BONDEN.
Kanhænde det; men jeg véd bedst,
at om du så var provst og bisp,
så ligger du i dødsens gisp
før dagen gryr, hvis du vil frem
på bræens undergravne brem.
(nærmer sig varsomt og overtalende.)
Hør, prest; om en er klog og lært,
han kan ej det, som er for svært.
Vend om; vær ej så strid og stiv!
En har jo kun det ene liv; –
går det, hvad har en så igen?
Der er en mil til næste grænd,
og skodden står så tyk, at den
kan skæres med en tollekniv.
THE PEASANT.
Maybe; but one thing’s clear at least;
Though you were dean and bishop too,
Death will haves laid his grip on you
Ere daybreak, if you dare to breast
The glacier’s cavern-cloven crest.
[Approaching warily and insinuatingly.]
Hark, priest; the wisest, learned’st man
Cannot do more than what he can.
Turn back; don’t be so stiff and stout!
A man has but a single life;—
What has he left if t h a t goes out?
The nearest farm is two leagues off,
And for the fog, it’s thick enough
To hack at with a hunting-knife.
DER BAUER.
Gut,
Sei, was Du sagst; doch das ist wahr,
Daß, wärst Du Propst und Bischof gar,
Du büßtest dennoch Deinen Mut,
Eh’s Tag wird, gingst Du weiter noch
Des Ferners untergrabnes Joch.
(Nähert sich vorsichtig und überredend.)
Hör, Pfarr; so klug auch einer wär’,
Das, was zu schwer ist, ist zu schwer.
Kehr’ um; verstock’, versteif’ Dich nicht!
Du hast doch nur ein Lebenslicht; –
Und geht das aus, was bleibt Dein Teil?
Zum nächsten Hof ist noch ’ne Meil’; –
Dazu ein Nebel, daß ein Beil
Drin stecken bleibt, – so dick und dicht.
BRAND
(standser og nærmer sig igen).
Hør, bondemand; du sagde før,
at datter din, som bor ved fjorden,
har skikket bud, at snart hun dør;
men ej med saligt håb hun tør, –
hvis ej hun ser dig, – gå fra jorden?
BRAND.
[Stopping and approaching again.]
Hear, peasant; you at first profess’d,
Your daughter by the fjordside lying,
Had sent you word that she was dying,
But could not with a gladsome breast,
Until she saw you, go to lest?
BRAND
(bleibt stehen und nähert sich wieder.)
Verstand ich recht, so hattest Du
Hier eine Tochter in der Nähe; –
Die schickte – nicht? – Dir Nachricht zu,
Sie fänd’ im Grabe keine Ruh’,
Wenn sie Dich nicht noch einmal sähe?
BONDEN.
Ja, blir du borte her
i dette Herrens vonde vejr,
og rygtes, hvad en ej kan dølge,
at vi gik hjemmefra i følge,
så trækkes jeg tilthings en dag, –
og drukner du i myr og tjern,
så dømmes jeg i bolt og jern –
THE PEASANT.
Ay, if I let you bide
Up here in this accursed weather,
And rumour told, what we can’t hide,
That you and we set out together,
I’m haul’d some morning to the dock,—
And if you’re drown’d in flood and fen,
I’m sentenced to the bolt and lock—
DER BAUER.
Jawohl; denn bleibst Du mir
In diesem Herrgottswetter hier,
Und wird man’s dann im Dorf erfahren,
Daß wir mit Dir hier oben waren,
So holt mich eines Tags die Wache, –
Und liegst Du hier im Eise tot,
Komm’ ich ins Loch zu Wasser und Brot –
BRAND
(kommer tilsyne højere oppe og lytter ud mod den kant, hvor bonden gik).
De famler hjem. Du slappe træl,
sprang i dit bryst en viljes væld,
var ikkun evnen det, som skorted,
jeg skulde vejens møje kortet;
på dødstræt ryg, med foden såret,
jeg skulde glad og let dig båret; –
men hjælp er gavnløs for en mand,
som ikke vil, hvad ej han kan.
(går længere frem.)
Hm; livet, livet; det er svært,
hvor livet er de godtfolk kært!
Hver skrælling lægger slig en magt
på livet, som om verdens frelse,
al menneskenes sjælehelse,
var på hans skrale skuldre lagt.
De vil nok offre, Gud bevares!
Men livet, livet, – det må spares.
(smiler, som i en erindring.)
To tanker faldt som gut mig ind
og voldte lattervrid i maven,
og skaffed mig et barket skind,
når gamle skolemoer var gnaven.
Jeg tænkte mig en mørkræd ugle,
en fisk med vandskræk. Lydt jeg lo;
jeg vilde dem af sindet smugle,
men de hang i med tand og klo. –
Hvad kom det af, det lattervrid?
Jo, af den dunkelt følte splid
imellem tingen, som den er,
og tingen, som den skulde være, –
imellem det, at måtte bære,
og finde byrden altfor svær. –
Fast hver en landsmand, syg og frisk,
er slig en ugle, slig en fisk.
Han skabtes til et dybets yrke,
han skulde leve livets mørke, –
og det er det, som gør ham ræd.
Han spræller angst mod fjærens bred,
han skyr sit eget stjernekammer,
han skriger: luft og dagens flammer!
(standser et øjeblik, studser og lytter.)
Hvad var det der? Det lød som sang.
Ja, det er sang med latter blandet.
Hør, – nu et hurra, nu et andet, –
nu tredje – fjerde – femte gang!
Der rinder solen. Skodden letter.
Jeg øjner alt de vide sletter.
Derborte står det glade lag
i morgenskær på højderyggen;
vestover vidden kastes skyggen;
de skifter ord og nævetag.
Nu skilles de. De andre vender
mod øst, men to går vesterud.
Der skikker de, som sidste bud,
farvel med hat, med slør og hænder.
(Solen bryder alt mere og mere gennem tågen. Han står længe og ser ned på de kommende.)
Der glittrer lys om disse tvende.
Det er som skodden gjorde vej,
som lyngen klædte hæld og hej
og himlen lo om ham og hende.
De er visst syskend. Hånd i hånd
de springer over lyngens tæppe.
Se; pigen rører grunden neppe,
og han er ledig som en vånd.
Der strøg hun fra ham! Der hun veg,
da rap han vilde hende fange – –.
Nu vokser løbet til en leg –!
Hør; deres latter blir til sange!
(Ejnar og Agnes, let rejseklædte, begge blussende og varme, kommer legende frem over sletten. Tågen er borte; en klar sommermorgen ligger over fjeldet.)
BRAND.
[Reappears higher up, and listens in the direction in which the PEASANT went.]
Homeward they grovel! Thou dull thrall,
If but thy feeble flesh were all,
If any spark of living will
Sprang in thee, I had help’d thee still.
With breaking back, and feet way-worn,
Lightly and swift I had thee borne;—
But help is idle for the man
Who nothing wills but what he can.
[Goes further on.]
Ah life! ah life! Why art thou then
So passing sweet to mortal men?
In every weakling’s estimation
His own life does as grossly weigh
As if the load of man’s salvation
Upon his puny shoulders lay.
For every burden lie’s prepared,
God help us,-so his life be spared!
[Smiles as in recollection.]
Two thoughts in boyhood broke upon me,
And spasms of laughter in me woke,
And from our ancient school-dame won me
Many a just and bitter stroke.
An Owl I fancied, scared by night;
A Fish that had the water-fright;
I sought to banish them;-in vain,
They clung like leeches to my brain.
Whence rose that laughter in my mind?
Ah, from the gulf, dimly divined,
Between the living world we see
And the world as it ought to be,
Between enduring what we must,
And murmuring, it is unjust!
Ah, whole or sickly, great or small,
Such owls, such fishes, are we all.
Born to be tenants of the deep,
Born to be exiles from the sun,
This, even this, does us appal;
We dash against the beetling steep,
Our starry-vaulted home we shun,
And crying to heaven, bootless pray
For air and the glad flames of day!
[Pauses a moment, starts, and listens.]
What do I hear? A sound of singing.
Ay, blended song and laughter ringing.
With now a cheer and now a hollo,
Another-and another-follow!
Lo, the sun rises; the mist lifts.
Already through the breaking rifts
The illimitable heights I see;
And now that joyous company
Stands out against the morning light
Upon the summit of the height.
Their shadows taper to the west,
Farewells are utter’d, hands are pressed.
And now they part. The others move
Eastward away, two westward wend,
And, waving hats and kerchiefs, send
Their farewell messages of love.
[The sun gradually breaks through and disperses the mist. BRAND stands and looks down on the two as they approach.]
How the light glitters round these two!
It is as if the mist took flight,
And flowering heather clothed the height,
And heaven laugh’d round them where they go.
Brother and sister, hand in hand,
They spring along the hill together,
She scarcely stirs the dewy heather,
And he is lissome as a wand.
Now she darts back, he rushes after,
Now slips aside, eludes his aim,—
Out of their gambols grows a game—!
And hark, a song out of their laughter!
[EINAR and AGNES, in light summer dress, both of them warm and glowing, come playing across the level. The mist is gone; a bright summer morning lies on the mountains.]
BRAND
(wird ein Stück weiter oben wieder sichtbar und lauscht nach der Richtung hin, wo der Bauer verschwunden ist.)
Sie trotten heim. – Du schlaffer Wicht,
Schwieg nur in Dir der Wille nicht,
Schwieg nur die Kraft, die ungestählte,
Ich hätt’ gemildert, was Dich quälte,
Ich hätt’ Dich heiter, ohne Klagen,
Fußwund, todmüd’ zum Ziel getragen.
Doch Hilfe frommt nicht einem Mann,
Der auch nicht will, was er nicht kann.
(Tritt weiter vor.)
Das Leben; hm; wenn man ermißt,
Wie lieb’s den guten Leutchen ist!
Wie jeder Tropf es herzt und hegt,
Als wär’ der Welt Glück und Bestehn,
Der ganzen Menschheit Wohlergehn
Just ihm aufs lahme Kreuz gelegt.
Mein Gott, sie woll’n ja alles geben –
Nur nie das Leben, nie das Leben.
(Lächelt wie von einer Erinnerung ergriffen.)
An Zweies dacht’ ich oft als Knab’,
Das schuf mir böses Zwerchfellgrimmen –
Und Schwielen, die noch böser, gab
Die alte Schulmuhm’ sich im Schlimmen.
An einen Fisch, der’s Wasser scheute,
Und eine Eul’, die’s Dunkel floh.
Los brach ich, tollen Lachens Beute,
Ich mocht’ es drehn so oder so.
Und des der Grund? Weil ich halbklar
Schon damals jenen Riß empfand
Zwischen dem Ding, so wie es war –
Und so wie Gott es sehen wollte,
Dazwischen, daß es tragen sollte –
Und doch sein Pack untragbar fand.
Fast jeder hier, siech oder frisch,
Ist solch ’ne Eule, solch ein Fisch.
Gemacht, in Tiefen hinzusterben,
Bestimmt, des Lebens Nacht zu leben,
Ist er gerade davor bang.
Er zappelt feig den Strand entlang,
Ihm graut vor seiner Sternenzelle,
Er schreit nach Luft und Tageshelle!
(Hält einen Augenblick inne, stutzt und lauscht.)
Was ist das? Stimmenklang vom Tal?
Wie sich Gesang und Lachen streiten!
Horch, – nun ein Hurra, – nun zum zweiten –
Zum dritten – vierten – fünften Mal!
Die Sonne flammt, den Dunst zu brechen;
Schon klären sich die weiten Flächen ...
Ei sieh, die frohen Leutchen dort
Auf frühlichtüberstrahlten Matten!
Nach Westen fallen lang die Schatten;
Man wechselt Handschlag, Kuß und Wort.
Nun scheiden sie. Die einen wenden
Zu Tal, doch zwei nach hier den Fuß.
Da winken sie, als letzten Gruß,
Ade mit Schleier, Hut und Händen.
(Die Sonne bricht mehr und mehr durch den Nebel. Brand steht unbeweglich und sieht auf die Kommenden nieder.)
Das glänzt und glitzert um mein Pärchen!
Der Nebel flieht, wohin es tritt,
Und Heide bettet seinen Schritt,
Und Sonne lacht dem holden Märchen!
Ob’s wohl Geschwister sind? Da streicht
Es Hand in Hand durch weiche Heide.
Sie rührt sie kaum mit flinkem Kleide,
Und er ist schlank und federleicht.
Da springt sie weg! Wohl fehlt nicht viel,
Daß er den Flüchtling wieder fange – –
Doch sieh! Da wird der Lauf zum Spiel –!
Und horch! – ihr Lachen zum Gesange!
(EJNAR und AGNES in leichter Reisekleidung, beide warm und glühend, kommen in ihrem Spiel über das Hochplateau nach vorn. Der Nebel ist fort; ein klarer Sommermorgen liegt über dem Gebirge.)
EJNAR.
Ja, det var der vi skiltes nys
fra vore venner og veninder
og trykked håndslag, favntag, kys,
som segl på alle dyre minder.
Kom ned til os! Jeg skal fortælle,
hvor Gud har været mageløs, –
så vil De fatte jublens vælde –!
Fy, stå ej der, som om De frøs!
Se så! Tin op! Det kan jeg lide.
Først er jeg maler, må De vide,
og det var allerede smukt
at skænke mine tanker flugt,
så jeg kan kogle liv i farver,
som han gør sommerfugl af larver.
Men aller prægtigst var dog Gud,
da han mig Agnes gav til brud!
Jeg kom fra syd, fra rejser lange,
med malerkassen på min ryg –
EINAR.
Ay, it was there on those loved faces
Even but now we look’d our last,
And with clasp’d hands, kisses, embraces
Seal’d all our tender memories fast!
Come down to us, and I will tell
How God’s been good beyond compare—
And you shall all our gladness share
Pooh, stand not like an icicle!
Come, thaw now! There, I like you so.
First, I’m a painter, you must know,
And even this to me was sweet,—
To lend my fancy wings and feet,
In colours to bid life arise,
As He of grubs breeds butterflies.
But God surpass’d himself when He
My Agnes gave me for my bride!
I came from travels over sea,
My painter’s satchel at my side—
EJNAR.
Ja, dort verließen wir die Stund’
Ein frohes Häuflein uns Getreuer
Und siegelten mit Hand und Mund
Erinnerungen, allen teuer.
Ach, kommen Sie zu uns hernieder
Und hören Sie den holden Text,
Den Urtext aller unsrer Lieder! –
Was stehn Sie wie zu Stein verhext!
Der reine Gletschermann! So gehn Sie
Doch auf! So, recht! Ich also, sehn Sie,
Bin erstlich Maler. Schon welch Glück,
So Welt und Leben Stück um Stück
Zu bannen, – gleich dem Allgestalter
Aus Larven zaubernd bunte Falter!
Doch ’s Schönste, was mir Gott vertraut,
Ist Agnes, meine holde Braut!
Ich kam von langen Südlandreisen,
Allein mein Malzeug als Gepäck –
EJNAR.
Just som jeg gennem bygden strøg,
var hun deroppe på besøg.
Hun skulde drikke fjeldets luft
og sol og dugg og graners duft.
Mig drev en gudsmagt op mod fjeldet;
det sang i mig: søg skønhedsvældet
på granemo, langs skogens elv,
i skyflugt under himlens hvælv! –
Da malte jeg mit mesterstykke:
et rosenblus på hendes kind,
et øjepar, som lyste lykke,
et smil, som sang i sjælen ind –
EINAR.
Just as the village I pass’d through,
She chanced to dwell an inmate there.
S h e longed to taste the upland air,
The scented woods, the sun, the dew;
M e God unto the mountains drew,—
My heart cried out: Seek Beauty’s might
In forests dim and rivers bright
And flying clouds beneath the blue.—
Then I achieved my height of art:
A rosy flush upon her cheek,
Two joyous eyes that seem’d to speak,
A smile whose music filled the heart—
EJNAR.
Just als ich hier durchs Dorftal strich,
War sie hier zu Besuch, um sich
Zu trinken rot an Bergesluft
Und Sonn’ und Tau und Tannenduft.
Mich trieb’s wie Schickung nach hier oben;
Das sang in mir, wie ein Geloben,
Im Bach, im Wald, im Wolkenwehn
Der Schönheit Urquell nachzugehn.
Da malt’ ich denn mein Meisterstücke:
Ein rosig Licht auf ihre Wang’,
Ein Augenpaar, entflammt von Glücke,
Ein Lächeln, das ins Herze sang –
EJNAR.
Da strøg den tanke mig forbi:
du har jo ganske glemt at fri!
Hurra! I hast blev friet, svaret,
og dermed var det grejdt og klaret.
Vor gamle doktor blev så glad,
at selv han ikke vidste hvad.
Så holdt han lag tre døgn tilende,
med sang og dans, for mig og hende;
fra foged, lensmand, skriver, prest,
al voksen ungdom kom som gæst.
Fra gården brød vi op inat;
men derfor endtes gildet ej; –
med flag på stang, med løv om hat,
op over li, frem over hej,
af flokken fulgtes vi på vej.
EINAR.
Then suddenly the thought oecurr’d:
“Why, friend, the wooing is forgot!”
Hurrah! I ask’d, she gave her word,
And all was settled on the spot.
Our good old doctor, like a boy,
Was all beside himself with joy;
So three whole days, and whole nights three,
Held revelry for her and me;
Mayor and constable, clerk and priest,—
All the grown youth was at the feast.
Last night we left, but not for that
The revel or the banquet ceased;
With banner’d pole and wreathed hat,
Up over bank, on over brae,
Our comrades brought us on our way.
EJNAR.
Da fiel mir ein – du liebe Zeit!
Ich hatte ja noch nicht gefreit!
Juchhei! So ward gefreit, gewährt,
Und alles so gelöst, geklärt.
Wie froh da unser Doktor ward,
Das hatte nur so seine Art.
Drei Tage ließ er uns zu Ehren,
Der Alte, Tanz und Jubel währen,
Honoratioren, Klerisei,
Die ganze Jugend war dabei.
Heut nacht denn zogen wir vom Gut, –
Doch hörte drum das Fest nicht auf, –
Mit Schärpen, Fahnen, Laub am Hut,
Den Wald hinein, den Berg hinauf,
Mit uns der ganze heitre Hauf.
EJNAR.
Et bryllupsliv i gammen,
som drømmen stort, som sagnet smukt;
thi vid at denne søndagsmorgen,
skønt midt på vidden, uden prest,
vort liv blev lyst i fred for sorgen
og viet til en lykkefest.
EINAR.
A life of summer weather,
A dream, a legend of delight.
For on this Sabbath morn have we,
High on the hills, without a priest,
From fear and sorrow been released
And consecrated to gaiety.
EJNAR.
Ein einzig Liebesflammen,
Wie Träume groß, wie Märchen zart!
Denn, traun! an jenem Sonntagsmorgen,
War auch kein Priester weit und breit,
Ward unser Leben licht von Sorgen,
Ward es zum Freudenfest geweiht!
BRAND.
Nej, sund og frisk,
som åsens tall, som bakkens brisk;
men det er tidens syge slægt,
som trænger til at vorde lægt.
I vil kun lefle, lege, le,
vil tro så småt, men ikke se, –
vil læsse hele vægtens ve
på en, som man har sagt jer kom
og tog den store straffedom.
Han lod for jer sig tornekranse,
og derfor har I lov at danse; –
ja dans, – men hvor du danser hen,
det blir en anden sag, min ven!
BRAND.
No, sound and fresh
As juniper and mountain-pine!
It is our age whose pining flesh
Craves burial at these hands of mine.
Ye will but laugh and love and play,
A little doctrine take on trust,
And all the bitter burden thrust
On One who came, ye have been told,
And from your shoulders took away
Your great transgressions manifold.
He bore for you the cross, the lance—
Ye therefore have full leave to dance;
Dance then,-but where your dancing ends
Is quite another thing, my friends!
BRAND.
Jawohl, so krank
Wie dort die Kiefer rank und schlank; –
Nicht ich bin’s; rings um uns die Zeit, –
Sie ist’s, die, krank, nach Heilung schreit.
Ihr wollt nur Spiel und Spaß verstehn,
Vielleicht halb glauben, doch nicht sehn, –
Ihr werft all Eure Last auf den,
Der, wie man Euch gelehrt, einst kam
Und das Gericht still auf sich nahm.
Er ließ für Euch sich dornenkrönen,
Nun könnt Ihr Spiel und Tänzen frönen.
Ja, tanz’ nur, Bester! Doch am Ziel –
Da reu’n vielleicht Dich Tanz und Spiel!
BRAND.
Nej, jeg er ingen „prækehest“.
Jeg taler ej om kirkens prest;
knapt véd jeg, om jeg er en kristen;
men visst jeg véd, jeg er en mand,
og visst jeg véd, jeg øjner bristen,
der margstjal hele dette land.
BRAND.
No, I am no “Evangelist,”
I speak not as the Church’s priest:
That I’m a Christian, even, I doubt;
That I’m a man, though. I know well,
And that I see the cancer fell
That eats our country’s marrow out.
BRAND.
Nein, Freund, ich bin kein "Kanzelhengst".
Die Kirchensprach’ vergaß ich längst;
Kaum weiß ich, ob ich noch ein Christ, –
Doch das gewiß, daß ich ein Mann,
Und einer, der erkennen kann,
Was für ein Wurm am Lande frißt.
BRAND.
Nej, jublen sprænger intet bryst; –
thi var det så, da var det vel.
Lad gå at du er glædens træl, –
men vær det da fra kveld til kveld.
Vær ikke ét idag, igår,
og noget andet om et år.
Det, som du er, vær fuldt og helt,
og ikke stykkevis og delt.
Bacchanten er en klar idé,
en drukkenbolt hans ak og ve, –
Silenen er en skøn figur,
en dranker hans karrikatur.
Gå blot omkring i dette land,
og hør dig for hos alle mand,
og du vil se, enhver har lært
sig til at være lidt af hvert.
Lidt alvorslørt til brug i helgen,
lidt trofast efter fædres sed,
lidt lysten efter natverdsvælgen, –
thi det var samme fædre med, –
lidt varm om hjertet, er der gilde
og sangen runger for det lille
men klippefaste klippefolk,
der aldrig tog mod stryg og svolk, –
lidt ødsel når det gælder løfter, –
lidt hårfin når han ædru drøfter
det ord, som gaves i et lag,
til løsning på en alvorsdag.
