You are here: BP HOME > MI > Brand > fulltext
Brand

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Click to Expand/Collapse OptionACT IV
Click to Expand/Collapse OptionACT V
BRAND
(ser længe efter dem).
En for en med bøjde nakker
går den stille klynge hjem.
Sindet sturer, foden sakker,
staver tungt og træt sig frem;
hver af dem med tungsinds lader
går som truet af et ris,
går, som menneskenes fader
dreven ud af Paradis, –
går, som han, med skyldslørt tinding, –
ser, som han, i mørkets gab, –
bær, som han, sin kundskabs vinding, –
bær, som han, sin blindheds tab;
Mennesket jeg kækt har villet
skabe nyt og helt og rent; –
der er værket, – brødens billed,
ikke Guds, som det var ment. –
Ud herfra til større vidder;
her er rum ej for en ridder!
(vil gå, men standser, idet han ser Agnes ved stranden.)
Se, hvor lyttende hun sidder,
som om her var sang i luften.
Lyttende hun sad i båden,
da den skar de rørte vande, –
lyttende hun holdt i tuften, –
lyttende hun havråksfråden
rysted af sin klare pande.
Det ser ud som hørslen bytted
plads og hun med øjet lytted.
(nærmer sig.)
Unge pige, er det fjordens
krumme vej, som synet følger –? 
BRAND.
[After long watching them.]
Homewards, one by one, with flagging
Spirits, heavily and slow,
Foreheads bowed, and weary lagging
Footsteps, silently they go.
Each with sorrow in his eyes,
Walks as from a lifted rod,
Walks like Adam spurn’d by God
From the gates of Paradise,—
Walks like him, with sin-veil’d sight,—
Sees, like him, the gathering night,
All his gain of knowledge shares,
All his loss of blindness bears.
I have boldly dared to plan
The refashioning of Man,—
-There’s my work,-Sin’s image grown,
Whom God moulded in His own.—
Forth! to wider fields away!
Here’s no room for battle-play!
[Going; but pauses as he sees AGNES by the beach.]
See, she listens by the shore,
As to airy songs afloat.
So she listen’d in the boat
As the stormy surge it tore,—
Listening, to the thwart she clung,—
Listening still, the sea-foam hoar
From her open forehead flung.
’Tis as though her ear were changing
Function, and her eye were listening.
[He approaches.]
Maiden, is it o’er those glistening
Reaches that your eye is ranging? 
BRAND
(sieht ihnen lange nach.)
Schweigend, mit gebeugten Rücken,
Zieht der stille Haufe fort;
Seine schweren Füße rücken
Müd’ und matt ihn kaum vom Ort.
Jeder geht, den Leib zusammen-
krümmend, furchtgeschwächten Knies, –
Geht wie der, von dem wir stammen,
Da der Cherub ihn verstieß, –
Beut, wie er, den Finsternissen
Schläfen schuld- und kummerschwer, –
Trägt sein harterkauftes Wissen,
Sein verloren Glück wie er.
Menschen hab’ ich schaffen wollen,
Neu und ganz und hehr und rein; –
Was ist diesen Makelvollen
Noch mit Gottes Bild gemein!
Fort! Zu reichern Möglichkeiten!
Helden können hier nicht streiten.
(Will gehen, bleibt jedoch beim Anblick der am Strande sitzenden Agnes stehen.)
Wie sie lauscht! Als schwängen Saiten
Ihr nur hörbare Akkorde!
Lauschend so, saß gischtumstaubt sie,
Da das Boot den Sturm durchstampfte, –
Lauschend hielt sie sich am Borde, –
Lauschend schüttelte das Haupt sie,
Wenn’s die Flut zu dicht umdampfte.
Als ob Ohr mit Auge tauschte,
Ist’s – und mit dem Aug’ sie lauschte!
(Nähert sich ihr.)
Sind es, Mädchen, wohl des Strandes
Linien, drauf Dein Auge feiert –? 
