STENSGÅRD. Fjeldbo! Vær mig en ven, som før! Det er blevet øde imellem os. Der var så meget uhyggeligt hos dig, spas og spot, som stødte mig tilbage. Å, det var dog uret af mig! (slår armene om ham.) O, du evige Gud, hvor jeg er lykkelig!
STENSGARD. Fieldbo! Be my friend as you used to be! We have not understood each other of late. You have wounded and repelled me with your ridicule and irony. Believe me, it was wrong of you. [Embraces him.] Oh, my great God! how happy I am!
