på hans skrale skuldre lagt.
De vil nok offre, Gud bevares!
Men livet, livet, – det må spares.
(smiler, som i en erindring.)
To tanker faldt som gut mig ind
og voldte lattervrid i maven,
og skaffed mig et barket skind,
når gamle skolemoer var gnaven.
Jeg tænkte mig en mørkræd ugle,
en fisk med vandskræk. Lydt jeg lo;
jeg vilde dem af sindet smugle,
men de hang i med tand og klo. –
Hvad kom det af, det lattervrid?
Jo, af den dunkelt følte splid
imellem tingen, som den er,
og tingen, som den skulde være, –
imellem det, at måtte bære,
og finde byrden altfor svær. –
Fast hver en landsmand, syg og frisk,
er slig en ugle, slig en fisk.
Han skabtes til et dybets yrke,
han skulde leve livets mørke, –
og det er det, som gør ham ræd.
Han spræller angst mod fjærens bred,
han skyr sit eget stjernekammer,
han skriger: luft og dagens flammer!
(standser et øjeblik, studser og lytter.)
Hvad var det der? Det lød som sang.
Ja, det er sang med latter blandet.
Hør, – nu et hurra, nu et andet, –
nu tredje – fjerde – femte gang!
Der rinder solen. Skodden letter.
Jeg øjner alt de vide sletter.
Derborte står det glade lag
i morgenskær på højderyggen;
vestover vidden kastes skyggen;
de skifter ord og nævetag.
Nu skilles de. De andre vender
mod øst, men to går vesterud.
Der skikker de, som sidste bud,
farvel med hat, med slør og hænder.
(Solen bryder alt mere og mere gennem tågen. Han står længe og ser ned på de kommende.)
Der glittrer lys om disse tvende.
Det er som skodden gjorde vej,
som lyngen klædte hæld og hej
og himlen lo om ham og hende.
De er visst syskend. Hånd i hånd
de springer over lyngens tæppe.
Se; pigen rører grunden neppe,
og han er ledig som en vånd.
Der strøg hun fra ham! Der hun veg,
da rap han vilde hende fange – –.
Nu vokser løbet til en leg –!
Hør; deres latter blir til sange!
(Ejnar og Agnes, let rejseklædte, begge blussende og varme, kommer legende frem over sletten. Tågen er borte; en klar sommermorgen ligger over fjeldet.)
BRAND.
[Reappears higher up, and listens in the direction in which the PEASANT went.]
Homeward they grovel! Thou dull thrall,
If but thy feeble flesh were all,
If any spark of living will
Sprang in thee, I had help’d thee still.
With breaking back, and feet way-worn,
Lightly and swift I had thee borne;—
But help is idle for the man
Who nothing wills but what he can.
[Goes further on.]
Ah life! ah life! Why art thou then
So passing sweet to mortal men?
In every weakling’s estimation
His own life does as grossly weigh
As if the load of man’s salvation
Upon his puny shoulders lay.
For every burden lie’s prepared,
God help us,-so his life be spared!
[Smiles as in recollection.]
Two thoughts in boyhood broke upon me,
And spasms of laughter in me woke,
And from our ancient school-dame won me
Many a just and bitter stroke.
An Owl I fancied, scared by night;
A Fish that had the water-fright;
I sought to banish them;-in vain,
They clung like leeches to my brain.
Whence rose that laughter in my mind?
Ah, from the gulf, dimly divined,
Between the living world we see
And the world as it ought to be,
Between enduring what we must,
And murmuring, it is unjust!
Ah, whole or sickly, great or small,
Such owls, such fishes, are we all.
Born to be tenants of the deep,
Born to be exiles from the sun,
This, even this, does us appal;
We dash against the beetling steep,
Our starry-vaulted home we shun,
And crying to heaven, bootless pray
For air and the glad flames of day!
[Pauses a moment, starts, and listens.]
What do I hear? A sound of singing.
Ay, blended song and laughter ringing.
With now a cheer and now a hollo,
Another-and another-follow!
Lo, the sun rises; the mist lifts.
Already through the breaking rifts
The illimitable heights I see;
And now that joyous company
Stands out against the morning light
Upon the summit of the height.
Their shadows taper to the west,
Farewells are utter’d, hands are pressed.
And now they part. The others move
Eastward away, two westward wend,
And, waving hats and kerchiefs, send
Their farewell messages of love.
[The sun gradually breaks through and disperses the mist. BRAND stands and looks down on the two as they approach.]
How the light glitters round these two!
It is as if the mist took flight,
And flowering heather clothed the height,
And heaven laugh’d round them where they go.
Brother and sister, hand in hand,
They spring along the hill together,
She scarcely stirs the dewy heather,
And he is lissome as a wand.
Now she darts back, he rushes after,
Now slips aside, eludes his aim,—
Out of their gambols grows a game—!
