You are here: BP HOME > MI > Brand > fulltext
Brand

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Click to Expand/Collapse OptionACT IV
Click to Expand/Collapse OptionACT V
KLOKKEREN.
Af konen med! 
THE SEXTON.
His wife as well! 
DER KÜSTER.
Sein Weib auch! 
KVINDER.
Tvi, tvi, det skarn! 
WOMEN.
O heartless brute! 
WEIBER.
Pfui, so ein Vertrackter! 
PROVSTEN.
Slet søn, slet faer, slet ægtemand! –
mon værre kristen gives kan! 
THE DEAN.
Bad spouse, bad father, and bad son,—
Worse Christian surely there is none! 
DER PROBST.
Ein schlechter Vater, Mann und Sohn!
Spricht das nicht aller Lehre Hohn? 
MANGE STEMMER.
Vor gamle kirke rev han ned! 
MANY VOICES.
Our ancient Church he overthrew! 
VIELE STIMMEN.
Er riß uns unsre Kirche ein! 
ANDRE.
I baglås han den nye vred! 
OTHERS.
And shot the bolt upon the new! 
ANDERE.
Er sperrt die neue, als zu klein. 
ATTER ANDRE.
Han slang os på en havsnøds-planke! 
OTHERS AGAIN.
He wreck’d us in a roaring stream! 
WIEDER ANDERE.
Er warf uns auf ’ne Plank im Sturm! 
FOGDEN.
Han stjal min dårekiste-tanke! 
THE MAYOR.
He pilfer’d my Asylum-scheme! 
DER VOGT.
Er stahl mir meinen Narrenturm. 
BRAND.
Jeg mærket ser på hvermands pande.
Jeg ser, hvor denne slægt vil lande. 
BRAND.
On every branded brow I see
This generation’s destiny. 
BRAND.
Ich seh’ das Mal auf Eurer Stirn,
Ihr folgt mir über keinen Firn. 
HELE FLOKKEN
(brølende).
Hej, hør ham ej! Af bygden driv
den helvedbrand med sten og kniv!
(Brand drives med stenkast indover i ødemarkerne. Forfølgerne vender efterhånden tilbage.) 
THE WHOLE THRONG.
[Roaring.]
Hoo, never heed him! Stone and knife!
Send the fiend flying for his life!
[BRAND is driven with stones out into the wild. His pursuers then return.] 
DER GANZE HAUFE
(brüllend.)
Mag er allein von dannen ziehn!
Auf, auf, und steinigt, steinigt ihn!
(Brand wird mit Steinwürfen die Felseneinöde hinaufgetrieben. Nach und nach kehren die Verfolger zurück.) 
PROVSTEN.
O, mine børn! O, mine får!
Nu vender I til hjemmets arne;
lad anger eders øjne klarne,
og I skal se at godt det går.
Vi véd, Vorherre er så god;
han kræver ej uskyldigt blod; –
og vor regering er tillige
så mild, som knapt i noget rige;
og øvrigheden, amtmand, foged,
vil ikke gøre jer det broget,
og selv jeg er så kærlig, som
vor tids humane kristendom; –
jer overmænd vil allesammen
med eder bo i fred og gammen. 
THE DEAN.
O my beloved! O my sheep!
Back to your homes and hearths once more;
Your eyes in true repentance steep,
And see what blessings are in store.
God in His mercy is so good,
He asketh not the guiltless blood;—
And our authorities as well
Are singularly placable;
Mayor, magistrate, and sheriff too,
Will not be over hard on you;
And for myself, that large humanity
That marks our modern Christianity
Is mine; your rulers will descend
And dwell with you, as friend with friend. 
DER PROBST.
O, meine Kinder, meine Lämmer!
So kehrt Ihr einig denn zurück
In Eurer Hütten traulich Dämmer;
O, glaubt, es dient zu Eurem Glück.
Der liebe Gott ist ja so gut,
Er fordert kein unschuldig Blut;
Und die Regierung ist desgleichen
So mild, wie kaum in andern Reichen;
Und Eure Obrigkeit – vor allen
Der Vogt – wird Euch nicht lästig fallen;
Und ich such’ in nichts anderm Ruhm
Als in humanem Christentum; –
Wir Obern haben nur ein Streben:
In Fried’ und Freud’ mit Euch zu leben. 
FOGDEN.
Men hvis her findes nogen brist,
så må den heles, det er visst.
Når først vi kommer lidt til ro,
så vælger vi en kommission,
som prøve skal i hvilket mon
der bødes kan på lys og tro.
Den bør bestå af nogle prester,
som jeg og provsten kalder til, –
desuden, dersom så I vil,
af klokker og af skolemester
samt andre mænd af folkets kreds,
så I kan slå jer trygt tilfreds. 
THE MAYOR.
But should abuses be detected,
They must, past question, be corrected.
When we’ve a little time to move,
I’ll have appointed a commission,
To seek how best we may improve
Your intellectual condition.
Some clergymen it should include
Such as the Dean and I think good,—
And furthermore, if you prefer,
The Sexton and the Schoolmaster,
With others of a humbler sort,—
You’ll all be satisfied, in short. 
DER VOGT.
Doch find’t sich wo ein fauler Fleck,
Das ist gewiß, so muß er weg.
Sind wir erst über diesen Tag,
So wähl’n wir eine Kommission,
Die, inwieweit die Religion
Schadhaft geworden, prüfen mag.
Sie mag aus Geistlichen bestehn,
Die Propst und ich dazu ersehn, –
Sowie, beruhigt das die Geister,
Aus Küster und aus Dorfschulmeister,
Samt wem Ihr sonst Vertrauen gönnt,
So daß Ihr ohne Sorg’ sein könnt. 
PROVSTEN.
Ja, vi skal lette al jer byrde,
som I den gamle sjælehyrde
idag har lettet for hans angst.
Den tanke gøre hvermand stærk,
at her er hændt et underværk.
Farvel; god lykke til jer fangst! 
THE DEAN.
Yes, we’ll relieve your burdens all,
As ye this day have brought relief
To your old shepherd in his grief.
Let each find comfort in the thought
That here a miracle was wrought.
Farewell! Good fortune to vour haul! 
DER PROBST.
Dank Euch, im Herrn geliebte Brüder,
Daß Eurem alten Seelenhüter
Doch noch ein Ton entgegenklang.
Das stähl’ Euch auf dem neuen Pfad,
Daß Gott ein Wunder für Euch tat!
