STENSGÅRD.
Jeg kan ikke. Jeg må frelse mig ud af al den styghed, jeg her står i. Jeg kan ikke leve længere i dette røre. Her må jeg gå og lade mig tage under armen af Ole Persen og Per Olsen, må hviske i krogene med dem, drikke dramme med dem, slå en latter op over deres Bajerølvittigheder, være dus med seminarister og slige halvstuderte røvere. Hvorledes kan jeg bevare mig frisk i min kærlighed til folket midt i alt dette? Det er som det lynende ord svigter mig. Jeg har ikke albuerum; ikke ren luft at ånde. O, det kommer stundom over mig som en længsel efter fine kvinder. Jeg vil noget, som der er skønhed i! Jeg ligger her som i en grumset bugt, og derude skyller den klare blå strøm forbi mig; – å, hvad forstår du dig på sligt!
