Bibliotheca Polyglotta

BRAND.
Nu vel;
men hvis der var, – jeg måtte svare
til hvert et skyldbrev, alting klare.
Søns sag det er, at alle krav
sker fyldest på hans moders grav;
var huset tomt, når jeg det tog, –
jeg arved dog din skyldnerbog.

BRAND.
Very good; but yet
Suppose there were,-I should be bound
To settle every claim I found.
The son must satisfy each call
Before the mother’s burial.
Though but four empty walls I took,
I still should own your debit-book.

BRAND.
Doch wenn –!
So müßt’ ich all dem Gut entsagen,
Bis jede Schuld glatt abgetragen.
Ein Sohn, geht seine Mutter ruhn,
Muß jeder Fordrung Gnüge tun
Und übernähm’ ich ’s Haus stockleer, –
Dein Schuldbuch doch mein Erbe wär’.

MODEREN.
Så byder ingen lov.

HIS MOTHER.
No law commands it.

DIE MUTTER.
Das fordert kein Gesetz.

BRAND.
Ej den,
som skreven er med blæk og pen;
men i hvert ærligt sønnesind
en anden lov står ristet ind, –
og denne lov skal fyldest ske.
Forblindede, lær dog at se!
Guds bo på jord har du forringet,
dit sjælelån har du forødt,
det billed, hvori du blev født,
har du med dyndets skimmel dækt;
den ånd, som engang var bevinget,
har du i myldret vingestækt.
Det er din gæld. Hvor vil du hen,
når Herren kræver sit igen?

BRAND.
Not the kind
That ink on parchment ever writ;
But deep in every honest mind
Another law is burnt and bit,—
And that I execute. Thou blind!
Learn to have sight! Thou hast debased
The dwelling-place of God on earth,
The spirit He lent thee bast laid waste,
The image that thou bor’st at birth
With mould and filthiness defaced;
Thy Soul, that once had flight and song,
Thrust, clipp’d, among the common throng.
That is your debt. What will you do
When God demands His own of you?

BRAND.
Nein, keins,
Das Tint’ und Feder schrieb, doch eins,
Das jedes braven Sohns Gemüt
Mit mahnender Gewalt durchglüht; –
Und dem Gesetz soll gnug geschehn.
Verblendete, so lern’ doch sehn!
Daß Du den Herrn in Dir erniedert,
Dein Seelenlehen öd’ vertan,
Daß Du das Bild, das Du empfahn,
In Kot gezogen und beschmutzt,
Daß Du den Geist, einst reich gefiedert,
Im Weltgetümmel schnöd’ gestutzt, –
Ist Deine Schuld! Wo willst Du hin,
Wenn Gott einst nach dem Seinen frägt?

MODEREN
(sky).
Hvor jeg vil hen? Hvor hen?

HIS MOTHER.
[Confused.]
What will I do? Do?

DIE MUTTER
(scheu.)
Wohin ich will?

BRAND.
Frygt ej;
din søn taer al din gæld på sig.
Gudsbilledet, som du har plettet,
i mig skal rejses viljetvættet!
Gå du kun trøstig til de døde.
Gældbunden sover ej min moer; –
jeg klarer gælden.

BRAND.
Never fear;
I take your debt upon me whole.
God’s image, blotted in your soul,
In mine, Will-cleansed, shall stand clear.
Go with good courage to your rest.
By debt you shall not sleep oppress’d.

BRAND.
Getrost! Es trägt
Dein Sohn die Schuld der Sünderin.
Das Bild, dran Deine Makel kleben,
In mir soll sich’s geklärt erheben!
Magst ruhig zu den Toten gehen.
Kein Schuldbuch ängste Deine Ruh’; –
Ich tilge –

MODEREN.
Gæld og brøde?

HIS MOTHER.
My debt and sin you’ll wipe away?

DIE MUTTER.
Schuld und all Versehen?

BRAND.
Din gæld. Kun den; mærk vel mit ord.
Din sjælegæld din søn skal klare;
men for din synd må selv du svare.
Den sum af menneske, som blev
forskingret i en jordtræls stræv,
kan indtil sidste rest og hvid
betales ved en andens id;
men at den ødtes, det er brøden;
for den er anger – eller døden!

