EJNAR.
Jeg var forført
af hovmod, tro på egen styrke.
De guder, verden plejer dyrke,
talentet, som jeg sagdes eje,
min sangerrøst var lutter farer,
som drog mig ind i Satans snarer.
Men Gud ske lov; han var mig god;
sit svage får han ej forlod;
han tog sig af mig, da det galdt.
EINAR.
I was led astray
By pride, in my own strength secure.
The idols the world holds divine,
The talent I was told was mine,
My singer’s voice, were all malign
Seductions unto Satan’s lure.
But God (I praise Him) for me wrought,
Left not His erring sheep unsought,
He hclp’d me in my hour of need.
EJNAR.
Lang’ war ich Beute
Von Hochmut, Trotz auf eigne Stärke.
Die Welt und ihre eitlen Werke,
Die Kunst, die man an mir gerühmt,
Mein Singsang waren lauter Schlingen,
In Satans Frondienst mich zu bringen.
Doch Gott behielt mich im Gesicht;
Sein schwaches Schaf verließ er nicht;
Er half mir fort zum rechten Ziel.
