You are here: BP HOME > MI > Kejser og galilæer (Emperor and Galilean) > record
Kejser og galilæer (Emperor and Galilean)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
    Enter number of multiples in view:
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionPart I: I Cæsars frafald
Click to Expand/Collapse OptionPart II: Kejser Julian
KEJSER JULIAN
(stirrer ned i fjeldkløften).
Hvor dybt under os! Hvor svindende små bugter de sig ikke frem mellem krat og torner langs med den stenede strøm. Da vi stod foran denne snevring, da stævned førerne, alle som en, lige ind i det trange. Det var en times vej at korte, en smule møje at spare – på vandringen imod døden. Og flokkene fulgte dem så villigt. Ingen tanke på at lægge vejen ovenom; ingen længsel efter den fri luftning heroppe, som vider brystet ud og gør åndedraget rummeligt. Der går de, og går og går, og ser ikke, at de har trang himmel over sig – og véd ikke, at der gives højder, hvor den er større. – Er det ikke, Maximos, som om menneskene leved for at komme til at dø? Galilæerens ånd er i dette. Er det sandt, som der siges, at hans fader skabte verden, da foragter sønnen faderens værk. Og just for dette formastelige vanvid er det, at han prises så højt! Hvad var dog ikke Sokrates imod ham! Elsked ikke Sokrates nydelsen og lykken og skønheden? Og dog forsaged han. – Men hvilket bundløst svælg imellem dette – på den ene side ikke at begære, – og på den anden side at begære og dog forsage. O, denne tabte visdoms skat vilde jeg bringe menneskene tilbage. Lig Dionysos fordum, kom jeg dem glad og ung imøde, med løv om panden, med druers fylde i mine arme. Men de viser min gave fra sig, og jeg hånes og hades og bespottes af venner og af fiender.
JULIAN
starrt in die Felskluft hinab.
Diese Tiefe unter uns! Wie winzig klein winden sie sich vorwärts zwischen Dorn und Dickicht längs dem steinigen Strom! – Als wir vor diesem Engpaß standen, da drängten die Führer, alle wie ein Mann, geraden Wegs hinein in die Enge. Es galt, eine Stunde Weges zu gewinnen, ein wenig Mühe zu ersparen – auf der Wanderung dem Tod entgegen. – Und die Scharen folgten ihnen so willig. Kein Gedanke, den Weg übers Gebirg zu verlegen; keine Sehnsucht nach den freien Lüften hier oben, die die Brust weiten und volleren Atemzug gewähren. Da gehen sie und gehen und gehen und sehen nicht, daß sie engen Himmel über sich haben – und wissen nicht, daß es Höhen gibt, wo er weiter ist. – Ist es nicht, Maximos, als lebten die Menschen, um zum Sterben zu kommen? Das ist der Geist des Galiläers. Ist sie wahr, die Kunde, daß sein Vater die Welt geschaffen hat, dann verachtet der Sohn das Werk des Vaters. Und gerade für diesen vermessenen Wahnwitz wird er so hoch gepriesen! – Was ist doch Sokrates gegen ihn gewesen! Liebte nicht Sokrates den Genuß und das Glück und die Schönheit? Und doch entsagte er. – Aber welch bodenloser Abgrund dazwischen – auf der einen Seite, nicht zu begehren, – und auf der anderen, zu begehren und doch zu entsagen. – Ach, diesen Schatz verlorener Weisheit möchte ich den Menschen wiederbringen. Wie einst Dionysos kam ich ihnen froh und jung entgegen, mit Laub um die Stirne, mit der Trauben Fülle in meinen Armen. Aber sie weisen meine Gabe zurück, und ich werde verhöhnt und gehaßt und verspottet von Freund und Feind.
http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=record&uid=7ddcd7aa-e2d6-11e0-ab97-001cc4df1abe
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login