Bibliotheca Polyglotta

Brand

Complete text

BRAND.
Pige, vildt din tanke går;
her du ser jeg for dig står.

BRAND.
Girl, your thoughts are all adrift;
See, I stand before you.

BRAND.
Kind, was reimst und träumst Du da!
Steh’ ich denn nicht vor Dir?

GERD.
Du? Ja du, men ikke presten!
Ned fra Svartetind min høg
rap bortover lien strøg;
bidslet, sadlet, vild og vred
hvæste han i mørknings-blæsten,
og en mand på ryggen red, –
det var presten, det var presten!
Nu står bygdens kirke tom,
stængt med både lås og bom;
Styggekirkens tid er omme;
nu skal min til ære komme.
Der står presten, stærk og stor,
i sit hvide messeklæde,
vævt af vintrens dryp og væde; –
vil du være med, så kom;
bygdens kirke står jo tom;
presten min har slige ord,
at det runger over jord!

GERD.
You?
Ay, but not the parson! Swift
From the peak my falcon flew,
Fiercely down the fells he hied him,
He was bitted and saddled too,
Through the nightfall blast he hiss’d,
And a man was set astride him,
’Twas the parson, ’twas the priest!
Now the valley church is bare,
Lock and bar are bolted there;
Ugly-church’s day is past;
Mine shall get its due at last.
There the priest stands, tall and strong;
Snowy surplice swathes his flank,
Woven of winter’s drip and dank,
If you’d see him, come along;
Parish-church is bare and blank;
M y priest has so brave a song,
That the whole earth rings to hear it.

GERD.
Ja –
Du! Du wohl, doch nicht der Pfarrer!
Jäh herab vom Schwarzen Horn
Schoß mein Habicht. Wild von Sporn,
Zaum und Sattelzeug durchschnitt
Er den Dust, der Nachtdurchstarrer,
Und der Mann, der auf ihm ritt, –
Sieh, das war, das war der Pfarrer!
Leer steht jetzt der Dorfkirch’ Raum,
Vorgelegt ist Schloß und Baum;
Ihre Zeit wird nimmer kehren;
Jetzt kommt meine Kirch’ zu Ehren,
Wo mein Pfarrer Predigt hält,
Hoch im weißen Meßgewand,
Wie’s ihm webte Winters Hand; –
Willst Du ’n hör’n, komm hinterher;
Eure Dorfkirch’ steht ja leer;
Wenn er seinen Text bestellt,
Schallt es über die ganze Welt!

BRAND.
Brudte sjæl, hvo bød dig fange
vildsomt mig med afguds-sange!

BRAND.
Who has bidden thee, shatter’d spirit,
Lure me with this idol-lay?

BRAND.
Wer hieß, Arme, Dich, mit irren
Götzenfabeln mich verwirren?

GERD
(kommer indenfor havegrinden).
Afgud? Hvad er det for noget?
Afgud? Å, jeg véd det godt;
stundom stort og stundom småt;
altid gyldent, altid broget.
Afgud! Hør du; ser du hende?
Kan du under klædet kende
barnehænder, barneben?
Kan du se, hvor fint og broget
Svøbet folder sig om noget,
der er ligt et barn, som sover?
Ræd hun viger, – dækker over!
Afgud? Mand, der ser du én!

GERD.
[Coming into the garden.]
Idols, idols? What are they?
Oho! That is what you mean:
Giant or pigmy, large or lean,
Always gilded, always gay.
Idols! Look you where she stands!
See you ’neath her mantle stray
Baby-feet and baby-hands?
See you how those robes are gay,
That close-folded something keep
Like a little child asleep?
Back she shudders! Hides her son!
Idols?-Man, I show you one!

GERD
(kommt durch die Gartentür herein.)
Was sind das für Narreteiden:
Götzen? Ei, was wird das sein?
Einmal groß und einmal klein,
Immer gülden, bunt und seiden.
Götzen!? Hörst Du, siehst Du sie?
Regt sich’s nicht im Tuche hie
Wie von Kinderhänd’ und –beinen?
Diese Windel, fein und seiden, –
Sag’, was mag sie wunders kleiden?
Wohl ein Kind in Schlummerruh’?
Da erschrickt sie, – deckt es zu!
Götzen? Mann, da siehst Du einen!

AGNES
(til Brand).
Har du tårer, har du bønner?
Ud har rædslen mine brændt!

AGNES.
Have you tears, Brand? Can you pray?
Terror scorches mine away!

AGNES
(zu Brand.)
Hast Du Bitten, hast Du Tränen?
Mich hat Grausen ausgebrannt.

BRAND.
Agnes, hustru, – ve jeg skønner,
hende har en større sendt!

