FRU SOLNESS.
Nej, nej, den er ikke det. Det er ikke som i mors og fars tid. De har ta’t så sørgelig meget væk af haven, frøken Wangel. Tænk, – de har stykket ud, – og bygget huse for fremmede mennesker. Folk, som jeg ikke kender. Og de kan sidde og se på mig inde fra vinduerne.

FRAU SOLNESS.
Nein, nein, das ist er nicht. Es ist nicht wie damals, als der Vater und die Mutter noch lebten. Es ist jammerschade, wie viel sie vom Garten weggenommen haben. Denken Sie nur – da haben sie ihn zerstückelt – und Häuser gebaut für fremde Menschen. Leute, die ich nicht kenne. Und die können mich von ihren Fenstern aus beobachten.