KEJSER JULIAN.
Og hvad vinder den sejrende? Er det møjen værd at sejre? Hvad har den makedoniske Alexander, hvad har Julius Cæsar vundet? Grækere og Romere taler om deres ry med kold undren, – medens den anden, Galilæeren, tømmermandssønnen, sidder som kærlighedens konge i varme troende menneskehjerter. Hvor er han nu? – Er han virksom andetsteds efter den tid, da hint gik for sig på Golgata? Jeg drømte nys om ham. Jeg drømte, at jeg havde lagt hele jorden under mig. Jeg bød, at Galilæerens minde skulde være udslettet på jorden; og så var det udslettet. – Da kom ånderne og tjente mig, og bandt vinger til mine skuldre, og jeg svinged mig ud i det endeløse rum, til jeg fæsted min fod på en anden jord. Det var en anden jord end min. Dens runding var større, den havde et gulere lysskær, og flere måneskiver drejed sig om den. Da så jeg ned på min egen jord, kejserens jord, som jeg havde gjort Galilæer-løs, – og jeg fandt, at alt, hvad jeg havde gjort, var såre godt. Men se, min Maximos, – da kom et tog forbi mig på den fremmede jord, hvor jeg stod. Der var krigsmænd og dommere og bødler i spidsen, og grædende kvinder fulgte toget. Og se – midt i den langsomt skridende skare gik Galilæeren lys levende og bar et kors på ryggen. Da råbte jeg til ham og sagde: hvor hen, Galilæer? Men han vendte sit ansigt imod mig, smilte, nikked langsomt og sagde: til hovedpandestedet! Hvor er han nu? Om hint på Golgata ved Jerusalem kun var en landsby-gerning, øvet, ligesom under en gennemrejse, i en ledig stund? Om han går og går, og lider og dør og sejrer om igen fra den ene jord til den anden? O, om jeg kunde lægge verden øde! Maximos, – gives der ingen gift, ingen fortærende ild, der kan lægge det skabte øde, som det var på hin dag, da den ensomme ånd svæved over vandene?