AGNES
(uden at vende sig).
Hverken fjordens eller jordens;
begge sig for synet dølger.
Men en større jord jeg skimter;
skarpt mod luften står dens runding;
have ser jeg, floders munding;
solblink gennem tågen glimter.
Jeg ser slaglys, luerøde,
legende om skyslørt tinde,
ser en umålt ørkens øde.
Store palmer står derborte,
svajer i de hvasse vinde,
kaster bag sig skygger sorte.
Intet livstegn er at finde;
det er ligt en jord, som skabes;
og jeg hører røster runge,
og jeg hører stemmer tolke:
nu du frelses eller tabes;
gør dit værk, det ansvarstunge; –
denne jord skal du befolke! 
AGNES.
[Without turning round.]
Neither those nor aught of earth;
Nothing of them I descry.
But a greater earth there gleams
Sharply outlined on the sky,
Foaming floods and spreading streams,
Mists and sunshine breaking forth.
Scarlet-shafted flames are playing
Over cloud-capp’d mountain heads,
And an endless desert spreads,
Whereupon great palms are swaying
In the bitter-breathing blast.
Swart the shadows that they cast.
Nowhere any living thing;
Like a new world at its birth;
And I hear strange accents ring,
And a Voice interpreting:
“Choose thy endless loss or gain,
Do thy work and bear thy pain;—
Thou shalt people this new earth!” 
AGNES
(ohne sich umzuwenden.)
Nicht des Strandes noch des Landes;
Beide liegen mir verschleiert.
Eine größre Welt erspäh’ ich;
Scharf zur Luft steht ihre Ründung;
Meere, breiter Ströme Mündung,
Sonnengold durch Nebel seh’ ich;
Seh’ um wolkendunkle Gipfel
Purpurlohe ziehn und schwinden,
Seh’ die endlos öden Watten
Einer Wüste; Palmenwipfel
Schwanken dort in heißen Winden,
Werfen lange, schwarze Schatten;
Lebens ist kein Hauch zu finden, –
Still ist’s wie am Schöpfungstage;
Und ich höre Stimmen klingen,
Höre Zungen mir befehlen:
Wirf Dein Alles in die Wage!
Schweres steht Dir zu vollbringen, –
Diese Welt sollst Du beseelen! 
BRAND
(reven med).
Sig, hvad mer du ser! 
BRAND.
[Carried away.]
Say, what further! 
BRAND
(mitgerissen.)
Sag’, was siehst Du mehr? 
AGNES
(lægger hånden på brystet).
Herinde
kan jeg kende kræfter ulme,
kan jeg føle floder svulme,
kan jeg se en dagning rinde.
Hjertet, lig en verden, vider
stort sig ud til alle sider,
og jeg hører stemmer tolke:
denne jord skal du befolke!
Alle tanker, som skal komme,
hver en gerning, som skal gøres,
vågner, hvisker, ånder, røres,
som om fødslens stund var omme;
og jeg aner mer end øjner
ham, som ovenom sig højner,
føler at han skuer ned
fuld af sorg og kærlighed,
lys og mild som morgenrøden,
og bedrøvet dog til døden;
og jeg hører røster runge:
nu du skabe skal og skabes;
nu du frelses eller tabes; –
gør dit værk, det ansvarstunge! 
AGNES.
[Laying her hand on her breast.]
In my soul
I can feel new powers awaking,
I can see a dayspring breaking,
I can feel full floods that roll,
And my heart grows larger, freer,
Clasps the world within its girth,
And a voice interprets: Here
Shalt thou people a new earth!
All the thoughts that men shall utter,
All the deeds men shall achieve,
Waken, whisper, quiver, mutter,
As if now they were to live;
And I rather feel than see
Him who sits enthroned above,
Feel that He looks down on me
Full of sadness and of love,
Tender-bright as morning’s breath,
And yet sorrowing unto death:
And I hear strange accents wake:
“Now thou must be made, and make;
Choose thy endless loss or gain!—
Do thy work and bear thy pain!” 