Lebt wohl! Viel Glück zu Eurem Fang! 
KLOKKEREN.
Ak, det er folk med kristen mildhed! 
THE SEXTON.
Ah, there’s true charity, if you will! 
DER KÜSTER.
Ja, das sind wahre Christenseelen! 
SKOLEMESTEREN.
De går sin gang i bramfri stilhed. 
THE SCHOOLMASTER.
So meek and unassuming still. 
DER SCHULMEISTER.
Die können mehr als bloß krakehlen. 
KVINDER.
De er så snilde og så pene! 
WOMEN.
So kindly, and so nice! 
WEIBER.
Die sind so freundlich und so fein! 
ANDRE.
Så rigtig folkelig gemene! 
OTHER WOMEN.
And then
Such condescending gentlemen! 
ANDERE.
So richtig mit dem Volk gemein! 
KLOKKEREN.
De kræver ikke ulivssår. 
THE SEXTON.
They don’t demand the martyr’s throe. 
DER KÜSTER.
Die können uns nicht bloß zertreten. 
SKOLEMESTEREN.
De folk véd mer end Fadervor?
(Flokken drager nedover.) 
THE SCHOOLMASTER.
The Lord’s Prayer is not all they know.
[The throng passes on downwards.] 
DER SCHULMEISTER.
Und mehr, als Vaterunser beten.
(Die Schar zieht den Berg hinab.) 
PROVSTEN
(til fogden).
Ak, dette vil forbedre tonen.
Nu er i alt et omslag nær;
thi, Gud ske lov, der noget er,
som bærer navn af reaktionen. 
THE DEAN.
[To the Mayor.]
Ah, that has taken. It is plain
A great revulsion is in train;
For, by God’s blessed benefaction,
There is a thing men call Reaction. 
DER PROBST
(zum Vogt.)
Paßt auf, wie dies uns Frucht und Lohn trägt!
Jetzt steigt im Hui das Wetterglas;
Denn, Gott sei Dank, es gibt etwas,
Das die Bezeichnung "Reaktion" trägt. 
FOGDEN.
Mit værk det var, at alt spektakel
blev kvalt i selve fødselstimen. 
THE MAYOR.
’Twas m y achievement, to control
The infant riot ere it grew. 
DER VOGT.
Das war mein Werk, daß der Spektakel
Sich, kaum erregt, auch schon zerschlug. 
PROVSTEN.
Ak, mest vi skylder hint mirakel – 
THE DEAN.
Ah, to the miracle most was due. 
DER PROBST.
Das meiste tat wohl das Mirakel – 
FOGDEN.
Hvad for mirakel? 
THE MAYOR.
What miracle? 
DER VOGT.
Mirakel? 
PROVSTEN.
Fiskestimen. 
THE DEAN.
The herring-shoal! 
DER PROBST.
Nun, der Heringszug. 
FOGDEN
(blæser).
Det var en løgn naturligvis! 
THE MAYOR.
[Whistling.]
That was, I need not say, a lie. 
DER VOGT
(pustet.)
Das war natürlich Lüge! 
PROVSTEN.
Ja så? En løgn? 
THE DEAN.
Really, a lie? 
DER PROBST.
So? 
FOGDEN.
Jeg gav til pris,
hvad vrøvl mig først i munden faldt; –
kan sligt vel lastes, hvor det galdt
så vigtig sag? 
THE MAYOR.
I just let loose
At the first fancy that came by;
Is it a sin such means to use
In such a cause? 
DER VOGT.
Was wollt’ ich machen; ich war froh,
Daß mir just dies vom Munde fuhr; –
Man könnt’s wohl tadeln, hätte nicht
Die Lage – 
PROVSTEN.
Nej, Gud bevares;
i nødsfald kan det godt forsvares. 
THE DEAN.
God bless me, no
Need is an adequate excuse. 
DER PROBST. Da ist nichts zu rechten;
Im Notfall läßt sich’s wohl verfechten. 
FOGDEN.
Og desforuden, om et døgn,
når folket atter får sig sundet,
hvad gør det da, om sejr blev vundet
i kraft af sandhed eller løgn? 
THE MAYOR.
And then, to-morrow, when the glow
Of agitation’s dead, or dying,
What will it matter if the end
Was gain’d by telling truth, or lying? 
DER VOGT.
Und streckt dann, eh’ ein Tag verstreicht,
Sich alles wieder nach der Decke, –
Was tut’s da, ob wir unsre Zwecke
Durch Wahrheit oder Trug erreicht? 
PROVSTEN.
Ven, jeg er ingen rigorist.
(ser indover i ødemarken.)
Men er det ikke Brand, som hist
sig slæber frem? 
THE DEAN.
I am no formalist, my friend.
[Looks up into the wild.]
But is’t not Brand that yonder drags
His slow course upward? 
DER PROBST.
Mein Freund, ich bin kein Rigorist.
(Blickt in die Felseinöde hinauf.)
Ist das nicht Brand, der dort so trist
Sich hinschleppt? 
FOGDEN.
Jo, ganske visst!
En enlig kriger på sit tog! 
THE MAYOR.
Ay, you’re right!
A lonely warrior off to fight! 
DER VOGT.
Freilich! Ob er’s ist!
Ein einsamer Ritter auf seiner Fahrt! 
PROVSTEN.
Nej; vent; én til jeg øjner dog –
langt bag ham! 
THE DEAN.
Nay, there’s another too-that lags
Far in the rear! 
DER PROBST.
Nicht ganz; ein Knappe, scheint’s, bewahrt
Ihm Treue noch – 
FOGDEN.
Hvad; – det er jo Gerd!
Det følgeskab er karlen værd. 
THE MAYOR.
Why;-that is Gerd;
The herdsman’s worthy of the herd. 
DER VOGT.
Herrje, die Gerd!
Die beiden sind einander wert. 
PROVSTEN
(lystig).
Når stillet er hans offerdrift,
ham sættes bør slig mindeskrift:
her hviler Brand; hans sejr blev skral;
én sjæl han vandt, – og hun var gal! 
THE DEAN.
[Facetiously.]
When he has still’d his losing whim,
This is the epitaph for him:
“Here hall Brand; his tale’s a sad one;
O n e soul he saved,-and that a mad one!” 
DER PROBST
(munter.)
Wenn einst sein Opferdurst geletzt,
Sei dies als Grabschrift ihm gesetzt:
Hier ruhet Brand, sein Tun ward wirr!
Sein Lohn ein Mensch, – und der war irr! 
FOGDEN
(med fingeren på næsen).
Men når jeg ret mig tænker om,
det dog mig forekommer, som
lidt inhuman var folkets dom. 
THE MAYOR.
[With his finger to his nose.]
But, on reflection, I have some
Misgivings that the folk’s decree
A little lack’cl humanity. 
DER VOGT
(den Finger an der Nase.)
Zwar wenn man’s recht bedenkt, so sehn wir:
Es richtete – im besten Wahn –
Das Volk doch etwas inhuman. 
PROVSTEN
(trækker på skuldrene).
Vox populi vox dei. Kom!
(de går.)



