PETER. Fader, fader, tænk ikke på mig; vær ikke ræd for mit ve og vel. Det er jo din vilje, jeg har fuldkommet, – hvor kan det regnes mig til last!
PETER. Vater, Vater, denk nicht an mich – sei nicht besorgt um mein Weh und Wohl. Deinen eignen Willen hab’ ich ja erfüllt, – wie kann das mir als Schuld angerechnet werden!