BRAND.
Your debt. Observe. The debt: no more
Your debt alone I can repay;
Your sin yourself must answer for.
The sum of native human worth
Crush’d in the brutish toil of earth
Can verily by human aid
To the last atom be repaid;
But in the losing of it lies
The sin, which who repents not-dies!

BRAND.
Die Schuld. Nur diese; hör’ wohl zu.
Die Schuld will ich, Dein Sohn, abtragen;
Der Sünde mußt Du selbst entsagen.
Das Maß des Menschlichen, das man
Dem Moloch Weltlust hinwarf, kann
Durch eines andern Taten sich
Bezahlen bis auf Punkt und Strich;
Doch daß man’s also ließ verderben,
Das sühnt Bereu’n bloß – oder Sterben!

MODEREN
(urolig).
Det er nok bedst jeg kommer hjem
i skyggen under bræens brem;
her skyder giftig tankegrøde
i dette klumre solskins skær;
en blir af duften næsten svimmel.

HIS MOTHER.
[Uneasily.]
’Twere best I took my homeward way
To the deep valley, to the gloom;
Such rank and poisonous fancies bloom
In this insufferable ray;
I’m almost fainting at the fume.

DIE MUTTER
(unruhig.)
Am besten ist’s für mich wohl doch
In meinem kühlen Schattenloch;
In dieser Schwül’ hier sprießt nur Keim
Auf Keim vergifteter Gedanken;
Man wird schier schwindlig von dem Duft.

BRAND.
Søg skyggen du; jeg er dig nær.
Og drages du mod lys og himmel,
og stunder du imod et møde,
da skik mig bud og jeg skal komme.

BRAND.
Seek you the shadow; I abide.
And if you long for light and sky,
And fain would see me ere you die,
Call me, and I am by your side.

BRAND.
Ja, kehr’ in Deinen Schatten heim.
Doch fühlst Du Deine Kräfte schwanken
Und sehnst Du Dich nach Licht und Luft,
So schick’ nach mir, so werd’ ich eilen.

MODEREN.
Ja, du med dine straffedomme!

HIS MOTHER.
Yes, with a sermon on my doom!

DIE MUTTER.
Ja, Du mit Deinen Strafurteilen!

BRAND.
Nej, varm som søn og mild som prest
jeg værger dig mod rædslens blæst;
med sang jeg ved dit lejes fod
skal svale svien i dit blod!

BRAND.
No, tender both as priest and child
I’ll shield you from the wind of dread,
And singing low beside your bed
Lull to repose your anguish wild.

BRAND.
Nein, mild als Priester, warm als Sohn,
Wehr’ ich den Schrecken, die Dir drohn;
An Deinem Lager mein Gesang
Soll trösten Dich zum letzten Gang.

MODEREN.
Det lover du med hånd og mund?

HIS MOTHER.
And that with lifted hand you swear?

DIE MUTTER.
Das gilt so seiner Zeit wie heut?

BRAND.
Jeg kommer i din angers stund.
(nærmere ved hende.)
Men vilkår sætter jeg, som du.
Alt, hvad til jord dig binder nu,
skal du frivilligt kaste af
og skride nøgen mod din grav.

BRAND.
When you repent I will be there.
[Approaching her.]
But I too make conditions. Hear.
Whatever in this world is dear
Willingly you must from you rend,
And naked to the grave descend.

BRAND.
Das gilt, sobald Dein Herz bereut.
(Tritt näher auf sie zu.)
Doch Eines fordr’ ich zum Entgelt.
Freiwillig opfre, was die Welt
Dir alles von dem ihren gab,
Und schreite nackend in Dein Grab!

MODEREN
(slår vildt imod ham).
Byd ilden skilles fra sin hede,
sne fra sin frost, sjø fra sin væde!
Slå af!

HIS MOTHER.
[Wildly repulsing him.]
Bid fire be sever’d from its heat,
Snow from its cold, wave from its wet!
Ask less!