 
THE DEAN.
[Shrugging his shoulders.]
Vox populi vox Dei. Come!
[They go.]



 
DER PROBST
(zuckt die Achseln.)
Vox populi vox dei. Gehn wir!
(Ab.)



 
(Inde på de store vidder. Uvejret vokser og jager skyerne tungt over snesletten; sorte tinder og toppe træder hist og her frem og sløres atter af tågen.)
 
(Brand, kommer blodig og forslået indover fjeldet.) 
[High up among the mountains. A storm is rising and chasing the clouds heavily over the snow-slopes; black peaks and summits appear here and there, and are veiled again by the mist.]
 
[BRAND comes, bleeding and broken, up the mountain.] 
(OBEN AUF DEN WEITEN HOCHEBENEN.)
(Das Unwetter wächst und jagt die Wolken schwer über die Schneefelder; schwarze Zinnen und Gipfel treten hier und dort hervor und werden vom Nebel wieder verschleiert.)
 
(BRAND kommt blutig und zerschlagen des Wegs.) 
BRAND
(standser og ser tilbage).
Tusend fulgte mig af bygden;
ikke én vandt op til højden.
Gennem alle hjerter taler
trangen til en større tid;
over alle sjæle daler
ledingsbud til løftet strid.
O, men offret, offret skræmmer;
viljen vek og ræd sig gemmer; –
én jo for dem alle døde, –
fejghed er ej længer brøde!
(synker ned på en sten og ser sig sky omkring.)
 
