BRAND.
Nej, der nævnte du just bristen, –
bristen for os begge to,
bristen for det spredte hele!
Troen ejes kun af sjæle;
peg på én, som er en sjæl!
Peg på én, som ej har kastet
bort sin egen bedste del,
der han famled, der han hasted!
Gennem lystens spræl og sparken,
under gøgler-pibers lyd,
sløves I for livets fryd;
først, som udbrændt, sjæle-knarken
træder dansen foran arken!
Er af krøbling og af tåbe
bægret tømt til sidste dråbe, –
hej, da er det tid at håbe,
tid i bøn og bod at råbe.
Først I præget af jer slider,
lever jer til tobens-dyr, –
så til nådens port I tyr,
søger Gud – som invalider!
Derfor må hans rige ramle.
Hvad skal han med sjæle gamle
rundtom sine fødders skamle?
Har han ikke sagt det højt, –
kun med blodets friske sprøjt
gennem alle sindets årer
han dig til sin arving kårer.
Kun som barn du riget vinder?
did får ingen ind sig lirke.
Kom da, både mænd og kvinder, –
mød med friske barnekinder
frem i livets store kirke!
BRAND.
Ay, thou nam’st the flaw whereby
Both the throng, and thou and I,
Are beset! To souls alone
Faith is possible,-show me o n e!
Show me one that his best treasure
Has not inly flung to waste
In his fumbling, or his haste!
First, the reeling plunge for pleasure
To the tabor’s juggling strain
Till the zest of pleasure’s slain;
Then, soul-ruins, eharr’d and stark,
Turn to dance before the Ark!
When the cup’s last liquor slips
Through the brain-worn cripple’s lips,
Ho! ’tis time to pray and mend,
Sure of pardon in the end.
First God’s image you outwear,
Live the beast within you bare,
Then to Mercy cry your needs,
Seeking God-as invalids!
So. His Kingdom’s overthrown.
What should He with souls effete
Grovelling at His mercy-seat?
Said He not that then alone
When your lifeblood pulses tense
Through all veins of soul and sense,
Ye His kingdom shall inherit?
Children ye must be to share it;
No man hobbles through its gate.
Come then, ye whose cheek is rife
With the bloom of childhood yet
To the greater Church of Life!
BRAND.
Brav! Da lehrst Du selbst den Tauben
Unsern unheilbaren Zwist,
Und woran’s am meisten fehle.
Denn kein Glauben ohne Seele.
Und nun sag’, wer eine ist,
Wer die Blume, die ihn würzte,
Nicht seit jenem Tag vermißt,
Da er taumelnd vorwärts stürzte.
Lustbetört, auf wüstem Pfade,
Jedes Rattenfängers Raub,
Macht Ihr Euch dem Leben taub;
Ausgebrannt erst, dürres Laub,
Tanzt Ihr vor die Bundeslade.
Haben Krüppel dann und Tröpfe
Ausgeschmeckt die letzten Töpfe, –
Hei, dann ist es Zeit, zu beten,
Zeit, den Heilsweg anzutreten.
In nichts mehr vom Tier verschieden,
Da sich jed Gepräg’ verlor,
Pocht Ihr an der Gnade Tor,
Sucht Ihr Gott, – als Invaliden!
Darum muß sein Reich vereisen.
Kann er wohl mit Seelengreisen
Seines Zepters Macht erweisen?
Heißt es nicht: Als Kind allein,
Wenn des Blutes Wellen rein
Noch und kräftig in dir kreisen,
Taugst du ihm zum Himmelserben,
Wirst du einst das Reich erwerben?
Alles Markten ist vergebens.
Kommt mit frischen Kinderwangen,
Männer, Weiber, denn gegangen
In den großen Dom des Lebens!