DIE MUTTER
(schlägt wild nach ihm.)
Gebiete, daß sich Feuer, Brennen –
Schnee, Frieren – Wasser, Feuchtsein trennen!
Laß ab!

BRAND.
Kast midtfjords barn af båden,
og bed at Gud vil signe dåden.

BRAND.
Toss a babe overboard,
And beg the blessing of the Lord.

BRAND.
Wirf’s in den Fjord und bete,
Daß Dich die Tat bei Gott vertrete.

MODEREN.
Kræv anden bod; kræv sult og tørst, –
Men ikke det, som tykkes størst!

HIS MOTHER.
Ask something else: ask hunger, thirst,—
But not what all men deem the worst!

DIE MUTTER.
Heisch’ Hunger, Durst, – nur den Verzicht,
Dies größte Opfer fordre nicht!

BRAND.
Går end det største udenom,
al resten mildner ej hans dom.

BRAND.
If just that worst is asked in vain,
No other can His grace obtain.

BRAND.
Bleibt eben dieses größte fort,
So mildert nichts sein Richterwort.

MODEREN.
Jeg lægger sølv i kirkeblok!

HIS MOTHER.
A. money-alms I will present you!

DIE MUTTER.
Ich leg’ in unsern Opferkrug –

BRAND.
Alt?

BRAND.
All?

BRAND.
Alles?

MODEREN.
Søn, er meget ikke nok?

HIS MOTHER.
All! Son, will not m u c li content you?

DIE MUTTER.
Ist viel noch nicht genug?

BRAND.
For dig er intet bodsværk, før,
som Hjob på askens hob, du dør.

BRAND.
Your guilt you never shall put by
Till you, like Job, in ashes die.
[Goes.]

BRAND.
Du tust nicht eher Buße, bis
Dein Herz wie Hiobs nicht zerriß.

MODEREN
(vrider hænderne).
Mit liv forspildt, min sjæl forstødt;
om stakket tid mit gods forødt!
Så hjem og kryste tæt i favn
alt, hvad af mit endnu bær navn!
Mit gods, mit smertens barn, mit gods, –
for dig jeg rev mit bryst tilblods; –
nu hjem og græde som en moer
ved vuggen for sit syge noer. –
Hvi blev min sjæl da født i kød,
når kødets elsk er sjælens død? –
Bliv nær mig, prest! – jeg véd ej nu
hvad sind jeg får i timens gru.
Må alting jeg ilive miste, –
jeg vil dog vente til det sidste.
(går.)

HIS MOTHER.
[Wringing her hands.]
My life destroy’d, my soul denied,
My goods soon scatter’d far and wide!
Home then, and in these fond arms twine
All that I still can say is mine!
My treasure, child in anguish born,
For thee my bleeding breast was torn;—
Home then, and weep as mothers weep
Over their sickly babes asleep.—
Why did my soul in flesh take breath,
If love of flesh is the soul’s death?
Stay near me, priest!-I am not clear
How I shall feel when death is near.
“Naked into the grave descend,”—
I’ll wail, at least, until the end.

DIE MUTTER
(ringt die Hände.)
Mein’ Seel’ verdammt, mein Tag vergeud’t!
Um arme Frist mein Gut verstreut!
Heim denn, und dicht ans Herz gehegt,
Was heut noch meinen Namen trägt.
Mein Gut, mein Schmerzenskind, mein Gut,
Für Dich riß ich die Brust in Blut!
Nun kommt Dein weinend Mütterlein
Und wiegt ihr sterbend Kindlein ein. –
War’s mich im Fleisch zu schaffen not,
Wenn Fleisches Lust der Seele Tod? –
Halt’ nah dich, Pfarrer! Weiß noch nicht,
Wes Sinns ich werd’, wann’s Auge bricht.
Muß ich, noch lebend, alles lassen, –
Will ich doch in Geduld mich fassen.
(Ab.)

