BRAND.
Ifra et barndomseventyr,
som aldrig af mit minde flyr,
som skræmmer sjælen, lig et ar
ifra et helet hareskar.
Det var en høstkveld. Død var faer,
og du lå syg. Jeg sneg mig ind,
hvor han lå bleg i vokslysskin.
Jeg stod og stirred fra en krog,
og så han holdt en salmebog;
mig undred mest den dybe dvale,
og hvi hans håndled var så smale;
jeg kendte lugt af kuldslået lin; –
da hørte jeg på gangen trin; –
ind kom en kvinde, så mig ej, –
hun gik til sengen rakt sin vej.
Hun gav sig til at gramse, rode;
først flytted hun den dødes hode,
så trak hun frem en bundt, så flere, –
hun tælled, hvisked: mere, mere!
Så grov hun ud af sengens puder
en pakke, bunden til med knuder;
hun rev, hun hugg med ilske hænder,
hun bed den op med sine tænder.
Hun grov påny. Hun hitted flere.
Hun tælled, hvisked: mere, mere!
Hun græd, hun bad, hun jamred, svor;
hun vejred efter gemslers spor, –
og fandt hun, – fluks med jublens angst
hun skød, som falken, på sin fangst.
Tilslut var hver en lønkrog tømt;
hun gik af stuen som en dømt;
hun svøbte fundet i en pjalt
og stønned stilt: så det var alt!
BRAND.
From a childish scene that still
Lives in my mind, and ever will,
That scams my soul with foul device
Like an infestering cicatrice.
It was an autumn evening. Dead
Was father; you lay sick in bed.
I stole where he was laid by night,
All pallid in the silver light.
I stood and watch’d him from my nook,
Saw how his two hands clasp’d the Book;
I marvell’d why he slept so long,
Mark’d his thin wrists, and smelt the strong
Odour of linen newly dried;—
And then I heard a step outside;—
A woman enter’d, strode apace
Up to the bed, nor saw my face.
Then she began to grope and pry;
First put the corpse’s vesture by,
Drew forth a bundle, then a store,
Counted, and whisper’d: There is more!
Then, grubbing deeper in the ground,
Clutch’d a seal’d packet tightly bound,
With trembling fingers strove and tore,
Bit it in two, groped deeper, found,
Counted, and whisper’d: There is more!
She cried, she cursed, she wail’d, she wept,
She scented where the treasure lay,
And then with eager anguish swept
Down like a falcon on her prey.
When she had ransacked all the room,
She turn’d, like one who hears her doom,
Wrapp’d up her booty in a shawl,
And faintly groaned: So t h a t was all!
BRAND.
Von einem Nachtspuk, der mich schwer
Bedrückt, seit ich, als Kind, ihn sah;
Der meiner Seele ward zur Qual
Wie einer Hasenscharte Mal.
Herbstabend. Vater war nicht mehr;
Du lagst als krank. Ich schlich hinein, –
Da schlief er bleich im Kerzenschein.
Aus einem Winkel starrt’ ich bang
Nach ihm und sah, er hielt ein Buch;
Mich schreckte seines Schlafes Schwere,
Der Adern bläulich blasse Leere;
Ich roch das kalte Leichentuch; –
Da hört’ ich Tritte her vom Gang; –
Ein Weib ging, – ohne mich zu sehn, –
Zum Bett hin auf gereckten Zehn,
Hub an sich drüber hinzubücken,
Den Toten hin und her zu rücken, –
Um Bund auf Bund hervorzuziehen
Und zählend, flüsternd hinzuknieen, –
Bis eine pralle Lederkatze
Ans Licht kam, gierig aufgerissen,
Nein, aufgekratzt und aufgebissen, –
Und grub und grub, bis alles leer war,
Und zählte, schmälte, daß nicht mehr war,
Und weinte, klagte, schalt und schwur,
Stets Weitrem witternd auf der Spur, –
Und dann – mit Jubels Überschwang,
Ein Falke, schoß sie auf den Fang.
Zuletzt war alles umgedreht;
Sie ging, wie ein Verdammter geht,
Den Fund in ihren Schurz geschicht’t
Und stöhnend: Mehr war’s also nicht.
