MANDEN.
Du er som lys i natten sat.
Men lad det være, som det vil;
at tælle trænges her ej til;
thi her står jeg, den ene mand,
og siger: rejs, ifald du kan!
Jeg har en sjæl så fuldt som nogen;
jeg kan ej hjælpe mig med bogen;
du har mig op af dybet draget, –
prøv, om du nu tør slippe taget!
Du kan det ej; jeg holder fast;
min sjæl var tabt, hvis taget brast! –
Farvel! Jeg venter trygt det bud:
min prest ej slipper mig og Gud.
(går.)
THE MAN.
You’re sent to be their beacon-light,
But be the numbers as you choose,
Here is no need to closely scan;
For here I stand, one only Man,
And bid you: Leave us, if you can!
I have a soul I would not lose,
Like others; books I cannot use,
You bore me from the depths below,—
Try if you now can let me go!
You cannot,-I so closely grip,
My soul were lost if I should slip
Farewell; I look to learn at last;
My priest by me-and God-stands fast.
[Goes.]
DER MANN.
Du bist wie Licht, das helle macht.
Doch wie’s auch mit der Menge steh’, –
Aufs Zählen kommt hier wenig an;
Denn hier steh’ ich, der eine Mann,
Und sage: Wenn Du kannst, so geh!
Zwar Bücherwissen hab’ ich keines,
Doch ist mein Herz so voll wie eines;
Du gabst mir Deine Hand zu fassen, –
Du darfst mich jetzt nicht fallen lassen!
Du kannst es nicht; ich halte fest;
Versagtest Du, so wär’s mein Rest! –
Leb’ wohl! Du wirst mir nicht zu Spott.
Mein Pfarr verläßt nicht mich noch Gott.
(Ab.)