Dog alt, som sagt, kun ganske lidt;
hans fejl, hans fortrin, går ej vidt;
han er en brøk i stort og småt,
en brøk i ondt, en brøk i godt; –
men værst det er, – hver brøkens del
slår brøkens hele rest ihjæl.
BRAND.
No, by delight no breast is riven;—
Were it but so, the ill were less!
Be passion’s slave, be pleasure’s thrall,—
But be it utterly, all in all
Be not to-day, to-morrow, one,
Another when a year is gone;
Be what you arc with all your heart,
And not by pieces and in part.
The Bacchant’s clear, defined, complete,
The sot, his sordid counterfeit;
Silenus charms; but all his graces
The drunkard’s parody debases.
Traverse the land from beach to beach,
Try every man in heart and soul,
You’ll find he has no virtue whole,
But just a little grain of each.
A little pious in the pew,
A little grave,-his fathers’ way,—
Over the cup a little gay,—
It was his father’s fashion too!
A little warm when glasses clash,
And stormy cheer and song go round
For the small Folk, rock-will’d, rock-bound,
That never stood the scourge and lash.
A little free in promise-making;
And then, when vows in liquor will’d
Must be in mortal stress fulfill’d,
A little fine in promise-breaking.
Yet, as I say, all fragments still,
His faults, his merits, fragments all,
Partial in good, partial in ill,
Partial in great things and in small;—
But here’s the grief-that, worst or best,
Each fragment of him wrecks the rest!
BRAND.
Nein, Jubel sprengt hier keine Brust; –
Ha, würd’ man’s nur einmal gewahr!
Sei Knecht der Lust, doch ganz und gar,
Rückhaltlos, jetzt und immerdar!
Sei nicht heut der und morgen der
Und übers Jahr ein weiß Gott wer.
Das, was Du bist, sei durch und durch,
Nicht halb ein Vogel, halb ein Lurch!
Ein klares Bild ist der Bacchant,
Der Trunkenbold sein Spottrabant;
Silen ist eine Prachtfigur,
Der Säufer seine Karikatur.
Geh bloß herum in diesem Land
Und leg Dein Ohr an Wand um Wand,
Und merk’, wie jeder Bruder Christ
Von allem nichts und etwas ist.
Ein wenig ernst an Feiertagen,
Ein wenig fromm nach Väterbrauch,
Ein wenig lüstern nach Gelagen, –
Denn dieses war’n die Väter auch, –
Ein wenig warm beim allgemeinen
Festchorus auf den, ob auch kleinen,
Doch felsenfesten Felsenstaat, –
Den nie ein fremder Fuß betrat, –
Ein wenig kopflos als Versprecher,
Ein wenig pfiffig, soll der Zecher,
Ernüchtert, hinkt der Zahltag nach,
Einlösen, was die Nacht versprach.
Doch all das voll Bescheidenheit;
Sein Fehl, sein Vorzug reicht nicht weit;
Er ist ein Bruch in Bös’ und Gut,
Ein Bruch in allem, was er tut; –
Doch ’s Schlimmste –: Jeder Bruchteil bricht
Des Bruches ganzen Rest zunicht’.
BRAND.
Naturligvis. Og grå?
Tyndhåret efter gubbers vis,
med skæg som sølvtråd eller is, –
velvilligt stemt, men dog så streng,
at han kan skræmme børn i seng?
Hvorvidt du gav ham tøfler på,
se, det lar ved sit værd jeg stå;
men visst jeg tror det gjorde godt,
om han fik briller og kalot.
BRAND.
Of course; and, doubtless, white?
Hairs straggling on a reverend head,
A beard of ice or silver-thread;
Kindly, yet stern enough to fright
A pack of children in the night.
I will not ask you, if your God
With fireside slippers you have shod;
But ’twere a pity, without doubt,
To leave skull-cap and glasses out.
BRAND.
Und grau?
Sparsam gelockt nach Greisenart,
Wie Silber oder Eis den Bart, –
Harmlos, wiewohl noch so respekt-
einflößend, daß er Kinder schreckt?
Ob Du ihn noch mit filznen Schuhn
Versehn hast, mag auf sich beruhn;
Doch willst Du, daß er ganz echt sei,
So füg noch Brill’ und Schlafmütz’ bei!
BRAND.
Det er ej spot.
Just netop sådan ser han ud,
vort lands, vort folks familjegud.
Som katoliken gør en rolling
af Frelserhelten, gør I her
af Herren en affældig olding,
der er sin alders barndom nær.
Som paven har på Peters stol
tilovers snart kun dobbelt-dirken,
så snevrer I fra pol til pol
Vorherres rige ind til kirken.
I skiller liv fra tro og lære;
for ingen gælder det at være;
jer stræben er, jer ånd at hæve,
men ikke helt og fuldt at leve.
I trænger til, for slig at slingre,
en Gud, som ser igennem fingre; –
som slægten selv, dens Gud må gråne
og males med kalot og måne. –
Men denne Gud er ikke min!
Min er en storm, hvor din er vind,
ubøjelig, hvor din er døv,
alkærlig der, hvor din er sløv;
og han er ung, som Herkules, –
ej nogen Gudfaer på de treds!
Hans stemme slog med lyn og skræk,
da han som ild i tornehæk
for Moses stod på Horebs berg,
som kæmpen står for dverges dverg.
Han standsed sol i Gibeons dal
og gjorde undre uden tal,
og skulde gøre dem endnu,
hvis slægten ej var slap, som du!
BRAND.
I do not flout;
Just so he looks in form and face,
The household idol of our race.
As Catholics make of the Redeemer
A baby at the breast, so ye
Make God a dotard and a dreamer,
Verging on second infancy.
And as the Pope on Peter’s throne
Calls little but his keys his own,
So to the Church you would confine
The world-wide realm of the Divine;
’Twixt Life and Doctrine set a sea,
Nowise concern yourselves to b e ;
Bliss for your souls ye would receive,
Not utterly and wholly l i v e ;
Ye need, such feebleness to brook,
A God who’ll through his fingers look,
Who, like yourselves, is hoary grown,
And keeps a cap for his bald crown.
Mine is another kind of God!
Mine is a storm, where thine’s a lull,
Implacable where thine’s a clod,
All-loving there, where thine is dull;
And He is young like Hercules,
No hoary sipper of life’s lees!
His voice rang through the dazzled night
When He, within the burning wood,
By Moses upon Horeb’s height
As by a pigmy’s pigmy stood.
In Gibeon’s vale He stay’d the sun,
And wonders without end has done,
And wonders without end would do,
Were not the age grown sick,-like you!
BRAND.
Dies ist nicht Spott,
Dies ist das treue Konterfei
Von unsres Volks Familiengott.
Wie den Papisten der Messias
Als Wickelkind erscheint, so gilt
Euch hier der Herr als Jeremias,
Der just noch kindisch lallt und schilt.
Und wird der Papst auf Petri Stuhl
Bald nur mehr seine Schlüssel haben,
So habt Ihr bald im Kirchenpfuhl
Auf immer Gottes Reich begraben.
Ihr trennt das Leben von der Lehre;
Zu üben sie, – wem gilt’s als Ehre?
Ihr strebt, Euch geistlich zu erheben,
Doch nicht, aus ganzer Kraft zu leben.
Euch frommt, daß Eure Art bestehn kann,
Ein Gott, der durch die Finger sehn kann,
Der, daß ein Bild er Eurer Welt wird,
Mit Glatz’ und Schlafmütz’ dargestellt wird.
Doch diesem Gotte bin ich blind!
Mein Gott ist Sturm, wo Deiner Wind,
Unbeugsam, wo der Deine flau,
All-liebend, wo der Deine lau.
Und jung wie Herkules ist er,
Kein alter Vater Sechziger!
Sein Wort, das traf wie Blitzesschlag,
Da er als Flamm’ im Dornenhag
Vor Moses auf dem Horeb stand,
Wie vor dem Zwerglein der Gigant.
Er hielt die Sonn’ in Gibeons Tal
Und tat der Wunder ohne Zahl
Und tät’ sie heut noch immerzu,
Wär’ dies Geschlecht nicht schlaff wie Du!
EJNAR.
Det er igrunden også jeg, –
og nedfor er ej vejen let,
som borte på den flade hej.
Men har vi højden bagom os,
da skal vi danse just på trods, –
ja, tifold mere vildt og fort,
end ellers vi det havde gjort. –
Se, Agnes, se den stribe blå,
som solens glød nu glittrer på;
snart kruser den sig, snart den ler,
snart er den sølv, snart er den rav;
det er det store, friske hav,
som du der yderst ude ser!
Og kan du se den mørke røg,
som længe langsmed leden strøg?
Og kan du se den sorte prik,
som nu just rundt om næsset gik?
Se, det er dampen; – din og min!
Nu står den fjorden lige ind!
Iaften står den ud fra fjord,
tilhavs, med dig og mig ombord! –
Der slører tågen tung og grå. –
Sig, Agnes, fik du øje på
hvor smukt sig hav og himmel malte?
EINAR.
And indeed
I’m weary too, to tell the truth,—
And here our footing asks more heed
Than on you upland broad and smooth.
But once we’re on the level plain
We’ll dance defiantly once more,
Ay, in a tenfold wilder vein
And tenfold swifter than before.
See, Agnes, yon blue line that sparkles,
Fresh from the young sun’s morning kiss,
And now it dimples and now darkles,
Silver one moment, amber this;
It is the ocean glad and free
That in the distance thou dost see.
And seest thou the smoky track
In endless line to leeward spread?
And seest thou the point of black
Just rounding now the furthest head?
It is the steamer-thine and mine—
And now it speeds into the fjord,
Then out into the foaming brine
To-night with thee and me on board!—
The mists have veil’d the mountain brow—
Saw’st thou how vividly, but now,
Heaven’s image in the water woke!
EJNAR.
Das gilt im Kern wohl auch von mir.
Auch geht’s bergabwärts nicht so glatt
Als auf dem flachen Rücken hier.
Doch sind wir drunten erst im Tal,
So tanzen wir just zehenmal
So wild und lustig durch die Welt,
Als eh’ er uns den Weg verstellt. –
Sieh, Agnes, was dort außen blaut,
Von Sonnenflimmern überbraut,
Sieh, wie es nun wie Silber blinkt
Und nun wie Bernstein, goldig schwer, –
Das ist das große, frische Meer,
Das von dort außen grüßt und winkt!
Und siehst Du dort im klaren Hauch
Den langen Streifen dunklen Rauch?
Und siehst Du dort das schwarze Ding,
Das just ums Vorgebirge ging?
Den Dampfer, Du, der Dein und mein?
Nun steuert er den Fjord herein.
Heut abend dampft er wieder fort,
In See, mit Dir und mir an Bord! –
Da deckt der Nebel alles zu. –
Sag’, Agnes, schickst Du denn kein Wort
Dem wunderbaren Schauspiel nach?
BRAND.
Af is og sne! Nu går det op!
Derinde mellem tind og top,
jeg komme kan fra gut ihug,
der findes skal et dalstrøgs slug;
Iskirken tror jeg det blev kaldt;
om den blev mange slags fortalt;
et frossent tjern er gulv og toft,
på skavlen ligger sneen kram
og spænder vidt sig, som et loft,
udover søndre væggens kam.
BRAND.
Of ice and snow! I see the truth!
There, amid peak and precipice
As I remember from my youth,
There yawns a cavernous abyss;
“Ice-church” they call’d the place of old;
And of it many a talc was told;
A frozen tarn has paved the floor;
Aloft, in massy-piled blocks,
The gather’d snow-drifts slope and soar
Arch-like over the yawning rocks.
BRAND.
Aus Eis und Schnee! Jetzt komm’ ich drauf!
Vernahm ich doch von Kindheit auf,
Da drinnen bärg’ der Gipfel Flucht
Die Wunder einer Gletscherschlucht,
Eiskirche, glaub’ ich, zubenannt.
Davon erzählt man viel im Land.
Der Grund sei ein gefrorner See,
Das Dach erstarrter Firnenschnee,
Der seine Wucht von Wand zu Wand
Wie eine weite Wölbung spannt.
FOGDEN.
Ja, I to kom i rette stund.
Hvad jeg har samlet, er kun lidt;
det slår ej til, som hver kan vide,
når fattig hånd og halvmæt mund
skal skifte deles del af sit
med dem, som intet har at bide.
(får øje på Brand og peger op.)
En til! Velkommen! Har De hørt
om hungersnøden, flommen, tørken,
så løs for pungen, er den snørt.
Vi tar imod af alle slags.
Vort forråd er på bunden straks; –
fem fiske små i armods ørken
gør intet måltid nutildags.
THE MAYOR.
Yes, in good time you came along.
What I’ve collected is a song,—
By no means answers to the call
When needy hand and mouth ill-fed
Must halve the sharing of shared bread
With those who’ve ne’er a bit at all.
[He perceives BRAND, and points up to him.]
One more! You’re welcome. If report
Of our drought-flood-and-famine curse
Has reach’d you, promptly loose your purse
(If yet unloosen’d). Every sort
Of contribution meets the case.
Our store’s nigh spent. Five fishes scant
In the wide wilderness of Want
Don’t make a square meal nowadays.
DER VOGT.
Ja, Ihr zwei kamt zur rechten Stund’.
Was ich gesammelt, ist zum Lachen.
Ein jeder weiß, es macht nicht satt,
Wenn leere Hand, halbvoller Mund
Mit dem, der nichts zu beißen hat,
Ihr karges Mahl gemeinsam machen.
(Bemerkt Brand und zeigt auf ihn.)
Willkommen! Trieb Sie der Bericht
Der Hungersnot nach dieser Küste,
So schonen Sie Ihr Ränzel nicht!
Wir nehmen jeglichen Betrag,
Denn unser Vorrat geht zur Rüste; –
Zween Fischlein in der Armut Wüste
Sind keine Mahlzeit heutzutag.
BRAND
(træder ned iblandt mængden og siger med eftertryk):
Hvis livet her gik slapt og lindt,
gik trægt sin gang med hverdagsnød,
da ynked jeg jert skrig om brød.
Må du på fire krybe hjem,
da kommer dyret i dig frem.
Går dag for dag i lummer ro,
i skridtgang som et ligfærdstog,
da ligger det så nær at tro
sig strøgen ud af Herrens bog.
Men eder var han mere god;
han dryssed rædsel i jert blod;
med dødsnøds svøber han jer slog;
hvad dyrt han gav, han atter tog –
BRAND.
If life here ran its sluggish round
Of common toil and common stint,
Pity with me your pangs had found.
Who homeward crawls with earth-set eyes,
In him the sleeping beast will rise.
When days in drowsy calm go by,
Like funerals, at walking pace,
You well may fear that the Most High
Has struck you from His Book of Grace.
But unto you He was more good,
He scatter’d terror in your blood,
He scourged you with the rods that slay,
The gifts He gave, He took away—
BRAND
(tritt hernieder unter die Menge und spricht mit Nachdruck:)
Wär’s Leben hier gedrückt und schal,
Ging’ trägen Gangs in Eintagsnot,
Erbarmte mich dies Schrein nach Brot.
Wenn Du auf Vieren kriechen mußt,
Erwacht das Tier in Deiner Brust.
Schleicht Tag um Tag in dumpfer Ruh’,
Im Schlaftrott, wie ein Leichenzug,
Da raunt Dir leicht Verzagtheit zu,
Du seist getilgt aus Gottes Buch.
Euch aber ist der Herrgott gut,
Euch träuft er Todesangst ins Blut,
Euch geißelt er bis dicht vors Grab,
Nimmt wieder Euch, was er Euch gab –
BRAND
(ryster på hovedet).
O, kunde alt mit hjerteblod
jer læske som en helsens flod,
det skulde vælde frem i flom
til årens seng var tør og tom.
Men her at hjælpe var en synd!
Se, Gud vil løfte jer af dynd; –
et livsfolk, – om end spredt og svagt, –
af trængslen suger marg og magt;
det sløve syn får falkeflugt,
og skuer vidt og skuer smukt,
den veke vilje skyder ryg
og ser bag striden sejren tryg;
men avler nød ej adelsfærd,
er flokken ej sin frelse værd!
BRAND.
[Shaking his head.]
Oh, if the blood of all my heart
Could heal you from the hunger-smart,
In welling streams it should be shed,
Till every vein was a dry bed.
But here it were a sin to give!
God seeks to pluck you from your bane;—
Nations, though poor and sparse, that l i v e ,
Suck might and marrow from their pain.
The purblind sight takes falcon-wings,
Sees clear into the heart of things,
The faltering will stands stout at bay,
And sees the triumph through the fray.
But men whom misery has not mann’d
Are worthless of the saving hand!
BRAND
(schüttelt den Kopf.)
O hülf’ Euch doch mein rotes Blut
Gleich eines Heilquells Wunderflut,
Ich öffnete der Adern Deich,
Bis jede Vene leer und bleich.
Doch damit mißverständ’ ich Ihn!
Seht, Gott will Euch dem Staub entziehn!
Ein rechtes Volk, – ist’s auch nicht stark, –
Entsaugt dem Unglück Macht und Mark;
Der Geist steigt adlergleich empor,
Vom Auge sinkt des Eintags Flor,
Der Wille wirft sein Haupt zurück
Und weiß: ihm wird des Sieges Glück.
Doch wen nicht adelt, was ihn schmerzt,
Der hat, daß Gott ihm hilft, verscherzt!
BRAND.
Det var døden. Af den tvætted
alle rædslers stænk og skræk;
nu med stille store træk
ligger han så lys og lettet.
Kan et svigtende bedrag
gøre nat til slig en dag?
Af sin vilde helvedbrøde
så han ydre skorpen kun, –
det, som nævnes kan med mund, –
det, som gribes kan med hænder, –
som hans navn med brandflek skænder, –
volden mod den lille døde.
Men de to, som sad forskræmt,
stirrende med store øjne,
stilt, som fugle sammenfløjne,
op i skorstenskrogen klemt, –
de, som bare så og så, –
skønte ikke selv hvorpå, –
de, hvis sjæle fik en plet
ætset ind, som ej de skrubber
af i tidens slid og tvæt,
selv som bøjde sølvhårsgubber, –
de, hvis livsens-elv skal rinde
ud fra dette stygge minde, –
de, som nu skal gro i lys
af hans nattegernings gys, –
de, som aldrig ud kan brænde
denne tankes ådselbål, –
dem han mægted ej at kende
som de to, der har ihænde
just det store eftermål. –
Og fra dem går kanske ud
led på led til synd og brudd.
Hvorfor? Hule afgrundssvar, –
de var sønner af sin faer!
Hvad skal stryges ud i stilhed?
Hvad skal jævnes ud med mildhed?
Når begynder ansvarsvægten
af ens arvelod fra slægten?
Hvilken thingdag, hvilken dommer,
når det store forhør kommer!
Hvem skal prøve, hvem skal vidne,
hvor enhver er delinkvent;
hvem tør lægge frem sit skidne
transporterte dokument?
Tages da for godt det svar:
Gælden skriver sig fra faer? –
Svimmeldybe nattegåde,
ingen mægter dig at råde.
Men på afgrundsbredden danser
sværmen uden sind og sanser; –
sjæle skulde skrige, bæve, –
men ej én blandt tusend øjner,
hvilket skyldberg der sig højner
fra det lille ord: at leve.
(Nogle mænd af almuen kommer frem bag huset og nærmer sig Brand.)
BRAND.
That was death. The horror-rifted
Bosom at its touch grew whole.
Now he looks a calm great soul,
All illumined and uplifted.
Has a false illusion might
Out of gloom to win such light?
Of his devil’s-deed he saw
Nothing but the outward flaw,—
That of it which tongue can tell
And to hands is palpable,—
That for which his name’s reviled,—
The brute slaying of his child.
But those two, that sat and gazed
With great frighten’d eyes, amazed,
Speechless, like two closely couching
Birdlets, in the ingle crouching,—
Who but look’d, and look’d, and ever
Look’d, unwitting upon what,—
In whose souls a poison-spot
Bit and sank, which they shall never
Even as old men bent and gray,
In Time’s turmoil wear away,—
They, whose tide of life proceeds
From this fountain of affright,
Who by dark and dreadful deeds
Must be nurtured into light,
Nor by any purging flames
May that carrion thought consume,—
This he saw not, being blind,
That the direst of the doom
Was the doom he left behind.
And from them shall haply rise
Link’d offences one by one.
Wherefore? The abyss replies:
From the father sprang the son!
What shall be by Love erased?
What be quietly effaced?
Where, O where, does guilt begin
In our heritage of sin?
What Assizes, what Assessors,
When that Judgment is declared?
Who shall question, who be heard,
Where we’re all alike transgressors?
Who will venture then to plead
His foul-borrow’d title-deed?
Will the old answer profit yet:
“From my father dates my debt?”
O, abysmal as the night,
Riddle, who can read thee right!
But the people dance light-footed,
Heedless by the dizzy brink;
Where the soul should cry and shrink,
None has vision to perceive
What uptowering guilt is rooted
In that little word: We live.
[Some men of the community come from behind the house and approach BRAND.]
BRAND.
Er ist tot. Nun, wie geborgen
Vor den Schrecken des Gerichts,
Stillen, großen Angesichts,
Liegt er, licht und frei von Sorgen.
Wie der Tod doch Nacht in Tag
Trügrisch umzuglühn vermag!
Seinem höllischen Vergehen
Sah er nicht bis auf den Grund, –
Sah nicht mehr, als was ein Mund
Nennt, was man mit Händen tastet,
Was auf seinem Namen lastet:
Was dem Kind von ihm geschehen.
Doch die beiden, die voll Graun
Ihre Augen an ihn hängten
Gleich zwei Vögeln, eng gedrängten,
Die vom Herddach niederschaun, –
Sie, die blöd’ und ratlos sahn,
Was für Dinge da geschahn, –
Deren Seele sich ein Fleck
Einfraß, den kein glühend Eisen,
Keine Säure aus ihr weg
Tilgt, – und würden sie zu Greisen, –
Deren Keime aus den Schollen
Solchen Erdreichs brechen sollen, –
Deren Wachstum, Zoll um Zoll,
Solch ein Fluch beschatten soll, –
Sie, die dieser Nachtgedanke
Nimmermehr verlassen kann, –
Sie, sie sah er nicht, der Kranke,
Nicht, wie seiner Tat Geranke
Sich um sie als Erben spann. –
Und das Schuldbuch wird vielleicht
Weiter fort und fortgereicht,
Weil, – o Abgrund, der hier ruht! –
Weil sie ihres Vaters Blut!