Jævnt og tidt jeg måtte grue;
skrækken risled i mit hår,
når jeg gik, som barnet går,
under hyl og hundetuden,
i den mørke genfærdsstue.
Men jeg tvang min hjertebanken,
og jeg trøsted mig med tanken:
ude skinner lysets væld,
mørket er ej nat, ej kveld, –
her er skodder kun for ruden.
Og jeg tænkte, dagens skin,
sommerlivets klare lue,
skal igennem dørens bue
vælde fuldt og fagert ind
i den mørke genfærdsstue.
 
O, hvor bittert jeg bedrog mig.
Begsort nat imøde slog mig, –
og derude sad forstemte
spredte mænd langs fjord og vik,
holdt på minder, åndsforglemte,
gemte dem, som kongen gemte
årvis på sin Snefrids lig,
løste dødninglinets flig,
lytted over hjertekulen,
næred sig med livshåbs-smulen,
mente, nu sprang blodets røde
roser ud ifra den døde.
Ikke én, som han, sig hæved,
gav til graven hvad den kræved.
Ikke én iblandt dem véd:
liget drømmes ej tillive,
liget må i muldet ned,
ligets hverv kun er at give
næring til en nylagt sæd. –
Nat, kun nat, – og nat igen
over kvinder, børn og mænd!
Kunde jeg med lyn i hånden
frelse dem fra strådøds-vånden!
(springer op.)
 
Sorte syner ser jeg jage
lig et helridt gennem natten.
Tiden står i uvejrskofte,
maner med en livsdåds krav,
kræver svunget stål for stav,
kræver skeden tom ved hofte; –
frænder ser i strid jeg drage, –
brødre ser jeg sidde spage,
krøbne under gemselshatten.
Og jeg øjner mer endnu, –
usseldommens hele gru, –
klynk fra kvinden, skrig fra manden,
øret stængt for bøn og bud, –
ser dem riste sig på panden
navn af fattigfolk ved stranden,
folk med skillingspræg fra Gud.
Blege lytter de til braget,
tror at selvgjort afmagt skærmer. –
Regnbue over maj-vangen,
flag, hvor er du nu at se?
Hvor er nu de farver tre, –
de, der slog og fnøs fra stangen,
under storm af folkesangen,
til en konge og en sværmer
splitt og tunge skar i flaget?
 
Tungen brugte du til pral;
tør ej dragen vise tænder,
trænges ingen splittflags-ender; –
folkeskriget kunde tiet,
kongesaksen kunde biet;
flag med fredens fire hjørner
strækker til som nødsignal,
når en grundstødt skude tørner!
Værre tider; værre syner
gennem fremtidsnatten lyner!
Brittens kvalme stenkulsky
sænker sort sig over landet,
smudser alt det friske grønne,
kvæler alle spirer skønne,
stryger lavt, med giftstof blandet,
stjæler sol og dag fra egnen,
drysser ned, som askeregnen
over oldtids dømte by. –
Da er slægten vorden styg; –
gennem grubens krumme gange
lyder nyn af drypvands-sange;
puslingflokken, travl og tryg,
frigør malmens bundne fange,
går med puklet sjæl og ryg,
glor med dvergens gridske øjne
efter guldets blanke løgne.
 
Sjæl ej skriger, mund ej smiler,
brødres fald ej hjerter kløver,
eget fald ej vækker løver; –
flokken hamrer, mynter, filer;
rømt er lysets sidste tolk;
slægten vorden er et folk,
som har glemt, at viljens pligter
ender ej, hvor evnen svigter!
Værre tider; værre syner
gennem fremtidsnatten lyner!
Kløgtens ulv med gluf og glam
truer lærens sol på jorden;
nødskrig lyder op mod Norden,
byder leding ud langs fjorden;
dvergen hvæser tvær og klam, –
sligt er ikke sag for ham.
Lad de stærke samfund gløde;
lad de andre give møde;
vi har ikke råd at bløde, –
vi er små, vi savner evne
til et sandheds styrkestævne,
kan ej offre folkehelsen
for vor brøk af verdensfrelsen.
 
Ej for os blev kalken drukket,
ej for os hugg tornekransen
i hans tinding sine tænder,
ej for os blev Romer-landsen
i den dødes side stukket,
ej for vor skyld naglen brænder,
boret gennem fod og hænder.
Vi er små, er sidst i laget,
byder ledingsbudet trods!
Ej for os blev korset taget!
Spanrem-slaget, spanrem-slaget,
Ahasveri rap, som ruller
purpur om den dømtes skulder,
er passionens brøk for os!
(kaster sig ned i sneen og dækker ansigtet til; om lidt ser han op.)
Har jeg drømt? Er nu jeg vågen?
Alt er gråt og dulgt i tågen.
Var det syge syner kun,
hvad jeg så til denne stund?
Er det billed glemt og tabt,
hvori mandens sjæl blev skabt?
Er vort ophavs ånd besejret –?
(lyttende.)
Ha, det går som sang i vejret! 
BRAND.
[Stops and looks backward.]
From the vale they follow’d thronging,
Never o n e has reached the height.
Through all bosoms thrill’d the longing
For a greater Day’s dawn-light;
Through all souls subduing strode
The alarum-call of God.
But the sacrifice they dread!
Will, the weakling, hides his head;—
O n e man died for them of yore,—
Cowardice is crime no more!
[Sinks down on a stone, and looks with shrinking gaze around.]
 
