PROVSTEN.
Min fremgangsmåde, ven, er blidere.
Dog kort; thi knap er begges tid.
Det er et enkelt lidet punkt,
som De fra denne dag bør rette,
og det vil vist ej falde tungt.
Ja, jeg formoder De kan gætte
så halvt om halvt, hvorhen jeg sigter?
Det gælder Deres embedspligter.
De hidindtil har stundom lagt
på skik og brug forliden magt;
og skik og brug er dog det første,
om ikke egentlig det største.
Nå, Herregud, jeg vil ej skænde;
man er jo ung og man er ny;
man kommer fra den store by
og kan ej landsens forhold kende.
Men nu, min ven, nu er det vigtigt
at fatte sagen mere rigtigt.
De hidtil har formeget plejet
hver enkelts særlige behov;
den fejl er, mellem os sagt, grov.
Lad dem i massevis bli vejet;
kæm alle med den samme kam;
tro mig, De får ej deraf skam.
TILE DEAN.
I have a milder way, my friend.
But briefly: for our duties press.
One little matter, I confess,
I’d have you from to-day set right;
A task that cannot but be light.
Nay, I imagine you can guess
Half what I’m hinting at, at least?
I mean, your duties as a priest.
Hitherto you have been a loose
Observer still, of Wont and Use;
But Use and Wont, if not the best
Of things, are yet the needfulest.
Well, well, I will not be severe;
You’re young, and but a novice here,
Town-bred, and scarcely understand
What country usages demand.
But no w, n ow it is urgent, friend,
The lack of judgment to amend.
You hitherto have too much heeded
What this man and what that man needed,
That error (in your private car)
Is grievous. Weigh them in the block;
Use the same comb for all the flock;
You won’t repent it, never fear.
DER PROBST.
Mein Vorgangsmodus, Freund, ist milder.
Doch bündig; – denn wir sind gehetzt;
Es ist ein kleiner Punkt, worin
Sie sich von heut ab ändern müssen, –
Ein Leichtes, wie ich sicher bin.
Ja, ich vermute fast, Sie wissen
Schon, wo wir nicht zusammenpassen:
Darin, wie Sie Ihr Amt auffassen.
Sie kümmern sich nicht einen Hauch
Um das, mein Freund, was Schick und Brauch;
Und Schick und Brauch, das ist, ich meine,
Denn doch im Grund das Allundeine.
Du lieber Gott, ich will nicht schelten,
Da man noch nicht Erfahrung hat, –
Auch kommt man aus der großen Stadt
Und findet hier ganz andre Welten.
Doch jetzt, mein Freund, jetzt wird es wichtig,
Sie stell’n die Segel endlich richtig.
Man fand bisher mit Recht, Sie lägen
Zu sehr der Einzelseele ob.
Der Fehler – unter uns! – ist grob.
Man muß sie massenweise wägen.
Man scher’ sie all’ mit einem Kamm,
So fährt am besten Hirt wie Lamm.