BRAND.
Hvad verden kalder kærlighed,
jeg ikke vil og ikke véd.
Guds kærlighed jeg kender til,
og den er ikke vek og mild;
den er til dødens rædsel hård,
den byder klappe, så det slår.
Hvad svarte Gud i oljelunden,
da sønnen lå i sved og skræk
og bad og bad: tag kalken væk!
Tog han ham smertens kalk fra munden?
Nej, barn, den måtte ud til bunden.
BRAND.
What the world calls by that name “Love,”
I know not and I reek not of.
God’s love I recognise alone,
Which melts not at the piteous plaint,
Which is not moved by dying groan,
And its caress i s chastisement.
What answer’d through the olive-trees
God, when the Son in anguish lay,
Praying, “O take this cup away!”
D i d He then take it? Nay, child, nay:
He made him drink it to the lees.
BRAND.
Was rings die Welt als Lieb’ anspricht,
Das will ich nicht und kenn’ ich nicht.
Mir strahlt der Gottesliebe Bild,
Und die ist weder sanft noch mild;
Die macht kein Todesgrausen weich,
Und wenn sie streichelt, wird’s ein Streich.
Was tat Gott in der Ölbergstunde,
Da ihn der Sohn, verzweifelnd schier,
Anflehte: Nimm den Kelch von mir!
Nahm er dem Sohn den Kelch vom Munde?
Nein, leeren mußt’ er ’n bis zum Grunde.