And hark, a song out of their laughter!
[EINAR and AGNES, in light summer dress, both of them warm and glowing, come playing across the level. The mist is gone; a bright summer morning lies on the mountains.]
BRAND
(wird ein Stück weiter oben wieder sichtbar und lauscht nach der Richtung hin, wo der Bauer verschwunden ist.)
Sie trotten heim. – Du schlaffer Wicht,
Schwieg nur in Dir der Wille nicht,
Schwieg nur die Kraft, die ungestählte,
Ich hätt’ gemildert, was Dich quälte,
Ich hätt’ Dich heiter, ohne Klagen,
Fußwund, todmüd’ zum Ziel getragen.
Doch Hilfe frommt nicht einem Mann,
Der auch nicht will, was er nicht kann.
(Tritt weiter vor.)
Das Leben; hm; wenn man ermißt,
Wie lieb’s den guten Leutchen ist!
Wie jeder Tropf es herzt und hegt,
Als wär’ der Welt Glück und Bestehn,
Der ganzen Menschheit Wohlergehn
Just ihm aufs lahme Kreuz gelegt.
Mein Gott, sie woll’n ja alles geben –
Nur nie das Leben, nie das Leben.
(Lächelt wie von einer Erinnerung ergriffen.)
An Zweies dacht’ ich oft als Knab’,
Das schuf mir böses Zwerchfellgrimmen –
Und Schwielen, die noch böser, gab
Die alte Schulmuhm’ sich im Schlimmen.
An einen Fisch, der’s Wasser scheute,
Und eine Eul’, die’s Dunkel floh.
Los brach ich, tollen Lachens Beute,
Ich mocht’ es drehn so oder so.
Und des der Grund? Weil ich halbklar
Schon damals jenen Riß empfand
Zwischen dem Ding, so wie es war –
Und so wie Gott es sehen wollte,
Dazwischen, daß es tragen sollte –
Und doch sein Pack untragbar fand.
Fast jeder hier, siech oder frisch,
Ist solch ’ne Eule, solch ein Fisch.
Gemacht, in Tiefen hinzusterben,
Bestimmt, des Lebens Nacht zu leben,
Ist er gerade davor bang.
Er zappelt feig den Strand entlang,
Ihm graut vor seiner Sternenzelle,
Er schreit nach Luft und Tageshelle!
(Hält einen Augenblick inne, stutzt und lauscht.)
Was ist das? Stimmenklang vom Tal?
Wie sich Gesang und Lachen streiten!
Horch, – nun ein Hurra, – nun zum zweiten –
Zum dritten – vierten – fünften Mal!
Die Sonne flammt, den Dunst zu brechen;
Schon klären sich die weiten Flächen ...
Ei sieh, die frohen Leutchen dort
Auf frühlichtüberstrahlten Matten!
Nach Westen fallen lang die Schatten;
Man wechselt Handschlag, Kuß und Wort.
Nun scheiden sie. Die einen wenden
Zu Tal, doch zwei nach hier den Fuß.
Da winken sie, als letzten Gruß,
Ade mit Schleier, Hut und Händen.
(Die Sonne bricht mehr und mehr durch den Nebel. Brand steht unbeweglich und sieht auf die Kommenden nieder.)
Das glänzt und glitzert um mein Pärchen!
Der Nebel flieht, wohin es tritt,
Und Heide bettet seinen Schritt,
Und Sonne lacht dem holden Märchen!
Ob’s wohl Geschwister sind? Da streicht
Es Hand in Hand durch weiche Heide.
Sie rührt sie kaum mit flinkem Kleide,
Und er ist schlank und federleicht.
Da springt sie weg! Wohl fehlt nicht viel,
Daß er den Flüchtling wieder fange – –
Doch sieh! Da wird der Lauf zum Spiel –!
Und horch! – ihr Lachen zum Gesange!
(EJNAR und AGNES in leichter Reisekleidung, beide warm und glühend, kommen in ihrem Spiel über das Hochplateau nach vorn. Der Nebel ist fort; ein klarer Sommermorgen liegt über dem Gebirge.)
EJNAR.
Ja, det var der vi skiltes nys
fra vore venner og veninder
og trykked håndslag, favntag, kys,
som segl på alle dyre minder.
Kom ned til os! Jeg skal fortælle,
hvor Gud har været mageløs, –
så vil De fatte jublens vælde –!
Fy, stå ej der, som om De frøs!
Se så! Tin op! Det kan jeg lide.
Først er jeg maler, må De vide,
og det var allerede smukt
at skænke mine tanker flugt,
så jeg kan kogle liv i farver,
som han gør sommerfugl af larver.
Men aller prægtigst var dog Gud,
da han mig Agnes gav til brud!
Jeg kom fra syd, fra rejser lange,
med malerkassen på min ryg –
EINAR.
