LIND.
Jeg tænkt? Tænkt fremad? Nej, fra denne stund
jeg lever i det vårlige sekund.
Jeg vender øjet mod min lykke hjemad;
der holder skæbnens tømmer jeg og hun.
Ej du, ej Guldstad, – ja, ej selv fru Halm
tør sige til min friske livsblomst: „Falm!“
Thi jeg har vilje, hun har varme øjne,
og derfor må den, skal den opad højne!
