FRØKEN TESMAN.
Å nej, du, – der er nok ikke nogen bedring at vente for hende, stakker. Hun ligger sådan hen, som hun nu har ligget i alle de årene. Men Vorherre lad mig bare få beholde hende en tid endnu! For ellers véd jeg ikke min arme råd med livet, Jørgen. Mest nu, ser du, da jeg ikke har dig at stelle for længer.