You are here: BP HOME > MI > Brand > fulltext
Brand

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Click to Expand/Collapse OptionACT IV
Click to Expand/Collapse OptionACT V
SKOLEMESTEREN.
Ven igen! 
THE SCHOOLMASTER.
My friend! 
DER SCHULMEISTER.
Bruder! 
KLOKKEREN.
Hm! 
THE SEXTON.
H’m! 
DER KÜSTER.
Hm. 
SKOLEMESTEREN.
Tal! – I nøler? 
THE SCHOOLMASTER.
Speak it out! 
DER SCHULMEISTER.
Nun –? 
KLOKKEREN.
Jeg tror bogstavelig vi føler! 
THE SEXTON.
I think, in very truth, we’re feeling! 
DER KÜSTER.
’s ist vergeblich –!
Ich glaub’, jetzt fühlen wir buchstäblich! 
SKOLEMESTEREN.
Hvad! Ikke jeg! 
THE SCHOOLMASTER.
Feeling? Not I! 
DER SCHULMEISTER.
Was? Ich nicht! 
KLOKKEREN.
Jeg ikke heller!
Et vidnesbyrd ej nogen fælder! 
THE SEXTON.
Nor I, take warning!
A single witness I defy! 
DER KÜSTER.
Mit Verlaub, auch ich nicht!
Ein Zeugnis fällt uns sicherlich nicht! 
KLOKKEREN.
Vi to er mænd, ej dumme jenter.
Godmorgen! Skolens ungdom venter.
(går.) 
THE SCHOOLMASTER.
We’re men, not school-girls, you and I.
My youngsters wait for me. Good-morning.
[Goes.] 
DER SCHULMEISTER.
He, sind wir Weiber, so zu kohlen?!
Die Schule wartet. Gott befohlen!
(Ab.) 
KLOKKEREN.
Nys så jeg syner som et fjog
nu er jeg atter kølig, klog,
og lukket som en spændebog.
Til arbejd hist; – her er det ude,
og lediggang er fandens pude.
(går til den anden side.)
(Orgelet, som under det foregående har lydt dæmpet, bruser på engang stærkt og ender med en skærende mislyd. Lidt efter kommer Brand ud.) 
THE SEXTON.
Just now I’d visions like a fool:
Now I’m again collected, cool,
And close as clasps! To work I’ll press!
Here’s no more scope for hand or tool,
And Satan’s couch is idleness.
[Goes out at the other side.]
[The organ, which during what precedes has been heard in an undertone, suddenly peals forth, and ends with a discordant shriek. Shortly afterwards BRAND comes out.] 
DER KÜSTER.
Jetzt bin ich wieder kühl im Kopf
Und zugeschraubt wie’n Eisentopf.
Was träumt’ ich da, ich Narr, ich blöder!
Fort an die Arbeit, dummer Tropf!
Müßiggang ist des Teufels Köder.
(Nach der andern Seite ab.)
(Die Orgel, welche während des Vorhergehenden gedämpft geklungen hat, erbraust mit einem Male mächtig und endet mit einem schneidenden Mißlaut. Bald darauf tritt BRAND aus der Kirche.) 
BRAND.
Nej! jeg kan ej tonen tvinge,
så den høres fuldt at klinge.
Orgelsangen blir til skrig;
loftets buer, hvælv og vægge,
tykkes knugende sig lægge,
tykkes trangt og træhårdt møde,
lukke rundt om sangen, lig
kistelåget om den døde!
Jeg har prøvet, jeg har fristet;
orglet har sit mæle mistet.
Røsten hæved jeg til bøn;
men den drev tilbage brusten,
som en klokkes, sprukken, rusten,
i et dumpt, hulbrystet støn.
Det var som Gud Herren stod
øverst tronende i koret,
slog med hånden vredt imod,
visende ifra sig ordet! –
Herrens hus skal bygges stort;
så det var jeg trøstig loved;
rydde, jævne, feje bort,
rive ned jeg glat nok voved; –
nu står værket færdiggjort.
 
Alle korser sig i kor,
skriger: nej, hvor stor, hvor stor! –
Er det dem, som bedre véd det, –
eller mig, som ej kan se det?
Er den stor? Er dette hus
fuldt og helt, hvad jeg har villet?
Er i den hin anings brus,
som har født den af sig, stillet?
Ligner den det tempelbilled,
som jeg skimted stort i ånden,
hvælvet over verdens-vånden? –
Hm, hvis Agnes havde levet,
var det anderledes blevet,
stort i småt hun kunde se,
lyse fra mig tvivlens ve,
favne jord og himmel sammen,
lig et løvtag over stammen.
(bemærker anstalterne til festen.)
 
Grønne kranse, flag på stang;
skolen øver ind sin sang;
prestegården snart er fuld;
alle folk vil hilse på mig; –
de har rejst mit navn i guld!
Gud, giv lys, – hvis ej, så slå mig
tusend alen under muld!
Om en time åbnes festen;
alles tanker gælder presten;
presten er i alles munde!
Deres tanker kan jeg kende,
deres ord jeg føler brænde;
lov og pris går trolddomsbåret
som en isstrøm gennem håret!
Den som kunde, den som kunde
kaste glemsel om sig, skjule
hodet i et vilddyrs hule! 
BRAND.
No, I vainly, vainly seek
To unlock the heart of sound;
All the song becomes a shriek.
Walls and arches, vault and ground,
Seem to stoop and crowd and throng,
Seem to clasp with iron force,
Seem to close around the song,
As the coffin round the corset
Vain my effort, vain my suit,
All the organ’s music’s mute,
Fain a prayer I would have spoken,
But my lifted voice fell broken,—
Like the muffled moan it fell
Of a riven and rusted bell.
’Twas as if the Lord were seated
In the chancel, and beheld,
And in wrath, while I entreated,
All my piteous prayer repell’d!—
Great shall be the House of God;
In my confidence I swore it;
Fearless, smote and wreck’d and tore it,
Swept it level with the sod.
Now the finish’d work stands fast.
 