AGNES
(legt die Hand auf die Brust.)
Hier innen
Merk’ ich Kräfte heimlich brauen,
Spür’ ich Quellen schwellend rinnen,
Schau’ ich Dämmerungen grauen.
Wie ein All, nach allen Seiten
Fühl’ ich mein Gemüt sich weiten,
Und ich höre mir befehlen:
Diese Welt sollst Du beseelen!
Was an Taten und Gedanken
Alles kommen soll, erhebt sich,
Flüstert, atmet, regt, belebt sich,
Drängt nun in des Lebens Schranken;
Und ein Ahnen mehr als Sehen
Zeigt mir Ihn dort oben stehen,
Wie er niederblickt, das Herz
Voller Liebesglut und Schmerz,
Licht und mild wie Morgenrot,
Und betrübt doch bis zum Tod;
Und ich höre Stimmen klingen:
Auf zum neuen Schöpfungstage!
Nun steigt oder sinkt die Wage; –
Schweres steht Dir zu vollbringen. 
BRAND.
Indad; indad! Det er ordet!
Did går vejen. Der er sporet.
Eget hjerte, – det er kloden,
nyskabt og for Gudsliv moden;
der skal viljegribben dødes,
der den nye Adam fødes.
Lad så verden gå sin gang
under trældom eller sang; –
men ifald vi fiendtligt mødes, –
hvis mit værk den knuse vil, –
da, ved himlen, slår jeg til!
Plads på hele jordens hvælv
til at være helt sig selv, –
det er lovlig ret for manden,
og jeg kræver ingen anden!
(tænker stille en stund og siger:)
Være helt sig selv! Men vægten
af ens arv og gæld fra slægten?
(standser og ser ud.)
Hvem er hun, som jordvendt kommer
klavrende opover bakken,
kroget, ludende med nakken?
For at puste må hun stå,
støtter sig for ej at slingre,
griber med de magre fingre
hvast i sine dybe lommer,
som en skat hun slæbte på.
Om den visne benrad slænger
stakken, som en fjærhams lægg;
hånden krummer sig som tænger;
hun er ørnen lig, der hænger
spigret på en stabbursvæg.
(pludselig angst.)
Hvilket iskoldt barneminde,
hvilket gufs fra hjem og fjord
drysser rim om denne kvinde, –
drysser værre rim herinde – –?
Nådens Gud! Det er min moer! 
BRAND.
Inwards! In! O word of might,
Now I see my way aright.
In ourselves is that young Earth,
Ripe for the divine new-birth;
Will, the fiend, must there be slain,
Adam there be born again.
Let the world then take its way,
Brutal toil or giddy play;
But if e’er we meet in fight,
If my work it seek to blight,
Then, by heaven, I’ll smite and slay!
Room within the wide world’s span,
Self completely to fulfil,—
That’s a valid right of Man,
And no more than that I will!
[After pondering awhile in sil6nce.]
To fulfil oneself! And yet,
With a heritage of debt?
[Pauses and looks out.]
Who is she, that, stooping deep,
Clambers hither up the steep,—
Crooked back and craning crop?
Now for breath she has to stop,
Clutches wildly lest she stumble,
And her skinny fingers fumble
Fierce for something that she drags
In those deep and roomy bags.
Skirt, like folds of feather’d skin,
Dangling down her shrivelled shin;
Hands, a pair of clenched hooks;
So the eagle’s carcass looks
Nail’d against the barn-door top.
[In sudden anguish.]
What chill memories upstart,—
O, what gusts from childhood dart
Frosty showers on her-and other
Fiercer frost upon my heart—?
God of grace! It is my Mother! 
BRAND.
In – ja – in Dich! Dahin weist es!
Dahin rollt das Rad des Geistes!
Du, Dein Herz, – das sei die Sphäre,
Die sich göttlich neugebäre, –
Da des Willens Geier sterbe, –
Die der neue Adam erbe!