BRAND
(ser efter hende).
Ja, din søn skal nær sig holde,
bie på din bodsstunds bud,
varme op din gamle kolde
hånd, så fort den rækkes ud.
(går nedover til Agnes.)
Kvelden blev ej morgnen lig.
Da stod sind og hug til krig;
fjernt jeg hørte slagsang klinge,
vredens sverd jeg vilde svinge,
knuse løgnen, dræbe trolde,
klemme verden mellem skjolde.

BRAND.
[Gazing after her.]
Yes, thy son shall still be near,
Call to him, and he shall hear.
Stretch thy hand, and, cold and perish’d,
At his heart it shall be cherish’d.
[Goes down to AGNES.]
As the Morn not so the Night.
Then my soul was set on fight,
Then I heard the war-drum rattle,
Yearn’d the sword of Wrath to swing,
Lies to trample, Trolls to fling,
Fill the world with clashing battle.

BRAND
(sieht ihr nach.)
Ja, Dein Sohn wird nah sich halten,
Harren, Dich bereu’n zu sehn,
Wärmen Deine alten, kalten
Hände, wenn sie nach ihm flehn.
(Geht hinab zu Agnes.)
Als ich heut hier niederstieg,
Stand mir Herz und Sinn nach Krieg,
Hört’ ich ferner Weisen Wecken,
Sah das Schwert des Zorns mich recken,
Lügen fällen, Trolle schrecken,
Alle Welt zu Boden strecken.

AGNES
(har vendt sig om og ser lyst op til ham).
Morgnen var mod kvelden bleg.
Da jeg vilde løgn og leg,
vilde vinde, vilde skabe,
hvad min vinding var at tabe.

AGNES.
[Has turned round to him, and looks radiantly up.]
By the Night the Morn was pale.
Then I sought the joys that fail;
Sought to triumph by attaining
What in losing I am gaining.

AGNES
(hat sich umgewendet und sieht hellen Auges zu ihm auf.)
Niedrig lag heut früh mein Ziel;
Denn ich wollte Lug und Spiel,
Wollt’ gewinnen, wollt’ vermehren,
Was Gewinn war, zu entbehren.

BRAND.
Stærke drømme, fagre drømme,
kom i flok som vilde svaner,
løfted mig på brede vinger.
Udad så jeg mine baner; –
slægtens, tidens skyldbetvinger
stævned stor på støjens strømme.
Kirkeprocessioners pragt,
hymner, virak, silkefaner,
gyldne skåler, sejersange,
løftnings-jublen fra de mange,
lyste, om mit livsværk lagt. –
Alt lå lokkende og rigt; –
men det hele var et digt,
kun et viddens glimmersyn,
halvt i solblink, halvt i lyn. –
Nu jeg står, hvor gråt det kvælder
længe førend dagen hælder, –
står imellem urd og sund,
udestængt fra verdensvrimlen,
med en strime kun af himlen, –
men jeg står på hjemmets grund.
Sunget er mit søndagsdigt;
af må vingehesten sadles;
men jeg ser et større mål,
end en dyst med ridderstål, –
slidets dagværk, yrkets pligt,
skal til søndagsgerning adles.

BRAND.
Visions stirring, visions splendid
Like a flock of swans descended,
On their spreading wings upbore me,
And I saw my way before me;
Sin-subduer of the Age
Sternly stemming seas that rage.
Church-processions, banners streaming,
Anthems rolling, incense steaming,
Golden goblets, victor-songs,
Rapt applause of surging throngs,
Made a glory where I fought.
All in dazzling hues was wrought;—
Yet it was an empty dream,
A brief mountain-vision, caught
Half in glare and half in gleam.
No w I stand where twilight gray
Long forestalls the ebb of day,
’Twixt the water and the wild,
From the busy world exiled,
Just a strip of heaven’s blue dome
Visible;-but this is H o m e.
Now my Sabbath dream is dark;
To the stall my winged steed;
But I see a higher Mark.
Than to wield the knightly sabre,—
Daily duty, daily labor,
Hallow’d to a Sabbath-deed.