BRAND.
Woe’s me, Agnes-I forbode
In her words the voice of God.

BRAND.
Weh! Dies Wesen, möcht’ ich wähnen,
Hat ein Höherer gesandt!

GERD.
Hør; nu ringer alle klokker
sammen på den vilde hej!
Se, hvad menighed der flokker
sig til færd på kirkevej!
Kan du se de tusend trolde,
bygdens prest har sænkt i havet?
Kan du se de tusend dverge?
Indtil nu de lå begravet
med hans segl som gravbrudds-værge.
Hav og grav dem kan ej holde;
frem de myldrer, våde, kolde; –
skindødt troldbarn ser jeg grine,
vælte af sig bergskreds-blokken.
Hør, de skriger: moer og faer!
Mænd og kvinder giver svar;
bygdens mand går mellem sine,
som en faer i sønneflokken;
bygdens kvinde taer sin døde,
rækker ham sit bryst til føde; –
aldrig før så stout hun knejste,
når hun barn til dåben bar.
Her blev liv, da presten rejste!

GERD.
Hark; now all the bells are loud,
Clanging down the savage fells!
See, what moving masses crowd
Upwards to those bidding bells!
See the thousand trolls uprisen
From the ocean-caves, their prison;
See the thousand dwarfs up-leaping
From the graves where they were sleeping
With the priest’s seal on them set:
Grave and ocean cannot bind them,
Out they’re swarming, chill and wet;—
Troll-babes that but shammed to die,
Grinning roll the rocks behind them:
“Mother, father!” hark, they cry;
Goodman, Goodwife, make reply;
Then, as fathers among sons,
Move among their buried ones;
Women lay their risen dead
At their bosoms to be fed,
Strutted scarce with prouder front
When they bore them to the font.
Life begins! The parson’s fled!

GERD.
Horch! jetzt läuten all die Glocken
Droben auf dem wilden Grat!
Sieh, wen sie zum Kirchgang locken,
Welche Spukgemeinde naht!
Tausend Zwerg- und Trollgestalten,
Die der Pfarr ins Meer geknechtet,
Brachen ihrer Grüfte Riegel:
Nimmer lassen sie, geächtet
Unter seines Fluches Siegel,
Sich von See und Sarg mehr halten;
Wimmelnd nahn die nassen, kalten; –
Kinder, scheintot, sieh, mit Greinen
Berglawinenschutt entstreben.
Vater! Mutter! schreit’s im Chor;
Männer, Weiber stürzen vor;
Dörfler wandert mit den Seinen,
Wie ein Vater, söhn’-umgeben,
Dörflerin hat ihrem toten
Kind die Mutterbrust geboten;
War sie je so strack zu sehn,
Wann sie mußt’ zur Kindstauf’ gehn?
Da der Pfarr geflohn, ward Leben!

BRAND.
Vig ifra mig! Fast jeg ser
værre syner –

BRAND.
Get thee from me! Direr still
Grows the vision

BRAND.
Weich von mir! Fast zeugt die Nacht
Schlimmern Spuk noch –

GERD.
Hør! Han ler,
han, som sidder langsmed vejen,
der den svinger op mod hejen;
ind han skriver i sin bog
hver en sjæl, som opad drog; –
hej, han har dem alle næsten;
bygdens kirke står jo tom,
stængt med både lås og bom, –
og på høgens ryg fløj presten!
(springer over havegærdet og taber sig i urden. Stilhed.)

GERD.
Hark, he’s mocking!
He that sits by yon way-border,
Where it rears to scale the hill,
All their names as they go flocking
In his book he writes in order;—
Ho! he’s wellnigh all the pack;
For the parish-church is bare,
Lock and bar are bolted there,—
And parson’s off on falcon-back!
[Leaps over the garden fence and is lost in the moraine. Stillness.]

GERD.
Horch! Er lacht,
Er, der längs des Weges sitzt,
Wo er auf zur Höhe flitzt;
Treulich bucht er Seel’ um Seele
Aus des Tals verlaßner Kehle; –
Hei, er zählt nicht viele Lücken;
Leer ist ja der Dorfkirch’ Raum,
Zugesperrt mit Schloß und Baum, –
Fort der Pfarr auf Habichts Rücken!
(Springt über den Gartenzaun und verliert sich in den Felsen. Stille.)

AGNES
(nærmer sig og siger dæmpet):
Lad os gå; nu er det tid.

AGNES.
[Approaches, and says in a low voice.]
Late we linger: let us go.

AGNES
(nähert sich Brand und sagt mit gedämpfter Stimme:)
Es ist Zeit; wir wollen gehn.

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=a8a7e9c4-a8c6-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display