Geh’ die Welt denn ihren Gang
Unter Seufzen oder Sang; –
Aber prallen wir zusammen,
Trachtet sie mir Untergang,
Dann, beim Himmel, setzt es Flammen!
Eins begehrt ein Mann allein:
Bahn frei, ganz er selbst zu sein; –
Mag er alles sonst entbehren, –
Dies Recht soll ihm keiner wehren.
(Verstummt auf eine Weile in Gedanken und sagt dann:)
Ganz er selbst! Doch das Gewicht
Ihm vererbter Schuld und Pflicht?
(Hält inne und blickt auf.)
Wer ist die dort mit dem Stecken?
Keuchend kommt, verkrümmt, verschrumpelt,
Sie den Berg herauf gehumpelt,
Bleibt, sich zu verschnaufen, stehn,
Stützt sich auf, nicht umzufallen,
Wühlt mit magern Fingerkrallen
Hastig in den tiefen Säcken,
Wie nach einem Schatz zu sehn.
Über schlotternden Gebeinen
Schlenkert’s wie ein Federhemd,
Und die krummen Hände scheinen
Eines Habichts, der in einen
Scheunentorspalt eingeklemmt.
(Plötzlich erbangend.)
Ha! Welch frostiges Entsinnen! –
Treibt ein Spuk hier seinen Spott?
Grabkalt fühl’ ich’s von ihr rinnen, –
Doppelt grabkalt stürmt’s hier drinnen! – –
Meine Mutter! – Großer Gott! 
BRANDS MODER
(kommer opover, standser halvvejs synlig i bakken, holder hånden skyggende over øjnene og ser sig om).
Her, har de sagt, han var.
(kommer nærmere.)
Den onde
ta’e solen, – hun gør halvt mig blind!
Søn, er det dig? 
BRAND’S MOTHER.
[Comes up, stops when half seen above the slope, holds her hand up to shade her eyes, and looks round.]
He’s here, they told me.
[Coming nearer.]
Drat the blaze,—
It nearly takes away my sight!
Son, is that you? 
BRANDS MUTTER
(bleibt, den Berg heraufkommend, stehen, zunächst nur halben Leibes sichtbar. Sie beschattet die Augen mit der Hand und sieht sich um.)
Hier muß er sein.
(Kommt näher.)
Dies Teufelsbrennen
Und –flimmern schafft mir Höllenpein!
Bist Du mein Sohn? 
BRAND.
Ja. 
BRAND.
Yes. 
BRAND.
Ja. 
MODEREN
(gnider øjnene).
Hu; det skin,
det brænder en i synet ind;
en kan ej skille prest fra bonde. 
HIS MOTHER.
[Rubbing her eyes.]
Hoo, those rays,
They burn one’s very eyes outright;
I can’t tell priest from boor. 
DIE MUTTER
(reibt die Augen.)
Hu! Der Schein
Sticht einem ins Gesicht hinein;
Man kann nicht Pfaff und Bauer trennen. 
BRAND.
Derhjemme så jeg aldrig sol
fra løvet faldt til gøgen gol. 
BRAND.
At home I never saw at allSun’s light
’Twixt fall of leaf and cuckoo’s call. 
BRAND.
Daheim sah ich die Sonne nie –
Vom Herbst an, bis der Kuckuck schrie. 
MODEREN
(ler stille).
Nej, der er godt. Der blir en frossen,
som istap-kallen over fossen.
En blir så stærk, at hvadsomhelst
en tør, – og tror sig endda frelst. 
HIS MOTHER.
[Laughing quietly.]
Ay, there ’tis good. One’s gripped with frost
Like icicles o’er a plunging river,
Strong to dare anything whatever, —
And yet believe one is not lost. 
DIE MUTTER
(lacht in sich hinein.)
Nein, da erfriert eins allgemach,
Als wie der Eisbart überm Bach,
Und faßt zuletzt zu allem Mut
Und denkt: Gott hält Dir’s wohl zu gut. 
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login