Oft I shuddeed at their doom;
And I walk’d, with horror quivering,
As a little child walks shivering
Amid shrieking shapes that loom
In a dim and haunted room.
But I chcck’d my bosom’s quaking,
And bethought me, and consoled it:
Out of doors the day is breaking,
Not of night it is, this gloom,
But the shutters bared enfold it;
And I thought, the day inwelling,
Rich with summer’s golden bloom,
Shall anon prevail, expelling
All the darkness that is dwelling
In the dim and haunted room.
 
O how bitter my dismay!
Pitchy darkness on me broke,—
And, without, a nerveless folk
Sat forlorn by fjord and bay,
Dim traditions treasuring
While their sotted souls decay.
Even as, year by year, the king
Treasured up his Snefrid dead,
Loosed the linen shroud o’erspread
By her mute heart listening low,
Still upon hope’s fragments fed,
Thinking, “Now the roses red
In her pallid ashes blow!”
None, like him, arose, and gave
The grave’s debt unto the grave;
None among them wise to know:
“Dreaming cannot kindle dust,
Down into the earth it must,
Dust is only made to breed
Nurture for the new-sown seed.”
Night, black night,-and night again
Over children, women, men!
O could I with levin-flame
Save them from the straw-death’s shame!
[Leaps up.]
 
Gloomy visions I see sweep
Like the Wild Hunt through the night.
Lo, the Time is Tempest-dight,
Calls for heroes, death to dare,
Calls for naked steel to leap,
And for scabbards to hang bare;—
Kinsfolk, lo, to battle riding,
While their gentle brothers, hiding,
From the hat of darkness peep.
And yet more I do divine—
All the horror of their shame,—
Men that shriek and wives that whine,
Deaf to every cry and claim,
See them on their brows imprinting
“Poor folks sea-bound” for their name,
“Humble farthings of God’s minting!”
Pale they listen to the fray,
Willing-weakness for their shield.—
Rainbow o’er the mead of May,
Flag, where fliest thou now afield?
Where’s that tricolor to-day,
Which the wind of myriad song,
Beat and bellied from the mast
Till a zealot king at last
Split it into teeth and tongue?
 
But you used the tongue to brag;
And what boots the toothed flag
If the dragon dares not bite?
Would the folk had spared those cheers,
And the zealot king those shears!
Four-square flag of peace suffices,
When a stranded craft capsizes,
To give warning of her plight!
Direr visions, worse foreboding,
Glare upon me through the gloom!
Britain’s smoke-cloud sinks corroding
On the land in noisome fume;
Smirches all its tender bloom,
All its gracious verdure dashes,
Sweeping low with breath of bane,
Stealing sunlight from the plain,
Showering down like rain of ashes
On the city of God’s doom.—
Fouler featured men are grown;—
Dropping water’s humming drone
Echoes through the mine’s recesses:
Bustling, smug, a pigmy pack
Plucks its prey from ore’s embraces,
Walks with crooked soul and back,
Glares like dwarfs with greedy eyes
For the golden glittering lies;
 
Speechless souls with lips unsmiling,
Hearts thal fall of brothers rends not,
Nor their own to fury frets,
Hammer-wielding, coining, filing;
Light’s last gleam forlornly flies;
For this bastard folk forgets
That the need of willing ends not
When the power of willing dies!
Direr visions, direr doom,
Glare upon me through the gloom.
Craft, the wolf, with howl and yell,
Bays at Wisdom, sun of earth;
Cries of ruin ring to North,
Call to arms by fjord and fell;
And the pigmy, quaking, grim,
Hisses: “What is that to him?”
Let the other nations glow,
Let the mighty meet the foe,
We can ill afford to bleed,—
We arc weak, may fairly plead
From a giants’ war exemption,
Need not offer All as raced
For our fraction of Redemption
 