Was wird still gestrichen werden,
Was mild ausgeglichen werden?
Wie weit schreibt sich eines jeden
Haftpflicht für ererbte Schäden?
Wer wird zeugen, wer wird richten,
Wenn es gilt, den Stoff zu sichten?
Wer wird dann die Wahrheit wissen,
Wo ein jeder Delinquent?
Wer darf weisen sein zerschlissen,
Übertragen Dokument?
Schwindeltiefe Rätselnächte,
Wer Euch je zum Reden brächte!
Doch von Sinnen und Verstande
Tanzt der Schwarm an Abgrunds Rande; –
Alle sollten zittern, beben, –
Doch nicht einer sieht von tausend,
Welch ein Berg von Schuld sich grausend
Auftürmt auf dem Wörtlein: leben.
(Einige Männer aus dem Dorfe kommen hinter dem Hause hervor und nähern sich Brand.)
MANDEN.
Før i tiden
var bygden stor, nu er den liden.
Da uår kom, da kornet frøs,
da sot faldt over folk og fæ,
da armod slog hver mand iknæ,
da nøden sang hver sjæl i døs,
da her blev dyrt på sul og sæd, –
da blev her prestedyrtid med.
THE MAN.
The place of old
Was large, which now is of the least.
When evil seasons froze the field,
And blight on herd and herdsman fell,
When want struck down the Man, and seal’d
The Spirit with its drowsing spell,
When there was dearth of beef and brew,—
T h e n came a dearth of parsons too.
DER MANN.
Vor Zeiten,
Da konnt’ der Sprengel viel bestreiten.
Doch Mißwachs kam, das Korn erfror,
Von Seuchen fielen Volk und Vieh,
Den Rest warf Armut auf die Knie,
Daß jedermann den Mut verlor; –
Kaum daß man noch sein Brot bestritt!
Da fiel denn auch der Pfarrer mit.
MANDEN.
Du gav mig dem i storværkstunden.
Da stormen skreg, da sjøen slog,
da frem trods storm og sjø du drog,
da for en rådløs syndersjæl
du satte livet på en fjæl, –
da strøg det gennem mangt et sind
snart koldt, snart varmt, som sol og vind,
da ringed det som klokkeklemt – –
(sænker stemmen.)
Imorgen, kanske, er det glemt;
da firer vi det løftningsflag,
du hejste over os idag.
THE MAN.
You, by your deed, y o u gave it us.
When wind and water raged and roar’d,
And you launch’d out through wind and wave,
When, a poor sinning soul to save,
You set your life upon a board,
Deep into many a heart it fell,
Like wind and sunshine, cold and hot,
Rang through them like a chiming bell,—
[With lowered voice.]
To-morrow, haply, all’s forgot,
And furl’d the kindling banner bright
You just now lifted in our sight.
DER MANN.
Du selbst, in jener großen Stunde,
Da Du Dich, spottend unsrer Angst,
Durch Wind und Wellen vorwärts rangst,
Da ’s Dich, der armen Seel’ zulieb,
Durch Wogenbraus und Sturmgraus trieb; –
Da überlief’s uns, jung und alt,
Wie Wind und Sonne, heiß und kalt,
Da klang’s wie Osterglockenchor – –
(Senkt die Stimme.)
Doch morgen ist’s wohl wie zuvor.
Da ziehn wir wieder, trüb, allein,
Die Auferstehungsfahnen ein.
AGNES
(uden at vende sig).
Hverken fjordens eller jordens;
begge sig for synet dølger.
Men en større jord jeg skimter;
skarpt mod luften står dens runding;
have ser jeg, floders munding;
solblink gennem tågen glimter.
Jeg ser slaglys, luerøde,
legende om skyslørt tinde,
ser en umålt ørkens øde.
Store palmer står derborte,
svajer i de hvasse vinde,
kaster bag sig skygger sorte.
Intet livstegn er at finde;
det er ligt en jord, som skabes;
og jeg hører røster runge,
og jeg hører stemmer tolke:
nu du frelses eller tabes;
gør dit værk, det ansvarstunge; –
denne jord skal du befolke!
AGNES.
[Without turning round.]
Neither those nor aught of earth;
Nothing of them I descry.
But a greater earth there gleams
Sharply outlined on the sky,
Foaming floods and spreading streams,
Mists and sunshine breaking forth.
Scarlet-shafted flames are playing
Over cloud-capp’d mountain heads,
And an endless desert spreads,
Whereupon great palms are swaying
In the bitter-breathing blast.
Swart the shadows that they cast.
Nowhere any living thing;
Like a new world at its birth;
And I hear strange accents ring,
And a Voice interpreting:
“Choose thy endless loss or gain,
Do thy work and bear thy pain;—
Thou shalt people this new earth!”
AGNES
(ohne sich umzuwenden.)
Nicht des Strandes noch des Landes;
Beide liegen mir verschleiert.
Eine größre Welt erspäh’ ich;
Scharf zur Luft steht ihre Ründung;
Meere, breiter Ströme Mündung,
Sonnengold durch Nebel seh’ ich;
Seh’ um wolkendunkle Gipfel
Purpurlohe ziehn und schwinden,
Seh’ die endlos öden Watten
Einer Wüste; Palmenwipfel
Schwanken dort in heißen Winden,
Werfen lange, schwarze Schatten;
Lebens ist kein Hauch zu finden, –
Still ist’s wie am Schöpfungstage;
Und ich höre Stimmen klingen,
Höre Zungen mir befehlen:
Wirf Dein Alles in die Wage!
Schweres steht Dir zu vollbringen, –
Diese Welt sollst Du beseelen!
AGNES
(lægger hånden på brystet).
Herinde
kan jeg kende kræfter ulme,
kan jeg føle floder svulme,
kan jeg se en dagning rinde.
Hjertet, lig en verden, vider
stort sig ud til alle sider,
og jeg hører stemmer tolke:
denne jord skal du befolke!
Alle tanker, som skal komme,
hver en gerning, som skal gøres,
vågner, hvisker, ånder, røres,
som om fødslens stund var omme;
og jeg aner mer end øjner
ham, som ovenom sig højner,
føler at han skuer ned
fuld af sorg og kærlighed,
lys og mild som morgenrøden,
og bedrøvet dog til døden;
og jeg hører røster runge:
nu du skabe skal og skabes;
nu du frelses eller tabes; –
gør dit værk, det ansvarstunge!
AGNES.
[Laying her hand on her breast.]
In my soul
I can feel new powers awaking,
I can see a dayspring breaking,
I can feel full floods that roll,
And my heart grows larger, freer,
Clasps the world within its girth,
And a voice interprets: Here
Shalt thou people a new earth!
All the thoughts that men shall utter,
All the deeds men shall achieve,
Waken, whisper, quiver, mutter,
As if now they were to live;
And I rather feel than see
Him who sits enthroned above,
Feel that He looks down on me
Full of sadness and of love,
Tender-bright as morning’s breath,
And yet sorrowing unto death:
And I hear strange accents wake:
“Now thou must be made, and make;
Choose thy endless loss or gain!—
Do thy work and bear thy pain!”
AGNES
(legt die Hand auf die Brust.)
Hier innen
Merk’ ich Kräfte heimlich brauen,
Spür’ ich Quellen schwellend rinnen,
Schau’ ich Dämmerungen grauen.
Wie ein All, nach allen Seiten
Fühl’ ich mein Gemüt sich weiten,
Und ich höre mir befehlen:
Diese Welt sollst Du beseelen!
Was an Taten und Gedanken
Alles kommen soll, erhebt sich,
Flüstert, atmet, regt, belebt sich,
Drängt nun in des Lebens Schranken;
Und ein Ahnen mehr als Sehen
Zeigt mir Ihn dort oben stehen,
Wie er niederblickt, das Herz
Voller Liebesglut und Schmerz,
Licht und mild wie Morgenrot,
Und betrübt doch bis zum Tod;
Und ich höre Stimmen klingen:
Auf zum neuen Schöpfungstage!
Nun steigt oder sinkt die Wage; –
Schweres steht Dir zu vollbringen.
BRAND.
Indad; indad! Det er ordet!
Did går vejen. Der er sporet.
Eget hjerte, – det er kloden,
nyskabt og for Gudsliv moden;
der skal viljegribben dødes,
der den nye Adam fødes.
Lad så verden gå sin gang
under trældom eller sang; –
men ifald vi fiendtligt mødes, –
hvis mit værk den knuse vil, –
da, ved himlen, slår jeg til!
Plads på hele jordens hvælv
til at være helt sig selv, –
det er lovlig ret for manden,
og jeg kræver ingen anden!
(tænker stille en stund og siger:)
Være helt sig selv! Men vægten
af ens arv og gæld fra slægten?
(standser og ser ud.)
Hvem er hun, som jordvendt kommer
klavrende opover bakken,
kroget, ludende med nakken?
For at puste må hun stå,
støtter sig for ej at slingre,
griber med de magre fingre
hvast i sine dybe lommer,
som en skat hun slæbte på.
Om den visne benrad slænger
stakken, som en fjærhams lægg;
hånden krummer sig som tænger;
hun er ørnen lig, der hænger
spigret på en stabbursvæg.
(pludselig angst.)
Hvilket iskoldt barneminde,
hvilket gufs fra hjem og fjord
drysser rim om denne kvinde, –
drysser værre rim herinde – –?
Nådens Gud! Det er min moer!
BRAND.
Inwards! In! O word of might,
Now I see my way aright.
In ourselves is that young Earth,
Ripe for the divine new-birth;
Will, the fiend, must there be slain,
Adam there be born again.
Let the world then take its way,
Brutal toil or giddy play;
But if e’er we meet in fight,
If my work it seek to blight,
Then, by heaven, I’ll smite and slay!
Room within the wide world’s span,
Self completely to fulfil,—
That’s a valid right of Man,
And no more than that I will!
[After pondering awhile in sil6nce.]
To fulfil oneself! And yet,
With a heritage of debt?
[Pauses and looks out.]
Who is she, that, stooping deep,
Clambers hither up the steep,—
Crooked back and craning crop?
Now for breath she has to stop,
Clutches wildly lest she stumble,
And her skinny fingers fumble
Fierce for something that she drags
In those deep and roomy bags.
Skirt, like folds of feather’d skin,
Dangling down her shrivelled shin;
Hands, a pair of clenched hooks;
So the eagle’s carcass looks
Nail’d against the barn-door top.
[In sudden anguish.]
What chill memories upstart,—
O, what gusts from childhood dart
Frosty showers on her-and other
Fiercer frost upon my heart—?
God of grace! It is my Mother!
BRAND.
In – ja – in Dich! Dahin weist es!
Dahin rollt das Rad des Geistes!
Du, Dein Herz, – das sei die Sphäre,
Die sich göttlich neugebäre, –
Da des Willens Geier sterbe, –
Die der neue Adam erbe!
Geh’ die Welt denn ihren Gang
Unter Seufzen oder Sang; –
Aber prallen wir zusammen,
Trachtet sie mir Untergang,
Dann, beim Himmel, setzt es Flammen!
Eins begehrt ein Mann allein:
Bahn frei, ganz er selbst zu sein; –
Mag er alles sonst entbehren, –
Dies Recht soll ihm keiner wehren.
(Verstummt auf eine Weile in Gedanken und sagt dann:)
Ganz er selbst! Doch das Gewicht
Ihm vererbter Schuld und Pflicht?
(Hält inne und blickt auf.)
Wer ist die dort mit dem Stecken?
Keuchend kommt, verkrümmt, verschrumpelt,
Sie den Berg herauf gehumpelt,
Bleibt, sich zu verschnaufen, stehn,
Stützt sich auf, nicht umzufallen,
Wühlt mit magern Fingerkrallen
Hastig in den tiefen Säcken,
Wie nach einem Schatz zu sehn.
Über schlotternden Gebeinen
Schlenkert’s wie ein Federhemd,
Und die krummen Hände scheinen
Eines Habichts, der in einen
Scheunentorspalt eingeklemmt.
(Plötzlich erbangend.)
Ha! Welch frostiges Entsinnen! –
Treibt ein Spuk hier seinen Spott?
Grabkalt fühl’ ich’s von ihr rinnen, –
Doppelt grabkalt stürmt’s hier drinnen! – –
Meine Mutter! – Großer Gott!
BRANDS MODER
(kommer opover, standser halvvejs synlig i bakken, holder hånden skyggende over øjnene og ser sig om).
Her, har de sagt, han var.
(kommer nærmere.)
Den onde
ta’e solen, – hun gør halvt mig blind!
Søn, er det dig?
BRAND’S MOTHER.
[Comes up, stops when half seen above the slope, holds her hand up to shade her eyes, and looks round.]
He’s here, they told me.
[Coming nearer.]
Drat the blaze,—
It nearly takes away my sight!
Son, is that you?
BRANDS MUTTER
(bleibt, den Berg heraufkommend, stehen, zunächst nur halben Leibes sichtbar. Sie beschattet die Augen mit der Hand und sieht sich um.)
Hier muß er sein.
(Kommt näher.)
Dies Teufelsbrennen
Und –flimmern schafft mir Höllenpein!
Bist Du mein Sohn?
MODEREN.
Véd du flere,
så brug dem som du vil. Men livet,
berg det for mig; jeg har det givet.
(vred.)
Det spørges vidt, hvad du har øvet;
og det har gjort mig ræd og skræmt.
Tilfjords idag! Du kunde røvet,
hvad du for min skyld skulde gemt.
Du er den eneste i slægten.
Du er min søn, mit kød og blod.
Du slutter af, som tagryg-lægten,
det hus, jeg tømred, fod for fod.
Hold fast; stå stærk; bær lange tider!
Vær vaer om livet! Aldrig svigt!
At leve er en arvings pligt, –
og du blir min – engang – omsider –
HIS MOTHER.
For others, use them as you may,
And welcome. But thy life, O save it
For my sake; it was I that gave it.
[Angrily.]
Your mad deed’s talked of far and near;
It scares and harrows me to hear.
On such a day to dare the fjord,
And squander what you’re bound to hoard!
You of our clan survive alone,
You are my son, my flesh and bone;
The roof-tree beam that copes and clinches
The house I’ve builded up by inches.
Stick fast; hold out; endure; survive!
Guard your life! Never let it go!
An heir is bound to keep alive,—
And you’ll be mine-one day-you know——
DIE MUTTER.
Andre werden
Dir andres raten. Doch Dein Leben
Erhalte der, die Dir’s gegeben!
(Zornig.)
Dran heut sich weit die Zungen wetzen,
Verschlug mir Sinn und Atem fast.
Heut auf den Fjord! Aufs Spiel zu setzen,
Was Du für mich zu wahren hast!
Du bist der letzte des Geschlechtes,
Du bist mein Sohn, mein Fleisch und Bein,
Du krönst mein teures, kunstgerechtes
Gebäud’ als letzter, höchster Stein.
Halt aus! Steh fest! Leb’, weil es Zeit ist!
Acht’ auf Dich selbst! Vergiß Dich nicht!
Zu leben ist des Erben Pflicht, –
Des meinen, – wenn es einst so weit ist.
MODEREN.
Søn, er du gal!
(viger tilbage.)
Kom ikke nær!
Bliv stående! Jeg slår med staven!
(roligere.)
Hvad mente du med det? – Hør her!
Jeg ældes år for år; det bær
sent eller tidligt frem mod graven;
så får du alt, hvad jeg har ejet;
det ligger tællet, målt og vejet. –
Jeg har ej på mig! – Hjemme ligger
det hele. Det er ikke stort;
men den, som får det, er ej tigger. –
Stå der du står! Kom ej herbort! –
Jeg lover dig, jeg skal ej putte
i sprækker eller grave ned
en hvid på noget ukendt sted, –
ej gemme noget under stene,
i muren, under gulvets fjæl; –
du, sønnen min, får arven hel;
altsammen går til dig alene.
HIS MOTHER.
Son, are you raving?
[Steps bade.]
Don’t come near.
Stay where you are! You’ll feel my hand!
[More calmly.]
What were you meaning?-Just attend:
I’m getting older year by year;
Sooner or later comes the end;
Then you’ll inherit all I’ve treasured,
’Tis duly counted, weighed and measured—
Nay, nay, I’ve nothing on me now!—
It’s all at home. It is but scant;
But he that gets it will not want.
Stand back there! Don’t come near!-I vow
I’ll fling no stiver of my store
Down fissures, nor in spot unknown
Hide any, nor below a stone.
In wall, or underneath a floor;
All shall be yours, son, you shall be
My sole and single legatee.
DIE MUTTER.
Sohn, bist Du toll!
(Weicht zurück.)
Komm mir nicht nah!
Bleib stehn! Ich schlag’ Dich mit dem Stabe!
(Ruhiger.)
Was meintest Du damit? – Nun ja,
Man altert Jahr um Jahr, und da
Ist jeder Schritt ein Schritt zum Grabe.
Dann fällt an Dich, was ich besessen.
Gezählt, gewogen und gemessen
Liegt alles. – Ich hier hab’ nichts mit! –
Daheim liegt alles. ’s will nichts heißen;
Doch wer’s mal erbt, hat doch zu beißen. –
Komm mir nicht näher! Keinen Schritt! –
Ich schwöre Dir, in keiner Ritze
Was zu verstecken, keinen Topf
Wo einzuscharren, keinen Knopf
Verdeckt von einem Mauersteine,
Von einem Dielenbrett zu lan; –
Du, Sohn, sollst all mein Erbe han;
Das ganze fällt an Dich alleine.
MODEREN.
På det ene,
at ej du skal med livet rutte.
Hold ætten oppe, søn for søn;
jeg kræver ingen anden løn.
Og sørg så for, at intet spildes, –
at intet deles eller skilles; –
øg, eller ikke, hvad du får;
Men gem det, gem det år for år!
HIS MOTHER.
One I make,
No more; don’t set your life at stake.
Keep up our family and name,
That’s all the gratitude I claim.
Then see that nothing go to waste,—
Naught be divided or displaced;—
Add much or little, as you will;
But O preserve, preserve it still!
DIE MUTTER.
Nur eine:
Erhalt Dein Leben dem Besitze,
Und erb’ ihn fort von Sohn zu Sohn;
Ich will mir keinen andern Lohn.
Und sorg’ mir, daß nichts durchgebracht wird,
Geteilt wird oder losgemacht wird; –
Vermehr’ ihn oder nicht; nur wahr’,
Nur wahr’ ihn wachsam Jahr um Jahr!
MODEREN.
Jeg kræver ikke klap og smek.
Vær som du vil; jeg er ej vek.
Vær hård, vær strid, vær istapkold, –
det kløver ej mit bringeskjold;
gem blot din arv, – om død og gold, –
når kun den er i slægtens vold!
HIS MOTHER.
I do not ask to be caress’d.
Be what you please; I am not nice.
Be stern, be fierce, be cold as ice,
It will not cleave my armour’d breast;
Keep, though you hoard it, what was mine,
And never let it leave our line!
DIE MUTTER.
Ich fordre weder Patsch noch Schmatz.
Sei, wie Du willst, eiszapfenkalt,
Harsch, barsch, – an meinem Busenlatz
Sind schlimmre Dinge abgeprallt;
Nur halt ums Erb’ die Faust geballt!
Das bleib’ in unsrer Sipp’ Gewalt!
BRAND.
Og hvis jeg gør det lige vel?
Hvis ved din seng jeg står en kveld,
når lys er foran lejet sat,
når du med salmebog i hænder
skal sove dødens første nat, –
hvis da jeg gramser, famler, kender,
hvis frem jeg finder skat for skat, –
hvis jeg taer lyset, hvis jeg tænder –?
BRAND.
And if I do it, even so?
If I one evening vigil keep
With lighted taper by your bed,
While you with clasped Psalter sleep
The first night’s slumber of the dead,—
If I then fumble round about,
Draw treasure after treasure out,
Take up the taper, hold it low
BRAND.
Und irrt’ ich doch nun Dein Bemühn?
Wenn Du den letzten Seufzer tust,
Die Lichter vor dem Lager glühn,
Und Du, ’s Gesangbuch in den Händen,
Die erste Nacht des Todes ruhst, –
Und brächt’, was nur die Finger fänden,
Der Zettel all erwühlten Wust,
Zuletzt der Kerze gieren Bränden? –
BRAND.
Ifra et barndomseventyr,
som aldrig af mit minde flyr,
som skræmmer sjælen, lig et ar
ifra et helet hareskar.
Det var en høstkveld. Død var faer,
og du lå syg. Jeg sneg mig ind,
hvor han lå bleg i vokslysskin.
Jeg stod og stirred fra en krog,
og så han holdt en salmebog;
mig undred mest den dybe dvale,
og hvi hans håndled var så smale;
jeg kendte lugt af kuldslået lin; –
da hørte jeg på gangen trin; –
ind kom en kvinde, så mig ej, –
hun gik til sengen rakt sin vej.
Hun gav sig til at gramse, rode;
først flytted hun den dødes hode,
så trak hun frem en bundt, så flere, –
hun tælled, hvisked: mere, mere!
Så grov hun ud af sengens puder
en pakke, bunden til med knuder;
hun rev, hun hugg med ilske hænder,
hun bed den op med sine tænder.
Hun grov påny. Hun hitted flere.
Hun tælled, hvisked: mere, mere!
Hun græd, hun bad, hun jamred, svor;
hun vejred efter gemslers spor, –
og fandt hun, – fluks med jublens angst
hun skød, som falken, på sin fangst.
Tilslut var hver en lønkrog tømt;
hun gik af stuen som en dømt;
hun svøbte fundet i en pjalt
og stønned stilt: så det var alt!
BRAND.
From a childish scene that still
Lives in my mind, and ever will,
That scams my soul with foul device
Like an infestering cicatrice.
It was an autumn evening. Dead
Was father; you lay sick in bed.
I stole where he was laid by night,
All pallid in the silver light.
I stood and watch’d him from my nook,
Saw how his two hands clasp’d the Book;
I marvell’d why he slept so long,
Mark’d his thin wrists, and smelt the strong
Odour of linen newly dried;—
And then I heard a step outside;—
A woman enter’d, strode apace
Up to the bed, nor saw my face.
Then she began to grope and pry;
First put the corpse’s vesture by,
Drew forth a bundle, then a store,
Counted, and whisper’d: There is more!
Then, grubbing deeper in the ground,
Clutch’d a seal’d packet tightly bound,
With trembling fingers strove and tore,
Bit it in two, groped deeper, found,
Counted, and whisper’d: There is more!
