SIGURD.
Men Gunnar er min fosterbroder; fred og venskab har vi svoret hinanden. Både i strid og i fredsomme kår har vi fristet lykken tilhobe, og han er mig kærest af alle mænd; hærfærd huer han ikke, så bold han end er; – nu godt, mig kender I alle, om mig véd I, at jeg ikke ræddes for ufred; men her står jeg frem, Ørnulf, og beder om forlig for Gunnar. Gør mig til vilje i denne sag!