Not for us the cup He drank,
Not for us the thorny wreath
In His temples drove its teeth,
Not for us the spear-shaft sank
In the Side whose life was still.
Not for us the burning thrill
Of the nails that clove and tore.
We, the weak, the least accounted,
Battle-summons may ignore!
Not for us the Cross He mounted!
Just the stirrup-slash’s stain,
Just the gash the cobbler scored
In the shoulder of the Lord,
Is our portion of His pain!
[Throws himself down in the snow and covers his face; presently he looks up.]
Was I dreaming! Dream I still?
Mist-enshrouded is the hill.
Were those visions but the vain
Phantoms of a fever’d brain?
Is the image clean outworn
Whereunto Man’s soul was born?
Is the Maker’s spirit fled
[Listening.]
Ha, what song breaks overhead? 
BRAND
(bleibt stehen und blickt zurück.)
Tausend folgten meinem Rufe;
Keins gewann die höchste Stufe.
Aller Herzen wohl verschönt der
Drang nach einer größern Zeit.
Wohl durch aller Seelen tönt der
Feldruf: Auf zum heiligen Streit!
Doch die Walstatt selbst bleibt stille;
Opfer weigert zager Wille; –
Einer starb für aller Schwächen, –
Feigheit heißt nicht mehr Verbrechen!
(Sinkt nieder auf einen Stein und blickt sich scheu um.)
 
O, wie oft erschrak mein Kinder-
herze, sträubte sich mein Haar,
Stand ich, wann Verstecken war,
Und der Hund just anschlug, in der
Dunklen Stube voll Gespenster.
Aber ward die Angst am größten,
Mußte der Gedanke trösten:
Draußen lacht ja Tag und Licht,
Nacht ist ja dies Dunkel nicht, –
Laden sind ja nur vorm Fenster.
Sorg’ nicht! Bald wird unbegrenzter
Sonnenschein, als Überwinder
All der Nacht, durch Tür und Fenster
Seinen Einzug halten in der
Dunklen Stube voll Gespenster!
 
Ach, wo blieb der Sonne Segen! –
Pechschwarz schlug mir Nacht entgegen, –
Und da saß ein stumpf hinbrütend
Volk von greisem Blick und Haar,
Längstgestorbne Träume hütend, –:
Dumpf so wider ’s Schicksal wütend,
Hielt der König Jahr um Jahr
Wacht an Schneefrieds Totenbahr’,
Legt’ ihm ’s Ohr an magre Rippen,
Hielt ihm Flaum vor blasse Lippen,
Hofft’, noch einmal blühten roten
Blutes Rosen aus dem Toten.
Keiner, gleich ihm, wahnbetört,
Gab dem Grab, was ihm gehört.
Keinem will die Wahrheit ein:
Leichen träumt man nicht ins Leben,
Leichen müssen untern Stein;
Neuen Saaten Wuchs zu geben,
Dies ist ihr Beruf allein,
Nacht, nur Nacht – und aber Nacht!
Keiner hat der Wahrheit acht.
Hätt’ ich Blitze zu entsenden,
Eures Strohtods Schmach zu enden!
(Springt auf.)
 
Nachtgesichte seh’ ich jagen,
Schwarzem Höllenschoß entgoren!
Eine Zeit im Panzerkleide
Fordert Opfer bis zum Grab,
Heischt geschwungnen Stahl statt Stab,
Reißt die Klingen aus der Scheide; –
Vettern seh’ ich Schwerter zücken, –
Brüder scheu sich seitwärts drücken,
Tarnkapp’ über Aug und Ohren;
Seh’ mein eigen Volk verloren
An ein Übermaß von Schande; –
Mann und Weib, da’s gilt, versagen
Sich den Bittenden, wehklagen
Feig, einritzend sich den Namen
Armen Fischervolks vom Strande,
Volks aus Gottes schlechtstem Samen, –
Hoffend, daß sie so, gesenkten
Haupts, ihr Los am besten lenkten.
Fahne! Maitagregenbogen!
Wo, wo blieben deine Farben?
Wo dein Blau-Rot-Gold? Verdarben
Sie, die einst so stolz ausrollten,
Als des Volks Gesang umschwoll den
Königlichen Ideologen,
Bis er Zung’ und Schlitz dir schnitt?
 
Weh, dein Züngeln ward Geprahl,
Weh, kein Drachenzahn wuchs mit,
Als sie dir den Rachen schenkten; –
Daß doch still geblieben wäre
Volk wie königliche Schere!
Die mit den vier Friedensecken
Langt vollauf als Notsignal,
Fängt ein Kutter an zu lecken!
Schlimmre Bilder, schlimmre Lose
Tauchen aus der Zukunft Schoße!
Eine schwarze Wolkenwand,
Naht der Kohlenqualm des Britten;
Was da frisch und grün, befleckend,
Jeden Keim mit Ruß bedeckend,
Kommt er giftschwer angeglitten,
Stiehlt den Tag von allen Wegen,
Rieselt, wie ein Aschenregen
Des Vesuv, auf Stadt und Land.
Häßlich sind die Menschen jetzt; –
Zu der Grubenhämmer Klopfen
Gluckt’s wie Sang von Wassertropfen;
Krüpplig Volk die Meißel wetzt,
Erzes Geister zu entbinden, –
Bucklig Leib und Seel’ zuletzt,
Gierverzerrt die Zwergenzüge
Nach des Goldes blanker Lüge.
 
