REBEKKA. Ja, du, – det er jo det forfærdelige, at nu, da al livets lykke bydes mig med fulde hænder, – nu er jeg ble’t slig, at min egen fortid stænger for mig.
REBEKKA. Ja, – das ist doch eben das Furchtbare: jetzt, da alles Glück der Welt mir mit vollen Händen geboten wird, – jetzt bin ich eine solche geworden, daß meine eigene Vergangenheit mir den Weg zum Glück versperrt.
REBECCA. Yes, dear--that is just the dreadful part of it-that now, when all the happiness of life is freely and fully offered to me, all I can feel is that I am barred out from it by my past.