Ay, it was there on those loved faces
Even but now we look’d our last,
And with clasp’d hands, kisses, embraces
Seal’d all our tender memories fast!
Come down to us, and I will tell
How God’s been good beyond compare—
And you shall all our gladness share
Pooh, stand not like an icicle!
Come, thaw now! There, I like you so.
First, I’m a painter, you must know,
And even this to me was sweet,—
To lend my fancy wings and feet,
In colours to bid life arise,
As He of grubs breeds butterflies.
But God surpass’d himself when He
My Agnes gave me for my bride!
I came from travels over sea,
My painter’s satchel at my side—
EJNAR.
Ja, dort verließen wir die Stund’
Ein frohes Häuflein uns Getreuer
Und siegelten mit Hand und Mund
Erinnerungen, allen teuer.
Ach, kommen Sie zu uns hernieder
Und hören Sie den holden Text,
Den Urtext aller unsrer Lieder! –
Was stehn Sie wie zu Stein verhext!
Der reine Gletschermann! So gehn Sie
Doch auf! So, recht! Ich also, sehn Sie,
Bin erstlich Maler. Schon welch Glück,
So Welt und Leben Stück um Stück
Zu bannen, – gleich dem Allgestalter
Aus Larven zaubernd bunte Falter!
Doch ’s Schönste, was mir Gott vertraut,
Ist Agnes, meine holde Braut!
Ich kam von langen Südlandreisen,
Allein mein Malzeug als Gepäck –
EJNAR.
Just som jeg gennem bygden strøg,
var hun deroppe på besøg.
Hun skulde drikke fjeldets luft
og sol og dugg og graners duft.
Mig drev en gudsmagt op mod fjeldet;
det sang i mig: søg skønhedsvældet
på granemo, langs skogens elv,
i skyflugt under himlens hvælv! –
Da malte jeg mit mesterstykke:
et rosenblus på hendes kind,
et øjepar, som lyste lykke,
et smil, som sang i sjælen ind –
EINAR.
Just as the village I pass’d through,
She chanced to dwell an inmate there.
S h e longed to taste the upland air,
The scented woods, the sun, the dew;
M e God unto the mountains drew,—
My heart cried out: Seek Beauty’s might
In forests dim and rivers bright
And flying clouds beneath the blue.—
Then I achieved my height of art:
A rosy flush upon her cheek,
Two joyous eyes that seem’d to speak,
A smile whose music filled the heart—
EJNAR.
Just als ich hier durchs Dorftal strich,
War sie hier zu Besuch, um sich
Zu trinken rot an Bergesluft
Und Sonn’ und Tau und Tannenduft.
Mich trieb’s wie Schickung nach hier oben;
Das sang in mir, wie ein Geloben,
Im Bach, im Wald, im Wolkenwehn
Der Schönheit Urquell nachzugehn.
Da malt’ ich denn mein Meisterstücke:
Ein rosig Licht auf ihre Wang’,
Ein Augenpaar, entflammt von Glücke,
Ein Lächeln, das ins Herze sang –
EJNAR.
Da strøg den tanke mig forbi:
du har jo ganske glemt at fri!
Hurra! I hast blev friet, svaret,
og dermed var det grejdt og klaret.
Vor gamle doktor blev så glad,
at selv han ikke vidste hvad.
Så holdt han lag tre døgn tilende,
med sang og dans, for mig og hende;
fra foged, lensmand, skriver, prest,
al voksen ungdom kom som gæst.
Fra gården brød vi op inat;
men derfor endtes gildet ej; –
med flag på stang, med løv om hat,
op over li, frem over hej,
af flokken fulgtes vi på vej.
EINAR.
Then suddenly the thought oecurr’d:
“Why, friend, the wooing is forgot!”
Hurrah! I ask’d, she gave her word,
And all was settled on the spot.
Our good old doctor, like a boy,
Was all beside himself with joy;
So three whole days, and whole nights three,
Held revelry for her and me;
Mayor and constable, clerk and priest,—
All the grown youth was at the feast.
Last night we left, but not for that
The revel or the banquet ceased;
With banner’d pole and wreathed hat,
Up over bank, on over brae,
Our comrades brought us on our way.
EJNAR.
Da fiel mir ein – du liebe Zeit!
Ich hatte ja noch nicht gefreit!
Juchhei! So ward gefreit, gewährt,
Und alles so gelöst, geklärt.
Wie froh da unser Doktor ward,
Das hatte nur so seine Art.
Drei Tage ließ er uns zu Ehren,
Der Alte, Tanz und Jubel währen,
Honoratioren, Klerisei,
Die ganze Jugend war dabei.
Heut nacht denn zogen wir vom Gut, –
Doch hörte drum das Fest nicht auf, –
Mit Schärpen, Fahnen, Laub am Hut,
Den Wald hinein, den Berg hinauf,
Mit uns der ganze heitre Hauf.