Ohne Lachen, ohne Weinen,
Ohne brüderlich Empfinden,
Ohne Selbst-sich-Überwinden
Hämmert’s, münzt es, feilt es; – keinen
Lockt die Sage mehr vom Licht;
Keiner mehr von all den Blinden
Sagt sich, daß die Pflichten nicht
Enden, wo die Kräfte schwinden!
Schlimmre Bilder, schlimmre Lose
Tauchen aus der Zukunft Schoße!
Eitlen Klügelns Wolfesrachen
Will der Lehre Sonne morden;
Helft uns! schreit’s empor zum Norden:
Aufgebot von Berg zu Berg! –
Stur und störrisch zischt der Zwerg:
Was soll ich bei diesem Werk?
Mögen starke Völker wachen,
Andre sich zum Sturmbock machen,
Wir gehören zu den schwachen, –
Wir, das kleine Land, verlieren
Auf solch heiligen Turnieren,
Stell’n für unsern Bruch vom Heil
Nicht des Volks Gemeinwohl feil.
 
Nicht für uns hat er gelitten,
Hat ein Zahn vom Dornenkranze
Seine Schläfen ihm zerschnitten,
Ward gerannt die Römerlanze
Dem Gestorbnen in die Seiten,
Ward gebohrt durch Fuß und Hand ihm
Spitzer Nägel Feuerpfeil.
Wir sind klein, sind kaum bekannt ihm,
Spür’n zu helfen, keinen Trieb.
Nicht für uns ward ’s Kreuz getragen.
Ahasveri Knieriemhieb,
Purpernd des dem Tod Geweihten
Schulter, bleibt zu allen Tagen
Am Passionswerk unser Teil.
(Wirft sich in den Schnee nieder und bedeckt sein Antlitz; nach einem Weilchen blickt er auf.)
Hab’ geträumt ich? Bin erwacht nun?
Alles grau, verweht in Nacht nun!
War ein Zug Gesichte nur,
Was da jäh vorüberfuhr?
Hat des Menschen Seele dessen,
Der nach sich ihn schuf, vergessen,
Ganz dem Abgrund sich verdungen –?
(Lauschend.)
Horch, der Sturmwind spricht mit Zungen! 
DE USYNLIGES KOR
(suser i stormen).
Aldrig, aldrig blir du lig ham, –
thi i kødet er du skabt;
gør hans gerning eller svig ham,
ligefuldt er du fortabt! 
INVISIBLE CHOIR.
[In the sough of the storm.]
Never shalt thou win His spirit;
Thou in mortal flesh was born:
Spurn his bidding or revere it;
Equally thou art forlorn. 
CHOR DER UNSICHTBAREN
(im Sturme sausend.)
Nimmer wirst Du, Mensch, ihm gleichen, –
Denn aus Staub bist Du gemacht;
Magst ausharren oder weichen,
Immer stürzt Dein Pfad in Nacht! 
BRAND
(gentager ordene og siger sagte):
Ve mig, ve mig; snart jeg tror det!
Stod han ej i kirkekoret,
slog med hånden vredt mod ordet?
Tog han ikke alt mit eje,
stængte alle lysets veje,
lod mig kæmpe til det sidste,
lod mig nederlaget friste! 
BRAND.
[Repeats the words, and says softly.]
Woe’s me; I may well fear it!
Stood He not, and saw me pray,
Sternly smote my prayer away?
All I loved He has demanded,
All the ways of light seal’d fast,
Made me battle single-handed,
And be overthrown at last! 
BRAND
(wiederholt die Worte und sagt leise:)
Weh! Fast will es wahr mir scheinen!
Stieß er nicht vom Kirchenchore
Mich zurück mit meinen Peinen,
Riß mich los von all dem Meinen,
Schloß vor mir des Lichtes Tore,
Hieß mich bis zum Letzten kriegen,
Ließ mich endlich unterliegen! 
KORET
(lyder stærkere over ham):
Orm, du aldrig vorder lig ham, –
dødens bæger har du tømt;
følg ham efter eller svig ham,
ligefuldt din dåd er dømt! 
THE CHOIR.
[Louder, above him.]
Worm, thou mayst not win His spirit,—
For Death’s cup thou hast consumed;
Fear His Will, or do not fear it,
Equally thy work is doom’d. 
DER CHOR
(stärker über ihm tönend.)
Nimmer wirst Du, Wurm, ihm gleichen, –
Denn dem Staub bist Du entstammt;
Magst nachfolgen oder weichen,
Immer bleibt Dein Tun verdammt! 
BRAND
(stille).
Agnes, Alf, de lyse dage,
liv i fred og liv i hvile,
bytted jeg mod kamp og klage,
rev mit bryst med offerpile, –
fældte dog ej folkets drage. 
BRAND.
[Softly.]
Agnes, Alf, the gladsome life
When unrest and pain I knew not—
I exchanged for tears and strife,
In my own heart plunged the knife,—
But the fiend of evil slew not. 
BRAND
(vor sich hin.)
