IRENE.
– eller så tirrende behersket da. Og fordi du var kunstner, bare kunstner, – ikke mand! (slår over i en varm, inderlig tone.) Men denne støtte i det våde, levende ler, den elsked jeg – alt efter som der steg frem et sjælfuldt menneskebarn af disse rå, uformelige masserne, – for den var vor skabning, vort barn. Mit og dit.
