BISP NIKOLAS.
Ligegodt –; de med segl for; de, som ligger øverst. – Så; gå nu ind og sig, de skal være stille. (Viljam går.) – Dø, og dog råde i Norge! Dø, og stelle det så, at ingen mand kommer til at højne sig et hoved op over alle andre. Tusende veje kunde bære frem til det mål; men der kan kun være én, som duger; – den gælder det at finde, – den gælder det at slå ind på. – Ha! Vejen ligger jo så nær, så nær! Ja, slig skal det være. Jeg holder løftet; hertugen skal få brevet i sine hænder; – men kongen – hm, han skal få tvivlens brod i sit hjerte. Håkon er ærlig, som de kalder det; med troen på sig selv, og på sin ret, vil meget falde i ham. Begge skal tvivle og tro, vippe op og ned, aldrig finde fast grund under foden, – perpetuum mobile! – Men vil Håkon fæste lid til mit udsagn? Det vil han; jeg er jo en døende mand; jeg skal fodre ham med sandhed iforvejen. – Kræfterne svigter, men sjælen friskner; – jeg ligger ikke på sottesengen længer, jeg sidder i min arbejdsstue, jeg vil arbejde den sidste nat, arbejde – til lyset slukner –