She cried, she cursed, she wail’d, she wept,
She scented where the treasure lay,
And then with eager anguish swept
Down like a falcon on her prey.
When she had ransacked all the room,
She turn’d, like one who hears her doom,
Wrapp’d up her booty in a shawl,
And faintly groaned: So t h a t was all!
BRAND.
Von einem Nachtspuk, der mich schwer
Bedrückt, seit ich, als Kind, ihn sah;
Der meiner Seele ward zur Qual
Wie einer Hasenscharte Mal.
Herbstabend. Vater war nicht mehr;
Du lagst als krank. Ich schlich hinein, –
Da schlief er bleich im Kerzenschein.
Aus einem Winkel starrt’ ich bang
Nach ihm und sah, er hielt ein Buch;
Mich schreckte seines Schlafes Schwere,
Der Adern bläulich blasse Leere;
Ich roch das kalte Leichentuch; –
Da hört’ ich Tritte her vom Gang; –
Ein Weib ging, – ohne mich zu sehn, –
Zum Bett hin auf gereckten Zehn,
Hub an sich drüber hinzubücken,
Den Toten hin und her zu rücken, –
Um Bund auf Bund hervorzuziehen
Und zählend, flüsternd hinzuknieen, –
Bis eine pralle Lederkatze
Ans Licht kam, gierig aufgerissen,
Nein, aufgekratzt und aufgebissen, –
Und grub und grub, bis alles leer war,
Und zählte, schmälte, daß nicht mehr war,
Und weinte, klagte, schalt und schwur,
Stets Weitrem witternd auf der Spur, –
Und dann – mit Jubels Überschwang,
Ein Falke, schoß sie auf den Fang.
Zuletzt war alles umgedreht;
Sie ging, wie ein Verdammter geht,
Den Fund in ihren Schurz geschicht’t
Und stöhnend: Mehr war’s also nicht.
MODEREN.
Lad gå. Det er jo gammel brug
at købe gods for sind og hug.
Jeg gav fra først en større pris;
jeg tror, jeg gav mit livs forlis.
Jeg noget gav, som nu er slukt; –
det står mig for som lys og flugt,
som noget både dumt og smukt; –
jeg gav, hvad knapt jeg længer véd; –
folk kaldte det for kærlighed. –
Jeg mindes godt, min strid var svar;
jeg mindes godt det råd fra faer:
glem husmandsgutten; tag den anden;
agt ikke på hans visne krop;
det er en karl med kløgt i panden;
han øger ejet dobbelt op! –
Jeg tog ham, men fik skam til tak.
Til dobbelt op han aldrig rak.
Men siden har jeg slæbt og slidt,
så nu der fattes ikkun lidt.
HIS MOTHER.
Tut, tut. To barter hearts for gold
Was customary from of old.
Still dearer once I had to pay,—
I think I gave my life away.
Something I gave that now is not;—
I seem to see it flash in air
Like something foolish and yet fair;
I gave-I know not rightly what;—
“Love” was the name it used to bear.—
I know it was a bitter choice;
I know my father gave his voice;
“Forget the peasant-boy and wed
The other, ’spite his frosty pate;
A fellow with a knowing head,
He’ll fairly double the estate?”
I took him, and he brought me shame.
The doubled gettings never came.
But I have drudged with streaming brow,
And there is little lacking now.
DIE MUTTER.
Ja, ’s ist nun mal der Lauf der Welt:
Mit Blute kauft sich Gut und Geld.
Ich zahlte hohen Preis genung;
Mich deucht, ich ließ mein Leben jung.
Ich ließ, was längst sich nun empfahl, –
Ein Ding wie Wind und Sonnenstrahl,
Ein Ding, das dumm und schön zumal;
Ein Ding, des Name kaum mir blieb;
Ich glaub’, die Leute schalten’s Lieb’.
Ich weiß noch gut, wie’s an mir fraß,
Noch gut, wie mir’s der Vater las:
Was ist der Häuslerssohn Dir nütze!
Der Brand, ob auch ein welker Ast,
Das ist ein Kerl von Grips und Grütze!
Der mehrt Dir doppelt, was Du hast! –
Ich nahm ihn; Schimpf war mein Gewinn.
Er bracht’ es nie und nie dahin.
Doch ich hab’ Tag und Nacht geheckt,
So daß der Rest nun balde kleckt.
BRAND.
Så klog du er, du så dog fejl,
da mig du så i hjemmets spejl.
Der gives fler langs li og led
med slig forældrekærlighed; –
I ser i barnet en forvalter
for husets efterladte pjalter;
af evigheden går et skær
forbi jer tanke hist og her;
I griber efter den og mener
I tingen er på livet nær,
når æt og arv I sammengrener, –
at døden I med livet ener,
at evighed som sum I får
af sammenlagte rækker år.
BRAND.
With all your cunning you mistook;
You read me wrong in childhood’s book.
And many dwell by bank and brae
Who love their children in that way;—
A child’s a steward, you suppose,
Of the parental cast-off clothes;
A glimpse of the Eternal flits
At times across your wandering wits;
You snatch at it, and dream you spring
Into the essence of the thing
By grafting Riches upon Race;—
That Death with Life you can displace,
That years, if steadily amass’d,
Will yield Eternity at last.
BRAND.
So klug Du warst, Du täuschtest Dich.
Du sahst im Licht der Heimat mich.
So rechnend gehn der Eltern mehr
Hier hinter ihren Kindern her.
Ihr meint, das Kind hab’ nur der Alten
Erbtrödel weiter zu verwalten.
Der Ewigkeit ein blasser Schein
Geht Eure Seelen aus und ein; –
Ihr langt nach ihm, dem Wahn geneiget,
Er sei schon Euer, wann nur fein
Ihr Sipp’ und Erb’ zusammenzweiget, –
Daß Tod vor Leben dann verstumme –
Und Ewigkeit Euch werd’ als Summe
Hochaufgehäufter Jahresreihn.
BRAND.
Ej den,
som skreven er med blæk og pen;
men i hvert ærligt sønnesind
en anden lov står ristet ind, –
og denne lov skal fyldest ske.
Forblindede, lær dog at se!
Guds bo på jord har du forringet,
dit sjælelån har du forødt,
det billed, hvori du blev født,
har du med dyndets skimmel dækt;
den ånd, som engang var bevinget,
har du i myldret vingestækt.
Det er din gæld. Hvor vil du hen,
når Herren kræver sit igen?
BRAND.
Not the kind
That ink on parchment ever writ;
But deep in every honest mind
Another law is burnt and bit,—
And that I execute. Thou blind!
Learn to have sight! Thou hast debased
The dwelling-place of God on earth,
The spirit He lent thee bast laid waste,
The image that thou bor’st at birth
With mould and filthiness defaced;
Thy Soul, that once had flight and song,
Thrust, clipp’d, among the common throng.
That is your debt. What will you do
When God demands His own of you?
BRAND.
Nein, keins,
Das Tint’ und Feder schrieb, doch eins,
Das jedes braven Sohns Gemüt
Mit mahnender Gewalt durchglüht; –
Und dem Gesetz soll gnug geschehn.
Verblendete, so lern’ doch sehn!
Daß Du den Herrn in Dir erniedert,
Dein Seelenlehen öd’ vertan,
Daß Du das Bild, das Du empfahn,
In Kot gezogen und beschmutzt,
Daß Du den Geist, einst reich gefiedert,
Im Weltgetümmel schnöd’ gestutzt, –
Ist Deine Schuld! Wo willst Du hin,
Wenn Gott einst nach dem Seinen frägt?
MODEREN
(vrider hænderne).
Mit liv forspildt, min sjæl forstødt;
om stakket tid mit gods forødt!
Så hjem og kryste tæt i favn
alt, hvad af mit endnu bær navn!
Mit gods, mit smertens barn, mit gods, –
for dig jeg rev mit bryst tilblods; –
nu hjem og græde som en moer
ved vuggen for sit syge noer. –
Hvi blev min sjæl da født i kød,
når kødets elsk er sjælens død? –
Bliv nær mig, prest! – jeg véd ej nu
hvad sind jeg får i timens gru.
Må alting jeg ilive miste, –
jeg vil dog vente til det sidste.
(går.)
HIS MOTHER.
[Wringing her hands.]
My life destroy’d, my soul denied,
My goods soon scatter’d far and wide!
Home then, and in these fond arms twine
All that I still can say is mine!
My treasure, child in anguish born,
For thee my bleeding breast was torn;—
Home then, and weep as mothers weep
Over their sickly babes asleep.—
Why did my soul in flesh take breath,
If love of flesh is the soul’s death?
Stay near me, priest!-I am not clear
How I shall feel when death is near.
“Naked into the grave descend,”—
I’ll wail, at least, until the end.
DIE MUTTER
(ringt die Hände.)
Mein’ Seel’ verdammt, mein Tag vergeud’t!
Um arme Frist mein Gut verstreut!
Heim denn, und dicht ans Herz gehegt,
Was heut noch meinen Namen trägt.
Mein Gut, mein Schmerzenskind, mein Gut,
Für Dich riß ich die Brust in Blut!
Nun kommt Dein weinend Mütterlein
Und wiegt ihr sterbend Kindlein ein. –
War’s mich im Fleisch zu schaffen not,
Wenn Fleisches Lust der Seele Tod? –
Halt’ nah dich, Pfarrer! Weiß noch nicht,
Wes Sinns ich werd’, wann’s Auge bricht.
Muß ich, noch lebend, alles lassen, –
Will ich doch in Geduld mich fassen.
(Ab.)
BRAND
(ser efter hende).
Ja, din søn skal nær sig holde,
bie på din bodsstunds bud,
varme op din gamle kolde
hånd, så fort den rækkes ud.
(går nedover til Agnes.)
Kvelden blev ej morgnen lig.
Da stod sind og hug til krig;
fjernt jeg hørte slagsang klinge,
vredens sverd jeg vilde svinge,
knuse løgnen, dræbe trolde,
klemme verden mellem skjolde.
BRAND.
[Gazing after her.]
Yes, thy son shall still be near,
Call to him, and he shall hear.
Stretch thy hand, and, cold and perish’d,
At his heart it shall be cherish’d.
[Goes down to AGNES.]
As the Morn not so the Night.
Then my soul was set on fight,
Then I heard the war-drum rattle,
Yearn’d the sword of Wrath to swing,
Lies to trample, Trolls to fling,
Fill the world with clashing battle.
BRAND
(sieht ihr nach.)
Ja, Dein Sohn wird nah sich halten,
Harren, Dich bereu’n zu sehn,
Wärmen Deine alten, kalten
Hände, wenn sie nach ihm flehn.
(Geht hinab zu Agnes.)
Als ich heut hier niederstieg,
Stand mir Herz und Sinn nach Krieg,
Hört’ ich ferner Weisen Wecken,
Sah das Schwert des Zorns mich recken,
Lügen fällen, Trolle schrecken,
Alle Welt zu Boden strecken.
BRAND.
Stærke drømme, fagre drømme,
kom i flok som vilde svaner,
løfted mig på brede vinger.
Udad så jeg mine baner; –
slægtens, tidens skyldbetvinger
stævned stor på støjens strømme.
Kirkeprocessioners pragt,
hymner, virak, silkefaner,
gyldne skåler, sejersange,
løftnings-jublen fra de mange,
lyste, om mit livsværk lagt. –
Alt lå lokkende og rigt; –
men det hele var et digt,
kun et viddens glimmersyn,
halvt i solblink, halvt i lyn. –
Nu jeg står, hvor gråt det kvælder
længe førend dagen hælder, –
står imellem urd og sund,
udestængt fra verdensvrimlen,
med en strime kun af himlen, –
men jeg står på hjemmets grund.
Sunget er mit søndagsdigt;
af må vingehesten sadles;
men jeg ser et større mål,
end en dyst med ridderstål, –
slidets dagværk, yrkets pligt,
skal til søndagsgerning adles.
BRAND.
Visions stirring, visions splendid
Like a flock of swans descended,
On their spreading wings upbore me,
And I saw my way before me;
Sin-subduer of the Age
Sternly stemming seas that rage.
Church-processions, banners streaming,
Anthems rolling, incense steaming,
Golden goblets, victor-songs,
Rapt applause of surging throngs,
Made a glory where I fought.
All in dazzling hues was wrought;—
Yet it was an empty dream,
A brief mountain-vision, caught
Half in glare and half in gleam.
No w I stand where twilight gray
Long forestalls the ebb of day,
’Twixt the water and the wild,
From the busy world exiled,
Just a strip of heaven’s blue dome
Visible;-but this is H o m e.
Now my Sabbath dream is dark;
To the stall my winged steed;
But I see a higher Mark.
Than to wield the knightly sabre,—
Daily duty, daily labor,
Hallow’d to a Sabbath-deed.
BRAND.
Holde Träume, große Träume
Suchten mich gleich wilden Schwänen,
Hoben mich auf breite Schwingen.
Sah mich rings, in stolzem Wähnen,
Schuld und Leid der Zeit bezwingen,
In der Faust des Weltlaufs Zäume.
Frommer Prozessionen Pracht,
Hymnen, Weihrauch, Festgepränge,
Goldne Schalen, Preisgesänge,
Zuruf jubelnder Gedränge
Sah ich meinem Werk gebracht.
Alles lud so lockend ein, –
Doch das Ganze war ein Traum
Wie halb Blitz, halb Sonnenschein
Über ferner Lande Saum.
Jetzo steh’ ich, wo es grauet,
Lang’ bevor der Tag verblauet,
Zwischen Hochgebirg’ und Sund,
Abgesperrt vom Weltgewimmel,
Nur mit einem Streiflein Himmel, –
Doch ich steh’ auf Heimatsgrund.
Scheide, festliches Gedicht!
Laß mich, Flügelroß, zur Erden!
Mich erharrt ein höher Ziel
Denn Turnier und Ritterspiel, –
Tag- um Tagwerk, Pflicht um Pflicht
Soll hier Fest und Feier werden!
BRAND.
Han skal falde ligefuldt, –
men i løndom, dulgt og skjult,
ikke åbenlyst for alle.
Grant jeg ser, at fejl jeg tolked
frelsens helsebod for folket.
Ingen bramfuld storværkshandling
løfter slægten til forvandling;
vækkelsen af rige evner
bøder ej dens sjælerevner.
Det er viljen, som det gælder!
Viljen frigør eller fælder,
viljen, hel, i alt det spredte,
i det tunge som det lette. –
(vender sig indover mod bygden, hvor aftenskyggerne begynder at falde.)
Kom da, mænd, som vandrer sløve
i min hjembygds lukte dale; –
sjæl mod sjæl i tomandstale
vil vort lutringsværk vi prøve,
halvhed fælde, løgnen døve,
vække viljens unge løve!
Hånd om hakken, som om sverdet,
enes kan med mandeværdet;
ét er målet, – det at blive
tavler, hvorpå Gud kan skrive.
(Han vil gå. Ejnar møder ham.)
BRAND.
He shall, none the less, be fell’d,—
But in secret, unbeheld,
Not before the eyes of all.
Now I see, I judged astray
Where the Folk’s salvation lay.
Not by high heroic charges
Can you make the People whole;
That which faculty enlarges
Does not heal the fissured soul.
It is Will alone that matters,
Will alone that mars or makes,
Will, that no distraction scatters,
And that no resistance breaks.—
[Turns towards the hamlet, where the shades of night are beginning to fall.]
Come then, Men, who downcast roam
The pent valley of my home;—
Close conversing we will try
Our own souls to purify,
Slackness curb and falsehood kill,
Rouse the lion’s cub of Will!
Manly, as the hands that smite,
Are the bands that hold the hoe;
There’s o n c end for all,-to grow
Tablets whereon God may write.
[He is going. EINAR confronts hint.]
BRAND.
Wird im stillen nun gefällt, –
Nicht mehr laut vor aller Welt,
Wie’s am Morgen ich noch wollte.
Klar erblick’ ich, daß ich fehlte,
Als ich jenen Heilsweg wählte.
Keines Helden lärmvoll Handeln
Wird dies Zwerggeschlecht verwandeln,
Kein Entfalten reicher Kräfte
Bessern seine kranken Säfte.
Wille, Willen ist von nöten!
Der wird retten oder töten.
Wille, ganz, in allen Dingen,
Im Erhabnen, im Geringen.
(Wendet sich nach der Seite des Dorfes zu, über das bereits die ersten Abendschatten fallen.)
Kommt denn, die Ihr Eure Stecken
Heimwärts setztet, müde Männer!
Uns-Vertrauer, uns-Erkenner,
Woll’n wir brünstig uns erneuen,
Lug und Halbheit niederstrecken,
Wecken unsres Willens Leuen.
Hand am Karst, wie Hand am Schwert
Eint sich leicht mit Manneswert!
Eins ist not: daß wir auf Erden
Tafeln Seines Griffels werden.
(Er will gehen. EJNAR kommt ihm entgegen.)
BRAND.
Husk, at jeg er streng i kravet,
fordrer intet eller alt;
hvis på vejen fra du faldt,
var dit liv som slængt i havet.
Ingen prutningsmon i nøden,
ingen eftergivt i brøden; –
strækker ikke livet til,
må du villigt gå i døden!
BRAND.
Know, that I am stern to crave,
All or Not hing I will have;
If that call you disobey,
You have flung your life away.
No abatement in distress,
And for sin no tenderness,—
If life’s service God refuse,
Life you ’joyfully must lose.
BRAND.
Wisse, daß ich viel begehre,
Alles fordre oder nichts;
Wichest Du vom Weg des Lichts,
Wärst Du wie ein Wrack im Meere.
Hoffe nichts mir abzudingen,
Keine Nachsicht abzuringen; –
Trägt Dich’s Leben nicht zum Ziel,
Mußt Du’s stumm zum Opfer bringen!
BRAND.
Gud signe dig; sov nu dig sund!
(lukker døren.)
Med dig og ham blev lys og fred
om alt mit kaldsværk sænket ned;
hver sorgens stund, hver gerning svær,
blev let at bære mellem jer;
hos dig mig aldrig modet sveg,
mig styrke gav hans barneleg.
Mit kald jeg tog som martyrdom;
men se, hvor alt har vendt sig om,
hvor held har fulgt mig på min færd –
BRAND.
God bless thee; in thy sleep grow sound!
[Shuts the door.]
To all my labours you and he
Have brought light and tranquillity;
Each irksome task, each mournful care,
’Twas easy, in your midst, to bear;
You near, I never felt dismay,
Grew braver by his baby-play.
A martyrdom I held my Call,
But something has transform’d it all,—
Success still follows my footfall.
BRAND.
Gott segne Dich; schlaf Dich gesund!
(Schließt die Tür.)
Mit Dir und ihm sank Fried’ und Licht
Auf meines Tagwerks strenge Pflicht;
Der Taten Last, der Sorgen Ring
Ward zwischen Euch ein leichtes Ding;
Dir dank’ ich’s, wenn mein Fuß nie fiel,
Und Trost ward mir sein kindlich Spiel.
Erst sah ich mich als Märtyrer; –
Doch sieh, wie milde hat der Herr
Mein ganzes Los in Glück verkehrt –
AGNES.
Ja, Brand; men du er heldet værd.
O, du har kæmpet, lidt og stridt, –
har døjet ondt, har slæbt og slidt; –
jeg véd, at stilt du blod har grædt –
AGNES.
Yes, Brand; but you deserve success.
Oh, you have battled, in storm and stress;—
Toild on through woe and weariness;—
But tears of blood you wept, apart—
AGNES.
Ja, doch Du bist des Glücks auch wert.
O Brand, hast Du gekämpft, entsagt, –
Gedarbt, geduldet, Dich zerplagt; –
Ich weiß, still hast Du Blut geweint –
BRAND.
Ja vel; men alt mig tyktes let;
med dig drog kærligheden ind,
som solklar vårdag i mit sind.
Den havde før jeg aldrig kendt;
ej faer, ej moer den havde tændt;
de dulmed helst den flyvegnist,
som sprang af asken her og hist.
Det var som al den sum af mildt,
jeg havde båret dulgt og stilt,
blev sparet til en glorie-glød
om ham og dig, min hustru sød!
BRAND.
And yet it seem’d so light a thing;
With you, love stole upon my heart
Like a glad sunny day in Spring.
In me Love never had been lit;
No parents’ hand had kindled it,
Rather they quench’d the fitful flashes
That gleam’d at moments in the ashes.
It was as though the tender Soul
That mute and darkling in me slept,
Had, closely garner’d, all been kept
To be my sweet Wife’s aureole.
BRAND.
Ich trug es leicht, mit Euch vereint.
Mit Dir zog hier die Liebe ein
Wie lichter Frühlingssonnenschein.
Ich hatt’ ja nie um sie gewußt;
Kalt war’s an Vaters, Mutters Brust;
Und wenn einmal ein Funke glomm,
So fand er frostigen Willkomm.
Es ist, als hätt’ die ganze Glut
Nur darum all die Zeit geruht,
Zwiefache Glorie nun um ihn
Und Dich, mein süßes Weib, zu ziehn!
AGNES.
Ej os alene; alle dem,
som nu er lemmer af vort hjem,
hver sorgens søn, hver nødens broer,
hvert barn, som græd, hver moer, som led,
et kvægsomt sæde finder ved
dit hjertes fulde, rige bord.
AGNES.
Not mine alone: but whosoe’er
In our great Household has a share,
Each sorrowing son, each needy brother,
Each weeping child, each mourning mother,
Of quickening nurture have their part,
At the rich banquet of thy heart.
AGNES.
Nicht nur um uns! Wer immer jetzt
Den Fuß auf Deine Schwelle setzt,
Wer ratlos, wer kopfhängerisch,
Wer leidvoll, streitvoll, schwank und krank,
Sie finden alle Speis’ und Trank
An Deines Herzens reichem Tisch.
BRAND.
Hvad verden kalder kærlighed,
jeg ikke vil og ikke véd.
Guds kærlighed jeg kender til,
og den er ikke vek og mild;
den er til dødens rædsel hård,
den byder klappe, så det slår.
Hvad svarte Gud i oljelunden,
da sønnen lå i sved og skræk
og bad og bad: tag kalken væk!
Tog han ham smertens kalk fra munden?
Nej, barn, den måtte ud til bunden.
BRAND.
What the world calls by that name “Love,”
I know not and I reek not of.
God’s love I recognise alone,
Which melts not at the piteous plaint,
Which is not moved by dying groan,
And its caress i s chastisement.