BRAND.
Holde Träume, große Träume
Suchten mich gleich wilden Schwänen,
Hoben mich auf breite Schwingen.
Sah mich rings, in stolzem Wähnen,
Schuld und Leid der Zeit bezwingen,
In der Faust des Weltlaufs Zäume.
Frommer Prozessionen Pracht,
Hymnen, Weihrauch, Festgepränge,
Goldne Schalen, Preisgesänge,
Zuruf jubelnder Gedränge
Sah ich meinem Werk gebracht.
Alles lud so lockend ein, –
Doch das Ganze war ein Traum
Wie halb Blitz, halb Sonnenschein
Über ferner Lande Saum.
Jetzo steh’ ich, wo es grauet,
Lang’ bevor der Tag verblauet,
Zwischen Hochgebirg’ und Sund,
Abgesperrt vom Weltgewimmel,
Nur mit einem Streiflein Himmel, –
Doch ich steh’ auf Heimatsgrund.
Scheide, festliches Gedicht!
Laß mich, Flügelroß, zur Erden!
Mich erharrt ein höher Ziel
Denn Turnier und Ritterspiel, –
Tag- um Tagwerk, Pflicht um Pflicht
Soll hier Fest und Feier werden!

AGNES.
Og hin Gud, som skulde falde?

AGNES.
And that God, who was to fall?

AGNES.
Und der Gott, der fallen sollte?

BRAND.
Han skal falde ligefuldt, –
men i løndom, dulgt og skjult,
ikke åbenlyst for alle.
Grant jeg ser, at fejl jeg tolked
frelsens helsebod for folket.
Ingen bramfuld storværkshandling
løfter slægten til forvandling;
vækkelsen af rige evner
bøder ej dens sjælerevner.
Det er viljen, som det gælder!
Viljen frigør eller fælder,
viljen, hel, i alt det spredte,
i det tunge som det lette. –
(vender sig indover mod bygden, hvor aftenskyggerne begynder at falde.)
Kom da, mænd, som vandrer sløve
i min hjembygds lukte dale; –
sjæl mod sjæl i tomandstale
vil vort lutringsværk vi prøve,
halvhed fælde, løgnen døve,
vække viljens unge løve!
Hånd om hakken, som om sverdet,
enes kan med mandeværdet;
ét er målet, – det at blive
tavler, hvorpå Gud kan skrive.
(Han vil gå. Ejnar møder ham.)

BRAND.
He shall, none the less, be fell’d,—
But in secret, unbeheld,
Not before the eyes of all.
Now I see, I judged astray
Where the Folk’s salvation lay.
Not by high heroic charges
Can you make the People whole;
That which faculty enlarges
Does not heal the fissured soul.
It is Will alone that matters,
Will alone that mars or makes,
Will, that no distraction scatters,
And that no resistance breaks.—
[Turns towards the hamlet, where the shades of night are beginning to fall.]
Come then, Men, who downcast roam
The pent valley of my home;—
Close conversing we will try
Our own souls to purify,
Slackness curb and falsehood kill,
Rouse the lion’s cub of Will!
Manly, as the hands that smite,
Are the bands that hold the hoe;
There’s o n c end for all,-to grow
Tablets whereon God may write.
[He is going. EINAR confronts hint.]

BRAND.
Wird im stillen nun gefällt, –
Nicht mehr laut vor aller Welt,
Wie’s am Morgen ich noch wollte.
Klar erblick’ ich, daß ich fehlte,
Als ich jenen Heilsweg wählte.
Keines Helden lärmvoll Handeln
Wird dies Zwerggeschlecht verwandeln,
Kein Entfalten reicher Kräfte
Bessern seine kranken Säfte.
Wille, Willen ist von nöten!
Der wird retten oder töten.
Wille, ganz, in allen Dingen,
Im Erhabnen, im Geringen.
(Wendet sich nach der Seite des Dorfes zu, über das bereits die ersten Abendschatten fallen.)
Kommt denn, die Ihr Eure Stecken
Heimwärts setztet, müde Männer!
Uns-Vertrauer, uns-Erkenner,
Woll’n wir brünstig uns erneuen,
Lug und Halbheit niederstrecken,
Wecken unsres Willens Leuen.
Hand am Karst, wie Hand am Schwert
Eint sich leicht mit Manneswert!
Eins ist not: daß wir auf Erden
Tafeln Seines Griffels werden.
(Er will gehen. EJNAR kommt ihm entgegen.)