As the people throng before it,
Still they cry: “How vast! how vast!”
Is it they see true or I,
Who no vastness can descry?
Is it great? The thing I will’d,
Is it in this House fulfill’d?
Can the rushing fire of passion
That begot it, h ere be still’d?
Was the Temple of this fashion
That I dream’d should overspan
All the misery of Man?
Ah, had Agnes stay’d with me,
Not thus vainly had I striven!
Small things greatly she could see,
From doubt’s anguish set me free,
Clasp together Earth and Heaven
Like the green roof of the tree.
We observes the preparations for the festival.]
 
All with wreaths and banners hung;
Children practising their song;
So the Manse they surge and throng,—
Festal greetings they would bring me;—
Yonder gleams my name in gold!—
Give me light, O God, or fling me
Fathom-deep beneath this mould!
In an hour begins the Feast.
Every thought and every tongue
Will be ringing with “the priest,”
All their thoughts I can discern;
All their words I feel them burn;
All their praise, on elf-wings sped,
Rives me like an icy blast!
Oh, to be enfolded fast
In oblivion, hide my head
In a wild beast’s hole at last! 
BRAND.
Nein! die Orgel will nicht klingen,
Läßt sich nicht zum Sprechen zwingen,
Jeder Laut wird Qual und Pein;
Bogen, Wölbung, Wände legen,
Stemmen starr sich mir entgegen,
Hammern hölzern alles nieder,
Klemmen, klammern meine Lieder,
Wie ein Sarg sein Opfer, ein.
Welche Stimmen ich auch lockte,
Sich das Werk nur mehr verstockte.
Laut auf sang ich mein Gebet,
Doch zerbrach’s am Deckenpfosten,
Wie von Glocken, alt und rosten,
Dumpf, hohlbrüstig Stöhnen geht.
Und mir war’s, Gott selber stand
Auf dem hohen Chor anklagend,
Mit ergrimmter Richterhand
Mein Gebet zu Boden schlagend.
Groß gebaut werd’ Gottes Haus,
Schwor ist einst, erregten Blutes;
Fällte, rodete, riß aus,
Allzu selbstgewissen Mutes.
Heute reut mich fast des Baus.
 
Alle ziehn die Häupter bloß,
Jeder schreit: Wie groß! Wie groß!
Ob man’s besser dort verstehn kann,
Als ich hier, der ich’s nicht sehn kann?
Ist sie groß? Sind diese Wände,
Was ich war zu baun gewillt?
Hat dies Holz der Sehnsucht Brände,
Die nach ihm gelechzt, gestillt?
Gleicht dies Haus dem Tempelbild,
Das mein Geist sich hehr erhöhte, –
Jenem Weltdom aller Nöte? –
Hm, wär’ Agnes noch am Leben,
Wär’s nicht so. Im kleinsten Kleinen
Sah sie noch des Großen Flamme,
Mochte meine Zweifel heben,
Erd’ und Himmelszelt vereinen
Wie ein Laubdach überm Stamme.
(Bemerkt die Anstalten zum Fest.)
 
Kränze, Fahnen überall;
Aus der Schule Liederschall;
Alle sind auf mich erpicht;
Vor dem Pfarrhaus staut sich’s brausend, –
Prahlt mein Nam’ in Gold dort nicht?
Gott, gib Kraft, – sonst stürz’ mich tausend
Klafter unters Tageslicht!
Bald nun schlägt des Festes Stunde;
Ich bin jetzt in aller Munde,
Und in aller Herzen ich nur!
Was sie denken, o, ich weiß es;
Ah, wie ihr begeistrungsheißes
Loblied, das auf mich nur lauert,
Mir das Herz wie Frost durchschauert!
Könnt’ man sich, o könnt’ man sich nur
In des tiefsten Dickichts Hecken
Wie ein wildes Tier verstecken! 
FOGDEN
(kommer i fuld uniform og hilser strålende fornøjet).
Nu har vi da den store dag,
sabbaten efter ugens seks;
nu firer vi vort sejl tildæks,
og hejser højt vort søndagsflag,
og går for strømmen lunt og småt
og ser at alt er såre godt!
Til lykke, ædle store mand,
hvis ry snart bæres vidt om land!
Til lykke; jeg er ganske rørt,
og dog uhyre glad tillige!
Men De –? 
THE MAYOR.
[Enters in full uniform, radiant with satisfaction, and greets him.]
Here is the great day come at last,
The Sabbath to the toiling six;
Now we can strike our sail, and fix
Our Sunday pennon to the mast,
Glide softly with the gliding flood
And find that all is very good.
Bravo!-great, noble man, whose fame
Will soon be far and wide related.
Bravo!-I’m moved, yet all the same
Most inexpressibly elated!
But you appear 
DER VOGT
(kommt in voller Uniform und grüßt, vor Freude strahlend.)
Da brach der große Tag herein,
Der Sabbath nach dem Wochenlauf,
Jetzt holen wir die Segel ein
Und ziehn den Sonntagswimpel auf
Und gehn vorm Strome, sanft und sacht,
Und sehn, wie alles gut gemacht.
Viel Glück, Sie edler, großer Mann,
An dem das Land sich freuen kann!
Viel Glück! Ich fühl’ mich ganz gerührt
Und doch auch wieder schrecklich froh! 
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login