What answer’d through the olive-trees
God, when the Son in anguish lay,
Praying, “O take this cup away!”
D i d He then take it? Nay, child, nay:
He made him drink it to the lees.
BRAND.
Was rings die Welt als Lieb’ anspricht,
Das will ich nicht und kenn’ ich nicht.
Mir strahlt der Gottesliebe Bild,
Und die ist weder sanft noch mild;
Die macht kein Todesgrausen weich,
Und wenn sie streichelt, wird’s ein Streich.
Was tat Gott in der Ölbergstunde,
Da ihn der Sohn, verzweifelnd schier,
Anflehte: Nimm den Kelch von mir!
Nahm er dem Sohn den Kelch vom Munde?
Nein, leeren mußt’ er ’n bis zum Grunde.
BRAND.
Ej nogen véd, hvem dommen når;
men i en evig ildskrift står:
vær tro til prøvens sidste slutning,
livskronen vindes ej ved prutning!
Ej nok, i angstens sved at bades;
du må igennem martrens ild.
At ej du kan, dig visst forlades, –
men aldrig at du ikke vil.
BRAND.
None knows on whom the doom shall fall;
But God in flaming speech hath said:
“Be faithful through the hour of strife:
Haggling wins not the crown of life!”
Anguished repentance scales not heaven,
The martyr’s doom you must fulfil.
That you lack’d strength may be forgiven,—
But never that you wanted will.
BRAND.
Wer weiß, wen einst Verdammnis trifft?!
Doch steht in ewiger Flammenschrift:
Nur dem, der treu, wird Licht zum Lohne,
Kein Feilschen schafft des Lebens Krone!
Du darfst der Prüfung Feu’r nicht fliehen,
Denk nicht, daß Du’s mit Angstschweiß stillst.
Daß Du nicht kannst, wird Dir verziehen,
Doch nimmermehr, daß Du nicht willst.
AGNES.
Ja, det skal være, som du siger.
O, løft mig, løft mig, hvor du stiger;
led mig mod dine høje himle;
stærk er min hug, men sløvt mit mod;
tidt angst mig slår, mig tykkes svimle,
og træt og jordtung er min fod.
AGNES.
Yes, it shall be as you have said;
O lift me to those heights you tread;
To your high heaven lead me forth,
My spirit is strong, my flesh is frail;
Oft, anguish-struck, I faint, I fail,—
My clogg’d foot drags upon the earth.
AGNES.
Ja, ja, laß alles andre schweigen!
O, hilf mir, hilf mir mit Dir steigen;
Lehr’ mich Dein hehres Aufwärtswallen;
Mein zager Mut will oft nicht mit;
Oft schlägt mich Angst, mich bangt zu fallen,
Und müd’ und erdschwer schleppt mein Schritt.
DOKTOREN.
Ikke? Nå!
Nej-nej, det lader næsten så.
Det synes, som jer hastværks-pagt
står lige fuldt og fast ved magt,
skønt ellers, efter gammel skik,
en skulde tro, at fort forgik,
hvad skabt blev i et øjeblik.
THE DOCTOR.
Not? Well, I must admit,
That seems about the truth of it.
Your hasty compact has an air
Of standing firm, unmoved, erect,
Though otherwise, one might expect,
By ancient usage, soon to fade
That which so suddenly was made.
DER DOKTOR.
Nicht? Nein, nein!
Es wirft ja wirklich fast den Schein,
Als ständ’ der jähgeschlossne Bund
Trotzdem auf festem, sicherm Grund,
Wiewohl ’s nach alter Rede heißt,
Daß, was gebaut in hastiger Stund’,
Auch von Bestand sich kurz erweist.
BRAND
(følger ham en stund med øjnene).
Ej noget ord blev sølet ned
i løgn som ordet kærlighed; –
det lægger de med Satans list
som slør udover viljens brist;
med det de dækker svigfuldt til,
at livet er et leflespil.
Er stien trang og brat og skred,
den knappes af – i kærlighed!
går en ad syndegaden bred,
han har dog håb – i kærlighed;
så en sit mål, og dog ej stred,
han sejre kan – i kærlighed;
går en sig vild, skønt ret han véd, –
det er et ly – i kærlighed!
BRAND.
[Follows him awhile with his eyes.]
Never did word so sorely prove
The smirch of lies, as this word Love:
With devilish craft, where will is frail,
Men lay Love over, as a veil,
And cunningly conceal thereby
That all their life is coquetry.
Whose path’s the steep and perilous slope,
Let h i m but love ,-and he may shirk it;
If he prefer Sin’s easy circuit,
Let him but love ,-he still may hope;
If God he seeks, but fears the fray,
Let him but love ,-’tis straight his prey;
If with wide-open eyes he err,
Let him but love ,-there’s safety there!
BRAND
(folgt ihm eine Weile mit den Augen.)
Kein Wort ward so voll Lug und List,
Wie’s heut das Wörtlein Liebe ist.
Damit verhüllt man satansklug
Sein’s Willens Schwachheit und Betrug;
Damit wird Schweigen drum gespult,
Daß man sein Lebtag spielt und buhlt.
Der Berg wird steil, der Atem knapp, –
Die Liebe kürzt den Weg Dir ab!
Du folgst der Sünder breiten Reihn, –
Die Liebe wird Dir einst verzeihn;
Du schaust Dein Ziel, doch tatenlos, –
Die Liebe wirft Dir’s in den Schoß;
Du wählst bewußt statt grade krumm, –
Die Liebe macht den Richter stumm!
BRAND.
Ét springes over; viljen først
må læske lovens retfærds-tørst.
Først må du ville, ikke blot
hvad gørligt er i stort og småt,
ej blot hvor dåden i sig bær
en sum af møje og besvær, –
nej, ville må du stærk og glad
igennem alle rædslers rad.
Det er ej martyrskab, i ve
at dødes på et korsets træ;
først det at ville korsets død,
at ville midt i kødets nød,
at ville midt i åndens angst,
først dette er din frelses fangst.
BRAND.
O n e point’s omitted: First the Will
Law’s thirst for righteousness must still.
You must first will! Not only things
Attainable, in more or less,
Nor only where the action brings
Some hardship and some weariness;
No, you must will with flashing eyes
Your way through all earth’s agonies.
It is not martyrdom to toss
In anguish on the deadly cross:
But to have will’d to perish so,
To will it through each bodily throe,
To will it with still-tortured mind,
This, only this, redeems mankind.
BRAND.
Eins fehlt! Erst Wille, ernst und echt,
Löscht des Gesetzes Durst nach Recht.
Erst mußt Du wollen, und nicht nur
Des Möglichen gemeine Spur,
Nicht nur die Summe von Beschwerd’
Und Müh’, die eine Tat begehrt;
Nein, wollen muß Dein fröhlicher Mut
Durch aller Schrecken Flut und Glut.
Das ist kein Märtyrtum, in Wehn
Am Pfahl des Kreuzes zu vergehn; –
Zu wollen diesen Kreuzestod,
Zu wollen diese Fleischesnot,
Zu wollen diese Seelenqual, –
Erst das stellt Dich zur Königswahl.
BRAND.
Vandt viljen sejr i slig en strid,
da kommer kærlighedens tid,
da daler den som duen hvid
og bringer livets oljeblad;
men her, mod slægten, slap og lad,
ens bedste kærlighed er had!
(i skræk.)
Had! Had! En verdenskamp at ville
det enkle ord, det lette, lille!
(går ilsomt ind i huset.)
BRAND.
If Will has conquer’d in that strife,
Then comes at length the hour of Love;
Then it descends like a white dove,
Bearing the olive-leaf of life:
But in this nerveless, slothful state,
The true, the sovereign Love is-Hate!
[In horror.]
Hate! Hate! O Titan’s toil, to will
That one brief easy syllable!
[Goes hurriedly into the house.]
BRAND.
Gewann der Wille solchen Streit,
Dann kommt der Liebe lichte Zeit
Wie eine Taube und verleiht
Des Lebens Ölblatt Dir als Paß;
Doch diesem Volk hier, schlaff und laß,
Gebührt als beste Liebe Haß!
(Erschrocken.)
Haß! – Weltenkrieg im Schoß zu tragen
Dies Wörtlein, wie ein Hauch zu sagen!
(Eilig ab ins Haus.)
BRAND.
Nej, der du har til rædsel ret.
Så vrangt, så tomt, så fladt, så slet
er hele slægtens livssyn blevet.
Det regnes højt, får en det drevet
til, som en lovprist ubekendt,
at offre sit ved testament.
Byd helten stryge ud sit navn
og nøje sig med sejrens gavn;
giv kejser, konge, samme kår,
og se hvad stort du øvet får.
Byd digteren i løndom smugle
af buret sine skønhedsfugle,
så ingen aner det var ham,
der gav dem røst og guldfjærs bram.
Frist frodig eller vindtør gren;
hengivelsen er ej hos én.
Igennem alt går jordtræls-tanken; –
udover stupet, vildt og hvast,
hver klamrer sig til støvlivs-ranken, –
og svigter den, – i trevl og bast
han klorer sig med negler fast.
BRAND.
Nay, you have reason for that fear.
So base, distorted, barren, sere,
The aspiring soul in men is grown.
’Tis thought a marvel,-by bequest
To give away one’s wealth unknown.
And be anonymously bless’d.
The hero, hid him blot his name,
Content him with the service wrought,
Kings, Kaisers, bid them do the same—
And see how many fields are fought!
The poet, bid him unbeholden
Loose his bright fledglings from the cage,
So that none dream h e gc.ve that golden
Plumage, and h e that vocal rage;
Try the green bough, or try the bare,
S a c r i f i c e is not anywhere.
Earth has enslaved all earthly things;—
Over Life’s precipices cast,
Each to its mouldering branches clings,
And, if they crumble, clutches fast
With tooth and nail to straws and bast.
BRAND.
Nein, da hast Du zum Grausen recht.
So quer, so leer, so flach, so schlecht
Ist diese ganze Zeit geworden.
Schenkt einer heut durch Testament,
Ohn’ daß er seinen Namen nennt,
Gleich rückt er in der Heiligen Orden.
Nimm einem Helden seinen Ruf,
Und laß ihm das nur, was er schuf;
Tu Kaisern, Königen Gleiches an, –
Und sieh, was noch getan wird dann!
Laß einen Dichter es bewenden,
Die Nestbrut heimlich auszusenden,
Daß keiner ahnt, daß sein Genie
Ihr Stimm’ und Goldgefieder lieh!
Fass’ grünen oder dürren Ast:
Hingebung ist kein Menschengast.
Breit herrscht der Weltsucht Knechtsgedanke;
Wild klammert sich an Abgrunds Rand
Der Mensch an seines Staubseins Ranke, –
Und reißt die, – krallt er gier die Hand
Noch krampfhaft in Geröll und Sand.
BRAND.
Hvo sejr vil fange, får ej vige;
fra dybets fald må højst du stige. –
(tier lidt; stemmen slår over.)
Og dog, når for den enkle sjæl
jeg står og stiller rejsnings-kravet,
da er det, som jeg svam i havet
stormslagen på en vrag-stumps fjæl.
I kval og gråd jeg lønligt bed
den tunge, som jeg tugted med, –
og løfted armen jeg til slag,
jeg tørsted mod et favnetag! –
Gå, Agnes, se til ham, som sover;
syng ham i lyse drømme ind;
en barnesjæl er klar og lind,
som tjern i sommersolens skin;
en moder stryge kan derover
lig fuglen, der sig spejler smukt
i dybets dyb på lydløs flugt.
BRAND.
He who would conquer still must fight,
Rise, fallen to the highest height.
[A brief silence: his voice changes.]
And yet, when with that stern demand
Before some living soul I stand,
I seem like one that floats afar
Storm-shatter’d on a broken spar.
With solitary anguish wrung
I’ve bitten this chastising tongue,
And thirsted, as I aim’d the blow,
To clasp the bosom of my foe.
Go, Agnes, watch the sleeping boy,
And sing him into dreams of joy.
An infant’s soul is like the sleep
Of still clear tarns in summer-light.
A mother over it may sweep
And hover, like the bird, whose flight
Is mirror’d in the deepest deep.
BRAND.
Kein Sieg wird ohne Kampf Dein eigen;
Wer tief gefallen, muß hoch steigen. –
(Er schweigt eine Weile; seine Stimme verändert sich.)
Und doch, an manchem Totenbett,
Wenn sie für ihre Sünden büßten,
War mir, ich trieb’ in Meereswüsten
Auf eines Wracks sturmirrem Brett.
Stumm schluchzend biß ich oft genug
Die Zunge, die sich nie erbarmt, –
Und manchen, den ich grausam schlug, –
Wie lieber hätt’ ich ihn umarmt! –
Sieh, Agnes, nach dem kleinen Bleichen;
Sing’ ihn in lichte Träume ein;
Ein Kinderherz ist klar und rein,
Als wie ein See in Sonnenschein;
Ein Mutterwunsch kann drüberstreichen,
Dem Vogel gleich, der sein Gebiet,
Lautlos gespiegelt, überzieht.
BRAND
(ser stille frem for sig).
Men hvis han turde? Herren tør,
hvad „Isaachs rædsel“ turde før.
(ryster tankerne af sig.)
Nej, nej; mit offer har jeg bragt.
Mit livskald har jeg fra mig sagt, –
at runge som en Herrens torden
og vække sovende på jorden.
Løgn! Intet offer lå deri;
det glap, da drømmen var forbi,
da Agnes vakte mig – og fulgte
til samme gerning i det dulgte.
(ser udover vejen.)
Hvi nøler dog den syges bud
om offervillighed og bod,
som rykker brøden op med rod,
med dybest trevl, med vildest skud! –
Se der –! Nej, det er fogden kun
velvillig, væver, rask og rund,
med hænderne i begge lommer,
lig klammer om en parentés.
BRAND.
[Looking fixedly before him.]
But if he m i g h t? What “Isaac’s Fear”
Once ventured, He may venture here.
[Shakes off the thought.]
No, no, my sacrifice is made,
The calling of my life gainsaid—
Like the Lord’s thunder to go forth
And rouse the sleepers of the earth.
Sacrifice! Liar! there was none!
I miss’d it when my Dream was done,
When Agnes woke me-and follow’d free
To labour in the gloom with me.
[Looks along the road.]
Why tarries still the dying call,
Her word, that she will offer all,
That she has won that which uproots
Sin’s deepest fibres, rankest shoots!
See there—! No, it is but the Mayor,
Well-meaning, brisk, and debonnaire,
Both hands in pockets, round, remiss,
A bracketed parenthesis.
Enter MAYOR.
BRAND
(sieht still vor sich hin.)
Daß er es dennoch dürfte, lehrt,
Was er von Abraham begehrt.
(Schüttelt die Gedanken ab.)
Nein, nein; mein Opfer ist gebracht.
Wie Gottes Donner hinzurollen,
Der Erde Schläfer aufzugrollen, –
Der Lebenstraum versank in Nacht.
Wie! Eines Opfers rühm’ ich mich?
Ach, jenes Opfers Ruhm erblich,
Als Agnes mich erwachen machte –
Und sich mit mir zum Opfer brachte.
(Sieht den Weg entlang.)
Was ist die Kranke doch zu Haus
In ihrem Geize trotzig zäh;
Was rauft sie dies Geschwür nicht jäh
Mit Schoß und Stamm und Wurzel aus! –
Sieh da –! Nein, nur der Vogt ist’s – und
Wie immer rührig, rund, gesund,
Die Händ’ gesteckt in beide Taschen,
Wie Klammern um ’ne Parenthes’ –
FOGDEN.
Dog, hun er gammel; – Herregud,
vi skal jo alle samme vej.
Og da jeg netop foer forbi,
så tænkte jeg: det springes i
så let som krybes; ydermere
så blev det mig fortalt af flere,
at hun med Dem, fra De kom hid,
har levet i familjesplid –
THE MAYOR.
She’s old, however. Welladay,
We are all bound the selfsame way—
And, as I just drove by, occurr’d
The thought that, after all, “to leap
Is just as easy as to creep”:
Moreover, many have averr’d,
That she and you have been imbrued
For years in a domestic feud—
DER VOGT.
Jedoch, sie ist wohl alt; – Gott, ja,
Das Sterben ist nun einmal Pflicht.
Und da ich just vorüberstrich,
So dacht’ ich: jetzt ermannst Du Dich
Und sprichst mal vor; auch um zu fragen,
Ob’s wahr ist, was die Leute sagen,
Daß zwischen Ihnen seit der Zeit,
Daß Sie hier sind, Familienstreit –
FOGDEN.
Omtrent. Til alle parters bedste
jeg tror det blev. Hvis De vil fæste
opmærksomt øje på de folk,
for hvem De nu er ordets tolk,
så vil De se, sålidt De passer
blandt os, som ulv blandt gæs og gasser,
Forstå mig vel! De ejer evner
til større samfunds gavn og brug,
men fast til mén for den, som nævner
sig odelsmand til klippens revner
og ætling af en dalbunds slug.
THE MAYOR.
Pretty much that. All parties’ good
Were so best answered. If you would
But eye attentively the herd
TO whom you minister God’s word,
You’d find you’re no more of a piece
With them than foxes arc with geese.
Pray, understand me! You have gifts,
Good where the social field is wide,
But dangerous for folk whose pride
Is to be Lords of rocky rifts
And Freemen of the ravine-side.
DER VOGT.
Ich glaub’, ’s wär’ allen nur zum Segen.
Stehn Sie, – wenn Sie die insgesamt
Betrachten, denen hier Ihr Amt
Gebeut die Bibel auszulegen, –
Nicht wie ein Wolf da, – derb verglichen, –
Vor Gänsen und vor Gänserichen?
Ihr Geist bleibt diesem engbemessnen
Bezirk ein unverstanden Buch;
Sie werden diesen eingesessnen
Bergbauern, diesen weltvergessnen
Fjordfischern oft ein wahrer Fluch.
FOGDEN.
Alt har sin tid, hver tid sit hverv,
hver slægt sin egen dont at passe.
Vor bygd har også lagt sin skærv
i verdens store formåls kasse;
forstår sig, det er længe siden;
men skærven var ej ganske liden.
Se, nu er bygden tom og snever;
dens ry dog end i sagnet lever;
dens svundne storheds dage falder
samtidigt med kong Beles alder; –
der meldes endnu mangt et ord
om brødreparret Ulf og Thor
og snese gæve mænd, som foer
på herjetog til Bretlands kyst
og plyndred, så det var en lyst.
Sydboen skreg, af rædsel kold:
Gud fri os for de grummes vold!
Og disse grumme var, tiltrods
for alle tvivlsmål, mænd fra os.
Og som de karle kunde hævne,
og slå ihjæl i brandværks-stævne!
Ja, sagnet véd endnu at nævne
en Herrens helt, som korset tog; –
dog meldes ej, at ud han drog –
THE MAYOR.
All has its time, each time its need,
Each age its proper work to do;
We also flung our mite into
The world’s great treasure of bold deed.
True, that’s long since; but, after all,
The mite was not so very small.
Now the land’s dwindled and decay’d,
But our renown still lives in story.
The days of our reported glory
Were when the great King Bel sway’d.
Many a tale is still related
About the brothers Wulf and Thor,
And gallant fellows by the score,
Went harrying to the British shore,
And plunder’d till their heart was sated.
The Southrons shriek’d with quivering lip,
“Lord, help us from these fierce men’s grip,”
And these “fierce men,” beyond all doubt,
Had from o u r harbours sallied out.
And how these rovers wreak’d their ire,
And dealt out death with sword and fire!
Nay, legend names a lion-hearted
Hero that took the cross; in verity,
It is not mention’d that he started—
DER VOGT.
Jedwede Generation,
Jedwede Zeit geht ihre Gasse.
Wir brachten unser Scherflein schon
Der Weltgeschichte großer Kasse;
Versteht sich, anno dazumalen;
Doch war es drum kein schlechter Zahlen.
Jetzt kommt der Ort nicht mehr in Frage,
Doch seinen Ruf bewahrt die Sage;
Es zählen seine großen Tage
In König Beles Kriegsannalen.
Da dringt noch Etzliches zu Ohr
Vom Brüderpaare Wulf und Thor
Nebst manchem wackren Häuflein, das
Nach Brettlands Küste fuhr und baß
Brandschatzend Land und Leute schor.
Im Süden schrie man schreckensbleich:
Gott schütz’ uns vor der Eber Streich!
Und diese Eber, des sind wir
Gewiß, die waren Volk von hier.
Und konnten sich die Kerle rächen!
Da schwamm’s von Blut- und Feuerbächen!
Ja, einer, Türkenmacht zu schwächen,
Nahm selbst das Kreuz, dem Herrn zulieb; –
Wenn auch der Zug selbst unterblieb –
FOGDEN.
Ja, slægten rækker lige hid.
Men vi var i kong Beles tid!
Først slog vi altså udenlands,
så gæsted vi vor grandemands
og frændes grund med økse-egg;
i knas vi tramped akren hans,
sved kirkespir og stuevæg
og fletted os en stordåds-krans. –
Af alt det blod, som slig er flydt,
er kanske lidt for meget skrydt;
dog, efter hvad jeg her har sagt,
jeg tror jeg vover, fuldt beskeden,
at pege bagud på vor magt
i storhedstiden, længst forleden,
og påstå, denne bygd har lagt
sin skærv med både ild og stål
til verdens fremgangs store mål.
THE MAYOR.
Yes, his descendants still remain.
But we were on King Bele’s reign!
So first abroad we battled. Then,
Visited our own countrymen
And kinsmen, with the axe and fire;
Trampled their harvests gaily down,
Scorch’d mansion-wall and village spire,
And wove ourselves the hero’s crown.—
Over the blood thus set a-flowing
There’s been perhaps excessive crowing;
But, after what I’ve said, I may,
I think, without a touch of vanity,
Point backward to the stir we made
In the great Age long since decay’d,
And hold that we indeed have paid
Our little mite of Fire and Fray
Towards the Progress of Humanity.
DER VOGT.
Jawohl, es blüht noch weit und breit.
Doch waren wir in Beles Zeit!
Erst also kam das Ausland dran;
Dann fingen wir daheim den Tanz
Mit Nachbarn und Gevattern an,
Einheizten mit der Felder Stroh
So Kirch’ wie Haus, uns flechtend so
Aus großen Taten Kranz auf Kranz.
