KEJSER JULIAN.
Jeg finder også, at det voveligste her vilde være at lægge dølgsmål på de gådefulde magters rådslagninger. Er det kommen så vidt, at de guddommelige nedlægger sin magt i jordiske hænder, – hvilket vi af mange tegn tør slutte at være tilfældet, – så vilde det i sandhed være højst utaknemmeligt at fordølge sådant. Det er under så farefulde forholde, som disse, ingenlunde ligegyldigt, om soldaterne yder sin dyrkelse til den urette, da de dog skulde påkalde en helt anden. Jeg siger dig, Oribases, og jeg siger eder andre, – om der ellers findes nogen anden her, som således vil afstikke grænser for den kejserlige magt, – at just dette vilde være den virkelige ugudelighed, og at jeg derfor nødes til at ivre derimod. Har ikke allerede Platon forkyndt den sandhed, at kun en gud kan herske over menneskene? Hvad mente han med dette udsagn? Svar mig på det, – hvad mente han? Langt være det fra mig at ville påstå, at Platon, – denne for øvrigt mageløse vismand, – dermed, ligesom i en spådom, skulde have sigtet til noget enkelt menneske, end ikke det ypperste. Men jeg tænker, vi alle har været vidne til de forstyrrelser, som flyder af, at den højeste magt ligesom kløves og deles på flere hænder. Nok om dette. Jeg har allerede påbudt, at de kejserlige billeder skal stilles til skue i lejren. Ah, hvad søger du så ilsomt, Eutherios?
(Husmesteren Eutherios, ledsaget af en mand i opkiltrede klæder, kommer fra skibene.)
