STENSGÅRD.
Bygges? Først gælder det at rive ned. – Du, Fjeldbo, jeg har engang drømt, – eller kanske jeg så det; dog nej, jeg drømte; men så levende; jeg syntes der var kommen dommedag over jorden. Jeg kunde se hele rundingen af den. Ingen sol var der; kun et gult uvejrslys. Der gik en storm; den strøg fra vest og strøg alting med sig; først strøg den vissent løv, så strøg den mennesker; – men de holdt sig på benene endda. Kapperne slog tæt ind om dem, så de fo’r som siddende i flugten. Først så de ud som borgerfolk, der løber efter sine hatte i blæst; men da de kom nærmere, så var det kejsere og konger; og det, de løb efter og greb efter, og som de altid var nærved at nå, men aldrig nåde, det var kroner og rigsæbler. Å, der kom hundreder efter hundreder af alle slags, og ingen vidste, hvad det gjaldt; men mange jamred og spurgte: hvorfra er den dog kommen, denne forfærdelige storm? Da blev der svaret: én røst talte, og denne ene røst gav slig genlyd, at stormen vaktes!