Des Bluts, das wir dabei vergossen,
Ward später leicht zu viel gedacht;
Doch obbemeld’ter Sagenhort
Erlaubt denn doch auf unsre Macht
In jenem Zeitraum, längst verflossen,
Ein ganz bescheiden rühmend Wort,
Sowie den Schluß, daß unser Ort
Zum Fortentwicklungskampf der Welt
Mit Feu’r und Schwert sein Teil gestellt.
FOGDEN.
På ingen måde. Gå blot ud
i sognefolkets gæstebud,
hvor jeg og lensmand, klokker, dommer,
som hæderslemmer er at finde,
så skal De se, når punschen kommer,
at dødt ej er kong Beles minde.
I skåler, bægerklang og sang,
i tale, både kort og lang,
han ihukommes, lades leve.
Jeg selv har tidt en dybtfølt trang
fornummet til om ham at væve
mit tankespind til blomstret dug,
og løftet mangen indfødts hug.
Jeg liker godt lidt poesi.
Det gør igrunden alle vi
fra denne bygd; – dog alt med måde;
i livet bør den aldrig råde, –
kun mellem klokken syv og ti
om aftenen, når folk er fri,
når man, af dagens gerning træt,
kan trænge til en løftnings-tvætt.
Den forskel er der mellem os
og Dem, at De med vold og trods
på engang pløje vil og slås.
Så vidt jeg ser, er Deres mening:
vort livs og dets idees forening, –
Guds krig, med dyrkning af poteter
i enhed stillet frem tilslut,
så inderligt, som af salpeter
med kul og svovel vorder krudt.
THE MAYOR.
By no means. Only go and mark
Our parish on its gaudy-nights,
Where I with Constable and Clerk,
And Judge, preside as leading lights;
You’ll warrant, when the punch goes round,
King Bele’s memory is sound.
With toasts and clinking cups and song,
In speeches short and speeches long,
We drink his health and sound his fame.
I myself often feel inclined
The spinnings of my brain to wind
In flowery woof about his name,
And edify the local mind.
A little poetry pleases me,
And all our folks, in their degree;
But-moderation everywhere!
In life it never must have share,—
Except at night, when folks have leisure,
Between the hours of seven and ten,
When baths of elevating pleasure
May fit the mood of weary men.
Here’s where we differ, you and we,
That you desire with main and might
At the same time to plough and fight.
Your scheme, as far as I can see,
Is: Life and Faith in unity,—
God’s warfare and potato-dressing
Inseparably coalescing,
As coal, salt, sulphur, fusing fast,
Evolve just gunpowder at last.
DER VOGT.
Durchaus nicht. Gehn Sie nur mal hier
Auf eins von den Gemeinde-Essen,
Wo Richter, Küster, Schulz und mir
Die Ehrenplätze zubemessen,
Und sehn Sie, kommen Punsch und Bier,
Ob König Bele wohl vergessen!
Mit Tusch und Sang und Becherklang,
In Reden kurz und Reden lang
Wird sein gedacht, läßt man ihn leben.
lch hab’ oft selber tiefen Drang
Verspürt, ihm aus Gedankenzwirn
Ein blumig Ehrenkleid zu weben,
Und baß erbaut manch Herz und Hirn.
lch mag gern etwas Poesie.
Das tun im Grund wir alle, die
Wir hier daheim; – wiewohl verhalten; –
Im Leben darf sie niemals walten, –
Nur von Glock’ sieben bis Glock’ zehn
Des Abends, wenn wir müßig gehn,
Und man, vom Tagwerk müd und matt,
Ein Aufschwungsbad von nöten hat.
Was uns an Ihrem Treiben irrt,
Das ist: Sie woll’n – stirb oder gib! –
So sä’n wie mäh’n auf einen Hieb.
Sie trachten, wie die Dinge scheinen,
Idee und Leben zu vereinen, –
Sie woll’n den Täter mit dem Beter
So innig in ein Joch geschirrt,
Daß eins draus wird, wie aus Salpeter,
Karbon und Schwefel Pulver wird.
FOGDEN.
Mit første blir mit sidste ord; –
bedst var det, om herfra De foer.
Her vil ej Deres gerning grønnes,
her vil ej Deres livssyn skønnes.
Den smule flugt, som er fornøden, –
den løftning, som behøves kan
fra tid til tid for slæbets mand,
skal jeg besørge ufortrøden.
Igennem al min embedstid
står vakkre vidner om min flid;
ved mig er folkets tal fordoblet,
ja øget fast til tre mod en, –
idet jeg har til stedet koblet
snart hin snart denne næringsgren.
Mod trodsende natur i kamp
er frem vi skredet som med damp;
her brydes vej, her bygges bro –
THE MAYOR.
I said at first, and still I say:—
To leave us were the wisest way.
Your work here cannot come to good,
Nor your ideas be understood.
The little flights to purer air,
The lifting-up which, now and then,
Is doubtless well for working men,
Shall be m y unremitting care.
Many agreeable facts declare
My ceaseless energy as mayor,—
Through me the population’s grown
Double, nay, almost three to one,
Since for the district I have bred
Ever new ways of getting fed.
With stubborn nature still at strife
We’ve steam’d ahead: our forward march
Here hew’d a road, there flung an arch—
To lead from
DER VOGT.
Mein erstes bleibt mein letztes Wort; –
Am besten wär’s, Sie zögen fort.
Hier wird Ihr Wirken nur versanden,
Ihr Weltanschauen nicht verstanden.
Das Trösten auf ein besser Morgen,
Den Aufschwung, der von Frist zu Frist
Geplagtem Volk vonnöten ist,
Werd’ unverdrossen ich besorgen.
In meiner ganzen Laufbahn spricht
Gar viel von wohlerfüllter Pflicht;
Ich hab’ des Volkes Zahl verdoppelt,
Verdreifacht schier, zudem zugleich
Bald den, bald jenen Nahrungszweig
An diesen Fjordstrich hier gekoppelt.
Mit trotzender Natur im Kampf
Sind fortgerückt wir wie mit Dampf,
Und Wege ziehn sich, Brücken streben –
FOGDEN.
Først farbart mellem grænd og grænd,
først fremkomst mellem mænd og mænd, –
det var der kun én mening om,
før De som prest til bygden kom.
Nu har De blandet alt i et,
vort grubeblus med nordlysflammen;
hvem kan i sligt et tve-skær se,
hvad der er vrangt, hvad der er ret,
hvad der er bod, hvad der er ve?
Hvert forhold har De filtret sammen;
De splittet har i fiendske lejre
den flok, som samlet skulde sejre.
THE MAYOR.
First of all, get a passage clear
From men to men, from place to place.
There were no two opinions here
On that, until you show’d your face.
Now you’ve made all confusion, dashing
Aurora-flames with lantern light;
With such cross-luminaries flashing,
Who can distinguish wrong from right,
Tell what will mar, and what will mend?
All diverse things you mix and blend,
And into hostile camps divide
Those who should triumph side by side.
DER VOGT.
Erst Urbarmachung, Spann’ um Spann’,
Erst Fortkunft zwischen Mann und Mann, –
Darüber war ein Urteil nur,
Eh’ Ihr Geist in die Leute fuhr.
Des Grubenlichts gewohnten Schein
Verquickten Sie mit Nordlichtsflammen;
Wen läßt solch Zwielicht da noch scheiden,
Was recht, was falsch, was groß, was klein,
Was Büßen, was unschuldig Leiden?
Jedwed Verhältnis rann zusammen; –
Und die vereinigt siegen sollten,
Stehn in zwei Haufen nun zerscholten.
BRAND.
Hvis Deres råd mig skulde nytte,
jeg måtte sjæl og sjæls-syn bytte;
men kaldet er, sig selv at være,
sin egen sag til sejr at bære,
og jeg skal bære sagen frem,
så det skal lyse om mit hjem!
Det folk, jer hele styrer-trop
har dysset ind, skal vækkes op!
I længe nok i trangheds bur
har pint dets rest af fjeldnatur;
fra eders småheds sultekur
hver mand går ud forstemt og stur;
I tappet har hans bedste blod,
har hulet margen af hans mod;
I pukket har i stumper små
hver sjæl, som malmstøbt skulde stå; –
men endnu kan et rejsnings-skrig
i eders øre tordne: krig!
BRAND.
To use your counsel, I must change
My soul and all her vision’s range;
But we are called, ourselves to be,
Our own cause bear to victory;
And I will bear it, till the land
Is all illumined where I stand!
The people, your bureaucrat-crew
Have lull’d asleep, shall wake anew;
Too long you’ve eramp’d and caged apart
These remnants of the Mountain heart;
Out of your niggard hunger-cure
They pass dejected, dull, demure:
Their best, their bravest blood you tap,
Scoop out their marrow and their sap,
Pound into splinters every soul,
That should have stood a welded whole;—
But you may live to hear the roar
Of revolution thunder: W/ a r!
BRAND.
Sollt’ ich nach Ihrem Ratschlag handeln,
Ich müßt’ mein innerst Wesen wandeln.
Doch das just gilt’s: Sich selbst zu leben,
An sein Werk ganz sich hinzugeben;
Und dies, mein Werk, ich führ’s hinaus,
Daß es soll leuchten um mein Haus!
Das Volk, das Euer Führertrott
Einschläferte, wach’ auf zu Gott!
In Eures Engsinns Zwinger schwur
Es ab bald letzte Bergnatur;
Aus Eurer Kleinheit Hungerkur
Hervorgeht jeder stier und stur;
Ihr sogt ihm aus sein bestes Blut,
Ihr grubt ihm ’s Mark aus seinem Mut;
Ihr pochtet mürbe jedes Herz,
Und sollte stehn wie gossen Erz; –
Doch noch, – wie lang sein Groll auch schwieg, –
Kann’s Euren Ohren donnern: Krieg!
FOGDEN.
Tabes spillet,
er Deres jordliv ødslet bort.
De ejer alle verdens goder,
er arving til en grundrig moder,
De har et barn at leve for,
en elsket hustru; – lykkens kår
blir rakt Dem som af milde hænder!
THE MAYOR.
If you lose,
Your life’s irreparably marr’d.
All this world’s bounties you possess,
You, a rich Mother’s only heir,
With wife and child to be your care,—
It was a kindly hand, confess,
That dealt your terms of happiness!
DER VOGT.
Nimmt’s ein schlimmes Ende,
So ward Ihr Lebenstag vergeud’t.
Sie haben, was das Herz begehrt;
Erbgut wird Ihnen aufgedrängt;
Ein Kind macht Ihnen ’s Leben wert,
Ein lieb Gemahl; – das Glück, es hängt
Vor Ihnen wie die reife Beere!
BRAND
(ser efter ham).
Der går en fuldblods folkets mand,
retsindigt tænkende, velvillig,
på sin vis virksom, varm og billig, –
og dog en svøbe for sit land.
Ej jordfald, flom og vinterblæst,
ej hungersnød, ej frost og pest,
forvolder halvt det nederlag,
som slig en mellem år og dag.
Af landeplagen liv kun røves; –
men han –! Hvor mange tanker kløves,
hvor mange friske viljer sløves,
hvor mange stærke sange døves
af slig forklemt, trangbrystig sjæl!
Hvor mangt et smil på folkemunde,
hvor mangt et lyn i folkebarm,
hvor mangen løftnings lyst og harm, –
der frem til dåd sig vokse kunde, –
slog ikke blodløst han ihjæl!
(pludselig i angst.)
Men budet! Budet! – Ingen kommer!
Jo, doktoren!
(iler ham imøde.)
Tal, tal! Min moer –?
BRAND.
[Looking after hint.]
A people’s champion thorough-bred!
Active, with fair and open hand,
Honest of heart and sound of head,
But yet a scourge upon the land!
No avalanche, no winter-blast,
No flood, nor frost, nor famine-fast
Leaves half the ruin in its rear
That such a man does, year by year.
Life only by a plague is reft;
But he! How many a thought is cleft,
How many an eager will made numb,
How many a valiant song struck dumb
By such a narrow soul as this!
What smiles on simple faces breaking,
What fires in lowly bosoms waking,
What pangs of joy and anger, seed
That might have ripened into deed,
Die by that bloodless blade of his!
[Suddenly, in anxiety.]
But O the summons! the summons!—
No! It is the Doctor!
[Enter DOCTOR.]
[Hurries to meet him.]
Say! say! How—?
BRAND
(sieht ihm nach.)
Ein Vollblut-Volksmann! Reger Hand,
Rechtschaffen denkend, warm und billig,
In seiner Weise fortschrittswillig,
Und eine Geißel doch fürs Land.
Nicht Bergrutsch, Dammbruch, Winters Ost,
Nicht Hungersnot, nicht Pest, nicht Frost
Verschulden halb die Niederlag’,
Wie solch ein Mann in Jahr und Tag.
Die Landplag’ raubt Dir nur Dein Leben; –
Doch er –! Wie manches frische Streben,
Wie manchen stolzen Traum zertrümmert,
Wie manchen starken Ton verkümmert
Solch ein engbrüstig-heis’rer Geist!
Wie manch von Lächeln hell durchsonnten,
Wie manch von Blitzen schwangren Blick,
Wie manchen Hochflug’s Zwiegeschick,
Draus Taten, Werke wachsen konnten, –
Hat er zerbrochen und vereist.
(Plötzlich in Angst.)
Kommt keine, keine Botschaft mehr?
Doch – dort –!
(Eilt dem des Weges kommenden Doktor entgegen.)
Sie hat Sie hergesandt –?
BRAND
(ser op).
Human! Ja, dette slappe ord
er feltråb for den hele jord!
Med det hver stymper hyller til,
at ingen dåd han tør og vil;
med det hver skrælling dækker over,
at ej han alt for sejren vover;
i ly af det blir letvindt brudt
hver uslings løfte, fejgt fortrudt; –
I pusling-sjæle gør tilsidst
af mennesket en humanist!
Var Gud human mod Jesus Krist?
Hvis eders Gud fik dengang råde,
han under korset råbte nåde, –
og soningsværket sagtens blev
et diplomatisk himmelbrev!
(skjuler hovedet og sidder i stum sorg.)
BRAND.
[Looking up.]
Humanity!-That sluggard phrase
Is the world’s watchword nowadays.
With this each bungler hides the fact
That he dare not and will not act;
With this each weakling masks the lie,
That he’ll risk all for victory;
With this each dastard dares to cloak
Vows faintly rued and lightly broke;
Your puny spirits will turn Man
Himself Humanitarian!
Was God “humane” when Jesus died?
Had your God then his counsel given,
Christ at the cross for grace had cried—
And the Redemption signified
A diplomatic note from Heaven.
[Hides his head, and sits in mute grief.]
BRAND
(blickt auf.)
Human! Jawohl, dies schlaffe Wort
Kennt heut der Erde letzter Ort!
Mit dem macht jeder Tropf Dich still,
Wenn er nichts schaffen kann und will;
Mit dem schmückt jeder Wicht sich jetzt,
Wenn er nur Halbes wagt und setzt:
Von dem beobdacht bricht man heut
Jedwed Gelübd’, gleich feig bereut; –
Geht’s nach Euch Zwergenseelen, ist
Bald jeder Mensch ein Humanist!
War Gott human zu Jesu Christ?
Hätt’s damals Euer Gott gelenkt,
Er hätt’ ihm wohl sein Kreuz geschenkt –
Und aus dem ganzen Heilswerk sacht
Ein Diplomatenstück gemacht!
(Verbirgt seinen Kopf und sitzt in stummer Trauer.)
BRAND
(stille hen for sig).
Død uden bod. Død, som hun leved.
Er ikke der Guds fingerpeg?
Igennem mig skal vorde hævet
den skat, som hun har fra sig skrevet; –
nu tifold ve mig, om jeg sveg!
(rejser sig.)
Med sønnens pligt, på hjemmets grund,
uryggelig fra denne stund
som kåret korsmand slå jeg skal
for åndens sejr i kødets fald.
Gud har mig rakt sin tunges stål,
har tændt i mig sin vredes bål; –
nu står jeg i min viljes vælde,
nu tør, nu kan jeg knuse fjelde!
BRAND.
[To himself.]
Impenitent alive,-and dead!
This is the finger of the Lord!
Now through my means shall be restored
The treasure she has forfeited;
Else tenfold woe upon my head!
[Rises.]
Henceforth as by my sonship bound,
Unflinching, on my native ground
I’ll battle, a soldier of the Cross,
For Spirit’s gain by Body’s loss!
Me with His purging fire the Lord
Hath arm’d, and with His riving Word:
Mine is that Will and that strong Trust
That crumbles mountains into dust!
BRAND
(still vor sich hin.)
Tod ohne Buße. Tod wie Leben.
Ist da nicht Gottes Fingerzeig?
Von mir will er den Zins erheben,
Den sie zu zahlen sich begeben, –
Nun zehnmal weh’ mir, wich’ ich feig!
(Erhebt sich.)
Ihr Sohn, will ich, auf Heimatsgrund,
Unwandelbar von dieser Stund’
An kriegen, Gottes Kreuzvasall,
Für Geistes Sieg in Fleisches Fall.
Gott gab mir seiner Zunge Erz,
Glomm seine Zornglut mir ins Herz; –
Nun steht mein Wille hoch in Halmen,
Nun darf, nun kann ich Fels zermalmen!
DOKTOREN
(holder ham tilbage).
Nej bliv! –
Her er ej lys, her er ej sol,
her skær en luft, som pust fra pol, –
her sænker skodden klamt sig ned; –
en vinter til på dette sted
vil visne bort hans spæde liv.
Rejs, Brand, og Deres barn er frelst;
men gør det snart, imorgen helst.
THE DOCTOR.
[Holding him back.]
Stay, stay.—
Here summer sunshine pierces not,
Here polar ice-blasts rive and rend,—
Here clank and stifling mists descend.
Another winter in this spot
Will shrivel the tender life away.
Go hence, you’ll save him! No delay!
To-morrow’s best.
DER DOKTOR
(hält ihn zurück.)
Nein, bleiben Sie! –
In dieser finstern Felsenkluft
Mit ihrer eisigen Nordpolluft,
Mit ihrem Nebel, naß und schwer,
Nur einen Winter noch, – und nie
Erblickt Ihr Kind die Sonne mehr.
Nur Flucht, Brand, rettet Ihren Sohn, –
Doch bald, am liebsten morgen schon.
DOKTOREN
(betragter i taushed Brand, som ubevægelig ser ind gennem døren, går derpå hen til ham, lægger hånden på hans skulder og siger):
Mod verdens flok så ubønhørlig,
og mod sig selv så let medgørlig!
For den ej gælder lidt, ej meget, –
kun lovens intet eller alt;
men fra en selv er modet veget
i samme stund som loddet faldt –
og offerlammet var ens eget.
THE DOCTOR.
So tender to his own distress.
And to the world so merciless!
For them avails not more nor l e s s!
Only Law’s absolute Nought or A l l,
But now-no sooner sees he fall
The dooming lot,-his valour’s flown; —
The sacrificial lamb’s his own!
DER DOKTOR
(betrachtet schweigend Brand, der unbeweglich durch die Tür hineinblickt, geht darauf zu ihm hin, legt ihm die Hand auf die Schulter und sagt:)
Wo’s andre gilt, so amtsgewichtig, –
Und mit sich selber so nachsichtig!
Viel oder wenig zählt bei jenen
Gar nicht, nur alles oder nichts;
Doch selber weint man Weibertränen,
Gefällt’s der Fordrung des Verzichts –
Sich auf uns selber auszudehnen.
DOKTOREN.
Til Deres moer
De tordned lovens hårde ord;
fortabt, hvis alt ej lægges af,
hvis ej du nøgen går i grav;
Og samme råb har runget tidt,
når folkets flok, som tyngst, har lidt!
Nu er De havsnødsmanden selv,
i skæbnens storm på bådens hvælv;
nu kaster De fra krænget køl
tilhavs hvert brev om straffens pøl, –
tilhavs, tilhavs den tunge bog,
hvormed De brødres bringer slog;
nu gælder det i kuling stiv
at berge eget afkoms liv.
På flugt, på flugt langs fjord og vik, –
på flugt fra egen moders lig, –
på flugt fra sjælehjord og kald; –
nu lyser presten messefald!
THE DOCTOR.
In the dying ear
You thunder’d the decree of fear:
To perish, unless All she gave,
And went down naked to the grave!
And that cry rang again, again,
When need was direst among men!
Y o u ’ re now the shipwreckt sailor, cleaving
To swamp’d boat through the storms of doom,
And from its upturn’d bottom heaving
To see your tracts on Wrath to Come,
To sea, to sea, the bulky tome
That struck your Brothers’ bosoms home;
Now you ask only wind and wave
To waft your infant from death’s reach.
Fly, only fly, by bay and beach,
Fly from your very mother’s grave,—
Fly from the souls you’re sent to save;—
“The Parson does not mean to preach!”
DER DOKTOR.
Der Mutter dort
Scholl des Gesetzes steinhart Wort:
Verdammt! Legst du nicht alles ab
Und schreitest nackend in dein Grab!
Und dieser Ruf scholl oft genug,
Wo bang ein Herz und angstvoll schlug.
Jetzt treibt man selbst in Schiffbruchsnot
Auf schicksalssturm-verschlagnem Boot,
Jetzt ist auf umgekehrtem Kiel
Ein Schuldbrief plötzlich Last zuviel; –
Und jenes Buch, das zentnerschwer
Die Brüder schlug, rutscht flugs ins Meer; –
Sonst wär’s am End’ im bösen Wehn
Ums eigne liebe Kind geschehn.
Geflohn aus dieser Sturmregion!
Der Mutter Leiche selbst geflohn!
Geflohn Bestimmung, Seelsorg’, Haus!
Jetzt setzt der Pfarr die Predigt aus!
MANDEN.
Hvor tidt har ej du sagt,
at Gud har selv til strid dig vakt, –
at mellem os du har dit hjem,
at her din krig skal føres frem,
at ingen mand tør kaldet svige,
at slå han skal, men aldrig vige.
Og kaldet har du! Stærkt og lyst
din ild har fængt i mangt et bryst.
THE MAN.
How oft you’ve told us, you,
That God has eall’d you to the strife,
That here you’ve made your home for life,
That here you’ll bear the battle through,
That none may shirk the call to serve,
That all must fight and never swerve,
You have the Call! How flames and flashes
In many a heart the fire you’ve fed!
DER MANN.
Wie oft hast Du erzählt,
Daß Gott selbst Dich zum Streit erwählt;
Daß unter uns die Heimat Dein,
Daß hier Dein heil’ger Krieg soll sein,
Daß jeder, der Berufung treu,
Der Flucht Schand’ mehr als alles scheu’!