EJNAR.
Stands og giv mig, hvad du tog!

EINAR.
Stand, and what you took restore!

EJNAR.
Gib mir, was Du nahmst, zurück!

BRAND.
Er det hende? Der hun sidder.

BRAND.
Is it she? You see her there.

BRAND.
Agnes? Wolle selbst sie fragen!

EJNAR
(til Agnes).
Vælg imellem lyse vidder
og den skumle sorgens krog!

EINAR.
[To AGNES.]
Choose between the sunny shore
And this savage den of care.

EJNAR
(zu Agnes.)
Wähle zwischen lichten Tagen
Und der Felsschlucht Kerkerglück!

AGNES.
Jeg har intet valg at gøre.

AGNES.
There I have no choice to make.

AGNES.
Geh! Ich habe nichts zu wählen.

EJNAR.
Agnes, Agnes, lån mig øre!
Kom ihug den gamle lære:
let at løftes, tungt at bære.

EINAR.
Agnes, Agnes, hear me yet!
The old saying you forget,
Light to lift and hard to bear.

EJNAR.
Agnes, muß ich Dir erzählen,
Was die alten Lehren sagen:
Leicht gehoben, schwer getragen!

AGNES.
Gå med Gud, du fagre frister;
jeg skal bære til det brister.

AGNES.
Go with God, thou tempter fair;
I shall bear until I break.

AGNES.
All Dein Locken ist verschwendet.
Ich will tragen, bis es endet.

EJNAR.
Tænk på alle dine kære!

EINAR.
For thy mother’s, sisters’ sake!

EJNAR.
Denk an Deiner Lieben Klagen!

AGNES.
Hils til syskend, hils til moer;
brev jeg skikker, får jeg ord.

AGNES.
Bring my greetings to my Home;
I will write-if words should come.

AGNES.
Grüss’ sie! Wird die Seele ruhn,
Klär’ ich ihnen selbst mein Tun.

EJNAR.
Ude på de blanke vande
skær de hvide sejl fra strand; –
længsler lig på drømfyldt pande,
høje, perlestænkte stavne,
jager, flygter, for at havne
fjernt ved et forgættet land!

EINAR.
Over ocean’s gleaming breast
White sails hurry from the strand;—
Like the sighs of dreaming brows,
Lofty, diamond-beaded prows
Speed them to their haven-rest
In a far-off vision’d land.

EJNAR.
Draußen auf der Flut, der blanken,
Eilen Segel weiß vom Strand;
Ziehn wie sehnende Gedanken
Hohe Bord’, in Schaumgewanden,
Jagen, fliehn dahin, zu landen
Fern in einem Zauberland!

AGNES.
Sejl i vester eller øster; –
tænk på mig som en begravet.

AGNES.
Sail to westward, sail to east;—
Think of me as one deceased.

AGNES.
Laß Du nur den Wimpel steigen;
Denk, daß ich begraben wär’.

EJNAR.
Agnes, følg mig som en søster!

EINAR.
As a sister come with me.

EJNAR.
So sei schwesterlich mein eigen!

AGNES
(ryster på hovedet).
Mellem os er verdenshavet.

AGNES.
[Shaking her head.]
’Twixt us rolls a boundless sea.

AGNES
(schüttelt den Kopf.)
Uns zwei trennt ein Weltenmeer.

EJNAR.
O, så hjem da til din moer!

EINAR.
O, then homeward to thy mother!

EJNAR.
O, dann heim zum Mutterherzen!

AGNES
(stille).
Ej fra lærer, ven og broer.

AGNES.
[Softly.]
Not from Master, Friend, and Brother.

AGNES
(leise.)
Lehrer, Bruder, Freund verscherzen?

BRAND
(kommer et skridt nærmere).
Unge kvinde, vogt dig vel.
Klemt imellem fjeld og fjeld,
skygget om af tag og tinde,
stængt i revnens halvnat inde,
skal mit liv fra nu af rinde
som en stur Oktoberkveld.