Weib und Kind und lichte Tage,
Tage voll beglückten Strebens,
Tauscht’ ich wider Kampf und Klage,
Riß die Brust mir wund, – vergebens
Warf ich alles in die Wage. 
KORET
(mildt og lokkende).
Aldrig, drømmer, blir du lig ham,
arv og odel har du tabt;
alt dit offer gør ej rig ham; –
for dit jordliv er du skabt! 
THE CHOIR.
[Tender and alluring.]
Dreamer, thine is not His spirit,
Nought to Him thy gifts are worth;
Heaven thou never shalt inherit,
Earth-born creature, live for Earth! 
DER CHOR
(mild und lockend.)
Träumer, nie wirst Du ihm gleichen,
Was Du ihm auch dargebracht;
Wähne nie, je zuzureichen; –
Denn als Mensch bist Du gemacht! 
BRAND
(brister i sagte gråd).
Alf og Agnes, kom tilbage;
ensom sidder jeg på tinden,
gennemblæst af nordenvinden,
bidt af genfærd, klamme, spage –!
(han ser op; en dæmrende plet åbner og vider sig ud i tågen; en kvindeskikkelse står der, lyst klædt, med kåbe over skuldrene. Det er Agnes.) 
BRAND.
[Breaks into soft weeping.]
Alf and Agnes, come unto me!
Lone I sit upon this peak!
Keen the north wind pierces through me,
Phantoms seize me, chill ones, meek—!
[He looks up; a glimmering space opens and clears in the mist; the APPARITION of a WOMAN stands in it, brightly clad, with a cloak over its shoulders. It is AGNES.] 
BRAND
(bricht in leises Weinen aus.)
Agnes, Alf, o, kommt zurücke!
Einsam sitz’ ich hier und sehne
Mich auf öder Bergeslehne,
Spukumgraust, nach einst’gem Glücke –!
(Er blickt auf; ein dämmerheller Fleck öffnet und erweitert sich im Nebel vor ihm; eine WEIBLICHE GESTALT steht da, in lichtem Gewande, einen Mantel über den Schultern. Es ist AGNES.) 
SKIKKELSEN
(smiler og breder armene mod ham).
Brand, her har du mig igen! 
THE PHANTOM.
[Smiles, and spreads its arms towards him.]
See, again, Brand, I have found thee! 
DIE ERSCHEINUNG
(lächelt und breitet die Arme nach ihm aus.)
Sieh mich Dir zurückgegeben! 
BRAND
(farer forvildet op).
Agnes! Agnes! Hvad er dette! 
BRAND.
[Starting upin bewilderment.]
Agnes! Agnes! What is this? 
BRAND
(fährt verwirrt auf.)
Agnes! Du bist noch am Leben! 
SKIKKELSEN.
Alt var feberdrøm, min ven!
Nu skal sottens tåger lette! 
THE PHANTOM.
Dearest, it is thy release
From the fever’d dreams that bound thee! 
DIE ERSCHEINUNG.
Alles war ein Fiebertraum!
Nun soll sich das Übel heben! 
BRAND.
Agnes! Agnes!
(vil ile hende imøde.) 
BRAND.
Agnes! Agnes!
[He is hurrying towards her.] 
BRAND.
Agnes! Du!
(Will ihr entgegeneilen.) 
SKIKKELSEN
(skriger).
Kom ej over!
Se dog sluget mellem os!
Her går fjeldets vilde fos.
(mildt.)
Ej du drømmer, ej du sover,
ej du mer med syner slås.
Du har været syg, du kære, –
drukket vanvids bittre drik,
drømt, din hustru fra dig gik. – 
THE PHANTOM.
[Screams.]
Cross not! Deep
Rolls between us the abyss,
Where the mountain-torrents sweep!
[Tenderly.]
Thou Bost dream not, neither sleep,
Nor with phantoms wagest war;
Dear, by sickness thou vast wasted,—
Frenzy’s bitter cup hast tasted,
Dreamt, thy wife had fled afar. 
DIE ERSCHEINUNG
(schreit auf.)
Nicht hier herüber!
Siehst Du nicht des Abgrunds Saum?
Nicht des Wasserfalles Schaum?
(Mild.)
Nein, es ist kein Traum, kein trüber,
Kein Gesicht mehr, was Dir droht.
Brand, Du sahst, in Wahnsinnsnot,
Alles wie mit Nacht verhängt, –
Träumtest, daß wir Dich verließen. – 
BRAND.
O, du lever! Lovet være –! 
BRAND.
Oh, thou livest! Blessed be 
BRAND.
O, daß Du noch lebst! Gepriesen –! 
SKIKKELSEN
(hurtigt).
Hys, tal heller derom siden!
Følg mig, følg mig; knap er tiden. 
THE PHANTOM.
[Hastily.]
Peace! Of that no murmur now!
Follow fast, the moments press. 
DIE ERSCHEINUNG
(schnell.)
Später! Jetzt kein Wort von diesen!
Folg’ mir, komm; die Stunde drängt. 
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login