Und Du, Du bist berufen! Tiefst
Nährt mancher, was Du mahnend riefst.
MANDEN.
Du er som lys i natten sat.
Men lad det være, som det vil;
at tælle trænges her ej til;
thi her står jeg, den ene mand,
og siger: rejs, ifald du kan!
Jeg har en sjæl så fuldt som nogen;
jeg kan ej hjælpe mig med bogen;
du har mig op af dybet draget, –
prøv, om du nu tør slippe taget!
Du kan det ej; jeg holder fast;
min sjæl var tabt, hvis taget brast! –
Farvel! Jeg venter trygt det bud:
min prest ej slipper mig og Gud.
(går.)
THE MAN.
You’re sent to be their beacon-light,
But be the numbers as you choose,
Here is no need to closely scan;
For here I stand, one only Man,
And bid you: Leave us, if you can!
I have a soul I would not lose,
Like others; books I cannot use,
You bore me from the depths below,—
Try if you now can let me go!
You cannot,-I so closely grip,
My soul were lost if I should slip
Farewell; I look to learn at last;
My priest by me-and God-stands fast.
[Goes.]
DER MANN.
Du bist wie Licht, das helle macht.
Doch wie’s auch mit der Menge steh’, –
Aufs Zählen kommt hier wenig an;
Denn hier steh’ ich, der eine Mann,
Und sage: Wenn Du kannst, so geh!
Zwar Bücherwissen hab’ ich keines,
Doch ist mein Herz so voll wie eines;
Du gabst mir Deine Hand zu fassen, –
Du darfst mich jetzt nicht fallen lassen!
Du kannst es nicht; ich halte fest;
Versagtest Du, so wär’s mein Rest! –
Leb’ wohl! Du wirst mir nicht zu Spott.
Mein Pfarr verläßt nicht mich noch Gott.
(Ab.)
GERD
(klapper i hænderne og råber med forvildet glæde):
Har I hørt det? Bort fløj presten! –
Ud af bakken, op af houg
myldrer både trold og draug,
svarte, stygge, store, små, –
hu, hvor hvast de kunde slå –!
Øjet rev de af mig næsten;
halve sjælen har de taget; –
å, jeg hjælper mig med resten;
der er nok igen af vraget!
GERD.
[Runs by outside and stops at the garden-gate; claps her hands and cries in wild joy.]
Have you heard? The priest’s flown off.—
Up from hillocks, out of hones,
Swarm the demons and the Drows,
Black and ugly, big and little—
Ugh, how fierce they cut and cuff—!
Half my eye away they whittle;
Half ray soul they’ve carried off;
With the stump I’ll e’en make shift,
It will serve me well enough!
GERD
(klatscht in die Hände und ruft mit irrer Freude:)
Hörtet Ihr’s? Fort flog der Pfarrer! –
Tief vom Hügel, hoch vom Berg
Wimmeln Troll und Draug und Zwerg,
Schwarz und wüst und groß und klein, –
Hu, wie hieb die Bande drein! –
Haben mir mit wilden Bissen
Aug’ und Herz halb ausgerissen!
Pah, Ihr plumpen Menschennarrer, –
Gerd kann gern die Hälfte missen!
GERD.
Du? Ja du, men ikke presten!
Ned fra Svartetind min høg
rap bortover lien strøg;
bidslet, sadlet, vild og vred
hvæste han i mørknings-blæsten,
og en mand på ryggen red, –
det var presten, det var presten!
Nu står bygdens kirke tom,
stængt med både lås og bom;
Styggekirkens tid er omme;
nu skal min til ære komme.
Der står presten, stærk og stor,
i sit hvide messeklæde,
vævt af vintrens dryp og væde; –
vil du være med, så kom;
bygdens kirke står jo tom;
presten min har slige ord,
at det runger over jord!
GERD.
You?
Ay, but not the parson! Swift
From the peak my falcon flew,
Fiercely down the fells he hied him,
He was bitted and saddled too,
Through the nightfall blast he hiss’d,
And a man was set astride him,
’Twas the parson, ’twas the priest!
Now the valley church is bare,
Lock and bar are bolted there;
Ugly-church’s day is past;
Mine shall get its due at last.
There the priest stands, tall and strong;
Snowy surplice swathes his flank,
Woven of winter’s drip and dank,
If you’d see him, come along;
Parish-church is bare and blank;
M y priest has so brave a song,
That the whole earth rings to hear it.
GERD.
Ja –
Du! Du wohl, doch nicht der Pfarrer!
Jäh herab vom Schwarzen Horn
Schoß mein Habicht. Wild von Sporn,
Zaum und Sattelzeug durchschnitt
Er den Dust, der Nachtdurchstarrer,
Und der Mann, der auf ihm ritt, –
Sieh, das war, das war der Pfarrer!
Leer steht jetzt der Dorfkirch’ Raum,
Vorgelegt ist Schloß und Baum;
Ihre Zeit wird nimmer kehren;
Jetzt kommt meine Kirch’ zu Ehren,
Wo mein Pfarrer Predigt hält,
Hoch im weißen Meßgewand,
Wie’s ihm webte Winters Hand; –
Willst Du ’n hör’n, komm hinterher;
Eure Dorfkirch’ steht ja leer;
Wenn er seinen Text bestellt,
Schallt es über die ganze Welt!
GERD
(kommer indenfor havegrinden).
Afgud? Hvad er det for noget?
Afgud? Å, jeg véd det godt;
stundom stort og stundom småt;
altid gyldent, altid broget.
Afgud! Hør du; ser du hende?
Kan du under klædet kende
barnehænder, barneben?
Kan du se, hvor fint og broget
Svøbet folder sig om noget,
der er ligt et barn, som sover?
Ræd hun viger, – dækker over!
Afgud? Mand, der ser du én!
GERD.
[Coming into the garden.]
Idols, idols? What are they?
Oho! That is what you mean:
Giant or pigmy, large or lean,
Always gilded, always gay.
Idols! Look you where she stands!
See you ’neath her mantle stray
Baby-feet and baby-hands?
See you how those robes are gay,
That close-folded something keep
Like a little child asleep?
Back she shudders! Hides her son!
Idols?-Man, I show you one!
GERD
(kommt durch die Gartentür herein.)
Was sind das für Narreteiden:
Götzen? Ei, was wird das sein?
Einmal groß und einmal klein,
Immer gülden, bunt und seiden.
Götzen!? Hörst Du, siehst Du sie?
Regt sich’s nicht im Tuche hie
Wie von Kinderhänd’ und –beinen?
Diese Windel, fein und seiden, –
Sag’, was mag sie wunders kleiden?
Wohl ein Kind in Schlummerruh’?
Da erschrickt sie, – deckt es zu!
Götzen? Mann, da siehst Du einen!
GERD.
Hør; nu ringer alle klokker
sammen på den vilde hej!
Se, hvad menighed der flokker
sig til færd på kirkevej!
Kan du se de tusend trolde,
bygdens prest har sænkt i havet?
Kan du se de tusend dverge?
Indtil nu de lå begravet
med hans segl som gravbrudds-værge.
Hav og grav dem kan ej holde;
frem de myldrer, våde, kolde; –
skindødt troldbarn ser jeg grine,
vælte af sig bergskreds-blokken.
Hør, de skriger: moer og faer!
Mænd og kvinder giver svar;
bygdens mand går mellem sine,
som en faer i sønneflokken;
bygdens kvinde taer sin døde,
rækker ham sit bryst til føde; –
aldrig før så stout hun knejste,
når hun barn til dåben bar.
Her blev liv, da presten rejste!
GERD.
Hark; now all the bells are loud,
Clanging down the savage fells!
See, what moving masses crowd
Upwards to those bidding bells!
See the thousand trolls uprisen
From the ocean-caves, their prison;
See the thousand dwarfs up-leaping
From the graves where they were sleeping
With the priest’s seal on them set:
Grave and ocean cannot bind them,
Out they’re swarming, chill and wet;—
Troll-babes that but shammed to die,
Grinning roll the rocks behind them:
“Mother, father!” hark, they cry;
Goodman, Goodwife, make reply;
Then, as fathers among sons,
Move among their buried ones;
Women lay their risen dead
At their bosoms to be fed,
Strutted scarce with prouder front
When they bore them to the font.
Life begins! The parson’s fled!
GERD.
Horch! jetzt läuten all die Glocken
Droben auf dem wilden Grat!
Sieh, wen sie zum Kirchgang locken,
Welche Spukgemeinde naht!
Tausend Zwerg- und Trollgestalten,
Die der Pfarr ins Meer geknechtet,
Brachen ihrer Grüfte Riegel:
Nimmer lassen sie, geächtet
Unter seines Fluches Siegel,
Sich von See und Sarg mehr halten;
Wimmelnd nahn die nassen, kalten; –
Kinder, scheintot, sieh, mit Greinen
Berglawinenschutt entstreben.
Vater! Mutter! schreit’s im Chor;
Männer, Weiber stürzen vor;
Dörfler wandert mit den Seinen,
Wie ein Vater, söhn’-umgeben,
Dörflerin hat ihrem toten
Kind die Mutterbrust geboten;
War sie je so strack zu sehn,
Wann sie mußt’ zur Kindstauf’ gehn?
Da der Pfarr geflohn, ward Leben!
GERD.
Hør! Han ler,
han, som sidder langsmed vejen,
der den svinger op mod hejen;
ind han skriver i sin bog
hver en sjæl, som opad drog; –
hej, han har dem alle næsten;
bygdens kirke står jo tom,
stængt med både lås og bom, –
og på høgens ryg fløj presten!
(springer over havegærdet og taber sig i urden. Stilhed.)
GERD.
Hark, he’s mocking!
He that sits by yon way-border,
Where it rears to scale the hill,
All their names as they go flocking
In his book he writes in order;—
Ho! he’s wellnigh all the pack;
For the parish-church is bare,
Lock and bar are bolted there,—
And parson’s off on falcon-back!
[Leaps over the garden fence and is lost in the moraine. Stillness.]
GERD.
Horch! Er lacht,
Er, der längs des Weges sitzt,
Wo er auf zur Höhe flitzt;
Treulich bucht er Seel’ um Seele
Aus des Tals verlaßner Kehle; –
Hei, er zählt nicht viele Lücken;
Leer ist ja der Dorfkirch’ Raum,
Zugesperrt mit Schloß und Baum, –
Fort der Pfarr auf Habichts Rücken!
(Springt über den Gartenzaun und verliert sich in den Felsen. Stille.)
AGNES.
Endnu ikke! Endnu ikke! –
O, hvor tungt det er at vente, –
længsels råb på råb at skikke, –
aldrig noget svar at hente! –
Sneen falder blødt og tæt,
har, som med et lin-skaut, klædt
taget på den gamle kirke – –
(lytter.)
Hyss! Jeg hører grinden knirke!
Fodtrin; faste mandetrin;
(iler til døren og lukker op.)
Er det dig? Kom ind, kom ind!
(Brand kommer ind, tilsneet, i rejseklæder, som han under det følgende kaster af sig.)
AGNES.
Still he comes not! Comes not yet!—
Oh, how hard, with gloom beset,—
Still to wait and still to cry,—
Winning never a reply!—
Fast they fall, the softly sifted
Snowflakes; in a shroud-like woof
They have swathed the old church roof
[Listens.]
Hark! the garden-latch is lifted!
Steps! A man’s step, firm and fast!
[Hurries to the door and opens it.]
Is it thou? Come home! At last!
[BRAND comes in, snowy, in travefling dress, which he removes during what follows.]
AGNES.
Immer noch nicht! Immer noch nicht!
O, wie Stund’ um Stunde leer ist!
Und zu sehen, er kommt doch nicht,
Wie das Herz auch sehnsuchtsschwer ist!
Sacht fällt Schnee auf Berg und Wald;
Selbst das Kirchlein alt ist bald
Wie mit weißem Lein verhangen – –
(Lauscht.)
Horch! Die Zauntür ist gegangen!
Tritte! Fester Mannesfuß!
(Eilt zur Tür und schließt auf.)
Lieber, Einziger, bist Du’s?
(BRAND tritt ein, beschneit, in Reisetracht, die er während des Folgenden abwirft.)
AGNES.
Og træt og mat.
Jeg har længtet, spejdet, stundet, –
og så har lidt grønt jeg bundet, –
lidt! men det var, hvad jeg ejed,
alt ifra isommer plejet
til at pynte juletræet.
Busken kaldte jeg for hans;
ja, han fik den og – som krans!
(brister i gråd.)
Se, nu er den halvvejs sneet
ned – o Gud –
AGNES.
And worn and sad.
I have watch’d and long’d so sore;
And this little leafy bough—
Little, it was all I had,
Saved from summer until now
To bedeck our Christmas-tree,—
I have hung it there, Brand, see!
H i s the bush was, so we said;
Ah, ’t w as his-it crown’d him dead!
[Bursts into tears.]
Look, from the snow it peers
Yonder, his-O God—
AGNES.
Und überwacht.
Hab’ gesehnt mich all die Stunden, –
Dann ein wenig Grün gebunden, –
Wenig nur! Doch selbst gehegtes,
Noch vom Sommer her gepflegtes,
Längst zum Christbaumputz geweihtes.
Ihm bestimmt hatt’ ich den Strauch;
Nun, – als Kranz bekommt er ’n auch!
(Bricht in Tränen aus.)
Gott im Himmel! Und nun schneit es
Auf ihn –
BRAND.
Agnes, hustru, lad os begge
være stærke, stå imod,
sammen vore kræfter lægge,
vinde fremad fod for fod. –
O, jeg var en mand derude!
Sjøen skylled over fluen,
mågen taug i uvejrsgruen,
hagglen slog min skrale skude;
midtfjords lå vi, vandet fræste,
mast og takkel hugg og hvæste,
sejlet, slidt i pjalter, blæste
langt i læ for havråks-fråden,
hver en nagle skreg i båden; –
udfor stup og udfor lider
gik der skred fra begge sider;
otte mænd med hvilte årer
sad som otte lig på bårer.
O, da vokste jeg ved roret,
jeg var den, som førte ordet,
kendte godt, en stor mig døbte
til mit kald, det dyrekøbte.
BRAND.
Agnes, wife,
Let us bravely face the strife;
Stand together, never flinch,
Struggle onward, inch by inch.
Oh, I felt a man out there!
Surges o’er the reef were dashing;
Horror of the storm-lit air
Still’d the sea-gull; hail was thrashing
Down upon the boiling sea.
In my skiff, that mid-fjord quiver’d,
Mast and tackle creak’d and shiver’d,
Tatter’d sails blew far a-lee,
Scarce a shred of them remaining,
Every nail and stanchion straining!
From the beetling summits sunder’d.
Down the avalanches thunder’d;
Stiff and stark, with corpse-like faces
Sat the rowers in their places.
Then the soul in me wax’d high;
From the helm I ruled them all,
Knowing well that One thereby
Had baptized me to His call!
BRAND.
Agnes, Weib, wir wollen beide
Stark sein, wollen, Eifers voll,
Mit vereinter Kraft dem Leide
Land abringen Zoll um Zoll.
Ha, war ich ein Mann da draußen!
Sturzseen brausten klippenüber,
Schreckstumm schoß die Möve drüber,
Hagelwetter kam uns zausen
Mitten im empört’sten Gischte,
Mast und Tauwerk kracht’ und zischte,
’s Fock zerriß, doch keiner fischte
Nach den Fetzen, die’s verjagte,
Jeder Nagel schrie und klagte; –
Wieder vom Gebirg und wieder
Donnerten Lawinen nieder;
Ratlos saßen die acht bleichen
Rudrer vor mir wie acht Leichen.
Ha, da wuchs ich auf am Steuer,
Meine Worte wurden Feuer, –
Und zu meinem schweren Werke,
Fühlt’ ich, lieh Gott selbst mir Stärke.
AGNES.
Let at stå i stormen stiv,
let at leve kampens liv;
o, men tænk på mig, som sidder
stilt i sorgens spurvekvidder,
mig, som ej kan døve tiden,
om jeg nok så gerne vil;
tænk på mig, som, stængt fra striden,
ej får glimt af dådens ild;
tænk på mig, hvem kun en liden
snever gerning hører til;
tænk på mig; jeg sidder hjemme,
tør ej mindes, kan ej glemme!
AGNES.
In the tempest to be strong,
Eager in the stress of fight,
That is easy, that is light;
Think of me, who, all day long,
Still must croon without relief
The low swallow-song of grief;
Think of me, who have no charm
For the tedious pain of life;
Me, who, far from war’s alarm,
Lack the fiery joys of strife:
Think, oh think, of me, who share not
Noble work, but brood and wait;
Me, who to remember dare not,
And who never can forget!
AGNES.
Leicht, zu trotzen Sturmeswehn!
Leicht, Gefahren zu bestehn!
Aber sieh mich an: ich sitze
Hier in dieser Felsenritze,
Wo mir nichts den toten Frieden
Meiner Sperlingssorgen nimmt;
Sieh mich, die, weltabgeschieden,
Nicht der Taten Feu’r durchglimmt;
Sieh mich an, der Gott hienieden
Wenig nur zu tun bestimmt!
Hätt’st Du hier gleich mir gesessen,
Sprächst Du nimmer von Vergessen!
BRAND.
Har du liden gerning, du?
Aldrig var den stor som nu.
Hør; jeg vil dig sige noget,
som i sorgen er mig mødt.
Ofte blir mit øje tåget,
tanken ydmyg, sindet blødt;
det er, som der lå en glæde
i at kunne græde, græde.
Agnes, – tænk, da ser jeg Gud
nær, som aldrig før jeg så ham, –
o, så nær at det ser ud,
som om det var let at nå ham.
Og jeg tørster mod at kaste
mig som funden til hans barm,
mod at trykkes af hans faste
stærke varme faderarm.
BRAND.
Thou no noble life-work! Thou!
Never was it great as now.
Listen, Agnes; thou shalt know
What to me our loss has brought.
Oftentimes my light is low,
Dim my reason, dull my thought,
And there seems a kind of gladness
In immeasurable sadness.
Agnes-in such hours I see
God, as at no other, near;
Oh, so near, it seems to me
I could speak, and He would hear.
Like a lost child then I long
To be folded to his breast,
And be gather’d. by His strong
Tender Father-arms to rest!
BRAND.
Dir, Dir läg’ nichts ob, zu tun?
Niemals Größeres denn nun!
Hör’,- vielleicht wird Dir für Deinen
Schmerz aus meinem ein Gewinn.
Oft wird mir das Aug’ voll Weinen,
Still der Geist und weich der Sinn; –
Als ob Gott ein Glück dem gönnte,
Der recht weinen, weinen könnte.
Da wird Gott mir offenbar,
Denk Dir, Kind, wenn ich so weine, –
Offenbar wie nimmerdar,
Klar, daß ich ihn vor mir meine.
O, mich dann an seiner warmen
Brust von allem zu befrein
Und von seinen Vaterarmen
Ewiglich umfaßt zu sein!
AGNES.
Hver en gerning, spejdet efter,
er for tung for mine kræfter;
mine tankers tusend grene
slynges sammen i den ene.
Alt er endnu som et digt.
Lad mig klage, lad mig græde,
hjælp mig så at finde rede
på mig selv og på min pligt. –
Brand, inat, mens du var borte,
kom han i mit kammer ind;
sundhedssmykket var hans kind;
tyndklædt i sin lille skjorte
stavred han med barnetrin
frem til sengen, hvor jeg hvilte,
rakte mod mig sine arme;
kaldte på sin moer og smilte, –
men som om han bad om varme!
Ja, jeg så det! O, jeg gøs –!
AGNES.
Every work that I have sought
Is too hard for my weak skill;
All the fibres of my will
Gather round a single thought.
Like a vision seems it still:
Let me have of tears my fill.
Help me so myself to see,—
What I am, and ought to he!
Brand,-last night, in stillest hush,
Open’d he my chamber door,
On his cheek a rosy flush,
And his little shirt he wore,—
Toddled so with childish tread
To the couch where I lay lonely,
“Mother!” call’d to me, and spread
Both his arms, and smiled, but only
As if praying: “Make Inc warm.”
Yea, I saw!-Oh, my heart bled
AGNES.
Was ich Dir auch zu vollbringen
Trachte, nichts will mir gelingen.
All mein Denken, Planen, Meinen
Kehrt zurück zu jenem Einen.
Alles ist noch wie ein Traum.
Tränen werden’s überwinden, –
Und ich werd’ mich wiederfinden
Und der Pflicht gewissen Zaum.
Brand, heut Nacht, indes Du drauß,
Kam es durch die Kammertür
Blühend und gesund herfür,
Und in seinem dünnen Flaus
Lief’s mit Kinderschritt, wie früh’r,
An mein Bett, hob seine süßen
Ärmchen mir entgegen, spähte
Nach mir, lächelnd mich zu grüßen, –
Doch als ob’s um Wärme bäte!
Ja, ich sah’s! Und fuhr empor –!
AGNES
(viger fra ham).
O, hvi river du i såret,
grusomt, midt i rædsels-veen!
Det, som hårdt du liget kalder,
barnet er for mig endnu.
Sjæl og legem sammen falder;
end ej mægter jeg, som du,
mellem disse to at dele;
begge er for mig det hele;
Alf, som under sneen sover,
er min Alf hist ovenover!
AGNES.
[Shrinking from him.]
Oh, canst thou without remorse
Thus our bleeding anguish tear?
What thou sternly call’st the corse—
Ah, to me, my child is there!
Where is body, there is soul:
These apart I cannot keep,
Each is unto me the whole;
Alf beneath the snow asleep
Is my very Alf in heaven!
AGNES
(weicht vor ihm zurück.)
Wühle nur in meiner Wunde,
Schonungslos im tiefsten Weh!
Magst Du hart ihn Leichnam nennen,
Mir ist Alf noch heut mein Kind.
Leib und Seele soll ich trennen?
Ich vermag nicht so geschwind
Zwischen diesen zwein zu scheiden;
Eins noch sind für mich die beiden;
Alf, der hier liegt, schneeverstoben,
Er ist auch mein Alf dort oben!
AGNES.
Ja, men vær tålmodig blot; –
jeg kan ledes, ikke drives.
Stå mig nær og styrk mig, Brand;
tal det mildeste du kan.
Du, som ejer stormens tone
i de store øjeblikke,
når en sjæl skal drage brikke
om sin egen livsenskrone, –
har du ikke sangens mildhed
til at døve smertens vildhed?