BRAND.
[Coming a step nearer.]
Youthful maiden, weigh it well.
In this mountain-prison pent,
Oversoar’d by crag and fell,
In this dim and yawning rent,
Life henceforward shall be gray
As an ebbing autumn-day.

BRAND
(kommt einen Schritt näher.)
Junges Weib, bedenk Dich fein.
Zwischen Stein und aber Stein,
Unter kahlen Felsenzinnen,
In der Halbnacht ewigem Spinnen
Wird mein Tag fortan hier innen
Wie ein düstrer Herbsttag sein.

AGNES.
Mørket skræmmer ikke længer;
stjernen gennem skyen trænger.

AGNES.
Gloom appals no more; afar
Through the cloud-wrack gleams a star.

AGNES.
Daß sich Dunkel tragen lerne,
Brechen durchs Gewölk die Sterne.

BRAND.
Husk, at jeg er streng i kravet,
fordrer intet eller alt;
hvis på vejen fra du faldt,
var dit liv som slængt i havet.
Ingen prutningsmon i nøden,
ingen eftergivt i brøden; –
strækker ikke livet til,
må du villigt gå i døden!

BRAND.
Know, that I am stern to crave,
All or Not hing I will have;
If that call you disobey,
You have flung your life away.
No abatement in distress,
And for sin no tenderness,—
If life’s service God refuse,
Life you ’joyfully must lose.

BRAND.
Wisse, daß ich viel begehre,
Alles fordre oder nichts;
Wichest Du vom Weg des Lichts,
Wärst Du wie ein Wrack im Meere.
Hoffe nichts mir abzudingen,
Keine Nachsicht abzuringen; –
Trägt Dich’s Leben nicht zum Ziel,
Mußt Du’s stumm zum Opfer bringen!

EJNAR.
Flygt fra dette vilde spil!
Slip den mørke lovens mand;
lev det liv, du véd, du kan!

EINAR.
Fly this wild insensate play!
Spurn the sullen Doomer’s sway;
Live the life you know you may!

EJNAR.
Fliehe dieses wilde Spiel!
Laß der finstren Dogmen Mann.
Leb’, wie Dein Gefühl es kann!

BRAND.
Vælg; – du står på vejens skille.
(går.)

BRAND.
At the crossway standst thou:-choose.
[Goes.]

BRAND.
Wähle; – heilig sei Dein Wille!
(Ab.)

EJNAR.
Vælg imellem storm og stille!
Valget mellem gå og bliv
valg er mellem fryd og sorgen,
valg imellem nat og morgen,
valg imellem død og liv!

EINAR.
Choose the stillness or the strife!
For the choice to g o or stay
Is a choice of calm or fray,
Is a choice of Night or Day,
Is a choice of Death or Life!

EJNAR.
Wähle zwischen Sturm und Stille!
Wenn Du jetzt Dich wirst erheben,
Wählst Du zwischen Glück und Sorgen,
Wählst Du zwischen Nacht und Morgen,
Wählst Du zwischen Tod und Leben!

AGNES
(rejser sig og siger langsomt):
Ind i natten. Gennem døden. –
Bagom dæmrer morgenrøden.
(Hun følger efter, hvor Brand gik. Ejnar ser en stund som fortabt efter hende, bøjer hovedet og går udover mod fjorden igen.)

AGNES.
[Rises, and then says slowly:]
On through Death. On into Night.—
Dawn beyond glows rosy-bright.
[She follows, where BRAND has gone. EINAR gazes a moment in bewilderment after her, then bows his head, and goes back to the fjord.]

AGNES
(steht auf und sagt langsam:)
In die Nacht denn. Durch den Tod. –
Fernher dämmert Morgenrot.
(Sie folgt Brand auf seinem Wege. Ejnar blickt ihr eine Weile wie verloren nach, dann beugt er das Haupt und geht in der Richtung nach dem äußeren Fjord zu wieder ab.)

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=a82a2be2-a8c6-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display