Har du ej et ord, som kvæger,
et, som ud i dagen peger?
Gud, som du mig lærte kende,
er en konge på sin borg; –
hvor tør jeg til ham mig vende
med min lille modersorg?
AGNES.
Yet have patience with me, pray,
Let me follow, not he driven.
Give me thy strong hand and guide me
Oh, and gently, gently chide me!
Thou whose voice in thunder-tones
Vibrates in the hour of strife,
For the soul that still with groans
Fights a fight for very life,
Hast thou no soft, piteous lay,
To beguile its pangs away?
Ne’er a message to uplift,
Point me to the dawn-fired rift?
God, as thou wouldst have me view Him,
Is a monarch on His throne.
How dare I, then, turn unto Him
With my lowly mother’s moan?
AGNES.
Wenn Du sacht zu Werke gehst,
Leitest Du mich leicht zum Guten.
Reich’ mir Deine starke Hand,
Sprich so mild wie möglich, Brand,
Du, von dem es heißt, es wohne
Donnersturm in seiner Rede,
Ficht ein Herz die große Fehde
Um die eigne Lebenskrone, –
Könnt’st nicht mit Schalmeientönen
Bitterlichsten Schmerz versöhnen, –
Fändst kein Wort in Deiner Tiefe,
Das zu Licht und Leben riefe?
Den Du mir gelehrt, Dein Gott, ist
Wie ein Fürst, gehüllt in Erz;
Ach, ich fürchte, nur ein Spott ist
Ihm mein armer Mutterschmerz!
AGNES.
Aldrig, aldrig did igen!
Og dog er det tidt, som drages
jeg af længsel ud, derhen,
hvor det lysner, hvor det dages.
Let at løftes, tungt at bære;
lød ej så den gamle lære?
Dine riger er for store,
alt er her for stort for mig,
du, dit kald, dit mål, din fore,
al din vilje, hver din vej,
fjeldet, som udover hænger,
fjorden, som for foden stænger,
sorgen, mindet, mørket, striden, –
ikkun kirken er for liden.
AGNES.
Never, never, nevermore!
And yet oftentimes I yearn
Towards the daybreak, towards the light.
Towards the sunshine warm and golden.
Oh, the ancient saw is right:
“Lightly lifted, hardly holden.”
All too vast this realm of thine,
Too gigantic to be mine.
Thou, thy word, thy work, thy goal,
Will austere, and steadfast soul,
Overhead the beetling height,
And the barrier fjord below,
Grief and memory, toil and night,
All vast,-were the Church but so!
AGNES.
Nein, nein, nimmermehr zurück!
Und doch ist mir oft, als breite
Sich vor mir das alte Glück,
Und es lockt so lichte Weite.
Leicht zu heben, schwer zu tragen, –
Wie die alten Lehren sagen.
Deine Wege, sie zerfleischen
Mir den Fuß; zu groß, zu groß
Ist Dein Wollen, Wirken, Heischen,
Dein Beruf, Dein Ziel, Dein Los,
Dies Gebirg, das uns umerkert,
Dieser Fjord, der uns verkerkert, –
Einsamkeit, Erinnrungspein, –
Nur die Kirche ist zu klein.
BRAND.
Der er syn i folkedrømmen.
Hundred sjæle, som jeg mødte,
af sig samme tanke fødte;
selv hos hin, som vildt forreven
skreg på vidden, stod den skreven.
„Der er stygt, for der er småt“
lød det; hun ej heller kunde
rede tanken ud med grunde.
Hundred kvinder sagde siden:
bygdens kirke er for liden!
Dette råb fra kvindemunde
tolker trangen til et slot. –
Agnes, – o, jeg ser det godt,
du er kvinden, Herren kåred
til sin engel på min sti; –
tryg og sikker, skønt iblinde,
véd du vejen ret at finde,
hvor jeg skillet går forbi.
Aldrig blålys-blink dig dåred;
første dag du pegte lige
mod det sande skabnings rige, –
standsed mig, som vilde stige
på min flugt mod himlens hvælv,
retted synet på mig selv,
indad mod det inderlige. –
Agnes, atter har du sagt
ord, som slog med lynets magt, –
ført mig, hvor jeg uviss foer,
kastet dagskær på mit virke.
Liden er Vorherres kirke; –
godt; så skal den tømres stor!
Aldrig så jeg grant som nu,
hvad i dig min Skaber gav mig;
derfor trygler jeg, som du:
gå ej fra mig, gå ej fra mig!
BRAND.
Truth may be from dreams divined.
In a hundred hearts I find
Self-begotten this one word;
Even in hers, whose frantic call
From the mountain-side I heard:
“It is ugly, for ’tis small!”
So she said; and like the rest
Left her meaning half-express’d.
Then of women came a score,
“Yes, it is too small,” they cried;
They would have it spread and soar,
Like a palace in its pride.
Agnes-ah! I see it clear;
Thou the woman art whom God
Gave me for His angel-guide.
Safe alike from doubt and fear
Through the darkness thou bast trod,
Keeping still the even way,
Where I blindly went astray.
Thee no glamour captivated—
Once thy finger show’d the fated
Region where my life-work waited,
Check’d me, as I sought sublime,
To the vault of heaven to climb,
Turn’d my soaring glance within,
And that kingdom bade me win.
Now, a second time, thy word
Penetrates my soul like day,
Guides me where I vainly err’d,
Glorifies my weary way.
Small the Church is? Be it so:
Then a greater Church shall grow.
Never, never did I wot
All God gave me, giving thee;
Now that cry of thine’s for me:
Leave me not! Oh leave me not!
BRAND.
Welch ein Geist in der Gemeine!?
In wie vieler Bitt’ und Klage
Trat der Wunsch nicht schon zutage!
Selbst bei ihr, die wahngetrieben
Umgeht, stand er klar geschrieben.
"Dort ist Tod, dort ist’s zu enge!"
Rief sie. Und auch diese Kunde
Kam aus keinem klaren Grunde.
Wie viel Weibern fiel’s nicht ein:
Brand, die Dorfkirch’ ist zu klein!
Wenn aus all der Weiber Munde
Eine große Sehnsucht klänge, –
Die zu stillen mir gelänge?!
Agnes! Agnes! Mich zu führen,
Hat der Herr Dich hergesandt;
Still und sicher, wie im Blinden,
Stets den rechten Weg zu finden,
Wenn ich seine Spur verkannt.
Nie mocht’ Dich ein Lockruf rühren;
Gleich am Anfang offenbartest
Du mein Reich mir und bewahrtest
Den, der Gott sich schon verglichen,
Vor des Dädalus Geschick,
Kehrtest ihm den strengen Blick
Innerwärts zum Innerlichen.
Agnes, abermals nun schlug
Deines Wortes Blitz mich klug,
Trug Gewißheit in mein Los,
Goß Erleuchtung auf mich aus; –
Klein ist unsres Herrgotts Haus, –
Gut, so zimmern wir es groß!
Nie hab’ ich so hell gesehen,
Wie Du alles Lichtes Bronn mir;
Und so nimm zurück Dein Flehen:
Geh nicht von mir! Geh nicht von mir!
AGNES
(smiler).
Husets skøtsel
får ej glemmes, mindst ikveld.
Forrige jul, du husker vel,
at du sagde, jeg var ødsel.
Lys var tændt i alle stager;
her var grønt og smukke sager,
legetøj på juletræet;
her blev sunget, her blev leet.
Brand, iår skal atter tændes
alle lys, så helgen kendes;
her skal pyntes op som bedst
til den stille store fest.
Titter Gud i stuen ind,
skal han se en straffet datter,
refset søn med ydmygt sind,
børn, som lydigt véd og fatter,
at de ej for fadervreden
tvært tør skyde fra sig glæden. –
Ser du nu vel spor af tåren?
AGNES.
[Smiles.]
Ah, to-day
Home must have its feast array!
Thou my lavishness didst chide,
Mindest thou, last Christmastide?
All the chamber flash’d with lights,
From the Christmas-tree there hung
Toys and wreaths and quaint delights;
There was laughter, there was song.
Brand, for us this year also
Shall the Christmas-candles glow,
Here shall all be deek’d and light
For the great, still Feast to-night!
Here, if haply God should peep,
He of meek and lowly mind
Shall His stricken children find,
Babes, that humbly understand,
To have felt their Father’s hand
Gives them not a right to weep.—
Seest thou now of tears a sign?
AGNES
(lächelt.)
Des Hauses Pflege
Ruft, wenn je, heut abend doch.
Letzten Christ, – Du schaltst mich noch, –
Ging ich fast zu reiche Wege.
Licht in jedem Leuchterringe,
Tannengrün voll bunter Dinge,
Spielzeug, Backwerk, Zuckersachen, –
Ei, das war ein Lust und Lachen!
Wieder strahl’ nun Kerz’ an Kerze
Ihren Heilsgruß uns ins Herze;
Wieder schmück’ ich unser Nest
Nun zum stillen, großen Fest.
Lugt dann Gott zur Tür herein,
Schau’ er die gestraften Kinder
Sich dem Fest demütig weihn,
Sehe, wie sie nicht in blinder
Trauer, weil sie ihn nicht fassen,
Es zu heiligen unterlassen. –
Hab’ ich mich nun in Gewalt?
BRAND
(ser efter hende).
Villig, villig midt i vånden,
villig midt i martrens ild;
svigter evnen, segner ånden,
sker det, skønt hun offret vil.
Herre, lægg din styrke til; –
og fra mig tag hvervets kalk,
bittrest kalk, at måtte skikke
lovens grumme høg og falk
over hende for at drikke
hjertets fulde varme flod.
Jeg har kræfter, jeg har mod;
læss på mig din vægt for tvende, –
vær barmhjertig blot mod hende!
(Det banker på gangdøren. Fogden kommer ind.)
BRAND.
Willing in her torments still,
Willing at the martyr’s stake;
Flesh may flag and spirit break,
But unbroken in her Will.
Lord, to her poor strength add Thine;—
Be the cruel task not mine
At Thy bidding to unchain
Angry vultures of the Law,
Swift to swoop with ravening maw,
And her heart’s warm blood to drain!
I have strength to stand the strain.
Twofold agony let me bear,—
But be merciful to her!
[A knock at the outer door. THE MAYOR enters.]
BRAND
(blickt ihr nach.)
Willig, willig stets beweist sie
Übermenschliche Geduld;
Weicht die Kraft, verläßt der Geist sie,
Trägt ihr Wille keine Schuld.
Hilf ihr, Herr, in Deiner Huld; –
Und mir nimm der Fordrung Kelch,
Grausamer Gesetzeswut
Grimmem Geier kalt zu winken,
Sie zu packen, – welch, ach welch
Zarten Herzens Flut zu trinken!
Ich hab’ Kräfte, ich hab’ Mut;
Gib die Last mir von uns beiden, –
Laß nur sie nicht so viel leiden.
(Es klopft an die Flurtür. DER VOGT tritt ein.)
FOGDEN.
Det tænker jeg De véd;
Dem søger folk jo langt af led;
her er, især på sidste tiden,
en ånd i bygden kommen ind,
som Gud skal vide ej er min,
og deraf tør jeg slutte da,
at det er Dem, den kommer fra.
Her er min hånd; vi ender striden!
THE MAYOR.
Oh, that you can’t ignore:
Folks flock to you by sea and shore;
And in the whole of my confine
A spirit has of late been rife,
Which, God’s my witness, is not mine;
Whence to conclude is only due,
That it originates with you.
Here is my hand: we’ll end the strife!
DER VOGT.
Wär’ das etwa nicht der Fall?
Sie sucht man jetzt von überall.
Hier herrscht seit kurzem, ganz entschieden,
Ein Geist, der, weiß der liebe Christ,
Nicht Geist von meinem Geiste ist, –
Woraus ich klüglich folgern darf:
Durch Sie weht jetzt der Wind so scharf.
Hier meine Hand; wir schließen Frieden!
FOGDEN.
Hvad skal der mer til slut på krig,
end fred og mindeligt forlig?
Jeg er ej den, som står mod brodden;
man er, som folk er flest, jo skabt;
når for sit bryst man kender odden
af fiendens våben, gier man tabt;
har man kun kæp mod landsespids,
bør marken rømmes i betids,
og står man som en ensom kriger,
er det fornuftigst, at man viger.
THE MAYOR.
Why, what should be the end of war
But reasonable terms of peace?
To kick at pricks is not my way,
I’m made of common human clay;
When at your breast the lance you feel
It is but reason to give place;—
With but a switch to parry steel,
’Tis just to make a volte-face;
Left of your cause the sole defender,
It is the wisest to surrender.
DER VOGT.
Was setzt’ ihm besser Damm und Deich
Als Fried’ und gütlicher Vergleich?
Ich mag nicht widern Stachel löcken –
Ich bin ein Mensch wie andre auch –
Und lobe mir das Waffenstrecken
Vorm Speer des Feinds als guten Brauch.
Kein Stecken hilft mir aus der Not,
Wenn mich ein spitzer Spieß bedroht.
Vereinsamt man in seinem Streben,
So ist’s am schlausten: nachzugeben.
FOGDEN.
På offrets dag? Men Herregud,
det er jo den, som ikke kommer!
I værste fald går offret ud
på lossning af de godtfolks lommer;
human er tiden, vil ej offer
af mere dyrebare stoffer.
Og ærgerligst det er ved sagen
at selv jeg hører mellem dem,
som bragte det humane frem,
og derved hindred offerdagen,
så det kan siges på en vis,
jeg givet har mig selv til pris, –
iallefald, at jeg bandt ris
til rap på eget livsværks ende.
THE MAYOR.
Of sacrifice? Why, goodness me,
That’s just the day we never see!
At least, the sacrifice no worse is
Than drafts upon good people’s purses;
The age is too humane to bring
Any more costly offering.
And what’s most vexing is, that I
Myself have all along been noted
Of those who the Humane promoted
And hinder’d sacrifice thereby.
So that it may be fairly said,
I’ve put the axe to my own head,
Or, at the least, laid rods in store
To baffle all I’ve struggled for.
DER VOGT.
Ein ernstlich Opfer? Das zu sehn,
Wird Sie hier nimmer überraschen.
Woraus wird’s bestenfalls bestehn?
Die Leutchen öffnen mal die Taschen.
Die Zeiten sind human und wollen
Nichts Bessres mehr als Opfer zollen.
Doch was mich schier zum Rasen brächte,
Ist, daß ich selbst aus derer Zahl,
Die das Humane hier empfahl
Und so den Opferwillen schwächte.
Ich gab damit voll Unverstand
Den eignen Vorteil aus der Hand, –
Ja, – in gewisser Weise – band
Ich selbst damit mir eine Rute –
BRAND.
At ret De har, kan muligt hænde.
Men for det andet kan jeg knapt
forstå, at De tør give tabt.
Om riset eller ikke riset,
en mand er for sin gerning skabt;
hans mål for ham er paradiset!
Om mellem ham og det sig hvælved
et hav, mens Satans land lå nær, –
tør derfor råbes: væk, besvær, –
her er jo kortere til helved?!
BRAND.
You may be right. But, furthermore,
I hardly know how you can dare
Surrender your own cause as lost.
Be rods, or be they not, the cost,
Man’s work is what he’s fashion’d for,
And Paradise, for him, lies there.
’Twixt him and it though oceans swell,
And close at hand lie Satan’s quarter,
May he for that cry “Toil, farewell—
The way to hell’s distinctly shorter!”?
BRAND.
Mag sein; allein bei Ihrem Mute
Und Ihrer Kraft gibt man das Spiel
Doch nicht so kurzer Hand verloren.
Das mit der Rute sagt nicht viel, –
Ein Mann ist seiner Tat geboren,
Das Paradies sein höchstes Ziel.
Und ob zum wilden Meere schwölle,
Was ihm ans Ziel zu kommen wehrt, –
Wie? Dürft’ ein Mann drum rufen: Kehrt!
Weit näher ist’s doch hier zur Hölle?!
FOGDEN.
Nå, nå, –
jeg råber ikke sort men grå.
Human er tiden; folk må mødes,
ej bums imod hinanden stødes.
Husk på, at dette land er frit;
her skal jo alles mening gælde; –
hvor tør da én mod alle fælde
sin særdom over sort og hvidt? –
Kort sagt, da De har fleretallet,
så er De første mand i kaldet;
jeg slutter mig, som alle andre,
til Dem så godt jeg kan og véd,
og håber ingen sjæl vil klandre,
at ej jeg til det sidste stred.
Folk dømmer nu, det ser jeg godt,
mit virke kun som spredt og småt:
de kalder én ting mer fornøden
end årligårs at øge grøden;
man er ej villig nu, som før,
at yde skærven, hvor sig bør, –
og er ej viljen med i legen,
da er en gerning sejerssvegen. –
Det falder tungt, det må De tro,
at slippe plan om vej og bro,
om tapning ud af myr og fjære,
og meget mer, som var igære.
Men Herregud, hvad skal man sige;
kan ej man sejre, får man vige,
tålmodigt håbe alt af tiden,
og bøje klogeligt til siden.
Nu, – folkets yndest har jeg tabt
på samme vej, hvor den blev skabt;
ja, ja; så må på andre veje
jeg komme til mit fordums eje.
THE MAYOR.
Why, no—
I rather shout, not black, but gray,
The time’s humane; asks apt compliance,
Not blunt and absolute defiance.
We stand on democratic ground,
Where what the people thinks is right;
Shall o n e against the mass propound
His special views on black and white?
In short, you, having a majority,
Arc best entitled to authority.
So I submit, as they submitted,
With you my humble lot I cast,
And may I by no soul be twitted
For not contending to the last!
Folks now consider, I perceive,
Petty and poor all I achieve;
They say there’s something of more worth
Than richer harvests wrung from earth;
They are not willing as they were,
The necessary mite to spare;
And the best cause, if will’s not in it,—
There’s very little hope to win it.
Believe me, ’tis no easy thing
To drop one’s plans for roads and bridges,
For tapping meres and draining ridges,
And more besides that was in swing.
But, good Lord, what’s a man to say?
If he can’t win, he must give way;
Patiently trust that Time’s his friend,
And to the blast astutely bend.
Now,-the folks’ favour I’ve foregone
In just the way it first was won;
Ay, ay,-and by another track
I’ll get my old possession back.
DER VOGT.
Nun nein, – genau
Besehn, nicht eben schwarz, doch grau.
Die Läufte sind human; die Massen
Nicht mehr so herrisch anzufassen.
Dies Land ist frei – und um den Preis:
Daß jedes Wort gleich gültig schalle.
Wie darf da einer wider alle
Entscheiden über schwarz und weiß? –
Kurzum, da Sie die meisten haben,
Ist mir zunächst mein Grab gegraben.
Doch statt nun fromm mich einzusargen,
Spring’ ich auf Ihren Kutschentritt,
Und nur ein Narr wird mir verargen,
Daß ich nicht bis aufs Messer stritt.
Man hält, vom neuen Geist beseelt,
Mein Tun für falsch nun und verfehlt.
Man meint, daß man jetzt Größres lernte,
Als wie man jährlich besser ernte.
Nicht willig mehr, wie vordem, rührt
Das Scherflein sich, wo sich’s gebührt, –
Und mag kein Mensch mehr weiter trecken,
So bleibt der Karren eben stecken.
’s ist schmerzlich, – wenn Sie’s überlegen, –
Den Plan zu so viel Weg- und Stegen,
Zur Austrocknung von Sümpfen, Watten,
Und mehr, stillschweigend zu bestatten.
Doch, lieber Gott, was soll man machen!
Nachgeben ist das Los der Schwachen,
Die Gegenwart geduldig schlucken
Und bis zur Zukunft klug sich ducken.
Nun, – ich verlor des Volkes Gunst,
Wie ich sie mir erwarb. Die Kunst
Ist jetzt, durch anderweit Beginnen
Den Posten wiederzugewinnen.
FOGDEN.
Nej, det véd Gud, det ikke var.
Det alment bedste har jeg villet
til bygdens nytte blot og bar.
Dog nægtes ej, at med i spillet
kom håbet om et vederlag
for velgjort værk på yrkets dag.
Det er nu så; en virksom mand
med evner og med sund forstand
vil frugten af sin gerning se,
ej stønne gennem slidets ve
til fromme for en bar idé.
Jeg kan ej, selv med bedste vilje,
forsømme egen velfærds røgt
og offre andre al min kløgt.
Jeg sidder med en stor familje;
jeg har jo kone, mange døttre,
som skal forsørges allerførst; –
ideen læsker ingens tørst,
ideen slukker ingens sult,
hvor man, som jeg, har huset fuldt;
og dersom nogen skulde yttre
forundring, har jeg blot det svar,
han er en slet familjefaer.
THE MAYOR.
God help me, no! The common good
And profit of this neighbourhood
Has been my single, sole desire.
But, I admit, there did conspire
The worker’s hope of worthy hire
For day’s work honestly pursued.
The fact stands thus: a resolute
And able man, with sense to boot,
Demands to see his labour’s fruit,
And not to drudge and sweat and groan
To profit an Idea alone.
With the best will I can’t afford
To throw my interests overboard,
And give my brains without reward.
I’ve a large household to supply,
A wife, and of grown girls a store,
Who must be first provided for;—
Belly that’s empty, throat that’s dry,
The idea scarce will satisfy
Where mouths so many must be fill’d.
And any man who should demur,
For him I have but one reply,—
Iie’s an unworthy householder.
DER VOGT.
Mit nichten, das weiß Gott! Nein, nein!
Ich wollte das gemeine Beste,
Das Volkswohl einzig und allein.
Womit denn freilich eine feste
Erwartung auf Entgelt für brav
Getanes Werk zusammentraf.
Das ist mal so: ein rühriger Mann,
Der, was er soll, versteht und kann,
Will seiner Taten Früchte sehn,
Nicht nur für höhere Ideen
Durch Mühsal und Entsagung gehn.
Du kannst nicht, selbst beim besten Willen –
Hast Du im eignen Topf kein Huhn –
Stets alles nur für andre tun,
Wenn Du im Ehejoche knurrst!
Man hat ein Weib und viele Töchter;
Da gilt es erst den Hunger stillen; –
Ideen löschen keinen Durst,
Ideen machen keinen satt,
Wo man, wie ich, das Haus voll hat;
Und käm’ mir einer drum und möcht’ er
Mir an, ich spräch’: Die nicht so sind,
Sie sorgen schlecht um Weib und Kind.
